I overensstemmelse med Didrik Dröbels pædagogiske forskrifter har et enigt Borgerråd af hensyn til elevernes sundhed, det hygiejniske niveau på vore læreanstalter, samt ikke mindst sogneøkonomien, vedtaget nedenstående praktiske og ernæringsmæssigt forsvarlige skolemadsordning.
Børnene lægger ud med i hjemmet – og i øvrigt for egen regning – at indtage 3 store portioner vælling, dagen inden første skoledag.
Illustrationen viser de vitale organer i barnets fordøjelsessystem. Det er på denne simple og omkostningsneutrale proces hele skolemadsordningen baseres.
Herefter går naturen sin vanlige gang…
Skolebørnene udstyres med ens minispande til indsamling af egne og andres efterladenskaber, herunder også eventuelle forbipasserende dyrs, med henblik på miljømæssig, ansvarsbevidst og korrekt kostorienteret genanvendelse.
Til afhøvling af størknet brunvare på skolernes sanitære faciliteter udleveres – i øvrigt for egen regning – et stk. “Japan” spartelsæt á fire stk. pr. pakke, pr. elev, som forventes rengjort inden man går hjem til sine øvrige pligter. Kontrol heraf foregår uanset vejrlig i skolegården, og ved utilfredsstillende renholdelsesniveau uddeles af gårdvagten på stedet tre knytnæveslag.
Den indsamlede pløremasse centrifugeres i Gustenhuse Helårstivolis negerkarussel, opvarmes til 70 graders celcius ved ligvarme, og filtreres herefter gennem overskydende gammelt bomuldsundertøj fra Klunsercentralens optrevlingsafdeling, inden det i spisefrikvarteret serveres til de sultne, forventningsfulde poder. Med tilsætning af det af hr. Staniol Lakmussen opfundne, ikke specielt kræftfremkaldende sødemiddel Prutra-Sweet, fremkommer således et såre velsmagende og nærende produkt, som børnene i rask tempo og under strengt opsyn kan og skal nyde, i deres 6½-minutters middagspause. Til dessert har børnene lov at knase deres egne indsamlede flager afhøvlet brunvare.
Så må der slubres! Glæden lyser vitterligt ud af de kære børns øjne, medens det herlige måltid indtages – for anden gang. Det bliver til et skønt gensyn med denne delikate spise; faktisk vil proceduren optimalt set blive dagligt gentaget gennem samtlige skoleår, inklusive ferier og sygdom. Dispensation herfra gives kun i særlige tilfælde, såsom dødsfald, styrtfødsel eller militærtjeneste.
Resultatet observeres umiddelbart: glade og sunde børn, der begejstret går til skole, og endnu mere fornøjede og mætte hjem, nynnende altimedens denne herlige, didaktisk lødige og opbyggelige sang:
Det forventes, at den samlede besparelse ved ordningen vil påvirke årsregnskabet for Gustenhuse Sogn i positiv grad med ikke under kr. 34,78 over de næste 5 år, hvorefter yderligere, eventuelt skærpende foranstaltninger vil blive taget op til overvejelse.
EN VÆGTERS BEVÆGENDE HISTORIE, 3. OG AFSLUTTENDE DEL (Se 1. del her og 2. del her)
På billedet ses et udsnit af Gustenhuses brede befolkning i indigneret protestmarch mod forholdene i byen i 1988. Forandringens vinde blæste gennem gaderne, og tiden var nu kommet til en gigantisk folkerejsning. Alle var vi jo nu engang i samme seng, og alle fremviste hårdhed, villighed, udholdenhed, fleksibilitet og styrke på et hidtil uset niveau. Der krævedes selvopofrelse som aldrig før. Byens fremtid var på spil!
Blandt de mange frivillige sås raske unge kvinder fra landbruget, der gladeligt tog del i den genopbyggende fase. “Hellere to tjenende ånder end én onanerende tjener!” som min salig bedstefader Fridolin Tannhäuser von Rasselschlüssel sagde i sin tale til mit 75-års jubilæum.
Al useriøs og sogneskadelig ageren kom under afvikling i disse år, og det blev også slut med den uautoriserede husdyrkopulation. Nu skulle der for alvor styr på begivenhederne!
Under ledelse af vor åndelige og fysiske førerskikkelse, allerærværdigste hr. Stahl-Eisenmann, blev Sognets økonomi gennemgået helt ned i detaljen, og blandt de deraf følgende, utallige og helt nødvendige effektiviseringer og besparelser sås for eksempel den kombinerede anvendelse af ressourcer fra overfiskeriet med diverse opgaver indenfor det offentlige.
Al ikke-lusseringsmæssig korporlig afstraffelse fandt herefter sted på husdyrbordellerne, ved hjælp af skidtfisk og ledige cirkusmedarbejdere. På denne geniale facon løstes mange sociale problemer samtidigt. Der kom atter gang i den stagnerende økonomi, og balance blev opnået i sognebudgettet.
Mit fineste øjeblik i tjenesten var, da jeg i 1993 egenhændigt indfangede Tranumulven ved hjælp af denne snedige forklædning og den af Staniol Lakmussen udviklede mekaniske fangarm, som på billedet ses demonstreret af undertegnede.
Bæstet havde over en årrække nedlagt i dusinvis af fåreavler Bähmanns bordelracehusdyr, og gennem dets blodige hærgen opskræmt lokalbefolkningerne udi det nordvestjyske. For min ydmyge præstation modtog jeg i al beskedenhed Gustenhuse Hønseavlerforenings Årslegat på kr. 1,33 samt fire bakker nylagte æg à 6 stk. pr. bakke. Ikke dårligt for en simpel, gammel vægter.
Staniol Lakmussens unge assistent Alky Mistelsen udviklede efter anmodning fra Gustenhuse-SS (den Sanitære Sognemyndighed) en genial opfindelse til bevarelse af husholdningsfækalier. Det skulle være helt slut med meningsløst brunvarespild. Grundet loven om patentbeskyttelse kan jeg desværre ikke gå i nærmere detaljer.
Revselsesretten blev, tilligemed selvtægt, i 1989 ved enstemmighed under Sognerådets Ekstraordinære Nødforsamling gjort lovpligtig. Man var herefter som medborger i Gustenhuse under strafansvar forpligtet til at lussere børn, kvinder, oldinge, festnegre, uduelige mandspersoner (døde såvel som levende), husdyr, vegetation, apparater og automatiserede vehikler, ved blot det mindste tegn på opsætsig adfærd, slendrian, fjol, eller blot begrundet mistanke herom.
Vore mandlige medborgere fik hurtigt rettet ind i forhold til det nye sogneparadigme. Man hørte allesteds og til egen store tilfredsstillelse i døgndrift de raske klask af en by i fremgang!
Det er således med sindsro, at jeg, Larmo Rasselschlüssel, aftræder mit sekellange embede som vægter i kære, gamle Gustenhuse. Mit arbejde er fuldbragt, og byen og sognet kan nu se en lys fremtid i møde!
Larmo Rasselschlüssel nyder sit velfortjente otium i hjemmet, Havekolonien Skadefryd bag det for længst nedlagte Gustenhuse Friluftskrematorium.
Lad os alle, her i afskedens vemodige stund, sammen med Larmo istemme den traditionelle danske Vægtersang, med moderne tekst af afdøde V. Røvlenberg (andet samt sidste vers):
Hov vægter! Klokken er slagen 12
Det var ved midnatstide, brunvaren den blev født. Til gavn Alverden skide, hvad ellers var forødt.
Vor klokke er slagen tolv! Med tarme og rø’ev, af hjertet prøv; befal dig Gud i vold!
Hov vægter! Klokken er slagen 5
O, store morgenstjerne! Vor byrd’ i Verden hér, tålmodelig vi gerne aflægge, som vi bæ’er.
Vor klokke er slagen fem. Kom kun, vare brun! Hold stuen lun; oplys vort hus og hjem!
Efter årtiers uafbrudt vækst og den nyvunden økonomisk frihed blandt selv vore usleste medborgere, fulgte desværre generel løssluppenhed og en katastrofal mangel på disciplin. Overskuddet soldedes op på intetsigende modefænomener og eksperimenteren med nymodens bevidsthedsudvidende substanser. Borgerne hungrende efter noget nyt, tabubelagt og spændende, og lod hånt om de etablerede samfundsnormer. Resultatet blev – helt forventeligt – en absolut kulturel og social deroute.
Herover ses Gustenhuses første opiumshule. Rygehytten på Gustenhuse Hede startede som et socialt eksperiment, men udviklede sig lynsnart til et gigantisk problem.
Euforiserede medborgere slumrer på tragisk vis ind i psykedelisk døs. De uhyrlige bivirkninger ved denne aktivitet fulgte de involverede misbrugere gennem livet, indtil det blev vedtaget at tvangsindlægge dem på Gack E. Lacksens sanatorium, hvilket synes at have løst problemet, idet man aldrig siden hørte fra de pågældende patienter.
Her ses et eksempel på resultaterne af de frygtelige stoffers indflydelse på den menneskelige organisme: en narkotikapåvirket medborger dratter død om midt på Hovedgaden.
VINDUESKIGGERPLAGEN I 1978
Da de første sort/hvide fjernsynsapparater kom i handelen i slutningen af halvfjerdserne, var det ikke alle medborgere beskåret at eje et sådant luksusforbrugsgode.
Fascinationen af de levende billeder var enorm, og det blev således en kolossal byrde for ordensmyndighederne i Gustenhuse at bortvise diverse hæmningsløse personer fra respektable familiers stuevinduer, hvor lureriet nærmest blev for en folkebevægelse at regne.
Den direkte transmission fra par-VM i masturbation i 1978 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den danske deltagelse ved den populære duo Hans Lange-Lem/Hack Pickemann, kommenteret af den navnkundige Gunner Rée, var simpelthen for stor en fristelse for selv normalt lovlydige borgere, der stod klinede til vinduerne for at følge deres helte i aktion.
Normale modforanstaltninger såsom lussinger og bøder hjalp ikke, og først da mørklægningsgardinerne fra Besættelsestiden var fundet frem, blev der igen nogenlunde ro om privatlivets fred i de små hjem.
MASSEHYSTERI, DA BÄHLERURNEN KOM
Den ene folkepsykose blev naturligt fulgt af den næste, og efter plejehjemsforgiftningen af 1979 opstod en nærmest vanvittig efterspørgsel efter urner, da vor kirkegård i forvejen led under katastrofal pladsmangel, og Gustenhusmose samtidig var underlagt strikse regulativer iht. Brunvareudvindingsdekretet.
Derfor oplevede byen dette år en veritabel folkevandring til isenkræmmer Klinkbergs udsalg på Skrammeltoften 8, hvor folk stod i lange køer for at erhverve sig den nye fashionable Bählerurne – uigenkaldeligt sidste skrig – som dengang kostede hvad svarede til min egen udbetalte ugeløn: hele kr. 1,76.
Det eneste kendte eksemplar af vasedrejer Bählers mesterværk, som endnu ikke er i anvendelse. Foto med tilladelse fra Fækalmuseet.
Gustenhuse Aviationsforenings Liggasballon måtte en overgang tages helt ud af anvendelse, grundet mangel på drivmiddel. Kremationsdillen var blot endnu et symptom på en kedelig samfundsudvikling, og det skulle desværre blive endnu mere grelt i gode, gamle Gustenhuse.
SVEND PHÆKALI — DEN GALE HYPNOTISØR
Denne afskyelige charlatan havde let spil i disse retningsløse år. En storforbryder, i ondskab kun overgået af Gustenhusebandens medlemmer, fandt hurtigt fodfæste i vort sogn, og drev i et helt år sit perverse og utugtige spil med diverse godtroende kvindfolk.
Den sensationshungrende befolkning mødte velvilligt frem til de groteske forestillinger, der fandt sted efter solnedgang, i gyllespreder Svinbergs storlade.
Her ses en situation fra en af dr. Phælkalis populære aftenseancer, hvor assistent S. Maddersen ved gentagen slagpåvirkning med forhammer brækker et massivt stykke fossilbrunvare oven på en hypnotiseret og rigidt udspændt kvindelig figurant. Det var under en sådan demonstration, at katastrofen uvægerligt måtte ske.
Svinbergs lade eksploderede, og antændte Den Store Hedebrand, hvilket selvfølgelig førte til yderligere genvordigheder. Det var i sandhed travle tider i Gustenhuse.
BRANDDASKERINVASIONEN I 1980
Her ses blot lidt af den store katastrofe. I hundredevis af hektar afgrøder og skov brændte, og ilden lå længe derefter og ulmede.
Vort lokale frivillige brandvæsen gjorde en upåklagelig indsats, men fik desværre aldrig helt styr på efterslukningen. Vi måtte ydmygt anmode offentligheden om hjælp.
Desværre var der ingen styr på begivenhederne. Fra nær og fjern væltede det ind med godhjertede frivillige, der uden faglig kyndighed forrettede mere skade end de gjorde gavn.
PAPIRMANGELEN
Tabet af de mange naturressourcer, herunder store mængder træmasse, betød et meget hårdt slag for de trykte lokalmedier, herunder ikke mindst billedpornografien.
Indsamlingen af gamle erotiske magasiner blev en prioritet, og det var sørgeligt at bevidne, hvorledes mangen en medborger yderst modvilligt og med tårer i øjnene indleverede deres fine samlinger, for at sikre den fremtidige produktion.
Der blev dog hurtigt rådet bod på det manglende udbud, og qva et forbilledligt samarbejde mellem lokalpressen og de yngre kvindelige medborgere kom der atter varer på de nederste hylder.
BESØG AF DEN NORDAMERIKANSKE NEGERDELEGATION I 1982
Den meget ærede George W. Johnson med følge inspicerede Gustenhuse i 1982. På fotografiet ses viceborgmester Igno Randt overrække Gustenhuses Æresdiplom For På Klokkeslæt Præcist Fremmøde til den amerikanske kulturattachés stedfortræder, da hr. Johnson desværre måtte gå på toilettet, mens billedet blev taget.
Hvad så disse honoratiores da under deres diplomatiske visit?
…elendighed og menneskelig degradation i allehånde afskrækkende former.
Det var ikke vor by værdigt, og det kunne ikke længere ignoreres, at Gustenhuse havde alvorlige problemer. Desværre kunne amerikanerne ikke dy sig for at markere deres utilfredshed med oplevelsen i form af denne satiriske musikalske indspilning, som opnåede en 117.-plads på Dansktoppens hitliste, mellem 23.06. og 24.06.1982:
Denne kulturelle begmand var jo et kolossalt hak i selvforståelsen. Så galt stod det til med andre ord til i vort kære hjemsogn, på daværende tidspunkt. Selv negrene lo af os! Det var så sandelig tid til forandring.
(Den lokalhistorisk relevante grammofonplade (Dolypor, NW-34-6473b), kan i brugt tilstand, ubegrænset oplag, erhverves formedelst kr. 0,02, i marskandiserforretningen, Gammel Ragelsesgade 4c. Bytte er også en mulighed, især s/h fotografier og private filmoptagelser af badende unge piger har interesse. Kontakt borgmesterkontoret, spørg efter Hartmann).
VÆGTER OG HÆDERSMAND, HR. LARMO RASSELSCHLÜSSEL VIL
INDEN LÆNGE AFSLUTTE SINE ERINDRINGER MED ET 3. AFSNIT
Foråret så sagte kommer, som digterpræsten skrev. Vi hér i Gustenhuse og Omegn er i vanlig stil velforberedte til håndteringen af de kommende lokaludfordinger, når gletscheren engang har trukket sig tilstrækkeligt tilbage.
Vor projektgruppe under kyndig ledelse af professor i social og teknisk innovation, den ærede hr. Staniol Lakmussen, har således med ekspertbistand fra Deres ydmyge undertegnede, samt andre repræsentanter for byens absolutte intelligentsia, i de kolde vinterstunder arbejdet hårdt og kreativt på at fremkomme med diverse løsninger til, og dermed forberede borgerne på, allehånde relevante fremtidige problemstillinger i vort kære Sogn.
Et repræsentativt udvalg af resultaterne bringes i nedenstående:
Efter gentagne anmodninger fra vægter Larmo Rasselschlüssel o. a., er det nu endeligt besluttet at udskifte byens murværk i op til 2 meters højde med sten gjort i højeksplosiv kompaktbrunvare. Dette skal hindre de mange vagabonder og dagdrivere i, i tide og utide, at sidde, stå og læne sig op af byens bygninger, og gnide deres beskidte og lusebefængte tøj op af facaderne. Den ønskede effekt heraf ses i eksemplet herunder, og man må sige, at den geniale løsning er tofold.
Man slipper således af med begge problemer på én gang.
Dette omfattende projekt er pt. ufinancieret, idet man trods adskillige alvorlige anmodninger endnu ikke har modtaget afregning for sidste års eksport til Jan Mayen af natriumklorid fra Gustenhuse Saltsø. Når beløbet på kr. 22,54 er indgået, vil renovationsarbejdet omgående blive påbegyndt.
Til afhjælpelse af de sædvanlige gener i forbindelse med forkølelses- og influenzaepidemier, har Lakmussen opfundet en mucuspose, der, såfremt korrekt anvendt, som demonstreret på nedenstående billede, vil skåne den syge for hudløshed i og under næsen, hovedpine, samt andre bivirkninger ved overdreven næsepudsning.
Posen kan rumme op til 5 liter snot, slim, bussemænd og andre uønskede partikler. På- og afmonteres nemt, og derefter bindes enderne til en knude. Den fyldte og forseglede, bionedbrydelige pose kastes under diverse ukvemsytringer efter eget valg, i retning mod Holstebro.
Komtesse Missegnubbers interessante forslag om nøgenhjemmehjælp i Ældreforsorgen er vedtaget, på forsøgsbasis. I første runde vil dette dog udelukkende tilgodese undertegnede, der frivilligt har meldt sig som forsøgsperson. Det er aftalt, at feedback indrapporteres d. 23. juni, 2019, kl. 8:47 prc.
Endnu et regulært kolumbusæg fra Lakmussen og co. I erkendelse af de nyopståede behov for højere frekvens i adspredelsestilbuddene til borgerne, er det besluttet af samkøre følgende arrangementstyper:
Egns- og Klubmesterskaber i Individuel, Par- og Holdonani, antikvitetsmesser, samt pigtrådskoncerter. På denne måde kan der, under den overordnede titel: “Pik og Platter“, afholdes 3 gange så mange begivenheder årligt i Sognemasturbationscentralen.
Som en af konsekvenserne af de nye sognebeklædningsregulativer ses herover den nyudviklede husmoderhat, som alle sådanne individder under strafansvar påkræves til alle tider at bære, i det offentlige rum.
Der er vedtaget bøder på kr. 0,04, tilligemed 15 lussinger til hver side af hovedet, ved førstegangsovertrædelser, og herefter regulær pryglestraf i gentagelsestilfælde.
Dobbeltstraf for marxister og arbejdsløse er naturligvis en selvfølge.
I forbindelse med de kommende atomprøvesprængninger på Gustenhuse Hede, som vi her i Sognet varetager på vegne af Den Nordkoreanske Folkerepublik, har vi produceret en ny serie beskyttelsesbriller til kreaturer, der fastnittes til dyrets hoved i begge sider, for at forhindre øjenskader og psykisk betingede krøluldstab.
Til fordel for Vesterhavsgruppens paranormale forskningprogram har Lakmussens tekniske afdeling udviklet et ekstrasensorisk lydaggregat, der skal kunne opfange signaler fra Klabautermanden.
Desværre har man til dato ikke opfanget nogen kohærente meddelelser af den art, men der er alligevel mange positive reaktioner på det nye tiltag.
Sluttelig en trafikal nyskabelse: Det vil blive pålagt Tølperforeningens frivillige medlemmer at bære den på billedet viste hovedbeklædning, der har til formål at dokumentere og registrere alle hastighedsovertrædelser på Sognets gader og veje. For at komme dette tiltagende uvæsen til livs, vil alle køretøjer, der ikke overholder mindstekravene til fart og gesvindighed, pålægges bøder efter et dalende proportionsprincip. Jo langsommere der køres, desto større bliver bøderne.
Apparatet kan fotografere i begge retninger, og der er indbygget rygerkupé og transistorradio, samt en 10-liters tank indeholdende gul hestepilsner. Der budgetteres med en merindtægt ved denne ordning på ikke under kr. 15,48 årligt.
“Nu kommer de. Derude er de, banditterne. De har loven i ryggen, og lige om lidt er det dem, der bestemmer. Jeg styrter mig i Vesterhavet og drukner. Slut, færdig!”
Den gamle, men ranke mand kravlede tilbage på ladet af den cykel, der havde transporteret ham ud i nærheden af sognegrænsen.
“Retræte!” beordrede han sin søn, som leverede muskelkraft til pedalvehiklet. “Hurtig retræte over Klamhuse Hede! Vi skal til Blodhavn Ydermole, og der slutter rejsen.”
Det var den frygteligste dag i storsognerådsformand Lubbert Knockels 96-årige liv. Tarmgasballonkatastrofen i 1964 havde efterladt mærker på krop og sjæl, men den blegnede i sammenligning.
De nordvestjyske hjemsognes selvstændighed og frihed var ophævet ved lov, og loven var trådt i kraft klokken 00.01 natten til i dag. Hassan bin Andersen, borgmester i Holstebro og formand for Muhammedanistisk-Socialt Tvangsparti var nu på march hen over sognegrænsen med sit følge af bureaukrater og pampere.
“Hurtigere!” brølede den gamle til sønnen, 67-årige Gylbert Knockel. “De sataner skal ikke få fornøjelsen af at fange mig i live!”
OTTE MINUTTER SENERE
Midt på heden måtte Gylbert sagtne farten. Strømme af sved sejlede ned over hans røde ansigt.
“Jamen, så holder vi her og får en drik vand,” sagde den gamle fra cyklens lad. “Så kan jeg også tage afsked med vore brave arbejdsnegere.”
Fire fuldvoksne sorte mænd havde i flere måneder gravet efter olie, guld, koprolitter og andre af de skatte, der kunne tænkes at ligge skjult i undergrunden. Foreløbig var fundene beskedne, men storsognerådet havde bevilget 420 daglønninger à kr. 1,77, så arbejdet fortsatte ufortrødent.
Et rundt, smilende hoved kom til syne over den senest gravede grøft.
“Howdydo, massa!” hilste arbejderen. “Spaden har lige ramt metal. Vil du se, hvad det er?”
Lubbert klatrede ned fra ladet. Negeren rakte ham en genstand, og Lubbert skrabede jord af den. Hans gamle øjne blinkede.
“Det ligner… det kunne være… men det er for utroligt til at være sandt.”
Genstanden var på størrelse med en håndbold og skinnede blankt på de steder, hvor spaden havde skrabet mod den. Det var et bæger på en fod, og mens Lubberts højre hånd arbejdede, blev stadig mere af motivet synligt.
YDERLIGERE FIRE MINUTTER SENERE
“Det ligner en flidspræmie fra Landonanistisk Fællesforbund af 1889,” sagde han. “En sølvpokal, intet mindre.”
Men han vidste godt, at det var noget andet og meget ældre og mægtigere. Myten om den hellige gral havde levet på egnen i århundreder, og nu dirrede metalbægeret af sammensparet overnaturlig kraft. Der stod et sælsomt hvidligt tågeskær omkring det, og jorden rystede under Lubberts og de andres fødder.
“Hello boss, her er også olie! Olien vælder op af jorden!” lød et råb fra udgravningen, og yderligere to negere steg op til jordens overflade med sort, klæbrig masse omkring gummistøvlerne.
Lubbert løftede bægeret og rettede det mod øst, hvor fjenderne fra Holstebro var kommet til syne over en bakketop, nogle til fods, andre i motoriserede luxusvehikler.
En stråle af lys skød ud imod dem, fulgt af pludselig voldsom blæst. En skypumpe hvirvlede hen over heden, og tung regn ramte borgmester bin Andersen, mappemændene, imamerne og de kvindelige pampere i deres kække buksedragter. Lubberts næsebor fortalte ham, at det var en styrtregn af svinegylle, der sprøjtede ned over de uinviterede gæster.
Panikskrig og runddans blev efterfulgt af vild flugt i den retning, fjenderne var kommet fra.
Negrene dansede også, men det var en glædesdans.
“Olie, rigdom, fast arbejde!” jublede de.
“Bøf og bajer,” udråbte Lubbert. “Gris og snaps. Guf til alle, fest resten af dagen. Bring mig til Usseldrup rådhus, min dreng og lad det gå lidt rask!”
Gylbert havde fået nye kræfter, og ladcyklen høvlede hen over hjulsporet mod nord. I det fjerne anede man bagtroppen af de flygtende socialmuhammedanere.
Lubbert Knockel knugede den hellige gral mod brystet.”Den er bedre end en atombombe,” sagde han. “Næste gang, Holstebro erklærer krig, bliver der krig for alvor. Men nu skal vi feste!”
Nutidens unge ved jo slet ikke hvordan julen var i gamle dage. Nutildags er de unge så snotforkælede – vi andre måtte arbejde for alting. Jeg begyndte at arbejde da jeg var 3-4 år, og minimum 3 gange om dagen fik vi tæsk… tæsk i stedet for mad!
Det har vi ikke taget skade af, bortset fra, min ene søster har et mærkeligt stort hoved. Måske det store hoved var nødvendigt, da hendes øjne, sidder ude på siden af hovedet – nærmest sammen med ørerne !
Mærkelig ser hun ud, men altid var hun flink ved de små søskende.
Hendes storesøster har så meget opstoppertud, at hun er ved at drukne når det regner – så derfor har bedstefar lavet en lille paraply hun sætter på næsen når det er regnvejr. Det fungerer fint.
Man må klare sig med det man har, som bedste siger.
Mig og min familie bor i nogle papkasser ude ved motorvejen. Min bedstefar var blandt de første indbyggere derude, og havde derfor opstillet sine papkasser under broen, så vi til forskel fra mange naboer var forskånet for den værste regn og sne.
Nu var det atter blevet jul, og vi var fattigere end nogensinde. Selv det mindste støvkorn var spist, lillebror havde endda spist nogle oversete småsten i vejkanten. Sulten gnavede, vind og sne føg ind af sprækkerne, og naboens hund hylede af sult.
Min søster begyndte at tale om gaver… julegaver !
Uden penge ingen gaver. Bedstefar foreslog, at vi igen i år, gav hinanden, det vanlige – nemlig nogle lussinger. Ak suk – det fik vi osse sidste år – og året før osv. Men det varmede da lidt.
Så sagde bedstefar: Nu går jeg på udhuset og laver lidt brunkage.
Bedstefar var rævestolt af sit udhus, fordi det var den højeste bygning i lejren. Han sad tit derude og, som han sagde: klemte brunkager ud.
Jeg så godt bedstemor følge efter ham med sin kæp og den lille krukke.
Jeg kendte turen. Det var sådan, at bedstefar gennem mange år har haft en slem omgang psoriasis – og da det var juleaften, ville bedstemor glæde os med lidt juleknas, så mens bedstefar klemte brunkage ud, skrabede bedstemor hans rygstykker med kæppen og fik således samlet en skålfuld juleknas.
Jeg viste jo godt, hvad dette knas var for noget, så jeg spiste ikkeaf det – men mine små søskende, var jublende lykkelige.
Bedstefar kom ind i stuen igen: Nu skal vi dele gaver ud – en til dig og to til mig og osse en til dig
Det gik egentligt hurtigt med uddelingen – alle fik deres gave, og dertil hørende røde kinder.
Så opdagede bedstefar: at min mindste bror ”pattebarnet” havde spist hans hæmoridesalve.
Nu er det nok! sagde bedstefar. Nu får du en endefuld!
Således fik lillebror en ekstra gave i julen 1999.
“Så sid dog stille, kvinde,” sagde Leonardo Da Vinci for 33 gang.
Modellen foran ham var ikke nem at arbejde med.
“Jamen, det er kedeligt,” svarede damen. “Jeg gider ikke mere.”
Leonardo Da Vinci stønnede irriteret.
“Ved De hvad? Deres mand har bedt mig personligt om at male Dem mens han er i sejlklubben. Når han kommer tilbage skal vi være færdige. Nu har De bare at sidde stille. Er det forstået?”
“Ja, ja.” svarede fru Giocondo på stolen overfor. Hun kiggede opgivende tilbage.
Leonardo fortsatte hvor han slap. Med lette strøg førte han penslen med den brune maling langs overfladen. Denne klistrede substans var lavet af egen afføring. En grynet masse med majsflager hvilket altid gav et fortrinligt resultat.
“Er De snart færdig, hr. Da Vinci?” spurgte kvinden, hvilket rev ham ud af hans koncentration endnu engang.
“To timer endnu! Giv mig nu lidt arbejdsro,” råbte han.
Sekundet efter kom hun til at nyse. Leonardo tabte penslen af forskrækkelse.
“De slider på mine nerver,” hylede han. “Hvis De ikke tager Dem sammen frue, så propper paletten direkte op i røven på Dem.”
Han rejste sig op og svingede med armene.
Kvinden stønnede:
“Jeg skal nok sidde stille nu.”
“Godt …” Han bukkede sig ned, samlede penslen op og fortsatte med at male.
To timer senere kom hr. Giocondo tilbage fra sejlklubben. Han var i strålende humør for han havde glædet sig til at se resultatet. Han trådte ind i Da Vincis værksted og udbrød:
“Nu er jeg tilbage. Må jeg se hvad De har lavet af mirakler?”
Han stivnede ved synet der mødte ham. Det glade udtryk forvandledes til en sammenbidt grimasse.
“Vi er lige straks færdige,” smilede Leonardo Da Vinci. Han lavede det allersidste penselstrøg og kiggede tilfreds på gæsten. “Hvad siger De så?”
Hr. Giocondo kiggede skiftevis fra maleren til sin kone. Han var ikke klar over om han troede sine egne øjne.
“JEG BAD DEM OM AT MALE MIN KONE!” brølede han.
Leonardo rejste sig forsigtigt.
“Det er da ved gud også det jeg har jeg gjort.” Leonardo pegede på kvinden der sad dækket af maling fra top til tå. Hun havde fået mange lag af den stinkende brune masse.
“Sgu da ikke på den måde. Jeg mente et maleri, din inkompetente nar. Et portræt!”
Leonardo kløede sig i nakken.
“Nåh. Det var det De mente…”
Efter at sidste års arbejdsklimamåling på organiserede nordvestjyske virksomheder viste et resultat på 98,74 procent totalt glade og tilfredse arbejdere (fem krydser af fem mulige i samtlige rubrikker), var det ventet, at en vis tilbagegang måtte følge. Det kunne vel ikke blive bedre.
Men jo, det kunne det. “Vi er netop færdige med optællingen og statistikberegningen af dette års 11.416 udfyldte skemaer,” oplyser Lazlo Judassen, storsognets chefbogholder gennem en menneskealder, “og det exceptionelt storslåede resultat er 99,08 procent 5/5-karakterer.”
Overalt i landsdelen bekræftes glæden og tilfredsheden.
“Vi møder smilende om morgenen, og vi går smilende herfra 15 timer senere,” siger brunvareminearbejderne på Blodhøj, som her trækker i de obligatoriske gummierede overalls.
Arbejdet i minen foregår under vedvarende taktfast fællessang. Midt på dagen (efter 7 timer og 21 minutters indsats) holdes en 18 minutters nødtørfts- og frokostpause.
Når den disciplinansvarlige formand ud på aftenen har pebet i afgangsfløjten, bliver dagens højestydende arbejder belønnet med en flaske gul hestepilsner, som han nedsvælger, mens kammeraterne jubler og applauderer, inden de går hjem i glad forvisning om, at alt vil gentage sig, når de stempler ind i morgen tidlig.
Ikke kun det manuelle arbejde præges af højt humør og berettiget stolthed. Også udøverne af de moderne, uddannelseskrævende erhverv lyser af glæde, når man antræffer dem i den travle hverdag. Her er det laboratorieforstander Gylbert Waffelhage, der inddamper frisktappet turisturin til brug i Klamhuse Kraftværk. “Når lysene tændes derhjemme, og lillemor sætter en muldvarp eller et par måger til langtidsstegning i vores elektriske ovn, kan jeg fortælle hende, at det er mit arbejde, der gør dette tekniske mirakel muligt.”
Pleje- og sundhedssektoren summer af tilfredshed. Vagthavende gynækolog Walfrida Gruhs (bag skrivebordet), Klamhuse Husmandshospital, har netop givet en af hospitalets vaskeriarbejdere, fr. Julla Gimpelsen (forrest m/cigaret) grønt lys til en erotisk badeferie i de nordnorske fjorde. “Det er vort fælles håb, at Julla vender hjem i besvangret tilstand, og når dette er konstateret, vil flaget gå til tops over arbejdspladsen.”
Men hvad siger de tilvandrende arbejdere, som lokkes af landsdelens høje lønninger og gode fremtidsmuligheder? “Jeg startede for fire måneder siden ved kadaverkværnen på Vester Usseldrup Kødfoderfabrik, og nu er jeg afdelingsingeniør med ansvar for daglig disciplinering af 120 medarbejdere, såvel hvide som sorte og mellembrune,” fortæller hr. Mbongo Axelsen (nr. 3 fra højre). “En sådan karriere havde ikke været mulig i mit hjemland, Nigeria.”
Lad os afrunde dette lille udpluk af mange tusinde mulige jublende udsagn med en tilkendegivelse fra hr. Fridolin Giffelfritz, som i en alder af kun 17 år gør karriere i herremodebranchen. “Min indtægt overstiger nu kr. 5,46 om ugen, tøj og sko ikke medregnet, og jeg er netop optaget som aspirantmedlem i Slubbertlogen på Blodhøj. Hvad skal jeg i Holstebro, London eller New York? Alt er muligt her, hvor jeg hører til og kan føle mig hjemme.”
DRAMAETS SJÆLSRYSTENDE KLIMAKS >>> SE FØRSTE AFSNIT HER
Da Lacksen d. Æ. i 2001 med Statens fulde billigelse påbegyndte den første serie forsøgsvise hjernetransplantationer, benyttedes stadigvæk håndskrevne sedler til nummerering af de udtagne organer. Et egentligt digitalt registreringsarkiv var ikke på dagsorden, da datamaskiner endnu ikke var indført i Gustenhuses offentlige administration.
Ved en ulykkelig fejl er det således sket, at Specimen 606 blev forbyttet med nummer 909, hvorved en patient er blevet udstyret med det forkerte cerebrum.
Den pågældede hjerne tilhørte Minimahl Bettemann-Olsen (til højre: dennes forældre*), for hvis vedkommende det aldrig helt lykkedes lægevidenskaben at specificere, hvad han egentlig fejlede rent mentalt, andet end at han konstateredes at have været lille, grim, doven og ualmindeligt ubegavet. Han isoleredes således for sin egen sikkerheds skyld fra de øvrige patienter og holdtes derefter indespærret i 66 år i et aflåst klædeskab på sindssvageanstaltens linneddepot, hvor han i sin monomani ideligt bankede hovedet imod døren, indtil han døde af alderdom. Hjernen blev herefter udtaget og opbevaret i Krukke 606.
*) Bettemann-Olsen blev fra fødslen og indtil sin indlæggelse opbevaret i hulrummet i faderens høje hat, hvilket i 1922 af en af mig ledet komité præmieredes med Gustenhuse Vanførefonds fortjenstmedalje (som ses på billedet), for på eksemplarisk samfundsgavnlig vis og i vedholdende grad at holde diverse uduelige personer og vanskabninger ude af offentlighedens skue.
Grunden til forbytningen findes i det overraskende faktum, at den ansvarlige hr. Hartmuth Helbard Hadberg *) i det skjulte led af svær iboffobi – eller angst for palindromer – hvilket fremgik af dennes hemmelige dagbog, der blev fundet i ruinerne efter tragedien. Hadberg var jo blind på det ene øje, hvorfor kun den ene side er beskrevet i dette sørgelige manuskript.
*) Hadberg, der aldrig bestod sin bogholderieksamen, havde rod i økonomien, fordi han var angst for “—>regninger<—“. Det var samme årsag der gjorde, at han ejheller trods sin formidable ildhu formåede at uddanne sig til “—>kok<—“.
Den katastrofale hjerneforbytning skete netop på dagen for det kuriøse tidspalindrom, 20/02-2002, klokken 20:02, en dag som for altid vil stå i gustenhusborgernes erindring som den mest forfærdelige og tragiske, siden koleraepidemien i 1771.
