FORBRUGERNYT En helt ny, højt forædlet festpilsner kommer på markedet i begyndelsen af næste måned. Klamhuse Sognebryggeri, hidtil bedst kendt for den traditionsrige gule hestepilsner, starter i disse timer produktionen af en stærk og frodigt skummende luksusøltype, baseret på 100 procent lokale råvarer.
Egnens husmoderforeninger har givet tilsagn om støtte i form af over 800 liter filtreret husholdningsgylle i døgnet. I turistsæsonen skal der desuden foregå tvangsaftapning overalt, hvor fremmede sprog høres. Også denne råvare filtreres og kvalitetskontrolleres omhyggeligt, inden den hældes på lagertanken.
Festpilsneren vil efter gæring blive tilsat aromatiske urter og omrørt ved hjælp af et pedalsystem, som opfinderen Nathan Mandrik har bidraget med. Det færdige bryg opnår en styrke på en halv snes procent og tappes på flasker og stendunke samt i 40-liters plastballoner til brug i større familier, ved landarbejdermøder, masturbationsstævner og andre folkelige begivenheder.
Den nye øltype bakkes op med en omfattende propaganda. Louis B. Knockel, der personligt har sendt 78 liter førsteklasses råvare ned i gæringstanken, vil anføre en festparade med lussingdans på Usseldrup Stationstorv.
“Vi havde tillid til, at det var ordentlige mennesker,” fortæller en tydeligt frustreret direktør Ludhorst Poppelkrage, der nu må imødese et betragteligt indtægtstab grundet ualmindeligt frække gæster, der efter flere overnatninger og udsøgte middage med rigelig drikkepetroleum og husets bedste rhinskvin forlod stedet uden at betale.
Ikke nok med, at de vedvarende havde forlangt særligt udsøgte retter som fritteret bjergged og moset vildand med fyld af kødgranulat, de havde også den frækhed at stjæle samtlige kroens stearinlys og tømme skålen med blodkarameller, der stod på skranken i receptionen. Det blev senere konstateret, at der ligeledes havde været ubudne gæster i køkkenlageret, hvor stedets beholdning af hvid abe henkogt i ahornsirup syntes at være forsvundet sporløst.
Gæsterne beskrives som et velnæret ægtepar af mellemeuropæisk herkomst, midt i halvtredserne, med en måske lidt tyndslidt aristokratisk patina, men tydeligvis vant til livet på de lakerede parketgulve. Kvinden beskrives som en anelse hysterisk, svær at forstå, men ellers harmløs og upåfaldende. Manden optrådte derimod brysk og befalende, med tendens til at ville befamle kroens kvindelige personale og ellers stikke lussinger ud og slynge om sig med spanske eder og forbandelser.
På værelset blev fundet en tom patronæske af mærket Ghüntherberg og en stak ubetalte regninger fra Holstebro Færgekro.
For oplysninger, der kan føre til pågribelse og afstraffelse af det bedrageriske ægtepar, udloves en festmiddag for to personer, værdi op til kr. 8,35.
Den store hanelefant, der i sin tid som unge blev skænket til Blodhavn Zoo af den navnkundige Albert Knockel, og som senere blandt parkens venner og ansatte fik kælenavnet “Lille Bruno”, er her i det nye år blevet bevilget briller.
Lille Bruno har fra start af været en jubelinvestering, idet han gennem de sidste 25 år i ugens fem hverdage har leveret den fornødne kraft til Blodhavn Folkeslubbertanstalts lusseringsautomat, hvor ubemidlede slubberter og andet godtfolk ganske gratis kan modtage mundtlige instrukser og dertil vederkvægende lussinger. Om søndagen leverede Lille Bruno luften til orglet i Nr. Usseldrup Bedehus, et engagement der desværre nødvendigvis ophørte, da Bedehuset under endnu ikke fastlagte omstændigheder for et år siden brændte ned til grunden.
Som zoodirektør Willy T. Udsefjert udtaler: “Lille Bruno har fra start af været en guldrandet investering – den gamle Knockel forstod om nogen at udvise rettidig omhu, og alene indtægterne fra produktionen af elefantsnot har givet Zoo et betydeligt overskud.”
Selve fremstillingen af omtalte elefantsnot vil Willy T.Udsefjert dog ikke ind på, grundet produktionsmæssige omstændigheder, som han elegant formulerer det. “Når tiden kommer, vil alene kødgranulatværdien af Bruno langt overstige indtægterne fra havens øvrige produkter. Der vil være ganske billig kødgranulat til flere års burgerproduktion, og prisen i havens cafeteria er jo i forvejen ganske uhyrlig,” udtaler direktøren.
En af årsagerne til, at Lille Bruno har været en så solid investering, er at han stort set har levet af kasserede og frasorterede bøger fra Blodhavn Slubbertskole og Landproletariatbiblioteket, og det var også i den forbindelse, at det gik op for dyrepasser Ole Vink at Lille Bruno ikke blot var en elefant, men også en inkarneret læsehest. I stedet for at æde en indbundet udgave af T.S. Elliots “Grøn er vores hæk” tog lille Bruno bogen med ind i elefanthuset om aftenen og forsøgte at læse den – og her gik det op for den trofaste dyrepasser, at Bruno formentlig var stærkt nærsynet, idet han var nødt til at holde bogen ud i fuld snabellængde for at kunne læse i den.
Tage Mus, vor lokale optometrist i Blohavn, blev hidkaldt, men Lille Bruno var af uforklarlige grunde rædselslagen for denne og nægtede stædigt at deltage i nogen form for undersøgelse. Det endte med, at man udfra forskellige gennemsnitsberegninger af stjernebilledet “den punkterede vandcyckel” og dets afstand til horisontlinjen på et givent tidspunt omkring midnat fandt frem til, at Lille Bruno var moderat nærsynet og havde brug for briller.
Nu er elefantbriller jo ikke just lagervare, så der blev nedsat et hurtigtarbejdende udvalg, der skulle undersøge forskellige muligheder. Efter nogen debat faldt valget på tilbudet fra den lokale toiletsædefabrik, der mente, at man godt kunne fremstille to toiletsædelåg i klar plast og med styrke. Det endte så med at være et samarbejdsprojekt med Klamhede Maskinskedkeri, der grundigt modificerede et brugt letvægts gocart-stel til det nydeligste brillestel.
Alle er glade, ikke mindst Lille Bruno, som nu vil kaste sig over H. C. Andersens eventyr.
Fredag
“Hvad skal vi med mænd?” råbte holdlederen Vera Gnasttoft brysk. “INTET!”
Vi befandt os i vildmarken. Jeg og de øvrige seksten kvinder på holdet var forbløffede over hendes bitterhed.
“En moderne husmoder kan bygge sin egen bolig,” hylede hun. “Mænd har ikke eneret på håndværkets kunst.” Hun pegede på jorden. Her lå økser og save i forskellige former og størrelser.
“Jeg troede, vi skulle lære at strikke og stryge skjorter,” sagde en lyshåret kvinde i blomstret sommerkjole.
“Kæft,” hylede Vera Gnasttoft og gav kursisten en ørefigen. Hun stirrede vredt på os alle:
“Kom så i gang. Vi skal have fældet træer og omdannet dem til brædder. Vi skal lave reb, grave huller, tænde bål og dræbe dyr en masse. Vi er alle moderne kvinder. Uafhængige af mænd.”
Det er ingen hemmelighed, at vi husmødre var bange for hende fra begyndelsen.
Lørdag
Vera Gnasttoft pegede på et stribet kattedyr, der fredeligt kom luntende på de frodige græsarealer.
“En moderne husmoder kan fange sin egen mad.” Hun løb mod tigeren, mens hun skreg:
“Jeg er en selvstændig kvinde. Mænd er ubrugelige.” Hun sprang op på ryggen af dyret og gjorde det tavst med en kniv i nakken.
“Vi spiser maden rå!” skreg hun og skar byttet op. Indvolde blev kastet ud i flæng til alle sider.
“Spis!” Vera bed af leveren. “Nutidens kvinde spiser blodigt kød. Mænd vil have det tilberedt. Vi gør det modsatte og æder det råt.”
Hun stirrede intenst på os med blod om munden og kniven i hånden. Vi valgte at følge hendes instrukser.
Søndag
Vi stod på en klippeafsats med udsigt over naturen.
“En moderne kvinde kan stå op at tisse…” Vera Gnasttoft stod rank og nøgen i morgensolens skær med urinen plaskende ud over det hele. “…uanset om det sviner eller ej.”
Jeg og mine medkvinder skævede til hinanden. Gnasttoft var helt fra den.
“Senere i dag vil vi overtage verdensherredømmet,” gnæggede hun. “Operation Ud Med Mand – Kvindeland.”
Fra et tornekrat kom en mandsperson humpende. Han havde sår og jord på kroppen.
“Vera for pokker,” jamrede han. “Kom nu hjem til mig. Jeg savner dig.” Det var, fandt vi snart ud af, hendes ægtemand. Han havde ledt efter hende længe.
“NEJ.” Hun lagde trodsigt armene over kors. “Jeg hader mænd.”
“Vi må da kunne tale om det, Vera.” Han satte sig på hug foran den nøgne urinerende kvinde. “Tilgiv mig.”
“En moderne kvinde har ikke brug for mænd!”
“Men jeg har brug for dig,” græd hr. Gnasttoft. “Jeg skal nok tage opvasken en gang om måneden. Bare du kommer tilbage.”
Vera Gnasttoft havde et vanvittigt skær i øjnene.
“En moderne kvinde er uafhængig af mænd.” Hun trådte væk og nærmede sig klippekanten “En rigtig kvinde er fri som fuglen…” Hun drejede hovedet og kiggede grinende ned i dybet. “…og hun kan flyve som fuglen!”
Vera greb et par bananblade og sprang ud fra klippen med baskende arme: “Weeeeuuuu, weeeeeuuuuh!” Hun styrtede ned i intetheden med høj fart. “Åh, nej,” hylede manden. “Degraderet til en enkemand! Hvad skal jeg dog gøre…”
Finale
Vi sprang alle sytten kvinder til for at trøste den stakkels grædende mand. Han kom sig hurtigt over tabet af sin kone, da vi alle var behjælpelige med tryghed, varme og skjortestrygning. Da han senere skulle vælge mellem os, var det umuligt:
“I er jo så dejlige alle sammen,” sagde han.
Jeg foreslog polygami. Emnet blev taget særdeles varmt imod af alle parter.
Hildur & Beppa Blodwaffel: PÅ UDFLUGT MED HUSMODERFORENINGEN 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
Marseilles, 11. august 1938
Søde lille mor, tusind tak for dit brev og det rene undertøj og de to stribede skjorter, du har lappet så fint for mig. Jeg fik pakken, lige inden vi sejlede fra Skagen.
Vi har det stadig fint om bord på galeasen “Sigrid af Svendborg”. Det vil sige, i disse dage ligger vi stille i havnen i Marseilles, så jeg har god tid til at skrive hjem. “Sigrid” har fået et hul under bovsprydet. Hun er jo en gammel skude, og skipper mangler vist nok penge til reparationen, så mens vi venter på besked, går vi i byen og oplever spændende ting.
Du kan være helt rolig, kære mor, jeg besøger ikke de slemme gader hernede ved havnen, men kommer næsten dagligt i den danske sømandskirke og har sammen med kordegnen været oppe i bjergene for at nyde udsigten over det blå Middelhav.
Hils dem alle sammen hjemme i Svendborg og fortæl dem, at Peder har det godt.
Marseilles, 11. august 1938
Hallo med dig, Benny, hundehoved og medslambert. Jeg håber dette brev når dig i Rotterdam. Hvis du stadig er der, så gå straks i land og tag toget til Marseilles. Her er billig rødvin, fisse og harmonikamusik i lange baner. Du skal ikke ligge ensom i køjen og gnide på din sjover som en anden abekat, når du kan få alt det gode i Marseilles.
“Sigrid” kommer nok aldrig mere ud at sejle, men så vil skipper og jeg lave hende om til et flydende bordel. Her er masser af piger, og vi kan indrette lastrummet til danselokale. Jeg har købt en harmonika for 125 franc, og en gammel tandløs musiker lærer mig at spille.
Kom så hurtigt, du kan, og det er en ordre.
Hilsner og håndslag fra din gode kammerat Peder
Marseilles, 14. august 1938
Kære lille mor, så skriver jeg allerede igen. Du bliver nok forbavset over, hvad du hører: Din dreng er blevet skibsreder! Jeg har købt en andel i “Sigrid af Svendborg”, så skipper Larsen og jeg er nu partnere i den videre drift.
Vi har store planer med skibet, som skal blive her i Marseilles og være et besøgssted for turister. Her kan de se, hvordan danske sømænd lever, her vil være fællessang og smagsprøver på god dansk mad osv. Ind imellem vil vi sejle dem en lille tur ud af havnen. Det er en fantastisk plan, som vil give os en munter hverdag uden alt det slid og slæb, der følger med almindeligt sømandsliv.
Det, jeg håber på, er at du kan låne mig et lille beløb til startkapital. Jeg har jo ikke fået hyre i et stykke tid, og det vil være bedst, hvis du kan skaffe mindst 500 kroner og straks overføre dem fra banken i Svendborg til den danske konsul, hr. Harald Ibsen, Marseilles. Han hjælper os med planerne og er en fin og hjælpsom herre.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, kære lille mor. Hvis det kniber med kontanter, må mormors sølvtøj sættes i pant. Pengene skal nok komme hjem til Svendborg, når din søn Peder er blevet en stor og holden mand.
Kærligste hilsner til alle derhjemme fra jeres Peder
Marseilles, 11. september 1938
Hr. konsul Ibsen, gamle krybdyr!
Jeg skal gøre opmærksom på, at din ubetalte regning for rødvin, cognac, pastis og flutes med ansjospostej nu overstiger 1380 franc. Skipper Larsen og jeg har givet dig kredit i tiltro til, at du er en god dansk mand, men driften af “Sigrid” kræver penge i kassen hver dag, eller rettere: hver nat, så husk den store portemonnais, når du vil om bord næste gang.
Du skylder desuden to af pigerne, Lulu og Mitsou, adskillige hundrede franc hver, siger de. Smukke ord og sugemærker på inderlårene gælder ikke som betaling, og det burde du vide som gammel forhærdet luderkunde her i byen.
Jeg skal på det alvorligste minde om, at pigerne ikke må benyttes analt uden rigelig creme (eller margarine, hvis det foretrækkes). Vi har en gammel so ude forskibs, som du kan regere med efter behov, men Lulu og Mitsou skal behandles varsomt og med respekt, ellers mister vi disse to pragtluderes arbejdskraft. Er det forstået, hr. konsul?
Dette brev skal tages alvorligt.
Hilsner fra skipper Larsen og din hulkammerat Peder
Marseille, 30. oktober 1938
INDBERETNING til Det danske Udenrigsministerium. På given foranledning kan jeg oplyse, at hr. styrmand Peder Most, født 31. december 1914, er afrejst fra hovedbanegården i Marseilles i dag klokken 11.17. Jeg fulgte ham selv til toget og følte en stor lettelse, da jeg så det dampe nordpå.
Hr. Most har som omtalt i pressen lagt sig ud med underverdenen i Marseilles. Han har drevet forretninger af en art, der ikke kan beskrives uden at få papiret til at rødme. Lokale banditter gik forleden til modangreb, og så blev hr. Most trods al hans pral og stoltseren den lille. Han er i bedring efter de læsterlige prygl, han har modtaget, men en længerevarende syfiliskur bliver nødvendig. når han kommer hjem til Danmark.
Jeg har på statskassens regning betalt for en jernbanebillet på 3. klasse herfra og til den danske grænse i Padborg, alene for at få ham ud af Frankrig, hvor han har kastet skam over alle ranke og retskafne danskere.
Harald Rompuy-Ibsen, skibsmægler og dansk konsul
Paris, 1. november 1938
Kære Benny, gamle testikelsvinger. Håber dette brev når dig i New York. Du skal ikke, jeg gentager: ikke, springe i land og tage en hyre til Marseilles. Det er én stor luserede, fyldt med forbrydere og voldsmænd, såvel franskmænd som de arabere og andet indstrømmende pak og bærme, byen vrimler med. Også de stedlige danskere er overvejende svin og æreløse slubberter, kan jeg fortælle dig.
Du får hele historien, når vi en dag igen sidder over et krus øl i Hamborg eller Shanghai eller hvor det nu bliver. Lige nu har jeg brug for en håndsrækning. Kan du via rederiet sende 100 kroner til min gamle adresse i Svendborg, så er du stadig min bedste ven. Jeg tror ikke, mor har mere i kassen, så det bliver en mager tid for mig, indtil jeg igen kan stå til søs.
Min pik hænger i laser, og jeg kan ikke se ud af det venstre øje. Men vi havde det sgu alligevel meget sjovt i Marseilles, så længe det varede.
Hvis der bliver krig, går jeg straks i tysk tjeneste. Jeg vil være med til at trampe Frankrig og alle franskmænd ned i mudderet.
Liege, 2. november 1938
Kære søde lille mor
Så er din store dreng på vej hjemad. Du må ikke blive forskrækket, når du ser mig. Jeg har fået lidt skrammer og går midlertidigt med en klap for det venstre øje, men det skal nok snart blive godt igen. Skippers og mit eventyr i Marseilles sluttede lidt anderledes, end vi havde ventet og håbet, men det kan du alt sammen høre om, når jeg er i Svendborg fredag hen på eftermiddagen.
Du skal ikke sige til nogen, at jeg kommer. Heller ikke til hende den rødhårede i bagerbutikken, som har en mærkelig idé om, at jeg har friet til hende. Jeg har brug for nogle uger i fred og stilhed, inden jeg igen søger hyre.
Jeg kommer desværre hjem uden så mange penge på lommen, men harmonikaen har jeg med fra Marseilles, og du kan tro, jeg nok skal blive dygtig til at spille på den. Det kommer med tiden og øvelsen!
På gensyn, lille mor, og et kys på kinden fra din glade og ærlige dreng Peder
Ruben Vulva Peder Mosts bordel til søs 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Mangemilliardæren Nelson von Bergenwald var ude på en frisk cykeltur i den sydlige del af kannibaldistriktet, da han fik øje på hende. Den rødhårede skønhed.
Hun var bundet til en træpæl og ventede på at blive smidt i suppegryden.
En flok tandsmilende negere dansede rundt om gryden, mens de sang:
“Rødhårede piger er verdens bedste suppekød – nydes med en kande øl og en gnalling hvedebrød …”
“Stands!” udbrød Nelson von Bergenwald og viftede afsindigt med arme og ben. Han måtte stoppe dem. Hun var den smukkeste kvinde, han havde set, og skulle derfor ikke havne i en afrikaners suppe. Nej, hun skulle være hans hustru. De skulle leve sammen til deres dages ende.
“Jeg køber den rødhårede,” råbte Nelson og rettede på sin tropehat.
“Hun er ikke til salg!” svarede den sorte kannibalkonge straks.
“Måske denne vil få dig til at overveje?” Mangemilliardæren fiskede et uvurderligt halssmykke frem fra inderlommen.
Kannibalen tog imod smykket og studerede det gnæggende.
“Du har overtalt mig. Snup hende bare.”
Nelson og befriede kvinden fra pælen.
“Min snut,” klukkede han. “Du skal blive min kone. Vi to skal leve af kærlighed og kildevand … og mine milliarder naturligvis.”
“Åh, hvor er det dog dejligt,” kvidrede skønheden.
“Vi skal leve i mit fyrstelige palæ med over 25 soveværelser og den frodigste have på flere tønder land. Er det ikke pragtfuldt, min kære?”
“Jo,” hvinede hun. “Det vil glæde mig. Det vil så sandelig også glæde både Olfert, Dosmine, Magda, Rambert og Bob. De vil elske det nye hus.”
“Hvad snakker du om, kvinde?” Nelson kunne ikke lide den retning samtalen var på vej mod.
“Mine børn, selvfølgelig.”
Rigmanden kneb øjnene sammen.
“Min gamle mor og min onkel Henry vil også synes om det nye hjem. Jeg regner da med, at de flytter med. Det bliver da ikke noget problem, gør det vel? Du sagde selv, at der var over 25 soveværelser, ikke sandt? Rigeligt med plads til hele familien. Det bliver hyggeligt!”
Nelson vendte sig om mod den sorte mand:
“Jeg må skuffe dig, gamle dreng. Handelen annulleres med øjeblikkelig virkning. Behold hende!”
Nelson hev halskæden ud af kannibalens sorte hænder og flygtede på sin cykel.
“Om jeg begriber det. Skulle jeg forsørge hele hendes familie? Fandeme nej. Har hun ingen ære i livet?”
Peruna Padborg: RØDHÅREDE PIGER ER VERDENS BEDSTE SUPPEKØD 2. udgave, 1. oplag Originaltitel: Wasichana nywele nyekundu ni bora supu nyama Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
“Mine varmeste anbefalinger medgives. Dette er afrikansk realisme på højeste niveau.”
Karen Blexen, fhv. safarikøkkenbestyrer
GRATIS GAVER til alle læsere hver dag frem til den 24. december. Disse enestående højværdigaver kan (ligeledes gratis) videregives. Jubelen vil brede sig ud over landet, og milliarder af kroner spares.
Med 99,87 procent sikkerhed er det nu videnskabeligt fastslået, at en enkelt familie kan gøres ansvarlig for de klimaforandringer, som gennem de sidste cirka 10 år har forvandlet Blodhavn, Usseldrup og Klamhuse sogne til subtropisk område.
Det er den mangeårige hobbymeteorolog, fhv. kommunekasserer Q. C. Qualm, der efter grundige studier såvel i marken som ved skrivebordet derhjemme kan placere eneansvaret hos gårdejerfamilien Svedegaard, residerende på den ejendom nær Blodhøj, som de nulevende Svedegaarders oldefar, Hubert Mbeko Svedegaard (1804-1907) tog navn efter.
– Det er almindeligt kendt, at Hubert var indvandret fra Afrika og ofte talte med længsel om forholdene i Sahara, det frie liv på kamelryg osv. Hans temperament og medfødte temperatur er gået i arv ned gennem generationerne, og de tre søskende, som nu driver gården, afgiver mere overskudsvarme end ca. 40.000 normale nordvestjyder tilsammen. Selv ved midvinter damper det usundt omkring ejendommen, siger meteorologen i en kommentar til sin rapport.
– Siden de tre blev voksne og for alvor gik ind i masturbationsidrætten, har vi set en uafbrudt stigende temperatur på egnen, og sammenhængen burde for længst være gået op for alle, også for mig.
