Kategoriarkiv: Baldur Hyppeson

Baldurs 20. kvad: Aser kan ikke lyve

Inden jeg tager fat på kvad nummer tyve,

Vil jeg afsløre at en Ase ikke kan lyve,

Vores visdom og syn på livet er ærligt

Det er Abelonerne selv som gør deres liv besværligt.

Og vi ved at det er storhedsvanvid,

Der holder dem fast i en uendelige strid,

Som hver eneste synes de er i deres gode ret til vinde

Uanset om de er mand eller kvinde,

 Anstrenger de sig på hver deres helt private måde,

For at opnå den status hvorfra de kan råde –

Bod på – deres egen forvirring og skrøbelighed

Så det ikke bliver den rene bedrøvelighed.

Nogle bruger deres svaghed og andre deres styrke,

Men det er altid sig selv og deres eget formål de vil dyrke.

Og helt tilbage til dengang da de nægtede at være aber,

Har de hver især stræbt efter at undgå at blive en som taber.

Det førte så til at de dannede flere sammenspiste klaner,

Og den ide blev til baggrunden for mange omfattende planer,

Som gik ud på at det gjaldt om hævde sig og brillere

Og satsede på at de som støttede det blev til flere og flere,

Som blev styret af høvdinge som afgjorde alt

Imens de sørgede for selv at blive godt betalt.

De ville beherske alt på jorden

Og det skulle ske efter det som de kaldte verdens orden.

De opfandt talsystemer og idealer

Og brugte strategier som minder om kortspil og kabaler.

Den plan er både fejlvurderet og desperat,

Selvom de bilder sig ind den er vældig og smart.

Der var for meget de overså og glemte

Og alt for mange som blev tilsidesat og klemte.

De blev presset af mange regler og love

En lang række forbud som ikke var sjove.

 Nu var der så det, at hver eneste af dem ønskede at vinde

Og en del luskede rundt i håb om at finde,

Metoder som gav dem mulighed for selv at råde

Over deres eget liv på en mere tilfredsstillende måde.

Baldurportræt

Det skabte hvad høvdingene kaldte forbrydelser

Og de modvillige blev dømt til straf og fortrydelser.

Der blev oprettet domstole med rettergang

Som skulle afgøre hvad der var ret – og vrang.

Det er efter Asernes mening noget aparte,

At de uden særlig betænkelighed lod dette cirkus starte.

 Og imens Abelonernes vanvid tog til,

I dette meningsløse herligheds spil,

Holdt vi en stilfærdig og lav profil,

Og forsatte i vores sædvanlige levestil.

Vi slås ikke om ære og herredømme

Eller ønsker os deres værdier i stride strømme.

Og i nutiden er Abelonernes pres vokset og vokset

Imens adskillige gode skikke – er kokset.

Da de ville reformere og beherske hver eneste afkrog

Og forventede  at de fleste ville tale det samme sprog.

De kaldte denne model for globalisering

Og påstod det var en nødvendig modernisering.

Men det er nu engang i Norden vi  Aser bor

Og derfor hjælper det ikke spor,

At gå så meget op i det man på andre steder vil,

Det bliver alligevel kun til en lang række skuespil.

Det kan godt se ud som om vi er både svage og feje,

Men vi ved at livet og kloden kan ingen eje.

Vi ved også det ikke nytter der kæmpes

Det fører kun til nye kampe som ikke kan dæmpes

Af aftaler imellem de stridende partier

Der vil nemlig altid være noget de hver især fortier.

SE OGSÅ:

HenvBaldurDIGT19

Baldurs 19. kvad: Høvdingenes falske løfter

Det er for dårligt at Abelonerne dominerer og har beslaglagt så meget,

Deres primitive og brutale adfærd har nemlig fordrejet

Ærbødigheden til selve livets struktur,

Og de går for let hen over klodens mangfoldige natur,

Dengang i forhistorisk tid da de skilte sig ud fra de andre aber,

Og udklækkede ideer om høvdingemagt og mesterskaber.

Deres tro på egne evner og viden er en meningsløs farce,

De er ikke nogen guddommelig race,

Ligner mere en slags krapyl som bilder sig ind

At de kan styre og forudsige alt – selv vejr og vind,

Men deres forvarsler passer kun for de nærmeste dage

Det gælder også når de vil se sig tilbage

Fordi deres beregninger bygger på knudrede planer

Hvor det hele er fastsat af de dårlige vaner,

Som Abelonernes høvdinge i årevis har benyttet

Sig af – imens de sørgede for selv at være sikkert beskyttet,

Af vagtpersonale i skudsikre veste,

Som påstår de kan og vil – det bedste.

Imens de føler sig hævet højt over alle klodens andre arter

Og undertrykker hensynsløst – selv deres egne sammenspiste parter.

Høvdingene har sat sig tungt på klodens basale resurser,

Som de kræver betaling for af Abelonerne – til tårnhøje kurser.

De ter sig som om hele kloden er deres – og ikke sin egen,

Deres storhedsvanvid har hele tiden været i vejen,

For klodens mangfoldighed af levende former

Blev påduttet tyrannernes syntetiske normer

Fordi de fundamentale krav selve livet stiller

Blev druknet i høvdingenes selvoptagede storheds griller.

De vil også afgøre alt hvad Abelonerne skal gøre – og dyrke,

Tyrannerne presser sig på med uformindsket styrke.

De blander sig selv i de mindste detaljer

Og deres indgriben afstedkommer mange brutale bataljer

Af voldsomme stridigheder og slagsmål

Hvad der lige netop er høvdingenes formål,

Fordi det giver grobund for rettergang og heltedyrkelse

Og understreger nødvendigheden af deres troppers styrkelse.

Det er vigtigt for høvdingene at advare om dødsfjender som truer,

Så Abelonerne dukker sig skræmte og gruer,

Uden fjender har de ikke brug for at blive skærmet

Og det er den joker høvdingene gemmer i ærmet.

Baldurportræt

I fortiden var det slemt – men i nutiden er det blevet værre,

Fordi Abelonerne er nemme at lokke – desværre –

Til at rette sig efter de forbud og regler der gælder,

Uden at se de fleste er fælder,

Som låser dem fast på begrænsede skinneveje

En placering som gør dem både skræmte og feje.

Så de godtager høvdingenes falske løfter,

Som i virkeligheden ikke er andet end dybe kløfter,

De fik gravet i kanten af deres fastlagte skinner,

 Anbragt så de modvillige nemt glider af og forsvinder,

Bare de får et lille skub,

Fra de lovlydige som ikke ser de er ofre for fup.

De systematiske tidstabeller blev gjort til tidsmaskiner

Som blev væltet ud over Abelonerne og endte som rutiner

Og i nutiden hvor alt er pris og datomærket

Er tidspresset og pengevæsnets tvang blevet mere forstærket.

SE OGSÅ:

HenvBalddurNYTÅR

Baldurs 18. kvad: ET GRÅDIGT GAB

På nattens ridt kan jeg høre det bruser

Fra Abelone høvdingenes mistænkelige fiduser.

Men så er det jeg kommer til at huske på,

At i december måned bliver meget sat i stå,

Fordi Abelonerne har travlt med at jule,

Et engagement de hverken kan eller vil skjule.

For os Aser er al deres jule tabernakel,

Et overdrevent og fjollet spektakel

Der tydeligt viser deres abe-sind

Som får alt til at gå helt over gevind.

Men nu er julen overstået,

Og kalenderåret 2013 er også gået.

Årstal og højtider fik høvdingene indført for længe siden,

Og bildte Abelonerne ind at det gav dem styr på tiden.

Det var som så meget andet både løgn og latin,

Noget vi Aser betragter med hovedrystende grin.

Tiden kan ikke låses fast i systematiske tabeller,

Ligegyldigt hvordan man tæller.

Desuden snød høvdingene dengang de talte

Tidspunkterne op – som med så meget andet de ville forvalte.

Derfor er det også som om nutidens kvaler,

Fra de utallige regler og forbud høvdingene befaler,

Har udviklet sig i mange desperate retninger

Der i høj grad er følger af deres lyssky forretninger.

