Formanden for partiet Stegeoliens Sammenhold, Calle Plakbakke, har besluttet at lade sig dyppe i æggemasse, rulle i brødkrummer og sprødstege i 1000 liter brændende varm fritureolie på Torvet i Nørre Usseldrup.
Når partiformanden er gyldenbrun, skæres han i mundrette bidder og uddeles til alle interesserede i en radius af tre kilometer.
Den 57-årige politiker mener, at partiet har brug for al den omtale, det kan få, hvorfor han udfører dette reklamestunt.
“Mine kære vælgere skal ikke bekymre sig om partiets fremtid efter min spændende bortgang. Min søn Balle overtager straks min formandspost, når alt liv er stegt ud af mit legeme,” erklærer hr. Calle Plakbakke.
Balle Krukke Plakbakke er trods en alder af kun 11 år klar til at overtage tøjlerne og udsende den nødvendige propaganda i kampen for den varme olie.
Unge Plakbakke indvilliger i selv at lade sig friturestege i fremtiden, hvis det kræves af ham.
“I denne omgang det er nok med én friturestegning, men vi kan tage sagen op igen om fyrre år,” påpeger Balle Plakbakke.
Den offentlige sprødstegning af partiformanden eksekveres i overmorgen kl. 13.09 præcis. Bemærk: Hr. C. Plakbakke forventer jubel og sang, når han kastes i bassinet.
Stegeoliens Sammenholds tre grundværdier:
1: Indtag udelukkende måltider, der har været i kontakt med kogende olie.
2: Al kønslig omgang skal foregå med et eller flere friturestegte fjerkræ eller klovdyr.
3: Samtlige husstandens fækalier frituresteges i samme nu, de har set dagens lys. Besørg endelig direkte ned i frituregryden.
Det var en stolt og glad enkefru Amalie Hybbelbank, der i aftes modtog Blodhavn Borgervæbnings æresmedalje i depleteret fækalium.
I forbindelse med Blodhavn Borgervæbnings årlige gallafest om bord på hangarskibet HMS Knockel, blev den nu 93-årige enke efter Hybbelbank den Ældre, født Grimstrup, hædret for ægteparrets indsats under besættelsen. Det var opfindelsen af den geniale og lydløse viskelædersål, som Hybbelbank under stor personlig risiko og megen hemmelighedskræmmeri, udviklede i starten af 1941. Internationale eksperter mener, at var den blevet sat i produktion og fordelt til de allierede tropper, ville krigen efter al sandsynlighed allerede havde været forbi i 1943.
Hybbelbank den Ældre var klar over opfindelsens potentielle muligheder og udtænkte en dristig plan for, hvorledes disse geniale såler kunne komme på de rette støvler. Ad snørklede omveje nåede pakken således via Thorshavn frem til det Britiske Konsulat i Buenos Aires, hvor pakken lå uåbnet frem til 1947. Sålerne er i dag udstillet på Imperial War Museum, London – i en montre sammen med ingeniørsoldat Walters særlige gamacher med sølvspænder.
Der gik i midlertid ikke længe, før civile skoproducenter anede mulighederne i de tykke lydløse såler og producerede dem under navnet “Sneakers”. Dette faldt Hybbelbank den Ældre så meget for brystet, at han resolut låste sig inde i kvistværelset, hvor han surmulede i samfulde 2 uger. Frem til sin død i 1988 nægtede han overhovedet at kende noget som helst til viskelædersåler, og harkede og hostede vedvarende, hvis nogle bragte emnet på bane.
Da det Amerikanske Forsvarsministerium i 1967 til hans hæder gav en mindre strækning af en å i Jackson County, Iowa, navnet “Hubbel Slough”, lod han fuldstændig uimponeret.
Ved medaljeoverækkelsen i aftes indledte husmandssanger Jolbert II Grüde ceremonien ved at fremføre Amazing Grace på en til lejligheden selvkonstrueret sækkepibe. Herefter holdt Aage Hvistelpurk, kommitteret for Borgervæbningen, en gribende tale, der med udgangspunkt i de puniske krige for altid vil stå som et referencepunkt af topmålt verbalt spilfægteri og løjerlige kontrafaktiske hypoteser.
Da talen endelig var slut, blev en tydeligvis berørt Amalie Hyppelbank under stående applaus kaldt på scenen, hvor overfænrik og delingsfører Jens Frimodt von Gyldenkerne højtideligt fastgjorde medaljen i depleteret fækalium på hendes frakke.
Ceremonien blev behørigt afsluttet med, at von Gyldenkerne afsang en hjemmekomponeret hyldesthymne til fr. Hyppelbank, der blev voldsomt rørt, dog ikke værre, end at en serie lykønskningslussinger fik hende på højkant igen.
Kendt lokal slægt bag spændende forretningsnyhed: Bæredygtige varer og biprodukter til favorable priser fra en stolt Wolfgang Hybbelbank og hans sønner, fire velskabte diplomslubberter.
Efter en lang karriere som stuntmand og ferieafløser for Fodballemanden har Wolfgang Hybbelbank nu sat alle sejl til.
“Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor man må se hvilket stof, han er gjort af,” erklærer Wolfgang Hybbelbank, søn af Hybbelbank den ældre, der under besættelsen udviklede de berømte sko med viskelædersåler, der var så lydløse, at de, som internationale forskere anslår, forkortede krigshandlingerne med hele 2 år. Hyppelbank-navnet forpligter, det signalerer gå-på-mod og vedholdenhed, og det er i den ånd, Wolfgang Hybbebank har åbnet sin gårdbutik.
“Alle vores produkter er bæredygtige. Der er således et pænt udvalg af snørebånd, engangslightere og kuglepenne, nøgleringe og læbepomader, alt sammen bæredygtige genstande, som det er skønnere at have, end at stå og mangle.” fortæller en stolt og ivrig Hyppelbank.
Han har nok at se til, og de fire diplomslubberter hjælper deres far uden at kny – som den ældste slubbert udtrykker det: “Far skal vide, at hans vedholdende og utrættelige lussinger var godt givet ud, der er aldrig nogen der har taget skade af et par kærlige lussinger, tvært imod”.
De to ældste af slubberterne driver gårdbutikkens online-afdeling, og de to yngste den kombinerede afdeling for klovbeskæring og fodterapi. Her kan landproletarer og deres avlsdyr få rettet op på de sprukne fodsåler og flækkede klove. Som en særlig service får de efter endt behandling bi-produktet med hjem, hvor det kan fungere som et eftertragtet supplement til pizza- topping eller som smagsforstærker i sammenkogte kødgranulatretter.
Den 4 kvadratmeter store butik er ligesom den tilstødende klinik smagfuldt og meget personligt indrettet i nu afdøde LInda Hybbelbanks barndomshjem. Stilen er en blanding af funkis og ufrivillig retro, og rummene er beklædt med håndkoloreret velour, holdt i lysegrå nuancer. Der er altid friskskåren hjemmeavlet pibetobak stillet frem til fri afbenyttelse, og helhedsindtrykket og atmosfæren er en blanding af genbrugsbutik og luxusbordel.
“Mor havde en voldsom passion, når det kom til velour,” forklarer W Hybbelbank. “Hun havde en vision, der gik på at forskønne verden ved at beklæde den med velour. Desværre blev det også hendes endeligt, da hun ville beklæde Lodbjerg Fyr med en dejlig ferskenfarvet velour, og ved en fejl klipsede den fast på noget, der skulle vise sig at være kablet, der forsynede lampen i fyret med stærkstrøm. Hun fik aldrig en normal menstruationscyklus igen efter den oplevelse, og når selv gammastråling, kombineret med den bedste cypriotiske pattesalve, ikke virker, ja så ved man. at løbet er kørt.”
“Drengene og jeg tænker ofte på hende, men havde det ikke været for den stærkstrømsledning, havde vi jo aldrig mødt Vera, vores nye husbestyrerinde, og som man siger: Der er der vel egentlig ikke noget, der der er så skidt, at det ikke er godt for noget.”
Efter sidste års efterårsstorme stod det klart, at Blodhavn Folketoilet ikke længere kunne klare mosten. Nu har fækaliebaron og filantrop Sigurd Hvidtjørn taget den store tegnebog op af baglommen og har beredvilligt bevilget Blodhavn et helt nyt folketoilet til opførelse på pladsen ved Brugsens gavl.
Det forlyder, at toilettet bliver det mest moderne og største af sin slags nord for Alperne. Monteret med de nys opfundne fækalioskoplåg forventes det at blive et tilløbsstykke.
”Der bliver lidt for enhver smag,” forklarer baronen ivrigt. ”Selve toilettet forbindes med et bassin indeholdende saltvand og en bestand af kinesiske havaborrer, og her vil værdierne fra folketoilettet give næring til de salte karper. Den regel er allerede bekendtgjort, at den slubbert, der kan levere mere end 3 kg slam og fækalier inden for 15 min., ganske enkelt får entreen tilbage ved udgangen, alternativt et væsentligt nedslag i prisen på dagskort til det nærliggende put and take saltvandsbassin. I den del af folketoilettet, der vender ind mod det grønne område, vil der blive indrettet et mindre traktørsted, hvor man vil kunne købe forskellige fiskeretter, dog fortrinsvis salt havaborre, samt hestepilsner til favorable priser.”
Der er i konstruktionen lagt stor vægt på økologisk bæredygtighed og rentabilitet. Som baronen smukt formulerer det: ”Folk kommer ind, trykker og tørrer – derefter en herlig stund ved fiskedammen, fangsten afleveres ved køkkendøren og serveres senere med en herlig brunsovs og pomme de terre. Bedre bliver det ikke med tøj på,” afslutter baronen.
Håbet er, at det nye folketoilet på sigt kan komme til at danne rammen om Blodhavns årligt tilbagevendende sommerfest, hvor deltagere fra flere egne dyster i, hvem der kan ”prutte mest i trompeten” og fange den fedeste aborre.
Landsbytossens lokalredaktion i Blodhavn dannede her til morgen rammen om et dramatisk optrin, da en velvoksen bolværksmatros, formentlig stærkt påvirket af drikkepetroleum, gik løs på lokalredactør Tidevand.
Årsagen til angrebet var angiveligt, at det dagen forinden var lykkedes Jørn Tidevand ved hjælp af avanceret nanoteknologi at decimere de ansattes løn til det rene ingenting, og med tilbagevirkende kraft at tilbagekalde alle lønninger med tillæg og godtgørelser fra 2014. Det skete under henvisning til, at glæden ved arbejdet jo bærer lønnen i sig selv, og at de ansatte således skylder Tidevand et klækkeligt beløb.
Det formodes dog, at det, der fik bægret til at flyde over, var, at det var lykkedes Tidevand at afhænde to af redactionens ældste cykelbude til Blodhavn Trædemølle A/S. Salgsprisen var deres skrotningsværdi, opgjort efter dagsnoteringen på kødgranulat.
Til afløsning for de to ansatte Tidevand sin svoger Ricardo Kinderprügler, der til daglig er både formand, næstformand, kasserer og selvudnævnt æresmedlem i og af MC-klubben ”Blodhævn”.
Videnskabelig baggrund
Reduktionen af medarbejdernes løn skete ved hjælp af en sindrig konstruktion, bestående af to fækaliedrevne og parallelforbundne partikelacceleratorer. Professor Dunkelholm fra Blodhavns Videnskabelige Fakultet må modvilligt indrømme, at her er tale om nanoteknologi på et endog meget højt plan.
”Vi ved endnu ikke, hvor han har teknologien fra, men mit gæt går på, at Tidevand har gode forbindelser til autonome brunvarekredse i Holstebro, og henter sin inspiration herfra,” udtaler en tydeligvis misfornøjet professor. ”Det ser mørkt ud for os seriøse videnskabsfolk på BVF, hvis det får lov at fortsætte,” slutter han.
Lokalredaktøren ikke ønsket at udtale sig til lokalredaktøren, altså til sig selv, om forløbet. Han henviser til, at konflikten endnu til dels er uløst.
Slubberten fra i morges er dog ekspederet videre til Klamhuse Husmandshospital, hvor han vil blive underkastet nødvendig akut amputationskirurgi.
Fra hovedredaktionen i Nr. Usseldrup udtaler Louis B. Knockel sin fulde støtte til hr. Tidevand:
“Her har vi en rank, retsindig, begavet og uhyre flittig ny medarbejder, som vil kaste sandhedens lys over alle tænkelige tildragelser i Blodhavn by og omegn samt i Fleskum Herred, hvorfra han hidrører. At han tillige nedbringer omkostningerne må skrives på plussiden. Jeg forudser et mangeårigt, på alle måder givtigt samarbejde og har derfor tildelt hr. Tidevand et ekstraordinært tantième på kr. 3,39 samt en balje omrørt husholdningslatrin, klasse 1B, til såvel erhvervsmæssig som privat anvendelse.”
Der var ikke langt fra tanke til handling, da elefanten Lille Bruno manglede briller, og det lader til, at den dyrevenlige indsat nu i den grad bærer lønnen i sig selv.
Toiletsædefabrikant Ingolf Ôhlin, i daglig tale Mr. Ifô, begik noget nær et columbusæg, da han for sjov monterede prototypen på de toiletsæder med læsestyrke, som blev udviklet på fabrikken til Lille Bruno. I løbet af forbavsende kort tid var dette toilet det eneste af fabrikkens mange toiletter, der blev benyttet. Der var i perioder ligefrem kø udenfor, og forskellige driftsforstyrrelser begyndte at opstå ved samlebåndet.
Ingolf Ôhlin besluttede derfor at undersøge sagen nærmere, og var begejstret for resultatet.
“Det var en af mit livs store “pu-ha-oplevelser” – fækalien var jo pludselig stor som en elefantlort, og det var super i ro og mag at kunne betragte den med lukket låg. Jeg blev ganske enkelt så begejstret, at jeg måtte stikke mig selv adskillige beroligende lussinger,” fortæller en stolt Mr. Ifö med røde kinder og et lidt skævt smil. “Det er så uhyre sjældent, at man oplever, at nogen opfinder noget, som stort set alle mennesker ikke vidste, at de ikke kunne leve uden.”
Virksomheden har nu indgivet patentansøgning på opfindelsen, der officielt er døbt “Fækalioskopet”, og der er planlagt forskellige modeller med variabel styrke og xenonlys. En ganske almindelig landproletarudgave med fast 3 x forstørrelse forventes dog på markedet først. Et børnesikret stikpilleamatur samt et 12 stk. Klyx tube magasin i matchende design er allerede under udvikling.
Der er ubekræftede forlydender om, at selveste Mr. President Barny O. Barmer har lagt billet ind på et af de første eksemplarer af fabrikkens luxusmodeller. Det er umuligt at forudse, hvad der sker, når først Fækalioskopet rammer det amerikanske fastland – men en ting er sikker: Det er lort, og det bliver stort.
Den store hanelefant, der i sin tid som unge blev skænket til Blodhavn Zoo af den navnkundige Albert Knockel, og som senere blandt parkens venner og ansatte fik kælenavnet “Lille Bruno”, er her i det nye år blevet bevilget briller.
Lille Bruno har fra start af været en jubelinvestering, idet han gennem de sidste 25 år i ugens fem hverdage har leveret den fornødne kraft til Blodhavn Folkeslubbertanstalts lusseringsautomat, hvor ubemidlede slubberter og andet godtfolk ganske gratis kan modtage mundtlige instrukser og dertil vederkvægende lussinger. Om søndagen leverede Lille Bruno luften til orglet i Nr. Usseldrup Bedehus, et engagement der desværre nødvendigvis ophørte, da Bedehuset under endnu ikke fastlagte omstændigheder for et år siden brændte ned til grunden.
Som zoodirektør Willy T. Udsefjert udtaler: “Lille Bruno har fra start af været en guldrandet investering – den gamle Knockel forstod om nogen at udvise rettidig omhu, og alene indtægterne fra produktionen af elefantsnot har givet Zoo et betydeligt overskud.”
Selve fremstillingen af omtalte elefantsnot vil Willy T.Udsefjert dog ikke ind på, grundet produktionsmæssige omstændigheder, som han elegant formulerer det. “Når tiden kommer, vil alene kødgranulatværdien af Bruno langt overstige indtægterne fra havens øvrige produkter. Der vil være ganske billig kødgranulat til flere års burgerproduktion, og prisen i havens cafeteria er jo i forvejen ganske uhyrlig,” udtaler direktøren.
En af årsagerne til, at Lille Bruno har været en så solid investering, er at han stort set har levet af kasserede og frasorterede bøger fra Blodhavn Slubbertskole og Landproletariatbiblioteket, og det var også i den forbindelse, at det gik op for dyrepasser Ole Vink at Lille Bruno ikke blot var en elefant, men også en inkarneret læsehest. I stedet for at æde en indbundet udgave af T.S. Elliots “Grøn er vores hæk” tog lille Bruno bogen med ind i elefanthuset om aftenen og forsøgte at læse den – og her gik det op for den trofaste dyrepasser, at Bruno formentlig var stærkt nærsynet, idet han var nødt til at holde bogen ud i fuld snabellængde for at kunne læse i den.
Tage Mus, vor lokale optometrist i Blohavn, blev hidkaldt, men Lille Bruno var af uforklarlige grunde rædselslagen for denne og nægtede stædigt at deltage i nogen form for undersøgelse. Det endte med, at man udfra forskellige gennemsnitsberegninger af stjernebilledet “den punkterede vandcyckel” og dets afstand til horisontlinjen på et givent tidspunt omkring midnat fandt frem til, at Lille Bruno var moderat nærsynet og havde brug for briller.
Nu er elefantbriller jo ikke just lagervare, så der blev nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle undersøge forskellige muligheder. Efter nogen debat faldt valget på tilbudet fra den lokale toiletsædefabrik, der mente, at man godt kunne fremstille to toiletsædelåg i klar plast og med styrke. Det endte så med at være et samarbejdsprojekt med Klamhede Maskinskedkeri, der grundigt modificerede et brugt letvægts gocart-stel til det nydeligste brillestel.
Alle er glade, ikke mindst Lille Bruno, som nu vil kaste sig over H. C. Andersens eventyr.
En af Nordvestjyllands store gamle slægter, Grusborgerne til Bøvling og Blodhavn, har efter ca. 1100 års pause besluttet at generobre positionen som dominerende lokal kongemagt.
Slægtens historie er rig på sejre. Dens stamfar, kong Fakum (i ældre kilder: Fæchum eller Fokom) Gruus etablerede sig som vikingekonge i 900-tallet. Hans sønner Hubert og Hambert blev herskere over store dele af det nuværende Bøvlingbjerg sogn og byggede det første Grusborg Slot på et fundament af hårdt komprimerede menneskelige affaldsprodukter. Grusborgerne førte talrige erobringstogter ind i de norske fjorde, hvorfra de og deres personel hjembragte yngre kvinder, parringsvillige geder og anden biologisk kapital.
Fra 1200-tallet og fremefter deltog de grusborgske riddere og deres væbnere i korstogene til Mellemøsten, dog fortrinsvis som forsyningstropper med et lager af husholdningsfækalier, masturbationsredskaber og andre af de basisprodukter, som endnu i dag opretholder egnens erhvervsliv og Grusborgslægtens anseelse.
I århundredernes løb indtrådte en vis afmatning i slægtens materielle position, og de senere efterkommere har i vid udstrækning delt kår med det jævne nordvestjyske landproletariat. De organisatoriske og seksuelle principper, som oprindeligt bar Grusborgerne fremad og opad i verden, er dog på intet tidspunkt blevet fraveget.
Den nuværende kong Hilbert, født 1911, har haft en smuk og livslang civil karriere som latrinmåleraflæser og hobbyfjerkræavler. For et par år siden adopterede han en arving, kronprins Folmer, født 1969 og – værd at bemærke – den første Grusborger med en autoriseret videregående uddannelse som gummibadningsinstruktør samt i tilslutning hertil et voldsmandsdiplom.
– Vi byder disse ranke kongelige figurer velkomne i toppen af samfundet, udtaler redaktør Louis B. Knockel. – En af deres officielle pligter bliver at lede brunvareindsamlingen på Blodhavn Nordstrand hver lørdag formiddag. Her kan de med hasselkæp i hånd bevise deres værd.
»… TUD … TUUUUD …«
Nu var det alvor. Fredagsunderholdningsprogrammet Helvede havde premiere. Endelig et program med substans og konsekvenser. hvis man tabte.
“Velkommen til Helvede,” skrattede værten i højttaleren.
Deltagerne Candy, Kølle og Zuzanne befandt sig i den bagerste togvogn. Der var kameraer i loftet og på væggene.
“Lokomotivet er på vej ud over en kløft. Hvis I når frem til den forreste vogn og standser toget i tide, har I vundet. Ellers vil I opleve et frit fald på 800 meter. Ha, ha.”
Candy og Kølle stirrede fjoget på hinanden. Zuzanne så blank ud.
“Sæt i gang!”
Candy smed straks tøjet og fimsede rundt i togvognen.
“Hvad laver du, Candy?” grinede Kølle.
“Det er da det, vi plejer, ikke,” svarede hun. “Nu fester vi!”
“Nej, Candy …” Zuzanne gik hen mod døren lige fremme. “Vi skal bremse toget.”
Kapitel 2
»… TUUUD … TUUUUD …«
De kom ind i en stærkt oplyst togvogn. Lagerrummet. Der stod reoler og borde med glas og flasker, bøger, husholdningsmaskiner og andre ting.
“Se,” sagde Candy energisk og løftede et gevær op fra bordet. “En vandpistol!”
Hun skød Kølle med et gigantisk brag. Han drattede om.
“Det var ikke en vandpistol, Candy,” stønnede han, før han døde.
“Ups,” sagde den nøgne kvinde og trak på skuldrene.
Nu var der kun to deltagere tilbage. Candy kiggede forvirret ind i en af kameralinserne.
“Har jeg vundet nu?”
Kapitel 3
»… TUD … TUUD … TUUD …«
Zuzanne og Candy trippede gennem latrinvognen og køkkenvognen. Transportmidlet virkede uendelig langt.
“Jeg fryser,” udbrød Candy. “Og jeg keder mig. Hvor er sprutten? Hvor er mændene? Hvor er boblebadet?”
“Vi skal ikke feste nu, skatter,” udbrød Zuzanne og rystede grinende på hovedet.”Vi skal trække i bremsen, ellers dør vi jo. Hørte du ikke manden?”
“Jeg vil hellere feste …” Candy begyndte at danse foran de mange kameraer.
“Tiden går, piger. I nærmer jer klippen.”
Zuzanne trak Candy med sig videre. De kom ud på en afsats mellem to vogne. Her stod en kæmpemæssig arrig herre i grøn habit.
Candy sprang i favnen på ham.
“Du er da vist en farlig fyr,” sagde hun kælent.
“Lad være med det!” brølede han og kastede Candy ud fra toget. Hun landede mellem kaktusserne i et minefelt og blev sprængt i tusinde stykker. Nu var der kun én deltager tilbage.
Manden løftede Zuzanne og holdt hende ud over afsatsen.
“Skal du samme vej?” råbte han.
“Nej,” sagde Zuzanne hæst.
Han trak hende tilbage i sikkerhed.
“Så kom i op omdrejninger, kvinde. Stands toget for pokker.”
Kapitel 4
»… TUD … TUUUUD …«
Zuzanne slog døren op til førervognen og fik øje på det røde håndtag: Bremsen. Hun gik frem, men stivnede pludseligt. Hun var i chok. Håndtaget var fastholdt af en mekanisk lås med et tastatur. Ved låsen hang et skilt: »Indtast dit navn for at åbne.« “Åh, gud,” jamrede Zuzanne panisk. “Ikke det. Alt andet end det. Hvordan skulle jeg dog kunne finde ud af det. I har gjort det med vilje. Det kan I ikke være bekendt, altså!” Gennem frontruden var skrænten skræmmende tæt på. Hun var stillet overfor den værst tænkelige opgave til dato, men hun kunne simpelthen ikke finde ud af det. I højtalerne bragede Ode to joy på fuld ublæsning. Kvinden sank fortabt sammen på gulvet.
Milton Maribo: ENKELTBILLET TIL HELVEDE 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
Den gale iværksætter, kalif og profet – Slobodan Kraftwerk /Ali Muliman
Et portræt af, hvor galt det kan gå
Allerede som barn var Slobodan kreativ ud over det sædvanlige.. Han forsøger her at komme i kontakt med overnaturlige væsener.
Han hævder allerede i 7-års alderen at have mødt en på et æsel flyvende profet.
Hans far så skeptisk til, men havde ikke kraft til at tildele de nødvendige lussinger.
Slobodan voksede til, blev en meget vital iværksætter og slog sig op som erhvervsmogul. Uden for sognet skrev aviserne at han “vækstede”.
Testning af hjelme i galvaniseret brunvareflet og gasbeton blev hans økonomiske gennembrud, men Slobodans hjerne tog uheldigvis yderligere skade.
Her ses hans langvarige rekonvalescens, med rigelige mængder portvin, styrtlatrinsambra og flittig læsning af Morten Korchs samlede eventyr samt en dårligt skrevet ørkenbibel, forfattet af en hr. Muhammed..
Det var dog de af lægen ordinerede varmende omslag fra ‘De Flyvende Masturbatricer’, som fik ham på højkant. Et sikkert middel, der også virker på simulanter.
Han fik hurtigt storhedsvanvid, talte om genopstandelse, og indlogerede sig som lensgreve og profet på Nørre Usseldrup Slot under navnet Ali Muliman.
Her i slottets sale fostrede Slobodan Kraftwerk idéerne om sognenes fordums storhed, om deres genrejsning og hans egen kommende plads i verdenshistorien som kalif med ret til at bære turban og tale endeløst og vredt. – Desværre foregik dette helt uden den nødvendige justering fra øvrighedens besindige folk. Storsognerådet står til en røffel.
Øverst fra slottets venstre gavl, mod gården, indkaldte Slobodan hver fredag til bøn for en udvalgt skare. Mange importeret fra Holstebro.
Som det ses herover havde en del af de fremmødte flair for både ny hattemode og sandmyre-entomologi.
Fantastiske idéer opstod. Nogle udvalgte af disciplene (CO2-kvotehandlere, personalekonsulenter, projektledere, HR-vindbøjtler og astrologer) ses her under i færd med, under ledelse af hr. Kraftwerk/Muliman, at udpønse en strategi for at nivellere Skjern Ådal.
Lykkeligvis fik øvrigheden nys om udviklingen pga observationer fra 2 cyklende mejerister fra Scientology. Og da 241 kg højeksplosiv plastisk brunvaredej blev kørt ind på slottet, måtte man skride ind mod Slobodan og hans hellige fusentaster.
Her ses de 2 scientologer, mens de kommunikerer med Ron L. Hubbard, der efter eget ønske har taget ophold på en fjern planet.
Redaktør Knockel har doneret en erkendtlighed i form af tre kg kondenseret fåremælk som tak.
Slobodan er nu under kyndig pleje og i behandling på Klamhuse Sanatorium.
Med henblik på den varme luft, han repræsenterede, er mulig optræning og evt. genudsættelse som certificeret cykeldæksflatulør under overvejelse.
Andre, bl.a. Redaktør Knockel, mener at et forbud mod strammende hovedbeklædning og nogle års arbejde i cirkus som demonstratør af pedaldrevne lussingmaskiner, formodentlig ville have en langt bedre virkning. Det lidt nyere portræt herunder giver anelser om, at redaktøren nok har ret.
Tiden vil vise det.
Hvad der skal blive af Slobodan, og hans yndlingshusdyr, Suzannah XIV af Klamhuse er således svævende. Men hun har et fremragende overblik og giver ham altid gode og kærlige råd, siger overlægen på sanatoriet.
Slobodans disciple fik valget mellem repatriering i Holstebro, i Sverige, (som meget gerne tager imod), eller et treårigt studieophold i brunvareminerne med obligatorisk badeferie til Jan Mayen.
