Ærbødighed og respekt omgav den amerikanske milliardær Humbert Q. Pungknockel, da han i går og i forgårs besøgte sine forfædres nordvestjyske hjemstavn.
Humberts oldefar, Jokum Z. Pungknockel, udvandrede omkring år 1900 til amerikansk pølse- og flæskeindustris hovedstad Chicago. Med sig havde han et svendebrev fra Klamhuse Kødfoderfabriks pølseafdeling samt en urokkelig sund sans for forretning. “Man giver ikke en 25-øre ud uden at være sikker på at tjene en krone,” lød hans motto.
Efter nogle år som pølsemester i en etableret virksomhed startede Jokum for sig selv og blev snart kendt som opfinder af hestepølsen, fårepølsen og den savsmuldsberigede svinepølse. I nyere tid den landsdækkende virksomhed indført miljøvenlige råvarer som insekter, fintmalet grus og ekstraherede fedtstoffer fra Chicagoegnens kloakker.
Virksomhedens våbenskjold vidner om det nære forhold til naturlige processer.
Med fabrikant Pungknockels tilladelse bringer vi også en af hans nyeste reklamefilm, vist på landsdækkende amerikansk TV:
Millardærens rundrejse på forfædrenes hjemstavn blev afsluttet med en storslået offentlig pølsemiddag i Slubbertlogens festpyntede lokaler.
Direktør Braunschweiger larmede op ved morgenbordet, så der kom spytklatter på den avis, han sad og læste.
– Edvard Brandes, den forbandede jødetamp, og hans politiske sammenrend ødelægger alt for gamle Danmark og for mig personligt!
Hustru, børn og tyende trak sig ængsteligt ud af spisestuen. Jasmus Braunschweiger havde længe raset over udsigten til et salg af de dansk-vestindiske øer, og nu var det sket: USA havde overtagt hele herligheden for 25 millioner dollars.
Ovre på den anden side af Blodhavn Midtermole røg det fra skorstenene på direktørens virksomhed, Blodhavn Brunvaremølle, men hvor længe endnu?
Jasmus Braunschweiger var 30 år tidligere som ung handelslærling blevet udstationeret på Sankt Thomas. Det gik ham godt derude, og han var en velpolstret, solbrændt herre, da han omkring århundredeskiftet vendte hjem og etablerede brunvaremøllen, baseret på importerede negerfækalier af højeste kvalitet.
For første gang i Nordvestjyllands erhvervshistorie blev fækalieforarbejdningen industrialiseret, og succesen var ikke til at tage fejl af. Braunschweiger sad i sin direktørvilla som en velhavende mand, og privatlivet blomstrede også. Fra Vestindien havde han medbragt en munter og kærlig negerhustru, og deres lækre små mulatbørn gjorde dagligt lykke i bybilledet.
Men hvor længe endnu ville alt dette vare? Den igangværende verdenskrig havde gjort skibstransport af brunvaren bekostelig, og nu ville producenterne på de frigivne øer skrue prisen helt sindssygt i vejret.
Forleden var sidste skibsladning af de udsøgt højkvalitetsfækalier losset i Blodhavn. Snart ville hjulene gå i stå. Noget måtte gøres.
* * *
Med dagens avis under armen indfandt Jasmus Braunschweiger sig en halv time senere på redaktør Albert Knockels kontor i Nørre Usseldrup.
– Edvard Brandes! brølede han. – Lorteland!
– Beslutningen er gennemført, skaden er sket, sagde redaktøren, der udmærket vidste, hvad det handlede om.
Mens Braunschweiger faldt en smule til ro, langede Albert en lille munter formiddagslussing ud til sønnen Louis, der sad på gulvet med en tommeltot i munden.
– Nu kan I to holde hinanden med selskab, sagde Albert. – Jeg er tilbage om et øjeblik.
Han havde en tallerken i sin fremstrakte højre hånd, da han returnerede, og på det hvide porcellæn lå en mahognibrun faconpølse på størrelse med en gravhundehvalp.
– Vi kan selv, sagde Albert. – Nordvestjyske landfækalier kan og bør være lige så gode som de importerede produkter. Jeg kaster fra og med i dag min egen, slægtens, avisens og hele landsdelens energi ind i brunvaresagen. Lokal råvare skal op i kvalitet og kvantitet. Folkeindsamlinger vil ændre holdningen til værdierne, turister skal i sæsonen yde deres bidrag, frivilligt eller på anden måde, og brunvaremøllen kan dermed overleve som en stor lokal arbejdsplads.
– Hørt! lød det fra lille Louis på gulvet, mens han trak matrosbukserne ned og gjorde klar til at levere sit første personlige bidrag til en ny og bedre tid.
Fabrikant Braunschweiger var bristet i gråd. – Skønnere ord har jeg aldrig hørt, lød det fra ham. – Nu står vi sammen, Albert Knockel, nu og for altid!
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
Fodnote: Enkelte eksemplarer af de historiske kolonifækalier kan beundres på Usseldrupegnens Brunvaremuseum. Kampagnerne for lokal råvarekvalitet er fortsat uafbrudt siden de to herrers møde. En national krise blev vendt til sejr og fremskridt i 1917, og noget lignende må gerne ske snart igen.
Et lokalt eksporteventyr er indledt med flere mellemøstlige markeder som mål. Grundet mangel på de pap- og gummiprodukter, som i de seneste årtier har været hovednæringsmidler dernede, er der nu en betydelig interesse for brun nordvestjysk kraftbudding, som egner sig til komprimering og længere tids sørejse i halvliters-dåser.
Buddingen tilberedes efter lokale opskrifter, smagt til med urter fra den hede, der omgiver fabrikant Josef Langusters fabrikskompleks i Klamhuse, tidligere benyttet bl.a. som oldingehjem og gummivarelager.
Kulinarisk konsulent er køkkenchef Georg Antonsen fra Antonsens Folkecafeteria i Nørre Usseldrup. Råvarerne fremskaffes ved gravearbejde i eksisterende depoter, suppleret med indvejet fersk materiale af samme kvalitet som det, disse fagfolk fylder i gryderne derhjemme.
Ankommet til Mellemøsten sælges de nordvestjyske dåser såvel på overdækkede markeder som under åbne ørkenhimmel.
Eksporteventyret betyder, at den lokale konsumption af flæskeprodukter kan accellereres yderligere. – Jeg ser frem til mindst én ugentlig tallerken flæskevælling, siger grubearbejder Moses B. Malmø. – Jeg og alle andre beskæftigede nordvestjyder skylder fabrikant Languster tak for, at de værdifulde buddingprodukter krydser grænserne, spreder vellugt og kendskab til eksemplarisk afføring blandt værdigt trængende muselmænd i de varme lande.
