Forfatterarkiv: admin

Om admin

Søn af veterinærbøddel Albert Knockel (1898-2001)

Faldstammekollaps løser royal gåde

JørnTidevandLOGO

Tidligt på eftermiddagen i går kollapsede faldstammen på Hotel Blodhavn. Der havde gennem længere tid været en del knirken og knasen fra selvsamme installation, og brugen af hotellets selvskyllende klosetter på etagerne over stueplan var blevet indstillet allerede dagen i forvejen.

Dette skulle imidlertid vise sig at være en skæbnesvanger beslutning. Tekniske undersøgelser peger i retning af, at der har fundet en egentlig implosion sted, forårsaget af, at den i forvejen svækkede konstruktion pludselig manglede det indhold, der ellers havde givet den en vis støtte og afstivning.

Hotel02

Både kong Hilbert og hans kongelige højhed kronprins Folmer har inspiceret ulykkesstedet og udtalt deres støtte til de omkomnes familier. Den triste historie fik dog heldigvis en uventet og mere munter drejning, da Kong Hilbert ved tilfældighedernes indgriben genfandt sit gebis i pluddermassen ved faldstammens fod.

Kongen kunne fortælle, at han tydeligt huskede, hvorledes han ved gallapremieren på den muntre musical “Den behårede snemand” i pausen havde forspist sig voldsomt i blommegrød og solide portioner af kransekager med fyld af kødgranulat. Han var senere samme aften blevet antruffet nøgen og uden gebis i et af hotellets værelser, hvor han efter at havde udtømt det kongelige maveindhold nu forsøgte at gengive overturen til “Den flyvende hollænder”, frit fortolket for 2-strenget guitar og en noget anløben baryton.

Det tililende hotelpersonale havde først efter nogen tumult fået ham bundet fast i en solid lænestol og givet ham en stikpille med 60 mg Stesolid, hvorefter han øjeblikkeligt var faldet i dyb søvn.

Kongeslægt01

Indtil afvigte lørdag har det således været lidt af en gåde, hvor det kongelige gebis havde forputtet sig, og der havde gennem længere tid hersket en stemning af gensidig mistro personalet imellem. Direktøren havde derfor set sig nødsaget til at uddele adskillige serier af opmuntrende og motiverende lussinger, for på den måde at holde arbedsdisciplinen i top. Især de yngre kvindelige medarbejdere havde nydt godt af direktørens omsorgsfuldhed og afklapsende personalpleje.

Kongen var tydeligvis berørt og meget taknemmelig for at genfinde sit fine tandsæt, og efter en hurtig rystetur i en cocktailshaker med 50% drikkepetroleum, kunne han atter brillere med sit berømte tandsmil.

Følgende vers er senere blevet set, skrevet med blækblyant på flere af hotellets toiletvægge. Kongen har dog i sin udstrakte grad af storsind valgt at betrage skriverierne som en spøg, idet han ikke bliver decideret nævnt ved navn i dem, og derfor mener at være anonym, hvorfor verset som et kuriosum her gengives ucensureret og i sin fulde ordlyd:

Når man som jeg på Ulrich råber,
lidt i stil med andre tåber
og i stride strømme,
sin kongebug vil tømme,
må jeg ej på skylleknappen trykke
– før jeg ved, om jeg kan tygge.

(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

Approberet625

Retur til forsiden

Mundskænk og hustru genforenet: Hun blev siddet ihjel

HalunkLOGO

En torsdag morgen for 12 år siden forsvandt hustruen til den pensionerede mundskænk, Carlo Swumpuckel, sporløst. Den voldsomt overvægtige mand var i vildrede og stor sorg. Hvor var Berta? Var hun blevet bortført? Havde hun forladt ham?

Da han netop havde placeret sig i lænestolen og ikke magtede at rejse sig, opgav han eftersøgningen med det samme.

I de følgende år har han siddet i en tilstand af selvmedlidenhed og trøstespist i rækkehuset på Blokgade 8, Klamhuse Vest, ensom og forladt.

Mundskænk03

I morges skete det mirakuløse: Konen blev fundet, og mysteriet viste sig at have en aldeles underholdende forklaring.

“Det er faktisk meget morsomt,” fortæller den 312 kilo tunge Carlo Swumpuckel. “Da jeg i dag løb tør for sovs og chokoladeovertrukne flæskesvær, besluttede jeg mig for at rejse mig fra lænestolen for første gang i 12 år, bare for at slå et smut forbi slagteren. Da jeg kiggede i lænestolens dyb, blev jeg spækket med gensynsglæde og grinede højt.”

Det viste sig, at Berta Swumpuckel havde befundet sig under sin husbonds flommefede korpus i alle disse år. Mast under den enorme kampvægt – siddet ihjel – alt liv klemt ud af kroppen ved et ubarmhjertigt tonstungt tryk.

Mundskænk02

“Jeg syntes nok, det gav en knasende lyd, dengang jeg satte mig ned for 12 år siden,” klukker hr. Swumpuckel. “Åh, jeg var så bange for at Berta havde forladt mig for en anden mandsperson. Ha ha! I stedet lå hun molesteret under mine blævrende baller!”

Carlo Swumpuckel er ovenud lykkelig for at blive genforenet med sin hustru, selv om hun nu er et uigenkendeligt lemlæstet ådsel.

“Nu har jeg i hvert fald fået mig en sjov anekdote, som jeg kan fyre af til familiefesterne i fremtiden,” påpeger Carlo Swumpuckel efter den grinagtige opdagelse.

Mundskænk01

Servicemeddelelse/forespørgsel: Den nylige enkemand søger en ny hustru. Hun skal være villig til at opvarte ham i alle døgnets timer, samt være beredt på risikoen for at blive fladmast.
Er De interesseret eller kender en, der er, så skriv i kommentarfeltet nedenunder, og vi vil bringe beskeden videre til hr. Swumpuckel.

Epokegørende nyt maskineri uddeler fuldfigur-prygl

Et helt nyt disciplineringsmaskineri, der kan tildele den strafskyldige prygl over hele kroppen, er i al hemmelighed gjort klar til brug og opstillet i avlsladen hos bolsmand Q. C. Schweinfurt i Vester Usseldrup. Maskinen meldes slagklar nu kort før Husmands- og Landarbejderforbundets årsmøde, og der forventes stor tilstrømning af arbejdsgivere, familieoverhoveder og andre med ansvar for disciplinering og sømmelig adfærd her på egnen.

Pryglomat01

Opfinderen er den kun 24-årige Nathan Q. Mandrik, der kalder sin maskine en pryglomat.

Da unge Mandrik sidste vinter vendte hjem fra Holstebro efter et par måneder som mekanikerlærling, havde han tillagt sig forskellige af de uvaner, der florerer i storbyen. Hans aldrende moder, fhv. fåretalgsmelter Nulle Mandrik, forsøgte at genopdrage Nathan med de i familien gennem generationer vanlige hasselkæppeprygl, men havde ikke længere den fornødne muskelkraft. Det faldt da Nathan ind, at han kunne hjælpe sin moder, sig selv og utallige andre ved at konstruere et effektivt mekanisk redskab til fuldfigurprygl.

Dele fra en Ferguson-traktor og et remtrækdrevet tærskeværk indgår sammen med 25 kvadratmeter sækkelærred og et antal opskårne bildæk i konstruktionen.

Pryglomat02

– Ved rationel drift vil en enkelt maskine kunne disciplinere op mod 1000 personer i døgnet, og prisen på den enkelte komparents tur gennem plejlstængerne kommer dermed meget langt ned. Også større husdyr kan afprygles. Der er sund samfundstænkning og god økonomi i konceptet, siger den unge opfinder.

Under årsmødet kan maskinen afprøves for 25 øre, oldinge og invalider 15 øre. For at opretholde den nødvendige disciplin i køen foran laden, vil begge Klamhuse Maskinsmedies mobile lussingmaskiner – såvel den manuelt betjente som den nye, der fremdrives af et tarmgasmaskineri – være opstillet på gårdspladsen.

Seriøst gennemlusserede vil de forventningsfulde småbønder og landarbejdere gå op ad trappen til deres livs første maskinprygl.

SE OGSÅ:

HenvHalunkKæltringsøHÆVN

Nordvestjysk kongeslægt vil atter til magten

En af Nordvestjyllands store gamle slægter, Grusborgerne til Bøvling og Blodhavn, har efter ca. 1100 års pause besluttet at generobre positionen som dominerende lokal kongemagt.

Slægtens historie er rig på sejre. Dens stamfar, kong Fakum (i ældre kilder: Fæchum eller Fokom) Gruus etablerede sig som vikingekonge i 900-tallet. Hans sønner Hubert og Hambert blev herskere over store dele af det nuværende Bøvlingbjerg sogn og byggede det første Grusborg Slot på et fundament af hårdt komprimerede menneskelige affaldsprodukter. Grusborgerne førte talrige erobringstogter ind i de norske fjorde, hvorfra de og deres personel hjembragte yngre kvinder, parringsvillige geder og anden biologisk kapital.

Fra 1200-tallet og fremefter deltog de grusborgske riddere og deres væbnere i korstogene til Mellemøsten, dog fortrinsvis som forsyningstropper med et lager af husholdningsfækalier, masturbationsredskaber og andre af de basisprodukter, som endnu i dag opretholder egnens erhvervsliv og Grusborgslægtens anseelse.

Kongeslægt02

I århundredernes løb indtrådte en vis afmatning i slægtens materielle position, og de senere efterkommere har i vid udstrækning delt kår med det jævne nordvestjyske landproletariat. De organisatoriske og seksuelle principper, som oprindeligt bar Grusborgerne fremad og opad i verden, er dog på intet tidspunkt blevet fraveget.

Den nuværende kong Hilbert, født 1911, har haft en smuk og livslang civil karriere som latrinmåleraflæser og hobbyfjerkræavler. For et par år siden adopterede han en arving, kronprins Folmer, født 1969 og – værd at bemærke – den første Grusborger med en autoriseret videregående uddannelse som gummibadningsinstruktør samt i tilslutning hertil et voldsmandsdiplom.

Kongeslægt01

– Vi byder disse ranke kongelige figurer velkomne i toppen af samfundet, udtaler redaktør Louis B. Knockel. – En af deres officielle pligter bliver at lede brunvareindsamlingen på Blodhavn Nordstrand hver lørdag formiddag. Her kan de med hasselkæp i hånd bevise deres værd.

SE OGSÅ:

HenvAFFOERINGSDYST

Jubelgave nr. 24: GAVEN FRA ONKEL BOB

Juleaftensroman

En våd og ildevarslende decembervind peb om hushjørnerne, mens landproletariatet samledes på Stationspladsen i Nørre Usseldrup. Øjnene var rettet mod bladhusets førstesal. Hvor var petroleumsfaklerne, som plejede at varsle julens komme, og hvor var den olding, alle ventede på?

– Ingen jul i år, lød det med rusten stemme fra alkoven i redaktørhjemmet. Louis B. Knockel var ramt af influenza og sengeliggende for første gang siden 13. september 1958, da han blev bidt i venstre testikel af en rabiesbefængt hyæne på Klamhuse Hede.

Hans trofaste væbnere, Baryl Nidding Halunk og Eberhard Stürwolt, udførte i disse døgn livsvigtig patruljetjeneste langs sognegrænserne, hvor man frygtede et nyt angreb fra Holstebro, så hvem skulle uddele lussinger ved årets juleparade?

– Vi har gjort vor pligt, nu kræver vi vor ret! lød et råb fra den regnvåde folkemængde. Børn og voksne drev planløst rundt i de mudrede gader, og man fornemmede en tiltagende rumlen af utilfredshed og bitterhed. Skulle et langt års slid og slæb virkelig nu slutte og belønnes med ingenting?

– Det bliver enden for mig og for os alle, lød det med pibende stemme fra den feberskælvende olding, der lå i alkovens halm med sine to husgeder og avlsgrisen Josefa XIV Blodhøj.

I dette øjeblik hørtes knoslag på døren.

– Bliv væk, og lad mig dø i fred! bjæffede Louis.

– Jamen, det er mig, din egen onkel Bob fra Chicago!

– Umuligt.

– Så luk dog op, mand, og se, hvad jeg har med!

Den kvikkeste af gederne sprang til døren og haspede af. Udenfor på trappen stod en rynket mandsling i jakkesæt og med en metalkuffert i hånden.

– Bob, stønnede Louis, da hans slægtning var nået frem til alkoven. – Jamen, det er jo virkelig dig. Jeg kan kende dig fra billederne, du sendte hjem. Kære gamle Bob…

Onklen, døbt Robert Cervelator Schneckelfritz-Sørensen, var udvandret til Nordamerika engang i 1920’erne. Siden havde han med mellemrum sendt breve hjem, nogle af dem med avisudklip eller fotos, der fortalte om hans karriere som hundefrisør, banjovirtuos og masturbationstræner. Ingen tvivl om, at Bob var en betydningsfuld figur i samfundslivet i Chicago.

– Jeg hører, du har et lille problem, kære Louis, gnækkede den knastørre, men ustoppeligt muntre olding. – Lad mig løse det for dig!

– Hvordan? Hundredevis af ranke landproletarer og deres familier venter på lussinger.

– Se nu bare her!

Bob smækkede kuffertlåget op. Et sindrigt maskineri med blinkende røde og grønne kontrollamper kom til syne.

– Hvad er det?

– En atomdrevet, udklappelig lussingmaskine med en kapacitet på 124 kaskaderende slag i minuttet. Den kan køre i månedsvis på den lille urancigar, jeg har fodret den med. Når de to lussingvinger er foldet ud, kan de gennemvarme kindbakkerne på selv den kraftigste landarbejder. Jeg bærer maskinen ned til hjørnet af Latrinstræde og sætter den i gang om et øjeblik, men allerførst skal du have en uforglemmelig julefestlussing, min kære Louis.

Redaktør Knockel rejste sig fra smertenslejet. – Jeg er parat, bjæffede han, – og jeg føler mig halvvejs rask allerede. Måske er det den vidunderlige varme stråling fra maskinen, der gør sin virkning. Tak, onkel Bob, tak af hele mit hjerte!

Efterskrift

Også denne roman bygger i høj grad på virkelige begivenheder. Hvis nogen tvivler, kan de lade sig overbevise ved at betragte dette dokumentationsfoto af onkel Bob på hjemmebane i Chicago.

Onkel Bob

Lulla & Silvanus Landknockel:
GAVEN FRA ONKEL BOB
2. udgave, 1. oplag
(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

 

Jubelgave nr. 23: DRONNINGEN AF BLODHØJ

SciFiHALUNKTITEL

Kapitel 1
“De må ikke ryge her,” skrattede den røde robot.
Cæsar Hansen drejede hovedet og stirrede irriteret på den mekaniske ordenshåndhæver. Hvor han dog afskyede Slubbotter.
“Vi befinder os på en tom gade. Hvem fanden kan jeg genere med den her?” Cæsar pegede på smøgen, der dinglede i hans mundvig.
Slubbotten nærmede sig knirkende.
“Den nye rygelov er trådt i kraft for 30 sekunder siden. Ingen tobak mellem klokken 05.00 og 22.00. Sluk cigaretten øjeblikkeligt, eller De vil fortryde det bittert.” Metalmanden knyttede sine næver.
“Okay, så…” Cæsar smed smøgen på asfalten og tværede den ud.
Den røde robot pegede anklagende mod den anden side af gaden. Den havde fået øje på en ung dreng, der luntede fløjtende af sted med en gummibold i favnen.
“Hvorfor er De ikke i skole, Kjeldsen?” brummede den mekaniske betjent hult.
“Fordi jeg hellere være herude og lege,” svarede drengen.
Slubbotten skrattede vredt og roterede med armene.
“Børn skal ikke lege, de skal undervises døgnet rundt, året rundt!”
Maskinen ringede straks efter et salatfad, der sekunder senere hentede og bragte drengen tilbage til Læringsanstalten, hvor han hørte hjemme.

Kapitel 2
Cæsar spankulerede trist ned ad fortovet.
“Alle disse regler,” sukkede han. “De gavner ingen. Kun øvrigheden. Det var bedre i gamle dage.”
Et vådt flyveblad lå på vejen, halvt dækket af nedfaldne løvblade.
»Er De træt af Pamperland – Tag til Kongeriget Blodhøj!« Måske var det et tegn.
En Slubbot spænede dampende og larmende efter en pensionist med et gangstativ.
“Hr. Haraldsen! De er anholdt er for ikke at betale daglige gebyrer på Deres mobilitetsaggregat. 14 dage i spjældet…”
“Åh, gudskelov,” udbrød pensionisten. “Så får jeg endelig noget ordentligt at spise!”
Cæsar Hansen samlede flyvebladet op. Han havde allerede taget en beslutning.
“Jeg må væk fra denne pamperstyrede dystopi.” mumlede han. “Af sted mod Kongeriget Blodhøj.”

Kapitel 3
Kongeriget Blodhøj var omkranset af en 20 meter høj mur af beton. Ved porten stod en vagt med en gigantisk muskedonner.
Cæsar Hansen nærmede sig varsomt og rømmede sig.
“Kan jeg komme ind? Må jeg være med?”
Vagten svarede med en dyb røst:
“Er De en pamper?”
Cæsar rystede på hovedet og viftede afværgende med hænderne.
“Ernærer De Dem udelukkende på det offentliges regning?”
“Jeg har da min værdighed!” svarede Cæsar Hansen.
“Støtter De meningsløse gebyrer og skatter og er interesseret i et totalt rygeforbud?”
“Næ, fy da føj!”
“Er de tilhænger af obligatoriske statsbestemte aktiviteter?”
“Uha, nej.”
Vagten nikkede og sænkede våbenet.
“Velkommen til Kongeriget Blodhøj!”

Epilog
Cæsar gik gennem den store jernport, og en ny verden åbnede sig for ham.
“Vær hilset.” En ung smuk kvinde i rødt skørt smilede bredt og gav ham et kindkys. “Jeg er dronningen af Blodhøj. Mit navn er Miranda Knockel.”
Dronningen tilbød ham en cigaret, som han gladelig tog imod.
“Lad mig vise Dem rundt,” sagde hun.
Cæsar Hansen var ved at besvime af ren fryd og benovelse. Han befandt sig i et utopisk paradis, hvor der måtte ryges cigaretter, og børnene legede dagen lang.
De folkevalgte sagde, hvad de mente, og overholdt deres løfter. Ingen embedsmænd opførte sig som marionetdukker for at få lønforhøjelser og fornemme stillinger i udlandet.
Her fik højtstående pampere deres straf i stedet for et gyldent håndtryk, og fængslet var ingenlunde en femstjernet luxusferie, men derimod en afstraffelsesanstalt, som det burde være.
“Her vil De føle Dem hjemme,” sagde dronningen og slog ud med armene.
Cæsar nikkede med den tændte smøg i flaben.
“Det gør jeg allerede, Deres Majestæt.”

Baryl Nidding Halunk:
DRONNINGEN AF BLODHØJ
1. udgave, 1. oplag
World Copyright 2014 by Halunk Enterprises & Village Fool Production, Inc.

Goldenturd

Vor unge mesterskribent, hr. Baryl Nidding Halunk, har foruden ovenstående mesterværk ydet uvurderlige bidrag til 13 af årets andre jubelkalendergaver.

Varm tak og stor hæder strømmer med rette imod ham. Allerede i 2012 blev han udnævnt til årets korrespondent, og al sandsynlighed taler for, at han nomineres til Nobellprisen 2015. Også ordenstegnet Namibias Løve og den bulgarske Korsridderorden med Dobbelt Gummibændelophæng er undervejs.

Følg hr. Nidding Halunks fortsatte hædersrute mod stjernerne her i avisen (og det er en ordre).

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 22: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN

Tigerroman

Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.
“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.

Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.

Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme:
“Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart.
“Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”

Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.

Hildur & Beppa Blodwaffel:
PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 21: HØSTEN ER RØD

GorkiHØSTEN

Kapitel 1

– Kammerater, vi klarer os ikke meget længere. Undergangen er nær!

Nordvestjyske Landarbejderes Fællesorganisation var nede på 23 medlemmer. Fjernøstligt fremstillede maskiner og robotter havde gennem de seneste år erstattet næsten al menneskelig arbejdskraft, og formanden, Krassus Tolstoy-Termansen, holdt dundertale.

Der var kun syv til stede i salen, de fem af dem oldinge. Slunkne, tavse og dystre humpede de derfra efter en resultatløs time. Krassus smækkede sig selv et par lussinger på vej ned fra talerstolen.

Hans trofaste støtte og bedste ven, Hassan el-Bistan, sad tilbage sammen med ham i det halvmørke mødelokale. De drak lunkent øl, og skummet hang bittert i svælget.

– Jeg har et forslag, sagde Hassan. – Jeg drømte om det i nat.

Han forklarede sin plan i korte træk. Krassus’ ansigt lyste op i et smil for første gang i månedsvis.

– Vi gør det, sagde han. – Sejren eller døden!

Kapitel 2

Et par nætter senere sneg Krassus og Hassan sig ind på en robot, rev bagpladen af den og gav den nye instruktioner. Robotten kunne programmeres mundtligt, og de satte den til at bekæmpe andre robotter og selvstyrende arbejdsmaskiner.

Denne store, enkle idé havde ingen fået før dem. Jubelen bredte sig i den nordvestjyske landproletarbefolkning, mens maskiner destruerede maskiner, og nye, det vil sige gamle, manuelle arbejdsmuligheder viste sig.

Efter et døgns tid var kampen dog ude af de to rødgardisters kontrol, og en kortege af fremmede, hidtil usete gigantmaskiner, de fleste af dem fra Holstebro-egnen, rumlede hen over sognegrænserne.

Kapitel 3

Krassus og Hassan sad på træspritfabrikkens chefkontor og røg den afsatte direktørs cigarer, da de hørte endnu en bølge af selvstyrende monstermaskiner nærme sig.

– Til kamp! råbte Hassan. – Allahu Akbar!

De to rødgrønne helte styrtede ned ad trapperne og frem mod det gnistrende og buldrende maskineri.

– Dette er bedre, end vi havde håbet på, sagde Krassus til Hassan, da de var slået til jorden, og et 24-tons bæltekøretøj var på vej i rask tempo mod dem.

– Hvad mener du?

– Vi ville have sejren eller døden, men vi fik begge dele.

– Jeg forstår ikke, hvad du mener?

Knas, kronsj, krumpf, lød det, idet formandens brystkasse blev knust, og det var de sidste lyde, han gav fra sig.

Efterskrift:

Denne roman er en såkaldt dystopi, bygget op over en forestilling om, hvor galt det kan gå, hvis uansvarlige og utilregnelige kræfter slippes løs.

Dette vil naturligvis ikke få lov at ske i mine hjemsogne. For al sikkerheds skyld er en håndfuld landproletariske ledere og nogle af deres utilregnelige husdyr taget i forvaring og indtil videre anbragt i Blodhøj Saltmine.

Alle andre kan sove roligt. Herfor garanteres med min underskrift,
Nørre Usseldrup, december 2014

louissign

Gleb Gorki-Guldbrandsen
Høsten er rød
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 20: JERNBANEKRIGEN

Jernbanekrigen

Jeg har altid været lidt af en pacifist,
men jeg endte i kamp om en skøge et sted.
Krig er sgu ikke sådan at spøge med,
men jeg valgte at forblive optimist.

Åh, jeg husker hvordan vi kæmped’ os frem,
mine kammerater, løjtnanten og mig.
Der lød råb og brag, og løjtnantens næse blev bleg,
men mig kunne ingen fjender skræm’.

Ved banelegemet ændredes kampen,
fjenderne troede, de havde vundet.
Men det var en ægte joker, vi havde fundet:
En panserrambuk gav dem én på lampen.

Et raket-tog så voldsomt og så mægtigt,
som kunne pløje sig ind i fjendens fede vomme.
Du kan tro, vi grinede, da vi så det komme
susende, enormt og nederdrægtigt.

Deres blokader blev væltet og tromlet ned,
vi styrted’ ind på fjendens arealer,
nu er det hans tur og ham, der betaler,
han får prygl af vores knipler, og vi bliver ved.

Tænk, at en skinnehest ku’ klare suppedasen,
vores modpart blev fanget og blev revset.
Skøgens ryg var stribet og pelsen pjevset,
men med jubelsang førte vi geden Dolly hjem til basen.

Harry Hirtshals og Bembo Bukarest:
JERNBANEKRIGEN
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
(Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes)

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 19: VÆRRE END DØDEN

Bulgarskroman

Kapitel 1
Lalla stod stille foran plakaten på Algade. Hjertet hamrede i hendes massive, flæskepolstrede brystkasse. Var det i dag, hun skulle tage mod til sig?
BLIV LÆKKER PÅ 14 DAGE, stod der med flammeskrift. Fitness og Motion døgnet rundt, gratis prøvetimer, spotbilligt abonnement med masser af ekstra fordele. Kom op og hils på din personlige træner NU!
Ja, lød det i Lallas hjerne bag den fedtknudrede pande. Et målbevidst blåt lyn gnistrede i hendes små griseøjne. Tungt trampede hun op ad trappen og indenfor i receptionen.
– Se på mig, kvækkede hun, – og gør noget. Gør mig lækker!

Kapitel 2
14 dage senere var Lalla lækker. Alt det tøj, hun plejede at vralte rundt i, var foræret til en genbrugsbiks. I supermarkedet var hun forfremmet fra kassen til bestyrer af grøntafdelingen, og med et smilende ansigt gik hun straks i banken og opnåede et lån, så hun kunne købe elegant nyt forårstøj og en scooter. Fyrene fløjtede efter hende på Algade.
Efter en lang fredag på jobbet stillede hun scooteren i gården bag motionscenteret og sprang op ad trapperne uden at blive det mindste forpustet.
Hristo og Todor, trænere og indehavere af centeret, gik rundt mellem maskinerne. Det var seriøse herrer af bulgarsk herkomst, og de havde kroppe som antikke gudestatuer. Man hviskede om, at de nok også delte soveværelse i lejligheden ovenpå. I hvert fald viste de ikke særlig interesse for de mange yngre kvinder, der prøvede at flirte med dem, mens de pumpede jern eller roede ingen steder hen med 135 tag i minuttet.
I aften var det helt anderledes, mærkede Lalla straks. Hristo og Todor kom hende i møde med udbredte arme og øjne lysende af begejstring.
– Du få stor krammer! råbte Hristo og slog armene om hende. Hun stod fastlåst på stedet, mens Todor trak en sprøjte op af lommen i sin hvide kittel og jog kanylen ind i hendes højre balde.
– Hjælp, nej! Hvad laver i? pippede Lalla, som dårligt kunne få vejret i Hristos jerngreb.
– Ikke bange, mig doktor! grinede Todor.
Mørket bredte sig for Lallas øjne.

Kapitel 3
– Lalla, din fremtid tilhører os, sagde Hristo, da hun vågnede på en briks oppe i deres spartansk møblerede og af grillstegt hundemad duftende homolejlighed.
Åh nej, tænkte hun, en skæbne værre end døden venter. Hvad kan det være? Prostitution, husdyrsex, slavearbejde?
– Du skal stille op til for Rød-Grøn Fællesliste ved næste byrådsvalg, supplerede Todor, mens hans våde tungespids kørte hen over de tynde læber. – Vi rødgrønne mangler en, der kan se godt ud på en plakat og i lokal-tv.
– Jamen, det vil jeg ikke!
– Lille sukkergris, bjæffede Todor, – vi har injiceret dig med det stærkest virkende stof på denne jord, næst efter plutonium. X-17 flyder frit i dine årer, og hvis du ikke den første mandag i hver måned får en dosis af modgiften X-19, bliver du igen lige så fed og ulækker, som du var for en måned siden.
– Skamløse, onde mænd! galede Lalla.
De grinede om kap. – Vi er udsendt af Bulgarsk Institut for Manipulativ Socialmedicin (akronym BIMS) for at underlægge os Nordvestjylland, derefter Skandinavien og resten af verden. Vi har taget det første afgørende skridt nu til aften. Og skal vi så gå ned og træne, lille sukkergris?

Cecil Grøn & Walma Skamhage
VÆRRE END DØDEN

1. udgave, 2. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside