Tag-arkiv: hertug

Højadeligt dødsfald: Hertugen af Vammelmose er gået bort

NekroLOGOHalunk

Sognet har mistet en af sine højest rangerende personligheder, den folkekære Augustus von Teufelkäse, hertug af Vammelmose.

Dødsfaldet har chokeret både mennesker og dyr og spredt en sørgmodig stemning, samt diarré i hele området.

Nekro 15

Eftersom pedellen på palæet havde en fridag var hertugen selv kravlet op på spiret af palæet for at justere TV-antennen. Grundet en frisk fugleklat, mistede han grebet og styrtede ned mod gårdspladsen. Det var dog ikke det drabelige fald der slog ham ihjel. Hertugen var så heldig at lande på sin butler og slap med en forstuvet ankel.

På vej mod skadestuen skete der noget forfærdeligt. En rumænsk teatertrup i en ombygget skolebus kolliderede med hertugens vehikel og slyngede det i den nærmeste skovsø. Heldigvis slap han endnu en gang med skrækken.

Den statelige og robuste verdensmand måtte blaffe sig resten af vejen til skadestuen. Da han endelig ankom og satte sig i venteværelset, spiste han en blodkaramel som desværre satte sig på tværs i luftrøret. Til hans held befandt han sig på et hospital og en sygeplejerske kom ham til undsætning.

Efter en lang og strabadserende eftermiddag nåede Augustus von Teufelkäse tilbage til palæet tidsnok til aftenkoncerten i radioen. I samme øjeblik han satte sig i lænestolen gav kroppen op og han åndede ud for sidste gang. Han døde i en alder af 166 år.

Bisættelsen vil foregå i Vammelmose sø i morgen. Hertugen bliver sendt ud på vandet i en gigantisk tømmerflåde af krydsfiner som herefter optændes med en flammende pil, afskudt af en frivillig fra Nordvesjysk Bueskytteforening. Himlen har fået en ny funklende stjerne. Farvel, Deres adelige højhed, og tak for alt.

Forrige dødsfald               Næste dødsfald                  Retur til avisens forside