Det er mig en stor glæde at kunne informere avisens ærede læsere om det netop overståede salg af Gustenhuse Saltsø, til vore noble rigsfæller i nord.
Vort store ressourceholdige og naturskønne areal overgår således pr. førstkommende mandag kl. 08:47prc., til de glade købere, det hovedrige og motorsportsbegejstrede grønlandske familiedynasti Sikkesak Tupilak Harly-Davidsen, hvis væsentligste medlemmer ses på nedenstående fotografi.
Det er meningen, at de eskimoiske racerentusiaster skal omdanne saltsøen til en regulær væddeløbsbane, samt opføre en rigssal på lokaliteten, som allerede er blevet navngivet “Rigssal Le Mans”. Her vil der blive serveret kaffe og andre flydende substanser, og der vil hver anden lørdag i vinterhalvåret desuden blive diverteret med spontan konebyt, langspyt, trommedans og harpunbanko.
Vi kan således i fremtiden opleve storslåede vehikeldrevne sportsbegivenheder på den gamle saltsø, der desværre aldrig har kunnet gøres rentabel, bl.a. på grund af den stadigt manglende indbetaling for storleverancer af natriumklorid til Jan Mayen. Altså øen, ikke manden. Det er af mig vurderet som værende mere lønsomt at sælge saltsøen, fremfor vha. liggasballonen at angribe Jan Mayen militært, med henblik på inkassovirksomhed, så derfor har vi ydmygt takket ja til det generøse grønlandske tilbud.
Herover ses på ladet af bedemand K. A. Dauers trækvogn, og foran den fremmødte pøbel, opråber hr. Skrigwald Råbesen offentliggøre det store salg, der vil tilføre sogneøkonomien et ikke nærmere specificeret provenu, der først vil blive indberettet, efterat jeg selv personligt og uden indblanding af nogen art har gennemgået økonomien i detaljen.
Med ærbødige hilsner, Deres loyale
Hartmann Stahl-Eisenmann
SE OGSÅ:
Retur til avisens forside