Nedenstående fremsendes i den triste anledning af V. Røvlenbergs i en alder af 128 år alt for tidlige død, under et særdeles veldækket nytårsmiddagsbord i festsalen på Gustenhuse Friskytteforenings Jagtpavillon.
Det var Røvlenbergs døende ønske, da han tidligere i dag udåndede i mine arme, med sit aftrillede hoved i skødet, at hans efterladte, under middagen på en serviet nedfældede digt, specifikt skulle fremsendes til publicering i vor højt respekterede egnsavis.
Lad os efterkomme vort noble bysbarns bøn og alle istemme denne, hans sidste mesterlige komposition, ved bisættelsen fredag 6. januar, 2017, kl. 18:47 prc. på Gustenhuse Østre Losseplads.
De Tre Visne Mænd Fra Østerlars
På Marken foran Kirken staar
To Mænd der ej i Kirke gaar.
“Til Rønne By vi age vil,
At redde os en Brandert, til!”
Som sagt, saa gjort. De ta’r afsted,
Og Degnen følger også med.
Thi han har Hestevognen tømt,
Og Han’sens Liigfærd just forsømt.
For nu de Trende solde maa;
I Han’sens Kiste er kun Skraa,
Butæljer, og en Mø saa favr,
Og ikke Hannesens Kadav’r.
Men Tingene jo slippe op,
Og udslidt bliver Pigens Krop.
Saa hastigt Vognen Ruten ta’,
I Svinget Pigen kastes af.
I Rønne By saa prunk og fiin,
Dér møder de en stolt Rabbin’.
Han rækker dem en gylden Kalk,
Og siger: “Prøv dog denne Skalk!”.
“Det siger vi Dem, Hr. Melin,
Ej drikke vil vi Jødes Vin!
Jeg er blot Degn, en Ødeland,
Dog ej jeg føje Jødemand!”
Og Degnen Pisken smælde la’r
Ret mod den gamle Jødefa’er,
Og til sin Synagoge strax,
Han sig forføje med et: “Pax!”
De Trende Svirebrødre nu,
På Kro vil age, gram i Hu,
For dér at slukke deres Tørst,
Thi dén er stor, ja, større; størst!
Men pludselig på Vejen fram,
De ser en tækkelig Imam.
Han byder dem et Maaltid let,
Og si’r: “Min Navn den er Ahmed.”.
Men Degnen svarer, gamle Skjælm,
Ret som en Viking uden Hjelm:
“Præcis som Dem vi er – ak – mæt.
Saa nu vi Tre vil drikke tæt!”.
“For vi har gode, danske Aner.
Vi ej er Muhamme-, men Daner!”
Og ind i sin Moské han skrider,
Imedens de Trende rejser vider’.
Paa Torvet alt i Rønne By,
Der rejser sig højt imod Sky,
En Negerkarussel saa stor;
De Trende raaber: “Nøjjj…!”, i Kor.
Ved Hjulet denne skiønne Dag,
Staar Negerkongen Umbabá.
Han rækker dem en Pibe hver,
At ryge paa, med Lugt saa sær.
Og Degnen raaber: “Umbahbah!
Jer Røgelse er vældigt bra!
Tag med os, kiære Negermand;
(Blot Kirkebøssen række kan…!)”.
Således blev de Tre til fir’,
Og alle gik de ud på Svir.
Hvorend de er, den Dag idag
De sammen er, I muntert Lag:
Han sagde det til sig selv, da han stod foran spejlet i Gracelands marmorbadeværelse på første sal nytårsmorgen.
Han havde tømmermænd, han trængte til koldt øl, burgere, milkshakes, rå østers, saltlakrids, alt muligt godt.
“Men du er for fed,” gentog den trætte, dybe stemme. “Prøv at se på ham Cliff Richard. Han er også en halvgammel popsjover, men han ser sgu noget friskere ud. Du må i skarp træning, Elvis. Du skal ligne ham englænderen, ellers brænder din karriere ud.”
1. MARTS
“Det hjælper på det, Elvis.”
I korridoren hang en plakat i størrelsesforholdet 1:1 af Cliff Richard, som han kunne sammenligne sig med. Hans krop var på vej ned i Cliff-format, og når han smurte den med olie, lignede han sgu næsten en teenager på stranden.
Men jeg vil også ligne ham i ansigtet, tænkte Elvis og satte sig ved telefonen.
Den celebre Hollywood-kirurg, der havde opgraderet de presleyske genitalier for nogle år siden, svarede med det samme.
“Howdy buddy,” sagde Presley. “Jeg har et nyt job til dig.”
“Jamen selvfølgelig. Næse, ører, tæer?”
“Ansigt. Der er en, jeg gerne vil ligne. Rigtig meget.”
1. JUNI
Elvis var nu så forandret, at det bekymrede hans nærmeste. Han havde afmeldt en turné og fyret det tjenende personel i Graceland. Hans manager, oberst Parker, var i telefonen:
“Vi skal jo holde forretningen kørende. Det er dig, folk vil se. Har du virkelig barberet bakkenbarterne af? Elvis, hør nu her…”
“Luk spalten, oberst. Jeg skal have den sidste og afgørende operation på fredag. Og så skal jeg lære at spille tennis. Det er på høje tid. Cliff Richard har spillet tennis hele sit liv.”
“Cliff Richard? Hvad fanden betyder Cliff Richard for os to?”
Elvis lagde røret på og besteg træningscyklen. 200 km ventede.
16. AUGUST
En slank og solarieglinsende Elvis sad på balkonen og spiste grøn salat, da der blev ringet fra portvagten.
“Vi har besøg,” sagde stemmen i samtaleanlægget. “Cliff Richard står hernede.”
“Virkelig? Hvad vil han?”
“Han siger, han bare lige kom forbi. Nu vil han gerne hilse på.”
“Jamen, så lad ham da passere.”
En fedladen mand med hængende skuldre muflede hen over græsplænen. Elvis havde hørt rygter om, at det gik fysisk og mentalt tilbage for Cliff, men kunne det virkelig være så galt fat med ham?
Svaret var ja. Efter et håndtryk og nogle høflighedsfraser bad den svampede, skælvende englænder om at måtte låne toilettet. Elvis stod ved døren og kunne høre, hvordan Cliff defækerede med langtrukne, hult drønende tarmlyde. En uhyggelig rallen og et pflump markerede, at han var trimlet om kuld.
Elvis trådte ind og betragtede det tragiske kadaver.
Hvad nu? spurgte han sig selv. Jo, sgu, jeg gør det!
Efter at have smurt sort pomade i Cliff Richards hår og trukket ham i et Elvis-kostume, som passede forbavsende godt, gik Mr. Presley ned i stuen og ringede efter ambulancen.
“Ja, det er her fra Graceland,” sagde han. “Elvis Presley er død.”
1. OKTOBER
Cliff Richard dansede ind på scenen i London Palladium, slank og veloplagt som altid.
“Everybody wants a summer holiday,” sang han og smilede med hvide tænder til den tusindtallige forsamling. Jubelen brusede op omkring ham.
Trist, at Elvis fik så sørgelig en afslutning, men kong Cliff er mere end nogensinde toppen af poppen, stod der i avisen næste dag.
Filmstjernen Buddy Wankers (Oscarnomineret for hovedrolle i westerndramaet “17 Guns and a Chink”) sad bag rattet i sin nyanskaffede Pontiac Chieftain De Luxe Convertible. Speedomeret viste næsten 90 mph, da han overhalede en lastbil op ad bakke på en to-sporet landevej i Idaho.
Over bakkekammen kom en gul skolebus til syne. I løbet af sekunder var den så tæt på, at Buddy kunne se en skæv tand i chaufførens overmund. Han kastede sit luxusvehikel til højre og hørte lastbilens og bussens tudehorn som dommedagsbasuner.
Da han fire minutter senere holdt på en rasteplads, kunne han konstatere, at brede striber lak var skrabet af begge Pontiacens sider.
Alle implicerede var uskadte, og de tre vehikler fortsatte ad deres planlagte ruter, Buddy dog først efter at have masturberet nogle gange for at berolige nerverne. (Hans problemer med alkohol og nervemedicin begyndte mange år senere og havde intet påviseligt med denne episode at gøre.)
SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 09.11 PRC.
Galeasen Aurora Knockel af Blodhavn pløjede Vesterhavets bølger, tungt lastet med nordvestjysk brunvare (tørret, fladvalset, kvalitet II) til Le Havre. Skipper Clement Knockels grå øjne skuede hen over skumtoppene.
“Men hvad satan?” brummede han. “Er det ikke en pukkelhval dér mod vest-nordvest? Kunne man sejle hovedet i smadder på sådan et kreatur og slæbe kadaveret med hjem til Klamhuse Kødfoderfabrik?”
“Vi er jo først hjemme om tre-fire uger,” bemærkede Jallah, skibsdrengen, der var med på sin første langtur.
Skipper Knockel smurte en rask lussing hen over det fregnede fjæs.
“Du taler, når du bliver spurgt, ellers ikke. Hvalkødet bliver modnet og mørt undervejs. De bedste udskæringer kan vi afsætte til Brunmølle Udflugtskro.”
Skipper drejede skarpt på roret, og Aurora stævnede efter den mørke pukkel i havet, men hvalen forsvandt af syne, og da den igen dukkede op, var den halvvejs ude mod horisonten.
“Møgdyr!” brummede Knockel og tildelte skibsdrengen endnu en lussing, før han styrede tilbage på kursen.
En halv sømil bag dem drev den hornmine, som de havde været få favne vand fra at ramme ind i. Den var 10-12 år gammel, men stadig aktiv, og den indeholdt 78 kg TNT.
Ud- og hjemtur blev gennemført uden større begivenheder, når bortses fra, at Jallah på bordellet Bonheur du Jour i Le Havre pådrog sig den første af et langt livs talrige gonoré-infektioner.
SØNDAG DEN 19. DECEMBER KL. 16.24 PRC. (LOKAL TID)
Globetrotteren Gambrinus Buhms var nået 11 dagsvandringer ind i Amazonas-junglen, længere end nogen anden hvid mand. Ved middagstid havde han mødt en flok indfødte omkring et vandhul, hvor de kollektivt defækerede, og dette øjeblik havde han naturligvis sikret for eftertiden ved brug af sit veltjente Agfa-kamera. Nu stillede han otte af de ranke og velnærede, men ikke ret store stammefolk op til fotografering i en lysning. Den niende havde fået et lynkursus i kamerabetjening og skulle trykke på knappen, når Buhms gjorde tegn.
De indfødte var tilsyneladende villige nok, men det tog lidt tid at få dem arrangeret i den rette skulpturelle formation, som den sønderjyske eventyrer så skulle knæle foran. Det lød, som om de indbyrdes diskuterede et eller andet.
“Umbrok pop gryffert?” sagde den yngste spydbærende dreng.
“Umbrok graff!” lød det fra bedstefar bag ham.
“Hold nu kæft og kig ind i kameraet,” sagde Gambrinus Buhms og prøvede med en viftende hånd at vise, hvad han mente.
De forstod ikke hans sprog, og han forstod ikke deres.
“Skal vi æde ham?” havde drengen sagt.
“Jeg er sulten!” tilføjede bedstefar.
“Gryffert jao kikkel. Umbrok kikkel. Pillarkuna,” sagde den ranke kriger, som Buhms formodede var høvding. Det betød så meget som: “Han er senet og sur i kødet, og vi har ikke de rigtige krydderier. Slut på diskussion.”
“Klik!” sagde Buhms og gjorde det aftalte tegn.
Klik, lød det fra Agfaen. Billedet var taget.
SØNDAG DEN 19. DECEMBER, RESTEN AF DAGEN
Det fortsatte på samme måde. Ikke en eneste sagesløs danskere blev myrdet, medlemmer af de europæiske kongefamilier blev hverken gift eller skilt, ingen passagerfly styrtede, ingen jordskælv, tornadoer eller stormfloder hærgede noget steds på kloden. Den hellige gral blev ikke fundet, og Marilyn Monroe var endnu mange år fra sit selvmord.
Hen mod aften herskede sort fortvivlelse på avisredaktioner verden rundt. Det gjaldt også Nørre Usseldrup Folkeblad, som netop var amalgameret med Nordvestjyske Fækalietidende. På redaktionskontoret (beliggende lunt og komfortabelt over bolsmand Ferkelsens svinestald) sad redaktør Gylbert Knockel og rev sig i håret.
“Det er den værste dag i mit professionelle liv,” sagde han og tildelte journalisteleven Philbert en af dagens talrige stimulerende arbejdslussinger. “Hvad gør vi? Du bliver aflønnet med 3,74 kroner om måneden plus roefoder og en halmbunke at sove i, så hvad er svaret, Philbert? Hvordan redder vi morgendagens udgave?”
“Hvis der nu indløb en bombetrussel mod Klamhuse Kino,” sagde eleven.
“Ja, hvad så?”
“Og publikum blev jaget ud, og alle var rasende…”
“Videre.”
“Og så… æh, noget med et slagsmål.”
“Nej, sgu,” sagde redaktøren. “Halvdelen af de fordrevne biografgængere stiller op til en masturbationsparade diagonalt fra NV mod SØ over Klamhuse Hede. Resten skal ud på et lussingoptog fra SV mod NØ. De to processioner kolliderer i mørket midt på heden. Kabum! Vi er til stede og tæller de tilskadekomne og får kommentarer fra fremtrædende deltagere og så videre. Morgendagens avis er lige ved at være reddet. Af sted, min dreng.”
“Hvorfor et af optogene skal jeg følge med?”
“Dem begge to.”
“Jamen…”
En smældende lussing var svaret. “Ikke noget jamen. Det ord er forbudt her på redaktionen, og det ved du udmærket. Af sted, nu fluks!”
“Så sid dog stille, kvinde,” sagde Leonardo Da Vinci for 33 gang.
Modellen foran ham var ikke nem at arbejde med.
“Jamen, det er kedeligt,” svarede damen. “Jeg gider ikke mere.”
Leonardo Da Vinci stønnede irriteret.
“Ved De hvad? Deres mand har bedt mig personligt om at male Dem mens han er i sejlklubben. Når han kommer tilbage skal vi være færdige. Nu har De bare at sidde stille. Er det forstået?”
“Ja, ja.” svarede fru Giocondo på stolen overfor. Hun kiggede opgivende tilbage.
Leonardo fortsatte hvor han slap. Med lette strøg førte han penslen med den brune maling langs overfladen. Denne klistrede substans var lavet af egen afføring. En grynet masse med majsflager hvilket altid gav et fortrinligt resultat.
“Er De snart færdig, hr. Da Vinci?” spurgte kvinden, hvilket rev ham ud af hans koncentration endnu engang.
“To timer endnu! Giv mig nu lidt arbejdsro,” råbte han.
Sekundet efter kom hun til at nyse. Leonardo tabte penslen af forskrækkelse.
“De slider på mine nerver,” hylede han. “Hvis De ikke tager Dem sammen frue, så propper paletten direkte op i røven på Dem.”
Han rejste sig op og svingede med armene.
Kvinden stønnede:
“Jeg skal nok sidde stille nu.”
“Godt …” Han bukkede sig ned, samlede penslen op og fortsatte med at male.
