Kategoriarkiv: landbrug

6 pruttefanter styrker lokal fækalieproduktion

2 svar

For at ingen skal komme og beklage sig over, at jeg producerer for få og små fækalier, har jeg nu hentet 6 pruttefanter i Andromedagalaksen og sat dem af i byerne. Det er et forsøg med at producere mere, end vi selv kan klare. Jeg må blot advare om, at de dyr er forslugne i træer og buske, så det tilrådes at plante flere og indhegne det man ikke vil have ædt. Men jeg har Kokos Pumpernickels ord for, at dyrene laver førsteklasses fækalier.

Det anbefales at medbringe en heldækkende regndragt og visir, hvis man vil undgå at blive tilsprøjtet med frisk afføring, eller holde en sikkerhedsafstand på 20 meter fra dyrene, der vil være sky i de første 2 måneder. Senere vil de vise sig meget kærlige.

Der er leveret 1 til Klamhuse, 1 til Gustenhuse, 2 til Nr. Usseldrup og 2 til Blodhavn. En pruttefant forventes at producere 500 kilo afføring i døgnet. Dyrene skal nok gennes ind i en stald her i vinter, men folks lyst til fækalier må blive opfyldt nu.

Pruttefanten har en meterbred mund med trekantede spidse tænder, som kan vibrere mens den flishugger træ. De kraftige arme kan løfte en person, mens han eller hun bliver kysset af de tykke læber. Dyret er brunt med 6 ben, brun elefanthud og strid pels hen ad ryggen. Bagi sidder et organ, som sprøjter afføringen ud. Hos hannen er dette også kønsorgan, som stikkes ned i et hul med 4 læber på hunnen. Dyret er ca. 3 meter højt og 5-6 meter langt og vejer 5-6 tons. Dets svage telepati gør, at det kan sende tanker videre til det menneske, der holdes i armene. Også Pruttefantens kærlige følelser bliver på den måde transmitteret.

Nu hvor de er på stald, nyder man godt af de solide mængder kvalitetsfækalier. 2½ til 3 tons om dagen. Jeg har øvet mig på at tegne en pruttefant, som den ideelt burde se ud. Virkelighedens dyr er knap så maleriske, men de gør allerede stor nytte på deres nye hjemstavn, så tag godt imod dem overalt!

FØLG OGSÅ HR. PEJSEBRÆNDES BETAGENDE BYGGESAGA:

Retur til avisens forside

Adelsslægt og slot genfundet efter 83 år

Skriv et svar

Jubelreportage: Crass Børsting
Foto: Gylla Peckelhage

Et storslået firefløjet slot er kommet frem i lyset på Klamhuses vestegn efter 83 års glemsel. Muffenborg, som de yngre på egnen aldrig har hørt om, åbner nu dørene såvel for nordvestjyder som landsdelens turister, oplyser lensbaron Mustafa Prunkhorst-Muffenborg, født 1934.

Hans far, lensbaron Abdul Cassander Prunkhorst-Muffenborg (1871-1975) væltede en februardag med et vognlæs grus i slottets indkørsel, og al trafik til og fra stedet ophørte dermed. Parken groede til og skjulte med tiden slottet og dets beboere for omverdenen.

Egnens landproletariat har for længst forvandlet de tilliggende 1200 tønder land til fækalieindsamlingsterræn, hovedsagelig dækket af lynghede. Lensbaronen forestiller sig ikke, at landbrugsdriften kan genoptages, men vil satse på turisme.

GOD OG RIGELIG ERNÆRING

– Hvad har flere generationer af adelsfolk så levet af under de mange årtiers isolation? spørger vi baronen.

– Vi havde først og fremmest et talstærkt tjenende personale, som vi kunne fortære. Jeg husker fra min barndom, hvordan forvalter Q. Drüppert og dennes familie blev omdannet til skinkestege, suppeben og anden lødig kødmad. Det var prægtige, flæskede mennesker, som hver for sig leverede måneders god ernæring. Den sidste datter slagtede vi så sent som i 1971. Også vor husbestyrerinde Lorna Gnostik-Gephardtsen og hendes kongepudler har ydet langtidsholdbare bidrag til slottets spisekammer. Vi mindes dem i stille ærbødighed.

