Kapitel 1
– Kammerater, vi klarer os ikke meget længere. Undergangen er nær!
Nordvestjyske Landarbejderes Fællesorganisation var nede på 23 medlemmer. Fjernøstligt fremstillede maskiner og robotter havde gennem de seneste år erstattet næsten al menneskelig arbejdskraft, og formanden, Krassus Tolstoy-Termansen, holdt dundertale.
Der var kun syv til stede i salen, de fem af dem oldinge. Slunkne, tavse og dystre humpede de derfra efter en resultatløs time. Krassus smækkede sig selv et par lussinger på vej ned fra talerstolen.
Hans trofaste støtte og bedste ven, Hassan el-Bistan, sad tilbage sammen med ham i det halvmørke mødelokale. De drak lunkent øl, og skummet hang bittert i svælget.
– Jeg har et forslag, sagde Hassan. – Jeg drømte om det i nat.
Han forklarede sin plan i korte træk. Krassus’ ansigt lyste op i et smil for første gang i månedsvis.
– Vi gør det, sagde han. – Sejren eller døden!
Kapitel 2
Et par nætter senere sneg Krassus og Hassan sig ind på en robot, rev bagpladen af den og gav den nye instruktioner. Robotten kunne programmeres mundtligt, og de satte den til at bekæmpe andre robotter og selvstyrende arbejdsmaskiner.
Denne store, enkle idé havde ingen fået før dem. Jubelen bredte sig i den nordvestjyske landproletarbefolkning, mens maskiner destruerede maskiner, og nye, det vil sige gamle, manuelle arbejdsmuligheder viste sig.
Efter et døgns tid var kampen dog ude af de to rødgardisters kontrol, og en kortege af fremmede, hidtil usete gigantmaskiner, de fleste af dem fra Holstebro-egnen, rumlede hen over sognegrænserne.
Kapitel 3
Krassus og Hassan sad på træspritfabrikkens chefkontor og røg den afsatte direktørs cigarer, da de hørte endnu en bølge af selvstyrende monstermaskiner nærme sig.
– Til kamp! råbte Hassan. – Allahu Akbar!
De to rødgrønne helte styrtede ned ad trapperne og frem mod det gnistrende og buldrende maskineri.
– Dette er bedre, end vi havde håbet på, sagde Krassus til Hassan, da de var slået til jorden, og et 24-tons bæltekøretøj var på vej i rask tempo mod dem.
– Hvad mener du?
– Vi ville have sejren eller døden, men vi fik begge dele.
– Jeg forstår ikke, hvad du mener?
Knas, kronsj, krumpf, lød det, idet formandens brystkasse blev knust, og det var de sidste lyde, han gav fra sig.
Efterskrift:
Denne roman er en såkaldt dystopi, bygget op over en forestilling om, hvor galt det kan gå, hvis uansvarlige og utilregnelige kræfter slippes løs.
Dette vil naturligvis ikke få lov at ske i mine hjemsogne. For al sikkerheds skyld er en håndfuld landproletariske ledere og nogle af deres utilregnelige husdyr taget i forvaring og indtil videre anbragt i Blodhøj Saltmine.
Alle andre kan sove roligt. Herfor garanteres med min underskrift,
Nørre Usseldrup, december 2014
Gleb Gorki-Guldbrandsen
Høsten er rød
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af
Louis B. Knockel
Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside
