Tabet af hædret enkefrue spreder sorg og krisestemning
Kvinden. der overlevede både vinterkrigen i Finland, Cubakrisen og finanskrisen, er død. Det var hendes ven gennem mange år, den forhenværende sværvægtsbokser og valutaeksportør Gunnar Trondheim, der ved kaffetid fandt enkefru Amalie Hybbelbanks afsjælede legeme, kun få døgn efter, at Nordvestjyllands højeste ære var tildelt hende.
Det var ikke ualmindeligt, at enkefruen bød på et glas årgangsmetanollikør, inden hun og Gunnar besteg det pedalvehikel, der bragte dem rundt i Blodhavn og omegn. Som Gunnar Tronheim fortæller:
“Amalie var en vidunderlig kvinde. Mange antog hende for at være selvoptaget, men hun var aldrig bange for at stoppe op og knalde et par opmuntrende lussinger ud, hvis vi mødte en ung landproletar, der gik og hang med næbbet. Det var også hende, der overtalte Borgervæbningen til at tage den legendariske Gylpegøj til sig, da den stod til bortskydning.”
Gunnar Trondheim tørrer en drilsk vanddråbe bort fra sin kind med bagsiden af sin enorme næve og fortsætter:
“Vi har på tragisk vis mistet en sand humanist og dyreven. Vores samfund er i forvejen ude i sin dybeste krise siden den store brunvarekonflikt, og så dette…” Han ryster opgivende på sit karseklippede hoved med braktuden og blomkålsørerne.
Overlæge ved infirmeriet på Blodhavn Fiskepulpfabrik, dr. med. og uden Frigga Hvirvelstorm, vurderer, at fru Hybbelbank døde som følge af de kvæstelser, hun pådrog sig, da hun på vej ned at trappen til vinkælderen efter friske forsyninger af metanollikør, pludselig blev overrasket af en for en kvinde i hendes alder fuldstændig uventet “erotisk tildragelse af særdeles fysisk karakter”, som dr. Frigga vælger at beskive fænomenet.
“Hun mistede ganske enkelt førligheden i bentøjet og blev pludselig fuldstændig blød i knæene,” afslutter en trist dr. Frigga.
Stemningen hos Blodhavn Borgervæbnings mandskab er forståeligt nok på et absolut nulpunkt. De hærdebrede mænd, der ellers aldrig mangler anledning til at fremkomme med en tåbelig kommentar, er tavse og knugede. De sidder i en rundkreds og holder hinanden i hænderne i hangarskibets mandskabskantine, mens de lytter til en piratudgave af “Vi voksne kan også være bange”, som Gylpegøj har anskaffet til lejligheden.
Gylpegøj selv er fuldstændigt knust over tabet af sin velgører og har låst sig inde i en blå trækasse, hvorfra der uophørligt høres høje gylpe og hulkelyde. Som overfænrik J. F. von Gyldenkerne udtrykker det:
“Lige nu er det svært at se, hvordan vi kommer videre, men vi må tage en dag og en kamp ad gangen, og så blive ved med det, og se, hvor det bærer henad – men lige nu slikker vi vores sår”.
DRAMAETS FORHISTORIE OG OPTRAPNING:
Tilbage til forsiden
