Exprestelegram fra vor betroede korrespondent
Alvard Husse, tarmrenser og festgynækolog
Hendes kongelige Højhed prinsesse Phyllis af Vestsjælland vil inden længe beære Usseldrup-egnen med endnu et arkæologisk besøg. Prinsessen har jævnligt forestået udgravninger i den usseldrupske muld, siden hun i 1968 gjorde et sensationelt fund af et fyrtøj og otte let brugte piberensere i en høvdingegrav fra yngre bronzealder. Fundet beviste, som Nørre Usseldrup Dagblad dengang skrev, at ”egnens førstemænd allerede i de tidligste tider mødte enhver forandring, herunder egen bortgang og bisættelse, med stoisk ro og et stop virginiatobak”.
Det er arealet omkring Klamhuse Urinkraftværk, som prinsesse Phyllis nu agter at gøre til genstand for arkæologiske studier. Netop denne parcel har hun flere gange endevendt med sin kongelige spade, da grunden har vist sig ekstraordinært rig på oldsager. Blandt de fundne effekter er et stort antal sodsvedede spir og skibsbeslag fra vikingetiden iblandet rester af forkullet moseeg. ”Vidste man ikke bedre”, som hendes kongelige højhed udtalte ved sit seneste besøg, ”kunne man forledes til at tro, at en hel flåde af vikingefartøjer er blevet anvendt til optændingsbrænde”.
Prinsessen vil under sin arkæologiske visit i Klamhuse blive ledsaget af rektor Lupo Flaxhuber, Nordvestjysk Folkeuniversitet & Traktorakademi, Klamhuse. Hun er ved samme universitet dr.h.c. med ret til gratis olieskift.
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside