Tag-arkiv: ase

Baldurs 20. kvad: Aser kan ikke lyve

Inden jeg tager fat på kvad nummer tyve,

Vil jeg afsløre at en Ase ikke kan lyve,

Vores visdom og syn på livet er ærligt

Det er Abelonerne selv som gør deres liv besværligt.

Og vi ved at det er storhedsvanvid,

Der holder dem fast i en uendelige strid,

Som hver eneste synes de er i deres gode ret til vinde

Uanset om de er mand eller kvinde,

 Anstrenger de sig på hver deres helt private måde,

For at opnå den status hvorfra de kan råde –

Bod på – deres egen forvirring og skrøbelighed

Så det ikke bliver den rene bedrøvelighed.

Nogle bruger deres svaghed og andre deres styrke,

Men det er altid sig selv og deres eget formål de vil dyrke.

Og helt tilbage til dengang da de nægtede at være aber,

Har de hver især stræbt efter at undgå at blive en som taber.

Det førte så til at de dannede flere sammenspiste klaner,

Og den ide blev til baggrunden for mange omfattende planer,

Som gik ud på at det gjaldt om hævde sig og brillere

Og satsede på at de som støttede det blev til flere og flere,

Som blev styret af høvdinge som afgjorde alt

Imens de sørgede for selv at blive godt betalt.

De ville beherske alt på jorden

Og det skulle ske efter det som de kaldte verdens orden.

De opfandt talsystemer og idealer

Og brugte strategier som minder om kortspil og kabaler.

Den plan er både fejlvurderet og desperat,

Selvom de bilder sig ind den er vældig og smart.

Der var for meget de overså og glemte

Og alt for mange som blev tilsidesat og klemte.

De blev presset af mange regler og love

En lang række forbud som ikke var sjove.

 Nu var der så det, at hver eneste af dem ønskede at vinde

Og en del luskede rundt i håb om at finde,

Metoder som gav dem mulighed for selv at råde

Over deres eget liv på en mere tilfredsstillende måde.

Baldurportræt

Det skabte hvad høvdingene kaldte forbrydelser

Og de modvillige blev dømt til straf og fortrydelser.

Der blev oprettet domstole med rettergang

Som skulle afgøre hvad der var ret – og vrang.

Det er efter Asernes mening noget aparte,

At de uden særlig betænkelighed lod dette cirkus starte.

 Og imens Abelonernes vanvid tog til,

I dette meningsløse herligheds spil,

Holdt vi en stilfærdig og lav profil,

Og forsatte i vores sædvanlige levestil.

Vi slås ikke om ære og herredømme

Eller ønsker os deres værdier i stride strømme.

Og i nutiden er Abelonernes pres vokset og vokset

Imens adskillige gode skikke – er kokset.

Da de ville reformere og beherske hver eneste afkrog

Og forventede  at de fleste ville tale det samme sprog.

De kaldte denne model for globalisering

Og påstod det var en nødvendig modernisering.

Men det er nu engang i Norden vi  Aser bor

Og derfor hjælper det ikke spor,

At gå så meget op i det man på andre steder vil,

Det bliver alligevel kun til en lang række skuespil.

Det kan godt se ud som om vi er både svage og feje,

Men vi ved at livet og kloden kan ingen eje.

Vi ved også det ikke nytter der kæmpes

Det fører kun til nye kampe som ikke kan dæmpes

Af aftaler imellem de stridende partier

Der vil nemlig altid være noget de hver især fortier.

SE OGSÅ:

HenvBaldurDIGT19

Baldurs stordigt nr. 14: DE HELLIGE

Vi Aser som holder til her i Norden,

Viser et ærbødigt hensyn til – alt liv – på jorden.

Vi har bevæget os på land siden vi kom hertil – fra havet,

Og har set alt det ragelse mennesker i tidens løb har lavet.

Vi vidste de var en flok skaldede aber,

Der bilder sig ind det er imponerende og flot når de skaber –

Sig – og råber op med højrøstede stemmer,

Så det overdøver det de tager fejl af og glemmer.

Engang slog de sig på brystet, imens de skreg med skingrende lyde,

Dengang vidste de ikke hvad deres yngels hovmod, senere kom til at betyde.

 Da de byggede deres samfund op omkring tro og idealer,

Og stolede blindt på de af dem der vil bestemme – og befaler.

De som bildte sig selv og hinanden ind

At de har en særlig ret til at forbruge alt – og fik meget til at gå over gevind.

Utroligt at det lykkedes for disse skaldede aber på deres primitive måde,

At vikle hinanden ind i et stramt netværk af tråde.

Der hvor de kom fra kendte de til de stærke lianer

Som de havde svunget sig i – i lange baner.

Og deres medfødte abe-sind havde de fået med,

Dengang de flygtede fra deres fødested.

De var blevet skræmte og uenige da de blev – næsten – nøgne,

Det er årsagen til deres utallige løgne.

Som de gjorde til ukrænkelige regler og fordomme,

Beregnet og bestyret af de dominerende – og de fromme.

Der uddelte disse love som blandede bolsjer,

Til alverdens stilfærdige og godtroende fjolser.

I et system som – de hellige – havde regnet ud,

Imens de påstod at det var efter en ordre de fik – af en gud.

En gud som var en usynlig og distræt ontologi –

– i virkeligheden bare en filosofisk ideologi.

Og i kølvandet af deres mange uenigheder

Kunne de ikke bliver enige om hvad det er guden hedder,

Derfor opstod der adskillige stridende sekter

Som gjorde meget ud af at påpeget de andres defekter.

De kalder disse påstande for religioner

Og bruger stadig samme strategi – i deres nutidige sammenspiste unioner.

Baldurportræt

Der er ingen forskel i deres metoder

Om det sker i organisationer, kirker, moskeer eller pagoder.

På den måde er det blevet til utallige krige

Gejlet op af en hensynsløs og standhaftig intrige.

Det gjaldt om at vinde og kræve ind,

En primitiv trang fra deres abe-sind.

Det var en velkendt og afprøvet fremgangsmåde

Den generaler brugte når de fik magt til at råde.

De vidste det gjaldt om at forskrække og true

En metode der fik flertallet til at ryste og grue.

De havde set det virke så mange gange,

Selv store flokke kunne de uden særligt besvær gøre bange,

Når de brugte en hel masse dødbringende våben,

Stivnede de fleste med en skrækslagen måben,

Når krigerne efterlod store dynger – af døde

Og havde lagt mange områder øde.

 De skaldede abers angst for døden er fundamentalt

Og resultatet af krigene er katastrofalt.

De gjorde dem til ofre for deres eget overmod,

Fordi der var så meget de ikke forstod.

De drev rovdrift på både træer og blomster,

Ja, på alle levende forekomster.

De fremhævede deres ideer som noget de kaldte humanitære

Og gjorde andre arters levevilkår håbløse og svære.

Det vil jeg vende tilbage til

I et nyt kvad om dette narrespil.

 SE OGSÅ:

HenvBALDUR13

Baldurs 12. kvad: EN UENDELIG TOMHED

Det jeg nu til dags hører om natten er blevet så kryptisk.

Som kom det fra de storke der i fortiden knebrede løs – på egyptisk.

Det passer skidt til os Aser som holder til her – højt imod nord,

Når der bruges så mange tekniske og misvisende ord.

Vi Aser har vænnet os til at lytte til og stole på ravne,

Og har aldrig haft en pels som vi havde grund til at savne.

Ravnene sagde det højt som storkene kun kunne hviske,

Fordi de havde frøer i næbbet og var i gang med at fiske.

Og imens de spankulerede rundt i mudder,

Blev det de fortalte ofte til sludder,

  Som fik de skallede aber til at – svælge i overdrivelser,

Det ses tydeligt i deres egne beskrivelser,

Af dem de lefler for og som bliver gjort populære,

Selvom deres snak kun går ud på at ville belære

Flertallet om hvad det er der er vigtigt,

På trods af det hverken er gavnligt eller rigtigt.

At disse udvalgte og fremhævede personer

Er bestemt til at sidde højt oppe på samfundenes troner.

Alt det der kaldes for deres kvaliteter og fromhed,

Er konstrueret af falske forsikringer og en uendelig tomhed.

De påstår også at deres videnskab og teknik er til gavn

Men det ændre ikke på det bestandige savn,

Som har præget de skallede aber i ulykkelige retninger

Fyldt med begær og lyssky forretninger.

Baldurportræt

De udvalgte har alt for travlt med at blæse i store balloner

Og gør for meget ud af at de skal være i forudbestemte faconer.

Det de bygger er luftkasteller,

Opblæste idealer som overvælder.

Det hele går ud på at imponere – de mange

De der er så nemme at bondefange.

Fordi de overser at disse oppustede ideer er fyldt med tom luft

Der mildest talt har en stram og ubehageligt duft,

Som både er harsk og river i næsen,

Så  flertallets øjne løber i vand og det fordrejer fadæsen.

Den der gjorde dem til en klynkende, lydig flok

Låst fast bag en urokkelig klippeblok,

En mastodont af forbud, regler og påtvungne byrder,

Som overvåges og styres af nidkære hyrder,

Der påstår at flertallet har mulighed for selv at vælge,

Men det valg er begrænset til enten at købe eller at sælge.

Det er som så meget andet en følge af menneskernes abe-sind,

Og det storhedsvanvid som gik over gevind.

 Al det gøgl som stadig foregår,

Har strakt sig tilbage over utallige år,

Helt tilbage til menneskehedens begyndelse,

Har de været ofrer for denne sære forkyndelse,

Som gør en tilfældig del af en afpelset abe – flok,

Til en sammenspist elite der ikke kan få nok,

Fordi det de har kaldt for et fastlagt evangelium

Udartede sig til det rene delirium!

SE OGSÅ:

HenvBaldursottende