Lige siden høvdingene udregnede pengesystemet,

Har Abelonerne haft svært ved at klare problemet,

Med at nogle blev fattige og – andre alt for rige,

En forskel  som stadig er en forbandet intrige.

Det er sådan det går når noget gøres til en målestok,

 Vil der være nogle som ikke kan få nok.

Især når de mangler sans for proportioner

Og bygger alt på fastlåste traditioner.

Baldurportræt

Oprindeligt var penge ment som et praktisk redskab

Men i kølvandet på det blev der åbnet et grådigt gab.

Fra at være et middel blev penge til et mål

Som de der havde dem forsvarede med våben af stål.

Og i deres nutidige kassesamfund

Lyder det som om de er stødt på grund.

De har levet for længe på lån og kredit,

Imens de udnyttede kloden og gjorde den beskidt.

Det giver os Aser så megen tristhed,

At se dem der er blændet af deres enorme griskhed.

Ikke mindst når vi ser en flok uniformerede og afrettede generaler

Udvalgt af dem som bestemmer og praler

Med det gods og guld som de har sat sig på

Og gjort til noget de menige Abeloner har svært ved at få.

Dem har høvdingene sat hen på et sidespor

Hvor de må vente imens deres kvaler gror og gror.

Her sidder de så ydmygt med bøjede nakker

Og må høre på at høvdingene brillere og snakker.

Om farlige fjender og pengemangel

Og den slags fjollede tingel tangel,

Der handler om at det kun er de menige Abeloner der skal spare,

Hvis de vil undgår den truende fare

Høvdingene påstår der er i den økonomiske krise

Som det er blevet hævdet af en flok sparegrise,

Rådgivere som kræver at Abelonerne viser samfundssind

Ved at putte det meste af deres beskedne indtægter ind

I hule beholdere med en sprække i ryggen,

Imens høvdingene griner lumsk i skyggen,

Af disse kæmpemæssige pengeinstitutter

Med stramme regler som de også beslutter.

Det er alt i alt en skummel affære

Som gør de menige Abeloners livsvilkår meget svære.

SE OGSÅ:

HenvBaldurDIGT17

Baldurs 17. kvad: LYSSKY FORGLEMMELSER

Abelonerne lever i en fordærvet tid

Hvor det der optager dem mest er den splid,

Som er imellem deres utallige grupper

Som kræver ret for sig selv imens de fupper.

De har så travlt med at fremhæve andres fejl

At de ikke fatter de ser dem i et autoriseret spejl.

Og når jeg forsøger at finde ud af moradset,

Ender det kun med at jeg føler mig presset,

Ind på en trist og kedelig vej

Og tænker hvad gør jeg på denne galej

Jeg ser kun en hel masse fjollede tåber

Som farer forbi imens de råber,

Om noget de ikke vil finde sig i

Imens de hakker på dem de ikke kan li

Jeg er inderlig træt af at høre de ondskabsfulde råb

Der lyder som om de har mistet alt håb.

Hele tiden skubber de kun til de andre,

Som slet ikke ved hvad det er de vil forandre.

Det er trættende at høre på

Fordi ingen fortæller hvad det er de vil nå.

Hvad nytter det mig at jeg kan se i mørke ligesom en ugle,

Og er i stand til at afsløre det abelonerne vil skjule,

Når så meget er løbet løbsk på kloden,

Fordi Abelonerne fulgte alt for meget med moden.

Og når Solvej viser mig dagens aviser

Er det de særeste ting de priser.

Fra høvdingenes listige styreprogrammer

Som vil sætte alt i fastlåste rammer.

De metoder har de brugt fra deres halvnøgne tids begyndelse

 Normeret af deres primitive abe-sind forkyndelse.

Som deres overdrevne misbrug af klodens resurser

Og manglerne ved deres talrige kurser

Der sker meget lusk på deres autoriserede skoler

Fordi det er her man knæsætter alle paroler

 Bestemt af underkuelsernes og misbruges fædre

Som Abelonerne bliver ved med at beundre og hædre.

Baldurportræt

Ifølge dogmer og værdisystemer

Bilder høvdingene sig ind at de kan løse alle problemer.

Men på bunden af hver eneste af deres love og bestemmelser

 Skjuler der sig mange lyssky forglemmelser.

De tager patent på det de kalde – det normale

Imens de omhyggeligt skjulte at deres regler er gale.

Og at udrede bare lidt i det filtrede kludder

Nytter det ikke med al deres sludder.

Jeg stoler ikke på disse kretiner

Men ryster opgivende på hovedet imens jeg griner

For den der kan gennemskue både løgn og latin

Ved at det kun kan afbødes med højlydte grin.

Jeg ved at deres meningsløse snakken

Som dyrkes på stormøder er en gensidig hakken,

Er et klart bevis på de langt fra er enige

Men foragter hinanden – plus alle de menige.

Hver eneste af dem vil være den bedste

Og er nødt til at fremture i skudsikre veste,

Når de belønner nogle få med præmier og flotte priser

På trods af at denne løsninger giver andre både skuffelser – og kriser.

SE OGSÅ:

BalddurHenvStordigt16

Baldurs 16. kvad: STORT SPEKTAKEL

Abelonernes mange overdrivelser

Trodser og forvirrer alle beskrivelser.

Og deres magtelite er meget slemme – til at glemme

At det er dem selv der har frembragt den klemme

Som de har befundet sig i fra de plukkede pelsen af og – lige siden

Har de bildt sig ind – at de har en stor og ukrænkelig viden.

Men det er en overdreven og misforstået tro

Som fik deres storhedsvanvid til at trives og gro.

 I Abelonernes samfund er det på mode at larme

Men deres støjende adfærd vækker Asernes harme.

Ligesom deres hæsblæsende faren omkring

Uden de ser at hastværk ødelægger så mange ting

Som de burde betragte i ro  – og stilfærdigt

Og især behandle hinanden mere elskværdigt.

Baldurportræt

De går også for meget op i at ville brillere

Med alt det skrammel de har travlt med at etablere

Det er grusomt at se deres dominerede bygningsgiganter

Og høre dem lovprist af både onkler og tanter

Til dem som igangsatte de enorme bygningskomplekser

Fordi de forventer at denne ros giver reflekser

I form af kontanter og andre slags erkendtligheder

At være i familie kan ofte give gunstige muligheder.

Det er vel det der kaldes for nepotisme,

Og er er uheldig og fejlagtig isme.

Men det er sådan Abelonernes samfund er skruet sammen

Og begyndte dengang de skiftede hammen.

Vi Aser har ikke svært ved at gennemskue

Den magtelite som bliver ved med at underkue,

Og stille krav til den største del af Abeloneflokken

Alle dem som søgte ly bag klippeblokken,

Imens nogle få havde sneget sig ud

Og i et uoverskueligt overmod hittede på det tåbelige brud

Som er en forfejlet og letsindig spekulation

Der var hærværk på jordklodens naturlige konstruktion.

Fordi den skubbede til den hårfine balance

Der gav alle arter den samme chance.

Ideen om at – en flok pelsløse chimpanser – var noget særligt,

Fik gjort både deres eget og andre arters liv besværligt.

Når de førte sig frem med pomp og pragt

Med deres meningsløse lovgivninger, afstraffelser og våbenmagt.

For slet ikke at tale om deres forbrug af både fødemidler og mineraler.

Noget som bliver misbrugt af de førende Abeloner som praler.

Der er også mere beskedne Abeloner som går med på spøgen

Ved at beundre dem som har – skudt papegøjen.

De som gjorde både sig selv og andre til slaver,

Når de blev påvirket af magtelitens løgnagtige palaver.

De som samlede på både gods og guld

Uden de blev tilfredse selv når de havde fået hele skuffen fuld.

Deres ulykkessaglige samlemani

Lagt sammen med det omfattende maskepi

Som foregår i deres mange fastlåste alliancer

Og fratager de beskedne Abeloner de fleste chancer.

Alligevel sker det at sådan en stakkel

Kæfter op og tror det vil frembringe stort spektakel.

Men en beskeden Abelones snak er ilde hørt,

Når magteliten påstår det – er forkert og skørt.

Det er stort set umuligt at komme til orde

For den som vil gå i rette med de der VIL betragtes – som de store.

