Det var et alvorligt og for mig meget traumatiserende gensyn med den ellers så smukke havneby. Hele bymidten er stadigvæk dækket af “syndfloden”, og det har tillige regnet en del, så der er et søle aldeles uden sidestykke.
Dertil kommer, at havnens krokodiller er gået i land. De kunne naturligvis lugte et måltid. Det er bare så skrækkeligt! Krokodiller kan godt lide pløre, så de har gravet sig ned og mæsker sig med de stakkels afdøde indbyggeres hele og halve kroppe, der ligger og rådner i sølet. Ja, de store reptiler frådser i menneskekød.
Hele denne oplevelse i Blodhavn har taget så hårdt på mit unge sind, at jeg nu må af sted på en måneds rundrejse i Caribien (på bladets regning) for at få de uhyggelige hændelser lidt på afstand.
Jeg vil skåne sarte sjæle for fotos af bymidten. Derimod bringer jeg et foto af det eneste tilbageværende hus, som takket være ejerens fremsynethed har klaret katastrofen. Det er i øvrigt byens bed and breakfast, og den er stadig åben for gæster.
I de gode gamle dage ”kridtede” vi husene, når det blev forår. Det er en tradition, der stadig er aktuel, og i de mere velstillede familier gjorde man det med brunvare. Hele hytten fik et fint lag forårsbrunering, som vi kalder det.
Bedstefar var i familie med byens fækaliehandler, hans gamle stenrige onkel Anton, der forsynede os med gratis plut (den fineste letflydende vare).
Onkel Antons siloer var oven på vinteren vanligvis fyldt til bristepunktet, og når der så kom lidt forårsvarme til, startede en naturlig gæring, det resulterede i boblen og overspild. Det var overspildet, vi fik lov at opsamle, og det kunne nemt blive til flere børfulde af dette guld.
Normalt kostede en børfuld af denne vare fra 2 øre og helt op til 5 øre, afhængigt af udbud. Vi var så heldige at få vores plut gratis mod selv at hente det.
Salige er de gode af hjerte, og onkel var tit med i vores aftenbøn. Vi kunne jo ikke vedligeholde vores hus så fint uden hans hjælp. Vi havde det bruneste hus i byen og var stolte deraf. Ja, vi havde så rigeligt med plut, at bedstemor også gav det en omgang indvendigt.
Det fine og velholdte hus trak turister til, endda helt fra Amerika.
Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder
Årets femenhalvstjernede heltinde er enkefru Rulmina Olga Schwanzhauer (f. Padborg), Fiselund Krat, fhv. økonoma og dårekisteforvalterinde. Fr. Schwanzhauer har haft fast plads på hæderslisten siden 1979, kun afbrudt af årene 1997-2001, da hun praktiserede som trommedansende naturlæge i Chicago.
Enkefru Schwanzhauer står som et forbillede for ungdommen i Fiselund Krat og nærliggende landsbyer, idet hun igennem snart fire menneskealdre har virket som vort stolte dagblads måske mest produktive læserbrevsskribent. Intet emne har været for undseligt eller for lokalt for hendes hvasse pen. Under oliekrisen i 70’erne stod enkefru Schwanzhauer egenhændigt for op mod 85% af avisens indtægter, idet læserbreve (dengang som nu) tryktes mod et beskedent gebyr på kr 9,17 per linje, samt kr 44,02 for hver yderligere påbegyndte helside. Det kan ikke understreges kraftigt nok hvor stor betydning disse sidste 10-14 sider af avisen har haft som isolering og brændsel for flere generationer af nordvestyjyder, idet enkefru Schwanzhauer med sine rundhåndede bidrag til avisens drift på snedig vis har holdt brændselspriserne nede i Nordvestjylland.
Fremhæves bør især enkefru Schwanzhauers indlæg omkring Dansk Returpant af 17. maj i år, der for første gang nogensinde bragte avisen over 96 sider på en hverdag.
Fem stjerner (heraf halvanden fra gummihjulfabrikant Michelsen) til familien Yerngumme for en unik kulinarisk indsats. Brødrene Fellah og Gubert Yerngumme har sammen med mesterkokken Almgod Gruhs (t.h.) åbnet en succesrig brunpølse- og roefoderrestaurant på Blodhavn Midtermole. De ses her i det nyindrettede lokale 5 min. før åbning. Ådsler til forarbejdning ligger bag fotografen, dækket af et lag aviser (som i øvrigt også i snittet og fritteret tilstand indgår i flere af menuerne).
Et femstjernet hurra for operasangerinden Gylda Peckelwaffel, som efter en strubeoperation i oktober nu atter (med tilførsel af trykluft fra puddelhundedrevet kompressor) kan underholde i Nr. Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Nordstrand og hvor der ellers måtte være bud efter hende.
Ligeledes fem stjerner til landhusmoder Bibsen Olemand, Klamhuse Vestermark, som i maj nedkom med babyen Hugo IV Olemand. I løbet af sit første halve år var Hugo vokset til over 200 gange sin fødselsvægt og -højde, og en folkeindsamling måtte iværksættes for at fremskaffe de enorme mængder pladdervælling, han dagligt konsumerer.
Fire en halv stjerne til Brunmølle Udlugtskro, som igen i år har sat besøgsrekord med 21.349 spisende gæster, der tilsammen konsumerede over 40 tons brunt kødfoder plus tilbehør i form af hakkede kålroer, hestepilsner, blå drikkepetroleum m.v.
Fire stjerner til Nordvestjysk Akademisk Boligselskab, der har erhvervet og renoveret denne ejendom på Blodhøj Banke og dermed skaffet husly til 41 akademiske flygtninge fra Holstebro, som ellers ville have været henvist til at overnatte i lærredstelte eller under gummimarkiser på Blodhavn Nordstrand.
Én (og kun 1) stjerne til Klamhuse Borgervæbning, som i årets løb fik bortskaffet sølle to af de 25 sværvægtsforbrydere, der står på den aktuelle udryddelsesliste. Det kan og skal gøres meget bedre i det kommende år.
Lad os slutte i bedste stemning med fem en halv stjerne til avisens medarbejdere, som året igennem har trodset vejr og vind, modeluner, smålige irettesættelser, lavtflyvende husdyrfækalier og mange andre forsøg på censur for at give os sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Det lykkedes. Landproletariatets jubelråb er den fortjente belønning, som netop nu kan høres hen over hjemsognene.
Det var en bagende varm dag i Møgeltønder. Alle i miles omkreds var i brunst, og unge frøken Mippi Koks var ingen undtagelse. Hendes lyster lå dog ikke hos de unge mænd i byen, men ude i naturen.
Hun hoppede glad gennem skoven for at finde noget at befamle. Mippi var i hopla og sang sin parringssang:
“Åh, jeg trænger til et træ,
Bumme-lumme-lum
jeg er elskovssyg i dag.
Bumme-lumme-lum
Jeg vil gnubbe, jeg vil gnide.
Jeg vil hoppe, jeg vil bide.
Jeg er byens dendrofil.
Bumme-lumme-lum
Jeg er byens dendrofil.”
Men just som hun svansede glad af sted snublede hun over noget og landede hårdt på jorden.
“Auv! Hvad var dog det?” udbrød hun overrasket.
Noget skinnende ragede op bag hende. Det var af guld.
Mippi var klar over at hun havde gjort sig en epokegørende opdagelse.
Strax gav hun sig i kast med at grave genstanden fri med sine små fingre. Det ene lag muld efter det andet blev fjernet og snart stod det klart, hvad det var for et artefakt hun havde fundet.
Hvem skulle dog have troet det? Tænk at Mippi Koks, en 16-årig landmandsdatter, ved et tilfælde havde fundet netop denne skat.
“Et sexlegetøj!” jublede hun. “Også endda i guld.”
Hun løftede den buede genstand i vejret og studerede guldhornet nøje.
“Det bliver verdens bedste sommer!” hvinede hun frydefuldt.
Et prægtigt egetræ foran hende fangede pludseligt hendes opmærksomhed. Det var det mest attraktive træ hun nogensinde havde set. Hun måtte forgribe sig på det omgående. Det nyfundne masturbationsinstrument måtte vente. Hun lagde det på jorden. Her kunne det ligge til hun var færdig med egetræet.
“Nu kommer jeg!” hvinede hun og hev tøjet af. Hun omfavnede egetræet og kyssede og gramsede på stammen. Barken var dejlig ru.
Sådan stod hun i en halv time.
Hun blev brat revet ud af sin dendrofile trance, da flere mænd begyndte at råbe op.
“Det er mit!”
“Næh, du. Det er mit.”
Mippi slap egetræet og drejede om på stedet. Der stod en forsamling af arrige mandspersoner omkring guldhornet. Der var omkring tolv.
Mippi gik i panik. De ville tage den genstand som hun havde fundet. Man kunne da heller ikke have sine ting i fred.
Hun gemte sig bag en særdeles tiltrækkende busk og observerede.
En mand med fuldskæg greb hornet.
“Jeg nupper det. Ha ha!” Han løb ud af skoven. De andre fulgte efter ham med næverne knyttede.
“Kom tilbage, din snylter!”
Mippi skyndte sig efter dem nøgen og bitter:
“Hold jer væk fra mit sexlegetøj,” råbte hun. “Hvad skal jeg ellers hygge mig med om natten?”
De løb ud af skoven og endte på en roemark. Her blev manden med hornet væltet af de andre elleve herrer. Guldhornet landede et par meter fra ham.
De brølede i munden på hinanden.
“Det er mit!”
“Løgner!”
“Pamper!”
“Jeg så det først.”
Øjeblikket efter var der masseslagsmål. Der blev sparket, der blev slået, der blev spyttet, der blev trampet.
Rygtet spredte sig som en steppebrand. Flere og flere nysgerrige borgere kom forbi for at overvære kampen og heppe. Hver tilskuer blev dog hurtigt involveret i håndgemænget. Kvinder, børn og dyr deltog. Selv præsten var med.
Mippi sneg sig tættere på menneskeklyngen og tog guldhornet.
“Hi hi hi!” Hun løb og løb, men da hun var nået halvvejs hjem fik hun øje på et dragende birketræ. Gevæksten måtte misbruges øjeblikkeligt og sådan var det. Hun lagde atter guldhornet på jorden og sprang op på træet.
Da hun en time senere var færdig med sine eskapader, tændte hun en cigaret.
Hun tabte den ud af munden i samme sekund det gik op for hende, at guldhornet var forsvundet.
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
I flere uger har en ondsindet hyrevognschauffør hjemsøgt sognevejene. Den mystiske slambert samlede uskyldige borgere op fra gaden og chikanerede dem på alle tænkelige måder. Slynglens identiteten var umulig at fastslå, og hyrevogn nr. 13½, som han benyttede, var ikke registreret hos noget taxaselskab.
Passagererne blev først udsat for en mareridtsagtig høj starttakst, tilfældige sidegebyrer og jammerlig musik. Derefter blev de indsmurt i pladdermasse og strudsefjer og værst af alt tvangsindlagt til at lytte på kedsommelige og meningsløse anekdoter. Efter endt tortur blev de sat af i en øde vejkant, hvorfra de kunne gå hele vejen hjem.
Jeg kunne ikke lade forbryderen slippe af sted med sine ugerninger, men der var kun én måde at stoppe ham på: Jeg måtte forklæde mig som turist og køre med.
I Klamhuse Nord stillede jeg mig parat med bøllehat, skjorte og en rejsekuffert. Der var bid med det samme. Vogn 13½ standsede foran mig.
“Skal De med?” hvislede chaufføren vammelt.
Jeg nikkede og satte mig ind i vognen.
“Hvor skal De hen?” hostede han.
“Bare rundt om hjørnet,” svarede jeg og pegede.
Banditten trådte gaspedalen i bund, og før jeg vidste af det, var jeg havnet i Rumænien.
“De skal af her, hr. Nidding Halunk,” grinede banditten, før han skubbede mig ud af automobilet. “Jeg skulle hilse fra Doktor Kæltring-Karlsen!”
Pokkers, det var en sammensværgelse.
Chaufføren var naturligvis hyret af Doktor Kæltring-Karlsen til gøre en ende på avisens storjuniorkorrespondent, så kæltringerne atter kunne chikanere og ødelægge Nørre Usseldrup uden forstyrrelser.
Med hvinende dæk stak forbryderen af og efterlod mig i det ubarmhjertige rumænske ingenmandsland.
Der skete mange sælsomme ting i rekordsommeren 1956. En dag, da stranden nord for Blodhavn var tæt pakket med badende, fløj en formation af antagelig sovjetrussiske angrebsfly ind mod kysten, mens de på må og få sugede badegæster op og udsatte dem for rektalundersøgelser for siden at kaste dem ud længere inde i landet.
Den tililende landbetjent udtalte uden for referat, at han aldrig havde set noget lignende.
Samme år blev betjenten selv hjemsøgt af sin afdøde bedstemors ånd, der bebrejdede ham, at han havde ædt hende ud af huset under et sommerbesøg som teenager.
(Supplerende materiale fra Else C. og Borgervæbningens Historiske Arkiv. Evt. vidneberetninger fra rektalmisbrugte badende modtages gerne og kan indtelegraferes herunder.)
Trofaste avislæsere vil med tårer i øjnene erindre, at et nordvestjysk luftfartseventyr endte i ruin og tragedie, da et gigantisk nybygget vand-til-luft vehikel med kurs mod Namibia havarerede kort efter starten fra Blodhavn Nordstrand.
Vehiklet var konstrueret af visesangeren Moses Birk Lallesen (nært beslægtet med den frygtede storpamper Lalle Birk Lallesen). Straks efter havariet flygtede Moses til Holstebro, hvor han nu ernærer sig som pausemusiker på et puddelbordel.
Forbindelsen til Namibia har i næsten et år været afbrudt, men kan nu genoptages ved hjælp af et nyanskaffet bulgarsk storfly, der sikkert og komfortabelt vil bringe såvel to- som firbenede passagerer til det populære rejsemål.
I forbindelse med rutens åbning har Nordvestjysk Flypassageradfærdsreguleringskomité offentliggjort et sæt regler for opførsel under flyrejser. Arbejdet er foregået under ledelse af fhv. disciplininspektrice Isadora Pretzel, Nørre Usseldrup Eksamensskole, hvis righoldige erfaring med grise- og hundeforspændte kareter (og ved vintertid slæder) nu kommer den moderne tids rejsende til gavn.
REGLEMENTETS 4 ENKLE FORSKRIFTER:
1. Får man siddeplads ved et af flyets vinduer, har man pligt til at holde skarpt udkig, så man i tide kan advare medpassagerer og personel mod farer, der måtte nærme sig.
2. Tarmgasudslip må ikke overstige 150 kbcm (ukomprimeret) pr. halve time. For krydderpølse-, shawarma- og anden stærkt markeret gas dog maksimalt 75 kbcm.
3. Masturbation under flyvningen er af pladsmæssige og hygiejniske grunde ikke tilladt. På flyvninger over 5 timers varighed opsættes udvendige masturbationsstativer under vingerne. Disse benyttes på eget ansvar. Flyets personel assisterer udelukkende med karbolafvaskning og aftørring.
4. Snorkende, gispende, vrælende eller på anden måde generende medpassagerer irettesættes (uanset disses alder) med raske, velrettede lussinger. Smækker man over 25 passagerlussinger på en enkelt flyrejse, har man krav på selskabets guldnål.
Efter mere end 60 år i tjenesten er Nr. Usseldrup Storsogneråds officielle persontransportvehikel modent til udskiftning. Certificeret overchauffør Buster Ibrahimsen, der i slutningen af 1970’erne overtog driftsansvaret fra sin fader, chauffør og grisekusk Ludbert Ibrahimsen, har meddelt, at reservedele ikke længere kan fremskaffes, og at vehiklets gulvbrædder er gennemrådnede i en sådan grad, at han ikke længere tør sidde bag rattet, i særdeleshed ikke, hvis hans passager vejer over 40 kilo.
Storsognerådet har derfor iværksat en folkeindsamling til erhvervelse af et præsentabelt nyt vehikel. Den Knockelske Familiefond støtter formålet med kr. 6,45 og fri garageplads i gården bag bladhuset, Nr. Usseldrup Stationsplads.
Den offentlige vognpark består derudover af et strand- og udflugtsvehikel, der også betjenes af chauffør Ibrahimsen. Det meldes køreklart og i god stand og vil med Louis B. Knockel og/eller hans nevø Lambert Knockel på bagperronen, iført lussinghandske, blive deployeret turistsæsonen igennem.
Indsamlingen fortsætter, supporteret af mange fornøjelige tvangsbegivenheder for såvel turister som fastboende, indtil de nødvendige midler er i hus. Førstkommende lørdag kl. 09.11 til 10.14 prc. ristes og fortæres indsamlingspølser à kr. 0,39 på Klamhuse Torv.
200 ekstra borgervæbnere vil patruljere overalt i hjemsognene
Den turistsæson, vi nu går ind i, skal sætte historiske rekorder som den mest velkontrollerede og indbringende nogensinde. Det største enkelte fremskridt får vi at se på sexualitetsområdet, hvor alle turister nu får gebyrskruen at mærke – også de lumpne passive typer, der tidligere år har knebet sig udenom på den ene eller den anden måde.
– Masturbation har vi ligesom kopulation af næsten enhver art (inklusive aktiviteter med husdyr, havlevende dyr og plantevækst) fået kontrol over, og gebyrindtægterne er vokset år for år. Men i turistskaren gemmer sig useriøse og bedrageriske invider, som i kraft af reel eller simuleret afholdenhed prøver at luske sig uden om deres bidrag til fællesskabet, udtaler Louis B. Knockel, der i vinterens løb har stået i spidsen for en en-mands turistgebyrreformkommission.
Flere hundrede ranke unge borgervæbnere er efter den sejrrige afslutning på skærmydslerne med Kæltringsø gået ind i sexualitetskontrolarbejdet og har modtaget træning såvel i den fysiske kontrol som analysearbejdet og lussinghåndteringen.
– Vi forventer indtægter mindst 50 procent over sidste års total, som løb op i 837,17 kr., proklamerer Louis B. Knockel, inden han begiver sig til Blodhavn Nordstrand for at deltage i en realistisk feltmanøvre sammen med de nyuddannede borgervæbnere.
Efter en mangeårig stjernekarriere i den bulgarske musicalindustri er kordirigent og arrangør Gubert Skodhave, søn af veterinærbøddel Hilbert Skodhave, Klamhuse, vendt tilbage til sin hjemstavn med én og kun én stor opgave foran sig: En genopretning af Usseldrupegnens Obligatoriske Sangskole.
Gubert Skodhave, der allerede som dreng blev kendt ikke blot for sin sopranstemme, men også som virtuos på jødeharpe og forskellige rytmiske lommeinstrumenter, vil fra sin første dag på posten gøre det klart, at falske toner ikke længere tolereres.
Sangskolen, grundlagt i 1898 af feltbarber Lubert Popp-Petersen, havde sine store år i 1930’erne og 40’erne. Blandt hundreder af unge lokale sangere var redaktør Louis B. Knockel, dengang overcykelbud i familieavisens tjeneste. “Jeg husker det som en herlig tid, fuld af velklang og godt humør. Raske lussinger løftede de klare stemmer til det ypperste, de kunne præstere.”
Disciplinær slaphed bredte sig, efter at grundlæggerens barnebarn, makrelsorterer Ola Popp, i 1971 tiltrådte som musikskolens rektor. Deltagelse i undervisningen var nu obligatorisk, men de sanglige resultater blev stadig ringere, og de seneste år har man måttet tvangsindlægge nogle hundrede landproletarer som publikum til koncerterne, ligesom svenskere, Holstebro-socialister og andre tilrejsende i turistsæsonen blev opmarcheret som tilhørere ved de timelange friluftsstævner på Blodhavn Nordstrand.
“Al denne elendighed lægger vi nu bag os,” udtaler hr. Skodhave på sin første dag i rektorsædet. “Disciplineringen af eleverne omfatter ikke blot deres sanglige evner, rytmesans osv., nej, alle deres kropslige funktioner kommer under den strammeste kontrol.”
“Vi kan lære meget af bulgarerne. Deres militære historie gør dem ære, og deres musicalbranche havde ikke blomstret, som tilfældet er, uden de foranstaltninger, som jeg nu bringer med mig hjem til Nordvestjylland. I mit daglige virke vil jeg blive støttet og akkompagneret af en anden international musikalsk frontfigur, ingen ringere end regimentsmusiker Habert Yerngumme, som vi sidst så her på egnen i de første majdage 1945.”
Den Knockelske Familiefond har støttet hr. Yerngummes rejse op gennem Jylland med et par støvler, og Louis B. Knockel vil deltage i den fortsatte musikalske genoprustning hen over sommeren. “Min stemme er ikke til de store sangpartier, men jeg kan stadig smække rytmisk velplacerede lussinger under øvelser og opførelser, og disse bidrag vil der ikke blive sparet på.”
Også den nyopfundne pryglomat vil blive taget i brug i de kommende uger og måneder. “Vi er på vej mod en ny guldalder i nordvestjysk musikliv,” erklærer Louis B. Knockel.