Hvad var så konsekvenserne af hjerneforbytningen? Bettemann-Olsens tænkende organ, hvis man overhovedet kan kalde det dét, blev anbragt i kraniet på patienten på ovenstående billede. Man kan let forestille sig virkningen af denne uheldsvangre kombination. Ved at bruge isseforhorningen som rambuk, løb patienten amok på anstalten og slog dørene ind til de sikrede afsnit, hvor De Fem Forrykte holdtes indespærrede. Herefter red “Gedemand” Habengut i dæmonisk raseri rundt på patienten, og stangede personalet til døde, medens de øvrige vanvittige raserede bygningen fra kælder til kvist. Hr. Hadberg tog i desperation sit eget liv, ved at selvlobotomisere sig ved hjælp af sin trofaste hjælper, den jernstang han altid bar rundt på, og som han i øvrigt havde købt af mig i 1991, til den yderst favorable pris af kr. 2,02.
Den indslåede dør til forstanderens bolig. Hvad derefter fulgte af bestialske modbydeligheder, vil jeg overlade til den ærede læsers fantasi, blot med denne beskedne tilføjelse, direkte og med personlig tilladelse citeret fra lokaldigter V. Rølvenbergs storslåede epos: “Brune Erindringer Pr. Vers” (2003).
“Man næppe sig for’stille kan en noblere og finer’ mand; hin Lacksen sjæl fór hjemad, grant, thi hjernerne blev sammenblandt.”
Egnspoet og militærballonskipper af reserven, den folkekære og højstærede V. Røvlenberg.
I de tidlige morgentimer medens revolten stadig stod på, kravlede Trismi Kiniseri op på anstaltens tag for at tømme blødbrunvaretanken, medens Hystadia Menses-Rynkebys sindssvage skrigeri fra balkonen gjaldede ud over gårdspladsen, hvilket tiltrak omgivelsernes opmærksomhed. De store mængder flydende brunvare betød desværre, at stort set alle tilstedeværende i bygningen druknede.
Friskytte P. Laffenberg fra Gustenhuse Sogns Søndre Husmandskreds, som på sin morgentur hørte støjen, nedskød herefter – desværre for sent – Kinisiri, der styrtede i døden fra tårnet ned på exercitspladsen, hvor der overalt herskede panik og ødelæggelse, i kølvandet på Habenguts psykotiske rædselsridt.
Alt imens forsøgte Creutzfeldt-Jakobsen under tumulten diskret at stikke af i Lacksens pansrede limousine, med sin stålsarkofag fastspændt på taget (hans hjem i en menneskealder), men blev lykkeligvis afsløret af Tølperforeningens medlemmer, der var strømmet til stedet, ved det første tegn på ballade, og som derefter trak ham ud af bilen for læsterligt at gennemprygle ham på åben gade. Hermed var spillet i realiteten ude, og der blev atter trods endnu et par voldsomme dødsfald bragt ro og orden over begivenhederne.
De fire overlevende misdædere blev i marts 2002 under stor lokal mediebevågenhed hængt på Sindssvageanstaltens exercitsplads. Videofilm af henrettelserne kan bestilles formedelst kr. 13,31 inkl. porto hos undertegnede. Specificér venligst af hvilken person De ønsker at se hængningen. Rabat på kr. 0,50 gives ved bestilling af alle 4. En læderindbundet 15-års jubilæumsluxusudgave med interessante fraklip vil til næste år kunne erhverves i forbindelse med den årlige Byfest. 22 gratis eksemplarer vil ydermere af undertegnede blive udkastet i grams fra Liggasballonens gondol.
Vagthavende Ebbe Gøg, sikkerhedsrepræsentant Bob Natan og gesandt Reinier Laval fra Frankrig (som tilfældigvis befandt sig i området), hilser på hinanden ved indvielsen af anstaltens nye, forbedrede lokaler i 2002.
Til højre ovenfor ses anstaltens nye datamat, som skal eliminere lignende episoder i fremtiden. Til venstre en af stedets nyansatte bevæbnede medarbejdere, til varetagelse af alle daglige sikkerhedsmæssige opgaver.
Anstalten vil i øvrigt være lukket i dagene omkring d. 21. december 2112, kl. 21:12. Så er De altså hermed informeret, hvis De som gustenhuseborger på dette tidspunkt skulle gå hen at blive, eller være blevet erklæret sindssyg.
Efter den formelle indvielse var der erklæret folkefest. Forstander Gack E. Lacksen, Jr. og dennes viv Hannah sidder i foråret 2002 ved det traditionelle smörgåsbord, i forbindelse med den årlige audit, hvor man under selve måltidet af tidsbesparende hensyn også besigtigede de nyankomne patienter, herunder troldkællinger, somnambulante selvmutilatorer samt diverse ulykkelige hovedkuldspatienter.
Hopla! Hér går det godt! Konferencier, entertainer og orkesterleder Otto Ege fra Gustenhuse Tappenstreg afsynger den traditionelle festsang: “En af dem, der red med fane”. Herefter udråbtes et 9-foldigt leve, for den ufravigeligt loyale Tølperforenings medlemmer, der aldrig har ladet sognet i stikken i krisesituationer.
Tølperforeningen (repræsenteret ved overstående menige medlemmer) modtog ved festligheden Gustenhuses Kulturpris på. kr. 16,61. I øvrigt for 77. gang i træk.