SE OGSÅ:

HenvBalddur15

Baldurs 15. stordigt: UHÆMMET GRÅDIGHED

Det er galskab når et menneske er for stolt,

Af sig selv – og glemmer den nød dets humane adfærd har forvoldt.

Derfor må det vel være blevet på tide,

At jeg afslører noget det kan være rart nok at vide.

Jeg har fået hjælp til de kvad jeg skriver

Noget som forstærkede og støttede min iver,

Med at redegøre for det triste faktum,

At menneskehedens livsform er blevet både for grov – og dum.

Solvej har nemlig vist mig en omfattende fabel,

Af en som vi Aser anser som meget respektabel.

Den fortæller om en masse kun de færreste fatter,

Det er nu ikke så sært – Oda som skrev det er – Odins datter!

Desuden får hun hver nat besøg af to ravne,

Deres natlige snak kan naturligvis også gavne.

Ravnene fastslår – at et eneste individ er nok,

Til at korrumpere en opskræmt og talrig flok.

Oda ser menneskers dominerende adfærd som miserabel.

Og kalder dem – ABELONER – i sin fabel.

Jeg har tænkt mig at kalde dem – det samme,

Abeloner er et godt navn til alle de tamme,

Som synger med på de korrumperedes falske kantater,

Med tekster der bliver brugt i deres diktater.

Det klinger så hult og disharmonisk,

Og for det meste er det også en hel del hyklerisk,

Ikke mindst når de påstår deres love er så humane

Imens de afslører sig selv som meget profane,

For i virkeligheden hader og mistror de fleste hinanden,

Og satser mest på at slå deres nabo – på panden.

Og værre er det at de også tror

De har ret til at forbruge ALT, selvom de er på det gale spor.

Det er ynkværdigt at se deres uhæmmede grådighed

Når de nedlægger noget der burde være til andre arters rådighed.

Uden de har – selv den mindste beføjelse

Er der nogle som synes – det er en udsøgt fornøjelse,

At dræbe forskellige dyr og bruge dem som udstoppede trofæer,

Som de kan blære sig med til pynt i deres store palæer.

Det er hæsligt at se deres dumstolte miner,

Når de står med foden på det nedlagte dyr – imens de griner,

Og forventer at blive berømte for denne – heltegerning,

Som ikke havde kostet dem mere end at kaste en terning.

At tage på den slags safarier er nemlig et af de narrespil

Som hensynsløse individer kan få sig selv til,

Når de har midler til at spille kong gulerod,

I det Abelone hierarki som vi Aser ikke forstod.

Baldurportræt

Der gælder det samme for andres territorier

Som de erobrer og påstår det giver dem selv helte glorier.

For os er der intet prisværdigt i at slå ihjel og besætte bare – for sjov.

Vi Aser har ikke den slags griske behov.

Der er intet galt i at dræbe  –  for at kunne stille sin sult

Eller at forsvare sig selv når man bliver forfulgt.

Vi er tvunget til æde andre dyr eller planter for at opretholde livet,

Det er nu engang de vilkår som er blevet os givet,

Men dræber man eller besætter af dumstolt forfængelighed,

Eller af en tillært og påtvungen afhængighed,

Er det storhedsvanvid som styrer ens hjertelag

Og man er et blevet offer for et skændigt bedrag.

At tilegne sig andet end det man behøver

Gør den som praktiserer det til en stratenrøver.

Men det er en adfærd Abelonerne kalder for humanistisk

Fordi deres holdninger er blevet materialistisk.

Derfor forbruger de grådigt, hvad de mener kan gavne –

Dem selv – uden sans for det nogle andre dermed tvinges til at savne.

 SE OGSÅ:

HenvBaldurssyvende

Baldurs stordigt nr. 14: DE HELLIGE

Vi Aser som holder til her i Norden,

Viser et ærbødigt hensyn til – alt liv – på jorden.

Vi har bevæget os på land siden vi kom hertil – fra havet,

Og har set alt det ragelse mennesker i tidens løb har lavet.

Vi vidste de var en flok skaldede aber,

Der bilder sig ind det er imponerende og flot når de skaber –

Sig – og råber op med højrøstede stemmer,

Så det overdøver det de tager fejl af og glemmer.

Engang slog de sig på brystet, imens de skreg med skingrende lyde,

Dengang vidste de ikke hvad deres yngels hovmod, senere kom til at betyde.

 Da de byggede deres samfund op omkring tro og idealer,

Og stolede blindt på de af dem der vil bestemme – og befaler.

De som bildte sig selv og hinanden ind

At de har en særlig ret til at forbruge alt – og fik meget til at gå over gevind.

Utroligt at det lykkedes for disse skaldede aber på deres primitive måde,

At vikle hinanden ind i et stramt netværk af tråde.

Der hvor de kom fra kendte de til de stærke lianer

Som de havde svunget sig i – i lange baner.

Og deres medfødte abe-sind havde de fået med,

Dengang de flygtede fra deres fødested.

De var blevet skræmte og uenige da de blev – næsten – nøgne,

Det er årsagen til deres utallige løgne.

Som de gjorde til ukrænkelige regler og fordomme,

Beregnet og bestyret af de dominerende – og de fromme.

Der uddelte disse love som blandede bolsjer,

Til alverdens stilfærdige og godtroende fjolser.

I et system som – de hellige – havde regnet ud,

Imens de påstod at det var efter en ordre de fik – af en gud.

En gud som var en usynlig og distræt ontologi –

– i virkeligheden bare en filosofisk ideologi.

Og i kølvandet af deres mange uenigheder

Kunne de ikke bliver enige om hvad det er guden hedder,

Derfor opstod der adskillige stridende sekter

Som gjorde meget ud af at påpeget de andres defekter.

De kalder disse påstande for religioner

Og bruger stadig samme strategi – i deres nutidige sammenspiste unioner.

Baldurportræt

Der er ingen forskel i deres metoder

Om det sker i organisationer, kirker, moskeer eller pagoder.

På den måde er det blevet til utallige krige

Gejlet op af en hensynsløs og standhaftig intrige.

Det gjaldt om at vinde og kræve ind,

En primitiv trang fra deres abe-sind.

Det var en velkendt og afprøvet fremgangsmåde

Den generaler brugte når de fik magt til at råde.

De vidste det gjaldt om at forskrække og true

En metode der fik flertallet til at ryste og grue.

De havde set det virke så mange gange,

Selv store flokke kunne de uden særligt besvær gøre bange,

Når de brugte en hel masse dødbringende våben,

Stivnede de fleste med en skrækslagen måben,

Når krigerne efterlod store dynger – af døde

Og havde lagt mange områder øde.

 De skaldede abers angst for døden er fundamentalt

Og resultatet af krigene er katastrofalt.

De gjorde dem til ofre for deres eget overmod,

Fordi der var så meget de ikke forstod.

De drev rovdrift på både træer og blomster,

Ja, på alle levende forekomster.

De fremhævede deres ideer som noget de kaldte humanitære

Og gjorde andre arters levevilkår håbløse og svære.

Det vil jeg vende tilbage til

I et nyt kvad om dette narrespil.

 SE OGSÅ:

HenvBALDUR13

Baldurs 12. kvad: EN UENDELIG TOMHED

Det jeg nu til dags hører om natten er blevet så kryptisk.

Som kom det fra de storke der i fortiden knebrede løs – på egyptisk.

Det passer skidt til os Aser som holder til her – højt imod nord,

Når der bruges så mange tekniske og misvisende ord.

Vi Aser har vænnet os til at lytte til og stole på ravne,

Og har aldrig haft en pels som vi havde grund til at savne.

Ravnene sagde det højt som storkene kun kunne hviske,

Fordi de havde frøer i næbbet og var i gang med at fiske.

Og imens de spankulerede rundt i mudder,

Blev det de fortalte ofte til sludder,

  Som fik de skallede aber til at – svælge i overdrivelser,

Det ses tydeligt i deres egne beskrivelser,

Af dem de lefler for og som bliver gjort populære,

Selvom deres snak kun går ud på at ville belære

Flertallet om hvad det er der er vigtigt,

På trods af det hverken er gavnligt eller rigtigt.

