En af Blodhavns store sønner, showdanser og natklubvært Nozzert Onan Peckelmann, får nu omsider det monument, han fortjener. En folkeindsamling har gjort det muligt, at denne 275 cm høje naturtro mindesøjle, fremstillet i Bulgarien, kommer til at stå på Blodhavn Midtermole til varigt minde om hans liv og virke.
Hele sit liv viede hr. Peckelmann til sexualistisk folkeunderholdning, i de yngre dage som opvisningsmasturbant, senere som mangeårig fordanser og vært på natklubben “Rote Laterne” tæt på det sted, hvor hans søjle nu rejses.
Dette portræt er en let redigeret gengivelse af Nozzert i hans velmagtsdage. Han kom i julen 2021 alvorligt til skade under analt samkvem med avlshingsten Bubba XVI Blodhøj. Et til formålet opstillet kopulationsstativ kunne ikke bære det 800 kg tunge dyr, da det kom i ekstase.
“Ja ja, tag det nu lidt roligt!” var det sidste, man hørte fra Nozzerts mund, inden han blev klemt så flad, at to arbejdsmænd var flere timer om at skovle ham over i kisten.
Efter næsten et halvt århundrede som medhjælper kan 62-årige Lupo Kex nu overtage lederrollen i en af landsdelens kendte og velrenommerede gamle virksomheder, Nørre Usseldrup Hundehandel.
Hans fader, 97-årige Mumbert Kex, omkom sidste tirsdag som følge af et tragisk mislykket eksperiment. Han ville vise verden, at en flok irske ulvehunde fint kunne leve af vegansk kost, hovedsagelig svensk savsmuldsbrød, på festdage peppet op med et par rå foderroer. De kæmpestore hunde tabte vægt og blev ekstremt irritable, og tirsdag efter fodringstid kom Lupo hjem fra byen og fandt resterne af Mumbert i deres aflukke.
“Halvdelen af hans arbejdsbenklæder, livrem og seler var til stede. Også hans lommeur og jerngebis havde overlevet, men af kroppen var der kun knoglestumper og nogle gråhvide hårtotter tilbage,” fortæller Lupo. “Vi måtte skrabe de sørgelige rester sammen og give dem en kristen begravelse.”
Ulvehundene kom tilbage på normal kost, og for nylig blev de alle fire solgt til et omrejsende bulgarsk cirkus.
“Uheld kan ske, men er sjældne. Vi kender vores dyr og deres egenskaber, og vi kan nu som altid give kunderne den bedste vejledning før køb,” forsikrer Lupo. I det daglige arbejde får han hjælp af datteren Lullah samt nogle særligt trænede og betroede opsynshunde.
I Blodhavn har det kolossale Antal Cykel-Tyverier længe været et stort Problem. Politiet staar som vanligt magtesløse og paa bar Bund: Opklaringsprocenten er nu nede paa 0,07, og Forsikrings-Selskaberne bestormes dagligt af vrede og frustrerede Kunder, der har faaet frastjaalet en af deres kæreste Ejendele — og for mange deres eneste Transportmulighed bortset fra Apostlenes Heste.
Nu har en Kreds af private Borgere dannet en Forening, der gaar under Navnet “Cykelhunde-korpset”. Efter en storstilet Indsamling, og større Donationer fra Frelsens Hær og Kattens Værn, har man løskøbt et stort Antal i Nordvestjylland ved Dyreinternater indsatte herreløse Hunde, der nu udlaanes til alle interesserede Cykel-Ejere. Eneste Betingelse er, at man er Medlem af Foreningen.
Overbetjent ved Blodhavn Politi, Lauritz M. Unkering, hilser Initiativet velkomment: “Det aflaster Politiets Arbejde i væsentlig Grad, og vi faar frigjort Ressourcer til langt mere vigtige Opgaver; saa som at fjerne Hjemløse fra Bænkene samt sørge for at Restauranter og de Handlende fortsat kan optage 3/4 af Fortovspladsen til deres Skilte, Varer og Udskænkning.”
Formanden for Foreningen, Brian Jimmi Ronnysen, er ogsaa fortrøstningsfuld:
“Vi oplever en stor Tilstrømning til Foreningen — og alle er enige om, at en Hund er langt bedre end selv den bedste forsikringsgodkendte Laas, der jo alligevel ikke hjælper mod mere organiserede Tyverierer, og saa er en Hund meget billigere i det lange Løb.”
”Løft venstre bagben, så jeg kan trimme de fedtede hårtjavser omkring dine testikler. Ja, sådan. Godt, lille Bubba, dygtig vuffer!”
Lydia er alene i andelshundesalonen Trim Fido Glad på Klamhuse Vestermark, og hun har haft travlt fra morgenstunden. Lige nu er en 85-kilos mastiff under behandling, mens dens to brødre ligger på gulvet og følger med. Hundeøjnene er blanke, og våde tunger dingler ud af de mægtige gab.
Lydia nynner til arbejdet. Musikken i salonen er Raquel Rastennis 1950’er-hit ”Der sidder en vovse i et vindue”, afspillet non-stop. I løbet af sine foreløbig to års læretid har Lydia hørt den cirka 167.000 gange.
Døren går op med et brag. En høj, tynd mand, iført sort diplomatfrakke og blanke støvletter springer ind med en kniv i hånden.
”Hvor er din far?” siger han. ”Svar nu med det samme! Jeg er træt af udflugter og tom snak. Hvor er din far og den forbandede rubin?”
Mastiffen Bubba rejser sig fra behandlingsbordet, hurtigere end et firben forsvinder ind i et stendige. 85 kilo kampvægt flyver mod den truende mand, og de to andre giganthunde (henholdsvis 82 og 91 kilo) angriber simultant hans flanker.
Jeg skulle have medbragt hundekiks og/eller kødfoderfrikadeller, tænker doktoren, mens han spurter ud af salonen og hen over en våd pløjemark. Hans frakke og benklæder er allerede bidt i laser, og hundetænder sætter blodrøde mærker i hans blege balder.
”Bubba! Nollert! Poppa!”
Lydia står i døren og kalder forgæves på sine kunder. Doktoren og de tre rasende monsterhunde bevæger sig som springlopper ud mod horisonten. Med samme fart, men i en anden retning, strømmer arbejdsklædte landproletarer forbi hende ind mod Klamhuse midtby. Ingen standser for at beundre hendes røde læber og yppige figur, og det er højst usædvanligt.
”Hvad er der galt?” spørger hun.
”Herrebeklædningsmagasinet brænder!”
Lydia glemmer alt om rubinring, hunde og truende mandsperson. Hun løber efter proletarerne, og da hun når frem til Strøgboulevarden, må hun udstøde et skrig. Af det palæagtige magasin, byens og oplandets stolthed, er der ikke andet tilbage end et par rygende stolper og en fæl stank af brændt plastic.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Støttekoncert og opvisning i Blodhavn næstkommende søndag kl. 15.05 prc.
Fleskum Herred Borgervæbnings 7. battalion af ruhårede gravhunde har (efter at vagthavende via motorordonnans modtog den forfærdelige nyhed om gårdhundene i Blodhavn Herred, der under overflyvningen af det vibrerende falliske vehikel blev hensat i en så ekstrem grad af desperation og forvirring, at der forekom flere tilfælde af selvpåført skambidning) besluttet at gennemføre en støtteopvisning.
På programmet står eksercits med tændte fakler og indlagte varierede serier af trampolinspring for enkelthund, rappelling fra luftvehikel og til slut en dramatisk tårnlinedans fra taget over silotårnet på Blodhavn Fiskepulpfabrik uden sikkerhedsnet, iført skotsk kilt og med synlig sækkepibe. For at det ikke skal være løgn: Også med indlagte luftlussinger. En detalje, der vist ikke skulle være set tidligere i Blodhavn.
Overskuddet vil ubeskåret gå til dækning af de udgifter af veterinær art, der opstod som følge af vehikeloverflyvningen. Der vil i den forbindelse ikke blive sondret mellem stambogsførte hunde og bastarder.
I pauserne vil Anders fra Sønder Tranders underholde med harmonikasammenstød og en eksperimentel blanding mellem kædedans og mandestrip.
Pedellen fra Storvorde Latrinskole har udført en serie fluxus-installationer i en blanding af fåretalg og brunvare på lamineret elmetræ, som han har skænket til formålet, og som vil blive bortauktioneret efter opvisningen.
I den forbindelse vil der være et let traktement med vand, serveret i skåle, lakridspiber og hundekiks ad libitum, sponsoreret af fækaliebaron Hvidtjørn og frue.
Louis B. Knockel støtter arrangementet med sin tilstedeværelse og knap fire hundrede velrettede lussinger. “I disse svære tider må vi alle stå sammen, og jeg betragter Fleskum-hundene som førsteklasses kampfæller,” udtaler han.
En stilfærdig, men gennemgribende samfundsrevolution er på vej hen over Nordvestjylland. Hestehoveder, blomkålsører, fem-dobbelte pludderhager, stærkt fremskudte øjenbryn og indfaldne gummer vil snart igen være symboler på magt og anseelse.
