Dovenskab, grådighed og planløs individuel masturbation i arbejdstiden får nu Klamhuse Kødfoderfabrik til at advare mod fortsat import afudenlandsk ekspertarbejdskraft.
– De første eksperter, der kom herop, fyldte deres plads ud og adlød de ordrer, som ledelsen udstak. Men siden har vi set et fald i arbejdsydelsen og et helt uantageligt skred i moralen. Det kan være slemt nok, når opløsningstendenser breder sig blandt vore egne husdyr, men når smitten udbredes af højt betalt specialarbejdskraft, er grænsen nået, siger driftsleder Naomi Satansen, ansvarlig for kødfoderfabrikkens brunvareafdeling gennem årtier.
11 af de udenlandske eksperter er indtil videre isoleret i et kølehus, mens de to, der menes at være anstiftere af den civile ulydighed, vil blive fulgt til Namibia-færgen i morgen formiddag.
Sidste nyt: Fremdeles ulydighed
Vor uvurderlige ven og redningsmand, hr. Eberhard Stürwolt, har inkognito fulgt nogle af de hjemsendte på vej, og kan afsløre, at ved kajanlægget i Swakopmund, Namibia ser man den hjemsendte udenlandske ekspertarbejdskraft forsamlet, og der fremtures fortsat i civil ulydighed.
Allersidste nyt: Karrierer i turistindustrien
Flere af de omstridte eksperter har skiftet karrierespor og indtager nu ledende stillinger i afrikansk turistindustri. Vi får dem næppe at se i Nordvestjylland nogensinde mere.
For første gang i mere end et halvt århundrede vil høstfesten på Klamhuse Hede nu på lørdag få negroid deltagelse. To yngre festnegere, brødrene Bob og Lupo Bözzelhaas, er indforskrevet fra Holstebro og forventes at være til stede på festpladsen fra start til slut.
– Sorte og brune deltagere optrådte flere gange provokerende i årene omkring 1960, oplyser festkomiteens centrale beslutningstager, redaktør Louis B. Knockel. – Det var såvel masturbationsparaderne som den senere lussingdans omkring bålet, der blev ødelagt. Nu prøver vi igen at være imødekommende og gæstfri.
– Bob og Lupo kendes som velklædte, førsteklasses festnegere med talent for både sang, dans og masturbation, og vi byder dem velkomne. De har indøvet lokale rutiner sammen med høstfestens konge og dronning, og jeg stoler på, at alt vil forløbe planmæssigt.
– De unge festnegere er dog blevet instrueret om, at de vil blive nøje overvåget, og ligeledes, at deres tarme skal tømmes for alt værdimateriale inden tilbagerejsen. Vi er flinke, men på ingen måde godtroende, udtaler redaktør Knockel inden årstidens storfest.
Herunder det komplette festprogram, mødebefaling og festpladsreglement:
En af Nordvestjyllands største kulturpersonligheder, digteren Abdul Brusck, eksploderede en mild forårsdag ved 14-tiden efter nogle timers intensiv nudistgymnastik, som han praktiserede sammen med venner og tilhængere i sin pragtvilla på Blodhøj. Mindst otte lokale nøgengymnaster, alle i 70’erne og 80’erne, omkom.
Abdul Brusck var født i Islamabad, Pakistan. Efter et skibsforlis i 1946 drev han i land på Blodhavn Nordstrand og var så heldig her at blive fundet og adopteret af papirhandler Arnold Brusck (1861-1964) og dennes hustru Hansigne, født Habermas (1928-).
‘
Unge Abdul fik en lærlingeuddannelse i papir- og fyldepennebranchen, og herfra var der ikke lang vej til en litterær løbebane. De første 80 af hans ca. 130 digtsamlinger udkom på faderens forlag, og man vil fra disse huske folkelige, sangbare vers som “Her er vid, og her er lune, her er alle pølser brune”.
Fra sine tidligste dage var han en ihærdig nudist, og ikke mange andre end familie og nærmeste venner har nogensinde set ham med tøj på.