At disse udvalgte og fremhævede personer

Er bestemt til at sidde højt oppe på samfundenes troner.

Alt det der kaldes for deres kvaliteter og fromhed,

Er konstrueret af falske forsikringer og en uendelig tomhed.

De påstår også at deres videnskab og teknik er til gavn

Men det ændre ikke på det bestandige savn,

Som har præget de skallede aber i ulykkelige retninger

Fyldt med begær og lyssky forretninger.

Baldurportræt

De udvalgte har alt for travlt med at blæse i store balloner

Og gør for meget ud af at de skal være i forudbestemte faconer.

Det de bygger er luftkasteller,

Opblæste idealer som overvælder.

Det hele går ud på at imponere – de mange

De der er så nemme at bondefange.

Fordi de overser at disse oppustede ideer er fyldt med tom luft

Der mildest talt har en stram og ubehageligt duft,

Som både er harsk og river i næsen,

Så  flertallets øjne løber i vand og det fordrejer fadæsen.

Den der gjorde dem til en klynkende, lydig flok

Låst fast bag en urokkelig klippeblok,

En mastodont af forbud, regler og påtvungne byrder,

Som overvåges og styres af nidkære hyrder,

Der påstår at flertallet har mulighed for selv at vælge,

Men det valg er begrænset til enten at købe eller at sælge.

Det er som så meget andet en følge af menneskernes abe-sind,

Og det storhedsvanvid som gik over gevind.

 Al det gøgl som stadig foregår,

Har strakt sig tilbage over utallige år,

Helt tilbage til menneskehedens begyndelse,

Har de været ofrer for denne sære forkyndelse,

Som gør en tilfældig del af en afpelset abe – flok,

Til en sammenspist elite der ikke kan få nok,

Fordi det de har kaldt for et fastlagt evangelium

Udartede sig til det rene delirium!

SE OGSÅ:

HenvBaldursottende

Baldurs 11. kvad: MAGT OG ÆRE

Mennesker er fastlåst i de gamle vaner og idealer

Som de lærte tidligt af dem der befaler.

Lige fra menneskeheden plukkede sig halvnøgne,

Har storhedsvanvid og lumske løgne,

Domineret deres adfærd på mange måder,

Det blev – som nævnt – sat i gang af de få som råder.

 Flertallet holdt ikke særligt godt sammen,

Siden de havde forandret på hammen.

Senere blev stridighederne til meget mere

I takt med at menneskerne blev flere og flere.

Det var lige præcis hvad – vandbærerne – kunne bruge,

Til at få mere magt var det bare at knuge

Og skræmme de fleste i flokken

De som havde søgt tilflugt bag klippeblokken.

 Vandbærerne havde set så mange gange,

At skræmte dyr nemt lod sig fange.

Det havde de lært når de hentede vandet

De hentede jo også så meget andet.

I hulen var der hverken planter eller andet til føden

Derfor påtog de sig at afhjælpe nøden.

Det var modvilligt de havde taget sig af besværet,

En hel del dovne havde de altid været.

Derfor mente de at de andre burde

Se op til dem der gjorde det, ingen af de andre turde.

Med store armbevægelser og dramatiske lyde,

Fik de flertallets uoverensstemmelser til at koge og syde.

Da pelsen forsvandt havde de mistet en tillidhedsfulde nærhed

De havde haft til hinanden – og det skabte tværhed,

De hanner og hunner som gensidigt havde soigneret hinanden,

Var på den vis kommet alvorligt på spanden.

Det ligner ganske vist en bagatel,

Men savnet virkede alligevel.

 Det var slut med at være nænsomme og intime,

Og var nok det første som holdt op med at rime.

Det som havde været en stilfærdig nydelse

Var blevet blandet med en uklar fortrydelse.

Baldurportræt

Det havde ikke været ret besværligt,

For de få, at bilde flertallet ind at de selv var noget særligt.

Det gjaldt om at styrke og fastholde gruen,

Det gjorde de så med en stadig truen;

Om grusom død og gebrækkeligheder

Og hvad de ellers fandt på af skrækkeligheder.