To timer senere kom hr. Giocondo tilbage fra sejlklubben. Han var i strålende humør for han havde glædet sig til at se resultatet. Han trådte ind i Da Vincis værksted og udbrød:
“Nu er jeg tilbage. Må jeg se hvad De har lavet af mirakler?”
Han stivnede ved synet der mødte ham. Det glade udtryk forvandledes til en sammenbidt grimasse.
“Vi er lige straks færdige,” smilede Leonardo Da Vinci. Han lavede det allersidste penselstrøg og kiggede tilfreds på gæsten. “Hvad siger De så?”
Hr. Giocondo kiggede skiftevis fra maleren til sin kone. Han var ikke klar over om han troede sine egne øjne.
“JEG BAD DEM OM AT MALE MIN KONE!” brølede han.
Leonardo rejste sig forsigtigt.
“Det er da ved gud også det jeg har jeg gjort.” Leonardo pegede på kvinden der sad dækket af maling fra top til tå. Hun havde fået mange lag af den stinkende brune masse.
“Sgu da ikke på den måde. Jeg mente et maleri, din inkompetente nar. Et portræt!”
Leonardo kløede sig i nakken.
“Nåh. Det var det De mente…”
Jeg håber det går godt derhjemme.
Her går det i hvert fald strygende. Som du ved har jeg ledt efter Indien og det skal jeg eddergrønthakkeme love dig for at jeg har fundet.
Da jeg kunne se fastlandet i min kikkert fyldtes jeg med glæde og begejstringen blev større da vi gik i land.
I det samme vi trådte ud på stranden fik et besætningsmedlem en tomahawk i tindingen.
Og fra det tidspunkt var jeg solgt. De indfødte var noget ganske særligt.
Sikke en velkomst. Jeg kan slet ikke få armene ned.
Disse indianere drønede med fjerprydelser rundt på heste og skød med bue og pil.
Sikke en kultur. Sikke et folkefærd.
De myrdede det meste af besætningen og tog resten, heriblandt mig, til fange.
Vi blev bundet til pæle og deres leder Løbende Stjernefrugt truede og tævede os med køller.
Det er forbløffende så forskellige kulturer kan være. Men interessant.
Nåh, men jeg brugte min charme mod Løbende Stjernefrugt og hans brødre, Siddende Panda og Skidende Mammut.
Til sidst blev vi så gode venner at jeg og de øvrige overlevende blev sluppet fri og fik lov til at sidde med ved bålet.
Her røg vi opium og dansede mens der fløj lyserøde elefanter rundt på himlen.
Indianerne blev så glade for mig at jeg fik mit eget navn, Dumme Svin.
Jeg spurgte om jeg ikke måtte få lov at se noget mere af Indien.
“Uk, uk, naturligvis!” råbte Masturberende Hest. Han ville gerne være turguide.
De førte mig ind i et specialkonstrueret befordringsmiddel, sådan en kasse med hjul. De er automatiserede og kaldes vist nok automobiler. De går helt vildt op i maskiner herovre i Indien.
Nøj, hvor den larmede og røg.
Vi kørte ned ad en lang strækning og endte i noget der hedder Hollywood. Her er der en stor underholdningsindustri. Teater og sådan noget pjat.
Her mødte jeg andre stammer som skød med rifler og talte om frihed og spiste friturestegte kartofler.
Alt sammen meget eksotisk og spændende kan jeg sige dig.
Indien er et herligt sted men de er en smule tossede herovre.
Jeg tror at jeg vil give landet fem hatte.
Kærlig hilsen din,
Chrissermand
PS: Jeg kommer hjem inden din fødselsdag. Jeg har gaver med.
En mørk og stormfuld aften sad tre tunge, tavse skikkelser omkring stambordet i Klamhuse Slyngelstue & Halmloftovernatningsetablissement.
“Skal man hjemad?” gryntede stenhugger Knockel, mens han stirrede ned i sit tomme krus. “Er det slut for i dag?”
