Hvordan i alverden kan De vide det? Vi har endnu ikke lokaliseret grevens røvpapir,” spurgte Fridolph undrende, mens han gned sine ømme kinder. ”Jeg mener naturligvis: brevpapir. Punktum. Hvem har i øvrigt sendt bud efter Deres utiltalende person?”
”Det er mit jo arbejde at vide den slags. Jeg har været i familiens tjeneste i århundreder…”, svarede Rakkelpot kryptisk, mens han slog en langsom, knirkende og svært ildelugtende prut.
”Skulle vi ikke hellere se at komme i sving, du lille tjenermand? Der skulle jo nødig falde flere prygl, vel…?”
Fridolph isnede ved tanken, og lille Lullah peb i sympati fra sit skjul under køkkenbordet.
“Jo, men De må blot forstå, at som situationen er, kan der ikke kan blive tale om noget videre, i form af honorar for deres såkaldte arbejde!”, forklarede Fridolph, og lod indholdet af sin bukselomme falde klirrende på bordet: sølle 1 krone og toogtyve øre, samt en krøllet, nusset og for længst udløbet fribillet til en personlig rundvisning på Gustenhuse Pervertarium.
”MONEY, MONEY, MONEY!”, skreg chimpansen, og rakte grisk labben frem mod det pauvre bytte.
Hurtigere end øjet kunne registrere greb Rakkelpot kødhakkeren fra blokken, og plantede den i bordet med et drabeligt hug, så abens hånd blev skilt fra armen.
”UH! UH! UH! AH! AH! AH!”, vrælede dyret, greb om den blodsprøjtende arm og kastede sig hovedkulds i smerte ud gennem køkkenvinduet med et klirrende brag, og satte derefter i løb i retning mod skoven.
Fridolph fulgte måbende gennem den smadrede rude bæstets vanvittige flugt, og først da der fra skoven hørtes to-tre bøsseskud, efterfulgt af et højlydt hyl, vendte han sig igen imod Rakkelpot.
”Er De tilfældigvis også glarmester…?”, sukkede Fridolph, resigneret.
”Ork, ja. Og sæbefabrikant, tilmed!” lød det fra den mystiske tyksak. ”Og bare rolig, du lille fidibus; det hele er til fulde betalt, for længe, længe siden…”.
Fridolph gøs endnu værre end før, og sparkede i frustration til Lullah, der peb ynkeligt og defækerede, under køkkenbordet.
”Nå. Men så er det denne vej! Punktum!” fastslog Fridolph noget uoverbevisende, og bad den underlige mand følge sig ned af den mørke kældertrappe.
Gylla trippede kort efter ind i køkkenet, medens hun nynnede et af tidens allerpopulæreste sangtemaer.
”Fridolph, din latterlige lakaj! Hvor er nøglen til vinkælderen? Jeg lider af en deprimation, og jeg…”.
Hun stoppede brat ved synet af den overskårne abehånd på bordet. Lynsnart tilegnede hun sig mønterne og den blodige hånd i sit lommetørklæde, og plukkede derefter nøglen til vinkælderen ned fra dens søm på væggen.
”Hvis du sladrer, ryger du i ovnen til jul!” bemærkede hun, henvendt til stakkels Lullah, der frygtsomt havde observeret det hele.
Jeg oplevede for nyligt den udsøgte fornøjelse at blive personligt hædret ved det årlige julekalas i Gustenhuse Sogneråd.
Til lejligheden blev der skrevet en lystig vise til min ære, og denne vil jeg hermed i al beskedenhed gerne have lov at dele med avisens læsere. Her er melodien, alle synger med på:
Og her kommer sangteksten, første til sjette vers:
Vor Hartmann har haft formandskab, lige sid’n han fik det fået – han er aldrig blevet gået – han er aldrig blevet gået ja, se blot på de resultater manden har opnået han vil aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG blive gået!
