En rygekampagne af hidtil uset omfang blev i morges kl. 06.34 skudt i gang, da Louis B. Knockel på vegne af Danske Drenges Cigarlegat antændte en svært kalibreret knaldcigar, der detonerede med røde og grønne lyn og snart efter udspredte en tung, blåsort røg i næsten 50 meters omkreds.
Festligt og fornøjeligt så det ud for de flere hundrede tilskuere, men anledningen var alvorlig nok. Rygerne er i de seneste årtier blevet stadig færre.
– Det er nu, vi skal gribe ind, udtalte redaktør Knockel, – og det vil ske med alle tilgængelige midler. I særdeles er det vor opvoksende ungdom, der skal retledes.
Danske Drenges Cigarlegat støtter kampagnen med 24,19 kr., der vil blive omsat såvel i tobak som i de indensogns fabrikerede lyng-, tang- og tørveprodukter.
Se herunder en del af det righoldige propagandamateriale:
På skoler og legepladser vil de yngste blive præsenteret for rygning i teori og praksis, og på ungdommens samlingssteder, f.eks. ved Klamhuse Brugsforenings gavl, hvor masturbationsidrætten dyrkes, vil alle over 15 år blive beordret til at ryge. Louis B. Knockel har sammen med flere af landsdelens førende lærerkræfter påtaget sig at gennemføre mindst 14 tvangsrygningsaftener i løbet af den udendørs sæson..
Kampagnen fortsætter, til rygningen i de yngste aldersgrupper er tilbage på 1990’er-niveau eller helst derover. Yderligere midler kan og vil om nødvendigt blive tilført.
Blodhavn badeanstalt som ligger i hård konkurrence med Lauenborg badeland, har foretaget et strategisk fremstød:
I nært samarbejde med Idrætsforeningen Brunetten, har man færdiggjort byggeriet af eksklusive helårsfamiliebadekabiner. Alle klinkbyggede, og med både bibliotek og styrtlatrin. De er under færdiggørelse på unik placering, med 361 graders udsigt og 20 m vand under kabinen. Risiko for kraniebrud ved udspring turde således være totalt elimineret.
Sæsonleje: kr. 4,35. incl. papirhåndklæder.
Henvendelse: Blodhavn Fiskepulp A/S, som også har også bidraget til byggeriet med en anseelig donation, i forventningen om, at den saltberigede brunvare fra badekabinerne, kan styrke produktionen af lussingolie, som jo for tiden rives bort.
Badehusarkitekt Walldorff Hüllemeter (herover) udtaler: ”Dette er fremtidens badehuse. Seriøse vinter- såvel som sommerbadere, fra alle sociale lag, vil fra nu af kunne nyde brændingens lutrende bobler og drivisens rensende virkninger. Fnat, fodsvamp og fladbukke er fra nu af en saga blot.”
Man forventer oldingeturisme i uhørt omfang, og Idrætsforeningen Brunetten har programlagt gratis udvidet badegymnastik for de første 34 sæsongæster.
De gamle badehuse bortsprænges under ledelse af Idrætsforeningen Brunettens ungdomsbrigade. Nogen søger dækning, de mere modige søger gyset og hærdningen – dog med ryggen til.
En af Nordvestjyllands kendte og elskede udøvende kunstnere, husmandssangeren Jolbert II Grüde, blev nu til formiddag indlemmet i de udødeliges lysende skare.
Det skete, da Louis B. Knockel meldte sig ved Grüdes gavldør i Vester Klamhuse med nyheden om, at sangeren er tildelt Det Treårige Knockelske Kulturlegat på ialt kr. 10,67 samt medfølgende 2411 lussinger, hvoraf et halvt hundrede straks blev udstukket til sangeren, hans hustru Bubah, de ni hjemmeværende børn og en avlsso, der i indfedtet tilstand befandt sig i familiens spisekøkken.
Jolbert Grüde har i snart 50 år været mestersanger ved hjemstavnens husmandsstævner, årstidsfester, masturbationsstævner og andre rituelle begivenheder.
– Legatet er det største siden 1937, da det sidst blev pristalsreguleret nedad, udtaler Louis B. Knockel. – Samtidig har vi sat antallet af lussinger i vejret fra 1861 til 2411, således at hele Jolbert Grüdes husstand kan få, hvad den har fortjent.
Sangerens ophøjelse vil blive markeret med en lussingparade over Usseldrup Hede onsdag eftermiddag, start ved turistpryglestativet kl. 13.01 prc., mødepligt for alle oppegående sognebørn og husdyr over 6,4 kg levende kropsvægt.
Godt nyt til hjem, skoler og arbejdspladser
fra hr. godsbesidder Jens von Lauenborg
En af Nordvestjyllands førende fremstillingsvirksomheder, det gennem mere end 100 år blomstrende og velrenommerede Lauenborg Slotssnedkeri, præsenterer nu nye lussinghælpemidler, inspireret af klassiske kinesiske traditioner.
Den kinesiske lussing udføres med lige dele præcision og raffinement, og den kan som kunstart sammenlignes med japanernes te-ceremonier.
Den meget estimerede direktør og seniorforsker på Gastronomisk Forskningscenter i Vestre Snotrup, Herbert Flomme (PhD i svinefedt), sætter foden ned over for den stærke fedtforskrækkelse, der breder sig i hele landsdelen
Ernæringssituationen i storsognet er ikke blevet forbedret gennem de sidste mange år, tværtimod. Den socialistiske propagandasender Radio Holstebro har døgnet rundt udbredt groft manipulerende skrækreportager om overvægt og fedmeproblemer. Ikke blot bliver unge søgende og eksperimenterende sjæle ramt; man ser også i stigende grad, at voksne rammes af fedtfattige råvarer.
Socialisternes motiver er helt entydige, de ønsker at sende gode fødevarer ud af sognet for at hverve proselytter i fjerne egne.
Her i sognet harde altid åbent sagt, at de kæmper for lighed og de små i samfundet, derfor skal alle være lige små (læs: underernærede). At de fisefornemme fra den nordlige del af Øster Brækkelse har tilsluttet sig den alliance er en gåde.
Før i tiden var det et statussymbol i den del af sognet at vise, at man havde råd til at spise sig mæt, men ikke nu. Man ser på gader og stræder, hvordan folk prustende, svedende og småfjærtende løber rundt i smart modetøj og bliver radmagre. Konsekvensen har været huller i ozonlaget og afsmeltning af indlandsisen på Grønland, med de enorme udgifter og klimatiske ændringer, det nu medfører.
NOK ER NOK
Vi bliver tvunget til at kortlægge skadesvirkningerne ikke blot på den nulevende generation, for at få fastlagt, om der sker skader på fremtidige generationer, ja sågar må vi se på arvematerialet, mener Herbert Flomme.
Subjekt for undersøgelsen
Hovedret: Gule ærter med flæsk og pølse, subsidiært and og grisehaler. Dessert: Hjemmebagte pandekager med flødeskum og tyttebær.
Sekundære mål: Kortlægning af gule ærter, deres oprindelse, historie og indflydelse på det politiske liv i Nr. Usseldrup i forskellige tidsepoker, samt rettens variationer og udvikling set i et retrospektiv og kontemporært perspektiv.
Motivation: Da denne fantastiske ret var almindelig, hørte man aldrig om den bulimi og anoreksi, der hærger storsognet i dag. Det kan vi lære noget af.
For at opnå det bedste resultat er undersøgelserne blevet støttet af den lokalt kendte og berømmede kogekone, fr. Senilia Platfuss.
Det hele starter tilbage 1960’erne. Alle evighedsstuderende, blomsterbørn og flippere havde i dengang travlt med at sno sig ind i Nr. Usseldrups kommunale sektor med den målsætning at forpeste livet for deres omgivelser de næste 40-50 år, under mottoet ”det er finere at leve på nas på skatteydernes penge end at bestille noget rigtigt.”
Måske var årsagen, at man ikke var begejstret for arbejdet på de fækale lagre eller i roemarken, hvor der skulle arbejdes hårdt, disciplineret og effektivt 48 timer om ugen for at bjerge føden. Så gik det anderledes stille og roligt til i det kommunale, hvor det største problem var manglen på opkvikkende medicin, når man i kortere perioder skulle være vågen. Træningen i at sende sagerne videre var derimod helt ekstremt professionel.
Nutidens unge har ikke nogen forestilling om, hvor ringe livsvilkårene var før de såkaldte glade tressere. Normale veltilpassede unge mennesker gik på arbejde for at skabe værdiforøgelse og producere varer og ydelser, således at tilværelsen kunne blive lettere for alle i samfundet.
Almindelig fækalieproduktion havde et ubehageligt efterspil, idet udvalget i toiletpapir kun strakte til et produkt, som gik under navnet ”3 gange nul” eller ”500 billetter til endestationen”.
Produktet, der blev markedsført i en grim gulbrun farve, havde dog den sidegevinst, at det også kunne anvendes som finkornet sandpapir.
Det store gennembrud
De fleste betegner 60’ernes store begivenheder som fjernsynets gennembrud eller landingen på Månen, men opfindelsen af toiletpapir i crepekvalitet er antagelig den mest epokegørende begivenhed i den tid.
Her blev virkelig skabt store fordele for sognets bagdele. Siden er udviklingen gået stærkere, end nogen kunne forestille sig.
Premiere på de gule ærter
Det var en mørk og stormfuld aften i oktober. Senilia Platfuss havde forberedt retten, og Herbert Flomme havde inviteret til den første prøvesmagning.
Langsomt dukkede vores første prøvepanel frem af regntykningen. Spændingen var på sit højeste, elektriciteten sitrede i luften, et enkelt tordenskrald buldrede, og det lynede fra en skyfri himmel, medens klokkerne ringede timeslag fra tårnet på Katedralen i Blodhavn.
Endelig oprandt det store øjeblik, hvor vi kunne servere de første gule ærter.
Resultatet var desværre ikke tilfredsstillende. Men vi fik et overordentlig godt resultat med vor dessert, som består af pandekager med svenske tyttebær og flødeskum.
Vi besluttede derfor at starte helt forfra med et grundforskningsprojekt omkring dette delikate og vigtige emne, hvilket, som det senere skulle vise sig, førte os til fremmede egne og lande.
Super dessert
Dette er desserternes ”Hole in One”, og måske skyldes det, at vi fik tyttebærrene direkte fra Ingvar Olsons Lingon Odling AMBA, som ligger i Sveg i Sverige. (Det svenske navn for tyttebær er lingon.)
Opskriften er lånt fra et daværende svensk herremagasin, som hed FIB aktuelt, der udover forskellige madopskrifter også bragte mange fotografier af yngre damer, som havde mistet deres tøj.
Da Herbert Flomme havde en bibeskæftigelse med at formidle damebeklædning, virkede bladet som en orientering om den svenske markedssituation, idet man altid oplyste, hvor disse mere eller mindre afklædte kvinder kom fra, og dermed kunne han se i hvilke byer, der var behov for tilførsel af varer.
Vi søgte information om retten, men fandt det for meget med en komplet kokkeuddannelse for en enkelt rets skyld. Vi skulle tjene til føden til de allerede dengang alt for mange ansatte på Øster Brækkelses kommunekontor. Da de kun havde vores skattepenge at leve af og slet ikke magtede et ordentligt job, ville det være umenneskeligt at stoppe vores bidrag.
Vi søgte vi efter et kursus i gule ærter, først hos Nr. Usseldrups liberale oplysningsforbund ULOF, senere også hos Holstebros arbejderoplysningsforbund HAOF samt de fisefornemmes oplysningsforbund HFOF.
Aftenskolerne
Til vor store forbløffelse tilbød aftenskolerne alle mulige kurser, såsom fletning af peddigrør, hønsestrik på strikkepinde nr. 12, Zen-buddhistisk gymnastik, indo-kinesisk filologi samt foredrag om emner som ”Kan man dyrke Samsø-kartofler i Nordvestjylland?”
HAOF havde et kursus med titlen ”Pensionér dig selv direkte fra folkeskolen” og et andet, der hed ”Tag hensyn til din sagsbehandler, bliv en mere professionel bistandsklient” og meget mere af samme slags. Det havde man enorm succes med.
Det stod hurtigt klart at den viden, vi kunne få om emnet i Nr. Usseldrup, ikke rakte til vores behov. Vi måtte, som så mange andre før os, ud over sognets grænser for at finde de store visioner.
Målet var og er at finde frem til ”alle gule ærters moder”.
Madlavningskunsten blev efter 1960’erne efterhånden anset for at være noget, man havde fundet på for at undertrykke kvinderne i deres kamp for ligeberettigelse, og da man samtidig åbnede de første fast food-spisesteder, glemte de fleste at lave mad, fordi de opfattede det som kønsdiskriminerende adfærd.
Bedste, højtærede og dybt beundrede Herr Redacteur.
Afvigte sommer dukkede der, fra den nærliggende Kjøbstad, hvorfra man
hævder at kunne haandhæve Jurisdiction over vort uskyldige Landsogn,
to Mandspersoner op ved Gadekæret.
De gav sig til at fiske Guldfisk!
Igjennem Aarene, hvor stigende uansvarlig omgang med surt erhvervede
Penge har manifesteret sig, har adskillige Smaakaarsfolk anskaffet sig
saadanne overflødige Pyntegjenstande, og naar de blev trætte af det
stadigt mere plumrede Vand, lempede de fornuftigvis disse besværlige
Pyntedyr ned i Gadekjæret. (De kan jo ikke fortæres). Deer har de
udgjordt nyttig Føde for Karper, Aborrer og for den gamle snedige
Gjedde, Mester Mikkel, som selv de mest ihærdige med Medestænger, ikke
har haft Held eller Dygtighed til at faa paa Krogen.
Adspurgt om, hvorfor de dog gik paa Guldfiskefiskeri, svarede disse to
communale Personer, at Aarsagen var, at disse Fisk var artsfremmede.
Da vore brave Landsbyboere, som i større tal var stimlet sammen, hørte dette, opstod en slags Uro, hvorved de to Biologer uheldigvis blev pressede ud i Gadekjæret, som er 2 à 3 meter dybt. Der var ingenlunde
Tale om Voldsanvendelse, men da de forsamlede hørte Begrundelsen for
Fiskeriet, blev Pladsen simpelthen trang, da Folk knækkede sammen af
Latter og derved fyldte noget mere end i oprejst Stilling.
Faa Dage senere havde vi i Jægerbroderskabet af 1832 vort kvartaarlige
Møde. Efter en lidt uinteressant Gjennemgang af Fredningsperioder (Vi
skyder nu, som det passer os, og naar det passer os paa vor egen Jord) –
kunne eet af vore yngre Medlemmer, Gaardmand Carl Weber-Freischütz, 62
Aar, berette fra et møde han havde bivaanet i Høng og Omegns
Gjensidige Jagtselskab, at man nu burde være opmærksom paa, at en
Række tilkomne Arter frit kunne bortskydes. Idet de ansaas, ikke at
høre naturligt til dansk Fauna, kunne nu Den sorte Svane, Den
amerikanske Skarvand, Maarhunden og yderligere et antal ”Artsfremmede”
Dyr frit jages, med Udryddelse for Øje.
Det naive unge Menneske benyttede Udtrykket ”Invasive” arter. Vi mere
modne Mænd, som for fleres vedkommende fra Ungdommen af, var blevet
gennemtampede i Latinskolen i den nærliggende Kjøbstad, forstod jo
udmærket den fine latinske betegnelse og Mødet truede med at fortabe sig
i Beretninger om Lille Jensen, Gale Ras og hvad disse ondsindede Tampere
nu ellers hed.
Vort møde var henlagt til Pogeskolen, og medens man fra Kjøkkenet
spændt ventede paa signal til at Spisningen kunne paabegyndes, var der
aabenbart ogsaa blevet lyttet ved Døren.
I hvert Tilfælde tillod den unge Hjælpedegn, Rasmus Bjerg, 48 Aar, sig
at træde ind blandt os bedre Mænd og tiltage sig Ordet. Denne
blegnæppede, skravlede Yngling fremførte med Fistelstemme, at
holdningen til de nævnte tilkomne, var ren Xenofobi og Racisme! Vi,
i vort velstaaende Sogn skulle være glade ved, at kunne byde de udefra
kommende velkomne og at lade dem fouragere paa vore Marker og i vore
Moser. Inden vi fik Fyren bragt til Tavshed, naaede han endda at
fremføre, at vi i tilgift skulle udlægge Vinterfoder, i haarde Tider !
Ja, har man hørt Magen ? Om de nævnte Arter er god Kost ved Husbonds
Bord skal vise sig. Men i Folkestuen gaar de vel an. Og den, som ikke
værdsætter Madmoders Kost kan gaa sulten i Seng, efter en god Dragt
Prygl.
Ja, Herr Redacteur; de nyeste Galskaber fra den fordærvelsens Pøl som
kaldes Hovedstaden og videre fra den ikke mindre raadne Kjøbstad,
rammer beklageligvis ogsaa os troskyldige Landboere, men med passende
Dumhed (fra vor Side) i Omgangen med disses Repræsentanter og med
daglig sund Sands i hjemlige Anliggender tænker jeg, at vi nok klarer
endnu en Vinter og Vaar.
Med de mest forbindtlige Hilsener og med min vedvarende højagtelse
forbliver jeg
P.S. Med hensyn til Invasive Arter ser man frem til, at den kjære fugl jeg
under et af min ungdoms Besøg i Scotland, lærte at kjende som “The
Famous Grouse” indfinder sig her i Tersløse.
LOUIS B. KNOCKELS BESVARELSE: Spar ikke på patroner eller hasselkæppeprygl
Allermest ærede hr. von Münchhaus,
folkeoplysningens utrættelige ven og velgører
Jeg må i et og alt bifalde, at forvaltningen af lokal natur varetages af lokale jægere i moden alder. Disse afgør suverænt, hvem der skal have lov at formere sig og spise af landets frugter, og hvem der skal bortskydes eller i det mindste under trussel herom jages ud over sognegrænsen.
På min hjemstavn fører vi nøje kontrol med invasive arter, såvel to- som fir- og seksbenede. Hvad de sidstnævnte angår, har vi haft betydelig gavn og glæde af en stamme albanske væggelus, som en lokal søfarende, overfyrbøder Harding Z. Grüde, Blodhavn, i begyndelsen af 1950’erne hjemførte. De er siden opformeret til en veritabel slagstyrke, der hver sommer sættes ind mod pengeløse sovepose-turister og andre fremmede, der i utilstrækkelig grad bidrager til hjemsognenes næringsliv.
Efter en enkelt nat i selskab med de albanske kæmpelus ser vi disse uønskede gæster bevæge sig i rasende tempo mod sognegrænsen, og de vender sjældent eller aldrig tilbage.
Om vinteren gør overskydende lus nytte som hønsefoder.
Jeg slutter i forvisningen om, at De, hr. von Münchhaus, og Deres bevæbnede naboer vil være i stand til at imødegå trusler af enhver art, og at hasselkæppen også i sognets roligere dage og uger vil danse over såvel tilvandrede som hjemmefødte usselrygge.
Efter mere end 10 års fravær fra markedet er Nordvestjyllands bedst virkende og gennem generationer mest grundigt afprøvede afrodisiakum til mandlige brugere, Pumpernagels Potenspiller, nu omsider igen i produktion efter den originale opskrift, som svine- og hønsefodermester Josias Q. Pumpernagel sammensatte i 1944.
Det længe savnede naturmedicinske produkt præsenteres med denne plakat:
Efter Josias Pumpernagels alt for tidlige død som 97-årig i 1984 blev fabrikationen videreført af hans lige så sagkyndige og veluddannede søn, overbademester, livredder og diplomsamarit Olfert Æ. Pumpernagel. Han var og er den eneste nulevende nordvestjyde, som kender den nøjagtige sammensætning af krydderurter og komprimerede, forstøvede husdyrfækalier (fortrinsvis fra hungeder i brunst, lyder et ubekræftet rygte), der giver pillerne den enestående og i titusinder af tilfælde bekræftede virkning.
For en halv snes år siden forsvandt Olfert Æ. Pumpernagel under en bjergningsøvelse ved Blodhavn Nordstrand, og såvel hans samlevende kalkuner som alle andre måtte formode, at han var afgået ved en tragisk, men naturlig død i Vesterhavets frådende vande. Stort var presset på hr. Pumpernagels medicinsk sagkyndige broder, fhv. marinesygepasser Polle Z. Pumpernagel, for at videreføre produktionen af de i mange ægteskaber og andre parforhold næsten uundværlige piller. Men Pumpernagel-slægten er jævne og ærlige nordvestjyder.
– Jeg kendte ikke opskriften, og da jeg personligt aldrig har haft behov for medicin til at understøtte mine avlspligter, havde jeg ingen gyldig grund til at eksperimentere med det, udtalte broder Polle.
Forleden blev det så ganske uventet udråbt fra balkonen på Brugsens gavl i Klamhuse, at hr. Olfert Pumpernagel er vendt tilbage til hjemstavnen og øjeblikkeligt har genoptaget produktionen af potenspillerne.
Bademesteren var under den allerede nævnte øvelse blevet grebet af en understrøm, men flere sømil fra kysten trak udenlandsk talende pirater ham op på dækket af et smudsigt, men hurtigtgående fartøj, hvor han tvangsmæssigt gennem den næste halve snes år måtte gøre tjeneste som fækaliestabler og bagbordskanonér. Under et søslag i Storebælt for nylig lykkedes det ham at springe over bord, og han er nu tilbage som en af egnens erhvervs- og velfærdsmæssige førerskikkelser.
Nyheden om potenspillens genopstandelse fremkaldte en utøjlelig og nærmest ufattelig jubel i landbefolkningen. Hundredevis af brølende proletarer stimlede sammen foran apoteksudsalget på Klamhuse Overdrev, hvor Louis B. Knockel måtte skride ind med spidslussinger og en hurtigt svirpende hasselkæp for at genskabe ro og orden.
– De pumpernagelske piller er et hjælpemiddel i avlsarbejdet, udtalte redaktør Knockel. – Vore kvinder, vore hungeder, -æsler og kalkunhøner vil værdsætte, at pillerne atter bliver tilgængelige. Jeg må imidlertid på det skarpeste advare imod, at de gøres tilgængelige for de turister, der i forvejen kopulerer rigeligt overalt i terrænet. Ligeledes må dette middel som alle andre holdes helt uden for masturbationsidrætten. Ellers risikerer vi at se de samme uhyggelige forfaldstendenser som så tragisk har undergravet landcykelsporten.
Louis B. Knockel overvågede herefter, at kun ranke, uberygtede, ham personligt bekendte proletarer fik udleveret deres ration på to piller pr. mand. Køb og forbrug af det pumpernagelske medikament vil også i de kommende måneder være under skarpeste kontrol.
Gang på gang frapperes jeg af Deres fremsynethed, indsigt, erfaring. Derfor sender jeg Dem også trygt dette foto, da jeg jo ved, at De dels vil vide, hvad det forestiller, dels vil vide, hvorledes det evt. kan bringes videre til avisens læsere uden at skabe unødig panik.
Jeg spørger ud i det tomme rum: Er det en ny sportsgren med dværge mod kæmper, eller er der tale om en teknisk installation, hvor man risikerer at skifte størrelse, og 2 teknikere beroliger forsøgskaninerne, eller forhindrer sivning af tarmgasser – eller hvad sker der mon?
KNOCKELSK HASTEBESVARELSE:
Allermest ærede hr. Stürwolt
En knugende uhygge bredte sig, da vore betroede medarbejdere var kaldt sammen for at betragte Deres reportagefoto, og snart blev de bange anelser bekræftet. Redaktionens medicinske rådgiver, fhv. marinesygepasser Polle Z. Pumpernagel, udtalte:
– Disse otte sportsmænd, de store såvel som de små, har alle indtaget forkastelige, illegale substanser, der forvandlede dem til kæmper. De fire i baggrunden er stadig misbrugere, de fire på banen er afvænnede, og man ser, hvor små de i virkeligheden er.
Den ene af kontrollanterne (herren i sort tøj) er nu identificeret som formanden for Nordvestjysk Landsportsforbund, den anden kunne være den dyrlæge fra Holstebro, der har injiceret rytterne med de ulovlige substanser. Ifølge hr. Pumpernagel kan det dreje sig om illegalt importeret, syntetisk fækaliemasse med en unaturligt høj atomvægt.
Billedet markerer et nyt lavpunkt i landcykelsportens historie, kun få dage efter, at et raketcykelstævne på Usseldrup Hede endte resultatløst. Egnens ledende mænd må nu overveje, om cykelsport overhovedet har en plads her i landsdelen, eller om vi skal holde os til forfædrenes idrætsgrene: Fækaliekastning, lussingdans og marcherende, udendørs opvisningsmasturbation.
De pågrebne dværgcykelrytter vil blive omskolet til jagt i rævegrave, skorstensfejning, afløbsrørsrensning og andre beskæftigelser, hvor deres beskedne størrelse kan være en fordel.
Vi takker atter hr. Stürwolt for hans uvurderlige indsats. Det er en sort dag for idrætslivet i Nordvestjylland, men avisen er sat i verden for at bringe sandheden frem, og det lykkedes os atter i dette tilfælde.
Oldinge, syge og stakler må
ikke blive glemt i en travl tid
En omfattende nordvestjysk kampagne blev i morges igangsat med ca. 500 vederlagsfri opmuntringslussinger til beboerne på Klamhuse Oldingehjem og yderligere et par hundrede håndklask i forbifarten til selvhjulpne oldinge, der blev antruffet på gade og vej.
– Det var en stor glæde at uddele de første festlige gratislussinger og se den gunstige virkning, de øjeblikkeligt fremkaldte, udtaler danselærer Jobbert Æ. Salzwaffel, som er kampagnens daglige leder.
Det oprustede lussingarbejde blandt hjemsognenes gamle og svage støttes af en række fremtrædende nordvestjyder:
Kampagnen iværksættes på frivillig basis netop nu, mens mange af egnens aktive lussatorer er travlt beskæftiget med at opruste til årets turistdisciplineringsindsats.
– Vi glemmer vore egne gamle og ligeledes de svækkede og ensomme, som ikke altid får de fem lussinger i døgnet, der må anses for en menneskeret, siger Jobbert Salzwaffel, der har været optaget af lussingsagen siden sin tidlige ungdom i 1940’erne.
Takket være en bevilling på 3,37 kr. fra Den Knockelske Familiefond kan han nu også gøre brug af en nyudviklet lussingmaskine. – Det fremmer effektiviteten, men erstatter ikke den værdifulde personlige kontakt, man opnår ved at tildele en olding en tre-fire raske morgenlussinger og se et taknemligt smil lyse op i hans eller hendes slidte ansigt.