“Fertig schluss,” lød det fra Harding Hasselgris, kroværten, som i sine yngre dage havde drevet stude ned til Hamborg.
I det samme blev den frønnede dør bag dem smækket op, og omgivet af råkolde vindstød trådte en fremmed ind i krostuen. En vinterlig skikkelse med sne på skuldrene og blårøde frostpletter i det lange ansigt.
“Parlez-vous français?” sagde han og bøjede sig høfligt mod de tre herrer ved bordet.
“Aber natürlich,” svarede Harding.
16 ÅR SENERE
Manden var, utroligt men muligvis sandt, Pholbert de Gambrinoux, sidste overlevende af de tempelriddere, der var undsluppet blodig forfølgelse i Frankrig.
Han blev på egnen og etablerede sig i hidtil ukendte brancher som økologisk mesterkok, husdyrdressør, danselærer og opvisningsmasturbant.
Livet smilede i det store og hele til ham, men en formiddag i april 1331 blev han ramt af et lynnedslag, mens han førte en masturbationsparade diagonalt hen over Klamhuse Hede. De yngre landbomasturbanter bar ham på stærke skuldre til nærmeste hus, stenhugger Knockels familiebolig og værksted.
Den forbrændte og stadig elektrisk skælvende franske ridder blev lagt ind i alkoven, hvor 13 knockelske børn i tidens løb var fremavlet.
“Øl, snaps eller brun natursuppe?” spurgte Knockel. “Hvad trænger du mest til, min ven?”
“Ingen af delene. Jeg er lige straks død, og du skal vogte den her.”
Pholbert de Gambrinoux stak hånden i inderlommen og fremdrog en genstand, som Knockel aldrig havde set magen til.
“Hvad er det?”
“Den hellige gral. Vogt den, skjul den. Når dagen kommer, vil den redde jer alle og kaste lys over jeres verden.”
“Hvad mener du? Forklar dig!”
Knockel smækkede ridderen en stimulerende lussing, men for sent. Døden var indtrådt.
600 ÅR SENERE
Med mesterhånd havde gamle Knockel nogle år senere udhugget et gravmonument over ridderen, og dette var med til at holde sagnet levende i Nordvestjylland. En tempelridder var død her, og han havde efterladt os den største af alle mytiske skatte, den hellige gral.
Men hvor var den? Hvor havde gamle stenhugger Knockel skjult den?
Man gravede hist og her, man hørte rygter og spredte dem gerne. Med tiden lærte man om gralens historie og magiske egenskaber, og i begyndelsen af 1930’rne udsatte Usseldrupegnens Octroyerede Landslubbertsparekasse en dusør for dens tilvejebringelse.
Nordvestjyder stod i lang kø ved sparekassens maskingeværbevogtede ekspeditionsluge med hver sin gral, da afleveringsdagen oprandt.
“Komme da, komme da,” lød det fra direktør Halyckon Molbert i døren.
Forventningerne var enorme, men i næste dags lokalavis kunne man læse, at gralen ikke var fremkommet. De indleverede effekter blev, såfremt de havde nogen værdi, bortsolgt til fordel for Husdyrpensionsfonden af 1879, og resten blev anvendt som fundamentmateriale ved byggeriet af Blodhavn Damptågehorn.
Fertig schluss und alles vorbei?
Nej. Trofaste følgere og brugere af denne kalender kan se frem til den endelige opklaring og jubelapoteose 24. december. Ikke en dag før, ikke en dag senere.
Idet sundhedsmyndighederne i Gustenhuse Sogn netop har konstateret katastrofale bivirkninger ved dette års julekirsebærvin, anmoder vi hermed vore kolleger og kammerater i Usseldrup og Klamhuse om venligst at hasteudbrede denne alvorlige efterretning, til behørig og profylaktisk advarsel for alle i sognet værende alkoholister, hvilket herfra antages at dække langt hovedparten af Deres ærede medborgere.
