Jeg må med stor beklagelse meddele, at Krads Mølle forleden nedbrændte. I brandtomten var intet tilbage. Dog, som et lille mirakel, fandtes i ruinerne et helt uspoleret, lille dokument, indeholdende et gammelt digt, som på uforklarlig vis havde undsluppet flammerne.
I Hartmanns ånd beder jeg hermed om, så hurtigt muligheden byder sig, at disse, vor gode vens sidste efterladenskaber, aftrykkes i den elektroniske lokalavis.
Med sørgmodige hilsener,
Arne Sikh
अच्छी तरह से जीना
I. I Begyndelsen Var Lorten.
På Arilds tid de alle stred, og gjorde det i flok.
I ansigts sved de alle sked, og alle fik de nok
at spise; mænd, og børn, og dyr, i deres usle liv;
og for så vidt menuen: ja, den var s’gu primitiv:
Pu-bad, pu-bad, pu-bad,
ja, det var deres mad!
Pu-ha, pu-ha, pu-ha,
hver evig eneste da’.
Pu-bæ, pu-bæ, pu-bæ,
indtil de sank i knæ,
Pu-lort, pu-lort, pu-lort,
der dækked’ graven sort,
– så såre de gik bort.
II. Dansen Om Gulvfækalien.
Den Brune Gud, som var fra røven sendt
blev hurtigt Jordens femte element!
De tilbad den, som i et vældigt spil,
endskønt den lugtede ad helved’ til…
Pu-bad, pu-bad, pu-bad,
det gjorde dem så glad!
Pu-ha, pu-ha, pu-ha,
hver evig eneste da’.
Pu-bæ, pu-bæ, pu-bæ,
de alle sank i knæ,
“Pu-lort, pu-lort, pu-lort!”,
sang de, i skøn akkord,
– gennem Himmeriges port.
III. Den Store Brune Revolution.
“Længe Leve Lorten!”, råbte hidsigt proletaren.
For han havde nemlig fået sig en åbenbaring!
Og som villigt nyt medlem af Folkerepublikken,
Fik han både bæ i munden, og lidt bæ på pikken…
Pu-bad, pu-bad, pu-bad,
det gjorde ham så glad!
Pu-ha, pu-ha, pu-ha,
hver evig eneste da’.
Pu-bæ, pu-bæ, pu-bæ,
selv Kongen sank i knæ,
Pu-lort, pu-lort, pu-lort,
for hovedet blev han kort,
– og så gik han i sort.
IV. Her Skal Ski’es, Her Skal Ties!
Tys, nu har vi jo de hér, viktorianske dyder…
Ingen siger noget, når en anus lort afskyder.
Hverken Struwwelpeter, Biedermeier eller Faber,
skal afsløre dét, de ned i lokummerne taber!
Pu-bad, pu-bad, pu-bad,
det gjorde dem så glad!
Pu-ha, pu-ha, pu-ha,
hver evig eneste da’.
Pu-bæ, pu-bæ, pu-bæ,
Tjarls Dickenballs, det fæ!
Pu-lort, pu-lort, pu-lort,
H. C. Andersens julekort,
– som han tørred’ sig med, så hårdt.
V. Gudernes Tyndskidsmørke.
Jeg for svar bestandigt rykked’ Gud:
“Forklar den bæ, jeg dagligt trykker ud!
Den udkom af mig; just som jeg, af Dem!”
Men Gud gav op, ja; og så gik han hjem…
Pu-bad, pu-bad, pu-bad,
jeg skide vil et kvad!
Pu-ha, pu-ha, pu-ha,
hver evig eneste da’.
Pu-bæ, pu-bæ, pu-bæ,
og når jeg går i knæ,
Pu-lort, pu-lort, pu-lort,
min fejltro er godtgjort!
– i et lokum, gled den bort…
Følg hr. Hartmann Stahl-Eisenmann på hans muligvis sidste rejse, klik herunder:
Retur til avisens forside
