Nørre Usseldrup er en by i rivende udvikling, og sognerådet har derfor haft et møde med det københavnske arkitekt- og designbureau Klipp & Kleist for at kortlægge mulighederne for at blive Danmarks teknologiske spydspids.
Fotografierne viser Nørre Usseldrup set fra indfaldsvejen, ganske som vi kender byen, samt Klipp & Kleists visioner for byen anno 2050. På sognerådsmødet mandag skal det besluttes, om der skal bevilges yderligere cirka 34 kroner til bureauets konkretisering af visionerne.
“Dette er, hvad vi længe har set frem til,” udtaler Habert Guckelhans, certificeret ejendomshandler, Usseldrup Overdrev. “Jeg kan netop nu tilbyde en elegant og veludstyret familievilla på 28 kvadratmeter med tilliggende køkkenhave på 7 kvadratmeter, grænsende op til det nye storbymiljø. Kontantprisen er beskedne 239 kroner. Slå til med det samme og bliv en del af lokalsamfundets rivende udvikling.”
I forbindelse med de gigantiske planer overvejer Blodhavnbanen at tage noget af sit materiel ud af mølpose. Den viste vogn blev for fem år siden præserveret med fenat, så den kræver blot en trykspuling, samt at lagnerne over sæderne bliver fjernet, før den kan sættes i drift på ny.
Vognen, der indtil 1928 gjorde tjeneste som præsidenttransportvehikel på de serbiske statsbaner, vil i første omgang blive indrettet til 400 af de flygtninge, vore hjemsogne må imødese, efterhånden som den offentlige sektor i Holstebro, de hårdt pressede bistandskontorer osv. bryder sammen.
“Den nødvendige befolkningstilvækst er altså på vej,” erklærer hjemsognenens politiske leder, generalguvernør Ruben Angst. “Nu skal vi bygge og investere os til en lykkelig, storslået fremtid.”
Højestærede Herr Chefredacteur, den saa beundrede og alvidende Folkets godhedsfulde Oplyser.
Tillad mig at delagtiggjøre Dem, højestærede, i en Erindring fra mine unge Dage, som ved en særlig Anledning nys randt mig i Hu.
Herefter vil følge visse Ethnologiske Studier, som ikke tidligere er publicerede. Men hvilket Organ kunde være mere nærliggende, end det saa respecterede Nr. Usseldrup Dagblad, med underliggende locale Ugeaviser ? Her, altsaa, fra Nutiden:
Da vor bortrømte Avlekarl Pontus, noget slukøret, som i en tidligere Depeche beskrevet, var vendt tilbage til Husbond, spredte sig hurtigt en uvant Euforie blandt Sognets unge, og saamænd ogsaa blandt det lidt mere modne Kvindfolk.
Dette har min trofaste Hustru betroet mig, i et fortroligt Øjeblik:
I sin Omgang med Cirkusfolket, havde den brave Karl modtaget en Kropsudsmykning, en saakaldet Printz Albert. Dette Smykke vakte almindelig Fornøjelse og Tilfredsstillelse hos de, som saa og mærkede samme. Og fra de udvalgte og tilgodeseete spredte Rygtet sig hurtigt, saaledes at det gandske Sogn efterhaanden var delagtiggjort i den brave Pontus´ pirrende Hemmelighed.
Min ærbare Hustru og jeg selv hylder det gode, gamle Princip, at den ægtestanden tilladte Copulation sker i Mørke, bedækket under tunge Andededunsdyner. Dog er det hændt engang, at min Hustru har faaet Glimt af min Nøgenhed, og herefter tilspurgt mig om characteeren af min genitale Udsmykning, som hun uden tidligere at have seet, havde saa stor Glæde af.
Historien er lang, og maaske trættende. Men saaledes fandt det sig, at man selv, for mange Aar siden, udstyredes med en saadan Kropsudsmykning, som senere skulle vise sig at spare mig for at blive fortæret af Kannibaler paa Borneo:
Som tidligere berettet til Avisen, gjorde jeg i de heroiske Aar 1913 til 1918 Tjeneste i den KK Östrig-Ungarske Marine, længst i Den herostratisk berømte Donauflotille.
Under denne Tjeneste, maatte vi ofte bunkre Kul og indtage andre Fornødenheder i de ved Bredden liggende Byer. En særlig Forkjærlighed havde jeg for Staden Turnu Severinu, hvor det ikke var nødvendigt at udsende en menig, for at erfare om Küsten var klar. Medens det menige Mandskab lempede Kul og sørgede for andre, nødvendige Provisioner, kunne vi yngre Leutnanter, uden de mange Pligters Byrde, begive os hen i Byen. Et særligt hus havde en uimodstaaelig Tiltrækningskraft hos mig, unge Mand.
Paa Frantz-Josephstrasse nr. 21 boede en sørgende Enke, Baronin Jezabel von Chlithberg zu Vullwan. Baronen var, i Krigen for Fædrelandet, allerede i Efteraaret 1914, faldet, da han i Spidsen for sine Ulaner, tappert angreb en Italiensk Maskingeværstilling et Steds i Tyrol.
Enken sørgde tilbørligt, og begræd særligt, at Gemalen havde ladet sig begrave udenlands, saa at hun i sin Sorg, ikke engang havde et normalt Gravsted at dvæle ved. Men, som hun paa et Tidspunkt betroede mig, sparede hun da saa Blomsterne.
Hvad der kunne have modsvaret Enkens berettigede ønske om et varigt minde, at dvæle ved, i kjærlig Erindring, vises hermed i dyb Respect: Det umistelige Gravmæle over den heltemodige, tapre og beslutsomme Chef for Donauflotillen. Mit højt ærede Forbillede, Grossadmiral, Freiherr Frantz Leopold von Seeschreck zu Womith.
I de gode Tider, dersteds, var Officerernes Uniformspantaloner temmeligt stramme. For at nu ikke utilbørlige Demonstrationer af ung Mandighed skulle sees under Parader eller ved de hyppige Balaftener, var det Skik, at Mandens Pryd, holdtes i ave, ved Hjælp af en Ring i sammes Spids, og en Krog i Pantalonerne.
Efterhaanden som mit Bekjendtskab med den sørgende Enkebaronin udviklede sig, bad hun mig om, i kjærlig Erindring om sin bortgaaede Husbond, at anlægge samme Kropssmykke som den hedenfarne havde mønstret. Angst ved den forudseelige Smerte, vægrede jeg mig længe, men efter at have faaet Stolen stillet for Døren: Enten fulgte jeg hendes Opfordring og inderlige Ønske, eller hun ville begunstige min Kollega Lt. Ringg und Pratesz.
Saaledes provoceret, ved Udsigten til, at en yngre Officerscollega skulle indtage min privilligerede plads hos Enkebaronin´en, mønstrede jeg alt mit Mod, og accepterede. Vi militære er jo, omend vi nødigt seer Blod, forberedte paa muelige Smerter, saa dette Indgrebs Pine, viste det sig, for Ingenting at regne imod et grundigt Værtshusslagsmaals Smerter, særligt, hvis en Deeltager forfalder til ufine Slag og Spark i Skridtet.
Men, efter disse omstændelige Indledninger og Forklaringer, videre til min Ethnologiske Beretning:
I Aaret 1915 havde den KK Habsburgske Familie allerede indseet, at Krigen mueligenvis kunne tabes. Derfor udsendtes en hemmelig Mission med det Formaal, at erobre en Coloni, hvor den Habsburgske Slægt kunne være i Sikkerhed, og forberede sig paa en gloriøs Tilbagekomst.
Som een af de meest erfarne Navigatører, med den meest pletfri Vandel, modtog jeg det ærefulde Hverv, at mønstre som Navigationsofficer paa Skibet “Erzhertugin Victoria”, stationeret i den berømmelige Flaadehavn Trieste. Fartøjets Navn var lovende, men efter at Chefen, Fregattenkapitän Mürwitz havde aabnet sine forseglede Ordrer, sænkede den heroiske Stemning sig betragteligt. Skibet skulle ommales; Skytset skjules, og forklædt som Koffardifartøjet “Garibaldi” skulle vi under falsk Flag dampe ud af Middelhavet, sønden om Africa og til Fjernøsten.
Maalet var forsaavidt forstaaeligt, for i de Dage havde Colonimagterne jo sat sig paa mestendeels alt hvad der var værd at besidde. Blot visse Øer i Sydøstasien stod tilbage at colonisere. Dette var vor, fra den øverste Regent, assignerede og commanderede Opgave.
Man skal spare den udholdende Læser for en detallieret Beskrivelse af vor Sørejse. Blot dette: Omend det var flaut at sejle under falsk Flag, fandt vi nemt frem til Stædet ved Gibraltar, ved at følge i Kjølvandet paa HMS “Illustrious”, som skulde samme Vej. I Atlanten blev det straks mere vandskeligt. Gandske vist var baade Captainen og jeg selv fuldt kvalificerede Navigatører, men paa Donau, hvorfra mine practiske Erfaringer vare indvundne, var den terrestriske Navigation alt nok. Samme gjorde sig gjældende for Chefen. Hans Erfaringer stammede fra Farvandet ud for Trieste, hvor man altid, under Togter og Manøvrer kunde komme sikkert i Havn, inden Mørket sænkede sig.
Ingen af os ville tage Sextanten i brug, saa efter stiltiende Overenscomst fulgte vi Kystlinien nedover. Dette kan nok have forlænget vor Rejse noget, men en Deel af vort Opdrag var jo at gennemføre Togtet saa sikkert som mueligt.
Kort fortalt, rundede vi Cap Det gode Haab, efter ved flere Lejligheder at have maattet udøve en slags Capervirksomhed, af bitter nød, for Kul og øvrige Provisioner.
Efter bestiknavigation ramte vi som forudseet Indiens Sydspids, efter et naadigt Forsyns hjælpende Haand. Ligeledes ankom vi i Malaccastædets Indgang, som ved et Mirakel.
Herefter nærmede vi os den ukolonialiserede Ø Borneo. Vor Landgang dersteds var uden Besværligheder. Chefen faldt dog overbord og druknede; Staklen besad ikke færdigheden i at svømme. I denne sørgelige Anledning, maatte man selv overtage Commandoen. Saaledes, lettere eschaufferede, men maalbevidste, begav vi os ind i den borneiske Jungle, som strakte sig heelt ned til Det ostindiske Hav.
Fugle sang og kvidrede, Hundehyl og Kattejammer forekom, men først paa andendagen mødte vi levende Mennesker. Disse, og de var alle af mandkøn, vare aldeles nøgne. Bortset fra, at de tildækkede deres Penisser med tørrede Plantehylstre, i en delviis opret Position.
Communication var vandskelig, da det hurtigt stod os klart, at de indfødte ikke forstod vore diversificerede sproglige Forsøg, og de, paa deres Side, ikke forstod vore venskabelige Tilnærmelser paa tysk, fransk og engelsk.
Da de saaledes greb den meest trivelige af os, SG KK Marine Olbert Nachspeis og uden videre skilte hans Hoved fra kroppen, stod det mig klart, at heer maatte den største Diplomatie nok bringes i anvendelse. Min beskedne Beholdning af Glasperler gjorde vel nok sit, men da ogsaa min gode Oppasser Friedrich Offnersohn fra Wien, blev decaptueret, saa jeg at samme Skjæbne muelighedsvis ogsaa ville ramme mig.
Man maa indføje, at siden min Tid dersteds har den udbrete Duft af Barbeque eller Grill, ikke vakt mit Behag. Tvært imod.
Tidvis maatte jeg erfare, at mine trofaste Følgesvende ikke blot var decaptuerede, men ogsaa blev fortærede af disse sultende vilde.
Selv blev jeg ogsaa lagt paa Slagtebænken. Men da man dersteds ombringer sit Bytte i aldeles nøgen stand, opdagede en Shaman, eller hvad de nu kjaldte deres Medicinmænd, at Undertegnede bar paa sig en Erindring om festlige Dage ved Donaus Küster.
Selv vare de udsatte for et Overgansritus, der ved penetrering af den meest private Del, via en Snor, mueliggjorde et til stadighed oprejst Avlelem.
Min egen beskjedne Ring af sølv gjorde et uudsletteligt Indtryk. De indfødte, som hverken fandt Begyndelse eller Ende paa min Ring, troede i deres Eenfoldighed, at denne var medfødt.
Herefter opkastet til en af Guderne nedsendt, lykkedes det mig dog, efter fem Aar, at undslippe. Indtil da, maatte jeg, som den af Forfædrene udvalgte, deeltage i adskillige, Aarligt tilbagevendende usædelige Riter og Sandseligheder. Saavel som jeg herhjemme ikke finder Smag i thailanesiske Tjenestepiger, var det mig en Overvindelse at deeltage i de aarlige Copulationer. De locale Kvinder var mig utiltrækkende, og kun med en Klemme for Næseborene (det var Mændenes Skik), overvandt jeg den Dunst der stod omkring disse Kvindfolk. Det maa erindres, at eftersom vi befandt os i et Indland, var Befolkningen ikke tilvænnet Lugten fra raadden Fisk.
Britiske Colonitropper forsøgte at indtage Stammens Revier, og har siden da lidt mange, velbehageligt fortærede Tab. Men Selv returnerede jeg, i Fangenskab til det kjære Europa.
Dog maatte jeg lide den forsmædelige Skjæbne, at disse indolente Engelskmænd antog mig for, i min nøgenhed, at være en bornoesisk Albino.
Vandskeligt var det at komme til at gjensee de tiltrækkende officersenker, der havde bibragt mig saa megen Glæde og Commers. Des længere varede mit fornyede Ophold ved Donaus skjønne bredder. Men end mere glædeligt var det, at returnere til min fædrende Egn og Ejendom, ja, at vende hjem til Tersløse Sogn.
Ja, Herr Redacteur; saaledes slutter mit lille ethnografiske Eventyr. I de siden forløbne 95 Aar, har jeg, i mit fredelige Sogn, hverken oplevet Cannibalisme eller uvelkommen pligtcopulation. Derimod kan det oplyses, at sognets Masturbationscorps, disse strunke og muntre Unge (og lidt ældre), bereder os ugentlig Tilfredsstillelse, ved Sprøjtehusets Gavl.
De bedste Hilsener fra Deres beundrende
S v M
Redaktionens fodnote: Ovenstående er f.o.m. skoleåret 2015-16 obligatorisk pensum i fagene geografi, samfundslære og forplantningsteknik på Nørre Usseldrup Eksamensskole. Elever i afgangsklasserne skal kunne fremsige hele teksten ordret samt tilegne sig dens indhold og principper i en sådan grad, at de kan redegøre for dem med egne ord.
Et drama uden sidestykke rystede i dag ved 11-tiden baroniet Ulveborg og hele den nordvestjyske offentlighed, da den 19-årige baronesse Dullah Lupus-Bobb blev bortført ned ad slottets hovedtrappe og videre mod ukendt mål, liggende på ladet af et raketdrevet ekspresvehikel.
Avisens redaktør Knockel skulle sammen med en certificeret yngre fotograf og 10-12 andre særligt indbudte overvære generalprøven på det sommerspil, der hvert år opføres af Usseldrupegnens Dilettantkomedieselskab, egnens eneste tilladte teateraktivitet, stiftet 1882 af daværende enkebaronesse Pecadilla, farmoder til den nuværende baron og godsherre Hambert Lupus-Bobb.
Stykket “Brun hævn” handlede angiveligt om uhyrer, der var spiret frem i en lokal fækaliesilo og nu havde vokset sig så store, at de kunne terrorisere lokalbefolkningen. Et af de dramatiske øjeblikke kom nogle minutter inde i handlingen, da et gigantisk monster med en overflade af rynket gummi greb den unge heltinde og løb bort med hende.