Alarmen lød i går eftermiddags under svineproducent Høstbergs vintergilde på Grisholm, hvor hr. hvæssestenskonsulent A. Sliwer pludselig efter et voldsomt ildebefindende oplevede en spontan hovedaftrilning, efter indtagelse af en flaske af Den Gamle Kypers allerlødigste kirsebærvin.
Herover ses en situation fra udbringningen af kirsebærvinfadene til detailhandelen, tidligere på året.
Desværre udgik advarslen ikke allesteds betids. I forbindelse med afdøde overlærer Lavard Skamprügels gravøl på Gæstgiveriet “Dubbidu”, nåede udskænkningen af de farlige dråber et (hvad senere skulle vise) sig yderst uheldigt omfang.
Den elskelige indehaver, værnemagerenkefru Kamma Dam fik således under de sædvanlige muntre former serveret i hundredevis af genstande til de begejstrede tilstedeværende, herunder ulykkeligvis utallige “kyllinger” med den pågældende fatale frugtdrik.
Adjunkt Severin Severinsen kan nu som mange andre tale med om de frygtelige konsekvenser af forgiftningen med den perniciøse kirsebærvin. God bedring ønskes herfra!
Til alt held fik Tølperforeningen hurtigt nys om den alvorlige situation, idet utallige medlemmer var fysisk til stede, og disse gik herefter under bastante og disciplinerede former i gang med at destruere resten af årgangen, ved udhældning i Gadekæret.
Denne forfærdelige sceance var forståeligt nok ganske ubærlig for mangen en garvet og tørstig seniortølper…
Fortvivl dog ej! Thi som vor egnspoet V. Røvlenberg skrev, i sine just udgivne “Gustne Julebetragtninger” (frit efter Neil Sedaka):
“Når skæbnen føles nok så ram, og livet synes fuldt af skam;
kom da ihu: hvad ikkun skænkes ham, fra vor alles kære Kamma Dam?,
I morgen, nok en dram! Kamma, Kamma Dam,
Oh, Kamma, Kamma Dam, Dubbidu, Dam-Dam!”
Gustenhuse Sogn har i lyset af disse dybt tragiske begivenheder vedtaget ekstraordinært at øge alkoholbevillingen til alle sognets udskænkningssteder, inklusive kirken og bedehuset. Der kompenseres for tabet af den elskede kirsebærvin med firdobbelt-op i hele december måned på Sognets regning.
Dette vil også være gældende for klamhusianere og andet tilrejsende godtfolk, med selvfølgelig undtagelse af kvinder og marxister. Der opfordres til flittig brug af denne ordning, og vægter Larmo Rasselschlüssel er på forhånd informeret, således at han kan holde sig på forkant med diverse grove episoder, håndgemæng, hærværk og fuldekørsel i nattelivet. Ingen overtrædelser af ordensbestemmelserne i Gustenhuse Sogn i julemåneden vil blive lagt de skyldige til last.
Til financieringen af disse jubelherligheder nedlægges Gustenhuse Fattiggård permanent, og al handicaphjælp samt diverse statslige miljøpuljer inddrages ydermere, indtil videre.
Råbene gjaldede frem og tilbage mellem de svajende trætoppe, der var levesteder og hjemstavn for storfamilien Lomax. Den vidt forgrenede familie betragtede sig som junglens herskere, og den havde udviklet sit eget sprog, rigt på betydninger og nuancer.
Stedet var Kenya, og på denne regnfulde dag sidst i april traf Lucy, familiens i døgndrift fungerende kvindelige overhoved, en principiel beslutning.
“Gafflam!” råbte hun. “Gryffert Blixen Blixen!”
Som ramte af lynet blev aberne tavse. Kun troperegnens plasken mindede de lodne brune skabninger om, at de stadig var i live, og at Lucy ventede på svar.
“Byzzar?” lød et forsigtigt klynk fra en ung hun med en krans af hvide epifytter om halsen.
