Kategoriarkiv: Turisme

Blodhavn Storhotel 3:3 JAGTEN PÅ EN FLÆSKET FORBRYDER

HalunkLOGO

Vi var en flok på fem, der løb op ad trapperne efter buffettyven: Hr. Knockel, undertegnede samt tre pressefotografer til at dokumentere episoden ned til mindste detalje.

– Jeg har hele tiden vidst, han havde en skidt karakter, brølede Louis B. Knockel olmt.

Skurken forsatte gnæggende længere og længere op i bygningen. Han havde kurs mod taget. Hvad var slynglens næste træk?

– Af en fedling at være er han ufatteligt mobil, bemærkede jeg stakåndet.

Hoteldrama302

Samtlige brikker i gåden faldt på plads, da vi nåede op på taget. En gasdrevet flugtballon i form af et gigantisk fiskeagtigt kræ var placeret på toppen af det mægtige luxushotel. På siden af fartøjet stod der »Kæltringsø Airlines«.

– Kæltringerne giver ikke så let op, brummede redacteuren skuffet.

Det hele var et snedigt komplot. Hector Dolmer-Hansen var en udsendt spionkæltring med en mission. Han skulle infiltrere De Knockelske Blade og ødelægge vores årsfest. Han skulle skabe splid og kaos mellem os.

Han kravlede ind i svælget på dyret og satte ballonmaskinen i gang. Jeg måtte handle hurtigt. Adræt hægtede jeg mig fast på den oppustelige flyvende kolos og kravlede langs ydersiden og ind i cockpittet.

Vi svævede langsomt ud over gaderne. Dolmer-Hansen opdagede ikke min tilstedeværelse, før det var for sent. Jeg gav ham en bedøvende nakkelussing og fik med held landet fiskeballonen på parkeringspladsen foran Blodhavn Storhotel til jublende applaus.

Hoteldrama303

Forbryderen Dolmer-Hansen blev strax transporteret tilbage til hotellet, hvor han blev sat i gabestok. Derfra kunne han sultent se på, mens karamelranden gik på omgang – der blev ikke levnet så meget som en skefuld til den glubske pamper.

Retfærdighed har aldrig smagt bedre, og festen fortsatte til ud på de små timer, som altid med vor geriatriske redacteur i spidsen for lussingdans og andre løjer.

Hoteldrama304

FØLG BEGIVENHEDERNE FORFRA:

HenvHalunkHOTELDRAMA

HenvHalunkHOTELDRAMA02

Tilbage til forsiden

Blodhavn Storhotel 2:3 DET INDLYSENDE ER OFTEST RIGTIGT

HalunkLOGO

Det er tydeligt, at en så rædselsvækkende kriminalgåde som denne hverken kunne løses ved hjælp fra borgervæbningen eller Gødningsfluen. Næh, tilbundsgående detektivarbejde var nødvendigt.

Hoteldrama201

Jeg havde flere mistænkte i tankerne. Vores suppe-, steg- og is-musiker, hr. Blodhorst, spillede på sine omfangsrige instrumenter på en særdeles mistænkelig facon. Måden, hvorpå han fremførte »Træskodans på taget«, var alt for stille – som om han havde noget at skjule.

Det samme gjaldt receptionisten fru Plampertsen. Hendes blik var flakkende. Var hun den skyldige, eller kendte hun noget til sagen?

Hoteldrama202

Jeg betragtede de øvrige gæster nøje. De talte og jamrede højlydt om den skrækkelige forbrydelse – med undtagelse af én.

Erhvervspraktikanten og tidligere amatørbokser, Hector Dolmer-Hansen, der har danderet den i bladhuset i godt 14 dage uden at bidrage med andet end stikpiller og vamle vittigheder, var forbløffende tavs. Et lumsk smil prægede det flommede ansigt.

Hoteldrama203

Jeg kneb øjnene sammen og fik et chok. Han havde mayonnaise på læberne og en afgnavet asparges siddende kækt vippende i den flæskede mundvig.

Den skyldige stod og slikkede sig om munden. Selvfølgelig! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på dette noget før? Det mest indlysende er oftest det rigtige.

Der var en årsag til at den korpulente Dolmer-Hansen ikke gav sit besyv med – gabet var jo proppet. Han nød tilsyneladende uroen og den trykkede stemning.

Jeg satte i løb og tog nådesløst fat i den fede mand og åbnede hans vældige flab. Hele munden var fyldt til bristepunktet med spiseligt tyvegods. Han er som en anden hamster udstyret med store kindhuler, så han kan opbevare et helt middagsbord.

Der lød hvin og chokerede tilråb, ja selv redacteur Knockel tabte sin merskumspibe af ren og skær benovelse: – Hr. Dolmer-Hansen? Grib ham!

Afskummet brød ud i en dyb skurkelatter og gav mig en uppercut, så jeg fløj gennem luften. Det flommefede flæskebjerg tog flugten ud i lobbyen og op ad trapperne til sovegemakkerne.

Var det mon muligt at fange skurken, inden karamelranden skulle bæres ind i festsalen? Følg med i næste afsnit!

HenvHalunkHOTELDRAMA03

HenvHalunkHOTELDRAMA

Ingen skånsel: Tugtebot af sted mod Kæltringsø

HalunkLOGO

I strandkanten ved Blodhavn var unge såvel som gamle i dag samlet med kun én tanke i hovedet: Hævn.

– Nu er tiden inde, udbrød redacteur Louis B. Knockel. – Der skal betales tilbage med renters rente. Kæltringsø må få tilbage af samme skuffe og med samme grovhed som den, vor ranke og rettænkende unge reporter blev udsat for.

Bag ham stod løsningen. En maskine, som vor dygtige lokale opfinder Nathan Mandrik i uger havde arbejdet på at færdiggøre. Det værst tænkelige afstraffelsesmaskineri i dansk historie: Tugtebotten.

Tugtebot

Det otte meter høje revselsapparat er udstyret med slidstærke stålnæver, der kan udføre millioner af destruktionslussinger, samt urinstrålekanoner og et ustoppeligt mundtøj, der slynger spydigheder og sjofelheder ud som spredehagl.

Louis B. Knockel inspicerede den færdige pladedækkede hævngigant med et tandsmil, der næsten var større end på hans egen bryllupsdag. Efter at have testet affjedringen råbte han begejstret:

– Bravo! Kæltringerne vil få sig deres livs største forskrækkelse!

Mekanisk hest 02

Tugtebotten blev trukket op og marcherede knirkende gennem Vesterhavets kolde vand med kursen sat mod Kæltringsø i en kompromisløs hævneskapade. Bifaldet fra de mange tilhørere klaskede i takt med kolossens målrettede bragende skridt.

Nu er der intet andet at foretage sig end at vente.

Et højtaleranlæg installeret i Tugtebottens hjernebark vil konstant gjalde en kampsang mod vore fjender. Slagsangen er indspillet af Nørre Usseldrup Børnekor og vil fylde kæltringerne med skræk og rædsel.

Melodi: Vi er børn af sol og sommer

I får vores hævn at føle,
offensiv mod Kæltringsø.
Åh, det hjælper ej at trygle,
I har skabt et dårligt ry.
I får prygl af en bersærker,
Tugtebot gi’r spark og klø.
Der bli’r blå og gule mærker,
ned med nakken, Kæltringsø!

Tugtebotten forventes at nå frem til Kæltringsø ved midnat. Den vil bogstaveligt talt tage øboerne på sengen.

FØLG HELE SAGAEN OM KÆLTRINGSØ HERFRA:

HenvHalunkKÆLT01

 

Slubbertempel genrejses i forgyldt pragt og herlighed

Jubelreportage: Crass Børsting
Foto: Phellatrice Nathan m.fl.

En jubelnyhed, som Nordvestjylland sjældent eller aldrig har hørt magen til, blev i morges kl. 06.44 bekendtgjort på Stationspladsen i Nørre Usseldrup: Det storslubberttempel, der så tragisk nedbrændte for 21 år siden, vil blive genrejst i hidtil uset pragt, bladforgyldt og med tårn og balkoner, hvorfra vor landsdels slubberter kan indkaldes til møder og stævner.

Slubberttempel01

En lige så forbløffende nyhed er det, at manden bag templets genrejsning er den samme, som i sin tid blev dømt for at have ødelagt det. Han forsvandt ind i fængslets skygger, forhadt og foragtet som en folkefjende af værste slags.

Slubberttempel

Det drejer sig om den nu 43-årige Folbert Grüde, der efter 21 år bag tremmer vil rette op på sin dystre fortid. Som alle midaldrende og ældre landslubberter vil huske, var det Folbert, der under et midnatsmøde i Nordvestjysk Storslubbertselskab antændte en cigar i farlig nærhed af den fra kælderen opstigende tarmgas og dermed startede den eksplosionsagtige kædebrand, som endte med at lægge det historiske tempel i ruiner.

Slubbertforsamling

Slubbertbevægelsen har siden været henvist til skiftende mødesteder, hvilket har vanskeliggjort den hemmeligholdelse, som er en væsentlig del af den slubbertologiske ideologi. – Vi glæder os som børn til atter at have vores eget bevogtede stortempel, og den ydre forgyldning er ikke mere, end vi i kraft af vort samfundsvirke har fortjent, udtaler præsiderende storslubbertformand, fækaliegrosserer Jalbert C. Phimosis-Petersen, Klamhuse.

Slubbert før og efter

Templets ødelægger og redningsmand, Folbert Grüde, har under sit langvarige fængselsophold sammensparet 34,17 kroner, og denne kapital udgør byggefondens grundstamme. Egnens førstemand, Louis B. Knockel, supplerer med yderligere 6-7 kroner og et rundhåndet antal arbejdslussinger. Det nødvendige bladguld vil blive opkrævet ved sognegrænserne, når svenske og andre turister viser sig.

Slubbertlussingscene

– En ny morgen og en ny gylden dag oprinder for os alle, sagde redaktør Knockel, mens han strålende af glæde tildelte hr. Grüde en snes præcist placerede takkelussinger.

SE OGSÅ:

HenvNYSLUBBERT2

Hjemad pr. gummiflåde

HalunkLOGO

KÆLTRINGSØ AFSNIT 4:4

Bladhuset halede i morges et telegram, adresseret direkte til redacteur Knockel, op ved Blodhavn. Brevet er fra hr. Nidding Halunk. Han skriver:

Højtærede hr. Knockel

Hvis mit brev er vådt, beklager jeg dybt, men jeg var nødsaget til at sende en flaskepost frem for den vanlige fax. Mit tekniske udstyr er gået tabt. Jeg sidder netop nu i en gummibåd, jeg fandt begravet i strandkanten.

Da de indfødte fik nys om mit korrespondentembede og min plan om flugt, gik jagten ind på min person. Fakler og høtyve blev grebet.

Jagten på Halunk

Det var på et hængende hår, at jeg fik pustet flåden op og bakset den i vandet. Jeg måtte efterlade min kuffert på stranden. Moskusoksen Holm er gået under jorden.

Trods knubs og skrammer er jeg i god behold og ved godt mod.

Før jeg rejste til ferieøen, stillede De mig følgende spørgsmål:
“Er Kæltringsø et lødigt mål for en ferie?”

Mit svar er ja, hvis man er suicidal, kriminel eller dendrofil. Er man derimod ved sine sansers fulde fem, bør man dog holde sig langt væk fra dette såkaldte ferieparadis.

Jeg vil stærkt anbefale Dem at advare alle, De kender, om ikke at lade sig narre af det festlige flyveblad. Annoncen er milevidt fra sandheden. Læserne må vide besked.

Halunk_gummibåd

Jeg regner med at være tilbage i Blodhavn om et par dage. Jeg padler så hurtigt, det er muligt.

De mest trofaste hilsner til Dem, Deres hustru, tyende og husdyr fra
Deres altid tjenstvillige medarbejder

Baryl_signatur

REDAKTIONEL TILFØJELSE:

Avisens læsere kan nu trække vejret lettere. Hr. Nidding Halunk klatrede ved middagstid op på midtermolen i Blodhavn, noget udmagret og med furer i ansigtet, som bevidnede de trængsler, han havde gennemlevet. Men uforfærdet og klar til fornyet indsats.

De knockelske husdyr blev tilkaldt og flokkedes straks omkring vor ranke unge ven for at give ham varme og nyt livsmod. Samtidig blev en balje brun flæskevælling sat over ilden i bladhusets kælderkøkken. Resten af døgnet hører privatlivet til, men talrige nye værdikorrespondancer fra hr. Nidding Halunk vil bekræfte, at han har overlevet og snart vil være i bedre form end nogensinde.

Bemærk til slut: Al trafik til og fra Kæltringsø er suspenderet, og øens snarlige undergang i røg og flammer kan imødeses. Borgervæbningens ekspeditionskorps vil vise kæltringerne, hvad der sker, når man driver ondsindet gæk med den nordvestjyske befolkning og dens presse.

SE OGSÅ:

HenvHalunkKÆLT01

HenvHalunkKÆLT02

HenvHalunkKÆLT03

Tilbage til forsiden

Er der grund til bekymring, hr. Knockel?

HalunkLOGO

KÆLTRINGSØ AFSNIT 3:4

Min redegørelse er denne gang noget kortfattet. Jeg har ikke tid til at skrive udførligt, da de indfødte holder et vågent øje med mig. Alle virker mere offensive.

I går aftes affotograferede jeg øens hemmelige propagandavirksomhed og dennes bestyrelse. Det er her flyvebladene trykkes, pakkes og lastes på flyvemaskinerne.

Propaganda-bestyrelsen

For mig virker det som om, øboerne er ved at iværksætte en djævelsk plan. Det lugter råddent både i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

Propagandavirksomheden

Nu spørger jeg Dem, ærede hr. Knockel, bør vi være bekymrede?

DEN KNOCKELSKE EXPRESBESVARELSE:

Allermest ærede unge ven

En syndflod af bekymring ville oversvømme Nordvestjylland, hvis Deres øjeblikkelige situation blev kendt i offentligheden. Absolut tavshed er derfor pålagt avisens personel, tyende og husdyr.

Redningsaktionen, som skal bringe Dem hjem fra Kæltringsø, kan heller beskrives nøjere, da den beror på overraskelsesmomentet. Lad mig blot sige, at Borgervæbningen er i alarmberedskab, og at alle lokale søtransportmidler i disse timer og minutter beslaglægges til formålet.

Hjælpen er på vej, hold ud og hold hovedet højt, unge ven! Deres fjender er også avisens fjender, og avisens fjender bliver altid før eller senere nedkæmpet og knust.

Med højagtelse signeret i denne alvorlige stund,
Deres

louissign

SE DEN DRAMATISKE AFSLUTNING HER:

HenvHalunkKÆLT04

 

Iværksætternyt: Sverker Suhrströmming præsenterer enkeltmandsmoske

StürwoltLOGO

SUPERAKTUELT ERHVERVSNYT

Erhvervsmanden og globetrotteren Sverker Suhrströmmings ry som opfinder iler verden rundt; ordrerne suser ind, og alle mand er i sving på værkstedet. Her demonstrerer Sverker personligt en nyskabelse:
Den mobile enkeltmandsmoské.

enkeltmandsmoske

For nogle uger siden indløb der i udviklingsafdelingen en forespørgsel fra nogle erklærede badeturister i Syrien og omegn. Man havde et presserende behov for en moderne og praktisk løsning til udførelsen af  visse religiøse ritualer:

Resultatet præsenteres her:
Den mobile enkeltmandsmoské; der i sammenklappelig tilstand kan rummes i en Fjällräven eller militær oppakning. Korrekt anbragt sikrer den, at brugeren også i tilfælde af en fuldtræffer under bønnen kan holde retningen mod Mekka.

Et større exporteventyr forventes hermed skudt i gang.

 

 

 

SE OGSÅ:

HenvStürwoltHUSMORNYT

Nødråb: Hvordan kommer jeg levende hjem fra voldskriminalitet, sexuelt vanvid, anarki og kaos?

HalunkLOGO

KÆLTRINGSØ AFSNIT 2:4

Efter et ubehageligt hotelbesøg undersøgte jeg øens byliv. Jeg prajede en taxa, hvilket viste sig at være mit livs værste beslutning. Det var først efter, chaufføren havde trykket gaspedalen i bund, at jeg opdagede, at han var en blind, enarmet og skødesløs slubbert. Førerhunden gav ham instrukser om retningen og forhindringer forude.

Den tøjlesløse hyrevognschauffør er øens transportansvarlige. Skal man transporteres, er det med ham bag rattet, i hans vogn til overpris. Jeg overlevede turen trods problemer med bremseklodserne.

Taxatur

Huse og forretninger falder sammen om ørene på mig. Intet fungerer. Strømmen afbrydes konstant, der er rovdyr i gaderne, befolkningen er utilregnelig. Dødeligheden er i vejret. Kæltringsø er knudepunktet for anarki og kaos.

En forbryder iført hestedragt springer rundt på øen og uddeler spontane skridtprygl i flæng. Han er hurtig og næsten umulig at undslippe. Krapylet har taget mig på sengen flere gange i dag.

Heste-forbryder

Naturområderne er heller ikke noget at prale af. Skovene hjemsøges af træbefamlere. På en kort spadseretur forvildede jeg mig ind i et dendrofilt swingerarrangement. Da de ville tvinge mig til at bedække en rododendronbusk, besluttede jeg mig for, at det var på tide at vende snuden hjemad. Kæltringsø er et dybt foruroligende sted.

Kæltringsø

Det er desværre gået op for mig, at der ingen transport er væk fra øen. Beboerne er ikke interesserede i, at turisterne rejser hjem. De skal blive her og smelte sammen med uordenen i en uhyggelig kaossymbiose. Jeg er tilsyneladende strandet mellem kriminelle, dendrofile, rovdyr og jammerlige sækkepibemusikanter. Det huer mig ikke.

Derfor har jeg allieret mig med moskusoksen Holm. Han har vist sig at være den eneste habile/stabile indfødt, jeg er stødt på gennem mit alt for lange ophold. Mod betaling er han yderst behjælpelig og en pålidelig bodyguard.

Oksen Holm

I første omgang vil jeg selv forsøge at hitte ud af en flugtmulighed, men i sidste instans må jeg bede hjemsognene om hjælp. Hvis bladhuset ikke hører fra mig efter et par døgn, bedes borgervæbningen sende et redningsfartøj.

GÅ STRAKS VIDERE TIL:

HenvHalunkKÆLT03

 

Livsfarlig turistfælde afsløres af avisens stjernereporter

HalunkLOGO

KÆLTRINGSØ AFSNIT 1:4

Gennem den seneste måned er der dukket festlige flyveblade op på gader og stræder i vore hjemsogne. De fra luften dalende tryksager har vist sig at være annoncer for rejser til et ferieparadis, beliggende langt ude i Vesterhavet, kaldet Kæltringsø.

HalunkKÆLTRINGSØ1-1

Min højtrespekterede overordnende Louis B. Knockel bad mig personligt drage til Kæltringsø for at afgøre, om stedet var lødigt nok til redaktørens og dennes hustrus sommerferie. Min opgave bestod i at sondere terrænet og løbende sende min tanker om turistmålet.

Jeg iførte mig mit fineste feriedress og pakkede det mest nødvendige i min kuffert: Min notatblok, skrivemaskine, mit fotografiapparat og min mobile telefaxmaskine. Da alt var klart, tog undertegnede af sted i det knockelske privatfly.

Knockelsk Privatfly 2

I går aftes ankom jeg til destinationen, og med det samme kan jeg fastslå følgende:
Kæltringsø er ikke, hvad den giver sig ud for at være. Her er livsfarligt.

Mærk Dem min ord. Øen rummer et særdeles skræmmende dyreliv, de fleste af de lokale er kriminelle, og maden er smagløs.

Kæltringsø

Da jeg tjekkede ind på hotellet, var det umiddelbare indtryk udmærket. Der var rent og pænt, servicen var i særklasse, og der lå sukkergodt på hovedpuden. Men der var noget mystisk ved stedet. Jeg var skeptisk. Det hele virkede for perfekt.

Min onkel Hermod Halunk har lært mig flere brugbare egenskaber i årenes løb, heriblandt metoder til fremsnusning af beviser på mine mistanker, samt evnen til at kunne gennemskue løgnere. Med disse værktøjer i rygsækken inspicerede jeg etablissementet.

Intuitionen talte sandt.

Efter en kort gennemgang af omgivelserne og snilde trickspørgsmål til personalet, konstaterede jeg straks, at jeg befandt mig på et nedrigt slyngelhotel.

Direktøren er en ækel rad, der laver ydmygende eksperimenter på de sovende gæster hver nat.

I aftes brød han ind i min suite og kørte en af sine ubehagelige påfund i stilling: Verdens første og største bemandede stikpille.

Bemandet Stikpille

Jeg tog ham på fersk gerning, da jeg lod, som om jeg sov. Havde jeg ikke slået øjnene op i tide og gjort anskrig – ja, så havde det varet år, inden jeg kunne sidde ned igen.

Det er tydeligt, at jeg ikke skulle tilbringe mere tid i disse lokaler. Jeg tog flugten og sidder i skrivende stund beskyttet i en affaldscontainer, hvori jeg har i sinde at overnatte resten af mit ophold.

Husk på én ting: Selv om mit liv er i fare, slipper jeg aldrig blokken og pennen. Alt skal dokumenteres.

Gå straks videre til næste dramatiske afsnit:

HenvHalunkKÆLT02

Banjoparade, festlussinger og fækaliepyramide

LOUIS B. KNOCKEL 100 ÅR

Vor hjemstavns ranke førerskikkelse nærmer sig en historisk milepæl, og da hans ønske om at lade dagen passere i stilhed ikke kan opfyldes, har han udstedt følgende (endelige og uomstødelige) anvisninger for festligholdelsen:

BanjoGirl
1. BANJOPARADE
Samtlige certificerede banjospillende medborgere træder an på Stationsvej i Nørre Usseldrup, hvor de lader instrumenterne yde det maksimale, indtil fødselaren med hasselkæppeprygl tilkendegiver, at nu er det nok.
Landsdelens voksne, oppegående landproletarer er i mellemtiden mødt frem og har taget opstilling som anvist, ranke og med renskurede ansigter.

BanjoBoys
2. LUSSINGDANS
Nordvestjysk folkemusiks siamesiske mesterbrødre, Hilbert og Hubert Schneckelfritz, Klamhuse Vestermark, leverer derefter i præcis syv minutter og 32 sekunder akkompagnement til den traditionelle folkedans, vi kender under navnet lussingkarrusellen.
Mens leende og jublende dansere hvirvler omkring i stramt formerede storkredse, vil titusinder eller endog hundredetusinder af lussinger blive udvekslet.

Fækalieudgravning
3. FÆKALIEPYRAMIDEAFSLØRING
Fødselaren har under trussel om dødsstraf frabedt sig personlige gaver. Til varigt minde om hans lange og fortjenstfulde virke i fækaliesagens tjeneste er 30-40 tons brunvare gravet op fra depoter i omegnen, tørret, håndklappet og stablet i pyramideform på Klamhuse Hede.
Individuelle donationer i form af friske faconfækalier eller andet højkvalitetsmateriale kan henlægges på pyramidens nederste trin. Blomster, gratulationskort og andre distraktioner frabedes.

Betler
4. ADGANGSBETINGELSER
Nordvestjyske landproletarer, disses hustruer, børn, husdyr og tyende forventes undtagelsesløst at møde frem. Udensogns gæster, herunder svenske turister og akademiske velhavere fra Holstebro, vil blive tolereret, så længe de følger lokalt opsynspersonels anvisninger og uden mindste tøven betaler, hvad der bliver forlangt af dem.

Festens varighed er planlagt til 23 1/2 minut, og den gentages ikke. Mød altså frem i strålende humør, med barberede og olierede lussingkinder, gerne også med en dampende frisk brunkage eller to til den ovenfor omtalte hæderspyramide.

SE OGSÅ:

HenvNYTÅRSTALE2

Retur til forsiden