Jeg blev fragtet gennem hotellet ned mod værelse 69. Døren blev åbnet og jeg blev skubbet ind i lokalet. Henne i skyggerne sad allerede en anden fange.
”Her kan du sidde og tænke lidt over tingene til du gider at samarbejde. Du skal finde den Rektalrubin til os når vi siger det til dig. NÅ!” Døren smækkede og låsene smældede.
”Pokkers også. Jeg var ikke forberedt på alt det her. Troede bare det skulle være en ordinær skattejagt. Stille og fredeligt.”
Den lille buttede mand i sengen drejede sig om. Hans tangcigar glødede i halvmørket. Han rejste sig op og jeg genkendte hans hvalrosansigt.
Inde i hotellobbyen skreg de indfødte i kor: ”Store høvding!”
En mand med gøglerkasket, brystholder af kokosnødder og bastskørt sprang ud af døren bag skranken og hylede: ”Hvad er der nu?”
”Den ubudne gæst vil ikke samarbejde! Han passer ikke sit arbejde. Går bare og brænder husleje af.”
”Føj for satan,” skreg høvdingen. ”Gør ham mør i fangehullet!”
Jeg kunne fornemme at noget var galt. Hvordan kunne disse primater dog have styr på hoteldrift?
”I er ikke indfødte, er I vel?” sagde jeg. ”I er noget andet ..”
Samtlige 50 potraklere i lokalet brød ud i en høj latter.
”Så faldt ti-øren, hva’?!” grinede høvdingen.
De indfødte fjernede deres fækaliebaserede ansigtsmaling, trak lændeklæderne af og iførte sig gummihabitter. De tog hver sin kam og friserede håret. De var ikke Potraklere. Sådan nogen eksisterede ikke. Det var en del af familien Rakkelpot.
”Selvfølgelig,” sagde jeg lavt.
Hotelbestyreren, som tidligere gjorde det ud for høvding, grinede ondt. På hans navneskilt på brystet stod navnet Rambuk Rakkelpot.
”Send ham hen på værelse 69!”
Det lyder farligt! Vi må straks videre til næste afsnit
Jeg blev smidt ud i naturen med en skovl, en fodlænke og en ombygget metaldetektor der efter de indfødtes udsagn kunne opspore rubiner.
”Find Rektalrubinen eller vi vender vrangen ud på Deres tarmsystem!” skreg en stor mand i lændeklæde. Så gik potraklerne hen til deres bål for at lave snobrød og foretage hidsig masturbation.
Jeg gik rundt i området som deres slave og søgte efter rubinen. Kunne det passe at de havde fundet pengene og spist dem? Det håbede jeg virkelig ikke.
Jeg passerede en rund, sort tingest. Da jeg kom nærmere gik det op for mig hvad det var. En peberfrugt. Men ikke en almindelig chili. Det var en Sort Lubert. Den største jeg nogensinde havde set i mit liv. På størrelse med en sømine. Hvis den selvantændte ville den med stor sandsynlighed rive hele Slubberts Rev fra hinanden. Den skulle jeg ikke puffe til ved et uheld. Med bankende hjerte passerede jeg den naturskabte tikkende bombe og fortsatte min søgen.
Jeg søgte og gravede og blev mere afkræftet. Min sult gnavede og jeg tog derfor en håndfuld brune bær der hang og glinsede på en krøllet busk. Jeg stoppede en håndfuld i lommen og en anden håndfuld i munden. For sent gik det op for mig at det var dingleribs. Mit tarmsystem boblede og jeg skød tarmgas ud med så voldsom kraft at jeg slog en saltomortale og blev slået bevidstløs da jeg ramte jorden.
”Ligger du her og sover, din lille lort?!” råbte en potrakkel. Han hev mig på benene. ”Jeg tror vist det er på tide at du taler med vores høvding!” Han fjernede min fodlænke og slæbte mig gennem landsbyen op til den store bygning. Hotel Store Bob. Han havde hele følget med.
Nu sad jeg virkelig i suppedasen og kunne bare afafvente høvdingens straf.
Da jeg vågnede var jeg halvnøgen og bundet fast til en penisskulptur i en mindre landsby med hytter bygget af grove fækalier. De indfødte, de såkaldte Potraklere, havde taget mig til fange og gav mig skridtprygl og våde fingre i ørerne.
De viftede med skattekortet og fortalte mig at de allerede havde fundet pengene. Sedlerne havde de spist som salat og mønterne havde de hældt i havet for sjov.
De havde dog aldrig fundet Rektalrubinen. Den måtte være gemt et andet sted på øen. Kortet var derfor ubrugeligt.
”Du er vores fange nu. Du skal lede efter rubinen for os. Nat og dag! Når du finder den sælger vi den på det sorte marked. Fortjenesten vil blive delt imellem os. 92 procent til os, 1 procent til dig og syv procent som offergave til vores gud, Store Bob.”
Et urimeligt forslag, men torturen var for hård. Jeg kunne ikke holde til det mere.
Jeg fulgte skattekortet slavisk og gik gennem en tunnel der førte skråt op fra Slubberts Røv. Fra drypstenene over mig silede urin men papiret var heldigvis beklædt med et tynd lag gummi der forhindrede skattekortet i at gå i opløsning ved kontakt med de gyldne dråber.
Efter kort tid erfarede jeg at hele Slubberts Revs indre var spækket med et avanceret tunnelsystem der stak i alle retninger. Hvis jeg ikke havde haft kortet ville jeg med stor sandsynlighed være faret vild. Det to mig flere timer at finde vej gennem det ildelugtende system.
Til sidst endt jeg på toppen af Slubberts Rev og jeg spejdede ud over området. Ved klippeøens bagende stod en moderne bygning med en svævebane, hvilket undrede mig en del. Det kunne tyde på at der boede en fremmed civilisation.
Jeg gik gennem det mystiske landskab med øjnene på kortet. 15 skridt frem, to til højre og ned på maven under en rynket træstamme. Op igen. Krabbegang op ad en mindre bakke.
Nu manglede jeg kun at gå nøjagtigt 75 skridt frem og slå en kolbøtte før jeg befandt mig ved indgangen til skatkammeret.
Pludselig trak nogen mine bukser ned over anklerne, jeg fik en aggressiv olfert og blev slået omkuld med en knastør blåhvalpenis. Jeg nåede lige at se den strittende tingest komme ind i mit synsfelt.
Tilbage i 1955 forsvandt min grandonkel Harlo Hellmann Halunk sporløst i dansk farvand. Han var draget af sted i et ombygget badekar for at gemme sin formue for staten, så de ikke tog halvdelen og sendte de surt optjente penge til udlandet.
Pengene blev efter sigende begravet på en hemmelig lokation. Blandt værdierne skulle der ligeledes gemme sig den mytiske Rektalrubin som er Halunk-dynastiets æresklenodie.
Ved at grave i de halunkske annaler fandt jeg ud af hvor pengene og Rektalrubinen med stor sandsynlighed lå gemt. Skatten skulle befinde sig på den sagnomspundne klippeø kaldet Slubberts Rev, hvor indsejlingen blandt søfolk kendes som Slubberts Røv.
Som den eventyrlystne reporter, slægtsforsker og skattejæger jeg er, ville jeg prøve lykken og rejse ud for at finde skatten og opklare mysteriet om min grandonkel. Var han omkommet eller levede han stadig?
For at gå den kære Harlo i bedene, sejlede jeg ud i et specialkonstrueret badekar med metangasdrevet påhængsmotor. I bagagen havde jeg dykkergrej, graveredskaber, et par bæverpølsemadder, en flaske formaldehydlikør og lidt lokal litteratur til rejsen.
Ved at følge stjernerne som de gamle sømænd, tog det mig blot tre dage at sejle ud til det sagnomspundne Slubberts Rev og ind gennem den mørke fugtige Slubberts Røv. I dette hulrum i klippeøen fik jeg den første overraskelse.
I det algegrønne vand lå Harlos badekar med indtørret afføring på kanten. Han havde aldrig forladt klippeøen, og i badekarret fandt jeg en udstoppet pelikan. Jeg åbnede næbbet og her lå et sammenrullet stykke papir. Min krop dirrede af spænding mens jeg rullede papiret ud.
Det var et skattekort! Harlos optegnelser over formuens placering! Jeg gav mig selv en lussing for at få mit nervesystem til at slappe af. Skattejagten var i gang.
Gotlands Klaes Fingersnill har været omkring vores kære hjemegn,
hvor han egenhændigt og med kun lidt hjælp fra sønnen Halfdan
har bygget denne skinnemobile lussingmaskine til de helt tunge
opgaver, herunder lussering af døde elefanter og statuer i massiv
granit.
Den allerførste færdige maskine blev i morges kl. 06.23 overtaget af Nordvestjyske Husmandsbaners driftschef, hr. Odrian Gumpelmacker.
Sydsvenska Järnvägar har ligeledes bestilt tre maskiner, og Deutsche
Reichsbahn har vist stor interesse for dette vidunderlige redskab.
De geniale opfindere Klaes og Halfdan er her i gang med deres næste
projekt. Hvad de bygger, må vi desværre vente på at få at vide, men
det svirrer med rygter om, at det er en mekanisk masturbator.
Af L. Emmedasker, forhenværende udengriskskribent, og S. Kørbug, praktikant
En af Nordvestjyllands populære folkesangere, Verner Flomborg, søn af restauratørparret Hildur og Griffin Z. Flomborg, “Flæskesuppehuset” på Klamhuse Hede, er død, 15 et halvt år gammel. En brutal slankekur af flere timers varighed kostede ham livet.
Unge Flomborg optrådte senest ved Anoreksiforeningens årsmøde i Sønder Usseldrup. Han var dengang netop kommet sig efter denne grimme sygdom og udtalte selv: “Nej, det er ikke en køn sygdom.”
Hans manager og dermed personlige masturbatør John Mistänckt, som lige er kommet sig over en noget ubehagelig hændelse med en ostehøvl, udsendte i aftes via vinylplade en officiel meddelelse om det tragíske dødsfald.
“Jeg kender intet til det fækaliemisbrug, som det siges, at Verner Flomborg skulle have været ude i,” udtaler John Mistänckt, der i sin tid blev kendte for at bygge et unedbrydeligt sommerhus, som dog blev til ruiner, da han sneg en kæmpe prut med bonusklumper ud.
Flomborgfamiliens mangeårige nabo, gededomptør Racketta Bombardine, udtaler rystet: “Jeg anede ikke, at stakkels Verner led af anoreksi. Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have tildelt ham alle de nødvendige lussinger for at få ham på ret køl igen.”
Et omfattende terrorangreb rettet mod beboerne i Nr. Usseldrup sogn
blev ved gode borgeres mellemkomst lykkeligvis afværget i sidste øjeblik.
Bevæbnet med flere flasker amerikansk olie blev en indbygger fra Blodhavn
pågrebet, umiddelbart inden han kunne udføre sin udåd.
Planen var at kontaminere drikkevandet i hele sognet ved at hælde olien i
drikkevandsforsyningen – den gamle sivebrønd på Klamhuse Vestermark.
Følgerne ville have været uoverskuelige. Fra at være et område kendt for sin
store lødighed i fremstillingen af de brune råvarer ville vi i flere uger efter
angrebet kun have været leveringsdygtige i ukurant pladdermasse.
Det økonomiske grundlag for hele landsdelen ville have været truet.
Takket være et tip fra apoteker Brambwa Feisenbach i Blodhavn, som
er eneforhandler af den forkætrede olie her på egnen, lykkedes det
antiterror-korpset, bestående af sognerådsformanden, en pensioneret
P-vagt fra Klamhuse samt andre af de betroede, dybt hemmelige agenter
at stoppe dette grufulde angreb på egnens vigtigste råvareforsyning.
Chokket over denne tildragelse bliver ikke mindre af, at gerningsmanden
Tybalt Tøllesen er en lokal personlighed, født og opvokset i Blodhavn.
Tybalt er jo kendt som en mønsterborger: kun 6 års skolegang, en ledende
stilling på kødfoderfabrikken og træner for de lokale miniput-masturbanter.
Ikke desto mindre måtte Tybalt Tøllesen (efter 200 lussinger og en
kølhalning på langs under min slæbepram) tilstå sine planlagte forbrydelser.
En forklaring på udåden kunne han dog ikke give – bortset fra en undskyldning
om, at han gennem de senere år havde været under dårlig indflydelse grundet
for mange og for lange ophold i Holstebro og andre jyske metropoler.
Nordvestjysk Efterretningstjeneste (NJET) har straks valgt at løfte trussels-
niveauet til kode “brun”, som er det højeste. Dette vil få indflydelse på såvel
sognets borgere som på udefrakommende turister. Alle, der ønsker at krydse
sognets grænser, vil blive mødt med et spørgeskema bestående af følgende
tre spørgsmål:
1) Ønsker De indrejse med henblik på at udføre terrorhandlinger eller anden
kriminel virksomhed?
2) Har De tidligere været involveret i kriminelle handlinger som at køre uden
cykellygte eller lignende?
3) Er De tidligere blevet bortvist fra sognet?
Svares der “ja” til blot ét af ovenstående spørgsmål, bliver personen omgående
bortskudt. Svares der “nej”, vil ansøgeren straks blive tildelt 50 lussinger og en
kagstrygning, da der jo nødvendigvis må rejses tvivl om ansøgerens sanddruhed.
Hvis ansøgeren stadig fastholder sit “nej”, udstedes et midlertidigt opholdsvisum
til sognet. Dog vil turisten skulle indstille sig på at være under overvågning døgnet
rundt.
For de lokale beboere betyder det hævede trusselsniveau, at man skal indstille sig
på omfattende visitationer ved indgangen til enhver attraktion, hvor mange mennesker
mødes: Brugsen, tankstationen, folkebordellerne og de offentlige latriner. Man skal
være indstillet på at få tasker og lommer undersøgt, ligesom alle skal afføre sig
benklæderne med henblik på en rektalundersøgelse.
Hvornår trusselsniveauet atter kan sænkes vides i skrivende stund ikke, og det
beror udelukkende på et skøn fra NJETs side.
I løbet af få dage ventes det, at retssagen mod Tybalt Tøllesen kan indledes
i Nørre Usseldrup Bedehus. På grund af sagens delikate natur vil alle døre
være hermetisk lukkede under retssagen. For at effektuere denne dørlukning
nidkært vil der blive opstillet en fækaliekanon foran bedehuset.
Anklageren plæderer naturligvis for elektrokution eller simpel bortskydning.
Der vil ikke blive beskikket en forsvarer. Planer om terror betragtes som
en forbrydelse så alvorlig, at selv et mønster-retssamfund som det nordvest-
jyske ikke finder det betimeligt at spilde borgernes skattekroner på en forsvarer,
når resultatet af rettergangen er kendt på forhånd.
Hundredevis af ranke nordvestjyske landarbejdsmænd, daglejere og husmænd, organiseret i Nordvestjysk Landarbejderfællesskab af 1887, samledes nu til formiddag på Klamhuse Bytorv for at vælge ny formand efter Hartmut Bøffelmuhles alt for tidlige død som 97-årig.
Hr. Bøffelmuhle havde beklædt den ærefulde post siden 1964 og kunne havde siddet på tronstolen længe endnu, hvis ikke en pludselig gebisulykke var indtruffet, mens han nød et måltid brun kryddergullasch.
Syngende medlemmer på vej fra begravelsespladsen ind mod Klamhuse bymidte.
Formandskandidat Lupo Lupus-Larsen havde medbragt sit yngste barnebarn og vandt ved håndsoprækning med 303 stemmer over Bob IV Flabert, der måtte nøjes med 94.
Bob IV Flabert rider hjemad over Vester Usseldrup Hede efter det skuffende resultat. “Jeg frygter, at forbundets medlemmer har forvekslet fysisk størrelse med åndelige og intellektuelle egenskaber, og at det kan blive skæbnesvangert for den nordvestjyske landbefolkning.”
Den nyvalgte formands tjenestebolig bliver udbygget med en ekstra etage.
Lejligheden på første sal skal ligeledes moderniseres. Indtil dette er gennemført, vil hr. Lupus-Larsen forrette sin nødtørft udendørs.
