Forfatterarkiv: admin

Om admin

Søn af veterinærbøddel Albert Knockel (1898-2001)

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 6

DET HERRENS ÅR 836 (vestlig tidsregning)

Det var regnbuens måned i regnbueørredens år da et gigantisk forstenet fækaliebjerg blokerede vestporten til det kejserlige palads i den forbudte by i Peking.
Handel og andet samkvem med det vældige rige var ved at gå i stå, eftersom det var umuligt at komme ind eller ud af porten.
Kineserne gik i gang med hakker og spader, men denne metode var tidskrævende.
Kejseren havde fået nok.
“Der må være en mere effektiv løsning!”
Ingen i byen havde dog regnet med at svaret ville dukke op i en lægepraksis i den anden ende af byen.

● ● ●

Bang Hong Chang var en anerkendt doktor men denne morgen blev hans evner for alvor stillet på en prøve.
Døren blev sparket op og der stod selveste WingWong i egen faretruende person. Han var vagt ved vestporten. En viril herre der havde forført hundrede af kvinder i tidens løb.
Bang Hong Chang bukkede i respekt for den højtstående mand.
“Er De doktoren som kan alt?” spurgte vagtchefen.
“Alt og alt. Det er vel som man tager det,” svarede Bang Hong Chang. Han rettede ryggen.
“Mit lem fungerer ikke mere,” sagde WingWong med et glat udtryk. “Jeg har nogle fruentimmere som jeg skal imponere og det kan jeg ikke med et søvnigt lem. Den er ligeså ubrugelig som en kogt suppenudel.”
“Potensproblemer er ikke ligefrem mit speciale,” svarede Bang Hong Chang stille.
“Sludder! Nu finder De på noget. Giv mig noget medicin. En salve. Et eller andet!”
“Jeg har ikke noget liggende. Jeg må lave det fra bunden. Det kræver tid. Jeg skal sammensætte en formel og lave forsøg og …”
WingWong stirrede ned på ham med et kompromisløst blik.
“De får en halv time til at lave et helsemiddel til mit organ, ellers …”
“Ellers?”
“Ellers skal jeg personligt stikke Dem ned med min spisepind indtil de dør af det.”

836-01

Bang Hong Changs hjerte kravlede op i halsen. Han var dødsdømt på forhånd.
“Har De forstået?”
“Ja, ja. Naturligvis,” sukkede lægen.
“Godt!” Vagtmanden WingWong gik ud af døren. “En halv time, Bang Hong Chang. En halv time…”
Bang Hong Chang gik rundt om sig selv i frustration og dødsangst.
“Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?”
Han løb hen til skabene for at se hvad han havde tilbage af ingredienser. Der var ikke meget. Han havde blot en smule svovl og noget kul og noget salpetersyre og han kunne ikke nå at tage på bymarkedet.
Han blandede det hele sammen og stod til sidst med et sælsomt mørkt pulver.
“Som om dette skulle gøre noget ved potensen.”
I frustration tog han en lille håndfuld af pulveret og smed det ind i den tændte pejs.
Det gav et ordentligt knald. Flammer sprøjtede ud fra ildstedet.
Bang Hong Chang var hurtig med en spand vand før ilden bredte sig.
Da det værste chok havde lagt sig smilede han lumsk.
“Ganske interessant.”

● ● ●

Præcist en halv time senere kom WingWong tilbage med et forventningsfuldt blik. I hånden havde han den spisepind der skulle fungere som afstraffelsesmetode hvis Bang Hong Chang svigtede ham.
“Nåh, hvad har De så fundet på?” sagde vagtmanden med et sindssygt udtryk i det rædselsfulde fjæs.
Bang Hong Chang rakte forsigtigt det sorte pulver frem.
“De skal hælde dette pulver ned i underbenklæderne og gå rundt med det en times tid. Derefter vil De være fyr og flamme.”
“Ser man det?” WingWong hældte det sorte pulver ned i underbukserne og satte hænderne i siden.

836-02

Bang Hong Chang rakte ham en rygsæk fyldt med sort pulver.
“Her har De lidt ekstra hvis lemmet skulle svigte igen.”
Wingwong tog rygsækken på og gik mod døren.
“Jeg kommer tilbage om en time og hvis det ikke virker så stikker jeg Dem ned på stedet! Jeg sværger på min faders grav.”
Han forlod matriklen og gik ned mod vestporten til bjerget af fækalier. Sort pulver dryssede i et fint spor ud fra buksebenet og lavede en perfekt streg efter ham.
I det samme han var nået hen til det brune bjerg smed Bang Hong Chang en fakkel for enden af den sorte lunte. Ilden halede langsomt ind på WingWong.
Og braget der fulgte efter kunne høres overalt i de kejserlige paladser.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvDANMARKSHISTORIEN

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 5

DET HERRENS ÅR 793

KAPITEL 1

“Badrh,” udbrød den gamle munk i klosteret Lindisfarne før han smed sig i stolen og kastede et søvnigt blik ud over spisesalen hvor hundredvis af munke sad og stirrede udtryksløst ud i luften. Flere af dem gabte. Andre pillede næse.
Den gamle munk brummede svagt mens han bedende så op i loftet.
“Fader. Vi savner sanseindtryk. Vi keder os usigeligt. Hør på os. I himlens navn lad der ske noget. Amen.”
“Amen,” svarede et par munke i flokken.

793-05

Munkene gik til daglig og passede sig selv på Holy Island. De drak te og spiste småkager. De bryggede munkeøl, passede haven og bad til Vorherre. Den samme rutine dag ud og dag ind. Hele året rundt.
Sidste gang der var opstået noget der mindede om spænding var da den gamle munk fik hæmorider og gjorde klageskrig fra sine gemakker, men det var fire år siden nu.
Kedsomheden var en del af livet på Holy Island. Det var også derfor det overraskede alle da den unge munk Lukas kom løbende ind i spisesalen og råbte:
“Gæster!”
Samtlige munke gispede. Hvisken bredte sig i salen. Den gamle munk gav et ryk fra sig i stolen og tabte underkæben af ren forbavselse.
“Hvem fanden gider at besøge os?”

KAPITEL 2

Munkene løb ud af bygningen og ud på marken hvor fårene, hestene og køerne græssede med lige så sløve og deprimerede blikke som munkene selv. 200 meter længere fremme marcherede en hær af ukendte mænd.
“Hvem i helvede er det?” spurgte den gamle munk.
“Vikinger,” svarede en munk med hentehår. “Jeg har læst om dem. Spændende folkefærd. De kommer fra det kolde nord. Dannevang.”
Den gamle munk nikkede anerkendende.
“Vores bønner er blevet hørt. Endelig sker der noget spændende.”

793-01

Hæren af vikinger trampede hen over marken med kursen direkte mod munkene. Ansigterne var arrede, vrede og frådeskummende. En flok kreaturer stod i vejen for deres bane men det tog vikingerne sig ikke af. Sværd, køller og økser roterede i hænderne som møllevinger og splittede husdyrene ad i et fyrværkeri af rødt.
Munkene spærrede øjnene op. Hæren standsede et par meter foran dem.
“Goddag, d’herrer,” sagde den gamle munk. “Velkommen til Holy …”
Vikingehøvdingen der havde et langt filtret skæg afbrød med en flyveskalle og fjorten lussinger. Munken røg fortumlet på røven ned i græsset.
“BRRRAAAH” brølede vikingehøvdingen. Spyt dryppede nedad hagen.
“BRRRRRAAAAH” svarede de andre vikinger.

KAPITEL 3

Vikingerne bankede løs på munkene og kastede dem rundt som var de ligegyldigt legetøj.
“DRRAGK.”
“VRRAM!”
Men de blev hurtigt trætte af denne kaste-bankeleg, så de marcherede op til klosteret for at se hvad de kunne more sig med der.
“GAAAARJH!” brølede vikingehøvdingen ved synet af dette nyopdagede slaraffenland. Han gjorde tegn til de andre og de stormede ind gennem døren med begejstrede råb.
Først hentede de øllet og vinen i kælderen. De drak og drak og smadrede møblerne i klosteret, bedækkede de overlevende kreaturer og malede gudsbespottende gloser på vægge og gulve.
Så kom turen til spisekammeret. Her blev alt ribbet ned til sidste krumme. De rådne vikingegummer gnaskede løs i den føde, der kom i deres nærhed.
Mere øl til at skylle efter med. Flere dyr blev befamlet.
Da alle maver var fyldte tævede de munkene endnu en gang.
Sådan fortsatte det i godt og vel fem timer.

KAPITEL 4

En viking stod og urinerede på bordet i spisesalen. Han råbte til de andre:
“KRRRAGGH!” Og det kunne han jo have ret i.
Skyggerne var ved at være lange. Det var på tide at vende snuden hjem og på hovedet i seng.
“HHHHRRRRG!” hylede en spinkel viking med filipenser. Han havde netop fundet skatkammerat med alle værdierne. Det skulle vikingerne selvfølgelig også have med. Det manglede da bare. De kunne sagtens nå at snuppe det hele inden det blev alt for mørkt udenfor.
Gæsterne fyldte de medbragte sække med tyvegods og bar det ud til skibet.

KAPITEL 5

Munkene stod paralyseret på kysten foran vikingeskibet mens godset blev læsset på fartøjet.
Vikingerne gik glade ombord med sækkene og maverne fulde. De rullede de sidste tønder øl ind på dækket. De havde ikke tænkt sig at tørste på hjemturen.
“GGRRRRA!”
“FFAAKS!”
“VRRRÅÅ!”
Vikingehøvdingen klappede den gamle munk på skulderen lige oven på et blåt mærke og sagde:
“Tusinde tak for denne gang. Det har virkeligt været hyggeligt. Det betyder meget for mig og drengene at vi kan komme forbi og slå os løs. Vi har jo ikke så meget at sige på hjemmefronten. Du kender jo kvinder.”

Foto fjernet

Høvdingen lo anstrengt. Han viftede med en bog han havde stjålet fra biblioteket. De hellige Lindisfarneevangelier. “Jeg håber det er i orden hvis jeg tager denne bog med. Jeg har sgu lidt dårlig mave og vi er løbet tør for papir.” Han hoppede op på skibet. “På gensyn!”
Munkene stod passive og gloede som tudser i tordenvejr. Vikingerne sejlede væk fra øen og freden lagde sig atter over Holy Island.

EPILOG

Munkene havde fået blå og gule mærker, værkende led, og de manglede flere tænder end nogensinde før. I tavshed betragtede de ødelæggelserne omkring dem.
Aldrig før havde der været så meget aktivitet på øen som under denne spontane vikingevisit.
Efter at have bearbejdet alle indtryk vendte den gamle munk sig mod de andre. Et småsjofelt smil bredte sig på hans ansigt. Et udtryk ingen af dem havde set i flere år.
“Det var for helvede da på tide,” jublede den gamle munk.
Og snart brød de alle ud i en forløsende latter.

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

SE OGSÅ:

HenvDANMARKSHISTORIEN

 

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 4

ÅR 44 FØR KRISTI FØDSEL

Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.

“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”

Knockilus smilede.

“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”

Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.

“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.

Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.

Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for megen blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.

44fKr Cæsar

Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer og migranter, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.

Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.

“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”

“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.

“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”

Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.

Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en sen middag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.

“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:

“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 3

ÅR 326 FØR KRISTI FØDSEL

“Vil du have den gule kjole på i dag, skat? Så tager jeg den blå. De matcher så bedårende…”

Alexander havde rejst sig fra lejet i kongeteltet. Hans nære ven og ledsager Hefæstion stod nøgen på gulvet. Alexander havde, som alle vidste, og mange stadig ved, tilnavnet den store, men Hefæstion var heller ikke på nogen måde småt udrustet.

“Gult eller blåt… åh, det er altzå næzten ikke til at finde ud af,” lød det fra vennen, mens han trippede rundt om sig selv. “Jeg tager den lyzerøde, og så har du frit valg, pusser!”

De fnisede om kap, mens de klædte sig på. Deres dragter havde kjolefacon, men var sat sammen af lakerede metalplader. Det var rustninger af tidens højeste kvalitet, konstrueret til at afværge sværdhug og vstød med spydspidser.

“Titte, titte, ingen underbukzer, vel?”

Latter og kåde puf fik teltdugen til at blafre, men selv om Alexander og Hefæstion kvidrede som teenagetøser i hinandens selskab, skulle man ikke tage fejl af maskuliniteten. Deres granithårde kroppe svulmede af muskler og var mærkede af ar fra slagene og solskoldning under de årelange felttog.

326-alexander

Efter utallige sejre hen over Middelhavslandene og Mellemøsten var den 30-årige konge, hans nære ven og deres hærstyrker nu nået frem til Indien. Alexander ville se de fjerneste egne af den kendte verden og lægge dem under sig.

“Fjenden er på vej imod os,” sagde Hefæstion. “Har du slebet sværdet?”

“Hvis du smører skeden, så finder jeg nok ud af resten.”

Mere latter. Alexanders spioner havde i aftes meldt, at et modangreb var på vej under ledelse af klanherskeren Omfis.

“Inderne er svage og forskræmte bønder. Det er nærmest pinligt at give dem prygl, og jeg gider egentlig ikke,” sagde Alexander. “Nu skal vi op i luften og have det sjovt!”

På den første dag i Indien havde de nedkæmpet en grænsefæstning og fundet et lager af balloner. Fantastiske ting, som de havde hørt om, men aldrig før set. En lækker, lysebrun ung inder havde demonstreret, hvordan man antændte kulbækkener under ballonens åbne bund, og hvordan den så blev fyldt op med varm luft og fik opdrift.

“Kald på drengene!” sagde Alexander. Hans betroede hærførere og rådgivere, som tilfældigvis alle var lækre unge mænd, skulle med op og flyve i gondolerne under de farvestrålende balloner. Der var plads til hele skaren samt et par harpespillere og rigelige forsyninger af dadelvin og ostekiks.

EN TIME SENERE

Herligt var det at drive af sted under den blå indiske himmel. Men hvordan styrede man de balloner?

Alexander stod i sin gule emaljedragt ved gondolens ræling og så kolonner af bevæbnede mænd dukke frem over bakkekammene mod øst. De havde kurs ned mod hans egne tropper i dalen.

“Hør, vi skal vist ned og gøre klar til kamp,” sagde han. “Er der ikke en styrepind eller et højderor et sted?”

“Æh… jeg stod og tænkte på det samme,” sagde Hefæstion med munden fuld af konfekt. “Vi skulle nok have taget ham inderen med op, som havde forstand på det.”

Ballonerne drev langsomt, men sikkert vestpå. Under dem var kampen allerede begyndt. Man hørte skrig og tung metallisk klirren. Inderne var måske ikke så store, og deres udrustning så primitiv ud, men de kastede sig ind i kampen med glødende raseri.

Alexander kneb øjnene sammen. Hans forreste geleder begyndte at vige og gå i opløsning.

“Kom nu!” råbte han fra sin duvende gondol. “Giv dem kamp. Gør noget ved det, I svæklinge, I slapsvanse!”

“Det kan du fandenprygleme selv være!” lød et brøl dernede fra.

“Fandenprygleme nej! Svans kan jeg skrive under på, men ikke slap!”

Råbene frem og tilbage hjalp ikke. Ballonerne fortsatte med at drive vestpå, mens Alexanders menige soldater på jorden flygtede – de heldige af dem. Andre blev hugget ned eller overgav sig med udsigt til livsvarigt slaveri under indiske herskere.

“Altzå, såden en møgdag,” sagde Hefæstion.

Alexander vendte blikket fra det deprimerende syn af et tabt slag. Han skænkede vin i Hefæstions bæger og kyssede vennens blomsterduftende kind.

“Vi er på vej hjemad, og nu skal vi bare hygge os,” sagde han. “Lad os få noget harpemusik, som vi kan danse nøgendans til.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 2

ÅR 57.432 FØR KRISTI FØDSEL

“Hissa, hussa, slagt mammut,
spis en bøf og slå en prut.”

Den kraftige sangstemme rungede hen over landsbyens festplads, og nu begyndte lerjorden at ryste under rytmiske fodtramp. Oda Knickel dansede diagonalt hen over pladsen, fulgt af et optog af pelsklædte husmødre og deres døtre.

“Tænd et bål og varm en gryde,
bøf og guf skal alle nyde.”

Oda Knickel var ikke nogen almindelig stenalderhusmoder. For det første var hun over 2 meter høj. For det andet vejede hun selv i de magreste vintermåneder mindst 125 kilo. Og for det tredje var hun fra fødslen udstyret med en skarp, hurtig og nysgerrig hjerne.

Takket være Oda kendte Knickel-stammen både til hjulet og det varme vand. Begge dele var hendes opfindelser.

57-432-f-kr-unge-oda

I dag havde hun noget nyt at vise frem. To små tingester, indesluttet i flade træskiver. Var det gudebilleder, lussingredskaber eller broscher til festbrug?

Nej. Da husmødrene var standset midt på pladsen, rakte hun den ene tingest til Jolla Guffert, datter af stammens næstkommanderende, storvildtjægeren Brunox Guffert.

“Gå!” sagde Oda og pegede mod nord. “Gå, til du ikke kan se os længere, og hold så den her op mod øret. Som jeg viser dig. Siden med de små huller holder du mod øret. Lyt og tal.”

“Hvad mener du?”

“Lyt og tal. Af sted. Gør som jeg siger.”

Jolla slufrede nordpå. Oda rakte dingenot nummer to til sin ældste datter Gyda.

“Bliv stående her. Hold den mod øret. Ja, sådan. Vent og lyt.”

Nogle minutter forløb i koncentreret tavshed, inden Gydas ansigt lyste op i glad forbløffelse.

“Jolla? Jamen, Jolla… Jeg kan høre dig! Kan du høre mig? Fantastisk. Hvor er du? Nå, deroppe nordpå, som mor sagde. Sker der noget deroppe? Er jægerne på vej hjem? Hvad med ham den lækre Beppo…”

Oda rev dingenoten til sig.

“Det er godt, Jolla,” sagde hun. “Vend bare rundt og og kom tilbage. Alle har forstået, at det virker. Mobiltelefoni er nu en del af stammens liv.”

TRE EN HALV UGE SENERE

Oda sad foroverbøjet og alene i familiens med rødbeder og grønkål tilplantede forhave. Hun knugede sit gigantiske, tunge hoved mellem hænderne. Inde fra beboelseshytten kværnede Gydas stemme uafbrudt:

“Nå, gjorde han det? Og hvad sagde du så? Ih, altså! Ja, det synes jeg også. Hvad vil du så tage på til bålfesten i morgen? Nå, den dér. Jamen, den er også fin. Jeg har nu tænkt mig…”

Oda styrtede med et brøl ind i hytten, flåede tingesten ud af datterens højre hånd og kastede den mod gulvet. Hun trampede på den tre gange. De omsmeltede hårde dele og de små morsomme krystaller, som hun møjsommeligt havde samlet og sat sin dims sammen af, spredtes som stumper og smulder ud over det sodede gulv.

“Slut!” sagde hun. “I tøser har ikke udført en times fornuftigt arbejde, siden I fik fri taletid. Hvis den opfindelse bliver almindeligt udbredt, kommer vi alle til at dø af sult hen over vinteren. Slut og færdig med den!”

“Altså, mor!” sagde Gyda med tårer i øjnene. “Du er ond og dum. Og for resten har Jolla stadig sin dims, og nu løber jeg ud og advarer hende om, at du vil ødelægge den.”

“Gør du bare det,” sagde Oda. “Lad hende beholde den og lad hende snakke, så længe hun gider. Én telefon kan ingen skade gøre.”

Datteren, som intelligensmæssigt befandt sig noget under sin moders niveau, forlod hytten, stadig opsat på at redde dims nummer to fra destruktion.

“Vi har haft det så sjovt!” råbte hun. “Du er ond og dum!”

“Det går over,” sagde Oda for sig selv, da hun sad alene tilbage i hyttens mørke. “Det bliver glemt. Nu opfinder jeg den dybe tallerken. Den er der brugsværdi og varig glæde i.”

“Hissa hussa, lad os snuppe
en tallerken kramsfuglsuppe,
tilsat salt, kanel og soda,
opskrift fra den kloge Oda.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

Kirsebærvin forårsager hovedaftrilning

Stahl-EisenmannLOGO

SOGNE-STORADVARSEL MED TILHØRENDE SANGTEKST

Idet sundhedsmyndighederne i Gustenhuse Sogn netop har konstateret katastrofale bivirkninger ved dette års julekirsebærvin, anmoder vi hermed vore kolleger og kammerater i Usseldrup og Klamhuse om venligst at hasteudbrede denne alvorlige efterretning, til behørig og profylaktisk advarsel for alle i sognet værende alkoholister, hvilket herfra antages at dække langt hovedparten af Deres ærede medborgere.

kirsebaervin01

Alarmen lød i går eftermiddags under svineproducent Høstbergs vintergilde på Grisholm, hvor hr. hvæssestenskonsulent A. Sliwer pludselig efter et voldsomt ildebefindende oplevede en spontan hovedaftrilning, efter indtagelse af en flaske af Den Gamle Kypers allerlødigste kirsebærvin.

kirsebaervin02

Herover ses en situation fra udbringningen af kirsebærvinfadene til detailhandelen, tidligere på året.

billede-3-7

Desværre udgik advarslen ikke allesteds betids. I forbindelse med afdøde overlærer Lavard Skamprügels gravøl på Gæstgiveriet “Dubbidu”, nåede udskænkningen af de farlige dråber et (hvad senere skulle vise) sig yderst uheldigt omfang.

billede-4-8

Den elskelige indehaver, værnemagerenkefru Kamma Dam fik således under de sædvanlige muntre former serveret i hundredevis af genstande til de begejstrede tilstedeværende, herunder ulykkeligvis utallige “kyllinger” med den pågældende fatale frugtdrik.

billede-5-7

Adjunkt Severin Severinsen kan nu som mange andre tale med om de frygtelige konsekvenser af forgiftningen med den perniciøse kirsebærvin. God bedring ønskes herfra!

billede-6-6

Til alt held fik Tølperforeningen hurtigt nys om den alvorlige situation, idet utallige medlemmer var fysisk til stede, og disse gik herefter under bastante og disciplinerede former i gang med at destruere resten af årgangen, ved udhældning i Gadekæret.

billede-7-7

Denne forfærdelige sceance var forståeligt nok ganske ubærlig for mangen en garvet og tørstig seniortølper…

billede-8-6

Fortvivl dog ej! Thi som vor egnspoet V. Røvlenberg skrev, i sine just udgivne “Gustne Julebetragtninger” (frit efter Neil Sedaka):

“Når skæbnen føles nok så ram,
og livet synes fuldt af skam;

kom da ihu: hvad ikkun skænkes ham,
fra vor alles kære Kamma Dam?,

I morgen, nok en dram!
Kamma, Kamma Dam,

Oh, Kamma, Kamma Dam, Dubbidu, Dam-Dam!”

sedaka

Gustenhuse Sogn har i lyset af disse dybt tragiske begivenheder vedtaget ekstraordinært at øge alkoholbevillingen til alle sognets udskænkningssteder, inklusive kirken og bedehuset. Der kompenseres for tabet af den elskede kirsebærvin med firdobbelt-op i hele december måned på Sognets regning.

Dette vil også være gældende for klamhusianere og andet tilrejsende godtfolk, med selvfølgelig undtagelse af kvinder og marxister. Der opfordres til flittig brug af denne ordning, og vægter Larmo Rasselschlüssel er på forhånd informeret, således at han kan holde sig på forkant med diverse grove episoder, håndgemæng, hærværk og fuldekørsel i nattelivet. Ingen overtrædelser af ordensbestemmelserne i Gustenhuse Sogn i julemåneden vil blive lagt de skyldige til last.

Til financieringen af disse jubelherligheder nedlægges Gustenhuse Fattiggård permanent, og al handicaphjælp samt diverse statslige miljøpuljer inddrages ydermere, indtil videre.

SE OGSÅ:

HenvEisenmannLUSSANT

 

Nordvestjysk arbejdsglæde slår alle rekorder

Efter at sidste års arbejdsklimamåling på organiserede nordvestjyske virksomheder viste et resultat på 98,74 procent totalt glade og tilfredse arbejdere (fem krydser af fem mulige i samtlige rubrikker), var det ventet, at en vis tilbagegang måtte følge. Det kunne vel ikke blive bedre.

Men jo, det kunne det. “Vi er netop færdige med optællingen og statistikberegningen af dette års 11.416 udfyldte skemaer,” oplyser Lazlo Judassen, storsognets chefbogholder gennem en menneskealder, “og det exceptionelt storslåede resultat er 99,08 procent 5/5-karakterer.”

Overalt i landsdelen bekræftes glæden og tilfredsheden.

gummistoevleherrer

“Vi møder smilende om morgenen, og vi går smilende herfra 15 timer senere,” siger brunvareminearbejderne på Blodhøj, som her trækker i de obligatoriske gummierede overalls.

brunvaremine

Arbejdet i minen foregår under vedvarende taktfast fællessang. Midt på dagen (efter 7 timer og 21 minutters indsats) holdes en 18 minutters nødtørfts- og frokostpause.

Når den disciplinansvarlige formand ud på aftenen har pebet i afgangsfløjten, bliver dagens højestydende arbejder belønnet med en flaske gul hestepilsner, som han nedsvælger, mens kammeraterne jubler og applauderer, inden de går hjem i glad forvisning om, at alt vil gentage sig, når de stempler ind i morgen tidlig.

laboratorium02

Ikke kun det manuelle arbejde præges af højt humør og berettiget stolthed. Også udøverne af de moderne, uddannelseskrævende erhverv lyser af glæde, når man antræffer dem i den travle hverdag. Her er det laboratorieforstander Gylbert Waffelhage, der inddamper frisktappet turisturin til brug i Klamhuse Kraftværk. “Når lysene tændes derhjemme, og  lillemor sætter en muldvarp eller et par måger til langtidsstegning i vores elektriske ovn, kan jeg fortælle hende, at det er mit arbejde, der gør dette tekniske mirakel muligt.”

kvinderyger

Pleje- og sundhedssektoren summer af tilfredshed. Vagthavende gynækolog Walfrida Gruhs (bag skrivebordet), Klamhuse Husmandshospital, har netop givet en af hospitalets vaskeriarbejdere, fr. Julla Gimpelsen (forrest m/cigaret) grønt lys til en erotisk badeferie i de nordnorske fjorde. “Det er vort fælles håb, at Julla vender hjem i besvangret tilstand, og når dette er konstateret, vil flaget gå til tops over arbejdspladsen.”