Som blev udpenslet i groteske detaljer

Der afstedkom adskillige frygtelige bataljer.

Fra dem der fulgte i vand-bærernes kølvand,

De som havde barbariske sanser og abe-forstand,

Som senere udtænkte et utal af krige,

Der fik et våbenkapløb til at stige og stige.

Men hverken flertallet – eller disse få,

Kan gøre rede for hvad det var – og stadig er – de vil nå.

Det er svært at se fordelen ved dem som vil smadre hinanden,

De har givet den de slås med navnet – fanden.

Og har udråbt dette monster til en farlig modpart

For at kunne opretholde deres eget destruktive krigsapparat.

 Den fanden er nemlig vekslende og illusoriske figurer,

Og ikke nødvendigvis nogle eller noget der truer.

Det er stadigvæk et spørgsmål om magt og ære

I vore øjne var de vandbærere og deres efterfølgere meget sære.

 

Baldurs 10. kvad: I pagt med de evige vinde

Menneskehedens historie er kun bagateller,

Absolut ikke noget der overvælder

Os Aser – der mest betragtes som en slags danefæ,

Skønt vi stammer fra en gren af livets træ,

Og lever i pagt med de evige vinde

Uden os ville alt liv på kloden forsvinde.

Solvej tager sig af det lyse – og jeg af det mørke,

Fordelt imellem os ligesom væde og tørke.

Det er vigtigt at huske begge sider

Og er ofte det menneskeheden ikke gider.

De har alt for travlt med deres selvskabte problemer

Og imponeres for nemt af medaljer og emblemer.

Vi bliver ikke blændet af den slags pynt

Vi var her før de narrestreger blev begyndt.

Vi ankom i hedenold til norden – fra havet,

Hvor et langvarigt ophold havde begavet –

Os – med vise tanker og syn – som en albatros.

Vores liv er og bliver ved med at være udødeligt,

Og mange ser det som anstødeligt,

At vi ikke er optaget af død og fare

Og heller ikke tænker på at bevare

En masse gamle kadavere og berømme det gamle,

Fortiden er slut, og det nytter ikke at samle,

På minder om det der er forbi,

Det er der ingen mening i.

Baldurportræt

Alligevel synes jeg, at jeg bør redegøre

Lidt mere om hvordan det gik os – her på det tørre.

Vi befandt os godt hvor vi var landet

Det der var omkring os var frodigt og blandet.

 Her var rigelig af både strand og skov –

Og vi bevægede os rundt efter vore egne behov.

Tog kun det der var absolut nødvendigt

Og lagde vægt på at gøre det beskedent og behændigt.

Vi stræbte ikke efter noget særligt –

For vi vidste at stræben efter fortrin gjorde livet besværligt.

Det havde vi lært i havets stride strømme,

Hvor livet er barskt og uden drømme.

Derfor holdt vi os til det som var ægte og stilfærdigt,

Og behandlede hinanden meget elskværdigt.

 Indrettede os efter årstidernes skiften

Såvel kulden som varmen og vindenes viften.

Kort sagt vi levede meget fredsommeligt,

Med det der var overkommeligt.

Og vi er her stadig, det ved de som regerer

Selvom vi ikke bliver agtet mere.

Vi blev nemlig gjort til en statshemmelighed,

Og gemt hen et sted hvor vi kan være i fred.

De vilkår fik vi da profeterne kom

Og ville lave alting om.

Det blev skabt af dem som vil behersker det hele,

Fordi de glemmer at det er nødvendigt at dele.

 Derfor må jeg igen helt tilbage til hule-tiden,

Når jeg vil vise skyggesiden,

Af det der fulgte med menneskehedens nøgne look,

Fordi de ikke forstod – et kuk,

Af “vand-bærernes” urealistiske tro og idealer

Som blev årsagen til de efterfølgende kvaler.

Der fik gjort flertallet til en flok kretinere,

Og selvom de tror, at det er os de ligner,

Er det kun en ønskedrøm,

Fantasier i deres meningsløse strøm,

Af utilfredshed over egne mangler,

Som en fjollet raslen med skramlende rangler.

SE OGSÅ:

HenvBALDUR9