Adelsslægtens avlsarbejde er i de 83 år foregået med kalkuner, geder, de ovenfor nævnte pudler og en i sin tid fra Borneo importeret næseabe som objekter, ophængt i de historiske smedejernskopulationsstativer, der pryder gangene overalt på slottet.

Baron Prunkhorst-Muffenborg har straks efter befrielsen, som skete med en grensaks, sat sine tvillingesønner Ali og Yasser i tjenerlære på Nørre Usseldrup Stationshotel.

– Vi imødeser en rig og lykkelig fremtid inden for turistindustrien, siger baronen, mens han med en karbolklud i højre hånd gør sig klar til aftenens avlsindsats.

SIDSTE NYT: ADELSFÆKALIEAUKTION LØRDAG

Avisen erfarer, at Prunkhorst-Muffenborg-slægtens legendariske slagfaste afføring bliver tilgængelig for samlere, konsumenter og alle andre, der stiller op og giver et bud ved en auktion lørdag middag i Nørre Usseldrup Bedehus.

– Vi forventer at kunne præsentere brunvare af en kvalitet, som næppe frembringes noget steds på kloden nu til dags, udtaler auktionarius, prokurator Lambert Braunkombüschen, Nørre Usseldrup.

– De adelige produkter er i sin tid håndsorteret og skånsomt nedlagt i tønden. Enkelte særligt prægtige faconeksemplarer vil efter den tids tradition være svøbt i pergamentpapir eller skræppeblade.

Auktionen er iværksat af kreditorer, som har leveret lussingmaskiner, kopulationsstativer og andet nyt inventar til det genåbnede slot.

SE OGSÅ:

Retur til avisens forside

Historiske jubeltilbud, vi aldrig glemmer

1 svar

Autentiske annoncer fra danske dagblade for cirka 100 år siden:

ANNONCER AF NYERE DATO HER:

Retur til avisens forside

Industriel Negeramnesti på Dartvados

Skriv et svar

Kære Knockel, og alle I ærede læsere!

Flg. nyhedsbulletin er netop blevet indleveret til mit kontor, pr. depeche fra erhvervs- og fængselsminister for Dartvados, den utroligt velestimerede hr. Dagobert von Schutztaffel (1905-).

Idet jeg qva. den indholdsmæssige danske relation vurderer det som værende af interesse for avisens abonnenter, videresendes skrivelsen hermed, venligst, og til generel orientering:

Amnesti til alle negerfangerne på Brunborg!

I erkendelse af den enorme mangel på fysisk arbejdskraft i forbindelse med den eksplosive fremgang i vor øs store genanvendelsesfødevareindustri, har vi her på Dartvados i samarbejde med pølsefabrikken “Arnold Laver” vedtaget at øge effektiviseringen, ved frigivelse fra Brunborg Fængselstårn af samtlige mandlige straffefanger ved godt helbred.

Der er tale om ialt 176 personer, der i øjeblikket afsoner livstidsdomme for bl.a. blasfemi, strandhugst og kannibalisme. Disse vil blive udstyret med ens udseende, selvlysende arbejdstrøjer, fastnittet til huden, således at de kan genkendes af borgerne, uanset tidspunkt på dagen.

Masseløsladelsen er imidlertid betinget af, at de involverede til fulde passer deres arbejde på fabrikken, møder præcist til tiden, og iøvrigt opfører sig ordentligt, og for eksempel ikke forsøger at æde deres kolleger. Specielt ikke i arbejdstiden.

Til overvågelse af denne kriminalforsorgsmæssige, lusseringsfri nyskabelse har vi formedelst 19,97 DASK (svarende til kr. 4,22) i ugentlig gage ansat fhv. oprørsnedkæmper på St. Jørgen, den ret ærede oberst Mads A. K. Réher (1892-), der trods aldersdiabetes, fremskreden Parkinsons, svigtende hørelse samt svær nærsynethed har givet sit æresord på, med de på billedet demonstrerede probate midler at ville håndtere ethvert eventuelt fremtidigt tilløb til opsætsighed, pligtforsømmelse eller slendrian blandt de benådede medarbejdere under udførelsen af deres daglige 16-timers skift (året rundt).

Som virksomhedens navnkundige motto jo lyder:

Hvorfor har dog negrene så store maver?

De spiser jo pølserne “Arnold Laver”!

På billedet ses filmhelten Orla Zinzüegh i rollen som industrialisten og opfinderen Arnold Laver (1821-1959), i den dramadokumentariske tv-serie “Fædrene Æde Pølser” fra 1962. Bemærk hovedkuldskysen: Den store mand var vitterligt forberedt på alt!

Til yderligere orientering og af generel interesse, vedhæftes desuden nedenstående video, omhandlende Roskilde Gamle Slagteri, i sin tid stiftet af den entreprenante Laver.

Med ærbødige hilsner, samt et dybtfølt bon appetit! fra Deres absolut loyale ven,
Kgl. Dansk Konsul Hartmann Stahl-Eisenmann

SE OGSÅ DISSE KORRESPONDANCER:

Tilbage til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 14

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1862

Der havde været uro i samtlige amerikanske stater det sidste stykke tid men det tog Jonny Hamburger sig ikke specielt meget af. Her på gården var der fred og ro. Solen skinnede på en skyfri himmel og Jonny hoppede ud fra døren med et krus kaffe i hånden.
Gårdens dyr kom ham i møde. Koen, fårene, hønsene, hunden, kattene og alle de andre.
Jonny kunne mærke at der måtte synges. Det var en nødvendighed:

Jonny:
Så blev det atter morgen.
Og jeg har sovet længe nok
Se solens lys for oven.

Hønsene: Bok, bok, bok, bok!

Jonny:
Så fredfyldt her på gården
Åh, vi får så megen sjov!
Jeg nyder kaffetåren

Hunden: Vov, vov, vov, vov.

Ko: Muh … MUUUUUUUUH.

Jonny:
Ja, vi har ingen kvaler
og jeg …

“Ja, undskyld at jeg bryder ind i Deres ejendommelige skrålesang med kræene, men jeg er her i et vigtigt ærinde,” sagde en dyb stemme bag ham.
Det gav et gib i Jonny så han spildte noget af kaffen på jorden.
Han vendte sig om.
Der stod en soldat i fuldt ornat og med en tyk moustache. Han så autoritær ud.
“Hvad fanden?” sagde Jonny.
“Jeg er oberst Mudbut. Hvor må vi stille kanonerne og eksplosiverne?”
“Ka … kanonen!” gispede Jonny.
“Ja, vi er ved at gøre klar til at fjenden kommer. Ned med nakken!”
Jonny drejede sig rundt og fik øje på alle de soldater, der pludselig var stimlet sammen på hans grund. Flere kom til med kanoner som de kørte i stilling. De tromlede blomsterbedet ned og trampede kornet ned.
“Hov, det må De ikke,” jamrede Jonny.
Obersten svingede med armene.
“Tag det roligt. Vi har alt under kontrol. Desværre forholder det sig sådan at netop Deres matrikel her ved Antietam er blevet udvalgt som slagets brændpunkt men jeg lover Dem at vi vil forsøge ikke at svine for meget. Vi er trods alt civiliserede mennesker.”
Flere soldater kom til. Der var mere end hundrede folk.
“Må et par af mine mænd låne toilettet? De har brug for at lette trykket inden kamp.”
“Jeg … jeg,” stammede Jonny.
Obersten råbte til mandskabet.
“Det er i orden. I har fået tilladelse!”
Fyrre mænd jublede og stormede huset. Jonny kunne se at nogen sked på gulvet i stuen.
Han så sig forvildet rundt. Der stod kanoner og soldater alle vegne. Dyrene vidste ikke hvad de skulle gøre af sig selv.
“Er det i orden med Dem hvis vi lader en håndfuld soldater gemme sig i urtebedene?”
Jonny nåede ikke at svare før der lød skrig og råb et stykke væk. Ude på kornmarken marcherede den fjendtlige hær mod gården.
“Nu kommer de,” brølede obersten. “Angrib!”

Kanonerne gik af. To af dem pegede i den forkerte retning og skød direkte inde i huset.
Jonny spærrede øjnene op.
Sydstaterne kom løbende med sabler og geværer. Nordstaterne drønede i mod dem.
Arme blev hakket af.
Fødder blev bortsprængt.
Hoveder eksploderede.
Indvolde klaskede ud over det hele.
Tandstumper fløj som spredehagl.
Hønsene blev trampet ned.
Koen blev brugt som levende skjold og fårene, hunden og kattene blev benyttet som alternative kasteskyts og slagvåben.
Jonny stod som frosset til stedet mens kaos udspillede sig omkring ham.
Så styrtede huset sammen.
Obersten klappede ham på skulderen.
“Op med humøret, knægt.” Han pegede mod himlen. “I det mindste er det skyfrit i dag.”

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 13

Skriv et svar

DET HERRENS ÅR 1859

JUNI

“God morgen hr. Austin. Sikke dog en herlig morgen her i det Australske land.”
“Vor herre bevares!”
“Hvad mener De, hr. Austin?”
“Det skal jeg sige Dem, Brian. Der er jo ikke andet en visne træer, sten og sand. Jammerligt.”
“Jeg forstår ikke …”
“Og dyrene, Brian. Et kummerligt udvalg. Har De set disse høje langbenede pungdyr der hopper så latterligt rundt derhenne?”
“Kænguruer?”
“Ja, føj for satan. Og disse små pelsede tørvetrillere der æder eukalyptus hele dagen …”
“Koalabjørne?”
“Ja, jeg kan ikke snuppe det, Brian.”
“Jamen, hr. Austin. Det jo sådan Gud har skabt dette land. Der har været en idé med det hele fra begyndelsen.”
“Vor herre bevares! Nej, vi trænger til noget mere genkendeligt. Noget der minder om de gode gamle dage hjemme i England. Noget sødt og pudsenusset.”
“Vil De hente dyr hjemme fra Storbritannien?”
“Ja, det er jo det jeg siger, Brian. Jeg foreslår kaniner. De er uskyldige små dyr som kan passe sig selv. Jeg sender bud med det samme.”
“Men … men …”
“Ti stille, Brian.”

JULI

“Er De hr. Thomas Austin?”
“Ja, Det er mig.”
“Jeg har en pakke til Dem. 24 kaniner.”
“Det var eddersparkeme hurtig levering! Ih, hvor er de livlige de små kræ.”
“Hvis De vil kvittere her … ”
“Sådan.”
“Farvel.”
“Farvel … Brian kom her!”
” …. ja … jeg er på vej … Jeg er her nu.”
“Har De set disse pragteksemplarer, Brian?”
“Jo, de er vel nok fine.”
“Lad os slippe dem løs med det samme!”
“Slippe dem løs? Jamen hr. Austin dog. Er det en god idé?”
“Brian! Ti dog stille og hjælp mig med at åbne kassen.”
“Hvis De synes.”
“Ja, sådan. Ud med jer. Alle sammen. Løb, spring mine kaninvenner. Åh, se hvor de løber rundt. Og De var bekymret, Brian. En lille flok kaniner gør ingen skade.”
“Hr. Austin. Nu begynder dyrene at hoppe op på ryggen af hinanden.”
“De er bare konfuse efter sejlturen herover. Jetlag eller hvad det nu hedder. Det betyder ingenting.”

AUGUST

“Hr. Austin. Kræene er alle vegne!”
“Hvad fabler De om, Brian?”
“Bestanden er fordoblet. Når de ikke smadrer køkkenhaven hopper de ovenpå hverandre og formerer sig.”
“Har De det rigtigt godt, Brian? Der er 24 kaniner som der hele tiden har været, hverken mere eller mindre. Nu har De vel ikke fået hedeslag. Tag et glas brandy og slap af. ”
“Jamen …”

SEPTEMBER

“Vi må gøre noget ellers har vi katastrofen. Vi må holde bestanden ned ellers kan det få konsekvenser for hele kontinentet … Jeg henter min muskedonner og skyder er par stykker.”
“Brian! Nu er De ond! Man skyder ikke på små søde dyr som kaniner. Hvad er De dog for et usympatisk menneske. Kan De så opføre Dem ordentligt.”
“Hr. Austin, hør nu på mig. Naboerne klager. Kaninerne har pløjet familien Mastersons mark op og væltet huset. Vi nærmer os en pelset syndflod.”
“Jeg hører Dem, Brian og jeg tænker om De måske burde gå til psykolog. For de hallucinerer. Min oldefader havde lignende symptomer. Han så også katastrofer alle vegne.”
“Jeg … jeg …”
“Det er vel nok en flot hat De har fået Dem, Brian.”
“Det er ikke nogen hat hr. Austin. Det er kaniner. De kravler overalt. De har selv fire siddende på hovedet i øjeblikket, at De ved det.”
“Ha, ha. Det har jeg minsandten også. De er nogle spøjse små kræ, de kaniner.”

Forrige blad Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

“Landmandsvennen” mødes af oprørt folkemængde

Skriv et svar

Den kendte bjergbestiger, lejesoldat og kvindebedårer, hr. S. Unmack Larsen, har tilstillet avisen følgende lødige politiske reportage:

Her i dagbladets interesseneutrale miljø-sektion kan vi desværre fortælle det ærede publikum om oprettelsen i Nørre Usseldrup af en ny politisk bevægelse, “Landmandsvennen”. Efter at vi i den senere tid har overværet fremkomsten af Fælles-Listen, Iværksætteren og Feministisk Ini’tiv, partier som repræsenterer den sunde, anstændige og humanistiske danske folkesjæl, er det nu den sorte reaktion som i dens miljø-had har rottet sig sammen for at ødelægge vort smukke land.

Vi henvendte os i Landmandsvennens lejede lokale på 1ste sal af “Sodoma og Gomorrah” i Kannikestræde for om muligt at få en forklarende undskyldning af forhenværende borgmester Jens Bedsted Visby-Olsen, som i sin alderdom og svækkelse demonstrerer berettigelsen af øgenavnet “Sorte-Jens”. Det tog selvsagt nogen tid at bane os vej gennem den længe planlagte tusindtallige spontane demonstration foran gerningsstedet, en utvetydig tilkendegivelse af folkets retfærdige harme og de sociale mediers effektivitet, men det lykkedes os omsider at kravle under den sidste pigtråd og over den sidste spanske rytter og komme frem til fordøren som bar spor af et kraftigt bombardement med overskudsfrugt og buræg.

– «Hr Bedsted Visby-Olsen, det går vildt for sig!»

– «Et øjeblik ….jeg har vist æggeskal i øjet ..sådan. Ja, det vækker ofte utilfredshed at tale Nordvestjysk Totalmiljøråd midt imod ..hovsa, der kom vist en liter tykmælk af ældre udløbsdato. Jeg skal lige lukket vinduet.»

– «Utilfredshed? Ser De ikke skiltene, hører De ikke aktivistens klage? “Vi vil ikke have miljøsvin her i byen”. “Hils Pia!!”. “Humanister ind, hadere ud!!”»

– «Vi er i dele af Nordvestjylland nede på at høste korn af så lav en næringsværdi, at selv svinet ser på ædetruget med skepsis og tvivl. Hvordan skal vi kunne få det til at løbe rundt når den nordvestjyske landmand ikke har mulighed for at gøre sit bidrag til folkesundheden?»

– «Hr Bedsted Visby-Olsen, er det ikke vigtigere at tænke på miljøet end på ussel mammon og den lillebitte del af befolkningen som ejer så store landstrækninger, og derved afskærer bævere og ulve fra deres naturlige habitat? Ville det ikke være nationaløkonomisk sund fornuft at omdanne de miljøsvinende arealer til miljøer ved hjælp af radikal nytænkning?»

– «Vi skal tænke på, at tiden er moden til en gradueret gødskning ….»

– «Gab!»

Der var tydeligt, at Sorte-Jens ikke var indstillet på en konstruktiv samtale, og eftersom hans argumentation alligevel kørte i ring afbrød Deres Udsendte interviewet.

SE OGSÅ:

Lokale orgier afsløret af skjulte kameraer

Skriv et svar

Den kendte bjergbestiger, lejesoldat og kvindebedårer, hr. S. Unmack Larsen, har tilstillet avisen følgende lødige kulturreportage:

Kunst er kunst, og plat er plat, men vi skal jo alle tjene til livets underhold, og da kunstfilm-fotograf og landskabsæstetiker, rittmester Heinrich Edelherz von Bösse optog sin spillefim, “De Gamle Nordvestjyders Sæder og Skikke”, valgte han til orgie-scenen at opstille hemmelige hånddrevne kameraer en dameaften i det gamle Blodhavn Badehotel, Pigekostskole og Pan Club.

Det var artige ting som blev bedrevet! Og som det ses nedenunder er flere af scenerne sidenhen dukket op i tvivlsomme udenlandske film, hvortil de rask væk er blevet kopieret uden at betale for rettighederne. Dette siger alt om udlændinge og deres foretagsomhed, og von Bösse har efterfølgende afvist ethvert samarbejde med Nordisk Film, Vangede Billeder, og Nørrebromænd Under Bæltestedet A/S.

“De Gamle Nordvestjyders Sæder og Skikke” handler om egnens fortid og udviklingsmuligheder, om fiskerihavne og ostelandbrug, om vandreklitter og fracking. Projektet modtog derfor 100 kroner fra Statens Provinsudviklingsfond, og der blev udsendt adskillige tvangsforflyttede ansatte i Kultusministeriet, som skulle hjælpe til med de kulturelle beskrivelser.

95% af den færdige film viser det omtalte orgie, og reaktionen under førstefremvisningen i Blodhavn Dampvaskeri og Cinematograf var særdeles positiv, undtagen hos dem som genkendte sig selv.

Emilie Poulsdatter, hustru til pastor emeritus Nicodemus Grundtvig: »Sådan har jeg aldrig set ham!«

Pastor emeritus Nicodemus “Nickie” Grundtvig: »Ingen kommentarer, hvor er min hat og briller?«

Vi forsætter med at lede efter mere publikum i de omkringliggende porte og baggårde for yderligere kommentarer.

Se flere film i avisens biograf her

Retur til forsiden

Kalenderblad 21: Det Herrens år 1933

Skriv et svar

Det var en mørk og kold januarnat i Kanslergade. Statsministeren havde inviteret sine politiske modparter til forhandlinger i sin lejlighed. Der var dækket op med smørrebrød og pilsnere. Alt tegnede godt. Ministeren havde på dette tidspunkt ingen ide om, at mødet ville blive som én lang og pinefuld ørkenvandring.
“Som De sikkert ved er landet i store problemer,” udbrød Thorvald Stauning. “De skal løses omgående. Ingen forlader lokalet før der er bragt orden i sagerne.”
Politikerne satte sig til bords og tog et stykke smørrebrød hver. Forhandlingerne kunne begynde.
“Har De noget fornuftigt at sige?” Stauning satte tænderne i et stykke med rullepølse og pegede på formanden for Venstre med sin kniv.
Modparten nikkede og sagde:
“Jo ser De. hr. Statsminister. I forbindelse med landbruget så mener jeg … Åh, hvad er det dog for en larm?!”
De kiggede alle mod det åbne vindue. Naboen i lejlighedskomplekset lige ved siden af spillede tuba. Der var tryk på.
Stauning smed bestikket i raseri.
“Det er hr. Rakkelpot!” skreg hr. Stauning. “Han kan ikke lide mig. Hver nat spiller han på sine instrumenter for at drive mig til vanvid.” Den skæggede mand sprang hen til vinduet, flåede det op og hylede ud i mørket:
“Er De klar over, at vi prøver at redde Danmark herinde?”
Hr. Rakkelpot grinede bare og skiftede tubaen ud med en sækkepibe. Støjforurening af værste skuffe.

Thorvald Stauning greb et askebæger og slyngede det direkte mod tølperens vindue. Ruden splintrede i tusinde stykker. Så lukkede han vinduet igen og trak gardinerne for.
“Sådan håndtærer man uromagere.” Han satte sig til rette ved spisebordet. “Nåh, hvor kom vi fra?”
“Landbruget…” svarede Det Radikale Venstre.
“Åh ja, landbruget,” nikkede overhovedet og tog en ny bid mad. “Det vi gør er at…”
Det ringede på døren.
Thorvald Stauning fór sammen. Et øjeblik var han ved at kløjes i smørrebrødet.
“Skal De ikke åbne? Det kunne jo være vigtigt,” sagde formanden for Venstre.
“Jo, jo.” Stauning luntede ud i entréen og åbnede hoveddøren. “Hvem i alverden vil besøge mig midt om natten?”
Der stod ingen i opgangen. Til gengæld lå der en brun pose i flammer.
“Det brænder!” Statsministeren trampede på posen til ilden var kvalt, men nu var lakskoene tilsølet i fækalier. Han var faldet for det gode gamle trick med en hundelort i en brændende papirspose. Hr. Rakkelpots latter kunne høres et sted nede af trapperne. Han var ved at flygte fra gerningsstedet.
“Bare vent til jeg får fat i Dem, hr. Rakkelpot!”
Rød i hovedet marcherede Thorvald Stauning tilbage til sine kollegaer.
“Det er da for galt,” sagde de andre i kor.
“Jeg skal nok få min hævn. Den nedrige Rakkelpot kommer til at betale. Et skattetryk på 100 procent til ham og hans tuba,” brummede han.
De andre nikkede og gnæggede.
“Hørt.”
“Hørt.”
Stauning greb en flaske cognac.
“Men først Danmarks fremtid. Vi nåede at tale lidt om landbruget. Som det ser ud nu er der ingen anden udvej end at…”
KRRAASH!
Vinduesruden eksploderede, da en tuba indsmurt i menneskeafføring fløj ind i stuen og kolliderede med spisebordet. Glas, smørrebrød og fæces lå alle vegne. Et sandt kaos i Staunings lejlighed.
Gæsterne sad måbende med mad og fækalier i hovedet og på tøjet.
Thorvald Stauning sank opgivende sammen i lænestolen. Han var træt:
“Det her bliver en lang aften…” stønnede han og bundede den sidste sjat cognac i flasken.

Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad

Retur til forsiden

Værtshusprygl til Stenlille-Pøbelen

Skriv et svar

Bedste, højtærede og meget beundrede herr Redacteur Knockel.

Man henvender sig ydmygst, includerende de bedste og meest hjertelige Hilsener til Deres ærede Familie, Husholdning og saagar Kjælderpersonel.

Ikke, at mit Anliggende paa nogen Maade skulde kunne afficere Dem, i deres utrættelige Stræben efter, at opretholde god Skik, Orden og Sædedelighed i det Område, hvor Almagten nu engang har skjænket Dem den Gave, at være den ubestridte Foregangsmand.

Mit Anliggende er egentligt ikke et saadant, men snarere en simpel Betragtning over, og Referentz af, hvad heer til Aften forefandt sig i mit Hjemsogn.

Efter at Aftenposten havde passeret vort Sted, var ingen betydendende Post lagt paa mit Arbejdsbord. Derimod forlød det fra Kjøkkenet, at smudsbladet Sorø Posten havde refereret, at i Holme Olstrup, havde en Gruppe Indvandrere fra Bogø, anstiftet adskillige Brande. Selvsagt læser man ikke selv saadant Smuds, men ved overleveringen fra min Hustru, som havde det fra Kokkepigen, maatte man dog udbryde “Oh Tempera, oh Mores”.

Senere, samme Aften, hvor gode Naboer var forsamlede til et Spil L’hombre, faldt Talen jo på det refererede. Spillet gik i staa under Diskussionen om, hvad dette nu kunne være og brede sig til. Til sidst sagde een af de yngre Deltagere; “Jeg kan ikke capere mere; nu gaar jeg paa Værtshus”.

“Naa, I gamle, vidste I virkeligt ikke, at der er et Værtshus i Tersløse” sagde Ungersvenden, nok saa frejdigt. Reaktionen var da, at en større Del af Selskabet opfordrede denne Bruushane til, at føre Gjerning frem for Ord.

(Det bør i Parantes tilføjes, at ved bedre Mænds Sammenkomster er man sædvanligvis ubevæbnede, men ved Spadseregangen til, hvad der viste sig at være eet af Herr Schaffreunds Udhuse, stod det klart, at undertegnede var den eeneste, som var forsynet med en Hasselkjæp; “Skræp IX).

Vor Tilsynekomst lagde en vis Dæmper paa Lystigheden, men Frækhed har, som bekjendt, ingen Grændser. Man tillod sig, i den Stemning af Beruselse, som klart var fremherskende, at fremsætte Bemærkninger om vore Evner som Arbejdsgivere, om vore Evner til at opfostre vore Børen, og om vor Forstaaelse, anbelangende Samfundet omkring os.

Saadant var naturgivent, ikke taaleligt. Som den eneste, der ved rettidig Omhu havde medbragt min vel svirpende Hasselkjæp (Skræp IX) maatte jeg, gjerne, omend nødigt, være den, der ryddede Localiteten.

På Plankevæggen var ophængt Billeder af “Kromutter”´s afdøde Mopse. Paa andre Vægge vare ophængte Contrafeier af afdøde og endnu levende oprørske Elementer af den indvandrede Underclasse fra Nabosognet Steenlille.

Omend vi her paa Stedet hædrer vor Slægt, maa vi erkjende, at vore Fædre gjorde Fejl i, at tillade, at disse forvanskede Mennesker fra Steenlille, fik Permission til, at krydse Sognegrænsen. Og oven i Kjøbet fik tilladelse til, at avle ufortrødent.

Saafremt Tendenser og Praxis fra Holme-Olstup skulle brede sig hertil, kan vi kke være sikre paa, at Hasselkjæppen vil udgjøre et tilstrækkeligt Værn, men vi maa saa finde andre Remedier frem.

Med de bedste Hilsener herfra, til Dem og hele Deres Husholdning samt Kjælderpersonel fra

v. Münchaus

SE OGSÅ:

Landsbytossen.dk

Extremgeriatriske efterretninger

Kategoriarkiv: landbrug

6 pruttefanter styrker lokal fækalieproduktion

Adelsslægt og slot genfundet efter 83 år

Historiske jubeltilbud, vi aldrig glemmer

Industriel Negeramnesti på Dartvados

Amnesti til alle negerfangerne på Brunborg!

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 14

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 13

SE OGSÅ:

“Landmandsvennen” mødes af oprørt folkemængde

Lokale orgier afsløret af skjulte kameraer

Kalenderblad 21: Det Herrens år 1933

Værtshusprygl til Stenlille-Pøbelen