Katastrofen indtraf efter nogle timers kollektiv nøgengymnastik i herskabsboligens havestue. Abdul Brusck havde som sædvanlig beordret en halv times masturbation til afslutning på øvelserne, og åbenbart blev der ikke anvendt tilstrækkeligt med glidemiddel. En forbipasserende så ude fra vejen, at først Brusck, derefter et par af de andre gamlinge brød i brand, og et øjeblik senere var alt et flammehav.
Efterfølgende viste det sig, at den kollektive masturbationsbrand ikke var en ulykke, men en velovervejet protest mod de senere års besparelser på offentlig lussingforsorg.
Et efterladt, versificeret protestskrift fra hr. Brusck redegør for den afmagt og ydmygelse, han og andre har følt, efter at deres sognebetalte lussingpleje blev skåret ned til 16 slag om ugen. Omkvædet lyder:
Min kind er hul og sjældent rød,
nu går jeg mod den visse død.
Håndskriftet er fortsat under tydning og vil blive offentliggjort i sin helhed, så snart digterens hovedarving, kalkunhønen Rinso XIV af Klamhuse, har givet sit samtykke.
Ferdinand XII Jacoby, en af vore kendte og højt respekterede ældre landhunde, er under pres for at få ordnet sine juridiske og økonomiske forhold. Hvad der kommer til at stå i Ferdinands testamente vil få stor betydning for nordvestjysk fækalieindustri og de hundreder af arbejderfamilier, som er afhængige af landsdelens bærende erhverv.
Som de fleste vil vide, arvede Ferdinand den kontrollerende aktiemajoritet i Klamhuse Brunvareforarbejdningsindustri K.m.g.H., da hans mangeårige samlever, enkefru Aurora Peckelwaber, i en alder af 98,3 år mistede livet ved en gullascheksplosionsulykke for nogle måneder siden. Hermed blev virksomhedens 278,4 ansatte og en tusindtallig skare af underleverandører (inkluderende stort set alle nordvestjyder, der sender afgangsprodukter til videreforarbejdning) afhængige af den gamle hunds dispositioner.
Ferdinand mærker alderen trykke, og ensomheden har trukket dybe furer i hans ansigt. Det brændende spørgsmål er, hvem der efter ham skal bestemme over fabrikken.
Iagttagere tæt på Ferdinand udpeger tre af hans hundevenner som de mest sandsynlige arvinger.
Wallah Z. Finkelstein er med sin internationale baggrund og et mildt væsen den ejerhund, de fleste medarbejdere vil foretrække. Wallahs tanker om virksomhedens fremtid er rettet mod en blødgøring af produkterne. – Hård mave er et problem, som må angribes ved roden, udtaler Wallah fra sin hundekurv i stationsforstanderboligen i Klamhuse.
Den lidt ældre, muskuløst byggede Jolmer Jura regnes for feltets kolde, strategiske begavelse. Han udtaler: – Medarbejderantallet på brunvarefabrikken har længe været for højt, og en del af tjenestedyrene kunne gøre mere nytte som foderprodukter.
Mest frygtet blandt personel og leverandører er dog kamphunden Olborg Ghummi, indtil for nylig chef for nattevagtpatruljen på Klamhuse Kødfoderfabrik. – Hele det nordvestjyske erhvervsliv er i forfald, erklærer O. Ghummi. – Vi må bortsprænge alt, hvad der står i vejen, før noget nyt kan bygges op. Mine egne fækalier er hårde som sten, men omkring mig ser jeg uhyggelige mængder af pladdermasse og stinkende vælling.
Millionærhunden Ferdinand XII Jacoby og dennes rådgivere har for øjeblikket ingen kommentarer til arvesituationen. Afgørende nyt vil fremkomme i avisen, så snart det foreligger.
En kapitalforbrydelse af hidtil uset omfang har fundet sted dybt under Blodhøj. Offeret er Nordvestjyske Ligkistesnedkeres Pensionskasse. De 17 organiserede snedkermestre og deres hundredetallige stampersonel synes at have mistet alt.
I ly af mørket har socialistisk sindede overklasseelementer fra Holstebro tømt pensionskassens fækaliegruber for den gennem generationer opsparede formue. I Monradsminde, den største af gruberne, er der nu i stedet indrettet et luxuskonditori, hvor turister, disses børn og andre tilstrømmende fremmedelementer kan lade sig bespise.
– Jeg troede, at vi én gang for alle havde slået overklassen tilbage, udtaler turistkontrollens førstemand, redaktør Louis B. Knockel. – Men det øjeblik, man vender ryggen til, pibler usunde tendenser atter frem. Jeg vil vide at træffe mine forholdsregler. Disse gruber har siden 1920’erne været udlagt som brunvaredepoter. Kaffe, chokolade og flødeskum skal ikke få nogen varig plads dernede.
Sent i aftes kunne en arvestrid, som gennem 30 år har hærget og plaget familien Flummox, omsider afsluttes. Det lykkelige resultat blev bekendtgjort, efter at redaktør Louis B. Knockel havde smurt de overlevende medlemmer af familien cirka 500 lussinger.
Uoverensstemmelserne opstod, da enkefru Hilda Flummox-Frederiksen i 1983 døde og efterlod et lager af husdyrfækalier, som dengang blev vurderet til over 40 kroner.
Siden det 20. århundredes begyndelse havde Hilda og hendes ægtemand, Gamal Flummox-Frederiksen (1878-1981) utrætteligt indsamlet fritliggende brunvare overalt i den nordvestjyske natur, fortrinsvis på Klamhuse Hede, men også på andre lokationer, og i de sidste år opbyggede de et imponerende lager af turistfækalier fra Blodhavn Nordstrand.
Få minutter efter fr. Flummox-Frederiksens død opstod der bitter familiestrid om fortolkningen af testamentets paragraf 1: Arv kan alene tilfalde fuldgyldige, behørigt certificerede slægtninge, der har deres livsvirke i brunvarebranchen.
Ægteparrets ældste søn, hundedressør og dildosnedker Hassan Flummox, mente på dette grundlag at være enearving til de oplagrede brunvareværdier. Hans halvsøster Magda og to plejebørn måtte efter hans mening ligesom deres fætter, den homofile lirekassemand Olbert Flummox-Lupo, Blodhøj, være uden nogen arveret overhovedet.
– Jeg kunne af ren og skær godhed have givet dem en pose granulerede hundekager, udtalte Hassan Flummox, mens arvesagen i midten af 1990’erne verserede ved byretten i Holstebro. – Men deres plagsomhed og sure miner fik mig til at lade være.
Louis B. Knockel hørte ved et tilfælde om sagen, da han forleden aften var på inspektionsbesøg i den genåbnede fækaliesilo på Blodhøj. Han indkaldte uden tøven samtlige overlevende medlemmer af Flummox-familien til en parade ved Brugsens gavl i Klamhuse og tildelte dem her adskillige hundrede rask smældende lussinger.
– Jeres historiske brunvare er indtørret, al aroma afdampet, og samlet kan lageret i bedste fald indbringe otte-ti kroner på vore dages markedsplads. Jeg vil ikke høre mere om denne sag nogensinde. Brunvaren hugges op og fordeles i ligeligt afvejede portioner. Tre-fire af de særligt vellykkede fæconfækalier, herunder pragteksemplaret “Fregatten Jylland” fra Gamals og Hildas tid vil blive indlemmet i min private samling.
De tilstedeværende medlemmer af Flummox-familien tog med strålende øje og blussende kinder imod denne afgørelse. Den homofile lirekassemand, der for længst er udvist til Holstebro, vil få sit tørlager af arvefækalier overbragt pr. ladcykel.
Omgangen med hunde har gennem århundreder været en væsentlig del af hverdagslivet i vore nordvestjyske hjemsogne. Oplæringen af de firbenede til forskellige erhvervsformål er ved siden af rekreative sysler i hjemmene hovedindsatsområderne. Den erotiske side af samlivet med hunde kalder på vore digteres og sangeres smukkeste udtryk, men alt dette overtrumfes nu af moderne videnskabs mirakler.
Blandt de opsigtsvækkende resultater er, at hunde og mennesker i kortere eller længere tid kan bytte identitet.
– Det er lærerigt, og det vil styrke den disciplinære indsats i månederne og årene, der kommer, udtaler hundesagens førstemand, redaktør Louis B. Knockel, der sammen med andre fremskridtsvillige nordvestjyder har lagt krop og sjæl til de avancerede eksperimenter.
I et enkelt tilfælde lykkedes det at få flyttet offeret for en vehikelulykke fra den knuste og døende krop over i mandens i hast tilkaldte hund, som han nu lever videre i. Skal man tro venner og familie, er der stort set ingen forskel på hans adfærd før og efter transformationen.
Det eksperimentelle arbejde foregår under ledelse af egnens geniale unge opfinder Nathan Mandrik, der sideløbende har udviklet flere prototyper af mekaniske hunde samt nogle hybridracer, som han er i gang med at afsætte såvel på hjemmemarkedet som ude i verden.
– Det er smukke og stabile dyr af den slags, husstande og virksomheder har brug for i fremtiden, udtaler Louis B. Knockel. – De spiser forbløffende lidt, men til gengæld – og det er det eneste alvorlige minus, jeg kan komme i tanker om – frembringer de heller ikke megen brunvare.
Nathan Mandrik stiller i udsigt, at han efter afslutning af de igangværende hundeforsøg vil kaste sig over fjerkræbranchen, som i den grad trænger til styrkelse og genopretning.
Efter de seneste præstationer er hr. Mandrik udnævnt til adjungeret professor i mekanisk konstruktion, genetik, dyreadfærd og slubbertologi på Folkeuniversitetet i Klamhuse.
Kraftværksbestyrer Jasmus Kraase fik mandag morgen kl. 05.45 serveret sit livs sidste portion kødsuppe med knas, leveret i rygende varm tilstand fra Brunmølle Udflugtskro. Efter en grundig barbering og karbolafvasking af hele det 72-årige legeme blev Kraase tilgodeset med en lokalt rullet cigar, ligesom et kortvarigt intimt samvær med en dertil egnet avlsged var arrangeret for ham.
Mens der endnu var glød i cigaren, blev Kraase til ledsagelse af Borgervæbningens Hornorkester ført ud på verandaen foran den brunmalede skurvogn, der siden 1959 har været hans hjem. På Klamhuse Stationsplads var lokalbefolkningen opstillet i ranke kolonner for at bevidne og applaudere hans med elektrisk strøm gennemførte henrettelse.
Baggrunden for vor egns definitive afsked med Jasmus Kraase er de hyppigt tilbagevendende nedbrud, der har kendetegnet hans mere end 40-årige ledelse af Klamhuse Urinkraftværk.
En skæbnens ironi er det, at lokale elektriske henrettelser gennem så mange år har været umulige på grund af lav spænding i det ledningsnet, hr. Kraases kraftværk skulle forestille at betjene. Vor førende unge opfinder Nathan Mandrik har imidlertid muliggjort effektive, næsten smertefri elektrokutioner ved hjælp af en husdyrdrevet generator, og dette kom tidligt mandag morgen hr. Kraase til gode.
Det sprødristede, appetitligt duftende kadaver blev straks efter elektrokutionen kørt østpå mod Klamhuse Kødfoderfabrik. Rygter om, at der undervejs fandt en partering sted, og at det knockelske personel, tyende og husdyr senere samme dag fik serveret flæskesteg skal hermed på det skarpeste tilbagevises. Alt er foregået sømmeligt og efter reglerne.
Blodhavn badeanstalt som ligger i hård konkurrence med Lauenborg badeland, har foretaget et strategisk fremstød:
I nært samarbejde med Idrætsforeningen Brunetten, har man færdiggjort byggeriet af eksklusive helårsfamiliebadekabiner. Alle klinkbyggede, og med både bibliotek og styrtlatrin. De er under færdiggørelse på unik placering, med 361 graders udsigt og 20 m vand under kabinen. Risiko for kraniebrud ved udspring turde således være totalt elimineret.
Sæsonleje: kr. 4,35. incl. papirhåndklæder.
Henvendelse: Blodhavn Fiskepulp A/S, som også har også bidraget til byggeriet med en anseelig donation, i forventningen om, at den saltberigede brunvare fra badekabinerne, kan styrke produktionen af lussingolie, som jo for tiden rives bort.
Badehusarkitekt Walldorff Hüllemeter (herover) udtaler: ”Dette er fremtidens badehuse. Seriøse vinter- såvel som sommerbadere, fra alle sociale lag, vil fra nu af kunne nyde brændingens lutrende bobler og drivisens rensende virkninger. Fnat, fodsvamp og fladbukke er fra nu af en saga blot.”
Man forventer oldingeturisme i uhørt omfang, og Idrætsforeningen Brunetten har programlagt gratis udvidet badegymnastik for de første 34 sæsongæster.
De gamle badehuse bortsprænges under ledelse af Idrætsforeningen Brunettens ungdomsbrigade. Nogen søger dækning, de mere modige søger gyset og hærdningen – dog med ryggen til.
Erhvervskriminalitetsreportage: Crass Børsting Foto: Abu Peckelrübe m.fl.
En finansskandale af et omfang, der heldigvis sjældent ses her på egnen, har ydmyget og ruineret den 19-årige diplomernæringsfysiolog Hilda Peckelrübe, datter af fhv. slamafkoger Harding Q. Peckelrübe og hustru Hulda, Klamhuse Østermark.
Hilda bestod som 15-årig sit diplomkursus på Klamhuse Folkeuniversitet og har lige siden haft godt og indbringende arbejde på en af egnens førende fødevarevirksomheder. Ugeløn, drikkepenge og hjembragte naturalier fra arbejdspladsen gjorde hende til en velstillet ung kvinde.
Under et dansestævne på Blodhavn Nordstrand kom den unge kvinde i kontakt med barbermester Jokum Papp-Andersen, Blodhøj.
– Han var en præsentabel mand, velklædt og smilende og med en næsten ny, halvautomatisk penisprotese monteret i venstre bukseben, fortæller Hilda Peckelrübe. – Det lød til, at han havde god forstand på penge og investeringer, og han rådede mig til at placere min formue i jernbanedrift.
Få uger efter det første møde havde Hilda købt 43 nyudstedte aktier i Nordvestjyske Folkejernbaner, som angiveligt skulle stå for al jernbanedrift mellem Blodhøj Nord og Klamhuse Øst. Aktiebrevene blev personligt overrakt hende på hjemadressen i Klamhuse af hr. Papp-Andersen og dennes broder Lazlo, der efter flere år som turnerende opvisningsmasturbant i Nordnorge er vendt tilbage til Usseldrup-egnen.
Hilda havde forventet, at hendes sammensparede formue i løbet af kort tid kunne fordobles eller endog tredobles. Da hun fortalte sine forældre om investeringen, tilføjede hun, at jernbanen ved et heldigt træf løb tæt forbi deres bopæl, så hele familien kunne følge med i, hvor storartet driften udviklede sig.
Hendes far måtte da fortælle, at den pågældende banestrækning blev nedlagt efter en katastrofe i 1934. Skinnerne var taget op og solgt til eksport senest cirka 1940. Det gik op for Hilda, at hun aldrig i sin levetid havde set et tog passere.
– Erkendelsen ramte mig som et slag, siger hun. – Men for sent.
Kontantformuen på 87 kr. og 34 øre samt fire halvliters glas med henkogte grønsager og et saltet, lufttørret fårehoved må anses for tabt.
Storsognerådet drøfter i disse timer, om de skyldige skal straffes med døden. Deres ældre broder, kordegn Blinky Papp-Andersen, har dog allerede draget sin personlige konsekvens af skandalen. I samarbejde med Nørre Usseldrup Borgervæbning vil han i morgen tidlig lade sig bortskyde på Klamhuse Hede.
– Jeg fik et fordelagtigt pristilbud på henrettelsen, betinget af, at Borgervæbningen kan sælge et par hundrede billetter à 12 øre. Hermed får jeg affæren overstået, uden at min familie ligger samfundet yderligere til byrde, udtaler kordegnen.