Bag denne lykkelige udvikling står Hestehovedklubben af 1927, som efter mange års stilstand nu atter er i rivende fremdrift.
Hestehovedklubbens grundlægger, beslagsmed Pholbert Haraldsen (1839-1941) præsiderede ved sin alt for tidlige død over en folkebevægelse med flere hundrede eksempler på deforme fysiognomier. Uigennemtænkte forsøg på at komme til at ligne alle andre har i de efterfølgende årtier undergravet nordvestjysk selvstændighed, men nu kalder Pholberts barnebarn, kondomvulkanisør Hippo Haraldsen, Klamhuse Vestermark, til modrevolution.
– Vi er startet i det stille, men vores seneste udendørs parade samlede over 214 stærkt afvigende hovedformer, og ved alle kommende nordvestjyske valg og udnævnelser kan vi gøre os gældende med knusende styrke, udtaler hr. Haraldsen jr.
Louis B. Knockel har støttet klubbens rekonstruktion med rådgivning og mange hundrede opmuntrende lussinger. – Jeg har lagt vægt på, at ikke kun heste-, men også hunde- og grisehoveder kom med i bevægelsen, og det er lykkedes til fulde. Mine egne efterkommere, såvel de to- som firbenede, marcherer taktfast fremad i denne nordvestjyske folkestorm.
Chokreportage og nekrolog: Crass Børsting
Foto: Vidkun Schneckelfritz
En af Nordvestjyllands kendte og respekterede opvisningsmasturbanter, den 84-årige venstrehåndsspiller Folmer K. Bryde, selvantændte i aftes under en øvetime ved Brugsens gavl i Nørre Usseldrup.
Folmers kammerater og medspillere fortæller, at han efter en halv times ihærdig indsats begyndte at afgive røg og sveden lugt, ikke blot fra underlivet, men også stødvis ud af mund, næse og ører.
Få øjeblikke senere var han omspændt af orange og lilla flammer.
– Det var et frygtindgydende syn for os andre, men jeg tror egentlig ikke, at Folmer selv opdagede noget. Han spillede til det sidste, siger holdlederen, Onan K. Ussing, Klamhuse Vestermark.
Et lokalt bombefly, der netop var sendt af sted på straffetogt mod Holstebro, blev vinket tilbage, og mandskabet om bord forsøgte at slukke branden i Folmer med nedkastning af de våde fækalier, der ellers var bestemt for socialistiske mål i storbyen.
Flyet mistede balancen efter et skarpt dyk over Brugsen og havarerede sekunder senere på Usseldrup Fælled. Useriøs fækaliemasse i bombelasten menes at være årsag til styrtet.
Nekrolog: Folmer Krassus Bryde var masturbationsidrætsmand hele sit liv. Han viste lovende takter allerede i begyndelsen af 1940’erne, da han debuterede på et juniorhold under ledelse af den navnkundige disciplinærmasturbant Harald N. Knockel (1846-1951).
Folmer overvejede en professionel karriere og fik flere tilbud fra sydamerikanske arenaer, men valgte at fortsætte som amatørspiller og at lægge sin professionelle arbejdsindsats i fækalieindustrien, hvor han avancerede fra æltetruget til en betroet post som brunvaremester i afdelingen for håndsorterede ædelvarer.
Privat levede han de sidste år i et smukt og trofast parforhold med schæfertæven Eulalia Klamhuse XXIV, som straks efter bisættelsen af de slagger, der blev tilbage af hendes herre, vil blive bortauktioneret.
En af dette århundredes hidtil mest uhyggelige forbrydelser kom i morges for dagens lys, da bestyrelsen for OHNB (Organisationen af Homofile Nordvestjyske Bedemænd) aflagde besøg på Blodhavn Sydstrand. De fem gummiklædte herrer ville rutinemæssigt inspicere organisationens nedgravede fækalieformue, men hvad de fandt, var et uoverskueligt, rygende krater.
– Jeg har aldrig set noget værre, sagde formanden, Philbert Norbert Lubbert jr., senere på formiddagen med kinderne våde af tårer. – Årtiers opsparede formue er plyndret og hærget.
Louis B. Knockel kom hurtigt til stede, og efter at have tildelt bedemændene 30-40 beroligende lussinger inspicerede han gerningsstedet og tog nogle spadestik i resterne af den dampende fækalieformue.
– Her har været hunde på spil! erklærede han. – Her er spor af snuder og poter, og mellem de resterende humane fækalier ser jeg skandaløst dårlig hundeafføring, tyndtflydende og på alle måder kriminel.
