Bax IX Lubbert var på vej mod havnen. Snefnug prellede af på hans læderagtige ansigtshud. I den ene af hans håndboldstore næver, stukket ned i overallens højre lomme, lå den rubinring, han netop havde vredet af Lydias finger.
Var jeg for hård ved tøsen? tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl. Nej, fandme, hun skal ikke ind i en burgøjserfamilie af diskenspringere og modeherrer. Så længe vi har ranke og hæderlige yngre dynamitfiskere her i Blodhavn, kan og skal Lydia finde en ægtemand i deres skare. Sådan har vi Lubberter parret og formeret os med gode resultater gennem ni generationer, og sådan skal det denondefjerteme fortsætte, i hvert fald min tid ud.
Blodhavns gader lå øde hen i aftenmørket. Nordvestjylland ydede sit bidrag til den globale klimakamp ved at slukke for elværket hver aften kl. 21.19, lørdage på ulige datoer dog først kl. 23.11. Et par huller i sneskyerne slap stjerneskær igennem, og Bax’es tunge fiskerstøvler kendte vejen over havnepladsen. Forude anede han omridset af sit gode skib Liberator VII Lubbert.
En cykelklokke klemtede tæt ved hans venstre øre, og en foroverkrummet skikkelse strejfede hans skulder.
”Se dig for, klovn!” råbte Bax efter racercyklisten, som allerede fortonede sig i mørket. ”Næste gang bli’r du kylet i havnen!”
Han troppede om bord på båden. Det var tid til et par timers søvn i mandskabslukafet forude, men en ureglementeret lyd nåede hans ører. En levende fisk plaskede i lastrummets bundvand. Havde unge Jolbert, hans skibsdreng, ikke fået hele gårsdagens fangst af sted til auktionen? Satans til sløseri, og der var lussinger i vente, når Jolbert viste sit fregnede ansigt kl. 04.29 i morgen tidlig.
Kraftige, hurtige lussinger, javist! Bax gjorde den refleksbevægelse, som ordet lussing altid udløste. Hans højre hånd, stor og hård som et skovlblad, kom op af lommen og svingede en halv omgang i mørket.
Han mærkede ikke, at rubinringen faldt ned i lastrummet, og han så ikke, at den enlige Vesterhavstorsk dernede havde gabet stående åbent, og at ringen i næste sekund var væk.
Helt og aldeles væk og borte.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Lydia lagde røret og brugte 25 minutter på at pakke det mest nødvendige i sin kuffert. Hun forlod lejligheden, passerede Bennis forladte bil og prajede en hyrevogn. Chaufføren hjalp med at læsse den tonstunge kuffert på ladet.
“Blodhavn Storhotel,” sagde hun.
“Javel, strax!”
Da hun 8 minutter senere nåede frem foran det elegante hotel stod Benni stakåndet ved indgangspartiet og ventede på hende.
“Min elskede,” prustede han. “Det tog sin tid, men godt du kom … host … jeg er løbet hele vejen fra …”
Lydia knaldede ham en lussing.
“Du kan ikke være det bekendt,” sagde hun med bævrende læber. “Du stak bare af mens jeg stod og ventede …”
Benni greb hendes hånd.
“Hvor er din ring?”
“Den har far taget!” Hun knaldede ham endnu en lussing og brød hulkende sammen.
Benni ømmede sig og omfavnede hende. Et øjeblik var han fortørnet over svigerfars handling, men ved nærmere eftertanke var det måske udmærket, at rubinringen slet ikke var i deres besiddelse. Forbryderne kunne umuligt finde den nu. Faktisk befandt den sig det sikreste sted han kunne komme i tanke om. Ingen kunne vriste den fri fra bastante dynamitfisker. Måske ikke engang Benni, når den tid kom.
“Jeg skal nok fortælle dig alt. Tør øjnene,” sagde han. “Vi lejer et værelse, nyder et glas bobler og hitter ud af hele dette rod sammen. Aftale?”
Hun nikkede, og de gik arm i arm ind i lobbyen med kurs mod skranken. Bag dem fulgte en piccolo med Lydias bagage. Han jamrede over vægten.
“Hr. Borgwald-Bertelsen? Mig en ære. Velkommen,” sagde den statelige receptionist Dilbert Storkäbe. Han bukkede ærbødigt.
“Godaften, hr. Storkäbe,” sagde Benni. “Min forlovede og jeg vil gerne leje Flottenhejmersuiten for natten …”
“Flottenhejmersuiten?” gispede Lydia. “Jamen …”
“Intet skal mangle. Jeg vil gøre alt godt igen, min sukkersveske,” sagde Benni. “Desuden får vi brug for luxus hvis vi skal kunne tænke os ordentligt om. Det er et spørgsmål om liv, død og ære.”
Receptionisten fandt nøglen til hotellets dyreste værelse og lagde den på disken. Benni fremtryllede en rabatkupon til Klamhuse Herrebeklædningsmagasin og gav den diskret til hr. Storkäbe.
“Hvis De vil være så venlig at holde vores tilstedeværelse hemmelig for alle. Vi er på flugt fra luskede pampere.”
Receptionisten puttede rabatkuponen i frakkelommen og nikkede indforstået.
“Naturligvis. Jeg noterer Dem som hr. og fru Häkkelklejne. De er så godt som gået under jorden.”
“Jeg er Dem evigt taknemmelig.” Benni greb nøglen og tog elevatoren med Lydia til øverste etage.
Da de havde låst sig ind på Flottenhejmersuiten, fortalte Benni alt, hvad han havde oplevet med de to bredskuldrede mænd og den nedrige hypnotisør.
“Men hvad vil de med min forlovelsesring?” spurgte Lydia. Hun havde iført sig sin gennemsigtige natkjole.
“Jeg ved det ikke,” svarede Benni. “Havde banditterne nu spurgte mig pænt havde jeg måske overvejet at sælge den til dem. Til overpris naturligvis. Men når de antaster mig på den usmagelige måde, ja så bliver jeg stædig. Den ring tilhører dig. Ingen andre.”
“Åh, Benni. Hvor er du romantisk,” kvidrede hun og kyssede ham på halsen.
“Du er heller ikke så ringe endda.” Han aede hende på kinden.
7,5 minut senere lå de begge afklædte på lædermadrassen og røg et par hindbærcigaretter.
“Det var dejligt,” sagde Lydia.
“Jeg kunne godt bruge en bid natmad,” smilte Benni. Han rejste sig og gik hen til vægtelefonen kun iført silkeslipset.
“Godaften,” sagde han. “Jeg vil gerne bestille to gange laksekæbe med flamingomos og kristtjørnenesalat. Og en flaske methanollikør, tak. Ja, Flottenhejmersuiten.”
Benni gik svedglinsende hen til altandøren og åbnede for at køle af oven på forplantningsaktiviteterne.
TUCK … TUCK … TUCK, lød det henne ved døren.
“Det var saftsuseme hurtigt,” mumlede Benni og gik hen for at åbne.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Udenfor på hotelgangen stod en mand med en banjo i legetøjsstørrelse mellem hænderne og et grin af næsten ufattelig længde gange bredde nederst i sit lysebrune hesteansigt.
”God aften,” sagde han. ”Jeg er komponisten og festmusikeren Raben Volvo.”
”Æh, vi har vist ikke bestilt musik,” sagde Benni.
”Jeg bor på etagen nedenunder, og jeg hørte jer danse. En helt vidunderlig, accelererende rytme, som jeg vil bruge i en popsang.”
”Jamen Benni altså, hvad kan det være, manden har hørt?” kvidrede Lydia. Hun stod bag sin partner med et sengetæppe af stretchnylon draperet om sin yppige figur.
Musikerens grin trodsede naturlovene og blev endnu større. Hans glorøde ører flyttede om i nakken.
”Som bekendt blev det her skønne luxushotel revet ned i fjor,” sagde han, “og genopført i moderne, lette materialer, fortrinsvis krydsfiner og bølgepap. Man hører derfor ganske tydeligt, hvad der foregår på de nærmeste værelser og etager. Vær nu søde at gentage rytmen, så finder jeg melodien og spiller den imens. Hvis det bliver et danskpop-hit, får I en procentdel af indtægterne. For slet ikke at tale om, hvis nummeret kommer med i en musical på Broadway”.
”Jamen, kan vi det?” mumlede Benni til sin forlovede.
”Det lyder da på en måde romantisk,” svarede Lydia.
* * *
Bax IX Lubbert, Lydias strenge fader, snorkede om kap med klaskende bølgelyde. Han lå i køjen forude i sit gode skib Liberator VII Lubbert, og hen over de små timer var det blæst op vestfra.
Klokken 04.29 præcis blev han rusket i skulderen. Skibsdrengen, unge Jolbert, var mødt frem til aftalt tid.
”Radioen melder orkan,” sagde drengen.
”Satans!” brummede Bax. Selv den tapreste dynamitfisker måtte blive hjemme på en orkandag og muligvis også dagen efter.
Han svingede de behårede fødder ned på dørken. Det snurrede i hans tykke hoved, mens han trak overallen på. Hvad var det, han skulle huske fra i aftes? Jo, ringen med den røde sten, som han havde vristet af Lydias finger.
