Som Aser er Solvej og jeg evigt forbundet
I en samklang som hos mennesker er helt forsvundet.
Jeg er den der i ly af mørket kan styre sproget,
Hun som i dagslys ser alt det der er så broget,
Som en ægte Ase kan hun se det der er galt,
Alt hvad der er både falskt og fatalt.
Og afslører sin viden i udsøgte godbidder,
Med den visdom som alle Aser besidder.
Og fortæller mig hvad der sker om dagen,
Så jeg om natten i fred og ro kan tage mig af sagen.
For selvom der er forskel på hanner og hunner,
Så gemmer vi den til de herlige stunder,
Hvor forskellen give os den skønneste fryd,
At se bort fra det er bedrag – og snyd.
Vi ser menneskehedens kønskamp som svindel og fup
Et af tyranner og profeternes mest udspekulerede kup.
Og en følge af de forvrængede billeder de skallede aber så i vandet,
Et ubegribeligt pres som så meget andet.
Af den stramme struktur som de har konfektioneret,
Og i deres hellige skrifter på – græsk og latin – fik dokumenteret.
Men hvad er disse dokumenter i grunden,
Ikke andet end bevis på at det var mudder de fandt på bunden,
Af det vandhul hvor de sad og pønsede på,
Alle de fordele de selv kunne få,
Når de bare påstod, det var de vise sten de havde fundet,
Og fastslog det var magten og æren de havde vundet.
De som var blevet tilbage i hulen,
Så nemlig ikke deres snedige skulen,
Det var flertallet som var blevet tilbage,
Og de tænkte slet ikke på at beklage –
Sig over – at det den lille flok havde opfundet
Ikke var særlig klart begrundet.
Uden pels var de fleste blevet så skrøbelige
og var derfor en hel del bedrøvelige.
For dem gjaldt det kun om, at få tørsten slukket
Nå, ja – og vel også at få hulens indgang lukket.
De havde jo rykket en smule på klippeblokken,
Da vandet skulle hentes af de få fra flokken.
Og angsten for de mange pelsklædte chimpanser,
Havde skræmt dem så meget og sløret deres sanser.
Måske havde de mod da de selv var pelsklædte aber,
Men når en art skifter ham er der meget den taber.
Da de mistede det meste af pelsen opstod et savn,
De fleste nægtede at se at den havde været til gavn.
Men de få så tabet som deres helt private chance
Til at løse problemet – både med fordel og elegance.
Og det kom sig af de havde hørt en besynderlig pludren
Som storkene kom med i deres indbyrdes sludren.
De langbenede fugle fortalte om os,
Mest fordi de så aber som noget støjende og irriterende ros.
De fortalte om gode dage i de nordlige områder,
Og om os der levede på vores gode og stilfærdige måder.
Men de forvirrede aber fik ikke det hele med,
Det var derfor de kom så galt af sted.
De bemærkede kun at vi var lyse i huden og meget ranke –
Gik oprejst, var nøgne – men havde en manke.
Det der tiltalte aberne mest var – det nøgne,
Og det blev starten på mange løgne.
Abernes problem var jo netop den pels de mistede
Så det er vel naturligt det var den oplysning som fristede.
Men de forvaltede den overordentlig dårligt,
Og brugte denne viden meget vilkårligt.
Sådan går det når man ikke hører det hele,
Og kun tænker på de kager til sig selv – man er ude på at mele
Derfor tosser de rundt i en endeløs fumlen,
Der bliver til en nervøs og rastløs gumlen.
