Tag-arkiv: Cæsar

VERDENSHISTORIER: Jubelkalenderens blad 4

ÅR 44 FØR KRISTI FØDSEL

Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.

“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”

Knockilus smilede.

“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”

Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.

“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.

Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.

Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for megen blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.

44fKr Cæsar

Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer og migranter, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.

Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.

“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”

“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.

“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”

Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.

Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en sen middag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.

“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:

“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”

Forrige blad                       Næste blad

Retur til avisens forside

År 44 f.Kr.f. i Rom: KNIVFORBUD I NATTELIVET

HenvVERDENSHISTORIEN01

Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.

“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”

Knockilus smilede.

“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”

Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.

“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.

Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.

Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for meget blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.

44fKr Cæsar

Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.

Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.

“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”

“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.

“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”

Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.

Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en festmiddag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.

“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:

“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”

Copyright 2016 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.

SE OGSÅ:

HenvDANMARKSHISTORIEN

Retur til forsiden