Og julefattighjælp har vore borgere aldrig fået – de har aldrig fået noget – de har aldrig fået noget det er noget disse proletarer ikke har forstået: de skal aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG have noget!
Vor servitrice hun er køn, og meget kvik i ho’edet – hun er aldrig blevet slået – hun er aldrig blevet slået men hvis hun spilder vores snaps, så får hun én på låget men er endnu aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG blevet slået
Hun får jo nok et klask i måsen, når vi bli’r lidt kåde – det er altid sår’n, med måde – det er altid sår’n, med måde og der vanker nok lidt drikkepenge, sådan, indforstået det er altid, altid, altid, altid, ALTID sår’n, med måde
Vor kære formand drikke vil vort hele sprutforråd – mon vi andre vil få noget? – mon vi andre vil få noget? han har drukket 8 flasker, og er ik’ engang omtåget men har virkelig, virkelig, virkelig, virkelig, VIRKELIG fået noget
Og spunsen på vor tønde hestepilsner er udslået – nu skal alle have noget! – nu skal alle have noget! og vi går ikke hjem igen, før bunden den er nået vi går aldrig, aldrig, aldrig, ALDRIG hjem, før den er nået!
SKÅL! Leve Hartmann, og leve Gustenhuse! Hurra x 9 prc.
Som en lille ekstra julespøg havde vi besøg af hr. opretstående entertainer Andrew Bajs Kløj, der reciterede diverse morsomme børnerim, hvoraf jeg herunder gengiver et lille, men repræsentativt udvalg, til d’herrer læseres generelle adspredelse:
“Dippe, dippe, due Nu vil mormors luge Åbne sig for hver en mand Det er sæd i dette land Dippe, dippe, due
Alabadoster! Hvad koster din moster? To mark for 2, Til knald er hun go’!
Nikke nokke nambo No se rambo Nikke nakke nildo Stor, sort dildo!
Der var engang en mand Han gokked’ i en spand Og spanden var af ler Og konen vasked’ bleer Medens manden masturberer Og han sig koncentrerer Det’ lige før det sker For nu kan han ikke mer’…
Ælle, bælle, mig fortælle Turen går til Holstebro Købe mig en gammel so Splitte hendes røv i to Ølle, bølle, hun fik kølle Turen, den går hjem igen Vasker mit beskidte lem: Sår’n var juleferièn!”
Glædelig Jul og godt Nytår til alle (på nær arbejdsløse og marxister), fra os i Gustenhuse! Med festlige højtidshilsener fra Deres til anledningen svært beduggede
Trods diverse uforudsete katastrofer endte vort store motorshow
alligevel som en bragende succes
Først skal der – naturligvis – udråbes et nifoldigt leve for alle de frivillige medlemmer af Grønlands Automobil Klub (GAK), der varetog alle praktiske opgaver under arrangementet, herunder pacificeringen af diverse overbeskænkede og voldelige elementer blandt publikum. De leve! x 9 prc. Desværre overlevede kun to af dem, hvilket vil fremgå af nedenstående.
Blandt mange højdepunkter i det indledende program bør fremhæves den fantastiske præstation i klassen for fækaliedrevne strømlinervogne over 5000cc, som blev vundet i overbevisende stil af hr. Palisander Iks fra Gammel Trans, som iøvrigt havde hr. plakatsælger Lortild Styrring som ko-driver. Altså i bilen, og ikke ude på marken. Bemærk iøvrigt den flotte læderracerheldragt, som er sammensat af Tollund- og Grauballemændenes jordiske rester, samt en hævert fra Gustenhuse Sogns Hjemmebrænderiers reservedelslager.
I den indlagte pause underholdte duoen Ebba & Kneppa fra den populære tv-serie “Ud At Køre Med De Skøger” til stor folkejubel, med æggebæger-præcisionstisning over 10 meter, inden de dejlige frøkener prøvekørte det senere på tragisk vis forulykkede rekordvehikel fra vognmand P. E. Dahls specialværksted.
På billedet ses det uheldsvangre køretøj under optankning fra luften ved det store non-stop 24-timers rekordforsøg, der endte i et gigantisk havari, da ko-kassebremserne svigtede, og bilen, ført af den amerikanske vovehals Mr. Ford Taunussen, kolliderede med Rigssal Le Mans, og eksploderede i et brændende inferno, der kostede 58 menneskeliv, og ydermere betød, at den med stor forventning imødesete After Race Bar måtte udskydes i 1 time, 22 minutter og 18 sekunder, prc.
Med Tølperforeningens assistance lykkedes det at bjærge flere hundrede flasker spiritus, samt et par af de forkullede lig fra den rygende brandtomt. Disse vil blive nedsænket i Gustenhuse Mose, med henblik på fremtidig læderjakkeproduktion. Herefter kunne festen fortsætte som planlagt, til stor glæde for de fremmødte, der genererede et overskud på ialt kr. 74,58, som vil blive delvist investeret i forbedrede baneforhold til næste års extravaganza, som allerede er under planlægning ved d’herrer Angekok og Stahl-Eisenmann.
Efter den vellykkede event var der massage, knoglebrudsudretning, samt et forfriskende styrtebad i grønlænderurin for de trætte motorsportsfolk, der havde givet deres yderste i den store begivenheds tjeneste.
Der skal derfor lyde en varm tak her fra Gustenhuse og fra vore grønlandske medorganisatorer til alle fremmødte, og et hjerteligt på gensyn næste år!
Den længe med spænding ventede åbningsgalla ved Gustenhuse Saltsø Speedway er nært forestående!
Til fordel for de mange tilmeldte til vort store gymkhana på Saltsøen, har vi i samarbejde med Gustenhuse Egnsmuseum besluttet at inddrage og anvende alle vore udstillede moselig i produktionen af souvenir-læderjakker til fordel for de glade motorentusiaster.
Der forventes således travlhed i den kommende tid på systuen “Vi Dem Beklæder – I Lak Og I Læder”, hvor moseligene, efter nænsom opklipning og flåning, vil blive modificeret til flotte læderjakker i alle størrelser, med nitter og valgfrie rygmærker, som på dagen vil kunne erhverves i boderne. Interesserede bedes notere, at der foreløbig er tale om begrænsede oplag, indtil vi har modtaget svar på vor henvendelse til Nationalmuseet.
Arrangementet varetages af Godthåb MC, under ledelse af den meget ærede hr. Jonathan “Rejen” Angekok, der forsikrer os, at det ikke kommer til at gå stille af, hvorfor vi har indkaldt alle Tølperforeningens medlemmer til assistance ved eventuelle masseslagsmål og brandstiftelser, under begivenheden, der kun vil være åben for synligt tatoverede mænd over 11 år.
Entré bliver kr. 0,76, og cykelkæder kan købes ved indgangen. Alkoholkonsumption og tobaksrygning er påbudt på det allerskarpeste. Manglende overholdelse heraf vil medføre øjeblikkelig gennempryglning, afklædning, overpisning og derpå bortvisning.
Der vil blive opstillet bordeltelt med udskænkning og spækbuffet, og al opkastning, urinering og defækation foregår ved slamhullet bag Rigssalen. Vel mødt, og rigtig god fornøjelse!
Det er mig en stor glæde at kunne informere avisens ærede læsere om det netop overståede salg af Gustenhuse Saltsø, til vore noble rigsfæller i nord.
Vort store ressourceholdige og naturskønne areal overgår således pr. førstkommende mandag kl. 08:47prc., til de glade købere, det hovedrige og motorsportsbegejstrede grønlandske familiedynasti Sikkesak Tupilak Harly-Davidsen, hvis væsentligste medlemmer ses på nedenstående fotografi.
