En verdenssensation venter årets cirkusgæster: Den syngende flodhest Ferdinand Göring Jr., som her bringes i land på Blodhavn Midtermole
af direktør Oscar Popp-Lubbert. Efter et intensivt danskkursus bemestrer
Ferdinand det meste af Rasmus Seebachs repertoire.
En af Nordvestjyllands førende kulturinstitutioner, det 124-årige Cirkus Lubbert, melder klar til sæsonpremiere med det største og mest kostbare program nogensinde.
Øverst på plakaten står Trio Sprudel Gigante, en bulgarsk trapezmasturbationstrup, som har fejret triumfer i Las Vegas, Dubai, Nørresundby og andre af denne verdens forlystelses-metropoler.
Eksotiske dyr præsenteres i fri dressur af cirkusprinsessen Katy Lubbert, og naturligvis skal publikum igen i år juble over den nu 97-årige kondomklovn Moses Lubbert-Palmolive.
Assisterende trapezmasturbatrice Mogadisha Sprudel har inden sæsonstarten undervist i luftbåren spilleteknik for kommende kolleger på Usseldrupegnens Erhvervsakademi.
Disciplinansvarlig i teltet er Arno Lubbert, ansat i virksomheden
siden 1958 og for nylig promoveret til cirkusovertjener.
“Uden en stålsat karakter som Arno kunne atmosfæren hurtigt
blive plat og simpel,” udtaler Louis B. Knockel, der assisterer
med udgangslussinger til publikum efter alle lokale forestillinger.
I pauserne underholder de landskendte festaber Billy og Ben med
komiske optrin. De to storrygere har glædet sig til et gensyn med
Nordvestjylland, hvor de dagligt får lov at dele en kasse tang- og
lyngcigarer.
Sommerens store turist-parringslejr på Blodhavn Nordstrand vil i år blive suppleret med et delvist overlappende internationalt badestævne samme sted.
Velklædte og muntre afrikanere er flokvis på vej til Blodhavn.
Tusinder af badende og kopulerende strandgæster fra hele verden vil i de dage og nætter, stævnet får lov at vare, fylde den nordvestjyske sommerluft med sang, latter og jubelskrig.
Holstebros socialistiske overklasse repræsenteres bl.a. af den 12-årige borgmesterdatter Hibiscus Hasselkäpp, der takket være
væksthormon kan deltage på lige fod med langt ældre badegæster.
– Øjeblikkelig tilmelding er nødvendig på grund af de genitalietatoveringer, der skal fungere som adgangstegn. Tatovørerne (to omskolede grovsmede, født hhv. 1929 og 1934) har jo kun en begrænset kapacitet, lyder det fra turistsagens førstemand, redaktør Louis B. Knockel.
Yngre masturbationsidrætsmænd under opsyn af deres tropsfører, O.K. Stalin-Schleimhuber (kasketbærende).
– Jeg deltager personligt i overvågningen af de to festlige begivenheder, og jeg kan love, at der ikke vil blive sparet på kaskadelussingerne i de døgn, der kommer. Også et par højtydende lussingmaskiner vil være i drift langs kysten.
Masturbation vil som hovedregel være tilladt under stævnet, men naturligvis kun i de kontrollerede og gebyrbetalende varianter.
Blodhavn Nordstrand er i forvejen populær hele sommeren igennem,
og øjeblikkelig tilmelding må derfor anbefales.
Efter jubelnyheden om Louis B. Knockels generøse og højlødige bidrag til den nordvestjyske folkeoplysningssag, er netop indgået følgende depêche fra hr. hurtigløber Tønnes Tønnessen:
Vi vil gerne yde vort personlige medbidrag til den noble sag, og sender hermed pr. instruktion fra hr. Stahl-Eisenmann et upubliceret digt af V. Røvlenberg, fra konsulatets privatsamling.
Alle oprethavsmæssige rettigheder, og deraf følgende indtægter, forventet kr. 0,17 årligt, overgår herefter til bibliotekets drift. Samtidig overtager biblioteket samtlige lusseringsforpligtelser i forbindelse med for sen aflevering af udlånt materiale.
Af kuriøs litterær interesse skal det oplyses, at gårdsanger Kurt Stejfer i 1950 uden tilladelse, og for egen vindings skyld, lod teksten plagiere i en komplet uhensigtmæssig retning, hvorfor han juleaften 1963, kl. 23:48 prc., udenfor gårdlatrinen på ukendt lokation i Bjerringbro Nordvestkvarter, blev nedskudt uden skånsel med muskedonner af surrealisten Bjarne Hash.
Først den ledsagende musik:
Herefter de donerede strofer. Alle opfordes til at synge med, i takt og god ro og orden:
Og nu solo, medens De skænker Dem og Deres familie et stort glas gul hestepilsner og tænder Deres cerut:
Forbrydelser mod enkeltpersoner kan være hæslige, men de kriminelle projekter, der udmarver et helt samfund, er dog på længere sigt endnu værre.
Et chokerende eksempel fra 2002 fremdrages her. Som mange vil huske, forsvandt en stor del af de turistsexualitetsgebyrer, som Usseldrupegnens Storsogneråd opkrævede, dengang i en socialistisk kloak.
At turister må afregne kontant for kopulation og masturbation, udøvet i vore hjemsogne, har længe været en etableret og selvindlysende del af lokalsamfundsøkonomien, men i flere år havde gebyrindtægterne været svingende.
Frem dukkede ægteparret Lubba og Lambert Böffelmuhle med en tilsyneladende imponerende erfaring i inddrivelse af offentlige tilgodehavender. De havde kontrolleret automobilnummerplader i Detroit, USA, og været halalslagtningsinkassatorer flere steder i Europa. Deres løfte til Storsognerådet var, at de i løbet af sæsonen 2002 ville forøge turistsexualitetsgebyrindtægterne med mindst 162,4 procent.
En forstærket og til dels nyudrustet skare af sexualinspektører blev sendt ud på strande, marker og skove, til hoteller, pensionater og campingpladser, og tilsyneladende blev der indkradset flere gebyrer end nogensinde.
Men hvor blev pengene af?
Et ungt multi-racialt par, som på Blodhavn Nordstrand havde betalt kr. 3,81 for 14 minutters omfavnelse og en efterfølgende gensidig saltvandsmasturbation, stillede 22. juli 2002 kl. 16.23 præcis dette spørgsmål (på congolesisk og vist nok burmesisk, maskinoversat og fortolket af fhv. biblioteksmedhjælper Asgeir Judassen, Klamhuse Vestermark).
De enorme indstrømmende beløb fra turistsexualitetsaktiviteterne var intetsteds at finde, og Böffelmuhle-parret er sidst set løbende over sognegrænsen i retning mod Holstebro 23. juli 2002 kl. 01.34. Senere efterforskning godtgør, at Lambert Böffelmuhle er søn af Holstebros mangeårige socialistiske folkefører Gumbert Böffelmuhle, og at hustruen Lubba ligeledes har nære familiemæssige relationer til ledende Holstebro-usurpatorer.
Usseldrupegnens tillidsfolk burde have været på vagt, men håbet om at genvinde de tabte midler er ikke opgivet. For pengenes tilvejebringelse og/eller Böffelmuhle-parrets hoveder i genkendelig stand er udsat en dusør på op til kr. 11,37.
Gebyrinddrivelsen og opbevaringen af midlerne er overgået til de sikrest tænkelige hænder, nemlig dem, der sidder på redaktør Louis B. Knockel.
Så er 5 ugers konstant fejren her på Dartvados – desværre – tilendebragt. Det blev efter de første par yderst vellykkede dage i forståelig eufori besluttet at forlænge festlighederne på ubestemt tid, eller indtil forsyningerne slap fuldstændigt op, hvilket sidste jo så uheldigvis blev tilfældet.
Ikke desto mindre må disse 35 dages uafbrudt fryd, glæde og lykke karakteriseres som den væsentligste sammenhængende periode i øens kulturmæssige historie. Således er det med stor stolthed, at jeg i nedenstående knivskarpe fotomontage af hr. Dibert Späckbrädt, med ledsagende tekst af mig selv, kan føre d’herrer ærede læsere gennem nogle af den just svundne, men dog så uforglemmelige tids absolutte højdepunkter.
Vor dygtige fotograf skal i øvrigt også roses for sin utrolige tilbageholdenhed med hensyn til sin personlige alkoholkonsumption i perioden, hvor det lykkedes ham konstant at holde sig mellem 2-3 promille, hvilket forklarer den høje billedkvalitet.
Detonationen af dinosaurfækalien Pupu Puu-Pu i vulkankrateret gik planmæssigt, endda med under de forventede 50 dødsfald til følge, og festen startede officielt med Kranka Foas voldsomme eruption som startsalut.
I den forbindelse blev det i øvrigt af mig enstemmigt vedtaget at ændre Dartvados’ nationalhymne til ovenstående gode, gamle danske revue-klassiker.
Så var festen ellers i gang, og særloven om obligatorisk tobaksrygning og alkoholkonsumption, under strafansvar, og for alle øboere uden undtagelse, trådt i kraft. Dette viste sig, som man måske kan fornemme på billederne, ikke at udgøre noget særligt problem.
På dansebeværtningen Dr. Grin var der i dén grad gang i gakkelakkerne som aldrig før, og trægulvet måtte i løbet af perioden udskiftes hele 3 gange, grundet nedslidning og den uhæmmede opkastning samt defækation blandt gæsterne.
Jazzorkesteret “Papa Doc’s Rytme-Eksplosion” var det helt store tilløbsstykke, og det er blot beklageligt, at disse næsten utrættelige musikanter så tragisk afgik ved døden af udmattelse, inden vi nåede at afregne deres honorarer.
For det ældre befolkningssegment vankede der firdobbelt-op til alle mænd (venstre side), og der var gratis candyfloss (lille str.), lavet af friskhøstet neger-anusbehåring, tilsat Prutra-Sweet, til alle kvinder over 114 år (højre side). Ekstra dinglebær, dyppet i første-klasses indsmuglet jamaica-rom, kostede kun 0,03 DASK. Det samlede beløb for denne extravagance var på forhånd modregnet i alderspensionen, men tanken tæller vel også. Og populært, dét var det.
Til fordel for ungdommen og turismen blev der lynhurtigt af professor Fidibus Onager til lejligheden opfundet og indført hvad der skulle vise sig at være de yderst populære TRL’lere (Transportable Rejse-Ludere), som man fra første dag kunne finde i alle øens butikker, på offentlige kontorer og skoler, endda til særdeles overkommelige priser. Ligeledes til fri afbenyttelse på hoteller, idrætspladser, strande, i junglen, eller som souvenir til hjemrejsen.
Til opretholdelse af god ro og orden havde vi mod rimelig betaling udkommanderet specialstyrker under ledelse af negerhøvdingen Plaffi Bongo-Bongo, og disse levede til fulde op til deres gode renommé, idet de med ganske få undtagelser helt undlod at åbne ild mod folkemængderne. Desværre var det ikke helt uundgåeligt med sådanne magtdemonstationer, men det skal ingenlunde lægges disse professionelle og dybt pålidelige folk til last, at ialt 47 personer omkom under diverse disciplinære massenedskydninger. Så kan man blot lære at opføre sig ordentligt!
Mere fredeligt gik det for sig under den store negerstafet, hvorunder en brunvarecylinder skulle løbes øen rundt på rekordtid, hvilket under diverse trusler om personlige repressalier naturligvis lykkedes til fulde. Magen til sportspræstation har ikke fundet sted på Dartvados, siden det i 1876 lykkedes storvildtjæger hr. oberst Carrabihn Hagebösse at nedlægge samtlige dyr over alm. hundestørrelse på hele øen, i løbet af bare én eneste kardinalbrandert.
I kulturens tjeneste lod Orla Zinzüegh sig frivilligt kannibalisere under indspilningerne til filmen “De Nøgne Og De Døde”. Der blev forinden udtaget vævsprøver af den store skuespiller, og ved hjælp af tarmgasdrevne DNA-turboinkubatorer forventes en ny, frisk Orla at være klar allerede om 5-10 år til rollen som Lille Per i den kommende storslåede familiefilm: “Far Til 4 Møder Læderfjæs”.
I det hele taget endte vor spontant mangedoblede festuge som en gigantisk begivenhed, der bør få den øvrige verden til at spærre øjnene op i beundring. Vi var til dato førende indenfor caraibisk naturpudsecreme, men nu er vi også at betragte som et internationalt kulturelt fyrtårn, som ingen andre lande længere kan sidde overhørig! Dartvados længe leve! Hurra x9. Præcist.
Men vi kan og må jo ikke glemme vort gode, gamle land, og vi hyldede som afslutning på festen vor kommende regent ved istemning af ovenstående glade fællessang.
Med ærbødige hilsner, samt svære tømmermænd, Deres hengivne Hartmann
Så er forberedelserne til de store øfestligheder i forbindelse med Holstebros befrielse i gang! Vi vil i den forbindelse gerne delagtiggøre avisens ærede læsere i nogle af de kommende, unægteligt spændende, lokalkoloristiske og ikke mindst futuristiske tiltag, altsammen under parolen:
“Alt på ø skal støves af! Arbejde den hele dag! Tingene må gør’s i stand! Lusseres, det skal hver en mand!”
Til dette formål – og vore venner i Holstebro til inspiration – kan vi blandt andet herunder fremhæve følgende programpunkter:
Øens samlede fauna, inklusive bordelhusdyr, herunder de blandt vore mangfoldige turister så populære suppeskildpadder (kendt på øen som “banditter”), skal gennemgå et meget omhyggeligt wellness-program, for skildpaddernes vedkommende med tilhørende skjoldpolering.
Da der imidlertid er mere end 20.000 af disse padder på øen, har den umådeligt ærede professor Abacus Onager venligst til formålet udviklet en robot, der kan polere 2 banditter i minuttet, såfremt padderne ellers forholder sig i ro, og ikke forsøger at bestige hinanden, eller blive besteget af trediemand, hvorfor eventuelle dyresexturister venligst bedes holde dette for øje i ugen, der kommer.
Vor væsentligste naturressource, den verdensberømte pudsecreme Negro, udvundet gennem perspiration blandt øens oprindelige befolkning, vil bistå os i denne nyautomatiserede proces.
Vor evigt aktive og forventningsfulde ungdom kan se frem til en decideret folkegave fra den estimerede hobbysultestrejker og hyggeonkel hr. Tafatmann Handy, som i sin workshop og under streng faste agter at bygge flotte modelnegerkarusseller til alle raske børn af hankøn, med selvfølgelig undtagelse af de enkelte tilbageværende, der har marxistiske og/eller arbejdsløse forældre (som vel at mærke endnu ikke er blevet deporteret til Tarmuda).
Selvsamme ungdom vil i den kommende uge blandt mange fritidstilbud for raske knægte i legeområdet få mulighed for at tage en venskabelig brydekamp med en af øens dødsensfarlige, efter 1940’ernes atomforsøg stadigvæk en anelse radioaktive mutantleguaner, der rent undtagelsesvis vil blive sat fri.
Vulkanen Kranka Foa forventes genaktiveret ved hjælp af manuel nedtipning i krateret og efterfølgende sprængning af den store forstenede, hellige dinosaurfækalie, Pupu Puu-Pu.
Dette sker efter enstemmig afgørelse i Dartvados’ naturforvaltnings bestyrelse, hvor jeg og min suppleant har måttet erkende, at det af turistindtægtsmæssig interesse vil udgøre en langt større attraktion med en aktiv vulkan, end hvad vi hidtil har kunnet tilvejebringe af provenu ved salg af billetter til det gamle relikvium, som desværre ikke længere tiltrækker hverken bedende eller nysgerrige.
Vi har med andre ord masser at tage fat på her på Dartvados, og til opretholdelse af arbejdstempo, disciplin og orden, har vort frivillige nonnekorps lynhurtigt husstandsomdelt lusseringsvejledninger i bogform til alle øens borgere.
Det således ikke bare forventes, men kræves, at alle personer på øen, ved det allermindste tegn på slendrian og fjolleri, eller anden lignende observérbar uskik, straks uddeler knaldhårde lussinger til de pågældende.
Dette er jo alt sammen i øens tjeneste, ikke bare for vor egen skyld, men også som forbillede for diverse primitive samfund, såsom det nye Holstebro, som vi gerne vil assistere på det rent moralske og åndelige plan, i den svære, men lovende tid, der kommer!
Med ærbødige, varme hilsner, og i forvisning om en lysende fremtid, Deres Hartmann
Som bekendt er det gennem årtier gået tilbage for nordvestjysk parringsvillighed og den deraf følgende fremavl af nye arbejdsvillige landproletarer. Egnens yngre mandspersoner flygter mod storbyerne og søger ind i svæklingeerhverv af akademisk og/eller homofil karakter. De forplantningsduelige unge kvinder sidder hjælpeløst forladte tilbage.
”Nu kan det fandenfjerteme være nok!” udråbte en frelsende hædersmand, stationspissoirforpagter Lumwald Peckelgren, Klamhuse, forleden morgen. Få timer senere havde han indgået bindende og livsvarigt ægteskab med seks yngre kvinder, og han har aflagt edsvoret løfte om, at der inden for det næste års tid vil komme seks sunde og smilende spædbørn til verden.
Gennem de fleste af sine 81 år har hr. Peckelgren plejet omgang med stuehunde, fortrinsvis pudler, men han er nu klar, såvel mentalt som fysisk, til at gøre sin pligt i en større sags tjeneste.
“Livet begynder påny,” udtalte Lumwald Peckelgren, da han underskrev vielsesattesterne, mens de smukt udklædte og lifligt blussende partnere ventede på at blive båret til hver sit brudeleje på det halmstrøede loft over den peckelgrenske gedestald.
Hermed fremsendes ydmygst en liden julespøg til alle jer, fra mig på Dartvados, baseret på V. Røvlenbergs efterladte ud- og opkast.
Naar borte er al Elskovsvin,
saa tom som en Neger-latrin,
Ih!; sval er Rommen grelt du savner,
saa hedt dig Tropenatten favner!
Ak, tænk!; om blot man vide kunde,
just hvorhen Lykken, udenvunde,
Reddes kan; til evig Eje:
blev da bragt glædesfyldt tilveje!
Grublen, som i Evighed tærer.
Negre!; I, som stedse bærer,
Endnu i sit Dølgsmaal skjuler,
Ensomt, gemt blandt Natteugler:
– Sjatteøens Kugler.”
(Forfatterens tilføjede bemærkninger:)
”Naar bortses Titlen på mit Digt,
At sige være Digters Pligt:
Det vær’ sig store, eller smaa-
Ét maa hvid Mand dog lide paa:
At Meningen bli’r soleklar,
Naar bare man dem bagfra ta’r!”
