Det var en mørk og kold januarnat i Kanslergade. Statsministeren havde inviteret sine politiske modparter til forhandlinger i sin lejlighed. Der var dækket op med smørrebrød og pilsnere. Alt tegnede godt. Ministeren havde på dette tidspunkt ingen ide om, at mødet ville blive som én lang og pinefuld ørkenvandring.
“Som De sikkert ved er landet i store problemer,” udbrød Thorvald Stauning. “De skal løses omgående. Ingen forlader lokalet før der er bragt orden i sagerne.”
Politikerne satte sig til bords og tog et stykke smørrebrød hver. Forhandlingerne kunne begynde.
“Har De noget fornuftigt at sige?” Stauning satte tænderne i et stykke med rullepølse og pegede på formanden for Venstre med sin kniv.
Modparten nikkede og sagde:
“Jo ser De. hr. Statsminister. I forbindelse med landbruget så mener jeg … Åh, hvad er det dog for en larm?!”
De kiggede alle mod det åbne vindue. Naboen i lejlighedskomplekset lige ved siden af spillede tuba. Der var tryk på.
Stauning smed bestikket i raseri.
“Det er hr. Rakkelpot!” skreg hr. Stauning. “Han kan ikke lide mig. Hver nat spiller han på sine instrumenter for at drive mig til vanvid.” Den skæggede mand sprang hen til vinduet, flåede det op og hylede ud i mørket:
“Er De klar over, at vi prøver at redde Danmark herinde?”
Hr. Rakkelpot grinede bare og skiftede tubaen ud med en sækkepibe. Støjforurening af værste skuffe.
Thorvald Stauning greb et askebæger og slyngede det direkte mod tølperens vindue. Ruden splintrede i tusinde stykker. Så lukkede han vinduet igen og trak gardinerne for.
“Sådan håndtærer man uromagere.” Han satte sig til rette ved spisebordet. “Nåh, hvor kom vi fra?”
“Landbruget…” svarede Det Radikale Venstre.
“Åh ja, landbruget,” nikkede overhovedet og tog en ny bid mad. “Det vi gør er at…”
Det ringede på døren.
Thorvald Stauning fór sammen. Et øjeblik var han ved at kløjes i smørrebrødet.
“Skal De ikke åbne? Det kunne jo være vigtigt,” sagde formanden for Venstre.
“Jo, jo.” Stauning luntede ud i entréen og åbnede hoveddøren. “Hvem i alverden vil besøge mig midt om natten?”
Der stod ingen i opgangen. Til gengæld lå der en brun pose i flammer.
“Det brænder!” Statsministeren trampede på posen til ilden var kvalt, men nu var lakskoene tilsølet i fækalier. Han var faldet for det gode gamle trick med en hundelort i en brændende papirspose. Hr. Rakkelpots latter kunne høres et sted nede af trapperne. Han var ved at flygte fra gerningsstedet.
“Bare vent til jeg får fat i Dem, hr. Rakkelpot!”
Rød i hovedet marcherede Thorvald Stauning tilbage til sine kollegaer.
“Det er da for galt,” sagde de andre i kor.
“Jeg skal nok få min hævn. Den nedrige Rakkelpot kommer til at betale. Et skattetryk på 100 procent til ham og hans tuba,” brummede han.
De andre nikkede og gnæggede.
“Hørt.”
“Hørt.”
Stauning greb en flaske cognac.
“Men først Danmarks fremtid. Vi nåede at tale lidt om landbruget. Som det ser ud nu er der ingen anden udvej end at…”
KRRAASH!
Vinduesruden eksploderede, da en tuba indsmurt i menneskeafføring fløj ind i stuen og kolliderede med spisebordet. Glas, smørrebrød og fæces lå alle vegne. Et sandt kaos i Staunings lejlighed.
Gæsterne sad måbende med mad og fækalier i hovedet og på tøjet.
Thorvald Stauning sank opgivende sammen i lænestolen. Han var træt:
“Det her bliver en lang aften…” stønnede han og bundede den sidste sjat cognac i flasken.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad
Retur til forsiden