Det er meningen, at de eskimoiske racerentusiaster skal omdanne saltsøen til en regulær væddeløbsbane, samt opføre en rigssal på lokaliteten, som allerede er blevet navngivet “Rigssal Le Mans”. Her vil der blive serveret kaffe og andre flydende substanser, og der vil hver anden lørdag i vinterhalvåret desuden blive diverteret med spontan konebyt, langspyt, trommedans og harpunbanko.
Vi kan således i fremtiden opleve storslåede vehikeldrevne sportsbegivenheder på den gamle saltsø, der desværre aldrig har kunnet gøres rentabel, bl.a. på grund af den stadigt manglende indbetaling for storleverancer af natriumklorid til Jan Mayen. Altså øen, ikke manden. Det er af mig vurderet som værende mere lønsomt at sælge saltsøen, fremfor vha. liggasballonen at angribe Jan Mayen militært, med henblik på inkassovirksomhed, så derfor har vi ydmygt takket ja til det generøse grønlandske tilbud.
Herover ses på ladet af bedemand K. A. Dauers trækvogn, og foran den fremmødte pøbel, opråber hr. Skrigwald Råbesen offentliggøre det store salg, der vil tilføre sogneøkonomien et ikke nærmere specificeret provenu, der først vil blive indberettet, efterat jeg selv personligt og uden indblanding af nogen art har gennemgået økonomien i detaljen.
Så foreligger endelig resultatet af vor storstilede fækalieindsamling.
Under kyndig supervision af hr. Bob Drønnert blev den indsamlede brunvare inddelt, afvejet og optalt efter alle kunstens regler, inklusive pryglestrafansvar ved over 1,7%s afvigelse, prc.
Desværre, og til stor personlig skuffelse, oplevede vi undervejs blandt vort frivillige spejderkorps diverse forsøg på smårapseri af de indsamlede ressourcer. Som vist på nedenstående foto, var der imidlertid ingen pardon over for disse uforskammede knøse, der efter bastant ørevridning, fodpumpning og elektrisk chok, omgående tilbageleverede det flydende guld til rette, og værdigst trængende.
De skyldige er desuden pr. ds.d. overgået til skoleskibet Rædselsskonnertens bemanding, for de næste 25 år, med mulighed for forlængelse indtil 387 år.
Men derudover forløb indsamlingen til største tilfredsstillelse. Brunvaren overgik til kyndig forarbejdning hos vor betroede medarbejder i Skide Spande, hr. Adbert Dyppert.
Herefter blev den resulterende, kompakte storkugle af fækalium manuelt transporteret hele vejen til Gibraltarklippen af Nordjyllands største bæ-skubber, den navnkundige cirkusmedarbejder, hr. Stärchmann-Jørgensen.
Fra dette optimale affyringssted var det herefter en formalitet vha. blide at afsende vort bidrag til gavn for vore brune brødre i syd.
Beklageligvis landede vort velgørende missil direkte ovenpå Al-Kapoun Moskeen under fredagsbønnen, hvilket har medført, at Bob Drønnert muligvis ved et senere tidspunkt vil overveje at informere det Europæiske Parlament om behovet for en eventuel justering af gibraltarbliden.
“Vore ædle hensigter må være tilstrækkelig forklaring og undskyldning for de uheld, der kan ske undervejs,” erklærede hr. Drønnert, inden han gik til festmiddag sammen med de øvrige medlemmer af indsamlingskomiteen.
En kort sommerbulletin i anledning af Gustenhuses storstilede dør-til-dør fækalieindsamling til fordel for vore afrikanske brødre (og søstre).
Alle i sognet opfordres til at tømme alle depoter i den gode sags tjeneste! Lad al den ferske, nordjyske brunvare, fra folk såvel som fæ, overgå til det ædle formål, og udvis stor generøsitet overfor vore indsamlere, når det ringer på Deres dør næstkommende søndag klokken 12:22, prc.
Skulle De være lovligt forhindret, instrueres De hermed til forsvarligt at deponere Deres bidrag i en forseglet pose på dørtrinnet. Løs brunvare vil blive opsamlet for bidragyders regning, og tilfældigt spredt eller udsmurt og nedtrådt brunvare vil blive opskrabet og derefter indført gennem brevsprækken på den pågældende adresse, iht. Gustenhuse Velgørenhedsselskabs ordensbekendtgørelse af 1823.
De er også velkommen til at indsende deres donation med De Brune Bude, blot de holder Dem for øje, at der vil gå op til 128 dage, før deres forsendelse ankommer til sorteringsterminalen.
Hånlige tilråb og fornærmende gestikulationer mod medlemmer af vort indsamlerkorps vil omgående blive besvaret med pistol- eller bøsseskud.
I min families besiddelse har siden 1777 været at finde et kuriøst spinet af østprøjsisk fabrikat. Dette blev i sin tid givet min tip-tip-oldefar i bytte for et 3-personers støbejerns-defækationsstativ, af den berømte komponist Ludervicker von Bössendorfer, kendt for “Et Mellemstort Stykke For Luth og Lagkage” (1752-3).
Idet jeg for nylig har haft en besynderlig oplevelse med dette apparat, altså spinettet, gengives denne herunder, i billedledsaget verseform, til de ærede læseres generelle adspredelse, samt information.
I det Brune Værelse nys jeg fandt
Tre nodeark gemt i spinettet.
Albert Pick: “Den Tid Der Svandt”,
Og Schkiede: “Tågen Er Lettet”.
Det tredie ej navn eller titel bar;
Det gjorde mig noget bedrøvet…
Men hvem komponisten så end var,
Musikken skulle nu blive prøvet!
Og frem af det støvede gamle spinet
Snart vælded’ de sælsomste toner…
Det lød som en mand, der sad på toilet,
Efter 20 styk kokosmakroner.
Som tilkaldt fra mørkeste dødningevrå
Af dette, djævelske prælude,
To balder kridhvide mit øje nu så,
Defækerende mod min rude!
Hvad var dette væsen?; nu slog det en vind!
– Mine hænder fortsatte at spille –
Indtil i brunvare alt glas var smurt ind.
En latter lød; så blev der stille…
Mit vindue jeg nu rense vil
– Og guderne skal vide –
Fra nu jeg mig begrænse til,
at spille Pick og Schkiede!
—
Med ærbødige hilsener,
Deres ydmyge,
Hartmann
Nordvestjysk Poesiapprecieringssocietet af 1921 har ufortøvet belønnet digteren Stahl-Eisenmann for disse smukke og manende vers. Han tildeles de meget sjældne 7 Walmert af 6 mulige.
Eventyret er slut, det glorværdige ørige Dartvados er nu en saga blott.
Lad mig indledningsvis hurtigt berolige Dem allesammen: Min egen person, konsulatets uvurderlige erotiske postkortsamling, samt petriskålen med Orla Zinzüeghs DNA, er bragt i sikkerhed.
Medens De indtager fire til seks store glas beroligende drikkepetroleum, vil jeg fortælle Dem hele den grufulde og dramatiske historie.
Hele den autistiske negergeni-familie Onager omkom ulykkeligvis i den tragiske eksplosion på Undervandsbræksitgenerator 4, ved Dartvados’ Videnskabelige Institut Til Militærindustriens Fremme. Denne forfærdelige begivenhed efterlod ikke alene hele projektet i et limbo, men forårsagede også seismiske rystelser, hvorved primitive urkræfter blev frigivet fra havets bund.
Som forudsagt i den præ-historiske caraibiske voodoo-profeti, rejste Den Store Homoh Ka’al sig i al sin majestætiske rædselsvælde fra sin æonlange slummer i det mørke dyb. En ulykke kommer som bekendt sjældent alene, og jeg fik ydermere på nogenlunde samme tid stjålet min velocipede fra konsulatets VIP-parkeringsplads. Det gigantiske monstrum (altså ikke vehiklet) blæste herefter en lyserød miasma ud over hele øen, inden det igen forsvandt sporløst i bølgerne. Da den opståede panik blandt befolkningen nogle timer senere var nedkæmpet ved hjælp af kraftige nationale disciplinærlusseringer, faldt der igen en slags ro over landet.
Dagen efter kunne det imidlertid konstateres, at hele øen var overrendt af gadeklovne i svømmefødder, bevæbnet med lavementspumper! Borgere blev væltet omkuld, fastholdt, og fik store mængder klovneserum injiceret rektalt.
Dette stred selvsagt imod ordensbekendtgørelsen, og vi måtte derfor udkommandere vore militærstyrker, for at få sat en stopper for dette uappetitlige og samfundsnedbrydende uvæsen. Desværre var der slet ingen respons fra vore normalt pålidelige negertropper, der enten havde taget flugten, eller med vold var blevet klovnificeret af den invaderende overmagt.
Jeg selv oplevede at blive fysisk overmandet af disse utilbørlige narre, og på uværdig vis kastet i fængsel, og derefter frataget mine lorgnetter, lommelærke samt barbérgrej. Dette var jo i sig selv helt uhørt og ganske uanstændigt, og disse vanvittige marxistiske bajadser skulle da så sandelig også komme til at fortryde deres handlinger. Dette kan jeg sige med sikkerhed, idet hele øen på min specifikke ordre for en måned siden blev systematisk mineret med bræksitsprængladninger – blot i tilfælde af noget lignende.
Ved hjælp af astrodefækatorisk selvaffyring sked jeg mig under et fingeret fængselsoprør over muren og ud i friheden, til min ventende bræksit-ubåd, som derefter fragtede mig helskindet hjem til Danmark. Det var ganske enkelt for farligt at opholde sig på øen, længere.
Men hvad med befolkningen? Skulle de herefter for stedse lide under dette groteske klovneregime, eller var det mere nådigt og humant, om jeg blot lod hele øen detonere…?
Beslutningen var let; jeg trykkede resolut og uden samvittighedskvaler på den røde knap, der for evigt og med et kæmpebrag udslettede Dartvados fra jordens overflade. Derefter satte jeg kursen mod min hjemstavn, vel vidende, at jeg i kraft af min uangribelige karaktér og mandsmod havde forhindret ubeskrivelige fremtidige menneskelige lidelser.
Hér ses jeg selv, netop tilbagevendt til Gustenhuse By, i centrum for den hjertelige modtagelse af min egen ydmyge person, foran H. G. Hoffmanns beværtning, i Store Kæfertstræde.
Efter et muntert drikkelag, inklusive gensidige velkomstlusseringer, var der traditionel nordjysk afslapning og cigarrygning i det grønne, blandt djærve mænd af den helt rette støbning.
Leve Gustenhuse! Leve Knockel! Leve Kongen! Og længe leve Danmark! (Hurra x 9 prc.)
Må det være mig tilladt hermed definitivt at afslutte mine meriter med nedenstående skønne strofer fra V. Røvlenbergs nationalepos “Mit Kære Gamle Land” (1920).
“Der findes jo klovne som ej vil os det godt; De vandrer iblandt os, og siger “båt-båt”. De kommer med strid og araberkomplot; Blot nyde de vil, vor rabarberkompot.
Med alskens gøgl de altid prøve; Fra vuggen did, de sutter røve. Men i vort skjold de finde løve, Og vi mod fjenden aldrig tøve!
– I mit kære gamle land.”
Ærbødigst,
fhv. Kgl. Konsul og Overborgmester (med meget mere), Hartmann Stahl-Eisenmann,
Landstedet Krads Mølle,
Ådselsherred,
Gustenhuse Sogn.
