Tag-arkiv: Stordigt

Det Defækerende Genfærd På Krads Mølle

Stahl-EisenmannLOGO

I min families besiddelse har siden 1777 været at finde et kuriøst spinet af østprøjsisk fabrikat. Dette blev i sin tid givet min tip-tip-oldefar i bytte for et 3-personers støbejerns-defækationsstativ, af den berømte komponist Ludervicker von Bössendorfer, kendt for “Et Mellemstort Stykke For Luth og Lagkage” (1752-3).

Idet jeg for nylig har haft en besynderlig oplevelse med dette apparat, altså spinettet, gengives  denne herunder, i billedledsaget verseform, til de ærede læseres generelle adspredelse, samt information.

Genfærd01

I det Brune Værelse nys jeg fandt
Tre nodeark gemt i spinettet.
Albert Pick: “Den Tid Der Svandt”,
Og Schkiede: “Tågen Er Lettet”.

Genfærd02

Det tredie ej navn eller titel bar;
Det gjorde mig noget bedrøvet…
Men hvem komponisten så end var,
Musikken skulle nu blive prøvet!

Genfærd 03

Og frem af det støvede gamle spinet
Snart vælded’ de sælsomste toner…
Det lød som en mand, der sad på toilet,
Efter 20 styk kokosmakroner.

Genfærd 04

Som tilkaldt fra mørkeste dødningevrå
Af dette, djævelske prælude,
To balder kridhvide mit øje nu så,
Defækerende mod min rude!

Genfærd 05

Hvad var dette væsen?; nu slog det en vind!
– Mine hænder fortsatte at spille –
Indtil i brunvare alt glas var smurt ind.
En latter lød; så blev der stille…

Genfærd 06

Mit vindue jeg nu rense vil
– Og guderne skal vide –
Fra nu jeg mig begrænse til,
at spille Pick og Schkiede!

Med ærbødige hilsener,
Deres ydmyge,
Hartmann

7 W

Nordvestjysk Poesiapprecieringssocietet af 1921 har ufortøvet belønnet
digteren Stahl-Eisenmann for disse smukke og manende vers.
Han tildeles de meget sjældne 7 Walmert af 6 mulige.

SE OGSÅ:

HenvEisenmannDANSKFILM

Retur til avisens forside

Betagende afskedsdigt: Tre visne mænd fra Østerlars

Stahl-EisenmannLOGO

Nedenstående fremsendes i den triste anledning af V. Røvlenbergs i en alder af 128 år alt for tidlige død, under et særdeles veldækket nytårsmiddagsbord i festsalen på Gustenhuse Friskytteforenings Jagtpavillon.

Det var Røvlenbergs døende ønske, da han tidligere i dag udåndede i mine arme, med sit aftrillede hoved i skødet, at hans efterladte, under middagen på en serviet nedfældede digt, specifikt skulle fremsendes til publicering i vor højt respekterede egnsavis.

Lad os efterkomme vort noble bysbarns bøn og alle istemme denne, hans sidste mesterlige komposition, ved bisættelsen fredag 6. januar, 2017, kl. 18:47 prc. på Gustenhuse Østre Losseplads.

De Tre Visne Mænd Fra Østerlars

eisentrevise01

På Marken foran Kirken staar
To Mænd der ej i Kirke gaar.
“Til Rønne By vi age vil,
At redde os en Brandert, til!”

Som sagt, saa gjort. De ta’r afsted,
Og Degnen følger også med.
Thi han har Hestevognen tømt,
Og Han’sens Liigfærd just forsømt.

eisentrevise02

For nu de Trende solde maa;
I Han’sens Kiste er kun Skraa,
Butæljer, og en Mø saa favr,
Og ikke Hannesens Kadav’r.

Men Tingene jo slippe op,
Og udslidt bliver Pigens Krop.
Saa hastigt Vognen Ruten ta’,
I Svinget Pigen kastes af.

eisentrevise03

I Rønne By saa prunk og fiin,
Dér møder de en stolt Rabbin’.
Han rækker dem en gylden Kalk,
Og siger: “Prøv dog denne Skalk!”.

“Det siger vi Dem, Hr. Melin,
Ej drikke vil vi Jødes Vin!
Jeg er blot Degn, en Ødeland,
Dog ej jeg føje Jødemand!”

eisentrevise04

Og Degnen Pisken smælde la’r
Ret mod den gamle Jødefa’er,
Og til sin Synagoge strax,
Han sig forføje med et: “Pax!”

De Trende Svirebrødre nu,
På Kro vil age, gram i Hu,
For dér at slukke deres Tørst,
Thi dén er stor, ja, større; størst!

eisentrevise05

Men pludselig på Vejen fram,
De ser en tækkelig Imam.
Han byder dem et Maaltid let,
Og si’r: “Min Navn den er Ahmed.”.

Men Degnen svarer, gamle Skjælm,
Ret som en Viking uden Hjelm:
“Præcis som Dem vi er – ak – mæt.
Saa nu vi Tre vil drikke tæt!”.

“For vi har gode, danske Aner.
Vi ej er Muhamme-, men Daner!”
Og ind i sin Moské han skrider,
Imedens de Trende rejser vider’.

eisentrevise06

Paa Torvet alt i Rønne By,
Der rejser sig højt imod Sky,
En Negerkarussel saa stor;
De Trende raaber: “Nøjjj…!”, i Kor.

billede-7-8

Ved Hjulet denne skiønne Dag,
Staar Negerkongen Umbabá.
Han rækker dem en Pibe hver,
At ryge paa, med Lugt saa sær.

eisentrevise08

Og Degnen raaber: “Umbahbah!
Jer Røgelse er vældigt bra!
Tag med os, kiære Negermand;
(Blot Kirkebøssen række kan…!)”.

Således blev de Tre til fir’,
Og alle gik de ud på Svir.
Hvorend de er, den Dag idag
De sammen er, I muntert Lag:

Tre visne Mænd, og Umbabá!

eisentrevise09

Egnspoet V. Røvlenberg (1888-2016).

SE OGSÅ:

henveisenmanndaarekiste01

Jubelgave nr. 5: TIL MIDDAG HOS GREVEN

TilMiddag

Fra skoven hører vi signalhornet gjalde,
hundene bjæffe og bøsserne knalde.
Her går jo greven og hans jagtkammerater,
bevæbnet som soldater, dog minus håndgranater,
klar til indsats mod kronhjort, vildsvin og hare,
ænder, fasaner, og om det så bare
er en slunken ræv med lopper i manken,
kan den få en kugle i bagen eller flanken.

Hen mod aften, når jagten er forbi,
skal de raske herrer til middag – får de noget, de kan li’?
Ja, hareryg med brunede kartofler og tyttebærsauce,
tilberedt af madam Jensen, ikke hældt ud af en dåse.
Kvaliteten er prima, haren måske lidt ram i smagen;
lad gå med det, vi er sultne efter frisk luft hele dagen,
så alle bruger flittigt kniv og gaffel
og nyder den røde drue fra grevens karaffel.

Næste dag går slotsherren, fuld af fryd og gammen,
ned i kælderkøkkenet for at takke madammen:
Denne middag var en udsøgt nydelse,
Deres madkunst, fru Jensen, er husets prydelse,
blot undrer det mig, at hareryggen
var trevlet i kødet og krævede nogen tyggen,
før den gled ned, og ærligt talt:
Den smagte mere bistert end normalt.

Ædle hr. greve, lyder svaret fra køkkenets herskerinde,
tillad mig allerhøfligst at minde
Dem om, at fryseren var tømt for harer –
lageret rækker jo ikke længere, end det varer.
Da nøden var størst, og udsigterne matte,
slog det ned i mig, at vi havde masser af katte
springende rundt, ude og inde,
og som De ved, er jeg en praktisk kvinde.
Hvem kan se forskel på kat og hare…

Tak, afbryder greven, De kan spare
mig for resten af historien;
kommer den ud, mister vi begge glorien,
ja, vi får rent ud sagt smæk i måsen.
Altså: Tavshed, og lad mig for øvrigt rose saucen.
Madam Jensen, De er greveslottets pryd;
tag min bedste portvin, træk den op og nyd
den fløjlsbløde eliksir, til hver dråbe er væk;
den er lavet på henkogte traktordæk.

Yuhua Hassan
Til middag hos greven
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel

Goldenturd

Hr. Hassan blev 27. november 2014 tildelt årets Nobellpris i litteratur.

Prisen er indstiftet 1961 af fhv. landpostbud Norbert Nobell-Nielsen og hustru Nobba. Den består af kr. 2,19, en forgyldt pragtfækalie og seks stimulerende festlussinger, uddelt på stedet og uden diskussion af Louis B. Knockel.

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Ranke venner på rejseeventyr i Levanten

To af avisens ædleste og mest rankryggede venner, hr. Eberhard Stürwolt og hr. Sverker Surströmming har i kraft af mange års opsparing og et korrespondentlegat på kr. 4,86 fra Den Knockelske Kulturformidlingskasse været i stand til at foretage en uforglemmelig eventyrrejse gennem Levanten.

Begge d’herrer er kommet forfriskede tilbage, og avisen har fået lov at kigge med i deres fotoalbum. De ses herunder (med en lokal vejviser, hr. Muammar al-Kamël i midten), stolt poserende ved et naturmindesmærke, der går under navnet “Profetens Finger”:

sverkerferiesoejle

Længere mod sydvest kunne disse vækster beundres:

sverkerferiekaktus

Landskabelige udsigter i særklasse, vandfald som ingen andre steder:

sverkerferievandfald

Og mystiske landskabsformationer, muligvis fra tidligere civilisationer:

sverkerferielandskab

Pragtfulde solnedgange, filtreret af smukke træer:

sverkerferiesolnedgang

Lokal transportform, ‘lej en struds’, som man nok kunne supplere med hos vore hjemlige sporveje:

sverkerferiestruds-dame

En mere udførlig beretning om d’herrers eventyr på fod- og pedalvehikelrejsen vil fremkomme, når deres familiers, tyendes og avlsdyrs første gensynsglæde er overstået.

SE OGSÅ:

HenvSTÜRWOLTREDDERAVISEN

Baldurs 17. kvad: LYSSKY FORGLEMMELSER

Abelonerne lever i en fordærvet tid

Hvor det der optager dem mest er den splid,

Som er imellem deres utallige grupper

Som kræver ret for sig selv imens de fupper.

De har så travlt med at fremhæve andres fejl

At de ikke fatter de ser dem i et autoriseret spejl.

Og når jeg forsøger at finde ud af moradset,

Ender det kun med at jeg føler mig presset,

Ind på en trist og kedelig vej

Og tænker hvad gør jeg på denne galej

Jeg ser kun en hel masse fjollede tåber

Som farer forbi imens de råber,

Om noget de ikke vil finde sig i

Imens de hakker på dem de ikke kan li

Jeg er inderlig træt af at høre de ondskabsfulde råb

Der lyder som om de har mistet alt håb.

Hele tiden skubber de kun til de andre,

Som slet ikke ved hvad det er de vil forandre.

Det er trættende at høre på

Fordi ingen fortæller hvad det er de vil nå.

Hvad nytter det mig at jeg kan se i mørke ligesom en ugle,

Og er i stand til at afsløre det abelonerne vil skjule,

Når så meget er løbet løbsk på kloden,

Fordi Abelonerne fulgte alt for meget med moden.

Og når Solvej viser mig dagens aviser

Er det de særeste ting de priser.

Fra høvdingenes listige styreprogrammer

Som vil sætte alt i fastlåste rammer.

