Som led i vores serie, “Usseldrup dengang, nu og heldigvis aldrig” bringer vi i denne uge en reportage fra Klamhuses lille jødiske samfund.
De fleste abonnenter har nok under spadsereturen i bycentrum en lørdag aften bemærket det uanseelige lille hus med den brune sekstakkede stjerne og den herfra udgående melodiske, snart jublende, snart melankolske, modulerende messen på et for nordvestjyder fremmed sprog, der mest af alt leder tanken hen på Sommer i Tyrol. De har sikkert også studset over den livlige duft af røgelse, gefilte fish, og nybagte fækalie-kreplach, der ganefristende emmer ud fra køkkenet under bygningen. De færreste er derimod bekendt med historien om Klamhuses lille jødiske menighed, synagogen Beth Brabrand, og dennes leder og cantor, Rabbi Birge Lønquist, kendt mellem venner som “Æ Jodlejøde”, Vi bringer her et billede af dette for mange ukendte Nordvestjylland.
“Oprindelig var de fleste af vort lille samfund med mig i vores Exodus fra Holstebro”, indleder Rabbi Birge samtalen. “Selv ernærede jeg mig som tarmrenser på kosher-slagteriet Solomon & Sheissdarm i krydset mellem østre Ringvej og Viborgvej. Men med tiden gjorde progromer og antisemitisme vores ophold utåleligt. Smertegrænsen var nået, da smædeskriftet “Zions Brunes Protokoller” beskyldte os for at bruge fækalier fra kristne drengebørn i vores påskemåltid. Alle ved nu, at Protokollerne var et falsum fabrikeret på bestilling af det hemmelige politi hos amtmanden i Struer. Men urolighederne startede alligevel. Selv blev jeg tvunget til at løbe spidsrod gennem en ophidset mængde, der tæskede løs på mig med hver deres kosher-salami.”
“På samme tid skete det, at Jahve viste sig for mig i en drøm. Han fortalte om et land nord for Limfjorden, der flyder over med mælk og honning som en fyldt septiktank, og bød mig at føre Holstebros jødiske samfund dertil,” fortsætter Rabbi Birge. “Vi pakkede i hast alt og begav os ad Hovedvej A11 nordover. Da vi kom til Oddesund, kunne vi se en støvsky i baggrunden. Alle vidste, hvad det betød: Amtmanden havde sendt kosakkerne fra Oksbøl efter os. Men i sin uendelige godhed skildte Jahve vandene ved Nissum Bredning, så vi nåede tørskoet over. Da kosakkerne var midt i Limfjorden, lod han vandet igen strømme ind og drukne dem.”
“De første år var hårde, men efterhånden har vi opbygget et samfund her i Klamhuse”, fortæller en tydelig stolt Rabbi Birge. “Vi har både synagoge, kosher-fækalie deli og bageri, samt en betydelig produktion af kunstige brundiamanter til industribrug. Min menighed havde familie i Antwerpens diamantsliberkredse, og via en aftale med latrinet ved Brugsen, er vi velforsynede med brune råvarer. Når fækalier bages ved 2000 C over natten i bageriets bagel-ovn, krystalliserer de brune molekyler sig i et helt specielt gitter, der giver en hårdhed, der overgår diamanter fundet i naturen. Om morgenen er bageriet selvfølgelig forbeholdt bageri af de fækalie kreplach og Knish lækkerier, hvoraf en ikke ubetydelig del eksporteres til Tel Aviv og Brooklyn.”
“Vort folk har, som alle ved, strenge regler for, hvad vi må spise”, forklarer Rabbi Birge. “Derfor er enhver eksporteret fækalie-delikatesse nødt til at være erklæret Kosher Pareve og certificeret af Rabbi Birge selv. Kun fækalier klassificeret som 1 eller 2 på den internationale Bristol Fækalie Skala kan i praksis stemples med det cirkelformede U, der indikerer en korrekt certifikation. Men hjemmemarkedet er godt tilfreds med fækalier af type 3 eller højere, så intet går til spilde,” forsikrer Rabbi Birge.
Vort interview lakker mod enden. Et æret medlem af menigheden, kosherslagter Ariel Ben-Brande er afgået ved døden, og Rabbi Birge er kaldet til at jodle de sørgendes Kaddish for familien. En værdig afslutning for en oplysende samtale fra det mindre kendte Klamhuse.
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside