Kategoriarkiv: Julekalender 2015

Kalenderblad 21: Det Herrens år 1933

Det var en mørk og kold januarnat i Kanslergade. Statsministeren havde inviteret sine politiske modparter til forhandlinger i sin lejlighed. Der var dækket op med smørrebrød og pilsnere. Alt tegnede godt. Ministeren havde på dette tidspunkt ingen ide om, at mødet ville blive som én lang og pinefuld ørkenvandring.
“Som De sikkert ved er landet i store problemer,” udbrød Thorvald Stauning. “De skal løses omgående. Ingen forlader lokalet før der er bragt orden i sagerne.”
Politikerne satte sig til bords og tog et stykke smørrebrød hver. Forhandlingerne kunne begynde.
“Har De noget fornuftigt at sige?” Stauning satte tænderne i et stykke med rullepølse og pegede på formanden for Venstre med sin kniv.
Modparten nikkede og sagde:
“Jo ser De. hr. Statsminister. I forbindelse med landbruget så mener jeg … Åh, hvad er det dog for en larm?!”
De kiggede alle mod det åbne vindue. Naboen i lejlighedskomplekset lige ved siden af spillede tuba. Der var tryk på.
Stauning smed bestikket i raseri.
“Det er hr. Rakkelpot!” skreg hr. Stauning. “Han kan ikke lide mig. Hver nat spiller han på sine instrumenter for at drive mig til vanvid.” Den skæggede mand sprang hen til vinduet, flåede det op og hylede ud i mørket:
“Er De klar over, at vi prøver at redde Danmark herinde?”
Hr. Rakkelpot grinede bare og skiftede tubaen ud med en sækkepibe. Støjforurening af værste skuffe.

1933 Rakkelpot

Thorvald Stauning greb et askebæger og slyngede det direkte mod tølperens vindue. Ruden splintrede i tusinde stykker. Så lukkede han vinduet igen og trak gardinerne for.
“Sådan håndtærer man uromagere.” Han satte sig til rette ved spisebordet. “Nåh, hvor kom vi fra?”
“Landbruget…” svarede Det Radikale Venstre.
“Åh ja, landbruget,” nikkede overhovedet og tog en ny bid mad. “Det vi gør er at…”
Det ringede på døren.
Thorvald Stauning fór sammen. Et øjeblik var han ved at kløjes i smørrebrødet.
“Skal De ikke åbne? Det kunne jo være vigtigt,” sagde formanden for Venstre.
“Jo, jo.” Stauning luntede ud i entréen og åbnede hoveddøren. “Hvem i alverden vil besøge mig midt om natten?”
Der stod ingen i opgangen. Til gengæld lå der en brun pose i flammer.
“Det brænder!” Statsministeren trampede på posen til ilden var kvalt, men nu var lakskoene tilsølet i fækalier. Han var faldet for det gode gamle trick med en hundelort i en brændende papirspose. Hr. Rakkelpots latter kunne høres et sted nede af trapperne. Han var ved at flygte fra gerningsstedet.
“Bare vent til jeg får fat i Dem, hr. Rakkelpot!”
Rød i hovedet marcherede Thorvald Stauning tilbage til sine kollegaer.
“Det er da for galt,” sagde de andre i kor.
“Jeg skal nok få min hævn. Den nedrige Rakkelpot kommer til at betale. Et skattetryk på 100 procent til ham og hans tuba,” brummede han.
De andre nikkede og gnæggede.
“Hørt.”
“Hørt.”
Stauning greb en flaske cognac.
“Men først Danmarks fremtid. Vi nåede at tale lidt om landbruget. Som det ser ud nu er der ingen anden udvej end at…”
KRRAASH!
Vinduesruden eksploderede, da en tuba indsmurt i menneskeafføring fløj ind i stuen og kolliderede med spisebordet. Glas, smørrebrød og fæces lå alle vegne. Et sandt kaos i Staunings lejlighed.
Gæsterne sad måbende med mad og fækalier i hovedet og på tøjet.
Thorvald Stauning sank opgivende sammen i lænestolen. Han var træt:
“Det her bliver en lang aften…” stønnede han og bundede den sidste sjat cognac i flasken. 