afrofestival

Men hvad siger de tilvandrende arbejdere, som lokkes af landsdelens høje lønninger og gode fremtidsmuligheder? “Jeg startede for fire måneder siden ved kadaverkværnen på Vester Usseldrup Kødfoderfabrik, og nu er jeg afdelingsingeniør med ansvar for daglig disciplinering af 120 medarbejdere, såvel hvide som sorte og mellembrune,” fortæller hr. Mbongo Axelsen (nr. 3 fra højre). “En sådan karriere havde ikke været mulig i mit hjemland, Nigeria.”

slubbert01

Lad os afrunde dette lille udpluk af mange tusinde mulige jublende udsagn med en tilkendegivelse fra hr. Fridolin Giffelfritz, som i en alder af kun 17 år gør karriere i herremodebranchen.  “Min indtægt overstiger nu kr. 5,46 om ugen, tøj og sko ikke medregnet, og jeg er netop optaget som aspirantmedlem i Slubbertlogen på Blodhøj. Hvad skal jeg i Holstebro, London eller New York? Alt er muligt her, hvor jeg hører til og kan føle mig hjemme.”

SE OGSÅ:

HenvBRUNVAREPROCES

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 1

ÅR 329.411 FØR KRISTI FØDSEL

“Gybba! Gryff, gybbart lumk!”

“Blixen Blixen, gryffor kræmkel!”

Råbene gjaldede frem og tilbage mellem de svajende trætoppe, der var levesteder og hjemstavn for storfamilien Lomax. Den vidt forgrenede familie betragtede sig som junglens herskere, og den havde udviklet sit eget sprog, rigt på betydninger og nuancer.

Stedet var Kenya, og på denne regnfulde dag sidst i april traf Lucy, familiens i døgndrift fungerende kvindelige overhoved, en principiel beslutning.

“Gafflam!” råbte hun. “Gryffert Blixen Blixen!”

Som ramte af lynet blev aberne tavse. Kun troperegnens plasken mindede de lodne brune skabninger om, at de stadig var i live, og at Lucy ventede på svar.

329411-aber01

“Byzzar?” lød et forsigtigt klynk fra en ung hun med en krans af hvide epifytter om halsen.

“Gryffert Blixen Blixen!” brægede Lucy, og nu var det en ordre, som ingen turde modsige. Lang tids diskussion om familiens fremtid havde fundet sin afgørelse. Fra nu af var trætoppene en legeplads, det egentlige liv skulle foregå ved jordens overflade.

TRE ET HALVT ÅR SENERE

Lomax-familien havde gjort store fremskridt og avlede unger som aldrig før. De fleste gik på bagbenene, der var dannet et sangkor og et ordenskorps, og Lucy var flyttet ind i verdens første bambuspalads.

Rigt og skønt var livet, men ikke helt rigt eller skønt nok. Lucy tænkte fremad. De marcherende og syngende aber havde behov for system i hverdagen.

329411-aber02

“Gulba. Lomax gulba gryffa!” råbte hun fra bambuspaladsets balkon. Aberne strømmede til, og med raske råb og og nogle tilrettevisende redskabslussinger fik hun delt dem op i seks kolonner.

Længst til venstre stod festaberne af type 1. Lucys far og hendes tre første ægtemænd havde været gemytlige, grovædende aber af denne type. Til højre for dem stillede hun en lille flok af de finere festaber, som efter hendes mening fortjente at blive klassificeret som type 2. De bar lændeklæder og fjer i håret, og en af dem kaldte sig modeskaber. Det var der fremtid i.

Midt på pladsen havde hun samlet to talstærke grupper: Arbejdsaber type 1 og 2. Håndens arbejdere med køller og sten i hænderne, nu adskilt fra dem, der allerede drømte om en kontorstol, en kuglepen og en pensionsordning.

329411-aber03

Længst ude på fløjen stod to mindre klynger og stirrede forbi hinanden. Lucys øjesten var disse kulturaber. Type 1 udmærkede sig ved at tale dæmpet og holde lange pauser, mens type 2 skreg og hylede ved enhver given lejlighed. Et moderne samfund havde brug for dem begge, resolverede Lucy.

Hun rakte armene i vejret og udråbte en velsignelse:

“Gryffa prums! Baksam baksam!”

“Tak selv!” lød det fra Karen Blixen. Og ikke meget har ændret sig siden.

Næste blad

Retur til avisens forside

Den 157de Gustenhuse Julemærkestrækmarch

Stahl-EisenmannLOGO

I anledningen af den årlige Julemærkestrækmarch i Gustenhuse, er det mig af Tølperforeningen blevet pålagt at oplyse avisens distingverede læsere om denne storslåede, traditionelle lokaljubelbegivenhed, der i år finder sted første søndag i Advent, kl. 05:33 prc.

julemarch01

Tølperforeningen ser herover ved en tidligere, yderst vellykket udgave af marchen, hvor kun 8 medlemmer undervejs døde af udmattelse, kulde, gangræn, og/eller alkoholforgiftning.

julemarch02

Årets march går fra Gadekærets udendørs fælleslatrin, rundt om Saltsøen, over mosen til Udkigstårnet, herfra til Domkirkebyen Viborg, og derefter via Hærvejen til Slesvig og tilbage igen, over en samlet afstand af i alt 463 gl. landmil. Der vil blive serveret gratis varm petroleumsglögg og hestepilsnere ved boder placeret langs ruten for hver 5te mil, i begge retninger. Tobaksrygning er påbudt. Overtrædelse heraf ved medføre offentlig udstillelse og mulig retsforfølgelse.

Kvinder, børn, åndssvage og marxister er selvsagt forment deltagelse, og ved hjemkomsten vil alle raske Tølpersvende af vægter Larmo Rasselschlüssel personligt modtage 24 opfriskende frostlussinger, et smukt diplom samt et solidt gok oveni kasketten med morgenstjerne.

julemarch03

Dette års smukke Strækmærke, pålydende værdi kr. 0,35, bærer portrættet af fhv. Sogneover-borgmester, den folkekære æresborger og mæcen Siegfried Stahl-Eisenmann (1789-1923), hvis kolossale indsats til brunvareindustriens fremme skabte det økonomiske grundlag for vort blomstrende og velfungerende Sogn.

For hvert solgt mærke vil der tilgå Tølperforeningens Juleædefond 32 øre, 2½ øre vil gå til dækning af omkostningerne, og ½ øre vil – måske – blive generøst doneret til sognets fattighjælpskasse.

julemarch04

Marchen vil ydermere blive eskorteret af Julemanden på en pragtfuld NSU-motorcykle, venligst stillet til rådighed af Gustenhuse Veteran-Vehikularforening.

Vel mødt og glædelig Jul, og, som det jo så smukt lyder i vor kære, gamle forenings julestrækmarchsang:

(mel.: Den Gamle Lussators Sang)

“En Tølpermand er au courant,
charmant, galant, er han, iblandt,
Hurra! Hurra! Hurra!

Thi Tølperånden er bastant,
Nu spises skal ris á la mande!
I dag, i dag, i dag.”

SUPPLERENDE MARCHORDRE:

Usseldrup Storsogns Disciplinæreksekutivkomité påbyder alle raske og rørige nordvestjyder i aldersgruppen 11-104 år at gå i skarpest mulige træning samt at studere ovenstående kort, således at man enkeltvis eller i grupper kan tilslutte sig marchen kortest muligt efter udgangspunktet.

Fuldt gennemgørende deltagere vil også i vore hjemsogne blive belønnet med diplom, varm hestepilsner og stimulerende lussinger. Slendrian og urinering med svag stråle vil på intet tidspunkt før, under eller efter marchen blive tolereret.

(Sign.) Hassan bin Landknockel, cst. sognedisciplininspektør

SE OGSÅ:

HenvEisenmannDANSKFILM

Dårekisterevolten i Gustenhuse 2:2

Stahl-EisenmannLOGO

DRAMAETS SJÆLSRYSTENDE KLIMAKS >>> SE FØRSTE AFSNIT HER

daare02-17ab

Da Lacksen d. Æ. i 2001 med Statens fulde billigelse påbegyndte den første serie forsøgsvise hjernetransplantationer, benyttedes stadigvæk håndskrevne sedler til nummerering af de udtagne organer. Et egentligt digitalt registreringsarkiv var ikke på dagsorden, da datamaskiner endnu ikke var indført i Gustenhuses offentlige administration.

daare02-17cd

Ved en ulykkelig fejl er det således sket, at Specimen 606 blev forbyttet med nummer 909, hvorved en patient er blevet udstyret med det forkerte cerebrum.

daare02-18ab

Den pågældede hjerne tilhørte Minimahl Bettemann-Olsen (til højre: dennes forældre*), for hvis vedkommende det aldrig helt lykkedes lægevidenskaben at specificere, hvad han egentlig fejlede rent mentalt, andet end at han konstateredes at have været lille, grim, doven og ualmindeligt ubegavet. Han isoleredes således for sin egen sikkerheds skyld fra de øvrige patienter og holdtes derefter indespærret i 66 år i et aflåst klædeskab på sindssvageanstaltens linneddepot, hvor han i sin monomani ideligt bankede hovedet imod døren, indtil han døde af alderdom. Hjernen blev herefter udtaget og opbevaret i Krukke 606.

*) Bettemann-Olsen blev fra fødslen og indtil sin indlæggelse opbevaret i hulrummet i faderens høje hat, hvilket i 1922 af en af mig ledet komité præmieredes med Gustenhuse Vanførefonds fortjenstmedalje (som ses på billedet), for på eksemplarisk samfundsgavnlig vis og i vedholdende grad at holde diverse uduelige personer og vanskabninger ude af offentlighedens skue.

daare02-1920x

Grunden til forbytningen findes i det overraskende faktum, at den ansvarlige hr. Hartmuth Helbard Hadberg *) i det skjulte led af svær iboffobi – eller angst for palindromer – hvilket fremgik af dennes hemmelige dagbog, der blev fundet i ruinerne efter tragedien. Hadberg var jo blind på det ene øje, hvorfor kun den ene side er beskrevet i dette sørgelige manuskript.

*) Hadberg, der aldrig bestod sin bogholderieksamen, havde rod i økonomien, fordi han var angst for “—>regninger<—“. Det var samme årsag der gjorde, at han ejheller trods sin formidable ildhu formåede at uddanne sig til “—>kok<—“.

Den katastrofale hjerneforbytning skete netop på dagen for det kuriøse tidspalindrom, 20/02-2002, klokken 20:02, en dag som for altid vil stå i gustenhusborgernes erindring som den mest forfærdelige og tragiske, siden koleraepidemien i 1771.

daare-02-21

Hvad var så konsekvenserne af hjerneforbytningen? Bettemann-Olsens tænkende organ, hvis man overhovedet kan kalde det dét, blev anbragt i kraniet på patienten på ovenstående billede. Man kan let forestille sig virkningen af denne uheldsvangre kombination. Ved at bruge isseforhorningen som rambuk, løb patienten amok på anstalten og slog dørene ind til de sikrede afsnit, hvor De Fem Forrykte holdtes indespærrede. Herefter red “Gedemand” Habengut i dæmonisk raseri rundt på patienten, og stangede personalet til døde, medens de øvrige vanvittige raserede bygningen fra kælder til kvist. Hr. Hadberg tog i desperation sit eget liv, ved at selvlobotomisere sig ved hjælp af sin trofaste hjælper, den jernstang han altid bar rundt på, og som han i øvrigt havde købt af mig i 1991, til den yderst favorable pris af kr. 2,02.

daare02-22

Den indslåede dør til forstanderens bolig. Hvad derefter fulgte af bestialske modbydeligheder, vil jeg overlade til den ærede læsers fantasi, blot med denne beskedne tilføjelse, direkte og med personlig tilladelse citeret fra lokaldigter V. Rølvenbergs storslåede epos: “Brune Erindringer Pr. Vers” (2003).

“Man næppe sig for’stille kan
en noblere og finer’ mand;
hin Lacksen sjæl fór hjemad, grant,
thi hjernerne blev sammenblandt.”

daare-02-23

Egnspoet og militærballonskipper af reserven, den folkekære og højstærede V. Røvlenberg.

daare02-24ab

I de tidlige morgentimer medens revolten stadig stod på, kravlede Trismi Kiniseri op på anstaltens tag for at tømme blødbrunvaretanken, medens Hystadia Menses-Rynkebys sindssvage skrigeri fra balkonen gjaldede ud over gårdspladsen, hvilket tiltrak omgivelsernes opmærksomhed. De store mængder flydende brunvare betød desværre, at stort set alle tilstedeværende i bygningen druknede.

daare02-25ab

Friskytte P. Laffenberg fra Gustenhuse Sogns Søndre Husmandskreds, som på sin morgentur hørte støjen, nedskød herefter – desværre for sent – Kinisiri, der styrtede i døden fra tårnet ned på exercitspladsen, hvor der overalt herskede panik og ødelæggelse, i kølvandet på Habenguts psykotiske rædselsridt.

 

daare02-26ab

Alt imens forsøgte Creutzfeldt-Jakobsen under tumulten diskret at stikke af i Lacksens pansrede limousine, med sin stålsarkofag fastspændt på taget (hans hjem i en menneskealder), men blev lykkeligvis afsløret af Tølperforeningens medlemmer, der var strømmet til stedet, ved det første tegn på ballade, og som derefter trak ham ud af bilen for læsterligt at gennemprygle ham på åben gade. Hermed var spillet i realiteten ude, og der blev atter trods endnu et par voldsomme dødsfald bragt ro og orden over begivenhederne.

daare02-27

De fire overlevende misdædere blev i marts 2002 under stor lokal mediebevågenhed hængt på Sindssvageanstaltens exercitsplads. Videofilm af henrettelserne kan bestilles formedelst kr. 13,31 inkl. porto hos undertegnede. Specificér venligst af hvilken person De ønsker at se hængningen. Rabat på kr. 0,50 gives ved bestilling af alle 4. En læderindbundet 15-års jubilæumsluxusudgave med interessante fraklip vil til næste år kunne erhverves i forbindelse med den årlige Byfest. 22 gratis eksemplarer vil ydermere af undertegnede blive udkastet i grams fra Liggasballonens gondol.

Foto fjernet
Vagthavende Ebbe Gøg, sikkerhedsrepræsentant Bob Natan og gesandt Reinier Laval fra Frankrig (som tilfældigvis befandt sig i området), hilser på hinanden ved indvielsen af anstaltens nye, forbedrede lokaler i 2002.

daare02-28bc

Til højre ovenfor ses anstaltens nye datamat, som skal eliminere lignende episoder i fremtiden. Til venstre en af stedets nyansatte bevæbnede medarbejdere, til varetagelse af alle daglige sikkerhedsmæssige opgaver.

Anstalten vil i øvrigt være lukket i dagene omkring d. 21. december 2112, kl. 21:12. Så er De altså hermed informeret, hvis De som gustenhuseborger på dette tidspunkt skulle gå hen at blive, eller være blevet erklæret sindssyg.

daare02-2930

Efter den formelle indvielse var der erklæret folkefest. Forstander Gack E. Lacksen, Jr. og dennes viv Hannah sidder i foråret 2002 ved det traditionelle smörgåsbord, i forbindelse med den årlige audit, hvor man under selve måltidet af tidsbesparende hensyn også besigtigede de nyankomne patienter, herunder troldkællinger, somnambulante selvmutilatorer samt diverse ulykkelige hovedkuldspatienter.

Foto fjernet

Hopla! Hér går det godt! Konferencier, entertainer og orkesterleder Otto Ege fra Gustenhuse Tappenstreg afsynger den traditionelle festsang: “En af dem, der red med fane”. Herefter udråbtes et 9-foldigt leve, for den ufravigeligt loyale Tølperforenings medlemmer, der aldrig har ladet sognet i stikken i krisesituationer.

daare02-32

Tølperforeningen (repræsenteret ved overstående menige medlemmer) modtog ved festligheden Gustenhuses Kulturpris på. kr. 16,61. I øvrigt for 77. gang i træk.

 SE OGSÅ:

henveisenmanndaarekiste01