Heltindens rolle blev spillet stærkt og gribende af baronesse Dullah, og blandt tilskuerne hørtes gisp og hvin, da uhyret løb gennem salens midtergang med den tilsyneladende paralyserede kvinde. Straks efter indtraf imidlertid noget, som ikke hørte til handlingen. I slotsgården holdt et særpræget vehikel, der af vidner beskrives som en ladcykel med raketmotor. Monsteret smed baronessen på ladet, og i løbet af sekunder var hans vehikel forsvundet i røg og gnister ud gennem slotsporten. Ingen har siden set de to amatørskuespillere.
Stykkets øvrige medvirkende kunne fortælle, at denne sortie ikke på nogen måde indgik i den planlagte forestilling. En eftersøgning blev vanskeliggjort af, at ingen kunne oplyse navn og adresse på monsteret. Faktisk havde ingen set ham uden kostume under prøverne, og da han ikke havde en eneste replik, ved man end ikke, om han er nordvestjyde eller kommer længere væk fra.
SIGNALEMENT OG FORHOLDSORDRER
Baronen fandt sin unge hustru, da de begge for nogle år siden deltog i en stammekrig i Turkmenistan, hun som feltservitrice og han som frivillig lussinginstruktør med rang af oberstløjtnant.
En stærkt berørt baron aflyste resten af dagens festligheder, men bad pressen om at viderebringe, at han udsætter en dusør på kr. 4,86 for pågribelse af fru Dullah, med eller uden arvesmykker. For monsteret gælder, at det må bortskydes, men ikke opskæres til konsum eller på anden måde nyttiggøres, før Louis B. Knockel har inspiceret kadaveret.
Trofaste avislæsere vil med tårer i øjnene erindre, at et nordvestjysk luftfartseventyr endte i ruin og tragedie, da et gigantisk nybygget vand-til-luft vehikel med kurs mod Namibia havarerede kort efter starten fra Blodhavn Nordstrand.
Vehiklet var konstrueret af visesangeren Moses Birk Lallesen (nært beslægtet med den frygtede storpamper Lalle Birk Lallesen). Straks efter havariet flygtede Moses til Holstebro, hvor han nu ernærer sig som pausemusiker på et puddelbordel.
Forbindelsen til Namibia har i næsten et år været afbrudt, men kan nu genoptages ved hjælp af et nyanskaffet bulgarsk storfly, der sikkert og komfortabelt vil bringe såvel to- som firbenede passagerer til det populære rejsemål.
I forbindelse med rutens åbning har Nordvestjysk Flypassageradfærdsreguleringskomité offentliggjort et sæt regler for opførsel under flyrejser. Arbejdet er foregået under ledelse af fhv. disciplininspektrice Isadora Pretzel, Nørre Usseldrup Eksamensskole, hvis righoldige erfaring med grise- og hundeforspændte kareter (og ved vintertid slæder) nu kommer den moderne tids rejsende til gavn.
REGLEMENTETS 4 ENKLE FORSKRIFTER:
1. Får man siddeplads ved et af flyets vinduer, har man pligt til at holde skarpt udkig, så man i tide kan advare medpassagerer og personel mod farer, der måtte nærme sig.
2. Tarmgasudslip må ikke overstige 150 kbcm (ukomprimeret) pr. halve time. For krydderpølse-, shawarma- og anden stærkt markeret gas dog maksimalt 75 kbcm.
3. Masturbation under flyvningen er af pladsmæssige og hygiejniske grunde ikke tilladt. På flyvninger over 5 timers varighed opsættes udvendige masturbationsstativer under vingerne. Disse benyttes på eget ansvar. Flyets personel assisterer udelukkende med karbolafvaskning og aftørring.
4. Snorkende, gispende, vrælende eller på anden måde generende medpassagerer irettesættes (uanset disses alder) med raske, velrettede lussinger. Smækker man over 25 passagerlussinger på en enkelt flyrejse, har man krav på selskabets guldnål.
Ældre nordvestjyder vil endnu huske en kæk og krølhåret ung fækaliearbejder, som engan g før 2. verdenskrig afsejlede med emigrantbåden S/S Blodhavn til Amerika. Hans navn var Lubbert Børsting.
Af hans breve hjem til faderen, bolsmand Lambert Børsting, Klamhuse Overdrev, fremgik det, at unge Lubbert snart efter ilandstigningen fandt godt og stabilt arbejde i Chicagos kloakker. Med flere af brevene fulgte 2-dollarsedler, mønstrede husdyrkondomer og andre fornøjelige smågaver.
Cirka 1975 ophørte familiens kontakt med Lubbert, der nu var avanceret til en betroet stilling som kloakinspektør. Stor var derfor overraskelsen og gensynsglæden, da Lubbert Børstings 81-årige søn Ronald søndag formiddag blev trukket frem på gulvet og præsenteret af prædikant Tölper Grusboll i Nørre Usseldrup Bedehus.
– Ronald er vendt hjem med en god nyhed: Det evige liv er inden for rækkevidde. Hans fader påbegyndte i moden alder en medicinsk virksomhed og frembragte adskillige naturmidler, som har vist sig uhørt effektive mod skæl, testikelkløe, røde ører og andre hverdagslidelser. Den mest forbavsende virkning af midlerne er dog, at de synes at udsætte døden på ubestemt tid. Da Lubbert Børsting i 2002 erhvervede sin doktorgrad, var han fremdeles en rask og ungdommelig mand med bølget hår og hvide tænder. Han havde dagligt intim omgang med såvel flere puddelhunde som en lodretribbet radiator på det laboratorium, hvor medicinen blev til.
Børstings uventede og alt for tidlige død skyldtes et sammenstød med et lastautomobil, som på en landevej nær Chicago pløjede sig gennem venstre side af doktorens tunge luxuspersonautomobil og irreparabelt demolerede hans legeme. Hovedet blev fundet flere hundrede meter derfra og kunne ikke bankes tilbage i funktionsduelig facon, selv om de første tililende så det blinke med øjnene og var sikre på, at det var en sådan håndfast istandsættelse, han anmodede om.
Sønnen Ronald Børsting, faglært kuffertafbærer og jukebox-operatør, var gennem de sidste årtier sin fars trofaste hjælper, og han bringer flere kufferter fulde af medicin med sig til Nordvestjylland, hvor han er gået i tæt samarbejde med Klamhuse Husmandshospital om at stille diagnoser og fordele disse helbredelsesmidler.
Konsultation kan aftales på telefon Klamhuse 147y; henvendelser fra sygekasserestanter og andre mindrebemidlede frabedes indtil videre høfligt, men bestemt.
SE OGSÅ:
Jeg, hr. Jakobsen, ven af Det Knockelske Bladhus, havde under et besøg på den berømte Brunmølle Udflugtskro, hvor jeg nød farserede hundelår og drikkepetroleum, læst en kort, men spændende artikel om det forhenværende mandskab på HMS Knockel, der havde fortsat livet på søen som dynamitfiskere med udfart fra Blodhavn, naturligvis.
Jeg benyttede mig af Nordvestjyske Sognetrafikselskabs tarmgasvehikel og nåede rettidigt frem til Blodhavn Midtermole kl. 20.44 prc.
Efter lettere søgen på 48,3 meter finder jeg moderskibet under ledelse af den mangeårige dynamitfisker Plusquam Schrunkenfeldt. Jeg bestikker ham med en kasse håndvarme hestepilsnere for at tage mig med på søen.
Om bord møder jeg dem. Sømændene. Friske, vejrbidte og stolte. For det meste. En ældre læderhudet fisker sad og stoppede stavpiben med en ringe kvalitet af hedelyng-tobak. Han gabte, som om han bar alverdens byrder på sine skuldre, kløede sig som en krøbling og spyttede som et barn – lige op i vinden, så spyttet fløj tilbage og landede på hans bare knæ – og trak så et stykke råt, saltet torsk op af sine bukser og gav sig til at sutte på det som et lille barn.
Vi står ud af havnen. Plusquam nikker hen mod HMS Knockel, som stolt ligger for anker i aftensolens røde skær. “Hvis vi havde bare én af deres fækaliereaktorer, var vi nået ud på 7 minutter.” Plusquam fortsætter med tør stemme: “At være på søen igen er den største lyksalighed i verden. At dynamitfiske giver ustandseligt håb. At sove efter det hårde slid er en lise.”
Når moderskibet er kommet på plads ude på bankerne, bliver bådene sat i vandet, 4 styks. Alt imens bryder besætningerne ud i de kendte fællessange af Kalle P. Kyx.
Herefter bliver bådene overladt til deres eget hårde slid. Årene kommer i vandet, taktlussatoren sørger for disciplin og fortsat driftig fart, også undertegnede fik et par kosmiske lussinger.
Bådene spredtes som hemmelighedsfulde fingre, der ikke kunne beslutte sig eller vidste, hvor de ville sætte kursen hen, alt imens de hele tiden var på udkig efter et tilfældigt tegn, der gav løfter om en stime fisk. En bevægelse på en overflade, der pludselig begynder at koge, et skrig fra en vagtsom havmåge, eller en anden farve på vandet, som afslørede et kæmpeinsekt på rov.
Her sad vi og aflæste søen i skumringstimen. Jeg forstod mig ikke på disse tegn, så jeg nød min medbragte drikkepetroleum og iagttog sømændenes stikkende øjne, der afsøgte hver en bølge, hvert et sprøjt.
Der var 4 mænd med ialt otte håndsnører, 2 mænd til hver side. Hver snøre var udstyret med tredive dynamitstænger. Disse snører lå midt i båden og blev passet af en gammel, udslidt søulk, der havde oplevet alt for mange sæsoner på bankerne. Alle var de indstillet på at bekæmpe søens ondskab, den nådesløse fjende, den sikre sejrherre, Den Almægtige. Nu og da stønnede den gamle søulk i søvne, indtil lussatoren gav 2 ham lussinger med let hulet hånd.
Sådan lå vi afsøgende i timevis i agterlanternens skær, til sommersolens spæde strenge kravlede over søens horisont. Alle som en var vi trætte, lussatorens hånd måtte køles ned i søens kølige vand.
Lige som solens skærende lys tittede frem – ikke mere end ti meter borte, så langt gusen tillod os at se – begyndte overfladen at boble og koge. Bølgerne skiftede farve fra sort til gråt og dernæst til skummende hvidt. Årsagen var noget, der kunne få alle dynamitfiskere til at vågne med et sæt: En hærskare af småbitte fisk piskede omkring i vandet, og som med et spring gennembrød de grænsen til deres naturlige element.
“Ti lussinger!” skreg den gamle søulk jublende. Lussatoren gav ham ti smældende lussinger, som kunne høres ud til alle fartøjer i nærheden.
Da smældene tav, kastede mændene med fråde om munden de mange snører i søen, og præcis 3,14 sekunder derefter hørtes eksplosioner fra nær og fjern. Et kraftigt ryk fik bådene til at gynge voldsomt. Snørerne blev sluppet, og kursen lagt tilbage mod moderskibet, der stolt lå i søen med trawlet rigget og klart. I dobbelt tempo skar vi os igennem bølgerne som en varm kniv gennem smør. Det var fokuserede sømænd, og lussatoren glemte sin pligt, da jeg måtte ofre til søen med fine gylp.
På ingen tid var vi fremme ved moderskibet, hvor bådshagerne trak os hen til skibssiden. Da jeg var kommet til mig selv, så jeg over rælingen hele havoverfladen dækket af et sølvgråt skær, som aldrig syntes at ville få en ende. Fiskehøsten var allerede ved at blive halet ind og hældt ned i lasten med flere tønder salt ovenpå.
Plusquam Schrunkenfeldt, en hård mand med en stor høgenæse og med mere stridt hår på kroppen end et arrigt pindsvin, gik med bare fødder og i laset tøj som resten af sit mandskab. Han behøvede hverken guldkvaster eller sølvfløjter for at udøve sin autoritet. Han havde været femogtyve år på de store banker. Han kunne bande eller smile, som han lystede. Hans ordrer havde samme vægt. Han herskede i kraft af sin dygtighed, sin klogskab og det held, han havde som dynamitfisker.
Mens han nu stod og overværede lastningen, smilede han, og det havde han god grund til. Skibet var fyldt med fisk og salt. En måske ikke særlig stor triumf set med verdens øjne, men en kæmpetriumf for mandskabet. Det betød ikke bare, at at alle nu havde råd til fodtøj, men også, at der var råd til at betale kreditten på husmandsbordellet og endda bringe en øre eller to med hjem til fruen.
Trætte, glade dynamitfiskere. Det er den bedste skildring jeg kan give for denne hjemtur mod Blodhavn. Selvo m de lignede blege, hængte landevejsrøvere i solens bidende varme, sang de med en velkendt jamrende stemme, som kunne gå selv en engel på nerverne.
Efter en forrygende indsejling i Blodhavn, stod lodsen klar ved molen med lodsvehikler og tvangsturister. Herfra blev lasten fragtet nænsomt til Blodhavn Dynamitfiskeriauktion, hvor hvert enkelt pund blev solgt for kr. 0,89 og 2 lussinger.
Jeg takkede ærbødigt Plusquam Schrunkenfeldt for turen og indsigten i, hvordan det stolte folk i sognet får de uundværlige fisk.
EFTERSPIL: FED MAND HUGGER DØDE FISK,
TJENESTEPIGE KASTER SIG I MINE ARME
Jeg havde til denne lejlighed gemt en enkelt rød hestepilsner, som jeg knappede op. Duften af det syrlige indhold stimulerede mine sanser betragteligt, og jeg vandrede ned mod stranden, fast besluttet på at sidde og nyde aftensolen.
Jeg fandt en klit at sidde ved, og i det samme så jeg en herre komme vandrende i vandkanten med sin huggert draget. Skønt han prustede og stønnede, og hans kæmpekorpus havde kunnet tjene som et skibsanker, var han adræt nok, når der var behov for det. Hans vattersotige højre arm for frem og huggede i de døde fisk, der flød i vandkanten fra tidligere dynamitfiskerier. En matrosdreng på 7 år fra HMS Knockel forsøgte at løbe forbi .
“Hør her, unge mand!” brølede han. “kan du ikke kende en tørstig mand, når du ser en?”.
På vej tilbage mod Blodhavn Midtermole stødte jeg på 2 tjenestepiger, som samlede daggamle fisk fra stranden. Da jeg nåede helt hen til dem, smilte den ene udfordrende til mig og samlede en fisk op og vendte den om, hvorpå hun med et pludseligt glimt i øjet rakte mig den. Den var unægtelig af den mest uanstændige form, man kunne forestille sig. Idet hun gav mig den i hånden, faldt fisken nedad som et slapt lem, men i sidste øjeblik vendte hun den opad, så den mindede fuldstændig om et erigeret lem.
Så var det, som om hun pludselig snublede og faldt ind mod mig, og jeg strakte mine trøstende hænder op for at gribe om hendes bryster. Hun gav et gisp fra sig, som om de var hendes lidenskabs brændpunkt. Og så stod vi tæt sammenslyngede og kyssede hinanden, mens min sande manddom gjorde alle fingerkoraller til skamme.
“Gør det hurtigt! Hvis jeg skriger, skal du ikke tage dig af det. Nu! Nu! Tag mig nu!” Hun skreg højt én gang og råbte så “Mor! Mor!” med halvkvalt stemme. Hvorvidt hun kaldte på sin afdøde mor eller den Evige Guds Moder, kunne kun Himlen afgøre. Hendes smerte var kort, og det samme var min ekstase. Efter mange måneders afholdenhed føltes det, som når smeltet ild bryder skorpen på en bjergtinde.
Tjenestepigen sagde til de første glimtende stjerner på aftenhimlen, og til mig: “Nu er vi fri!”
Jeg takkede for fisken og nåede frem til Blodhavn Midtermole, hvor tarmgasrutens bus var ved at varme op. Nødtørftsfrue Tut var med på vehiklet, så jeg vidste, at rejsen hjem ville foregå strengt disciplineret og rettidigt.
Blodhøj Husmandsbordel har kronede tider. Søster Slubberina har indgået særaftale
med Den Nordvestjyske Pryglemarine
Nordvestjysk Pryglemarine har i de seneste år opbragt adskillige turister, som var på færd mod andre egne til havs. Efter prygl, lussinger og tvangsmasturbation måtte de ændre rejsemål til vort storslåede sogn. Søster Slubberina påpeger, at disse tidligere bondedrenge, som blev til sømænd, nu har et opsamlet behov for druk og svir. “Derfor er det vores pligt som husmandsbordel at kunne tilbyde begge tjenester!”
Det første hold af flådens prægtige sømænd beretter her om deres oplevelser.
Abacock Prickett, en asylsømand, fortæller, at han efter to timers øvelse sammen med søster Mabusa måtte give op for trætheden og beruselsen. “Jeg måtte gå til sengs og sværger ved den almægtige Gud, at jeg var så lam som en hest, der var gået i en bjørnefælde, da jeg vågnede,” sagde en tydeligt frustreret Abacock.
Matrosen Monty og hans nære sømandsven Edvard måtte stå igennem med samarbejde for at få denne første pubertære oplevelse. De havde dog set nok reklamer for bordeller til at vide, hvorledes kvindens krop var udformet.
Gymnastik- og kampsportslærerinde Glutea Sartorius var blevet indkaldt til det krævende arbejde.
Monty, der ikke var for beruset til at indsuge hende med øjnene, slog nu sin autoritet fast. Det skulle være ham eller ingen anden.
“Ved Guds eget hellige organ!” råbte han blasfemisk. “Hvorfor har jeg dog spildt mine kostbare dråber på de reklamer i sognekontorets latriner!” Han lænede sig fremover, og hans kæmpestore krop lignede en faretruende klippe. “Kom herhen, lille ven.”
Glutea Sartorius adlød hverken Monty’s stemme eller hans vinkende finger, og så sagde han: “Kom herhen med hende, Edvard.”
Edvard skubbede Glutea Sartorius fremad, indtil hun stod indenfor Monty’s rækkevidde. “Lad os se engang.” Monty rejste sig, spændte bæltet op og lod bukserne falde. Hans lem hang lige så slapt som en rebende. “Det er for tidligt” meddelte han. “Min sprydstage er knækket, og jeg er i øvrigt også for beruset.”
Glutea Sartorius sneg sig ud, behændig som en gazelle.
Søster Slubberina mener trods begyndervanskeligheder, at særaftalen vil indbringe meget, og byder medsøstrene og bordelhunden Theodosius den Store ind til en velfortjent beskænkning.
Erhvervsfremstød skaber hundredevis af nye arbejdspladser
Efter mere end 60 år som leverandør til fækalieforarbejdningsbranchen vil en af egnens industrielle sværvægtere, Max Lamberts Maskinfabrik KmbH i Klamhuse, nu gøre en indsats på det krævende marked for mekanisk masselussering.
Fabrikant Lambert og hans folk har allieret sig med pryglomatens opfinder, det unge tekniske geni Nathan Mandrik.
– Vi er på vej med en maskine, der ud fra revolutionerende nye principper kan smække lussinger til over 100 personer ad gangen, oplyser fabrikant Lambert. – Konstruktionen er energimæssigt selvbærende, idet de lusserede på vej gennem maskinen træder i pedaler og udfører andre legemsøvelser, der holder lussingpladerne i rotation.
Maskinfabrikken, der for øjeblikket beskæftiger fem smede, en arbejdsmand og to større husdyr, ansætter i de nærmeste dage et par hundrede forsøgspersoner, som vil blive belønnet med kraftige kødfodermåltider og naturligvis titusinder af smældende industrilussinger.
Den Knockelske Industrialiseringsfond af 1934 støtter arbejdet med kr. 8,71 samt ekspertbistand i stort set uindskrænket omfang.
Afvigte Aften, imedens L´hombrespillet var i sin bedste Gænge imellem ligestilllede, bedre Mænd i min Spisestue, blev der forsigtigt banket paa Døren. Ved mit fyndigt udtalte “Hvem vover at forstyrre et ærligt Kortenspil?” vovede dog en ung Tjenestepige (Vaginilla Pferdia af den her bekjendte Famile Mose-Slammose, alder 47 aar) at fremhviske en kort Beskjed: At, i min egen Lade, en aldeles uautoriseret Folkekomsammen var under Afvikling.
Stærkt consterneret maatte man opgive, eller i det mindste pauselægge en god Haand, Kortenspil og ubekymret Gammen og deelagtiggjøre Selskabet i en Underretning om saadan utilladelig og subversiv Adfærd. Dette medførte almindelig Uroe og Ophidselse. Somme foreslog, at man hver især skulde møde bevæbnede op, for at give Usurpatorerne den rette Bekomst, om nødigt. Selv opfordrede man til, at der anvendtes den erfaringsmæssigt nyttige Lussering og de svirpende slag af Hasselkjæppene. Min egen “Skræp XXI” havde, efter en Vinter i Kakkelovskrogen, vist sig at være alle sine Forgjængere overlegen i fasthed og elasticitet.
Saaledes udstyrede; mine Naboer med deres af Naturen givne Lusseringsudstyr, nogle med stive Spadserestokke etc; jeg selv med Skræp XXI, begav vi os roligt og stilfærdigt om til Høladen. Man skal tillade sig at blotte en vis Forfængelighed ved at oplyse, at dette Bygværk er konciperet og opført af een selv, i den bedste Manér, som kjendt fra de gamles Byggeskik.
Allerede uden for Ladeporten hørtes, ikke “lystig Tale og muntert Tidsfordriv”, men oprørende Anklager imod de behjertede Mænd, som i sin Tid tog imod de forarmede Indvandrere fra det mislykkede Stenlille Sogn. Her maatte vi høre Takken for den Godhjertethed, den Omsorg og den Opdragelse som Disse, ud fra vort gode Vilie og Gavmildhed blev til Deel.
Det paastodes, at vi heer i Sognet havde lusseret, pryglet og udnyttet disse tilvandrende Skarer for at dresserer dem til Lydige og forsagte Arbejdere i vore Bedrifter. Sandheden er, kort fortalt, at disse Stenlilleindvandrere viste sig, paa trod af Lussering, Stokkeslag og behjertet Overtalelse, at være fjerde-eller femterangs Arbejdskraft. Ved venlig Underretning om Arbejdets rette Udførelse, beklagede de sig immer over ikke at forstaa den tydeligt udtalte Instruks, omendskjønt vore to Sogne dog grænser op til hinanden, og at Stenlilledialekten nok er frastødende, men begge Veje ikke uforstaaelig.
Som bekymrede og til deels vrede Principaler skaffede vi os Adgang til dette “Vælgermøde” og stilede i samlet Flok op imod Lederne, der sad bænkede ved et Langbord, uretmæssigt bortført fra min egen Folkestue. Paa Anfordringen: ”Hvem er ansvarlig for dette Arrangement?” svarede ingen.
Først efter nogen Overtalelse gik møddingvender Chaim Adamsson Muldboorn til Bekjendelse. Jo, han var den, der havde indkjalt til denne uautoriserede Sammenkomst. Min Gjenboe, Herr Stygge Krumme v. Eeringshausen paatog sig, uden Indvendinger, paa Stedet at afstraffe den skjyldige, hvilket til Exempel og Paamindelse blev gjort, haandfast og skaanselsløst.
I Laden befandt sig endvidere et Par os hidtil ubekjendte fremede. Efter en nærmere Undersøgelse medgav disse, at de begge var saavel Skribenter til som Agitatorer for det ilde berygtede Smudsskrift “Sorø-Posten”. Saadanne Figurer har ingen Gang paa Jorden i vort Sogn, saa de blev efter kort Proces overladt til selv at finde hjem til den nærliggende, gjennemfordærvede Kjøbstad.
Om Folkeholdet, baade heer og hint, er at sige: Den paafølgende Morgenstund blev der malket, fodret, luget og saaet, som Skik er paa denne Aarstid. Saa I Dannermænd- og Kvinder, som maatte erfare Dette; Stol trygt paa, at den rette Overbevisning og en fast Haand immer viser Vejen.
Naar hertil lægges, at Sogneraadsvalgets resultat ved begge Optællinger blev 417 Stemmer på den Münchhauske Fællesliste, 9 stemmer på Socialisterne og 1 1/2 stemme kendt ugyldig, er dette kanskje til Opmuntring i resten af Fædrelandet, herunder det saa beundrede Usseldrupske Storsogn.
Otto og jeg sneg os ud af cellen. Jeg bedøvede de to vagter med et nakkeslag til hver, og vi satte kurs mod doktorens gemakker. Han var ude på noget væmmeligt. Kunne mærke det i bugen.
Inden vi bragede ind i hans kammer, fremdrog jeg fra kufferten mine mekaniske hjælpemidler. Jeg iførte mig en skudsikker beskyttelsesdragt med påmonteret rygraket og tog mit urinskydevåben frem. I bæltet havde jeg tre Sorte Luberter. Nu skulle manden standses.
Hungrende efter retfærdighed sparkede jeg døren op. Doktor Kæltring-Karlsen sad gnæggende ved siden af en gigantisk maskine.
“Jeg tænkte nok, at De ville komme, hr. Nidding Halunk,” udbrød han. “Men De kan intet stille op. Min plan er storslået. Først bortførte jeg vædderen for at ramme Bladhuset følelsesmæssigt. Nu, hvor Deres medarbejdere er svækket af sorg og nervechok, går jeg videre til næste fase: Kollektiv forstoppelse!” grinede den maskerede slubbert.
Kæltringen havde installeret et forfærdeligt maskineri, der ved hjælp af koncentrerede radiobølger kunne give et helt sogn forstoppelse i al evighed. Og apparatets løb pegede direkte mod Nørre Usseldrup-egnen.
“Deres forbrydelser vil blive straffet!” svarede jeg abrupt.
Manden grinede og trak i håndtaget, der satte apparatet i gang.
Undertegnede måtte handle hurtigt. Jeg greb samtlige tre Sorte Luberter og slyngede dem mod forstoppelsesmaskinen. Den eksploderede og satte rummet i brand.
“Pokkers!” hylede skurken.
Jeg sparkede ham i forplantningsorganet og løb sammen med Otto ud gennem færgens gange. Flere kæltringer angreb os, men jeg skød dem ned på stedet med kogende urin.
I samme sekund vi kom op på dækket, aktiverede jeg rygraketten og holdt fast i Otto Kranborg. Vi fløj mod Blodhavn Midtermole og landede foran en jublende folkemængde.
I horisonten forsvandt Kæltringsfærgen under vandoverfladen. Jeg var ikke overrasket. Færgen var en kamufleret ubåd.
Min mavefornemmelse fortæller mig, at det ikke er sidste gang, vi ser noget til den vederstyggelige Doktor Kæltring-Karlsen og hans kumpaner fra Kæltringsø.
