Jeg håber det går godt derhjemme.
Her går det i hvert fald strygende. Som du ved har jeg ledt efter Indien og det skal jeg eddergrønthakkeme love dig for at jeg har fundet.
Da jeg kunne se fastlandet i min kikkert fyldtes jeg med glæde og begejstringen blev større da vi gik i land.
I det samme vi trådte ud på stranden fik et besætningsmedlem en tomahawk i tindingen.
Og fra det tidspunkt var jeg solgt. De indfødte var noget ganske særligt.
Sikke en velkomst. Jeg kan slet ikke få armene ned.
Disse indianere drønede med fjerprydelser rundt på heste og skød med bue og pil.
Sikke en kultur. Sikke et folkefærd.
De myrdede det meste af besætningen og tog resten, heriblandt mig, til fange.
Vi blev bundet til pæle og deres leder Løbende Stjernefrugt truede og tævede os med køller.
Det er forbløffende så forskellige kulturer kan være. Men interessant.
Nåh, men jeg brugte min charme mod Løbende Stjernefrugt og hans brødre, Siddende Panda og Skidende Mammut.
Til sidst blev vi så gode venner at jeg og de øvrige overlevende blev sluppet fri og fik lov til at sidde med ved bålet.
Her røg vi opium og dansede mens der fløj lyserøde elefanter rundt på himlen.
Indianerne blev så glade for mig at jeg fik mit eget navn, Dumme Svin.
Jeg spurgte om jeg ikke måtte få lov at se noget mere af Indien.
“Uk, uk, naturligvis!” råbte Masturberende Hest. Han ville gerne være turguide.
De førte mig ind i et specialkonstrueret befordringsmiddel, sådan en kasse med hjul. De er automatiserede og kaldes vist nok automobiler. De går helt vildt op i maskiner herovre i Indien.
Nøj, hvor den larmede og røg.
Vi kørte ned ad en lang strækning og endte i noget der hedder Hollywood. Her er der en stor underholdningsindustri. Teater og sådan noget pjat.
Her mødte jeg andre stammer som skød med rifler og talte om frihed og spiste friturestegte kartofler.
Alt sammen meget eksotisk og spændende kan jeg sige dig.
Indien er et herligt sted men de er en smule tossede herovre.
Jeg tror at jeg vil give landet fem hatte.
Kærlig hilsen din,
Chrissermand
PS: Jeg kommer hjem inden din fødselsdag. Jeg har gaver med.
Ingen kan længere føle sig sikker. Et tomt automobil er pludselig startet af sig selv og kører på nuværende tidspunkt rundt i gaderne til fare for alle.
Det gamle karrosseri gynger og knager, hjulene knirker, og fra bilen lyder et uhyggeligt skrig, som udelukkende kan komme fra det hinsides.
Genfærdsvognen har raseret flere forhaver og offentlige pladser. Voldsomme er de materielle skader, men så sandelig også de personlige. 12 borgere meldes foreløbig kvæstet.
I følge lokale optegnelser viser det sig, at vognens ejer var den nyligt afdøde Elliot Plakkenborg. En hensynsløs racerkører, bankrøver og yogainstruktør. Han afgik ved døden i en omgang russisk roulette i fjor, og det siges, at han nu er vendt tilbage fra graven for at hjemsøge landevejene og gøre livet surt for de levende.
“Man kan ikke gå i fred mere. Jeg var lige kommet ud fra pornoforretningen på hjørnet med favnen fuld af højlødig lecture da jeg blev jagtet af dette … dette … motoriserede gespenst,” udtaler Marlo Halsbølle, Klamhuse Nord.
En af sognets talrige iværksættere har måske en løsning på problemet. Den lokal numerolog, heksedoktor og amuletsælger Klakholm Ry-Hansebasse siger, at den eneste måde man kan beskytte sig mod spøgelset er ved at købe amuletter i hans butik, Hansebasse Amuletgesjæft K/S. Hver amulet koster kr. 789,50 og giver efter mandens udsagn: en beskyttende aura mod spøgelsesbilen.
“Jeg sælger dem ikke for pengenes skyld. Det er udelukkende for at hjælpe og beskytte andre,” fastslår hr. Ry-Hansebasse.
Spøgelsesjægeren Igor Mortis-Mortensen har valgt at tage kampen op mod byens nye trussel.
“Nogen bliver simpelthen nødt til at fange spøgelset, give det en røvfuld og sende det tilbage til helvede, hvor det hører hjemme,” siger den entusiastiske spøgelsesjæger. “Bare rolig. Jeg ordner det.”
Personligt mener jeg som avisens reporter, at der er noget uldent ved hele dette scenarium. Der er noget, der ikke er som det skal være. Kan det passe, at et spøgelse er skyld i dette ragnarok?
Jeg følger op på sagen hurtigst muligt.
Seneste nyt: Spøgelsesjæger påkørt
Spøgelsesjægeren hr. Mortis-Mortensen, der ville tage kampen op mod den uhyggelige poltergeist, er ikke længere i blandt os. For en time siden blev han offer for det hensynsløse genfærd.
Han havde ellers forberedt sig grundigt til møde med spøgelset. Han havde iført sig sine åndemanerbriller og sin beskyttelseshat af alufolie. Hr. Mortis-Mortensen stillede sig klar på hovedgaden og begyndte at danse sin åndedans, mens bilen nærmede sig med 200 km/t.
“Vig bort, lede genganger!” var mandens sidste ord, inden han blev torpederet af det ustoppelige befordringsmiddel. Nu er han selv draget over til det hinsides.
Æret være hans minde.
Samtidigt er salget af amuletter hos Hansebasse Amuletgesjæft K/S steget markant. Og mærkeligt nok ser de ud til at virke som lovet. Bærerne af disse amuletter bliver ikke længere chikaneret af Elliot Plakkenborgs genfærd.
Noget siger mig, at jeg må grave dybere i denne sag.
Mysteriet er løst. Der har ikke været tale om et spøgelse, men derimod en lusket slubbert. En plattenslager, som jeg personligt arresterede.
Noget gik op for mig for halvanden time siden. Bilen kunne jo sagtens være fjernstyret. Det måtte være sådan.
Men hvem sad med fjernbetjeningen? Hvem ville få noget ud af at genere hele byen og påkøre den pålidelige spøgelsesjæger hr. Mortis-Mortensen?
Svaret er: Klakholm Ry-Hansebasse. Han var den eneste, der havde fået noget ud af hele denne krisesituation. Manden har i lang tid døjet med lav omsætning i sin amuletforretning. Nu var salget ufatteligt højt.
Jeg lavede en simpel baggrundsundersøgelse af Klakholm Ry-Hansebasse. Det viser sig, at han har skiftet navn fjorten gange i løbet af tre måneder. Hans rigtige navn er Billy Ravlsmølle Dunhild jr. En mand, der siden han var fem år gammel har eksperimenteret med fjernstyring af motoriserede køretøjer.
Nu vidste jeg, hvem forbryderen var. Jeg manglede blot at tage ham på fersk gerning.
Først måtte jeg finde ud, af hvorfra han styrede bilen. Det måtte være på et højt punkt med en udsigt over hele byens vejnet.
Så slog det mig: Vandtårnet. Bilen havde hele tiden befundet sig inden for rækkevidde af vandtårnet.
Straks cyklede jeg derud, kravlede op ad stigen og ventede på, at forbryderen ville vende tilbage. Der gik 45 minutter, før han dukkede op.
“Jeg bliver millionær!” jublede han, mens han kravlede op på vandtårnets top med en fjernbetjening.
“De kan tro nej,” svarede jeg og slog manden ud med en bedøvende ørefigen.
Fra nu af kan alle færdes trygt på gaden. Spøgelsesbilen var et ondsindet trick, og den skyldige står nu i gabestok på Torvet frem til slutningen af næste måned. Det er tilladt at kaste rådne tomater, fækalier og døde dyr på bedragerens ansigt.
Ægteparret Iver og Ragnhild Plump besluttede i sidste måned at leje deres gæsteværelse ud. Hvad kunne gå galt? Svaret er ALT.
De havde hængt en annonce op nede i Brugsen, og allerede et kvarter efter bankede det på døren. Manden på dørtrinet præsenterede sig som hr. From. Han sagde med det samme:
“De skal vide noget om mig. Jeg er fra Kæltringsø, men jeg er ikke som de andre. Mig vil De ikke mærke meget til.”
Ægteparret gav hr. From en chance og lod ham flytte ind. Han virkede harmløs, men de tog fejl, så forbandet fejl.
“Det gik op for mig, at vi havde begået vores livs største fejltagelse, da jeg åbnede barskabet,” lyder det fra en rystet Iver Plump. Synet der mødte ham var forfærdeligt. Alkoholen var forsvundet.
Hr. Plump konfronterede straks hr. From, men han svarede blot:
Hr. og fru Plump gjorde gæsten opmærksom på, at det var deres hus og deres regler, men det var nyttesløst.
“De må respektere min livsstil,” svarede hr. From. Mareridtet var begyndt.
Det viste sig, at hr. From også var veganer. Han gik igennem hele køkkenet og spisekammeret. Æg, mælk, bøffer, bacon, kyllingelår og andre animalske produkter blev smidt ud på møddingen for at gøre plads til salat, gulerødder og rosenkål.
“Kød er ikke længere lovligt i dette hus!” fastslog hr. From. “Jeg laver husreglerne nu. Kaninfoder til alle. Ingen tobak, kaffe eller spiritus. Alle under dette tag skal have samme livsstil som mig, ellers bliver de straffet.”
Iver og Ragnhild Plump troede ikke, det kunne blive meget værre end det, men det blev det, for hr. From inviterede sine venner og familie til at flytte ind i huset. Alle veganske afholdsmænd – og dendrofile, som det snart viste sig.
“Samtlige af vores stueplanter blev forulempet,” fortæller Ragnhild Plump. “Det var skrækkeligt, men det var vores egen skyld. Det var jo os, der lukkede tølperen ind til at begynde med.”
Efter ugers chikane råbte hr. Plump:
“Ud af mit hus nu!”
“Deres hus? Ha! Det er vores hus nu,” lød svaret. Øjeblikket efter blev ægteparret sparket ud af deres eget hjem. Kæltringene beslaglagde simpelthen matriklen og placerede Kæltringefanen på taget.
Det så sort ud for ægteparret, men slaget var ikke tabt endnu. Iver Plump havde nemlig fået en genial ide.
Han stillede en rejsegrammofon ude i forhaven og startede rædselsnummeret »Dybbøl mølle maler stadig«.
De ventede lidt og lod musikken gøre sin virkning. Skrig og jamren kunne høres inde fra huset, og snart strømmede forbryderne ud af døren og forsvandt mod horisonten i løb.
Borgervæbningen mener, at familien Plump måske har fundet den bedste forsvarsmetode til dato. Grammofonpladen med rædselsnummeret vil de næste døgn blive sat i masseproduktion og sendt ud til alle sognehjem.
Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder
Årets femenhalvstjernede heltinde er enkefru Rulmina Olga Schwanzhauer (f. Padborg), Fiselund Krat, fhv. økonoma og dårekisteforvalterinde. Fr. Schwanzhauer har haft fast plads på hæderslisten siden 1979, kun afbrudt af årene 1997-2001, da hun praktiserede som trommedansende naturlæge i Chicago.
Enkefru Schwanzhauer står som et forbillede for ungdommen i Fiselund Krat og nærliggende landsbyer, idet hun igennem snart fire menneskealdre har virket som vort stolte dagblads måske mest produktive læserbrevsskribent. Intet emne har været for undseligt eller for lokalt for hendes hvasse pen. Under oliekrisen i 70’erne stod enkefru Schwanzhauer egenhændigt for op mod 85% af avisens indtægter, idet læserbreve (dengang som nu) tryktes mod et beskedent gebyr på kr 9,17 per linje, samt kr 44,02 for hver yderligere påbegyndte helside. Det kan ikke understreges kraftigt nok hvor stor betydning disse sidste 10-14 sider af avisen har haft som isolering og brændsel for flere generationer af nordvestyjyder, idet enkefru Schwanzhauer med sine rundhåndede bidrag til avisens drift på snedig vis har holdt brændselspriserne nede i Nordvestjylland.
Fremhæves bør især enkefru Schwanzhauers indlæg omkring Dansk Returpant af 17. maj i år, der for første gang nogensinde bragte avisen over 96 sider på en hverdag.
Fem stjerner (heraf halvanden fra gummihjulfabrikant Michelsen) til familien Yerngumme for en unik kulinarisk indsats. Brødrene Fellah og Gubert Yerngumme har sammen med mesterkokken Almgod Gruhs (t.h.) åbnet en succesrig brunpølse- og roefoderrestaurant på Blodhavn Midtermole. De ses her i det nyindrettede lokale 5 min. før åbning. Ådsler til forarbejdning ligger bag fotografen, dækket af et lag aviser (som i øvrigt også i snittet og fritteret tilstand indgår i flere af menuerne).
Et femstjernet hurra for operasangerinden Gylda Peckelwaffel, som efter en strubeoperation i oktober nu atter (med tilførsel af trykluft fra puddelhundedrevet kompressor) kan underholde i Nr. Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Nordstrand og hvor der ellers måtte være bud efter hende.
Ligeledes fem stjerner til landhusmoder Bibsen Olemand, Klamhuse Vestermark, som i maj nedkom med babyen Hugo IV Olemand. I løbet af sit første halve år var Hugo vokset til over 200 gange sin fødselsvægt og -højde, og en folkeindsamling måtte iværksættes for at fremskaffe de enorme mængder pladdervælling, han dagligt konsumerer.
Fire en halv stjerne til Brunmølle Udlugtskro, som igen i år har sat besøgsrekord med 21.349 spisende gæster, der tilsammen konsumerede over 40 tons brunt kødfoder plus tilbehør i form af hakkede kålroer, hestepilsner, blå drikkepetroleum m.v.
Fire stjerner til Nordvestjysk Akademisk Boligselskab, der har erhvervet og renoveret denne ejendom på Blodhøj Banke og dermed skaffet husly til 41 akademiske flygtninge fra Holstebro, som ellers ville have været henvist til at overnatte i lærredstelte eller under gummimarkiser på Blodhavn Nordstrand.
Én (og kun 1) stjerne til Klamhuse Borgervæbning, som i årets løb fik bortskaffet sølle to af de 25 sværvægtsforbrydere, der står på den aktuelle udryddelsesliste. Det kan og skal gøres meget bedre i det kommende år.
Lad os slutte i bedste stemning med fem en halv stjerne til avisens medarbejdere, som året igennem har trodset vejr og vind, modeluner, smålige irettesættelser, lavtflyvende husdyrfækalier og mange andre forsøg på censur for at give os sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Det lykkedes. Landproletariatets jubelråb er den fortjente belønning, som netop nu kan høres hen over hjemsognene.
Vinden var bidende kold og markerne golde, men selv om alt virkede håbløst, måtte jeg komme hjem i levende live.
Jeg havde gået omtrent fem kilometer, da jeg stødte på det første livstegn. Et slidt muldyr ved navn Rasputin.
Jeg overtalte kræet til at befordre mig ind til den nærmeste by, hvis jeg til gengæld ville skaffe det arbejde i Nordvestjylland.
Dyret bragte mig gennem det faretruende land, og jeg endte til sidst ved en rasteplads, hvor vogn 13 ½ stod parkeret. Den falske taxachauffør stod uden for bilen i færd med at bedække et frodigt egetræ. Manden var dendrofil og kunne tydeligvis ikke stå for fristelsen, da han så det prægtige træ.
Mens skurken forgreb sig på planten, sneg jeg mig ind i bilen og informerede borgervæbningen om hele situationen gennem hyrevognens kommunikationsanlæg. Dernæst gemte jeg mig i bagagerummet.
Da den ækle herre var færdig med sine befamlinger, satte han sig ind i vognen og kørte tilbage til Danmark uden viden om den blinde passager.
Borgervæbningen ventede på forbryderen, da han nåede frem til Nørre Usseldrup. Han var dog ikke så let at fange. De næste to timer er nu kendt som den mest halsbrækkende biljagt i dansk i historie.
Han drønede gennem byen, over markerne og rundt på sognevejene mens jeg blev slynget rundt i bagagerummet. Udrykningskøretøjer satte jagten ind på bæstet, men han var for hurtig og for snedig. Til sidst fik borgervæbningen ram på vogn 13 ½ med et velrettet skud fra en fækaliekanon. Bilen roterede ubarmhjertigt mange gange og endte i en grøft.
Ordensmagten kom styrtende hen til vraget for at arrestere forbryderen og redde mig ud. Den kriminelle havde brækket begge arme og slået ti tænder ud, mens jeg selv slap med et par skrammer og et blå øje.
“Der er krig på vej. Bare vent!” skreg pamperen, før han blev kørt væk i et salatfad.
Mon han taler sandt? Burde vi opruste hr. Knockel?
KNOCKELSK BESVARELSE OG UDSKRIVNINGSORDRE
Svaret er et ubetinget ja. Denne hyrevognspamper er uden tvivl forbundet med de fjendtlige kræfter, som De, hr. Nidding Halunk, tidligere så tappert har opsøgt, afsløret og til dels nedkæmpet.
Mobiliseringsordrer er udgået, og opstilling af krigsmateriel foregår i disse timer. Detaljer kan naturligvis ikke røbes, men til brug for landsdelens fækalieartilleri må alle nordvestjyder nu aflevere al tilgængelig brunvare, såvel den i hjemmene oplagrede som de friske kilotons, der befinder sig i kroppene. Tiden er inde, kampen må kæmpes, nu!
I flere uger har en ondsindet hyrevognschauffør hjemsøgt sognevejene. Den mystiske slambert samlede uskyldige borgere op fra gaden og chikanerede dem på alle tænkelige måder. Slynglens identiteten var umulig at fastslå, og hyrevogn nr. 13½, som han benyttede, var ikke registreret hos noget taxaselskab.
Passagererne blev først udsat for en mareridtsagtig høj starttakst, tilfældige sidegebyrer og jammerlig musik. Derefter blev de indsmurt i pladdermasse og strudsefjer og værst af alt tvangsindlagt til at lytte på kedsommelige og meningsløse anekdoter. Efter endt tortur blev de sat af i en øde vejkant, hvorfra de kunne gå hele vejen hjem.
Jeg kunne ikke lade forbryderen slippe af sted med sine ugerninger, men der var kun én måde at stoppe ham på: Jeg måtte forklæde mig som turist og køre med.
I Klamhuse Nord stillede jeg mig parat med bøllehat, skjorte og en rejsekuffert. Der var bid med det samme. Vogn 13½ standsede foran mig.
“Skal De med?” hvislede chaufføren vammelt.
Jeg nikkede og satte mig ind i vognen.
“Hvor skal De hen?” hostede han.
“Bare rundt om hjørnet,” svarede jeg og pegede.
Banditten trådte gaspedalen i bund, og før jeg vidste af det, var jeg havnet i Rumænien.
“De skal af her, hr. Nidding Halunk,” grinede banditten, før han skubbede mig ud af automobilet. “Jeg skulle hilse fra Doktor Kæltring-Karlsen!”
Pokkers, det var en sammensværgelse.
Chaufføren var naturligvis hyret af Doktor Kæltring-Karlsen til gøre en ende på avisens storjuniorkorrespondent, så kæltringerne atter kunne chikanere og ødelægge Nørre Usseldrup uden forstyrrelser.
Med hvinende dæk stak forbryderen af og efterlod mig i det ubarmhjertige rumænske ingenmandsland.
Otto og jeg sneg os ud af cellen. Jeg bedøvede de to vagter med et nakkeslag til hver, og vi satte kurs mod doktorens gemakker. Han var ude på noget væmmeligt. Kunne mærke det i bugen.
Inden vi bragede ind i hans kammer, fremdrog jeg fra kufferten mine mekaniske hjælpemidler. Jeg iførte mig en skudsikker beskyttelsesdragt med påmonteret rygraket og tog mit urinskydevåben frem. I bæltet havde jeg tre Sorte Luberter. Nu skulle manden standses.
Hungrende efter retfærdighed sparkede jeg døren op. Doktor Kæltring-Karlsen sad gnæggende ved siden af en gigantisk maskine.
“Jeg tænkte nok, at De ville komme, hr. Nidding Halunk,” udbrød han. “Men De kan intet stille op. Min plan er storslået. Først bortførte jeg vædderen for at ramme Bladhuset følelsesmæssigt. Nu, hvor Deres medarbejdere er svækket af sorg og nervechok, går jeg videre til næste fase: Kollektiv forstoppelse!” grinede den maskerede slubbert.
Kæltringen havde installeret et forfærdeligt maskineri, der ved hjælp af koncentrerede radiobølger kunne give et helt sogn forstoppelse i al evighed. Og apparatets løb pegede direkte mod Nørre Usseldrup-egnen.
“Deres forbrydelser vil blive straffet!” svarede jeg abrupt.
Manden grinede og trak i håndtaget, der satte apparatet i gang.
Undertegnede måtte handle hurtigt. Jeg greb samtlige tre Sorte Luberter og slyngede dem mod forstoppelsesmaskinen. Den eksploderede og satte rummet i brand.
“Pokkers!” hylede skurken.
Jeg sparkede ham i forplantningsorganet og løb sammen med Otto ud gennem færgens gange. Flere kæltringer angreb os, men jeg skød dem ned på stedet med kogende urin.
I samme sekund vi kom op på dækket, aktiverede jeg rygraketten og holdt fast i Otto Kranborg. Vi fløj mod Blodhavn Midtermole og landede foran en jublende folkemængde.
I horisonten forsvandt Kæltringsfærgen under vandoverfladen. Jeg var ikke overrasket. Færgen var en kamufleret ubåd.
Min mavefornemmelse fortæller mig, at det ikke er sidste gang, vi ser noget til den vederstyggelige Doktor Kæltring-Karlsen og hans kumpaner fra Kæltringsø.
Nu var jeg om bord. Ved at kigge ud på gangen opdagede jeg, at der var dansebal på færgen. De øvrige forbrydere på skibet var velklædte, så det gjaldt om at gå i et med tapetet. Hurtigt iførte jeg mig en medbragt festsmoking.
Jeg listede ud fra kahytten og ind i den fyldte balsal. Underholdningen var naturligvis jammerlig, og pindemadderne på buffeten var slatne og uden smag.
“Ærede medkæltringe,” råbte en styg herre med gummimaske, Doktor Kæltring-Karlsen. “Velkommen til denne festlighed, hvor vi fejrer vore fjenders undergang. Snart går vi videre til sidste del i min plan. Men uheldigvis er vi for mange mennesker på skibet. Derfor har jeg arrangeret en pokerturnering. De 100 dårligste spillere vil blive smidt i haj-bassinet!”
Alle om bord, undtagen mig, jublede og klappede.
Jeg blev placeret ved et bord for at spille for min overlevelse. Aldrig i mit liv har jeg spillet poker, men det tog mig kort tid at regne princippet ud. Jeg endte da også med at ligge i top 10.
Mens taberne til sang og hornmusik blev degraderet til hajfoder, listede jeg mig længere ind i færgens dyb. Vædderen Otto måtte befinde sig et sted i nærheden. Kæltringene havde været skødesløse, for et spor af vædderfækalier på gulvet ledte mig direkte til kræet.
Midt i gangen foran fangerummet stod to uhyggelige vagter, der ikke havde til sinds at lade mig passere. Jeg måtte tænke hurtigt og kreativt. Det lykkedes mig at skabe en sindrig forklædning af en papirpose og en tusch. Med kostumet på lignede jeg et stykke fjerkræ og kunne med lethed passere håndlangerne.
“Uh-huh!” udbrød jeg og hoppede forbi dem. Da jeg åbnede døren til fangerummet, trippede Otto Kranborg af gensynsglæde.
“Jeg skal nok bringe dig hjem,” hviskede jeg. “Men først: Hævn!”
I forgårs før middag blev chefredaktør Knockels personlige assistentvædder Otto Kranborg bortført af udspekulerede forbrydere. Bladhuset var i vildrede. Otto er nemlig højt elsket af de ansatte såvel som deres familier.
Hvem havde i sinde at foretage et så smertefuldt angreb på redaktøren og medarbejderne? Kæltringsø, naturligvis. Kæltringenes karakteristiske sure aroma hang stadig i bladhusets lokaler flere timer efter ugerningen.
Jeg tog sagen i egen hånd og sporede mig prompte frem til skurkenes tilholdssted via dyrets fældede uld og ekskrementer.
Ottos kidnappere havde ført ham langt ud til søs. Han befandt sig på et djævelsk krydstogtskib fyldt til randen med afskum fra Kæltringsø. Den såkaldte Kæltringsfærge. Det blev ikke nogen let opgave at få bragt kræet hjem i sikkerhed.
“Jeg fikser problemet, chef,” beroligede jeg redaktør Knockel. “Jeg kender krybene bedre end nogen anden. Har trods alt været fanget på Kæltringsø i flere døgn.”
Jeg pakkede min kuffert med mekaniske hjælpemidler, tilvejebragt af videnskabsbrødrene Kahllun, og satte i lyntempo efter Kæltringsfærgen i en cykelbåd.
Da jeg til sidst indhentede færgen, klatrede jeg ind gennem et åbent koøje. Nu skulle jeg bare finde Otto og straffe bagmændene med stokkeprygl, men det viste sig at være lettere sagt end gjort. Jeg var én mand mod 1300 kæltringe.
I strandkanten ved Blodhavn fandt ornitologen Marlo Flucks i forgårs en alpehue. Uden tøven valgte han at samle den op og benytte den.
“Den så jo ganske uskyldig ud, som den lå der,” fortæller hr. Flucks.
Men hatten var alt andet end harmløs. I samme øjeblik ornitologen placerede alpehuen på hovedet, begyndte ulykkerne at ramme ham som spredehagl.
Straks blev han påkørt af en bulgarsk cirkustrup, der uden varsel susede imod ham på ethjulede cykler og andre abnorme befordringsmidler. Lynet slog derefter ned i ham, selv om himlen var skyfri, og en løve fik færten af ham og jagtede ham hen over sandet. I kampens hede slog han til et hvepsebo. Straffen ramte ham prompte og nådesløst.
“Det er jo slet ikke højsæson for hvepse,” påpeger ulykkesfuglen i chok.
I løbet af det følgende døgn blev den stakkels mand ramt af den ene smertefulde ulykke efter den anden. 199 uheld i alt, hvoraf halvdelen var underlivsrelaterede.
“Det måtte være alpehuen, der var skyld i katastroferne, for da jeg tog den af, var alt fredeligt som før,” konstaterer den stærkt medtagne hr. Flucks i sygesengen med næsten alle knogler brækket, blå og gule mærker og bidemærker fra mere end 50 forskellige dyrearter.
En række lokale forskere analyserer nu den farlige hovedbeklædning, som er navngivet »Ulykkens Alpehue«.
“Vi må for alt i verden have svar på, hvor den kommer fra, og hvem der har syet den. Der er faktisk tale om et livsfarligt våben,” udtaler certificeret sognevidenskabsmand Bambo Plankenzaun.
Hr. Flucks er ikke henrykt over, at hatten nu er beslaglagt.
“Jeg havde planer om at forære den til min svigermor. Pokkers,” siger en utilfreds Marlo Flucks.
Louis B. Knockel støtter forskningsarbejdet med kr. 2,38 samt nogle hundrede stimulerende lussinger. “Alpehuer, eller som de hedder i min familie: Baskenmützen, har tidligere været en del af den gængse, respektable og nyttige herrevinterbeklædning. At farlige huer nu smugles ind i vore hjemsogne er en trussel, som må blotlægges og nedkæmpes med alle midler.”
