3DIE OG SIDSTE DEL AF ET STORLADENT SKÆBNEDRAMA
Krads Mølle nu i lock-brown står
Kun Gud deroppe ved hvornår
Jeg atter foden træde kan,
På mit nordvestjydske land.
Til ingen hjælp var søster Signe.
Hun fra egnen flygted’, skrig’ne;
Farfa’rs hovedskal hun så,
Trods at den udi graven lå!
Og Moster Anna, led og doven,
Kusine Tutter, strid og hoven,
Begge måtte resignere;
For mørkets magter levitere!
Jeg kaldte hid en svensk pastór
Formedelst tretifem’ kronór.
Men intet kunne denne gut
Og assistenten, Kiggikut…
Da timen så var bleven sen
Farfa’r ind af døren tren!
Han famlede i blindes leg
Men sendte svensken på sin vej!
Klokken slog da tolv, prc.
Der lød fra farfa’r en stor fis!
Og op fra stuens gamle gulv
Sig rejste et stort numsehul!
“Oh, kære Hartmann, lyt!”, han sagde;
“Se dig aldrig mer’ tilbage!
Fri dig selv, og fri dit sind!”
Jeg sprang i numsehullet ind.
SE OGSÅ:
Det Defækerende Genfærd på Krads Mølle
Den Udtømmelige Kommode, digt af H. Stahl-Eisenmann
Retur til avisens forside
Flot at skrive om en Hjemssøgelse paa Rim.
Især den med Numsehullet der rejser sig i Stuen finder jeg meget storladen og præcis i sin Metrik — og hele Digtet minder mig om Mesterværket “Bæstykker af en Landsbydrengs Natbog” af Stuhn Stuhnsen Stikker.
Godt gaaet!