Tag-arkiv: disciplin

Familien Svedegaard eneansvarlig for lokalt rekordklima

Videnskabelig dom afsagt

Med 99,87 procent sikkerhed er det nu videnskabeligt fastslået, at en enkelt familie kan gøres ansvarlig for de klimaforandringer, som gennem de sidste cirka 10 år har forvandlet Blodhavn, Usseldrup og Klamhuse sogne til subtropisk område.

Klima01

Det er den mangeårige hobbymeteorolog, fhv. kommunekasserer Q. C. Qualm, der efter grundige studier såvel i marken som ved skrivebordet derhjemme kan placere eneansvaret hos gårdejerfamilien Svedegaard, residerende på den ejendom nær Blodhøj, som de nulevende Svedegaarders oldefar, Hubert Mbeko Svedegaard (1804-1907) tog navn efter.

– Det er almindeligt kendt, at Hubert var indvandret fra Afrika og ofte talte med længsel om forholdene i Sahara, det frie liv på kamelryg osv. Hans temperament og medfødte temperatur er gået i arv ned gennem generationerne, og de tre søskende, som nu driver gården, afgiver mere overskudsvarme end ca. 40.000 normale nordvestjyder tilsammen. Selv ved midvinter damper det usundt omkring ejendommen, siger meteorologen i en kommentar til sin rapport.

Klima02

– Siden de tre blev voksne og for alvor gik ind i masturbationsidrætten, har vi set en uafbrudt stigende temperatur på egnen, og sammenhængen burde for længst være gået op for alle, også for mig.

Rapporten foreslår, at de nulevende Svedegaard-efterkommere udvises til et land syd for Middelhavet, men en talsmand for turistindustrien sagde sent i aftes, at dette kunne føre til en lokal erhvervsnedtur.

Klima03

– Situationen må regnes igennem og overvejes nøje, før noget besluttes, udtalte strandsexualitetsinspektør Joseph Schleimhuber-Svendsen. – En yderligere temperaturstigning på tre-fire grader vil være til gavn for bl.a. naturistbevægelsen og vil også gøre det muligt at udsætte tropefisk i de lokale farvande. Jeg har ikke noget mod torsk og rødspætter, men tiderne skifter, og vi bør følge med udviklingen.

SE OGSÅ:

HenvHalunkBORDELGED

Pædagogisk fremskridt sendes ud i sognene

Tusinder af mekaniske lussinger i timen

Efter flere års udviklingsarbejde er Klamhuse Maskinsmedie klar til at demonstrere en opfindelse, der vil revolutionere såvel børnepædagogikken som den øvrige disciplinære indsats i samfundet: En mobil maskine med en ydeevne på 1800 kraftige lussinger i timen eller op til det dobbelte antal, når slagstyrken reguleres nedad.

Lussingmaskine01

Maskinen er selvkørende, men kan også i tilfælde af brændstofmangel flyttes af hest, traktor eller et hold raske, veldisciplinerede lussanter. Driften er ikke afhængig af eksterne kraftkilder. Der skal blot være mindst tre lussanter til stede, hvoraf to træder i vægtstængerne, mens den tredje tager imod de kaskaderende slag på begge sider af hovedet.

Klamhuse Maskinsmedies førstesvend, Alban O. Lumbago, er manden bag det nye gigant-hjælpemiddel. – Jeg ved fra min hverdag på fabrikken og hjemme i familien, hvor megen tid der går med manuel lussering. Min fremtidsvision er, at et antal maskiner til stadighed kører rundt på sognevejene og aflaster arbejdsgivere, husfædre, lærere og andre lussingansvarlige.

Lussingmaskine02

De Knockelske Blade har støttet udviklingsarbejdet med  kr.18,39 samt en rulle voksdug til beklædning af slagfladerne. Redaktør Louis B. Knockel glæder sig til at se maskinen i drift. – Der er behov for effektiv masselussering, i dag mere end nogensinde, siger han. – Men uanset hvor ydedygtigt, dette redskab måtte vise sig, vil ihærdig manuel lussering dog stadig være nødvendig, overalt hvor mennesker mødes.

SE OGSÅ:

HenvLussingstaevne

Alkoholikere opruster til storkampagne

Jublende organisationsnyt

Usseldrup-egnens alkoholikere har på en ekstraordinær kongres besluttet at opruste deres organisationer, så de opnår den nødvendige samlede gennemslagskraft til en kampagne af hidtil uset omfang.

Nordvestjyske Alkoholikeres Centralkomité konstituerede sig på kongressen med et politbureau, bestående af formanden for Yngre Drankeres Onsdagsklub, amputationslæge Olgar Buddik, f. 1938, Landproletariske Vanedrankeres præsident, roearbejder Armand Knockel, f. 1941, samt Geriatrisk Alkoholikerforbunds generalsekretær, fhv. fækalieafbærer Folbert Gruus, f. 1919.

Druk01

Herudover støttes arbejdet af Homofile Alkoholikeres Nordvestjyllandskreds, Ungdomsforbundet Grøn Elixir (som netop har åbnet klublokaler over en kloakrist i Blodhavn) samt Akademiske Alkoholikeres Broderskab. Sidstnævnte har kun ét overlevende medlem på egnen, suppekøkkenbestyrer Jallah Zweistein, Vester Usseldrup, der under kongressen lovede at drikke sig ihjel inden nytårsaften.

Kampagnen er inspireret af de senere års store fremstød for rygersagen, og der vil især blive lagt vægt på at få den unge generation af nordvestjyder til at følge egnens alkoholiske traditioner.

Ølmand

– Vi ønsker at se en glad og frigjort ungdom med den hjemmerullede roetopcigar i venstre hånd og en flaske gul hestepilsner i den højre, udtaler diplomalkoholiker Ras Q. Urning, f. 1979, der med sin professionelle baggrund var det naturlige valg til kampagneleder.

SE OGSÅ:

HenvÅRETSHUSDYR

Blodhavn Storhotel 2:3 DET INDLYSENDE ER OFTEST RIGTIGT

HalunkLOGO

Det er tydeligt, at en så rædselsvækkende kriminalgåde som denne hverken kunne løses ved hjælp fra borgervæbningen eller Gødningsfluen. Næh, tilbundsgående detektivarbejde var nødvendigt.

Hoteldrama201

Jeg havde flere mistænkte i tankerne. Vores suppe-, steg- og is-musiker, hr. Blodhorst, spillede på sine omfangsrige instrumenter på en særdeles mistænkelig facon. Måden, hvorpå han fremførte »Træskodans på taget«, var alt for stille – som om han havde noget at skjule.

Det samme gjaldt receptionisten fru Plampertsen. Hendes blik var flakkende. Var hun den skyldige, eller kendte hun noget til sagen?

Hoteldrama202

Jeg betragtede de øvrige gæster nøje. De talte og jamrede højlydt om den skrækkelige forbrydelse – med undtagelse af én.

Erhvervspraktikanten og tidligere amatørbokser, Hector Dolmer-Hansen, der har danderet den i bladhuset i godt 14 dage uden at bidrage med andet end stikpiller og vamle vittigheder, var forbløffende tavs. Et lumsk smil prægede det flommede ansigt.

Hoteldrama203

Jeg kneb øjnene sammen og fik et chok. Han havde mayonnaise på læberne og en afgnavet asparges siddende kækt vippende i den flæskede mundvig.

Den skyldige stod og slikkede sig om munden. Selvfølgelig! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på dette noget før? Det mest indlysende er oftest det rigtige.

Der var en årsag til at den korpulente Dolmer-Hansen ikke gav sit besyv med – gabet var jo proppet. Han nød tilsyneladende uroen og den trykkede stemning.

Jeg satte i løb og tog nådesløst fat i den fede mand og åbnede hans vældige flab. Hele munden var fyldt til bristepunktet med spiseligt tyvegods. Han er som en anden hamster udstyret med store kindhuler, så han kan opbevare et helt middagsbord.

Der lød hvin og chokerede tilråb, ja selv redacteur Knockel tabte sin merskumspibe af ren og skær benovelse: – Hr. Dolmer-Hansen? Grib ham!

Afskummet brød ud i en dyb skurkelatter og gav mig en uppercut, så jeg fløj gennem luften. Det flommefede flæskebjerg tog flugten ud i lobbyen og op ad trapperne til sovegemakkerne.

Var det mon muligt at fange skurken, inden karamelranden skulle bæres ind i festsalen? Følg med i næste afsnit!

HenvHalunkHOTELDRAMA03

HenvHalunkHOTELDRAMA

Blodhavn Storhotel 1:3 EN TYV IBLANDT OS

HalunkLOGO

Et smørrebrødsdrama, verden aldrig har set magen til

I anledning af avisens årlige sensommerfest befinder bladhusets personel og ledelse sig netop nu i lokalerne på det for nyligt genåbnede Blodhavn Storhotel. En højtidelighed med festmiddag og musikalsk underholdning. Jeg personligt skulle have dækket hele denne festlighed med en reportage og testet hotellets lødighed, men noget kom i vejen.

Hoteldrama101

Artiklens tema er blevet en anelse mørkere. Ingen havde regnet med, at dette kalas skulle udvikle sig til et sindsoprivende kriminaldrama.

Det hele begyndte, da vor højt respekterede overordnede Louis B. Knockel udbrød:

– Lås dørene. Ingen forlader bygningen! Nogen har stjålent smørrebrødet. Samtlige 1218 stykker. Lige for næsen af os.

Hoteldrama102

Alle i festsalen så chokerede hen på serveringsbordet. Fem minutter tidligere var buffeten et overflødighedshorn af mundgodter – nu var der få krummer og en halv tomat tilbage.

Der blev mumlet og skulet rundt blandt de tilstedeværende. Sandheden gik op for hver og en: En udspekuleret kriminel var blandt avisens trofaste skribenter og fotografer, men hvem?

Flere af de ansatte på avisen, især vore skønhedsmodeller, plejer ikke at holde sig tilbage hvad angår gode retter, men de plejer trods alt at levne lidt til de andre. Denne affære var særdeles mystisk. Vi havde tydeligvis at gøre med en selvsmovser af værste skuffe, der ikke agtede at dele.

Hoteldrama103

Ak og ve – jeg som havde set frem til en dyrlægens natmad med ekstra krymmel.

– Den skyldige må findes og disciplineres, tordnede hr. Knockel: – Festen kan ikke fortsætte, før synderen er draget frem i lyset. Jeg må afhøre hvert enkelt individ på hotellet.

Strax derefter blev dørene låst og vogtet af mekaniske og kompromisløse specialfremstillede dørmænd. Dette var en alvorssag.

Vil det lykkes os at finde og straffe forbryderen inden desserten? Følg med i de næste spændingsladede afsnit:

HenvHalunkHOTELDRAMA02

HenvHalunkHOTELDRAMA03

Bladhusets lynkrig mod slubbertbaron

HalunkLOGO

Snedig fælde redder nordvestjysk folkepresse

Vort elskede bladhus, der i så mange år har bidraget til den nordvestjyske oplysning og moral, har i de seneste dage været tæt på undergang. Lørdag morgen fik sognet besøg af den magtsyge baron von Häkkelfeldt, hvis intentioner langt fra var fredelige.

Baronen ankom til hest ledsaget af et slæng af lumske banditter. Hans forehavende var klart fra begyndelsen:

– Jeg beslaglægger hermed Det Knockelske Bladhus! Alle bedes forlade bygningen, så nedrivningen kan indtræffe. Jeg agter at placere min ferieresidens på netop denne grund.

Naturligvis ville jeg, bladets betroede storjuniorkorrespondent, og det øvrige personel ikke lade en anmassende slumpukkel okkupere og destruere en af Nordvestjyllands mest driftige virksomheder. Derfor barrikaderede vi og hr. Knockel os i bladhuset. Døre og vinduer forseglede vi indefra med brædder og møbler.

Baronforbrydelse01

Efter et døgns tid tyede baronen til umenneskelige metoder. Da det ikke lykkedes ham at ryge os ud, ville han ramme os ved hjælp af hungersnød. Bladhusets forsyningsvogne med de daglige cigarer, pilsnere og kødfoder blev standset, mens varerne tømtes i afløbet.

Dette var dråben, der fik vort bæger til at flyde over.

– Kammahrahter! råbte en kampklar redacteur Louis B. Knockel, så det rungede i lokalerne:
– Baronen har lagt sig ud med de forkerte. Befolkningen støtter os. De vil ikke se vort nyhedsorgan styrte i grus. Hvis denne adelspamper vil have krig, så skal han få krig!

Ranke personligheder rundt om i byen blev kontaktet via fax, brevdue og telefon. Sammen med dem blev en snedig slagplan lagt.

Baronforbrydelse02

Det var klart for os alle, at afskummet ikke kunne tales eller prygles til fornuft. Der var kun én udvej tilbage: Eksplosiver.

Venner og allierede, som befandt sig ude i marken, kørte til banelegemet ikke langt fra bladhuset og anbragte diskret den fælde, der skulle vise sig at blive Baron von Häkkelfeldt og hans otte lakajers endeligt.

Planen var genial. Det er ingen hemmelighed, at dekadente adelsmænd og andre aristokrater har to svagheder: Bespisning på det offentliges regning og heste.

Baronforbrydelse03

En luxusbuffet og en hesteattrap blev placeret som madding. Nu var der intet andet for end at vente på, at krybet skulle gå i fælden. Det varede blot 15 minutter, før krapylet fik nys om den gratis middag og den lystigt svedglinsende krikke ved banen.

Baronen og hans kumpaner gik straks i gang med at forgribe sig på hesten og buffeten. De opdagede aldrig, at kræet var forlorent og fyldt til bristepunktet med krudt, sorte luberter og kobbersøm.

Baronforbrydelse04

– Vi må takke vore venner i hele området for at fjerne baronen fra jordoverfladen. Uden jer havde avisens dage været talte, udtaler en lettet hr. Louis B. Knockel.

SE OGSÅ:

HenvHalunkLUBERT

 

Herreskrædder straffet for salg af stribede fallitskabende spenderbukser

HalunkLOGO

Den homofile herreskrædder Pingpong Poulsen blev i nat arresteret for at sælge stribede fallitskabende spenderbukser til tre lokale intetanende rigmænd: Bankomesteren Carlo Kluns, direktør Franco Schumme og opiumorganisator Limbo Hæs.

Spenderbukserne var fremstillet, så de klemte og trykkede om underlivet på en så manipulerende og insisterende måde, at en spontan og ustoppelig købetrang frembragtes hos brugeren.

Kaosbukserne hjernevaskede rigmændene til at spendere deres formuer på ligegyldigheder i løbet af blot 12 minutter. Alle deres penge og fækalier blev skudt ind i herreskrædderens egen forretning, beliggende på Plomborgbakkevej 123 B, Klamhuse Øst.

– Det ene øjeblik iførte jeg mig benklæderne, det næste øjeblik var jeg bankerot, udtaler hr. Schumme chokeret.

Spenderbux01

Da ordensmagten sparkede døren ind til Pingpong Poulsens domicil, var han i færd med at optælle det store udbytte af sine kriminelle eskapader. Efter håndgemæng lykkes det at vriste kassebeholdningen ud af afskummets klør og levere likviderne tilbage til de retmæssige ejermænd.

Pingpong Poulsen modtog i morges sin straf. Forbryderen blev afklædt og smidt i et tørlagt bassin fyldt med paranoide krabber og hummere med forfølgelsesvanvid. Her lå han i tre timer.

Spenderbux02

Banditten blev snappet, nappet og nevet i ørene, næsen, testiklerne og andre ubehagelige steder, før han blev hevet op og kastet i en isolationscelle hvori han vil befinde sig de næste 11 ½ døgn.

– Hr. Poulsen er en færdig mand, konstaterer vor højtrespekterede hr. redacteur Knockel bestemt: – Han vil i fremtiden ikke komme til at forsyne borgerne med så meget som en enkelt lille ankelsok af gummi.

De farlige spenderbukser er nu sendt til uskadeliggørelse på et lokalt møntvaskeri, hvor de overvaskes ved for høje temperaturer, til de kryber ind til det rene ingenting.

SE OGSÅ:

HenvHalunkFÆKALIUM

Hjemad pr. gummiflåde

HalunkLOGO

KÆLTRINGSØ AFSNIT 4:4

Bladhuset halede i morges et telegram, adresseret direkte til redacteur Knockel, op ved Blodhavn. Brevet er fra hr. Nidding Halunk. Han skriver:

Højtærede hr. Knockel

Hvis mit brev er vådt, beklager jeg dybt, men jeg var nødsaget til at sende en flaskepost frem for den vanlige fax. Mit tekniske udstyr er gået tabt. Jeg sidder netop nu i en gummibåd, jeg fandt begravet i strandkanten.

Da de indfødte fik nys om mit korrespondentembede og min plan om flugt, gik jagten ind på min person. Fakler og høtyve blev grebet.

Jagten på Halunk

Det var på et hængende hår, at jeg fik pustet flåden op og bakset den i vandet. Jeg måtte efterlade min kuffert på stranden. Moskusoksen Holm er gået under jorden.

Trods knubs og skrammer er jeg i god behold og ved godt mod.

Før jeg rejste til ferieøen, stillede De mig følgende spørgsmål:
“Er Kæltringsø et lødigt mål for en ferie?”

Mit svar er ja, hvis man er suicidal, kriminel eller dendrofil. Er man derimod ved sine sansers fulde fem, bør man dog holde sig langt væk fra dette såkaldte ferieparadis.

Jeg vil stærkt anbefale Dem at advare alle, De kender, om ikke at lade sig narre af det festlige flyveblad. Annoncen er milevidt fra sandheden. Læserne må vide besked.

Halunk_gummibåd

Jeg regner med at være tilbage i Blodhavn om et par dage. Jeg padler så hurtigt, det er muligt.

De mest trofaste hilsner til Dem, Deres hustru, tyende og husdyr fra
Deres altid tjenstvillige medarbejder

Baryl_signatur

REDAKTIONEL TILFØJELSE:

Avisens læsere kan nu trække vejret lettere. Hr. Nidding Halunk klatrede ved middagstid op på midtermolen i Blodhavn, noget udmagret og med furer i ansigtet, som bevidnede de trængsler, han havde gennemlevet. Men uforfærdet og klar til fornyet indsats.

De knockelske husdyr blev tilkaldt og flokkedes straks omkring vor ranke unge ven for at give ham varme og nyt livsmod. Samtidig blev en balje brun flæskevælling sat over ilden i bladhusets kælderkøkken. Resten af døgnet hører privatlivet til, men talrige nye værdikorrespondancer fra hr. Nidding Halunk vil bekræfte, at han har overlevet og snart vil være i bedre form end nogensinde.

Bemærk til slut: Al trafik til og fra Kæltringsø er suspenderet, og øens snarlige undergang i røg og flammer kan imødeses. Borgervæbningens ekspeditionskorps vil vise kæltringerne, hvad der sker, når man driver ondsindet gæk med den nordvestjyske befolkning og dens presse.

SE OGSÅ:

HenvHalunkKÆLT01

HenvHalunkKÆLT02

HenvHalunkKÆLT03

Tilbage til forsiden

Er der grund til bekymring, hr. Knockel?

HalunkLOGO

KÆLTRINGSØ AFSNIT 3:4

Min redegørelse er denne gang noget kortfattet. Jeg har ikke tid til at skrive udførligt, da de indfødte holder et vågent øje med mig. Alle virker mere offensive.

I går aftes affotograferede jeg øens hemmelige propagandavirksomhed og dennes bestyrelse. Det er her flyvebladene trykkes, pakkes og lastes på flyvemaskinerne.

Propaganda-bestyrelsen

For mig virker det som om, øboerne er ved at iværksætte en djævelsk plan. Det lugter råddent både i bogstaveligste forstand og i overført betydning.

Propagandavirksomheden

Nu spørger jeg Dem, ærede hr. Knockel, bør vi være bekymrede?

DEN KNOCKELSKE EXPRESBESVARELSE:

Allermest ærede unge ven

En syndflod af bekymring ville oversvømme Nordvestjylland, hvis Deres øjeblikkelige situation blev kendt i offentligheden. Absolut tavshed er derfor pålagt avisens personel, tyende og husdyr.

Redningsaktionen, som skal bringe Dem hjem fra Kæltringsø, kan heller beskrives nøjere, da den beror på overraskelsesmomentet. Lad mig blot sige, at Borgervæbningen er i alarmberedskab, og at alle lokale søtransportmidler i disse timer og minutter beslaglægges til formålet.

Hjælpen er på vej, hold ud og hold hovedet højt, unge ven! Deres fjender er også avisens fjender, og avisens fjender bliver altid før eller senere nedkæmpet og knust.

Med højagtelse signeret i denne alvorlige stund,
Deres

louissign

SE DEN DRAMATISKE AFSLUTNING HER:

HenvHalunkKÆLT04

 

Livsfarlig turistfælde afsløres af avisens stjernereporter

HalunkLOGO

KÆLTRINGSØ AFSNIT 1:4

Gennem den seneste måned er der dukket festlige flyveblade op på gader og stræder i vore hjemsogne. De fra luften dalende tryksager har vist sig at være annoncer for rejser til et ferieparadis, beliggende langt ude i Vesterhavet, kaldet Kæltringsø.

HalunkKÆLTRINGSØ1-1

Min højtrespekterede overordnende Louis B. Knockel bad mig personligt drage til Kæltringsø for at afgøre, om stedet var lødigt nok til redaktørens og dennes hustrus sommerferie. Min opgave bestod i at sondere terrænet og løbende sende min tanker om turistmålet.

Jeg iførte mig mit fineste feriedress og pakkede det mest nødvendige i min kuffert: Min notatblok, skrivemaskine, mit fotografiapparat og min mobile telefaxmaskine. Da alt var klart, tog undertegnede af sted i det knockelske privatfly.

Knockelsk Privatfly 2

I går aftes ankom jeg til destinationen, og med det samme kan jeg fastslå følgende:
Kæltringsø er ikke, hvad den giver sig ud for at være. Her er livsfarligt.

Mærk Dem min ord. Øen rummer et særdeles skræmmende dyreliv, de fleste af de lokale er kriminelle, og maden er smagløs.

Kæltringsø

Da jeg tjekkede ind på hotellet, var det umiddelbare indtryk udmærket. Der var rent og pænt, servicen var i særklasse, og der lå sukkergodt på hovedpuden. Men der var noget mystisk ved stedet. Jeg var skeptisk. Det hele virkede for perfekt.

Min onkel Hermod Halunk har lært mig flere brugbare egenskaber i årenes løb, heriblandt metoder til fremsnusning af beviser på mine mistanker, samt evnen til at kunne gennemskue løgnere. Med disse værktøjer i rygsækken inspicerede jeg etablissementet.

Intuitionen talte sandt.

Efter en kort gennemgang af omgivelserne og snilde trickspørgsmål til personalet, konstaterede jeg straks, at jeg befandt mig på et nedrigt slyngelhotel.

Direktøren er en ækel rad, der laver ydmygende eksperimenter på de sovende gæster hver nat.

I aftes brød han ind i min suite og kørte en af sine ubehagelige påfund i stilling: Verdens første og største bemandede stikpille.

Bemandet Stikpille

Jeg tog ham på fersk gerning, da jeg lod, som om jeg sov. Havde jeg ikke slået øjnene op i tide og gjort anskrig – ja, så havde det varet år, inden jeg kunne sidde ned igen.

Det er tydeligt, at jeg ikke skulle tilbringe mere tid i disse lokaler. Jeg tog flugten og sidder i skrivende stund beskyttet i en affaldscontainer, hvori jeg har i sinde at overnatte resten af mit ophold.

Husk på én ting: Selv om mit liv er i fare, slipper jeg aldrig blokken og pennen. Alt skal dokumenteres.

Gå straks videre til næste dramatiske afsnit:

HenvHalunkKÆLT02