Han mærkede i lommen, i begge lommer. Hvor fanden var den? Han fandt sin stavlygte og afsøgte hver eneste centimeter af det trange lukaf. Væk var dimsen, forbandet nok. Måske skulle han slet ikke have taget den, tænkte han i et sjældent anfald af selvtvivl.
Han gik hen over det uroligt vippende skibsdæk og kiggede ned i lastrummet. Dér svømmede den levende torsk, som havde irriteret ham aftenen i forvejen. Unge Jolbert fik en højrehåndslussing og et hurtigt kontradask på den modsatte kind, så han ikke røg over bord.
”Den fisk skulle have været med på auktion i går,” sagde Bax. ”Kravl ned og hent den til mig!”
* * *
På vej hjemad gennem den skummelt forblæste havneby hørte Bax et kvækkende ”god morgen” fra en halvåben dør.
Han standsede og kneb øjnene sammen. I døren stod gamle Mutter Schweske, enke efter dynamitfiskeren Harding Schweske, som i 1979 havde tabt en tændt cigar ned i sprængstoflageret på sit fartøj. Det var en klar majdag, og Hardings søndersprængte legeme blev fortæret af tilstrømmende måger, inden de andre dynamitfiskere kunne nå at samle stumperne op. Begravelsen skete med en symbolsk tom kiste af sortmalet pap som midtpunkt.
Lige siden havde venner i fiskerierhvervet og andre gode folk understøttet den fattige enke og hendes cirka 14 børn. Den yngste var efterhånden 38 år, men gik stadig i børnehaveklasse. Førende psykologer betragtede familien Schweske som et langsigtet udviklingsprojekt, og Den Knockelske Socialfond havde år efter år bevilget op til 5,37 kr. til staklernes forplejning.
Mutter Schweske stirrede på den vældige dynamitfisker med bøn i øjnene.
”Lad gå da,” sagde Bax og rakte hende sin syv-pundige torsk. Den var i live og ved godt mod, kunne man se på halen og de vågne øjne.
”Husk nu sennepssovs,” bjæffede Bax, inden han skråede over gaden til Landproletarisk Kælderbodega. Arbejdsdagen var spildt, hovedmåltidet foræret væk; nu kunne man lige så godt få en fest ud af det.
Ved stambordet sad 98-årige onkel Philbert med et tomt ølkrus foran sig.
”En flaske uran 235,” råbte Bax, ”og to Saltum discountcola, og lad det gå lidt gesvindt!”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
“Hvor er den forbandede ring?” råbte doktoren mens han endevendte skuffer og skabe.
Lydia Lubbert var tydeligvis stukket af. Hun måtte være flygtet minutter før han ankom til lejligheden. Men hvorhen? Han måtte vide hvor.
“Hvad er det dog for et spektakel?” udbrød viceværten Storbjørn Lansebasse. Han halsede op ad trapperne og ind i lejligheden iført sin olieindsmurt kedeldragt og med et disciplineringsredskab i den benede hånd.
“Hvad laver De i frk. Lubberts lejlighed?”
“Jeg renoverer,” råbte doktoren arrigt og smadrede en rude med en penisafstøbning. “Det kaldes fengshui!”
Rød i hovedet trampede han ned ad trapperne og ud i det fri. Han ridsede Bennis bil og sprang på sin cykel.
Doktoren grublede. Kvinden havde tømt sit klædeskab og sin badeværelsesskuffe, hvilket betød at hun ville rejse væk i længere tid. Men hun kunne umuligt bære alt det tøj uden en kuffert. Og hun ville blive udmattet af at spadsere med bagagen, hvilket betød at hun var kørt fra stedet. Men det var almindeligt kendt i byen, at Bax IX Lubbert forbød sin datter at tage køretimer. Og efter hele dette regnestykke kom doktoren frem til konklusionen: Hun har taget en hyrevogn!
Galningen kørte på må og få gennem gaderne og kiggede til alle sider som et afsindigt desmerdyr i en kombineret sukker- og koffeinrus.
Efter tre timer fik han øje på en hyrevogn der stod parkeret ved Gylberts Pølsevogn. Chaufføren Mammut Bongojet havde pause. Han fortærede fedtpølser med knas og ketchup. Han havde sovs i ansigtet og på kraven. Han gjorde tegn til pølsemanden.
“Tre storklepperter mere og en kakaomælk til at skylle efter med!”
Doktoren steg af cyklen, trak sit lommeur frem fra jakken og listede ind på den spisende.
“God aften? Har De for nyligt eskorteret Lydia Lubbert fra sin bopæl til en anden adresse?”
“Dynamitfiskerpigen? Ja, men det er flere timer siden. Og så siger jeg ikke mere. Kundefortrolighed og tillid.”
Doktoren gnæggede og brugte sine nedrige kneb.
“De fortæller mig alt. Hvorhen … hvorhen? Fortæl mig hvor.” Lommeuret kørte fra side til side. Schwung … schwung!
“Blodhavn Storhotel,” sagde chaufføren med en monoton stemme. Halvtyggede pølsestykker faldt ud af flaben i en syndflod af savl.
“Glimrende,” sagde doktoren. “Bring mig til hotellet. Storhotellet. Nuuuuh!”
Schwung … schwung … schwung …
“Javel,” sagde Mammut Bongojet og satte sig bag rattet. Doktoren hoppede ind på passagersædet og bad chaufføren afbryde taxameteret.
Motoren brummede aggressivt i gang.
“Hallo?” råbte Gylbert ved komfuret. “Hvad så med pøllerne?”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Doktoren havde tit nok haft skumle ærinder på Blodhavn Storhotel. Han kendte bagvejen ind gennem kælderen, hvor han smøg sig rundt om baljer med kødfoder og plomberede tønder, indeholdende de seneste døgns høst af gæstefækalier.
Hotellets portier, den 187 kg tunge Walmert Poppelkrage, sov formiddagssøvn.
Doktoren kunne se i gæstebogen, at Benni og Lydia havde haft den frækhed at leje sig ind i Flottenhejmersuiten.
Han fortsatte seks etager op ad personaletrappen, der var smal og stejl som en hønsestige.
Den guldbemalede dør til suiten var ulåst. Midt i himmelsengen sad en mand i bar overkrop og stribede silkebenklæder og spillede på en ganske lille banjo. Han grinede som en chimpanse med sit kraftige, fremskudte tandsæt.
”Jeg har fundet den. Den er min – og snart hele verdens!”
”Hvad taler du om?”
”Kærlighed er rytme. Min nye popsang. Vil du høre den?”
”Nej tak. Jeg skal tale med Benny og/eller Lydia.”
”Åh, de dér søde unge mennesker med rytme i kroppene. Desværre, de er taget af sted til hver sit arbejde.”
Doktoren holdt lommeuret frem foran musikerens let skelende øjne og lod det pendulere langsomt.
”Du glider ind i en trance, hvor du adlyder alle mine ordrer. Sådan, banjomand, og lad mig så høre: Har du set en ring med en rød ædelsten?”
”Svaret er nej. Jeg har set meget andet sjovt, men…”
”De unge mennesker skulle vel ikke tilfældigvis have efterladt nogle personlige ejendele, for eksempel et smykkeskrin, her i suiten?”
”Nej. Men kærlighed er rytme, og rytme er kærlighed. Vil du føjte, vil du byt’ me’…”
”Hold kæft og modtag din endelige ordre: Du synger første vers af din elendige sang 439 gange, inden du vågner op og har glemt alt. Er det forstået?”
”Javel.”
Banjoen gav metalliske lyde fra sig, og første vers gjaldede ud af mandens åbne gab. Med et ondt smil om sine smalle læber kantede doktoren sig over vindueskarmen, greb om et nedløbsrør og kurede i løbet af sekunder ned til jordens overflade.
* * *
Benni Borgwald-Bertelsen var i færd med at julepynte strøgvinduerne i Klamhuse Herrebeklædningsmagasin. De opstillede mannequindukker blev iført nissehuer og hvide skæg. En af dem fik traditionen tro også påspændt en rødmalet fyrretræsdildo. Ingen jul i Klamhuse uden denne populære spas.
Formiddagen var næsten altid stille i butikken og på Strøgboulevarden udenfor. Et hundetrukket invalidevehikel gled forbi, og Benni gengældte førerens hilsen. Klokken 09.24 indfandt en ældre husmandskone sig for at få pengene tilbage for et par uldsokker, hendes mand havde købt i 1979. Han var død i sidste uge, og da sokkerne fremtrådte næsten som nye med kun et lille hul på den højre storetå, mente hun nok, at hun var berettiget til mindst halvdelen af det beløb, der stod på den medbragte, gulnede nota.
Benni trakterede hendes rødbrune, flæskede kinder med otte svirpelussinger og fulgte hende til dørs. Kunder af den slags kunne magasinet undvære.
Han gik ud i baglokalet for at styrke sig på en slurk jordbærte. Radioen var tændt, og mens han gurglede stimulansen i sig, standsede musikken.
”Vi bryder ind med en ekstraudsendelse fra radioavisen. Et uvurderligt smykke er forsvundet i Nordvestjylland, og hændelsen kan føre til en diplomatisk krise mellem Danmark og Norge. Det drejer sig om en guldring med en 2,2 karats rubin, tilhørende den norske sangerinde og dyreværnsaktivist Pula Skogmo, som mistede smykket, mens hun var på vintercamping i nærheden af Holstebro.”
Benni stirrede på højttaleren. Svedperler drev ned over hans unge ansigt.
”Pula Skogmo havde indladt en sigøjnerlignende person i sin campingvogn. Han medbragte en hund, som var sulten og havde en splint i højre forpote. Pula tog sig af hunden, og da mand og hund var forsvundet, kørende i en carrygul Lada af ældre årgang, manglede hendes uerstattelige guldring med den berømte røde rubin, som hendes bedstemor i sin tid fik i forlovelsesgave af forfatteren Agnar Mykle.”
Radiostemmen fortsatte hård og metallisk:
“Pula er for alle nordmænd et nationalt klenodie, ringen ligeså. Den norske statsminister kræver hurtig og effektiv indsats fra de danske myndigheder. Radioavisen vender tilbage, så snart der er nyt i den betændte sag, og tv-avisen bringer en særudsendelse klokken 11. Oplysninger, der kan bringe smykket for dagen, rettes til politiet i Holstebro eller nærmeste politistation.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Benni rystede så meget på hænderne, at jordbærteen skvulpede ned over de fine habitbukser, men han ænsede knapt den kogende væske mod sit lem. Hans tanker var et andet sted.
“Sigøjnerlignende person med hund og en karrygul Lada?” mumlede han for sig selv, mens han stirrede på radioen, der var begyndt at spille et af Pula Skogmos storhits.
“Pis i potten! Jeg er blevet narret. Taget ved næsen.” Han rejste sig med sine våde bukser. “Bare vent til jeg får fat i kravetøjet på den sigøjner.”
Benni trampede ud i butikken og kaldte på den trofaste medarbejder hr. Qualm.
“Jeg bliver nødt til at gå for en stund,” sagde Benni hurtigt. “Det er et personligt ærinde.”
Medarbejderen stirrede på Bennis gennemblødte benklæder.
“Åh, det er der slet ingen grund til,” sagde hr. Qualm. “Jeg lider selv af ufrivillig vandladning. Jeg låner gerne en af mine bleer ud.” Han rodede i sin inderlomme, men Benni havde allerede forladt butikken.
“Hr. Borgwald-Bertelsen?”
* * *
Baggården bag Lamberts Maskinfabrik var plaget af uskøn sigøjnermusik fra en rejsegrammofon i det mølædte beduintelt. Foran teltet stod den gule Lada med åben bagsmæk, der udgjorde soveplads for charlatanens tandløse og pletskallede hund.
Sigøjneren hr. Bimbam sad på en kabeltromle og pudsede det sølvtøj han netop havde nolet fra en nordvestjysk velhaverfamilie.
Da han rettede blikket op og fik øje på Benni, der traskede imod ham med spændte næver, forsvandt hans kåde entusiastiske smil. Han begyndte febrilsk at pakke sin lejr sammen, men nåede ikke langt i processen.
“Din svumpukkel!” Benni greb ham i kraven og gav ham et par lussinger. “Ringen du solgte mig var en hælervare. Et norsk nationalklenodie!”
“Jamen, alle mine varer er hælervarer,” smaskede sigøjneren. “Sådan er mit forretningskoncept.”
Benni svarede med endnu en lussing og lod hr. Bimbam dumpe ned på jorden.
“Du har solgt mig katten i sækken, ækle undermåler. Efter jeg købte ringen er jeg blevet forfulgt af tre skurke der både truer, hypnotiserer og slår,” snerrede Benni. “Og ikke nok med det, vi er på vej mod en skandinavisk krise. Nu giver du mig nogle oplysninger, ellers …” sagde Benni og løsnede silkeslipset. “Må jeg gå over gevind.”
Sigøjneren løftede afværgende håndfladerne og gik krumrygget bagud.
“Ja, ja .. I sidste uge var jeg ude på tyvetogt, da jeg så tre mænd tale sammen ude foran biografteateret. Jeg skulle netop til at snuppe den enes lommeur, da de begyndte at tale om en rubinring, som tilhørte konen, søsteren eller kusinen. Hun var på ferie nær Holstebro. De planlagde at stjæle ringen fra hende. Jeg lod lommeuret være og kørte i stedet ud for at komme mændene i forkøbet.” Sigøjneren smilede fjoget.
På gaden udenfor kørte fire udrykningskøretøjer forbi med lygter og horn og fortsatte mod Klamhuse Strøgboulevard.
Benni rystede opgivende på hovedet. Der var ingen anden udvej. Han måtte opsøge sin kommende svigerfar og bede om at få ringen udleveret, så han kunne levere den tilbage til Norge. Men det ville ikke blive let. Bax IX Lubbet var en stædig mand som ikke bare ville overdrage Benni rubinringen, selv om Skandinaviens sikkerhed stod på spil.
Benni måtte tage sine forholdsregler og opruste til den uundgåelige konflikt.
“Hvordan ligger du i håndvåben?” spurgte han.
Hr. Bimbam fandt en kasse pistoler frem.
“Hvad skal du bruge sådan en til?”
“Overtale svigerfar,” sagde Benni tørt.
“Så er denne det perfekte valg,” svarede sigøjneren og rakte ham en Colt. “Det bliver 25 kroner.”
Benni nedstirrede sigøjneren, som fremstammede:
“Den … den er gratis. Kom… kompensation for dine lidelser.”
“Det var yderst venligt af dig.”
* * *
Da Benni kom tilbage til sin virksomhed kl. 11.02 stod bygningen i lys lue. Flammerne slikkede på krydsfinerpladerne og nedsmeltede plasticruderne. Brandmænd stod med vandslanger og skumslukkere, men deres indsats var omsonst.
Benni stillede sig i afmagt og med sved på panden ved siden af hr. Qualm. Han kunne ikke fremstamme et eneste ord. Alle hans værdipapirer, skrabelodder med gevinst og sparegrisen stod inde på kontoret. Han havde mistet alt.
“Der kom en herre ind i butikken og spurgte efter dig,” forklarede hr. Qualm. “Jeg sagde at du var ude for at købe bleer, men det blev han ikke stillet tilfreds med.”
Benni tog sig til hovedet uden at sige noget. Hr. Qualm jappede videre:
“Han sagde, at han ville have sin rubinring omgående og jeg måtte forklare ham, at vi ikke sælger smykker. Så skoddede han sin cigaret i papirspersiennerne og gik. Uopdragent.”
Benni stirrede ud i luften.
“Hvad skal jeg dog sige til Lydia?”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
”Løft venstre bagben, så jeg kan trimme de fedtede hårtjavser omkring dine testikler. Ja, sådan. Godt, lille Bubba, dygtig vuffer!”
Lydia er alene i andelshundesalonen Trim Fido Glad på Klamhuse Vestermark, og hun har haft travlt fra morgenstunden. Lige nu er en 85-kilos mastiff under behandling, mens dens to brødre ligger på gulvet og følger med. Hundeøjnene er blanke, og våde tunger dingler ud af de mægtige gab.
Lydia nynner til arbejdet. Musikken i salonen er Raquel Rastennis 1950’er-hit ”Der sidder en vovse i et vindue”, afspillet non-stop. I løbet af sine foreløbig to års læretid har Lydia hørt den cirka 167.000 gange.
Døren går op med et brag. En høj, tynd mand, iført sort diplomatfrakke og blanke støvletter springer ind med en kniv i hånden.
”Hvor er din far?” siger han. ”Svar nu med det samme! Jeg er træt af udflugter og tom snak. Hvor er din far og den forbandede rubin?”
Mastiffen Bubba rejser sig fra behandlingsbordet, hurtigere end et firben forsvinder ind i et stendige. 85 kilo kampvægt flyver mod den truende mand, og de to andre giganthunde (henholdsvis 82 og 91 kilo) angriber simultant hans flanker.
Jeg skulle have medbragt hundekiks og/eller kødfoderfrikadeller, tænker doktoren, mens han spurter ud af salonen og hen over en våd pløjemark. Hans frakke og benklæder er allerede bidt i laser, og hundetænder sætter blodrøde mærker i hans blege balder.
”Bubba! Nollert! Poppa!”
Lydia står i døren og kalder forgæves på sine kunder. Doktoren og de tre rasende monsterhunde bevæger sig som springlopper ud mod horisonten. Med samme fart, men i en anden retning, strømmer arbejdsklædte landproletarer forbi hende ind mod Klamhuse midtby. Ingen standser for at beundre hendes røde læber og yppige figur, og det er højst usædvanligt.
”Hvad er der galt?” spørger hun.
”Herrebeklædningsmagasinet brænder!”
Lydia glemmer alt om rubinring, hunde og truende mandsperson. Hun løber efter proletarerne, og da hun når frem til Strøgboulevarden, må hun udstøde et skrig. Af det palæagtige magasin, byens og oplandets stolthed, er der ikke andet tilbage end et par rygende stolper og en fæl stank af brændt plastic.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Bax IX Lubbert havde glemt alt om tiden, mens han sad på værtshus. Han havde drukket tæt sammen med Onkel Philbert og det var endt med, at de to herrer spillede hasardspil. I sidste runde satsede Onkel Philbert sit trægebis og sin abekat Mångki, som han havde taget med sig hjem fra de varme lande.
Og Bax vandt det hele.
“Et spil til,” smaskede Onkel Philbert. “Hvad med russisk roulette?”
“Drop det,” svarede Bax og gav oldingen en lussing. Han rejste sig fra bordet. “Mångki er min!” Han samlede pengene og gebisset sammen og greb aben i nakkeskindet og placerede den bagpå. Den lagde om halsen på Bax og hang som en rygsæk.
“Har I hørt det?” råbte en ung knægt der netop var løbet ind ad døren til beværtningen. “Herrebeklædningsmagasinet er brændt ned til grunden.”
Bax brød ud i en tør latter.
* * *
Benni og Lydia trak sig ud af folkemængden og stillede sig på afstand af den udbrændte bygning. Udsendte reportere og fotografer fra De Knockelske Blade stod ved asken og dokumenterede. Benni havde selv givet et interview dog uden at sige hele sandheden. Offentligheden måtte ikke vide besked.
“Hvad skal jeg arme mand dog stille op?” sukkede Benni.
Bag ham trampede doktorens to håndlangere med forbindinger på hovederne. De gav ham en lussing hver og rakte ham en brun konvolut.
“Mød os på på Kødfoderfabrikken om en time. Tag rubinringen med. Den ægte!”
“Hvad hvis jeg nægter?” sagde Benni.
“Så må vi jo gå efter din forlovede eller dit silkeslips!” sagde Brutus og slikkede sig om munden.
“Ikke mit silkeslips,” jamrede Benni og tog sig til halsen.
“Vi ses om en time.” De to store brød forlod Strøgboulevarden med hastige skridt.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
”Hvad er det for noget med den rubin?” spurgte en engel, som havde lagt harpen for at holde frokostpause.
Agnar Mykle (1915-94) sad ved et himmelsk bord med pølsemad og norsk pilsnerøl af mærket Hansa. Han tørrede sig om munden og forklarede:
”Engang midt i det 20. århundrede havde jeg en smuk ung kæreste. Mit litterære mesterværk, ‘Sangen om den røde rubin’, var udkommet og fik takket være nogle erotiske passager skandalesucces — ikke bare i Norge, men over det meste af Vesteuropa. Pengene væltede ind. Jeg købte en forlovelsesring af det pureste guld og fik påmonteret den største og flotteste røde rubin, der kunne opdrives. Pigens hjerte smeltede, og andre dele af hendes anatomi fulgte pænt med. Triumf!”
”Aha,” sagde englen og hældte dressing over sin salat.
Mykle fortsatte:
”To generationer senere er rubinringen gået i arv til sangerinden og dyreværnsaktivisten Pula Skogmo. Hun holder sin årlige vintercampingferie i nærheden af Holstebro, Danmark. En sigøjner stjæler min røde rubin og sælger den kort efter til herreekviperingshandler Benni Borgwald-Bertelsen, Klamhuse, der vil overraske sin udkårne, hundefrisørelev Lydia Lubbert, med en så udsøgt forlovelsesgave.”
”Samme ring, samme trick,” bemærkede englen.
”Netop. Alt på Jorden kører i ring. En skummel forbryder med dæknavnet ’doktoren’ sender to gorillaer af sted for at tage ringen fra Benni. Benni stikker dem imidlertid en anden ring. Lydia får den ægte rubinring og er begejstret. Sent samme aften, mens banditterne igen angriber Benni og bortfører ham, dukker Lydias far, dynamitfisker Bax IX Lubbert op hos hende. Han bryder sig ikke om Benni, og han konfiskerer ringen.”
”Hård mand.”
”Stenhård. I nattemørket om bord på dynamitfiskerbåden taber han – uden at opdage det – ringen ned i lastrummet, hvor den bliver slugt af en torsk. Næste morgen er der orkanvarsel over Nordvestjylland. Bax går op i byen for at drikke sig fuld, og undervejs forærer han torsken med det dyrebare maveindhold til en fattig enke, kendt som Mutter Schweske.”
”Aha,” siger den gumlende engel. ”Videre!”
”I Norge anses det for en national katastrofe, at den kendte sangerinde har mistet det historiske klenodie. Dansk politi sætter alle kræfter ind på at opspore rubinen. Og den skumle doktor har heller ikke opgivet sin jagt. Han opsøger Klamhuse Herrebeklædningsmagasin og sætter det i brand.”
”Og hvad sker der så?”
Agnar Mykle drak en slurk øl. Udtrykket i hans øjne var eftertænksomt.
”Det får vi at se,” sagde han.
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
Benni og Lydia gik ned mod slumkvarteret for at opsøge dynatmitfisker Bax IX Lubbert i hans private barak.
De havde først været på havnen og derefter besøgt Landproletarisk Kælderbodega. Her fortalte Onkel Philbert, at Bax var gået hjem for at spise slæbesild sammen med Mångki, onkels nye abe.
Det forlovede par stoppede foran dynamitfiskerens matrikel og skævede mod skuret der var opført af drivtømmer og traktordæk.
“Lydia …” sagde Benni trist. Han så hende dybt i øjnene. “Vi bliver nødt til at konfrontere ham. Der er simpelthen for meget på spil. Mit silkeslips. Dit ve og vel. Hele Danmarks sikkerhed. Jeg lover at købe en ny ring til dig. Den bliver måske ikke nær så smuk og dyr…”
Lydia nikkede og kneb en tåre.
“Åh, Benni. Hvad er det dog vi har rodet os ud i?” Hun omfavnede ham. “Du har ret. Men min far vil aldrig aflevere den til os. Ikke på vilkår.”
Benni rettede ryggen og fremdrog sin nyerhvervede Colt.
“Måske kan denne overtale ham.”
“Er det virkelig nødvendigt?” gispede Lydia.
Benni nikkede bestemt, gemte pistolen væk og åbnede havelågen.
* * *
Kødfoderfabrikkens gigantiske produktionslokaler var stille som graven. Doktoren marcherede frem og tilbage og klargjorde maskinen, der skulle blive Benni Borgwald-Bertelsens endeligt. Han måtte elimineres.
Normalt var kødfoderfabrikken fyldt med hårdtarbejdende folk. Men ikke denne dag. Doktoren havde hypnotiseret direktøren til at blæse i fyraftensfløjten og sende alle medarbejdere hjem, så mødet kunne finde sted i hemmelighed.
Han gned hænderne sammen og gnæggede. Hvis alt gik vel, ville han snart besidde den røde rubin, og Benni Borgwald-Bertelsen ville være knust til kødgrød og hældt på konservesdåser.
Doktoren så på lommeuret. Klokken var 12.15. Om tre kvarter gik det løs. Når han fik den røde rubin, havde han endelig en klemme på Norge.
* * *
Bax IX rev den skæve trædør op og stirrede på Benni med et anklagende blik.
“Dig!” vrængede han.
“Hr. Lubbert,” sagde Benni og mærkede sin hals snøre sig sammen. Svigerfaderen var større end han huskede.
“Hvad vil du mig?” brummede Bax. “Har du ikke travlt med at feje aske sammen?” Han smilede hånligt.
“Du har desværre … noget … der tilhører Ly… din datter,” fremstammede Benni. “Jeg vil frygtelig gerne have … rubinringen tilbage. Det …”
Bax knaldede ham en lussing, der sendte ham baglæns ud i forhaven. Benni landede på gruset.
“Forlovelsen er aflyst. Er det forstået?” tordnede Bax. “Jeg finder selv en ægtemand til min datter. Der er flere kandidater i proletariatet. Du er ikke andet end et overklassebløddyr!”
Benni rejste sig og trak sin pistol.
“Det … det er vi to om at bestemme!” Han sigtede på sin svigerfader med rystende hænder. “Rubinringen nu! Ellers …”
Bax stirrede på den desperate mand med et overrasket udtryk. Hans mundvige bevægede sig opad. Dynamitfiskeren satte fingrene til munden og piftede. Med en pludselig bevægelse spænede en krumrygget, pelset skikkelse ud fra barakken og sprang i flæsket på Benni.
Aben Mångki afvæbnede ham med et håndkantsslag og gav ham en pinefuld olfert. Primaten trak Benni gennem forhaven i underbenklæderne og urinerede på ham.
Bax brød ud i en hjertelig latter mens aben ydmygede svigersønnen yderligere. Lydia stod ude ved fortovet i en katatonisk choktilstand.
“Så er det godt,” udbrød Bax, og Mångki løb ind i barakken igen for at spise melorme, ryge cigarer og drikke rød sodavand.
“Jeg troede ikke du havde det i dig,” grinede Bax og hjalp Benni på benene. “Det kræver rygrad at true mig. Kom indenfor, I to.”
(World copyright 2018 by Baryl Nidding Halunk and Louis Bælum Knockel.
All rights reserved, stage musical imminent.)
