Jubelgave nr. 9: PEDER MOSTS FORLIS

Most FORLIS

Ansigtet er rynket som en svedske, og på nært hold minder huden om en søndersparket læderfodbold, der for længst har tabt luften. Fra hjørnet af den tandløse mund dingler en majspibe, der som skorstenen på et synkende dampskib opsender vemodigt døende spiraler af bitter lyngrøg.

Jeg er ankommet til Brøndby Strand en kold decemberaften i 2014 for at starte på historien om en af dansk søfarts største personligheder. Jeg sidder i den nødtørftigt møblerede stue over for Peder Most, fhv. dæksdreng, matros, styrmand, bordelvært, straffefange, styrmand, skipper, sydhavsøkonge, flygtning, østfrontsoldat, straffefange, matros, brunkulsarbejder, bordelvært, straffefange, flaskesamler, psykiatrisk patient, straffefange og nu omsider folkepensionist.

Peder Most bor på 14. sal i et betonkompleks. Han har udsigt til Køge Bugt, hvor admiral Niels Iuel i 1677 gav svenskerne prygl. Selv har den gamle søulk fået flere prygl end de fleste, men givet fortabt? Nej, det har han sgu aldrig!

Dette indtales live i en iPhone. Mit navn er Henrik Qvortrop, og jeg skal skrive det definitive storværk om Peder Mosts liv til søs og i havnene. For første gang i årtier har han indvilget i at tale om sin lange og fantastiske løbebane.

– Peder Most, hvordan er livet som folkepensionist og olding på vej mod 100-års fødselsdagen?

– Det er et forlis. Jeg burde være død for mange år siden. Jeg lever i en social koncentrationslejr.

– Det sociale aspekt tager vi i lidt senere. Peder Most, er der noget som helst, du fortryder?

– Ja, at jeg aldrig lærte at spille på den forpulede harmonika, og at jeg ikke har taget livet af nogle journalister i tidens løb. Jeg blev sjoflet af den franske presse i 1938 og fik aldrig hævn, men det kan jeg lige straks rette op på.

Peder Most griber om mine skuldre, løfter mig og sparker benene væk under mig. Den magre olding er stadig stærk som en okse. Han bærer mig i dette øjeblik ud af stuen, ud på betongesimsen i 14. sals højde, hvor han slynger mine lange ben op over gelænderkanten. Han har en helt særlig form for humor, må man sige, og det er enerverende at stirre ham i øjnene, mens jeg dingler over en dyb afgrund.

– Peder Most, nu må du hjælpe mig ind igen. Vi skal udgive et flerbindsværk og tjene masser af penge. Det kan ikke passe, at du… aaargh… aaaaaargh, nej!

Pflumpf.

Peder Most og Henrik Qvortrop
Forlis – mit liv som folkepensionist
2. udgave, 1. oplag
Udgivet med støtte fra Søfartens Fællesråd og skibsreder Tærsk-Termansens Mindefond
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

2 tanker om "Jubelgave nr. 9: PEDER MOSTS FORLIS"

  1. Sølvtanden

    Moralen i denne fortælling er altså at det aldrig er forsent at få ram på en bladsmører

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image