Rapporten foreslår, at de nulevende Svedegaard-efterkommere udvises til et land syd for Middelhavet, men en talsmand for turistindustrien sagde sent i aftes, at dette kunne føre til en lokal erhvervsnedtur.
– Situationen må regnes igennem og overvejes nøje, før noget besluttes, udtalte strandsexualitetsinspektør Joseph Schleimhuber-Svendsen. – En yderligere temperaturstigning på tre-fire grader vil være til gavn for bl.a. naturistbevægelsen og vil også gøre det muligt at udsætte tropefisk i de lokale farvande. Jeg har ikke noget mod torsk og rødspætter, men tiderne skifter, og vi bør følge med udviklingen.
Efter flere års udviklingsarbejde er Klamhuse Maskinsmedie klar til at demonstrere en opfindelse, der vil revolutionere såvel børnepædagogikken som den øvrige disciplinære indsats i samfundet: En mobil maskine med en ydeevne på 1800 kraftige lussinger i timen eller op til det dobbelte antal, når slagstyrken reguleres nedad.
Maskinen er selvkørende, men kan også i tilfælde af brændstofmangel flyttes af hest, traktor eller et hold raske, veldisciplinerede lussanter. Driften er ikke afhængig af eksterne kraftkilder. Der skal blot være mindst tre lussanter til stede, hvoraf to træder i vægtstængerne, mens den tredje tager imod de kaskaderende slag på begge sider af hovedet.
Klamhuse Maskinsmedies førstesvend, Alban O. Lumbago, er manden bag det nye gigant-hjælpemiddel. – Jeg ved fra min hverdag på fabrikken og hjemme i familien, hvor megen tid der går med manuel lussering. Min fremtidsvision er, at et antal maskiner til stadighed kører rundt på sognevejene og aflaster arbejdsgivere, husfædre, lærere og andre lussingansvarlige.
De Knockelske Blade har støttet udviklingsarbejdet med kr.18,39 samt en rulle voksdug til beklædning af slagfladerne. Redaktør Louis B. Knockel glæder sig til at se maskinen i drift. – Der er behov for effektiv masselussering, i dag mere end nogensinde, siger han. – Men uanset hvor ydedygtigt, dette redskab måtte vise sig, vil ihærdig manuel lussering dog stadig være nødvendig, overalt hvor mennesker mødes.
En af alle tiders største kulturelle og folkebroderskabsfremmende begivenheder vil finde sted på Klamhuse Hede med start lørdag kl. 09.43 prc. Hvad vi har at se frem til, er en afrikansk storfestival, tilrettelagt og i detaljer kontrolleret af Usseldrupegnens Husmoderforening med assistance fra Blodhavn Borgervæbning, Nordvestjysk Friluftsmasturbationsforbund og andre gode lokale kræfter.
Hen over dagen forventes besøg af svenske, bulgarske, namibiske og skotske delegationer, hvis deltagere forinden er optrænet i lussingdans og kollektiv parademasturbation.
Alle oppegående nordvestjyder over 11 år forventes at deltage. Indmarch sker over Klamhuse Losseplads, hvor selvkørende fækaliekanoner vil sørge for, at vi ankommer i stramt formerede, rankryggede kolonner.
Den Knockelske Familiefond har støttet arrangementet med årets hidtil største donation på kr. 8,31, og der vil ikke blive sparet på knockelske lussinger under og efter det uforglemmelige stævne.
Nordvestjyske husmødres mangeårige førstekvinde, fr. Pubba Phrederiksen, Blodhøj, hentede inspiration til festivalen, da hun besøgte sin søster, fr. Qvalma Olsson-Nkrumah i Södertälje.
– Vi kan lære meget af svenskere, afrikanere og andre eksotiske folkeslag, udtaler hun. – Og de af os, der ikke vil lære, må lørdag og senere føle.