De metoder har de brugt fra deres halvnøgne tids begyndelse

 Normeret af deres primitive abe-sind forkyndelse.

Som deres overdrevne misbrug af klodens resurser

Og manglerne ved deres talrige kurser

Der sker meget lusk på deres autoriserede skoler

Fordi det er her man knæsætter alle paroler

 Bestemt af underkuelsernes og misbruges fædre

Som Abelonerne bliver ved med at beundre og hædre.

Baldurportræt

Ifølge dogmer og værdisystemer

Bilder høvdingene sig ind at de kan løse alle problemer.

Men på bunden af hver eneste af deres love og bestemmelser

 Skjuler der sig mange lyssky forglemmelser.

De tager patent på det de kalde – det normale

Imens de omhyggeligt skjulte at deres regler er gale.

Og at udrede bare lidt i det filtrede kludder

Nytter det ikke med al deres sludder.

Jeg stoler ikke på disse kretiner

Men ryster opgivende på hovedet imens jeg griner

For den der kan gennemskue både løgn og latin

Ved at det kun kan afbødes med højlydte grin.

Jeg ved at deres meningsløse snakken

Som dyrkes på stormøder er en gensidig hakken,

Er et klart bevis på de langt fra er enige

Men foragter hinanden – plus alle de menige.

Hver eneste af dem vil være den bedste

Og er nødt til at fremture i skudsikre veste,

Når de belønner nogle få med præmier og flotte priser

På trods af at denne løsninger giver andre både skuffelser – og kriser.

SE OGSÅ:

BalddurHenvStordigt16

Baldurs stordigt nr. 14: DE HELLIGE

Vi Aser som holder til her i Norden,

Viser et ærbødigt hensyn til – alt liv – på jorden.

Vi har bevæget os på land siden vi kom hertil – fra havet,

Og har set alt det ragelse mennesker i tidens løb har lavet.

Vi vidste de var en flok skaldede aber,

Der bilder sig ind det er imponerende og flot når de skaber –

Sig – og råber op med højrøstede stemmer,

Så det overdøver det de tager fejl af og glemmer.

Engang slog de sig på brystet, imens de skreg med skingrende lyde,

Dengang vidste de ikke hvad deres yngels hovmod, senere kom til at betyde.

 Da de byggede deres samfund op omkring tro og idealer,

Og stolede blindt på de af dem der vil bestemme – og befaler.

De som bildte sig selv og hinanden ind

At de har en særlig ret til at forbruge alt – og fik meget til at gå over gevind.

Utroligt at det lykkedes for disse skaldede aber på deres primitive måde,

At vikle hinanden ind i et stramt netværk af tråde.

Der hvor de kom fra kendte de til de stærke lianer

Som de havde svunget sig i – i lange baner.

Og deres medfødte abe-sind havde de fået med,

Dengang de flygtede fra deres fødested.

De var blevet skræmte og uenige da de blev – næsten – nøgne,

Det er årsagen til deres utallige løgne.

Som de gjorde til ukrænkelige regler og fordomme,

Beregnet og bestyret af de dominerende – og de fromme.

Der uddelte disse love som blandede bolsjer,

Til alverdens stilfærdige og godtroende fjolser.

I et system som – de hellige – havde regnet ud,

Imens de påstod at det var efter en ordre de fik – af en gud.

En gud som var en usynlig og distræt ontologi –

– i virkeligheden bare en filosofisk ideologi.

Og i kølvandet af deres mange uenigheder

Kunne de ikke bliver enige om hvad det er guden hedder,

Derfor opstod der adskillige stridende sekter

Som gjorde meget ud af at påpeget de andres defekter.

De kalder disse påstande for religioner

Og bruger stadig samme strategi – i deres nutidige sammenspiste unioner.

Baldurportræt

Der er ingen forskel i deres metoder

Om det sker i organisationer, kirker, moskeer eller pagoder.

På den måde er det blevet til utallige krige

Gejlet op af en hensynsløs og standhaftig intrige.

Det gjaldt om at vinde og kræve ind,

En primitiv trang fra deres abe-sind.

Det var en velkendt og afprøvet fremgangsmåde

Den generaler brugte når de fik magt til at råde.

De vidste det gjaldt om at forskrække og true

En metode der fik flertallet til at ryste og grue.

De havde set det virke så mange gange,

Selv store flokke kunne de uden særligt besvær gøre bange,

Når de brugte en hel masse dødbringende våben,

Stivnede de fleste med en skrækslagen måben,

Når krigerne efterlod store dynger – af døde

Og havde lagt mange områder øde.

 De skaldede abers angst for døden er fundamentalt

Og resultatet af krigene er katastrofalt.

De gjorde dem til ofre for deres eget overmod,

Fordi der var så meget de ikke forstod.

De drev rovdrift på både træer og blomster,

Ja, på alle levende forekomster.

De fremhævede deres ideer som noget de kaldte humanitære

Og gjorde andre arters levevilkår håbløse og svære.

Det vil jeg vende tilbage til

I et nyt kvad om dette narrespil.

 SE OGSÅ:

HenvBALDUR13

Nyt stordigt: FORREST I FLOKKEN

Baldurportræt

Jeg vil minde om, at jeg er Rimfazes rytter,

Som sidder til hest imens jeg lytter,

Og får ord til de kvad som jeg deler gavmildt ud,

Så nogle kan se, det kan skabe et brud,

På hvad flertallet alt for længe har troet på

Alle de der har så svært ved at forstå.

Jeg ved nemlig at flertallets dømmekraft,

Er defekt som et redskab der har mistet – sit skaft.

Det store flertal bliver ved med at fumle,

Og kan ikke se de regler som er falske og skumle.

Det har været sådan fra tidernes morgen,

At det var tyranner som havde sat sig selv – på borgen,

Den borg som de lokkede folk til at bygge,

Med løfter om at her blev de trygge.

Tyranner som førte sig frem med truthorn og brag,

Som kunne overdøve dette lumske bedrag.

Besatte af ideer om deres eget MEREværd,

Har de altid været til stort besvær,

For alle dem de så nemt kunne narre,

Til at holde igen og sparre og sparre,

På egne behov og beskedne vaner,

Og der er kun få iblandt dem som aner,

At de er ofre for bedrevidende og falske påstande,

Fordi tyranner i alle lande

Hyrede vagtfolk som de gav flotte uniformer

Og besked om at fastholde regler og normer.

Det fik vagterne til at svælge i ideer om dyder,

Som de dikterede flertallet – og det betyder

At de pressede folk til at stræbe og stræbe

Og udtænkte ideer om at straffe – og dræbe.

På den vis er flertallet blevet holdt nede,

Af de der ville bestemme og lede,

Flokkene i lige netop den retning

Som gav tyranner og vagterne den bedste forretning.

 

Men

Der fandtes altså også nogle,

Som nægtede at følge den parole.

De gjorde oprør og lavede revolutioner,

Eller bildte sig ind det hjalp med resolutioner.

De blev foragtet og kaldt for rebeller,

Dømt til at leve af luftsteg og vindfrikadeller.

Udråbt til skurke, banditter og kanaljer,

Beskrevet i tarvelige detaljer.

De skilte sig ud, men også i de oprørskes grupper

Er der nogle som både snyder og fupper.

De vidste det gav dem selv flere goder

Når bare de brugte de vante metoder.

Så de sørgede for at blive bemærket og komme til orde

Nøjagtig som de der blev anset – for de store.

De gik forrest i flokken og råbte op,

Thi det er vejen til berømmelsens top.

Og her står man så med to modstridende dele

Af opfattelsen af hvordan der bliver set på det hele.

Og hvem skal man følge,

Når de der vil styre sejler på hver sin bølge.

Det er slet ikke svært at se det slår klik

For flertallet i sådan en rodebutik.