Bugtaleren Erland Spjät og bugtalerdukken Vladimir afbryder et 17 år langt samarbejde i underholdningsbranchen. Årsagen ligger ikke i samarbejdsvanskeligheder, men derimod i en frygtelig amputationstragedie, der ramte hr. Spjät i onsdags.
Erland Spjät fik begge arme revet af under en omgang brutal russisk kædedans, og kan derfor ikke længere forsætte som bugtaler.
– Det ene øjeblik sad armene på deres plads, det næste var de væk, udtaler hr. Spjät og fortsætter: – Det er klart, at jeg må lægge bugtaleriet på hylden og i stedet fokusere på alternative karrieremuligheder.
Den forhenværende bugtaler vil snarligst komme under kniven, hvor han vil blive udstyret med to svulmende gorillaarme. Erland Spjät mener, at abearme er det organiske svar på en sweitzerkniv. Et robust og nyttigt redskab.
– En gorillaarm er et effektivt kombinationsværktøj af kød, muskler og pels. Går operationen efter planen, vil jeg kunne have et multierhverv som massør, armbryder og rejepiller, siger Erland Spjät forventningsfuldt.
Dukken Vladimir er gået ganske andre veje. I dag blev den tidligere bugtalerdukke ansat hos et velanset bordel, hvor han fra nu og i al evighed vil fungere som dunkedukke af 1. grad.
Rygekampagne fejrer triumfer overalt i Nordvestjylland
Dette års kampagne for udbredelse af tobaks- og anden rygning har fået en mildt sagt forrygende start. Kampagneleder Josias Lumbago-Larsen, overlærer gennem 62 år ved Nørre Usseldrup Eksamensskole, har efter blot en uge registreret flere end 200 friske nye cigardrenge.
– Kampagnen fortsætter på fuld kraft. Det er flere årtiers forsømmelighed, der skal indhentes, men nyt mod og forstærket optimisme må fylde vore hjerter, udtaler hr. Lumbago-Larsen.
Louis B. Knockel har støttet det opdragende arbejde med talrige lussinger og en gavmild donation af de lyngcigarer, som medlemmer af hans husstand traditionelt tilvirker hen over vinteren. Hertil kommer nu et storslået nytbidrag fra Knockel-familien. Den enbårne søn, Albert II Knockel, blev i morges kl. 05.37 udskrevet fra Svagbørnskolonien på Blodhøj og vil strakskaste al sin genvundne styrke ind på den sejrende side.
Med røg og gnister sprudende fra majspiben, og med håndfladerne smurt ind i lussingcreme, skal unge Albert fremme den gode sag overalt i hjemsognene. Hvis en ikke-rygende turist kommer inden for rækkevidde, vil han eller hun også straks få en håndspålæggelse.
– Når rygefrekvensen blandt de unge er tilbage på 1980-niveau, vil hr. Lumbago-Larsen og jeg overveje andre kampagner, udtaler Louis B. Knockel. – Masturbationsidræt, lussingdans, insektdressur og alle de øvrige sunde og fornøjelige fritidssysler, som den opvoksende slægt gennem århundreder har dyrket, skal fremmes og genoprustes.
SE HELE DEN RIGT ILLUSTREREDE KAMPAGNEPRÆSENTATION HER:
Kraftværksbestyrer Jasmus Kraase fik mandag morgen kl. 05.45 serveret sit livs sidste portion kødsuppe med knas, leveret i rygende varm tilstand fra Brunmølle Udflugtskro. Efter en grundig barbering og karbolafvasking af hele det 72-årige legeme blev Kraase tilgodeset med en lokalt rullet cigar, ligesom et kortvarigt intimt samvær med en dertil egnet avlsged var arrangeret for ham.
Mens der endnu var glød i cigaren, blev Kraase til ledsagelse af Borgervæbningens Hornorkester ført ud på verandaen foran den brunmalede skurvogn, der siden 1959 har været hans hjem. På Klamhuse Stationsplads var lokalbefolkningen opstillet i ranke kolonner for at bevidne og applaudere hans med elektrisk strøm gennemførte henrettelse.
Baggrunden for vor egns definitive afsked med Jasmus Kraase er de hyppigt tilbagevendende nedbrud, der har kendetegnet hans mere end 40-årige ledelse af Klamhuse Urinkraftværk.
En skæbnens ironi er det, at lokale elektriske henrettelser gennem så mange år har været umulige på grund af lav spænding i det ledningsnet, hr. Kraases kraftværk skulle forestille at betjene. Vor førende unge opfinder Nathan Mandrik har imidlertid muliggjort effektive, næsten smertefri elektrokutioner ved hjælp af en husdyrdrevet generator, og dette kom tidligt mandag morgen hr. Kraase til gode.
Det sprødristede, appetitligt duftende kadaver blev straks efter elektrokutionen kørt østpå mod Klamhuse Kødfoderfabrik. Rygter om, at der undervejs fandt en partering sted, og at det knockelske personel, tyende og husdyr senere samme dag fik serveret flæskesteg skal hermed på det skarpeste tilbagevises. Alt er foregået sømmeligt og efter reglerne.
En sexualskandale af hidtil ukendt omfang har ramt forlystelseslivet i vore hjemsogne, og som følge heraf er al dans på offentlige steder indtil videre totalforbudt. De lokale myndigheder, der fører kontrol med turismen, vil påse, at forbudet respekteres, og at eventuelle forsøg på overtrædelse bliver imødegået med de skarpest tænkelige midler.
Baggrunden for dette indgreb er, at en populær halvprofessionel estradedanser, fr. Rhumba Rubin, i går ved 22-tiden blev afsløret som værende af hankøn og straks efter identificeret som den 61-årige kommunebogholder Rollo Z. Frederiksen, Holstebro.
Fr. Rubin har gennem flere sæsoner gjort sig gældende i Blodhavns forlystelsesliv, hvor hun opkrævede et gebyr, svingende fra 13 til 21 øre, for hver dans, hun indlod sig på. De fleste af hendes ofre var turister, men i aftes så man blandt hendes betalende partnere en rank, lokal personlighed, forfatteren Palle Padborg.
– Efter at have spenderet op mod en krones penge på danserinden følte jeg mig berettiget til at palpere hendes understel. Hun udstødte et skrig og tildelte mig tre-fire ganske probate lussinger, men for sent. Mine fingre havde fundet noget, som ikke burde være der, udtalte hr. Padborg senere på aftenen.
Redaktør Louis B. Knockel blev tilkaldt, og efter en retssag af tre et halvt minuts varighed blev fr. Rubin idømt 16 hasselkæppeslag samt udvisning på livstid.
– Jeg advarer alle andre offentligt optrædende, og jeg advarer dem for sidste og eneste gang, proklamerede Louis B. Knockel tidligt i morges. – En skærpet kønskontrol vil blive gennemført i de nærmeste dage og uger, og enhver transgression straffes hårdt.
Et fremragende jernaldermaleri, udført af kunstneren Poppa bin Mønsted jr. og skænket af avisens ven, hr. godsbesidder von Lauenborg, kommer nu under hammeren til fordel for Den Knockelske Familiefonds fortsatte folkeopdragende og disciplinære indsats.
Alle seriøse bud over 60.000 kroner kan afgives via svar-funktionen på denne side. Velbegrundede bud under 60.000 kroner vil muligvis også komme i betragtning.
En rygekampagne af hidtil uset omfang blev i morges kl. 06.34 skudt i gang, da Louis B. Knockel på vegne af Danske Drenges Cigarlegat antændte en svært kalibreret knaldcigar, der detonerede med røde og grønne lyn og snart efter udspredte en tung, blåsort røg i næsten 50 meters omkreds.
Festligt og fornøjeligt så det ud for de flere hundrede tilskuere, men anledningen var alvorlig nok. Rygerne er i de seneste årtier blevet stadig færre.
– Det er nu, vi skal gribe ind, udtalte redaktør Knockel, – og det vil ske med alle tilgængelige midler. I særdeles er det vor opvoksende ungdom, der skal retledes.
Danske Drenges Cigarlegat støtter kampagnen med 24,19 kr., der vil blive omsat såvel i tobak som i de indensogns fabrikerede lyng-, tang- og tørveprodukter.
Se herunder en del af det righoldige propagandamateriale:
På skoler og legepladser vil de yngste blive præsenteret for rygning i teori og praksis, og på ungdommens samlingssteder, f.eks. ved Klamhuse Brugsforenings gavl, hvor masturbationsidrætten dyrkes, vil alle over 15 år blive beordret til at ryge. Louis B. Knockel har sammen med flere af landsdelens førende lærerkræfter påtaget sig at gennemføre mindst 14 tvangsrygningsaftener i løbet af den udendørs sæson..
Kampagnen fortsætter, til rygningen i de yngste aldersgrupper er tilbage på 1990’er-niveau eller helst derover. Yderligere midler kan og vil om nødvendigt blive tilført.
Også Nr. Usseldrup deltager i undersøgelser af befolkningens tilfredshed, og her ligger vi pænt i forhold til den socialistiske storbypøbel.
Det er med stolthed, avisen herunder kan præsentere det par, der giver udtryk for den allerstørste tilfredshed i vores sogn, der som bekendt markerer sig som verdens mest tilfredse – dette til trods for, at de unge mennesker tilsyneladende ikke har penge til hårpleje.
Walmer P. Gisselschwantz og hans kæreste, Boopa
Stalin-Olsen, er et eksempel til efterfølgelse.
Erhvervskriminalitetsreportage: Crass Børsting Foto: Abu Peckelrübe m.fl.
En finansskandale af et omfang, der heldigvis sjældent ses her på egnen, har ydmyget og ruineret den 19-årige diplomernæringsfysiolog Hilda Peckelrübe, datter af fhv. slamafkoger Harding Q. Peckelrübe og hustru Hulda, Klamhuse Østermark.
Hilda bestod som 15-årig sit diplomkursus på Klamhuse Folkeuniversitet og har lige siden haft godt og indbringende arbejde på en af egnens førende fødevarevirksomheder. Ugeløn, drikkepenge og hjembragte naturalier fra arbejdspladsen gjorde hende til en velstillet ung kvinde.
Under et dansestævne på Blodhavn Nordstrand kom den unge kvinde i kontakt med barbermester Jokum Papp-Andersen, Blodhøj.
– Han var en præsentabel mand, velklædt og smilende og med en næsten ny, halvautomatisk penisprotese monteret i venstre bukseben, fortæller Hilda Peckelrübe. – Det lød til, at han havde god forstand på penge og investeringer, og han rådede mig til at placere min formue i jernbanedrift.
Få uger efter det første møde havde Hilda købt 43 nyudstedte aktier i Nordvestjyske Folkejernbaner, som angiveligt skulle stå for al jernbanedrift mellem Blodhøj Nord og Klamhuse Øst. Aktiebrevene blev personligt overrakt hende på hjemadressen i Klamhuse af hr. Papp-Andersen og dennes broder Lazlo, der efter flere år som turnerende opvisningsmasturbant i Nordnorge er vendt tilbage til Usseldrup-egnen.
Hilda havde forventet, at hendes sammensparede formue i løbet af kort tid kunne fordobles eller endog tredobles. Da hun fortalte sine forældre om investeringen, tilføjede hun, at jernbanen ved et heldigt træf løb tæt forbi deres bopæl, så hele familien kunne følge med i, hvor storartet driften udviklede sig.
Hendes far måtte da fortælle, at den pågældende banestrækning blev nedlagt efter en katastrofe i 1934. Skinnerne var taget op og solgt til eksport senest cirka 1940. Det gik op for Hilda, at hun aldrig i sin levetid havde set et tog passere.
– Erkendelsen ramte mig som et slag, siger hun. – Men for sent.
Kontantformuen på 87 kr. og 34 øre samt fire halvliters glas med henkogte grønsager og et saltet, lufttørret fårehoved må anses for tabt.
Storsognerådet drøfter i disse timer, om de skyldige skal straffes med døden. Deres ældre broder, kordegn Blinky Papp-Andersen, har dog allerede draget sin personlige konsekvens af skandalen. I samarbejde med Nørre Usseldrup Borgervæbning vil han i morgen tidlig lade sig bortskyde på Klamhuse Hede.
– Jeg fik et fordelagtigt pristilbud på henrettelsen, betinget af, at Borgervæbningen kan sælge et par hundrede billetter à 12 øre. Hermed får jeg affæren overstået, uden at min familie ligger samfundet yderligere til byrde, udtaler kordegnen.