Godt nyt til hjem, skoler og arbejdspladser
fra hr. godsbesidder Jens von Lauenborg
En af Nordvestjyllands førende fremstillingsvirksomheder, det gennem mere end 100 år blomstrende og velrenommerede Lauenborg Slotssnedkeri, præsenterer nu nye lussinghælpemidler, inspireret af klassiske kinesiske traditioner.
Den kinesiske lussing udføres med lige dele præcision og raffinement, og den kan som kunstart sammenlignes med japanernes te-ceremonier.
INSERAT:
Klik på plakaten for at opnå fuld størrelse og betragt
den derefter opmærksomt, billede for billede:
Mindst en halv times intensiv betragten tilrådes.
Derefter videre til beroligelse her
En jublende erhvervs- og samfundsnyhed bringer nyt håb til vor landsdel: Opfinderen Jochum Caffemölles mekaniske elefant er efter 17 års udviklingsarbejde nu klar til indsats.
– Den vil for det første redde vor truede chokoladekageindustri, idet den ved normal drift frembringer mindst et halvt ton førsteklasses brun råvare i døgnet, udtaler Louis B. Knockel, der gennem de mange år har støttet arbejdet med ca. 45 kroner samt utallige retledende og opildnende præcisionslussinger. – Dernæst vil den bidrage til disciplineringen af turister, såvel de oversøiske som den tilstrømmende pøbel fra Holstebro.
Den mekaniske elefant fremdrives af et hold spejderdrenge, skjult rundt om i det vældige legeme. Optagelsesprøve til dette betroede arbejde finder sted på nordstranden i morgen kl. 06.11 til 07.14 prc. Alle familier med et eller flere drengebørn i alderen seks til 11 år har mødepligt.
Opfinderen og hans stab vil blive hædret ved et højbordsarrangement i Jøderup Forsamlingshus senere på måneden. Der serveres chokoladekage og gule ærter ad libitum. Tilmelding og forudbetaling (kr. 0,28 pr. person, oldinge og socialister kr. 0,35) til bladets kontor.
Efter denne festivitas og en ferie af 4 1/2 døgns varighed vil hr. Caffemölle hellige sig udviklingen af nye nordvestjyske terrænvehikler.
Jeg har brokket mig meget
Over dem som har gjort menneskers liv så speget.
Jeg ser deres rod hver nat når jeg passer min dont,
Her ude i kanten af verdens horisont,
Hvor jordens sfære og himmelens mødes,
Er det mine klare tanker fødes.
Derfor synes jeg også det er på tide,
At afsløre noget enhver bør vide.
Det kan være jeg ikke har gjort det klart,
At vi Aser er af en hel anden art,
End den menneskene kommer fra,
Og den viden er temmelig dyrebar.
Vi har været på kloden før menneskene kom,
Og tog fat på at lave alting om.
Fordi de bildte sig selv og hinanden ind,
At de var noget særligt gik de over gevind.
De profeter og tyranner jeg henviser til
Som har optrådt med udspekulerede narrespil
Adskillige steder rundt om på kloden,
Begyndte i en enkelt gruppe som sad på bredden af floden.
Den flod, sø, eller vandhul som alt liv er nødt til at finde,
For uden ferskvand ville landdyr, fugle og planter forsvinde.
Det var en ynkelig flok – halvskallede chimpanser –
Med abe-sind og barbariske sanser.
Det var kun nogle få fra en lille flok
Resten var i en hule – de havde lukket til med en klippeblok.
Her havde de gemt sig fordi de var bange
Når de pelsklædte chimpanser var alt for mange
Som jagtede den flok som havde plukket pelsen af,
Noget de så som en skabagtig sag.
Det var vel også en fjollet handling,
Som havde ført til denne forvandling.
Men de sad altså her i en lille flok og betragtede det våde,
– At de var næsten uden pels er lidt af en gåde –
De var lusket ud imens de pelsklædte var optaget af noget andet,
Det eneste de skulle var at hente vandet.
Og benyttede sig af det var blevet lidt tåget
Så de slap for at blive overvåget.
Men nu så på sig selv og hinanden i vandets spejl,
Og dermed begyndte deres største fejl.
Det billede de så blev nemlig forvasket
Fordi en af dem pludselig fik klasket
Lidt i den blanke overflade
Det kan også være der faldt et par blade.
Derfor blev de billeder som de halvskallede så,
Noget overdrevne er vel nemt at forstå.
Tågen spillede nok også en ind,
I deres barbariske abe-sind
I hvert fald så de sig selv som store og stærke,
Hvad mange senere kom til at mærke.
Det tog dog sin tid, men lidt efter lidt fik de lært sig forskelligt,
Ikke mindste alt det der betragtes som helligt.
Der er tale om en meget lang periode,
Og mange har fortalt om alt det de troede,
Der var sket – men det meste er hvad de gættede sig til,
De var for længst viklet ind i det narrespil
Af det som blev kaldt for civilisation og kultur
Og det var når de satte planter, dyr og hinanden i bur.
FLERE BALDUR-KVAD:
Turistsæsonen skydes snart i gang, og sognet kan som altid forvente talstærke besøg af alskens personligheder af begge køn. Nogle gæster er artige og disciplinerede, men adskillige har udviklet en hæmningsløs adfærd.
Af denne årsag har fhv. viceværkfører på Klamhuse Savværk, Helmer Nougat-Nielsen, trukket i en storslået pladerustning for at håndhæve den disciplin, der kræves af vore talrige besøgende.
– Jeg har observeret turisternes adfærd gennem de seneste år, og jeg må sige, at der kræves en gevaldig opstramning. Det er for pinligt. Den tøjleløse opførsel er mere blevet reglen end undtagelsen, konstaterer den panserdækkede selvtægtsmand.
Hr. Nougat-Nielsen marcherer dagligt på sognevejene iført rustning, lussinghandsker og med en bastant pryglekæp i hånden. Han er forberedt på en hver situation og kan med sit altid fattede sind råde bod på alt fra dendrofile til østeuropæiske træskodansere.
Støder han ind i umedgørlige turister på sognevejene, antaster han dem abrupt og påbegynder Den Trefoldige Håndtering. Disciplinteknikken består af en næsestyver, et slag over nakken og et spark bag i.
Ofrene når slet og ret ikke at opdage, hvad der ramte dem.
– Metoden har vist sig at være yderst virkningsfuld, fortæller hr. Nougat-Nielsen, der selv har sammensat og navngivet teknikken.
Helmer Nougat-Nielsen garanterer for, at turisterne i år vil være mindre løsslupne og belastende, når han våger over gaderne og vejene i sit skudsikre metalhylster.
SE OGSÅ:
Den meget estimerede direktør og seniorforsker på Gastronomisk Forskningscenter i Vestre Snotrup, Herbert Flomme (PhD i svinefedt), sætter foden ned over for den stærke fedtforskrækkelse, der breder sig i hele landsdelen
Ernæringssituationen i storsognet er ikke blevet forbedret gennem de sidste mange år, tværtimod. Den socialistiske propagandasender Radio Holstebro har døgnet rundt udbredt groft manipulerende skrækreportager om overvægt og fedmeproblemer. Ikke blot bliver unge søgende og eksperimenterende sjæle ramt; man ser også i stigende grad, at voksne rammes af fedtfattige råvarer.
Socialisternes motiver er helt entydige, de ønsker at sende gode fødevarer ud af sognet for at hverve proselytter i fjerne egne.
Her i sognet har de altid åbent sagt, at de kæmper for lighed og de små i samfundet, derfor skal alle være lige små (læs: underernærede). At de fisefornemme fra den nordlige del af Øster Brækkelse har tilsluttet sig den alliance er en gåde.
Før i tiden var det et statussymbol i den del af sognet at vise, at man havde råd til at spise sig mæt, men ikke nu. Man ser på gader og stræder, hvordan folk prustende, svedende og småfjærtende løber rundt i smart modetøj og bliver radmagre. Konsekvensen har været huller i ozonlaget og afsmeltning af indlandsisen på Grønland, med de enorme udgifter og klimatiske ændringer, det nu medfører.
NOK ER NOK
Vi bliver tvunget til at kortlægge skadesvirkningerne ikke blot på den nulevende generation, for at få fastlagt, om der sker skader på fremtidige generationer, ja sågar må vi se på arvematerialet, mener Herbert Flomme.
Subjekt for undersøgelsen
Hovedret: Gule ærter med flæsk og pølse, subsidiært and og grisehaler. Dessert: Hjemmebagte pandekager med flødeskum og tyttebær.
Sekundære mål: Kortlægning af gule ærter, deres oprindelse, historie og indflydelse på det politiske liv i Nr. Usseldrup i forskellige tidsepoker, samt rettens variationer og udvikling set i et retrospektiv og kontemporært perspektiv.
Motivation: Da denne fantastiske ret var almindelig, hørte man aldrig om den bulimi og anoreksi, der hærger storsognet i dag. Det kan vi lære noget af.
For at opnå det bedste resultat er undersøgelserne blevet støttet af den lokalt kendte og berømmede kogekone, fr. Senilia Platfuss.
Det hele starter tilbage 1960’erne. Alle evighedsstuderende, blomsterbørn og flippere havde i dengang travlt med at sno sig ind i Nr. Usseldrups kommunale sektor med den målsætning at forpeste livet for deres omgivelser de næste 40-50 år, under mottoet ”det er finere at leve på nas på skatteydernes penge end at bestille noget rigtigt.”
Måske var årsagen, at man ikke var begejstret for arbejdet på de fækale lagre eller i roemarken, hvor der skulle arbejdes hårdt, disciplineret og effektivt 48 timer om ugen for at bjerge føden. Så gik det anderledes stille og roligt til i det kommunale, hvor det største problem var manglen på opkvikkende medicin, når man i kortere perioder skulle være vågen. Træningen i at sende sagerne videre var derimod helt ekstremt professionel.
Nutidens unge har ikke nogen forestilling om, hvor ringe livsvilkårene var før de såkaldte glade tressere. Normale veltilpassede unge mennesker gik på arbejde for at skabe værdiforøgelse og producere varer og ydelser, således at tilværelsen kunne blive lettere for alle i samfundet.
Almindelig fækalieproduktion havde et ubehageligt efterspil, idet udvalget i toiletpapir kun strakte til et produkt, som gik under navnet ”3 gange nul” eller ”500 billetter til endestationen”.
Produktet, der blev markedsført i en grim gulbrun farve, havde dog den sidegevinst, at det også kunne anvendes som finkornet sandpapir.
Det store gennembrud
De fleste betegner 60’ernes store begivenheder som fjernsynets gennembrud eller landingen på Månen, men opfindelsen af toiletpapir i crepekvalitet er antagelig den mest epokegørende begivenhed i den tid.
Her blev virkelig skabt store fordele for sognets bagdele. Siden er udviklingen gået stærkere, end nogen kunne forestille sig.
Premiere på de gule ærter
Det var en mørk og stormfuld aften i oktober. Senilia Platfuss havde forberedt retten, og Herbert Flomme havde inviteret til den første prøvesmagning.
Langsomt dukkede vores første prøvepanel frem af regntykningen. Spændingen var på sit højeste, elektriciteten sitrede i luften, et enkelt tordenskrald buldrede, og det lynede fra en skyfri himmel, medens klokkerne ringede timeslag fra tårnet på Katedralen i Blodhavn.
Endelig oprandt det store øjeblik, hvor vi kunne servere de første gule ærter.
Resultatet var desværre ikke tilfredsstillende. Men vi fik et overordentlig godt resultat med vor dessert, som består af pandekager med svenske tyttebær og flødeskum.
Vi besluttede derfor at starte helt forfra med et grundforskningsprojekt omkring dette delikate og vigtige emne, hvilket, som det senere skulle vise sig, førte os til fremmede egne og lande.
Super dessert
Dette er desserternes ”Hole in One”, og måske skyldes det, at vi fik tyttebærrene direkte fra Ingvar Olsons Lingon Odling AMBA, som ligger i Sveg i Sverige. (Det svenske navn for tyttebær er lingon.)
Opskriften er lånt fra et daværende svensk herremagasin, som hed FIB aktuelt, der udover forskellige madopskrifter også bragte mange fotografier af yngre damer, som havde mistet deres tøj.
Da Herbert Flomme havde en bibeskæftigelse med at formidle damebeklædning, virkede bladet som en orientering om den svenske markedssituation, idet man altid oplyste, hvor disse mere eller mindre afklædte kvinder kom fra, og dermed kunne han se i hvilke byer, der var behov for tilførsel af varer.
Vi søgte information om retten, men fandt det for meget med en komplet kokkeuddannelse for en enkelt rets skyld. Vi skulle tjene til føden til de allerede dengang alt for mange ansatte på Øster Brækkelses kommunekontor. Da de kun havde vores skattepenge at leve af og slet ikke magtede et ordentligt job, ville det være umenneskeligt at stoppe vores bidrag.
Vi søgte vi efter et kursus i gule ærter, først hos Nr. Usseldrups liberale oplysningsforbund ULOF, senere også hos Holstebros arbejderoplysningsforbund HAOF samt de fisefornemmes oplysningsforbund HFOF.
Aftenskolerne
Til vor store forbløffelse tilbød aftenskolerne alle mulige kurser, såsom fletning af peddigrør, hønsestrik på strikkepinde nr. 12, Zen-buddhistisk gymnastik, indo-kinesisk filologi samt foredrag om emner som ”Kan man dyrke Samsø-kartofler i Nordvestjylland?”
HAOF havde et kursus med titlen ”Pensionér dig selv direkte fra folkeskolen” og et andet, der hed ”Tag hensyn til din sagsbehandler, bliv en mere professionel bistandsklient” og meget mere af samme slags. Det havde man enorm succes med.
Det stod hurtigt klart at den viden, vi kunne få om emnet i Nr. Usseldrup, ikke rakte til vores behov. Vi måtte, som så mange andre før os, ud over sognets grænser for at finde de store visioner.
Målet var og er at finde frem til ”alle gule ærters moder”.
Madlavningskunsten blev efter 1960’erne efterhånden anset for at være noget, man havde fundet på for at undertrykke kvinderne i deres kamp for ligeberettigelse, og da man samtidig åbnede de første fast food-spisesteder, glemte de fleste at lave mad, fordi de opfattede det som kønsdiskriminerende adfærd.
(Højdramatisk fortsættelse følger)
OMDREJNINGSPUNKT: FLERE
LUSSINGER FOR HVER LANDKRONE
Finansreportage: Crass Børsting
En landproletarisk finanseksekutivkomité under foresæde af redaktør Louis B. Knockel har besluttet at opskrive den lokale landkrone fra den historiske omsætningsværdi, hvor pari var 1 velsmurt hverdagslussing, til 2 lussinger, gældende fra i morgen tidlig kl. 05.14.
Altså: En fordobling af kroneværdien med ét velrettet slag.
– Med sædvanlig koldblodig ro har vi fulgt nedturen for konkurrerende valutaer som den islandske, svenske og saudiarabiske. Især har vi noteret os den længe imødesete og meget glædelige kollaps i Holstebro, hvor såvel ejendomspriser som homofile tjenesteydelser nu er i frit fald, udtaler redaktør Knockel. – Tidspunktet er kommet for os til at styrke økonomi, moral og beskæftigelse.
Den overalt i Usseldrup, Klamhuse og Blodhavn omsættelige landkrone har siden 1947 været bundet til faste værdier som 400 g mørkebrunt, splintfrit rugbrød og gængse tjenesteydelser, f.eks. fremleje af et rengjort, slidstærkt genbrugskondom i 14 minutter.
Transport- og brændselssektoren er ligeledes knyttet til dette fastkurssystem, og sådan vil det fortsat være, blot med den absolutte basisværdimålestok, den flade nordvestjyske hverdagslussing, fordoblet i værdi.
– De lokale penge er desuden gjort direkte konvertible (100 til 100) med den bulgarske landvaluta, Gonossaen, således at vor samhandel med denne vigtige partnernation kan opretholdes og videreudvikles.
Brunvaregaranti
Samtidig udstedes en uindskrænket garanti for alle ind- og udlån i Usseldrupegnens Spare- og Laanekasse af 1891.
Til sikring af kassens forpligtelser er indlagt et ekstra stødlager af værdifulde faconfækalier i bokskælderen på Stationsvej, bl.a. den blodmarmorerede ædelpølse “Hakon Jarl” fra 1954, som Louis B. Knockel selv i sin tid frembragte. Den var doneret til Ekskrementariet i Nørre Usseldrup, men under indtryk af de globale konjunkturer vil den nu igen gøre fyldest som reservevaluta og en vigtig del af fundamentet under Nordvestjyllands økonomi.
NETOP INDLØBET EXPRESKOMMENTAR FRA
VOR KORRESPONDENT, hr. Severin von Münchhaus:
Højt ærede Herr Redacteur,
Man kan ikke noksom glædes over den prompte og resolutte Indskriden overfor den udefra paaførte Finanskrise. Deres effektive landproletariske Finanseksekutivkomité har skaaret ind til Benet, slaaet Hovedet på Sømmet og udvist rettidig Omhu. Og som en Sidegevinst, nok en Gang, forbedret Muligheden for Disciplinens Opretholdelse!
Her i det sjællandske har vi ikke selv Mulighed for, at gardere os imod de financielle Urimeligheder, som bland Andet den ikke saa fjerntliggende Kjøbstad Roskilde paafører os ved sin Banks nu afslørede, urimelige, kjøbstadsmæssige Skalten og Valten. Vi er underlagt den almindelige sjællandske Kronekurs og kan ikke, her i Tersløse indføre saa resolutte og effektive Foranstaltninger, som i Deres ærede Storsogn.
Imidlertid er Problemet i høj Grad til at overskue. Her hos os har vi forlængst lagt os efter en økonomisk Model, der indebærer at Ingen er i Tvivl om Vekselkursen mellem en Flæskeside og et læs nyopgravede Kålrabi. Mellem Brugsuddeleren og vort Landproletariat er ligeledes etableret en god Consensus om Bytteværdien af de Producter der kan tilbydes for Butikkens Udvalg af forskjellige importerede, livsnødvendige Varer. Men disse er egentlig ganske faa.
Omend vi her, ikke kan opvise den samme Karakterfasthed og Disciplin som i Deres beundrede Storsogn, lever man dog, efter Fædrenes Skik i nobel Nøjsomhed. Her bruges ikke Sparepenge paa Frynser og fransk Lingerie. Saa selv om vi er ærgerlige over, ikke selv at kunne træffe Forholdsregler, er vi lykkeligvis ikke særligt berørte.
Deres altid forbundne
På nattens ridt har jeg ofte erfaret,
Noget det er vigtigt at få forklaret.
Der er for mange som tror at jeg er en hellig gud,
Beklager – det er et vådeskud.
Vi Aser har ingen guddommelig magt,
Det skuffer måske – men nu er det sagt.
Til gengæld har vi stor erfaring – og viden
Fordi vi har været på kloden hele tiden.
Længe før menneskearten blev til,
Og indgik i apostlenes dæmoniske spil.
For lige fra menneskehedens spæde begyndelse,
Blev flertallet ofre for profeter og tyranners forkyndelse.
Aser er vidner til hvad der var på færde,
Da profeter og tyranner blev de missionærer
Som gav flertallet love – og pligten til,
At deltage i deres sammenspiste narrespil
Vi har gennemskuet at alt om deres løgn og latin,
Og ved at deres guder er som den hvide kanin
En gøgler trækker op af sin hat,
Et blændværk som gør dem han kan narre helt besat.
For selvom bedraget er godt camoufleret,
Blev for mange forbløffet – ydmyget og desavoueret.
Fordi missionærerne har helliggjort deres magt til at befale,
Kan de også tvinge flertallet til at betale.
Deres hellige diktater blev gjort til noget ukrænkeligt,
Men vi indser det er meget betænkeligt.
Når deres hellige guder blev kreeret af dem der vil føre
Menneskeheden på vildspor og lukke alle de døre,
Som skjuler formålet med deres missionske snakken
Om pligter, dyder og evig hakken,
På enhver som kan se der er noget rivende galt,
Og at dette magtmisbrug er katastrofalt.
Der blev lovet flertallet beskyttelse,
Selvom der faktisk var tale om en listig udnyttelse.
Der beriger nogle få på bekostning af mange,
Som til gengældt fik kår der var slunkne og trange.
Vi Aser er derimod en del af en evige snirklen,
Denne stadige vekslen i elementernes cirklen,
Som er livet, døden, jorden og vandet
Og ingen af os er groet fast i landet.
Vi er til for dem som har sans for vor færden
De som findes fordelt over hele verden.
Vi har ingen idealer og derfor heller ingen moral,
Den slags forskrifter er ikke andet end pral.
Men fortvivl nu ikke vi er nemme at finde
Vi lever i pagt med de evige vinde,
Som vifter omkring enhver der kan og vil lytte
Til vor viden om alt det der kan være til nytte,
Og bliver serveret i mine kvad,
I min helt egen stil og frisk fra fad.
Et fad der bugner af meget forskelligt,
Om dette og hint som ikke er helligt.
Det hellige byder os meget imod,
Det er godtkøbskram budt til fra en fjællebod,
Som bestyres af en stodder som står bag disken,
Og falbyder skidtet med en vennesæl smidsken.
Til de der ikke forstod de blev narret,
Nøjagtigt som det vi så klart har erfaret.
Ikke siden 1945 har husdyrbranchen i Nordvestjylland manglet arbejdskraft i den grad, som det i dag er tilfældet.
– Vi kunne beskæftige over 400 flere, hvis det var muligt at få kvalificerede folk frem, udtaler husdyrsagens førstemand, redaktør Louis B. Knockel. – Der står en bred vifte af ledige job og venter: På husdyrslagterierne, i avlsarbejdet, ved dressur og disciplinering og ikke mindst i seksualindustrien, hvor fejlopdragne husdyr hver eneste dag og nat medfører bidskader og anden overlast for det betalende publikum.
– Det er bydende nødvendigt, at husdyrindsatsen systematiseres og skærpes, inden turisterne igen vælter ind over vore sognegrænser. Kombinationen af løsslupne turister og utilstrækkeligt disciplinerede husdyr kan føre til landsdelens moralske og økonomiske undergang. Løses problemet ikke i de nærmeste uger, må vi udkommandere en tvangsarbejdsbrigade af oldinge til de mest nødvendige opgaver.
SE OGSÅ:
Bedste, højtærede og dybt beundrede Herr Redacteur.
Afvigte sommer dukkede der, fra den nærliggende Kjøbstad, hvorfra man
hævder at kunne haandhæve Jurisdiction over vort uskyldige Landsogn,
to Mandspersoner op ved Gadekæret.
De gav sig til at fiske Guldfisk!
Igjennem Aarene, hvor stigende uansvarlig omgang med surt erhvervede
Penge har manifesteret sig, har adskillige Smaakaarsfolk anskaffet sig
saadanne overflødige Pyntegjenstande, og naar de blev trætte af det
stadigt mere plumrede Vand, lempede de fornuftigvis disse besværlige
Pyntedyr ned i Gadekjæret. (De kan jo ikke fortæres). Deer har de
udgjordt nyttig Føde for Karper, Aborrer og for den gamle snedige
Gjedde, Mester Mikkel, som selv de mest ihærdige med Medestænger, ikke
har haft Held eller Dygtighed til at faa paa Krogen.
Adspurgt om, hvorfor de dog gik paa Guldfiskefiskeri, svarede disse to
communale Personer, at Aarsagen var, at disse Fisk var artsfremmede.
Da vore brave Landsbyboere, som i større tal var stimlet sammen, hørte
dette, opstod en slags Uro, hvorved de to Biologer uheldigvis blev
pressede ud i Gadekjæret, som er 2 à 3 meter dybt. Der var ingenlunde
Tale om Voldsanvendelse, men da de forsamlede hørte Begrundelsen for
Fiskeriet, blev Pladsen simpelthen trang, da Folk knækkede sammen af
Latter og derved fyldte noget mere end i oprejst Stilling.
Faa Dage senere havde vi i Jægerbroderskabet af 1832 vort kvartaarlige
Møde. Efter en lidt uinteressant Gjennemgang af Fredningsperioder (Vi
skyder nu, som det passer os, og naar det passer os paa vor egen Jord) –
kunne eet af vore yngre Medlemmer, Gaardmand Carl Weber-Freischütz, 62
Aar, berette fra et møde han havde bivaanet i Høng og Omegns
Gjensidige Jagtselskab, at man nu burde være opmærksom paa, at en
Række tilkomne Arter frit kunne bortskydes. Idet de ansaas, ikke at
høre naturligt til dansk Fauna, kunne nu Den sorte Svane, Den
amerikanske Skarvand, Maarhunden og yderligere et antal ”Artsfremmede”
Dyr frit jages, med Udryddelse for Øje.
Det naive unge Menneske benyttede Udtrykket ”Invasive” arter. Vi mere
modne Mænd, som for fleres vedkommende fra Ungdommen af, var blevet
gennemtampede i Latinskolen i den nærliggende Kjøbstad, forstod jo
udmærket den fine latinske betegnelse og Mødet truede med at fortabe sig
i Beretninger om Lille Jensen, Gale Ras og hvad disse ondsindede Tampere
nu ellers hed.
Vort møde var henlagt til Pogeskolen, og medens man fra Kjøkkenet
spændt ventede paa signal til at Spisningen kunne paabegyndes, var der
aabenbart ogsaa blevet lyttet ved Døren.
I hvert Tilfælde tillod den unge Hjælpedegn, Rasmus Bjerg, 48 Aar, sig
at træde ind blandt os bedre Mænd og tiltage sig Ordet. Denne
blegnæppede, skravlede Yngling fremførte med Fistelstemme, at
holdningen til de nævnte tilkomne, var ren Xenofobi og Racisme! Vi,
i vort velstaaende Sogn skulle være glade ved, at kunne byde de udefra
kommende velkomne og at lade dem fouragere paa vore Marker og i vore
Moser. Inden vi fik Fyren bragt til Tavshed, naaede han endda at
fremføre, at vi i tilgift skulle udlægge Vinterfoder, i haarde Tider !
Ja, har man hørt Magen ? Om de nævnte Arter er god Kost ved Husbonds
Bord skal vise sig. Men i Folkestuen gaar de vel an. Og den, som ikke
værdsætter Madmoders Kost kan gaa sulten i Seng, efter en god Dragt
Prygl.
Ja, Herr Redacteur; de nyeste Galskaber fra den fordærvelsens Pøl som
kaldes Hovedstaden og videre fra den ikke mindre raadne Kjøbstad,
rammer beklageligvis ogsaa os troskyldige Landboere, men med passende
Dumhed (fra vor Side) i Omgangen med disses Repræsentanter og med
daglig sund Sands i hjemlige Anliggender tænker jeg, at vi nok klarer
endnu en Vinter og Vaar.
Med de mest forbindtlige Hilsener og med min vedvarende højagtelse
forbliver jeg
P.S. Med hensyn til Invasive Arter ser man frem til, at den kjære fugl jeg
under et af min ungdoms Besøg i Scotland, lærte at kjende som “The
Famous Grouse” indfinder sig her i Tersløse.
LOUIS B. KNOCKELS BESVARELSE:
Spar ikke på patroner eller hasselkæppeprygl
Allermest ærede hr. von Münchhaus,
folkeoplysningens utrættelige ven og velgører
Jeg må i et og alt bifalde, at forvaltningen af lokal natur varetages af lokale jægere i moden alder. Disse afgør suverænt, hvem der skal have lov at formere sig og spise af landets frugter, og hvem der skal bortskydes eller i det mindste under trussel herom jages ud over sognegrænsen.
På min hjemstavn fører vi nøje kontrol med invasive arter, såvel to- som fir- og seksbenede. Hvad de sidstnævnte angår, har vi haft betydelig gavn og glæde af en stamme albanske væggelus, som en lokal søfarende, overfyrbøder Harding Z. Grüde, Blodhavn, i begyndelsen af 1950’erne hjemførte. De er siden opformeret til en veritabel slagstyrke, der hver sommer sættes ind mod pengeløse sovepose-turister og andre fremmede, der i utilstrækkelig grad bidrager til hjemsognenes næringsliv.
Efter en enkelt nat i selskab med de albanske kæmpelus ser vi disse uønskede gæster bevæge sig i rasende tempo mod sognegrænsen, og de vender sjældent eller aldrig tilbage.
Om vinteren gør overskydende lus nytte som hønsefoder.
Jeg slutter i forvisningen om, at De, hr. von Münchhaus, og Deres bevæbnede naboer vil være i stand til at imødegå trusler af enhver art, og at hasselkæppen også i sognets roligere dage og uger vil danse over såvel tilvandrede som hjemmefødte usselrygge.
Med fremdeles højeste agtelse signeret, Deres