Gratis addendum: Hvordan det gik alle de øvrige, siden hen
Drengen Barfoed Ørlesen blev jo desværre glemt på Mars, da vi rejste hjem. Men der er vittterligt krummer i knøsen, og der er ingen som helst grund til at tro, han ikke skulle kunne klare sig alene, deroppe, endda på ubestemt tid.
Min kære korpulente negerven Ølmert Fap blev kvalt i flødeskumskager ved sin egen 112-års fødselsdagfest, men der er ingen grund til at begræde dette faktum, idet det var sligt han levede hele sit liv, og nøjagtigt sådan han selv ønskede at dø.
Dr. Heineken Sæbbelin gik bort efter længere tids kløe i næsen, der viste sig at skyldes, at en tarantel havde lagt sine æg i de store hulrum, medens han sov. Da der gik hul på æggene, myldrede de giftige små araknider ind i mandens hjerne, og tilføjede ham en dødelig dosis gift.
Koburn Pabst fra D.R.A.M. blev tilbudt, og accepterede på stedet, stillingen som reservejulemandsassistent i oliestaten Aber Dabei, hvor han dog stadig har sin første reelle arbejdsdag til gode.
Finkbine Nommsen druknede i sin maniske rengøringsildhu under den årlige rensning af konsulatets septiktank, som en pryd for sit fag, og et smukt eksempel til efterfølgelse.
Slari Bartfast rejste efter den vellykkede Mars-ekspedition selv på opdagelse i Verdensrummet, i en modificeret Nilfisk-støvsuger, og derom kan De jo passende læse, andetsteds.
Den elskelige hr. Tafatman Handy blev under sin offentlige friluftsmorgendefækation snigmyrdet bagfra med muskedonner af fætteren til Bjarne Hash, den postmoderne postnihilist og postmedarbejder Jerne Brast, der derefter rettede sit våben mod sig selv, skød ved siden af, ladede muskedonneren igen, og ramte, i andet forsøg. Hovedet er til dato stadig ikke fundet.
Det er sørgeligvis netop kommet os for øre, at vor gamle vestjydske bonkammerat Pis-Vagn ikke er mere.
I forbindelse med afviklingen af Vagns jordiske efterladenskaber, har man konstateret, at manden end ikke tilnærmelsesvis besad kongens mønt, hvorfor vi nu anstændigvis anmoder om offentlighedens hjælp til at berede vor ven en nobel jordefærd.
Derfor opfordres avisens ærede læsere til at investere hver kr. 0,02 i følgende støttesingle, således at Vagn kan blive stedt til hvile på proper og miljømæssigt bæredygtig facon næstkommende torsdag på Gustenhuse Kødvarefabrik, kl. 07:47prc.
Ære være Vagns minde, og her er melodien, alle synger med på:
Jeg er pisker,
I Skide Spande;
Den ajleste af strande.
Fra mit lille piskerhus,
Kan jeg høre skrævets brus,
Og vestenvindens sus…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun minderne tilbage…
Om de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
Mange timer og minutter,
Imedens at fiskerne de prutter,
Der var væde i mit sind…
Når den stride vestenvind
Sprøjted’ tyndskid mod min kind.
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun minderne tilbage…
Om de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
(Interludium harmonicum – De opfordres til at indtage en halv flaske snaps og tygge en skrå, medens De lusserer Deres kone, børn samt husdyr)
I min sjæl er jeg fisker.
Alle kalder mig pissevisker.
Nok en stryger ind om land…
Dog længes jeg her fra min strand,
Hen mod det gule vand…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu har jeg kun kinderne tilbage…
Og de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande…
Ak, men pisset kom på ration,
Og mine prutter røg på auktion,
Så nu er der kun kvinderne tilbage…
Oh, de go’e, gamle dage…
Da jeg ku’ blande…
Pis
I Skide Spande..
Overskuddet ved denne støttesang doneres næsten ubeskåret til Pis-Vagns begravelsesfond. På forhånd tak for deres generøse bidrag!