V. Røvlenberg
Hvor er sjatten gemt? Svar i nedenstående rubrik! Ukorrekt stavning anerkendes ikke! Fjollede og uforskammede kommentarer politianmeldes omgående, med henblik på retsforfølgelse og pryglestraf.
Vinderen præmieres med en signeret brugt, og ikke specielt nusset kopi af nedenstående publikation (sendt pr. flaskepost, og indholdet af flasken i øvrigt konsumeret af undertegnede, for modtagers regning).
Med ønsket om en glædelig, velsignet Jul, og hvad deraf uvægerligt må følge,
Redaktionel extratilføjelse: Løsninger indtastes altså i svarfeltet nederst på siden. De Knockelske Blade supplerer den af vor korrespondent udsatte præmie med en kasse førsteklasses festcigarer.
Søde lille mor, tusind tak for dit brev og det rene undertøj og de to stribede skjorter, du har lappet så fint for mig. Jeg fik pakken, lige inden vi sejlede fra Skagen.
Vi har det stadig fint om bord på galeasen “Sigrid af Svendborg”. Det vil sige, i disse dage ligger vi stille i havnen i Marseilles, så jeg har god tid til at skrive hjem. “Sigrid” har fået et hul under bovsprydet. Hun er jo en gammel skude, og skipper mangler vist nok penge til reparationen, så mens vi venter på besked, går vi i byen og oplever spændende ting.
Du kan være helt rolig, kære mor, jeg besøger ikke de slemme gader hernede ved havnen, men kommer næsten dagligt i den danske sømandskirke og har sammen med kordegnen været oppe i bjergene for at nyde udsigten over det blå Middelhav.
Hils dem alle sammen hjemme i Svendborg og fortæl dem, at Peder stadig har vind i sejlene.
Marseille, 11. august 1938
Hallo med dig, Benny, hundehoved og medslambert. Jeg håber dette brev når dig i Rotterdam. Hvis du stadig er der, så gå straks i land og tag toget til Marseilles. Her er billig rødvin, fisse og harmonikamusik i lange baner. Du skal ikke ligge ensom i køjen og gnide på din sjover som en anden abekat, når du kan få alt det gode i Marseilles.
“Sigrid” kommer nok aldrig mere ud at sejle, men så vil skipper og jeg lave hende om til et flydende bordel. Her er masser af piger, og vi kan indrette lastrummet til danselokale. Jeg har købt en harmonika for 125 franc, og en gammel tandløs musiker lærer mig at spille.
Kom så hurtigt, du kan, og det er en ordre.
Hilsner og håndslag fra din gode kammerat Peder
Marseille, 14. august 1938
Kære lille mor, så skriver jeg allerede igen. Du bliver nok forbavset over, hvad du hører: Din dreng er blevet skibsreder! Jeg har købt en andel i “Sigrid af Svendborg”, så skipper Larsen og jeg er nu partnere i den videre drift.
Vi har store planer med skibet, som skal blive her i Marseilles og være et besøgssted for turister. Her kan de se, hvordan danske sømænd lever, her vil være fællessang og smagsprøver på god dansk mad osv. Ind imellem vil vi sejle dem en lille tur ud af havnen. Det er en fantastisk plan, som vil give os en munter hverdag uden alt det slid og slæb, der følger med almindeligt sømandsliv.
Det, jeg håber på, er at du kan låne mig et lille beløb til startkapital. Jeg har jo ikke haft hyre i et stykke tid, og det vil være bedst, hvis du kan skaffe mindst 500 kroner og straks overføre dem fra banken i Svendborg til den danske konsul, hr. Harald Ibsen, Marseilles. Han hjælper os med planerne og er en fin og hjælpsom herre.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, kære lille mor. Hvis det kniber med kontanter, må mormors sølvtøj sættes i pant. Pengene skal nok komme hjem til Svendborg, når din søn Peder er blevet en stor og holden mand.
Kærligste hilsner til alle derhjemme fra jeres Peder
Marseille, 11. september 1938
Hr. konsul Ibsen, gamle krybdyr!
Jeg skal gøre opmærksom på, at din ubetalte regning for rødvin, cognac, pastis og flutes med ansjospostej nu overstiger 1380 franc. Skipper Larsen og jeg har givet dig kredit i tiltro til, at du er en god dansk mand, men driften af “Sigrid” kræver penge i kassen hver dag, eller rettere: hver nat, så husk den store portemonnais, når du vil om bord næste gang.
Du skylder desuden to af pigerne, Lulu og Mitsou, adskillige hundrede franc hver, siger de. Smukke ord og sugemærker på inderlårene gælder ikke som betaling, og det burde du vide som gammel forhærdet luderkunde her i byen.
Jeg skal på det alvorligste minde om, at pigerne ikke må benyttes analt uden rigelig creme (eller margarine, hvis det foretrækkes). Vi har en gammel so ude forskibs, som du kan regere med efter behov, men Lulu og Mitsou skal behandles varsomt og med respekt, ellers mister vi disse to pragtluderes arbejdskraft. Er det forstået, hr. konsul?
Dette brev skal tages alvorligt.
Hilsner fra skipper Larsen og din hulkammerat Peder
Marseille, 30. oktober 1938
INDBERETNING til Det danske Udenrigsministerium. På given foranledning kan jeg oplyse, at hr. styrmand Peder Most, født 31. december 1914, er afrejst fra hovedbanegården i Marseilles i dag klokken 11.17. Jeg fulgte ham selv til toget og følte en stor lettelse, da jeg så det dampe nordpå.
Hr. Most har som omtalt i pressen lagt sig ud med underverdenen i Marseilles. Han har drevet forretninger af en art, der ikke kan beskrives uden at få papiret til at rødme. Lokale banditter gik forleden til modangreb, og så blev hr. Most trods al hans pral og stoltseren den lille. Han er i bedring efter de læsterlige prygl, han har modtaget, men en længerevarende syfiliskur bliver nødvendig. når han kommer hjem til Danmark.
Jeg har på statskassens regning betalt for en jernbanebillet på 3. klasse herfra og til den danske grænse i Padborg, alene for at få ham ud af Frankrig, hvor han har kastet skam over alle ranke og retskafne danskere.
Harald Rompuy-Ibsen, skibsmægler og dansk konsul
Paris, 1. november 1938
Kære Benny, gamle testikelsvinger. Håber dette brev når dig i New York. Du skal ikke, jeg gentager: ikke, springe i land og tage en hyre til Marseilles. Det er én stor luserede, fyldt med forbrydere og voldsmænd, såvel franskmænd som de arabere og andet indstrømmende pak og bærme, byen vrimler med. Også de stedlige danskere er overvejende svin og æreløse slubberter, kan jeg fortælle dig.
Du får hele historien, når vi en dag igen sidder over et krus øl i Hamborg eller Shanghai eller hvor det nu bliver. Lige nu har jeg brug for en håndsrækning. Kan du via rederiet sende 100 kroner til min gamle adresse i Svendborg, så er du stadig min bedste ven. Jeg tror ikke, mor har mere i kassen, så det bliver en mager tid for mig, indtil jeg igen kan stå til søs.
Min pik hænger i laser, og jeg kan ikke se ud af det venstre øje. Men vi havde det sgu alligevel meget sjovt i Marseilles, så længe det varede.
Hvis der bliver krig, går jeg straks i tysk tjeneste. Jeg vil være med til at trampe Frankrig og alle franskmænd ned i mudderet.
Liege, 2. november 1938
Kære søde lille mor
Så er din store dreng på vej hjemad. Du må ikke blive forskrækket, når du ser mig. Jeg har fået lidt skrammer og går midlertidigt med en klap for det venstre øje, men det skal nok snart blive godt igen. Skippers og mit eventyr i Marseilles sluttede lidt anderledes, end vi havde ventet og håbet, men det kan du alt sammen høre om, når jeg er i Svendborg fredag hen på eftermiddagen.
Du skal ikke sige til nogen, at jeg kommer. Heller ikke til hende den rødhårede i bagerbutikken, som har en mærkelig idé om, at jeg har friet til hende. Jeg har brug for nogle uger i fred og stilhed, inden jeg igen søger hyre.
Jeg kommer desværre hjem uden så mange penge på lommen, men harmonikaen har jeg med fra Marseilles, og du kan tro, jeg nok skal blive dygtig til at spille på den. Det kommer med tiden og øvelsen!
På gensyn, lille mor, og et kys på kinden fra din glade og ærlige dreng Peder
Ruben Vulva Peder Mosts bordel til søs 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Lyden af et langtrukkent dødsskrig flængede gennem Holstebros nattestille gader, skar sig ind i de sovende storbyhoveder og efterlod dybe sår i hjerterne hos mange af dem, der lyttede og senere blev klar over, hvad der var foregået.
Et ungt og yndigt væsen var gået til grunde i det moralske og materielle morads, som denne og andre metropoler udgør.
Hvorfor skulle Hilda Blodhorst møde så grusom en skæbne i så ung en alder? Få år forinden havde hun været et smukt, harmonisk og lykkeligt barn. Hendes hverdag på Vester Usseldrup Hede gik med markarbejde, husdyrpleje og indendørs sysler i landbohjemmet, hvor hun med ferm hånd assisterede sin moder, når brunvaren skulle henkoges eller syltes, når en ged skulle slagtes eller den halvårlige kogevask af familiens sparsomme beklædning forestod.
Hilda var netop fyldt 17, da hendes ungdommelige uskyld og lyksalighed fik sit grundskud.
– Hvad er dog det? spurgte hun, da hun en sen fredag aften kom hjem fra sit betroede arbejde som sildehovedsorterer på Blodhavn midtermole. I stuen stod en plastickasse på størrelse med en halv ligkiste. Et gråhvidt billede flimrede på kassens forside, og i sofaen sad en indtørret olding med skorper af chokolade – eller var det noget andet brunt? – omkring munden.
– Sæt dig, min tøs, nyd synet, det er et tv-apparat!
Hildas onkel, Bob Z. Blodhorst, var vendt hjem efter 64 år som barber og banjovirtuos i Chicago. Hilda havde hørt om den velbeslåede onkel gennem hele sin barndom, og her sad han, strålende af økonomisk og kulturel overmagt.
Det var ikke onkel Bobs amerikanske accent eller lyden af den medbragte banjo, der ødelagde Hildas videre liv. Nej, katastrofen var det fjernsynsapparat, han havde anskaffet og placeret i slægtsboligen.
Efter få uger som fjernseer havde Hilda klippet sin lørdagskjole i stykker fra neden, så det meste af hendes understel nu var blotlagt, når hun gik til dans i Klamhuse Landproletariske Festsalon (indrettet på loftet over bolsmand Jochumsens svinestald). Ydermere havde hun sat sig i bundløs gæld for at erhverve de smøremidler og kulørte pulvere, der omdannede hendes kønne, sunde ansigt til en hæslig, permanent fastelavnsmaske.
Efter endnu en kort nedgangstid flygtede Hilda en søndag morgen over sognegrænsen og begav sig mod Holstebro. I storbyen var hendes endelige fald dybt, brat og uundgåeligt.
Den unge stemmes dødsskrig runger for evigt i ørerne og samvittigheden på dem, der oplevede det eller var medskyldige.
Efterskrift:
Denne roman er ligesom flere andre i årets kalender baseret på virkelige begivenheder. Til dokumentation vedhæftes et billede af onkel Bob fra hans storhedstid i Chicago:
Gubert Skodhave Holstebro efter midnat 2. udgave, 1. oplag
