Med 99,87 procent sikkerhed er det nu videnskabeligt fastslået, at en enkelt familie kan gøres ansvarlig for de klimaforandringer, som gennem de sidste cirka 10 år har forvandlet Blodhavn, Usseldrup og Klamhuse sogne til subtropisk område.
Det er den mangeårige hobbymeteorolog, fhv. kommunekasserer Q. C. Qualm, der efter grundige studier såvel i marken som ved skrivebordet derhjemme kan placere eneansvaret hos gårdejerfamilien Svedegaard, residerende på den ejendom nær Blodhøj, som de nulevende Svedegaarders oldefar, Hubert Mbeko Svedegaard (1804-1907) tog navn efter.
– Det er almindeligt kendt, at Hubert var indvandret fra Afrika og ofte talte med længsel om forholdene i Sahara, det frie liv på kamelryg osv. Hans temperament og medfødte temperatur er gået i arv ned gennem generationerne, og de tre søskende, som nu driver gården, afgiver mere overskudsvarme end ca. 40.000 normale nordvestjyder tilsammen. Selv ved midvinter damper det usundt omkring ejendommen, siger meteorologen i en kommentar til sin rapport.
– Siden de tre blev voksne og for alvor gik ind i masturbationsidrætten, har vi set en uafbrudt stigende temperatur på egnen, og sammenhængen burde for længst være gået op for alle, også for mig.
Rapporten foreslår, at de nulevende Svedegaard-efterkommere udvises til et land syd for Middelhavet, men en talsmand for turistindustrien sagde sent i aftes, at dette kunne føre til en lokal erhvervsnedtur.
– Situationen må regnes igennem og overvejes nøje, før noget besluttes, udtalte strandsexualitetsinspektør Joseph Schleimhuber-Svendsen. – En yderligere temperaturstigning på tre-fire grader vil være til gavn for bl.a. naturistbevægelsen og vil også gøre det muligt at udsætte tropefisk i de lokale farvande. Jeg har ikke noget mod torsk og rødspætter, men tiderne skifter, og vi bør følge med udviklingen.
Den gale iværksætter, kalif og profet – Slobodan Kraftwerk /Ali Muliman
Et portræt af, hvor galt det kan gå
Allerede som barn var Slobodan kreativ ud over det sædvanlige.. Han forsøger her at komme i kontakt med overnaturlige væsener.
Han hævder allerede i 7-års alderen at have mødt en på et æsel flyvende profet.
Hans far så skeptisk til, men havde ikke kraft til at tildele de nødvendige lussinger.
Slobodan voksede til, blev en meget vital iværksætter og slog sig op som erhvervsmogul. Uden for sognet skrev aviserne at han “vækstede”.
Testning af hjelme i galvaniseret brunvareflet og gasbeton blev hans økonomiske gennembrud, men Slobodans hjerne tog uheldigvis yderligere skade.
Her ses hans langvarige rekonvalescens, med rigelige mængder portvin, styrtlatrinsambra og flittig læsning af Morten Korchs samlede eventyr samt en dårligt skrevet ørkenbibel, forfattet af en hr. Muhammed..
Det var dog de af lægen ordinerede varmende omslag fra ‘De Flyvende Masturbatricer’, som fik ham på højkant. Et sikkert middel, der også virker på simulanter.
Han fik hurtigt storhedsvanvid, talte om genopstandelse, og indlogerede sig som lensgreve og profet på Nørre Usseldrup Slot under navnet Ali Muliman.
Her i slottets sale fostrede Slobodan Kraftwerk idéerne om sognenes fordums storhed, om deres genrejsning og hans egen kommende plads i verdenshistorien som kalif med ret til at bære turban og tale endeløst og vredt. – Desværre foregik dette helt uden den nødvendige justering fra øvrighedens besindige folk. Storsognerådet står til en røffel.
Øverst fra slottets venstre gavl, mod gården, indkaldte Slobodan hver fredag til bøn for en udvalgt skare. Mange importeret fra Holstebro.
Som det ses herover havde en del af de fremmødte flair for både ny hattemode og sandmyre-entomologi.
Fantastiske idéer opstod. Nogle udvalgte af disciplene (CO2-kvotehandlere, personalekonsulenter, projektledere, HR-vindbøjtler og astrologer) ses her under i færd med, under ledelse af hr. Kraftwerk/Muliman, at udpønse en strategi for at nivellere Skjern Ådal.
Lykkeligvis fik øvrigheden nys om udviklingen pga observationer fra 2 cyklende mejerister fra Scientology. Og da 241 kg højeksplosiv plastisk brunvaredej blev kørt ind på slottet, måtte man skride ind mod Slobodan og hans hellige fusentaster.
Her ses de 2 scientologer, mens de kommunikerer med Ron L. Hubbard, der efter eget ønske har taget ophold på en fjern planet.
Redaktør Knockel har doneret en erkendtlighed i form af tre kg kondenseret fåremælk som tak.
Slobodan er nu under kyndig pleje og i behandling på Klamhuse Sanatorium.
Med henblik på den varme luft, han repræsenterede, er mulig optræning og evt. genudsættelse som certificeret cykeldæksflatulør under overvejelse.
Andre, bl.a. Redaktør Knockel, mener at et forbud mod strammende hovedbeklædning og nogle års arbejde i cirkus som demonstratør af pedaldrevne lussingmaskiner, formodentlig ville have en langt bedre virkning. Det lidt nyere portræt herunder giver anelser om, at redaktøren nok har ret.
Tiden vil vise det.
Hvad der skal blive af Slobodan, og hans yndlingshusdyr, Suzannah XIV af Klamhuse er således svævende. Men hun har et fremragende overblik og giver ham altid gode og kærlige råd, siger overlægen på sanatoriet.
Slobodans disciple fik valget mellem repatriering i Holstebro, i Sverige, (som meget gerne tager imod), eller et treårigt studieophold i brunvareminerne med obligatorisk badeferie til Jan Mayen.
Usseldrup-egnens alkoholikere har på en ekstraordinær kongres besluttet at opruste deres organisationer, så de opnår den nødvendige samlede gennemslagskraft til en kampagne af hidtil uset omfang.
Nordvestjyske Alkoholikeres Centralkomité konstituerede sig på kongressen med et politbureau, bestående af formanden for Yngre Drankeres Onsdagsklub, amputationslæge Olgar Buddik, f. 1938, Landproletariske Vanedrankeres præsident, roearbejder Armand Knockel, f. 1941, samt Geriatrisk Alkoholikerforbunds generalsekretær, fhv. fækalieafbærer Folbert Gruus, f. 1919.
Herudover støttes arbejdet af Homofile Alkoholikeres Nordvestjyllandskreds, Ungdomsforbundet Grøn Elixir (som netop har åbnet klublokaler over en kloakrist i Blodhavn) samt Akademiske Alkoholikeres Broderskab. Sidstnævnte har kun ét overlevende medlem på egnen, suppekøkkenbestyrer Jallah Zweistein, Vester Usseldrup, der under kongressen lovede at drikke sig ihjel inden nytårsaften.
Kampagnen er inspireret af de senere års store fremstød for rygersagen, og der vil især blive lagt vægt på at få den unge generation af nordvestjyder til at følge egnens alkoholiske traditioner.
– Vi ønsker at se en glad og frigjort ungdom med den hjemmerullede roetopcigar i venstre hånd og en flaske gul hestepilsner i den højre, udtaler diplomalkoholiker Ras Q. Urning, f. 1979, der med sin professionelle baggrund var det naturlige valg til kampagneleder.
En af alle tiders største kulturelle og folkebroderskabsfremmende begivenheder vil finde sted på Klamhuse Hede med start lørdag kl. 09.43 prc. Hvad vi har at se frem til, er en afrikansk storfestival, tilrettelagt og i detaljer kontrolleret af Usseldrupegnens Husmoderforening med assistance fra Blodhavn Borgervæbning, Nordvestjysk Friluftsmasturbationsforbund og andre gode lokale kræfter.
Hen over dagen forventes besøg af svenske, bulgarske, namibiske og skotske delegationer, hvis deltagere forinden er optrænet i lussingdans og kollektiv parademasturbation.
Alle oppegående nordvestjyder over 11 år forventes at deltage. Indmarch sker over Klamhuse Losseplads, hvor selvkørende fækaliekanoner vil sørge for, at vi ankommer i stramt formerede, rankryggede kolonner.
Den Knockelske Familiefond har støttet arrangementet med årets hidtil største donation på kr. 8,31, og der vil ikke blive sparet på knockelske lussinger under og efter det uforglemmelige stævne.
Nordvestjyske husmødres mangeårige førstekvinde, fr. Pubba Phrederiksen, Blodhøj, hentede inspiration til festivalen, da hun besøgte sin søster, fr. Qvalma Olsson-Nkrumah i Södertälje.
– Vi kan lære meget af svenskere, afrikanere og andre eksotiske folkeslag, udtaler hun. – Og de af os, der ikke vil lære, må lørdag og senere føle.
Efter sidste års skandaløse vehikelkrise har den jævne nordvestjyde i alt væsentligt stået uden selvstændige transportmuligheder. Denne tragiske mangelsituation afhjælpes nu takket være en opfinderkonkurrence, udskrevet af Den Knockelske Familiefond.
Konkurrencens vindere er:
De herover viste modeller er af fondsbestyrelsen belønnet med hver kr. 4,81 til videre udvikling, nr. 1 dog med kr. 7,16. Kun model nr. 5 er foreløbig sat i produktion. Nr. 7 er fremstillet i ét eksemplar og vil af sikkerhedsgrunde ikke blive replikeret.
For de øvrige gælder, at de ventes på markedet ca. 14. august 2021 ved middagstid. Ventelister er oprettet.
Vort elskede bladhus, der i så mange år har bidraget til den nordvestjyske oplysning og moral, har i de seneste dage været tæt på undergang. Lørdag morgen fik sognet besøg af den magtsyge baron von Häkkelfeldt, hvis intentioner langt fra var fredelige.
Baronen ankom til hest ledsaget af et slæng af lumske banditter. Hans forehavende var klart fra begyndelsen:
– Jeg beslaglægger hermed Det Knockelske Bladhus! Alle bedes forlade bygningen, så nedrivningen kan indtræffe. Jeg agter at placere min ferieresidens på netop denne grund.
Naturligvis ville jeg, bladets betroede storjuniorkorrespondent, og det øvrige personel ikke lade en anmassende slumpukkel okkupere og destruere en af Nordvestjyllands mest driftige virksomheder. Derfor barrikaderede vi og hr. Knockel os i bladhuset. Døre og vinduer forseglede vi indefra med brædder og møbler.
Efter et døgns tid tyede baronen til umenneskelige metoder. Da det ikke lykkedes ham at ryge os ud, ville han ramme os ved hjælp af hungersnød. Bladhusets forsyningsvogne med de daglige cigarer, pilsnere og kødfoder blev standset, mens varerne tømtes i afløbet.
Dette var dråben, der fik vort bæger til at flyde over.
– Kammahrahter! råbte en kampklar redacteur Louis B. Knockel, så det rungede i lokalerne:
– Baronen har lagt sig ud med de forkerte. Befolkningen støtter os. De vil ikke se vort nyhedsorgan styrte i grus. Hvis denne adelspamper vil have krig, så skal han få krig!
Ranke personligheder rundt om i byen blev kontaktet via fax, brevdue og telefon. Sammen med dem blev en snedig slagplan lagt.
Det var klart for os alle, at afskummet ikke kunne tales eller prygles til fornuft. Der var kun én udvej tilbage: Eksplosiver.
Venner og allierede, som befandt sig ude i marken, kørte til banelegemet ikke langt fra bladhuset og anbragte diskret den fælde, der skulle vise sig at blive Baron von Häkkelfeldt og hans otte lakajers endeligt.
Planen var genial. Det er ingen hemmelighed, at dekadente adelsmænd og andre aristokrater har to svagheder: Bespisning på det offentliges regning og heste.
En luxusbuffet og en hesteattrap blev placeret som madding. Nu var der intet andet for end at vente på, at krybet skulle gå i fælden. Det varede blot 15 minutter, før krapylet fik nys om den gratis middag og den lystigt svedglinsende krikke ved banen.
Baronen og hans kumpaner gik straks i gang med at forgribe sig på hesten og buffeten. De opdagede aldrig, at kræet var forlorent og fyldt til bristepunktet med krudt, sorte luberter og kobbersøm.
– Vi må takke vore venner i hele området for at fjerne baronen fra jordoverfladen. Uden jer havde avisens dage været talte, udtaler en lettet hr. Louis B. Knockel.
En jubelnyhed, som Nordvestjylland sjældent eller aldrig har hørt magen til, blev i morges kl. 06.44 bekendtgjort på Stationspladsen i Nørre Usseldrup: Det storslubberttempel, der så tragisk nedbrændte for 21 år siden, vil blive genrejst i hidtil uset pragt, bladforgyldt og med tårn og balkoner, hvorfra vor landsdels slubberter kan indkaldes til møder og stævner.
En lige så forbløffende nyhed er det, at manden bag templets genrejsning er den samme, som i sin tid blev dømt for at have ødelagt det. Han forsvandt ind i fængslets skygger, forhadt og foragtet som en folkefjende af værste slags.
Det drejer sig om den nu 43-årige Folbert Grüde, der efter 21 år bag tremmer vil rette op på sin dystre fortid. Som alle midaldrende og ældre landslubberter vil huske, var det Folbert, der under et midnatsmøde i Nordvestjysk Storslubbertselskab antændte en cigar i farlig nærhed af den fra kælderen opstigende tarmgas og dermed startede den eksplosionsagtige kædebrand, som endte med at lægge det historiske tempel i ruiner.
Slubbertbevægelsen har siden været henvist til skiftende mødesteder, hvilket har vanskeliggjort den hemmeligholdelse, som er en væsentlig del af den slubbertologiske ideologi. – Vi glæder os som børn til atter at have vores eget bevogtede stortempel, og den ydre forgyldning er ikke mere, end vi i kraft af vort samfundsvirke har fortjent, udtaler præsiderende storslubbertformand, fækaliegrosserer Jalbert C. Phimosis-Petersen, Klamhuse.
Templets ødelægger og redningsmand, Folbert Grüde, har under sit langvarige fængselsophold sammensparet 34,17 kroner, og denne kapital udgør byggefondens grundstamme. Egnens førstemand, Louis B. Knockel, supplerer med yderligere 6-7 kroner og et rundhåndet antal arbejdslussinger. Det nødvendige bladguld vil blive opkrævet ved sognegrænserne, når svenske og andre turister viser sig.
– En ny morgen og en ny gylden dag oprinder for os alle, sagde redaktør Knockel, mens han strålende af glæde tildelte hr. Grüde en snes præcist placerede takkelussinger.
Jubeltransportreportage: Crass Børsting Foto: Yollah Børsting, Siri Schneckelfritz m.fl.
For miljøets, økonomiens og den ranke morals skyld vil kollektiv transport i de kommende måneder og år blive dramatisk oprustet i vore nordvestjyske hjemsogne. Al tarmgas, som hidtil er forsvundet ud gennem landproletariatets buksebage, vil blive dirigeret ind i de transportmidler, der skal varetage opgaverne, og alle dertil egnede vehikler vil ligeledes blive forsynet med pedalaggregater til muskulær fremdrift.
Indledningsvis vil Nordvestjysk Landproletarforbund tilbyde daglig kørelejlighed fra Klamhuse og Nørre Usseldrup mod de talrige arbejdspladser i Blodhavn. Påstigning kl. 05.17 prc. i Klamhuse, 05.29 i Nørre Usseldrup, fælles hjemfart fra Blodhavn Midtermole kl. 21.04 prc.
Mange af vore private transportmidler sættes ligeledes ind i denne kampagne. Veltrænede husdyr skal færdes på sognevejene det meste af døgnet og således gøre mere nytte, end de hidtil har gjort.
Som overordnet transportkoordinator er indsat postmester R. Schneckelfritz, Vester Klamhuse, der siden 1989 har vist et fremragende talent for effektivisering af brevomdelingen. Mens 17 brevbude ved hans tiltrædelse udbragte ialt ca. 180 daglige forsendelser, er det nu 15 bude, der klarer ca. 191 forsendelser. Postvæsenets administration er i samme periode forøget fra 2 til 11 medarbejdere, men da de fleste af disse er masturbationsidrætsmænd med permanent orlov, er omkostningerne uden betydning.
Det samlede storprojekt er understøttet af Den Knockelske Samfundsfond med 8,76 kr. og flere tusinde tilrettevisende færdselslussinger.
Kommunalreformen effektueres i Nordvestjylland. Og der tænkes stort.
Nyt borgerhjem: Drømmen er en SFO, pogeskole, gamlehjem og tugthus samlet i en fælles rytmisk organisme.
SFO’en og skolen er allerede åbnet i det forhenværende puddelbordel. De andre kommunale funktioner må følge efter, når de kan, og når tilbygningerne er på plads og i orden. Huset er ombygget af badehusarkitekt Walldorff Hüllemeter, som har brugt hele paletten med sprudlende kreativitet.
Det er ingen hemmelighed, at der i starten vil være tale om en topmoderne konkurrent til Pogeskolen, og her vil bortauktionering af overskydende brugere som noget nyt være en mulighed.
Det skal også lægges åbent frem, at dette borgerhjems funktioner ikke vil kaldes ved eufemismen “Tilbud” som i resten af kommunerne her i landet. Her i sognene lyves der ikke for befolkningen.
Interiøret er tidløst og stilrent – kreativt og børnevenligt. Og samtidigt smagfuldt inspirerende for de ældre brugere, når de engang skal indtage 1. salen. Trappen er kunstnerisk spændende og vil styrke både lårmuskulatur og nervesystem.
Skolens rektor, Maximus Urologius (i midten), der i modsætning til Ruben Angstikke ønsker at modtage EU-apanage, udtaler at ‘lutring’ er et nøglebegreb i pædagogikken. Han synger her for ved sommerfesten, sammen med nogle af sine egne fremavlede børn.
Undervisningen og lærerkræfterne:
Lærerne underviser og forbereder sig nu efter kommunalreformen udelukkende inden for tidsrummet 8-16, og har heldigvis ikke længere kontakt med børn og forældre uden for dette tidsrum.
Her forberedes et kursus for de lidt ældre brugere på 1. salens gamlehjem: Masturbationsidræt uden selvantændelse.
En nærmere præsentation:
Overlærer Scrotum Scissor og hans 2 halvbrødre står morgenklar til at levere de eftertragtede og varmende kropslussinger. Scrotums højre hånd er pga vedholdende træning blevet større end den venstre, og holdes diskret parat bag ryggen.
En dreng og hans mor glæder sig fromt og godt til den første time med den flinke overlærer Scrotum Scissor. Far er ikke hjemme, han er pilot.
Mange discipliner skal indpodes de unge:
Træning i de klassiske roller ved kamp.
Her øver børnene sig, iført kamouflageudstyr, i at agere jaget vildt
Redaktør Knockel kommer forbi 1 gang om ugen og gør træningen mere realistisk med gummikugler. Det styrker kredsløbet, også hos hr. Knockel, der nyder vibrationerne fra Gatlingen.
Der vil pga den skærpede EU-konkurrence også blive undervist i rygning. – Vi skulle nødigt ligge efter Rumænien og Bulgarien, udtaler rektor Maximus Urologius til avisen og lægger sig hermed i sporet af Sognerådets linie på området.
Forventningsfulde poder flokkes om børnehavelærerinder og lektorer, når det samlende og taktfaste terperi i klasserne er slut . Hvad kan der ikke ske på sådan en eftermiddag!
En af børnehavelærerinderne læser her højt i skolegården, mens sommerfuglestøvet drysser ned på børnene.
Her ses danselærerinde Hellga Kraftwerk – forhenværende heroisk bulgarsk traktorfører, nu moralsk optugter udi bevægelseskunst og contortionisme.
Gymnastik- og kampsportslærerinde Glutea Sartorius på vej i bad efter træningen.
Sundheds- og hygiejnelærerinde Frk. Phiseldeck fremviser værktøj til amputeringsøvelserne.
Der er ofte et nært forhold mellem lærer og elev.
Der stilles store krav til personellet:
Forhenværende lektor i sammenlignende billeddannelse, Hasselbalch Hummeluhr, der gentagne gange, og på trods af klare advarsler, er blevet taget i offentligt, at anvende ordet ’narrativ’ , ses her for sidste gang på denne side af sognegrænserne. Redaktør Knockel tændte personligt lunten med sin cigar.
Bladet vil følge udviklingen på borgerhjemmet med stor nidkærhed og interesse. Fremskridtene her kan kun vække til misundelse i hele landet.
Avisens ærede læsere, som i tusindtal strømmer hertil for at finde oplysning og åndelig berigelse, vil glæde sig over, at Usseldrupegnens Landproletarbibliotek herunder præsenterer nogle af hjemstavnens bedst sælgende bognyheder.
Forfatterne er for de fleste vedkommende ranke lokale personligheder, og såvel Louis B. Knockel som bibliotekets leder, hr. Asgeir Judassen, har gennemset og approberet de fremlagte titler. Der er således garanti for lødige oplevelser til hele familien:
BEMÆRK: NORDVESTJYSK BOGNYT ER OGSÅ PÅ FACEBOOK Se mange flere værdifulde titler og deltag i den livlige debat her