Den nyuddannede tømrersvend, Ruffe Steenbrud Skelskør, bortsælger i morgen sit svendestykke til højest bydende. Svendestykket er et såkaldt villavehikel, som både er unikt af sin art og genialt i sin enkelhed.
Tømrersvenden har på intelligent maner formået at forbinde et terrængående køretøj og en bolig i en epokegørende symbiotisk sammensmeltning.
Den kørende luxusvilla er særdeles velegnet til rastløse familier, der ikke udholder at bo det samme sted flere døgn i træk. Det nomadiske hjem rummer to værelser, en slyngelstue samt et das på første sal, der via et indviklet rørsystem er forbundet med det avancerede fækaliedrevne fremdriftsmaskineri i fundamentet.
Loftet fungerer som styringsrum hvor styrepind og speederen sidder. Det enorme befordringsmiddel bremses med et tilhørende anker.
Hr. Steenbrud Skelskørs svendestykke bortauktioneres i morgen på Klamhuse Vestermark kl. 06.02 prc.
Et af årets lokalpolitiske og moralske højdepunkter nærmer sig: Grisefesten, hvor årets pamper udråbes, berøves sine ejendele og udsættes for lussinger og hasselkæppeprygl (under forudsætning af, at vedkommende er mødt frem. I hans fravær vil slægtninge og/eller tilknyttede husdyr tvangsmæssigt gøre fyldest).
Med eller uden pamperens tilstedeværelse vil hans lokale værdier i dagene forinden være beslaglagt og omsat til luxuriøs folkebespisning i form af krydderpølser, svinekroppe, gummimarmelade, drikkepetroleum og andre af de nydelsesmidler, vi her på egnen sætter så højt.
Pampervalget er i år faldet på Yanus Qualm, søn af husdyrpryglefoged Arthur Qualm-Andersen, Blodhøj. Unge Yanus udvandrede allerede som 13-årig fra den fædrene hjemstavn til Holstebro for at gøre karriere, dels som husdyrtestikelpoleringsentreprenør, dels som juniorpamper i storbyens dominerende socialistiske herskerkredse.
Hr. Qualm, der i dag indtager en betroet stilling som konsulent og projektleder ved Holstebro kommune, har vist exceptionelle evner, når det gælder om at formøble betragtelige pengemidler, ofte flere hundrede kroner om ugen, såvel i lokalområdet som længere sydpå i verden.
I de senere år er det især sygehusvæsenet, der har nydt godt af hans indsats.
“Dødeligheden og udgifterne viser samme smukke opadgående tendens,” udtaler hr. Qualms mest trofaste politiske støtte, ægtehustruen, oversygeplejerske fr. Phimosa Qualm-Landgrüde. “Dertil skal føjes, at hver eneste indlagt patient nu producerer over 17 liter værdifuld tarmgas i døgnet, og de, der forlader os i live, kan selv fremdrive de vehikler, der skal borttransportere dem.”
Nomineringen til årets pamper indløb fra de senere års førende mand på feltet, hr. Lalle Birk Lallesen. En folkeafstemning bekræftede hr. Qualms kandidatur, og Louis B. Knockel har personligt været beskæftiget med at beslaglægge alt, hvad der findes af værdier i Qualm-slægtens eje på denne side af sognegrænsen.
– En spadserestok med indbygget rottetæmmerfløjte og to pelsforede skridtbeskyttere er blandt de velhavergoder, jeg fik fat i. Værdierne rækker til en storslået folkefest, som vil tage sin begyndelse lørdag kl. 17.14 prc. på bålpladsen, Klamhuse Vestre Losseplads, oplyser Louis B. Knockel.
Jeg vil opretholde stram disciplin i de opmarcherede folkekøer, og hvis hr. Qualm skulle møde frem, vil der være nogle hundrede lussinger i reserve til ham personligt. Får vi ham ikke at se ved denne lejlighed, kan lussingerne trække renter i hans favør, indtil aflevering sker.
Hr. Lalle Birk Lallesen, hvis egne værdier for nylig kom under hammeren, vil holde båltalen. Festen slutter kl. 19.01 prc., hurtig afmarch gennem lossepladsens østport.
Endnu et storværk får premiere i Klamhuse Cinematographiske Biographteater lørdag kl. 15.27 prc. Derefter ny forestilling hvert femte minut. Hurtig udmarch ad bagtrappen. Louis B. Knockel vil være til stede, iført lussinghandsker.
Filmen er tilladt for alle (børn og oldinge står i mellemrækkerne og holdes under stramt opsyn). Billetpris kr. 0,12. Fødevarer, balloner og sanghæfter konfiskeres ved indgangen.
Et flerårigt udgravnings- og opmuringsarbejde nåede i morges sin festlige fuldendelse, da en spandfuld rygende varme husholdningsfækalier blev styrtet ned i den silo, som Klamhuse Agrarproletariske Andelsselskab af 1901 har ladet rejse.
– Det er en stor dag for egnen og for alle småbønder, husmænd og jordløse arbejdsfolk, udtalte selskabets formand, Ornhardt Bonde, før han tippede spanden. – Med egne moderne lagerfaciliteter kan vi nu opsamle den brune råvare, holde den fugtig og smidig under optimale forhold og videresælge den, når markedsprisen kulminerer. Vi frigør os hermed fra den privatkapitalistiske fækalieoplagringsbranche, som gennem årtier har profiteret på de jævne lokale leverandører.
Siloen, der knejser over Klamhuse Banke, kan rumme 36.000 liter (ikke-komprimeret) nordvestjysk normalvare. Brødrene Q. og C. Ferkel, Klamhuse Totalentreprise, har konstrueret den efter bulgarsk forbillede.
Louis B. Knockel overbragte en festglinsende åbningsgave i form af et knippe mønsterpølser fra Det Knockelske Officins personaletønde. Han udstak derefter de nødvendige retningsvisende lussinger for at sætte gang i landproletarernes kædedans omkring siloen.
E. Stürwolt var under en luftvehikelinspektion, en diset forårsmorgen, så heldig med sit boxcamera at indfange en dramatisk hændelse på Nørre Usseldrup flyveplads (nogen kender den bedre som Klamhuse Aerodrom).
Den dynamiske og entreprenante Sverker Suhrströmming forhindrede ganske enkelt en flykapring.
Sverkers mistanke opstod prompte på hans morgenrundering af pladsen, da han ikke genkendte brunvareemmissionsgassens letgenkendelige aroma: Der blev anvendt importeret driftsmiddel!
Den fra Holstebro angiveligt kendte storkriminelle grosserer XXX, var i færd med at udsmugle inddampet Styrtlatrins-Ambra til sit familiekonsortium i et tyvstjålet luftvehikel. Ved eftersætning, standsning og nødlanding af dette, blev et mindre skafotsnedkeri og en hel boghvedemark pløjet op af Sverkers skosnuder.
Et chokeret vidne, kalvelårsmassør Merskum Wienerwaltz, udtaler med bæven: ”Jeg har aldrig set noget lignende”
Styrtlatrinsambra, en specialitet fra sognet (utallige er anvendelsesmulighederne), er som bekendt højt skattet og en eftertragtet sortbørsvare i andre dele af landet, hvor hverken teknik til fremstillingen, eller moralsk stamina er til stede. Derfor er priserne også steget til himmels de sidste år. Her et foto af en mere end uvillig grosserer XXX **, som nu kan imødese års genopdragelse, sandsynligvis ved kværnene i brunvareminerne. Hvorledes grosserer XXX er gerådet i denne disgresse, er en tragisk og gribende historie, som avisen må illuminere en anden gang.
Da flyet var bragt til standsning og landing, og grosserer XXX var pågrebet under den obligatoriske tumult, og ladningen af styrtlatrinsambra var sikret, sås en tilsyneladende kvindelig halvt formummet personage stikke af fra et skjult lastrum, svingende med en iøjnefaldende transportbeholder. Vi kan kun gisne om indholdet.
En ordensmagtspuddel eftersatte straks delinkventen, som muligvis kan være en ‘konsulent‘* eller en ‘projektleder‘*. Måske bagmanden for hele affæren? Pudlen måtte opgive ved kommunegrænsen pga. kommunegrænsefobi, et kendt problem i avlen af ordensmagtspudler. Men lystre kan de.
N.B. Ordensmagtspudler har ikke samme problemer ved sognegrænser, da man jo ved disse undgår nærkontakt eller kopulation med udenbys genetisk materiale (typisk f.eks. pensionister eller får).
Sverker Suhrströmming udtaler efterfølgende beskedent, at han kun gjorde sin pligt, og ved førstkommende lejlighed vil gøre det igen. Usseldrups luftvehikler er højpatenterede, og må ikke falde i hænderne på Holstebro sogneråd. For dusøren vil han købe et par nye sko af flettet puddelskind.
* Til læseren: Konsulenter og projektledere er fusentasteri på højt niveau. De udklækkes naturligvis ikke på vore hjemlige sognegrader, men indsniger sig af og til, camoufleret som bælgorgelspillere, totaltatoverede naturister, brunvarealkymister og andet godtfolk. De er ikke egnede til straf, selv ikke gængse saltvandskure med lussinger, hasselkæppe, og gummiskafotter, har givet moralsk reproducerbare resultater. Trist, men videnskabsfolk arbejder intenst på en forsvarlig kur.
** I avisens arkiv forefindes op til flere fortrinlige portrætter af hr. grosserer XXX (ligeledes et par stykker af svogeren ZXX og nevøen ZXY)
2. del af det videnskabelige drama om ernæringsforskeren Herbert Flommes eftersøgning af de gule ærters oprindelse.Se 1. del her
Herbert Flomme beretter:
Kvinderne ville madlavningen til livs. De havde gennem mange år mishandlet råvarerne, og deres underkuede mænd havde pligtskyldigt spist, hvad de blev budt, men nu skulle det være slut. Argumentet var, at det var kønsdiskriminerende og blev anset for at være noget, mændene havde fundet på for at undertrykke kvinderne i deres kamp for ligeberettigelse.
Det gik langsomt op for mændene, at kvinder ikke var særligt egnede til madlavning, og at dette var en ny sag, hvor kvinderne havde lidt nederlagdet ville man godt nok ikke, i stedet blev det tabte slag camoufleret med floskler om kvindeundertrykkelse og manglende ligestilling. Tabe ansigt ville man ikke.
Det mest provokerende argument var, at kvinderne hævdede, at de ikke ville have dobbelt arbejde, hvilket er helt hul i hovedet. Når man er dobbelt så længe om at udføre et stykke arbejde, så er det da klart, at det tager tid.
Det var også i 1960’erne, at man i i ind- og udland begyndte at lægge alle småprovinserne sammen. Dette socialistiske projekt var karakteriseret af mange mærkværdigheder. For eksempel flyttede man det derværende Storsogneråd frem og tilbage mellem 2 større byer, alene med det formål at holde parlamentarikerne vågne.
På trods af disse storslåede initiativer er sammenslutningstanken aldrig rigtig slået igennem her i Nordvestjylland. I Nr. Usseldrup vakte den dog speciel politisk interesse i Geriatrisk dødsliste, der gerne så, at medlemmerne fik mulighed for at komme op og få lidt frisk luft en gang imellem.
Indskud: Her gør den berømmede kogekone. fr. Senilia Platfuss høfligt opmærksom på, at målet stadig er at finde frem til ”alle gule ærters moder”, og at man nok bør koncentrere sig om dette.
Ved prøvesmagning 2 var der International deltagelse i form af en en thailandsk stewardesse ved navn Phutin Bachî-iin-Fran.
Phutin var stewardesse på Thai Airways, mens hun samtidig arbejdede som udviklingsstewardesse i Nr. Usseldrups lokale luftfartsfirma, SNOPSTRUP AERONAUTISKE SELSKAB, som på det tidspunkt havde et udvekslingsprogram med Thai Air.
Hun blev i øvrigt senere afskediget, fordi hun kom i modstrid med den vedtagne politik i selskabet: At have de højeste billetpriser og yde den dårligste service. Phutin var en meget service-minded stewardesse, og hun ydede, efter hvad rygtet sagde, en overordentlig god service til en mandlig passager på den agterste række i flyet, mens det i 10.000 m højde fløj gennem kirgisisk luftrum.
Et såkaldt lufthul gjorde, at hun kom til at sætte tænderne lidt hårdt i en meget følsom mandlig legemsdel, med det resultat, at der undslap passageren en temmelig højlydt forbandelse. I den almindelige tumult faldt de begge ud på mellemgangen.
Indre Mission kan ikke kapere de rystende scener
Alt dette havde ikke betydet noget, hvis der ikke i maskinen havde befundet sig en delegation af folk fra Indre Mission, der skulle ud til den fjerne orient og overbevise barbarerne om nydelsen ved et afholdende liv og kolde afvaskninger.
Det var en kendt sag i kristne kredse, at disse indfødte formerede sig som rotter, hvilket som
bekendt er yderst uciviliseret og ”Herren havde i en åbenbaring forklaret den gode mission, at de skulle sørge for at stoppe svineriet, og give dem noget god gammeldags nordvestjysk skyld- og skamfølelse”, således man kunne stoppe deres frivole optræden. Livet skulle nødigt blive en leg.
Delegationen bestod hovedsageligt af kvinder, der iført en helt utrolig anstændig beklædning i form af en sort højhalset kjole med uldne strømper samt en frisure med knold i nakke. Desuden nogle herrer, som var ualmindeligt tyranniserede af samme kvinder. (Netop det sidste forhold er senere blevet helt almindelig hverdag over store dele af Nordvestjylland, men lad nu det ligge.)
Da Phutin faldt ud på midtergangen, var det så uheldigt, at man et kort øjeblik kunne se hendes såkaldte ”ædlere del”, som i øvrigt var nydelig trimmet med midterskilning.
Det blev alt for meget for de religiøse damer. Ikke blot var det uanstændigt at fremvise sin ædlere del, men at hun plejede den og trimmede hårvæksten var en skændsel langt ud over, hvad man dengang overhovedet kunne forestille sig i Indre Missionen.
Som vi alle ved, når der først går religion i den, så går den sunde fornuft tabt, og selskabet måtte vælge mellem at fyre den søde stewardesse eller miste kunderne fra Indre Mission i
fremtiden.
De truede simpelthen med at gå over til Pakistan Airline, som i øvrigt gik under navnet Dysenteri Ekspressen, fordi de fleste af selskabets kunder led af usædvanlig dårlig mave, men de kristelige var villige til at løbe den risiko.
Desværre har jeg aldrig selv haft fornøjelsen at flyve med samme maskine som Phutin, men man må sige at hun, havde fundet et koncept, der vil give ”SNOPSTRUP AERONATISKE SELSKAB” en grundlæggende fordel i den skarpe konkurrence.
Indskud: Her gør fr. Senilia Platfuss atter høfligt opmærksom på, at målet må være at finde frem til ”alle gule ærters moder”, og at man nok bør koncentrere sig om dette snarere end pakistansk og anden luftfart.
Jagten på den historiske sandhed om de gule ærter fortsætter
ufortrødent. Hr. Sokrates Olsen og dr. Herbert Flomme vil ikke
skuffe den tusindtallige læserskare.
Blodhøj Dyrepark, grundlagt 1932 og hidtil bedst kendt for sin bestand af snegle, firben og nordeuropæiske spidsmus, udvider nu drastisk. Via en international dyrehandler har parken erhvervet et velholdt og velplejet yngre snyltedyr, der fremtidig vil være hovedattraktion i samlingen.
– Der er tale om et højt forædlet dyr med kraftige genitalier og ca. 57 tænder i munden. Vi fodrer det med halm og komprimeret fiskeaffald og vil absolut mene, at det berettiger en forhøjelse af entréprisen, som derfor fremtidig vil være 13 øre, et par raske lussinger inkluderet, udtaler dyreparkens daglige leder, veterinærbøddel Hubert Lufferthage, Klamhuse.
Redaktør Louis B. Knockel har besigtiget snyltedyret og godkendt dets tilstedeværelse i Nordvestjylland.
– Det er et ganske anseligt eksemplar, formeringsdygtigt og på andre måder praktisk anvendeligt. Man må formode, at det kan tiltrække turister fra ind- og udland. Så vidt vides har vi ikke siden midten af 1800-tallet haft et fritlevende snyltedyr her på egnen (omend en del af de domesticerede varianter), og så længe det her fremviste individ bliver pryglet dagligt, kan det næppe anrette moralsk skade. Skulle dette alligevel ske, kan jeg love en hurtig og definitiv reaktion.