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 22: Det Herrens år 1945

– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…

Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet også eneste inventar på hans tagkammer.

Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.

Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.

De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?

Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.

Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.

1945 soldat

– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?

Kan det bruges til noget?

* * *

Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.

Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.

– God start, tøser! råbte han.

De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.

En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.

Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.

– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.

Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:

– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Purkholds Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!

– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.

Fætter Lubberts fede hånd klemte hans skulder.

– Så må du hellere se at få det lært, sagde han.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

 

Kalenderblad 23: Det Herrens år 1969

Didrik Storknockel stod i brændpunktet og oplevede begivenheden på egen krop. Den 86-årige bibliotekar var på familiebesøg i København og nød en fredelig spadseretur gennem gaderne med en god pibe tobak i flaben. Det var en dejlig dag.
Men just som han rundede hjørnet til Istedgade lød der en stemme over byen:
“Slå jer løs med pornografien. Det er ikke syndigt mere!”
Hr. Storknockel frøs til stedet. Var det virkeligt sandt?
Så kom jubelskrigene.

Foto fjernet

Dørene åbnede fra husene og lejlighederne omkring ham. Borgere af begge køn, unge som gamle, løb ud på vejen og krammede hverandre. Didrik Storknockel blev væltet om kuld af lavinen af mennesker.
“Av, av, av!” jamrede han under de dansende fødder.
Der blev piftet, der blev sunget, der var fest. Flaget blev hejst over alt.
“Kom alle mand! Vi skal have en bid af kagen,” hujede en herre i mængden.
Af sted det gik.
Det danske folk styrtede mod pornobutikkerne, der i samme nu skød op overalt med blinkende neonskilte.
“Nøgne damer ad libitum… også til den herre på jorden,” råbte en ung kåd mand. Han greb Didrik Storknockel i kraven og trak ham op på benene.
“Jeg har ikke tid til den slags – jeg skal nyde den friske luft og naturen,” stønnede Didrik.
“Frisk luft kan vente,” hylede de andre. “Nu gælder det patter på papir.”
De greb den gamle nordvestjyde og førte ham gennem byen mod den nærmeste pornokiosk.
“Så slip mig dog. Jeg er for gammel til det stads!” Han prøvede at kæmpe imod, men det var umuligt.
“Man bliver aldrig for gammel til den slags,” svarede folkemængden.
Hr. Storknockel blev skubbet hen foran skranken i den erotiske bladforretning.
“Nøgenhed til os alle, især til den gamle mand!”
Didrik Storknockel var godt tvær over at blive tvunget med, men da han så det brede udvalg fik han alligevel et stort liderligt smil på læberne.
“I har ret mine venner. Man bliver aldrig for gammel til den slags.”
Dette var dagen Didrik Storknockel tegnede et livslangt abonnement på fjorten forskellige pornografiske magasiner.

Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

Addendum: Efter hr. Storknockels alt for tidlige død i 1991 blev hans omfattende samling af magasiner bortkørt i plomberet lastvehikel og solgt på et loppemarked i Holstebro. “Hver en stump blev fjernet. Resten af familien har aldrig brudt sig om den slags,” udtaler bibliotekarens barnebarn, dildodemonstratrice Yulla Storknockel, Vester Usseldrup.

Forrige kalenderblad    <<<         >>>    Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Kalenderblad 24: Det Herrens år 2026

2026 apokalypse

Slask! Slask, slask og kladabask, afsluttet med et mekanisk spark i bagdelen ned ad slidsken, ud i den fri luft.

Nathan Mandrik rejste sig, rødkindet og smilende efter nogle stimulerende minutter i pryglomaten på Klamhuse Vestermark.

Han havde selv i sin ungdom opfundet dette prægtige sundheds- og disciplinbefordrende maskineri. Formålet var, at alle nordjyder effektivt og til en billig pris kunne modtage fuldfigurprygl, og her på Klamhuse Vestermark arbejdede pryglomaten stadig døgnet rundt, året rundt.

Mandrik begav sig hjemad over de vinterfrosne marker. På lang afstand blev han hilst af glammen og hyl. Husstandens to puddelhunde fornemmede, at han var på vej, og gjorde opmærksomme på, at de var sultne.

Trods årtiers succes som opfinder havde Mandrik det svært i disse år. Fødevarer var rationeret, og mange aftener måtte han og hundene dele et par fåreører eller en skål gelatinerede gedehaler. Danmarks befolkning var vokset til 11 millioner, og størstedelen af fødevarerne blev tvangseksporteret til Sverige, hvor 47 millioner munde skulle mættes.

– Sådan er vilkårene, sagde statsministeren, Harry bin Moffat. – Vi må alle, inshallah, ofre os i en højere sags tjeneste.

Bræddehytten lyste foran Nathan som et skib i natten. Én ting manglede hjemstavnen ikke: Elektricitet. Nathan havde opfundet verdens første urinkraftværk og bygget det nede i Blodhavn af et par gamle traktorer og en badekabine. En spandfuld ordinær husholdningsurin rakte til flere ugers el-forbrug i hele forsyningsområdet.

Hvis driftsleder Peckelfritz nu bare ville lade være med at blande råvaren op med gæret husdyrurin, tænkte Nathan Mandrik, idet han standsede foran hytten med de nu hysterisk glammende hunde.

I det samme flammede vesthimlen op, og i nogle lange sekunder var landskabet, så langt øjet rakte, badet i skingrende, citrongult lys, changerende over i det carryfarvede, mens det klingede af.

Braget kom et øjeblik senere. Orange flammer og fed sort røg bølgede op over horisonten, mens Nathan hylede om kap med sine pudler. Hans kraftværk, den lysende krone over hans livs indsats, var ødelagt af useriøs urintilførsel.

* * *

– Her kom det signal, vi har ventet på!

Qwylxr-Zlyck-Zpatr vendte alle tre øjne mod kollegerne i rumskibet.

– Landsæt plufrz-bhryx, og gør det nu! Landsæt dem alle sammen!

Ekspeditionen fra planeten Bzylfxik-Vugx havde til opgave at omdanne Jorden til fiskebassin for et galaktisk turistbureau. Et par wzolgx-yxgr var sendt i forvejen med instruks om at fyre en kraftig urinbombe af, når tiden var inde til at påbegynde arbejdet. De var braget ned i Tunguska i Sibirien i 1908, men det havde Qwylxr-Zlyck-Zpatr og hans kolleger ikke fået nogen melding om.

Nu befandt ekspeditionen sig over Jylland, og i løbet af få minutter landede 239 plufrz-bhryx, som øjeblikkeligt begyndte at destruere og bortgrave alt, hvad de mødte på deres vej.

I København troede statsminister bin Moffat, at der var tale om et lokalt bondeoprør, og han tilkaldte militærhjælp fra den islamiske republik Sverige, men nabolandets aldrende Saab-jagerfly var ikke noget match for plufrz-bhryx og rumekspeditionens øvrige våben.

Frisk fiskevand skyllede ind, hvor jyder gennem årtusinder havde levet. Enkelte fund blev sendt op til rumskibet med henblik på, at de senere kunne vises frem i museerne hjemme på Bzylfxik-Vugx. Et af dem var en tilhugget sten med denne inskription fra midten af 900-tallet: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.

– Den er smuk, men tung, erklærede Qwylxr-Zlyck-Zpatr, da han greb om den med sine lyslilla tentakler. – Den kan fungere som ballast på rejsen hjem.

Han stuvede stenen til side og fik i samme øjeblik en melding sydfra. Lillebæltsbroerne var ikke bare overskredet, men opspist på vejen. Hans 239 plufrz-bhryx arbejdede sig i eksemplarisk tempo frem mod Odense og resten af verden.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

<<<<   Forrige kalenderblad

Retur til forsiden