Frío! Frío intenso! Mierda! lød råbene gennem stenhallerne. Det var, udtrykt på godt spansk, skidekold vinter i Kolding. Sne og kulde i gaderne, is hen over søen og ikke mange grader bedre, når man kom inden for murene på byens gamle kongeslot.
Kejser Napoleons spanske hjælpetropper var indkvarteret på Koldinghus, til ingen nytte for Danmark og til stort ubehag for spaniolerne. Dansk udenrigspolitik gik som så ofte før og siden ud på at støtte den tabende side og blive trukket med i faldet.
Artillerikaptajn Àlvarez de Ballesteros sad op ad en buldrende ovn, mens han drak skoldhed kaffe, tynd hvad bønner angik, men beriget med dansk brændevin. Meget kunne man sige om de danske grødbønder, men deres brændevin var god og billig, tænkte Àlvarez, mens han endnu en gang gennemlæste den depeche, der i dag var indløbet fra selveste kejseren.
Her er vort afgørende sejrsvåben, skrev Napoleon til sine tropper overalt i Europa. Med dette indhold i kardæskerne kan vi besudle og ydmyge en angribende fjende, og materialet er også velegnet til bekæmpelse af civile folkemasser. Det er for tiden svært at skaffe bly, jern og andet metal. Min geniale opfindelse beslaglægger ikke disse kostbare råvarer, og der skal heller ikke så meget krudt til for at skyde de brune bomber ud over omgivelserne.
En tone af selvbegejstring prægede kejserens skrivelse, og han lod det ikke blive ved ordene. En papkuffert med fækalier var også ankommet til forlægningen i Kolding, og det fremgik af en håndskrevet seddel, at disse faconpølser stammede fra hans majestæts eget tarmsystem.
Brunvareartilleri er fremtiden og vil sikre os de hårdt tiltrængte sejre, stod der forneden på siden. Tapre soldater, læg jeres egne brune bidrag til bunke døgn for døgn og få dem klappet i facon. Vive la France!
Artilleristen åbnede kufferten og betragtede indholdet. Han var skeptisk. Kejserfækalierne havde en svampet overflade og var, selv efter flere ugers transport, fugtige og smuldrende, når man rørte dem.
Han skubbede dem tættere på ildstedet. Hvis de skulle affyres fra en kanon, måtte de have en fastere konsistens og mere vægt. At ælte dem og klappe dem sammen lod sig ikke gøre i denne tilstand.
– Mierda, mumlede han for sig selv. Der var ikke mere kaffe, og han satte brændevinsflasken for munden. Ilden i ovnen flammede som en solnedgang hjemme på den castillanske højslette, og søvnen omfavnede ham.
Tre timer senere:
Et tordenbrag vækkede kaptajnen og sendte ham trimlende hen ad stengulvet i korridoren. Der var ild i hans kappe, og han flygtede som en besat ud i slotsgården, hvor han kunne rulle sig i sneen.
Branden bredte sig eksplosionsagtigt gennem de telte og klude, tæpper og brændestabler som soldaterne havde slæbt indenfor, og den ældgamle bygnings porøse etageadskikkelser blev også snart flammernes bytte.
Brølende og bandende spaniolere trimlede ud under en koldt blinkende stjernehimmel, mange af dem med bare tæer.
Inden Koldings to små brandsprøjter blev hentet og sat i drift, var det for sent. Slottets indmad forsvandt i infernoet, mens tænderklaprende soldater drejede sig foran ilden, så de kunne få varme såvel i deres rasende ansigter som i deres rygstykker og hårdt prøvede røvbalder.
Hvad hverken Napoleon Bonaparte eller Àlvarez de Ballesteros havde forudset var, at kejserens gavepakke indeholdt krydderfækalier med indhold fra hans overdådige luksusmåltider. I udtørret tilstand var de ikke blot brændbare som al anden tør brunvare, men ligefrem eksplosive. En gnist fra ovnen var nok til at sende sprudende ild i alle retninger.
– Vete a la mierda! hvæsede Àlvarez, idet han åbnede gylpen for at lette sin stærkt anspændte blære. Han drejede sig, inden de første dråber kom, væk fra ilden. Når kejserens fækalier kunne eksplodere, var hans dampende brændevinsurin sikkert også antændelig.
I sit næste liv ville han være sumpskildpadde.
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
Forrige kalenderblad <<< >>> Næste kalenderblad
Retur til forsiden