En hurtig og skånselsløs efterforskning bragte for dagen, at forbrydelsens anstifter er en for nylig fra Bulgarien ankommet tæve, som hundehandler Lupus Birk Lallesen, Blodhøj, havde sat til salg under navnet Polka.
– Polka har haft fri udgang om natten, oplyser Louis B. Knockel, – og hun har samlet en regulær bande af uhørt samvittighedsløse lokale hunde, der i fællesskab har svælget og smovset i fækaliedepotet på sydstranden. De vil alle blive draget til ansvar, og hr. Birk Lallesen må betale erstatning til bedemændene. Rækker hans midler ikke hertil, vil hans fætter, pamperen Lalle Birk Lallesen, blive aftvunget kompensation, økonomisk eller med lødig, kurant brunvare.
Al nordvestjysk hundehandel er indtil videre suspenderet, og strejfende hunde vil ikke blot modtage de sædvanlige hasselkæppeprygl, men kan også se frem til at blive underkastet skarpe forhør.
– Homofile bedemænd er ikke en samfundsgruppe, jeg normalt plejer omgang med eller går i brechen for, udtalte Louis B. Knockel. – Men min fader approberede i 1954, at deres kollektive formue blev nedgravet på sydstranden, og disse komprimerede værdier står derfor under samme beskyttelse som Knockel-slægtens egne fækalieskatte på Klamhuse Hede.
Redaktørens proklamation syntes i nogen grad at berolige de klynkende bedemænd.Da de havde modtaget endnu nogle raske, retningsvisende lussinger, marcherede de nordpå til Blodhavn, hvor de først indtog et måltid kødsuppe, derefter i en halv times tid masturberede sammen med deres fra Holstebro tilkaldte revisor.
Vor seneste storreportage om hundeforskningens fantastiske fremskridt er blevet hilst med jubel og mere end det: Et forbløffende antal nyere dokumentarfotos er tilgået redaktionen for at bevidne, at nordvestjysk dyreliv er en syntese af fryd, skønhed og harmoni.
– Jeg vil for en meget sjælden gangs skyld undlade at kommentere, lyder det fra Louis B. Knockel, mens han visker en tåre af øjenkrogen, – og lade denne righoldige billedskat tale for sig selv.
Når den uundgåelige afskedstime slår, viser det sig for alvor, hvor nært vi er knyttet til vore husdyr. Intet spares for at sætte dem et sidste dyrebart minde. To uimodsigelige eksempler:
Omgangen med hunde har gennem århundreder været en væsentlig del af hverdagslivet i vore nordvestjyske hjemsogne. Oplæringen af de firbenede til forskellige erhvervsformål er ved siden af rekreative sysler i hjemmene hovedindsatsområderne. Den erotiske side af samlivet med hunde kalder på vore digteres og sangeres smukkeste udtryk, men alt dette overtrumfes nu af moderne videnskabs mirakler.
Blandt de opsigtsvækkende resultater er, at hunde og mennesker i kortere eller længere tid kan bytte identitet.
– Det er lærerigt, og det vil styrke den disciplinære indsats i månederne og årene, der kommer, udtaler hundesagens førstemand, redaktør Louis B. Knockel, der sammen med andre fremskridtsvillige nordvestjyder har lagt krop og sjæl til de avancerede eksperimenter.
I et enkelt tilfælde lykkedes det at få flyttet offeret for en vehikelulykke fra den knuste og døende krop over i mandens i hast tilkaldte hund, som han nu lever videre i. Skal man tro venner og familie, er der stort set ingen forskel på hans adfærd før og efter transformationen.
Det eksperimentelle arbejde foregår under ledelse af egnens geniale unge opfinder Nathan Mandrik, der sideløbende har udviklet flere prototyper af mekaniske hunde samt nogle hybridracer, som han er i gang med at afsætte såvel på hjemmemarkedet som ude i verden.
– Det er smukke og stabile dyr af den slags, husstande og virksomheder har brug for i fremtiden, udtaler Louis B. Knockel. – De spiser forbløffende lidt, men til gengæld – og det er det eneste alvorlige minus, jeg kan komme i tanker om – frembringer de heller ikke megen brunvare.
Nathan Mandrik stiller i udsigt, at han efter afslutning af de igangværende hundeforsøg vil kaste sig over fjerkræbranchen, som i den grad trænger til styrkelse og genopretning.
Efter de seneste præstationer er hr. Mandrik udnævnt til adjungeret professor i mekanisk konstruktion, genetik, dyreadfærd og slubbertologi på Folkeuniversitetet i Klamhuse.