“Gryffert Blixen Blixen!” brægede Lucy, og nu var det en ordre, som ingen turde modsige. Lang tids diskussion om familiens fremtid havde fundet sin afgørelse. Fra nu af var trætoppene en legeplads, det egentlige liv skulle foregå ved jordens overflade.
TRE ET HALVT ÅR SENERE
Lomax-familien havde gjort store fremskridt og avlede unger som aldrig før. De fleste gik på bagbenene, der var dannet et sangkor og et ordenskorps, og Lucy var flyttet ind i verdens første bambuspalads.
Rigt og skønt var livet, men ikke helt rigt eller skønt nok. Lucy tænkte fremad. De marcherende og syngende aber havde behov for system i hverdagen.
“Gulba. Lomax gulba gryffa!” råbte hun fra bambuspaladsets balkon. Aberne strømmede til, og med raske råb og og nogle tilrettevisende redskabslussinger fik hun delt dem op i seks kolonner.
Længst til venstre stod festaberne af type 1. Lucys far og hendes tre første ægtemænd havde været gemytlige, grovædende aber af denne type. Til højre for dem stillede hun en lille flok af de finere festaber, som efter hendes mening fortjente at blive klassificeret som type 2. De bar lændeklæder og fjer i håret, og en af dem kaldte sig modeskaber. Det var der fremtid i.
Midt på pladsen havde hun samlet to talstærke grupper: Arbejdsaber type 1 og 2. Håndens arbejdere med køller og sten i hænderne, nu adskilt fra dem, der allerede drømte om en kontorstol, en kuglepen og en pensionsordning.
Længst ude på fløjen stod to mindre klynger og stirrede forbi hinanden. Lucys øjesten var disse kulturaber. Type 1 udmærkede sig ved at tale dæmpet og holde lange pauser, mens type 2 skreg og hylede ved enhver given lejlighed. Et moderne samfund havde brug for dem begge, resolverede Lucy.
Hun rakte armene i vejret og udråbte en velsignelse:
“Gryffa prums! Baksam baksam!”
“Tak selv!” lød det fra Karen Blixen. Og ikke meget har ændret sig siden.
Med tilbagegangen til s/h-formatet oplevede dansk film endelig en hårdt tiltrængt post-moderne renaissance. Prisen for årelang degeneration i hele den grundlæggende progressive idé bag denne, den senest opståede væsentlige kunstart i historien, var uundgåeligt massefyringer og stillingsnedlæggelser i diverse statsfinancierede og kommunist-inficerede fakulteter, og skændige hovedfigurer såsom Erik Smausen og Poul Fezgaard blev til og med ført for retten og idømt kålkur og benhårdt strafarbejde, samt klækkelige dagbøder for deres korrupte, forrædderiske, bagstræberiske, inkompetente og dybt ineffektive adfærd op gennem disse tragiske, vel nærmest at betragte som komplet spildte årtier.
Kunsten har jo alle dage stået for skud, blot havde man håbet at dette også kunne have været gjort gældende for de ansvarlige korrumperede niddinger. Dog skal det bemærkes, at Filmskolen i Holstebro trods alt blev totalt nedlagt under henvisning til Grundlovens bestemmelser vedrørende systematisk landsskadelig virksomhed. Samtlige ansatte og elever blev uden rettergang henrettet ved masseskydning ind gennem vinduerne af skolens aula i Julen 1989, hvorefter bygningen blev sat i brand. Så grelt stod det med andre ord til i dansk film på daværende tidspunkt!
Holstebro Filmskole hin vinter, efter retfærdigheden var sket fyldest.
Nåde gik desværre for ret i langt de fleste tilfælde, men kunsten overlevede, og blandt de nymodens tiltag er det vigtigt at påpege det helt nye undervisningsparadigme på film- og skuespilskolerne, hvor fremtidens mestre og stjerner udklækkes. Således er alle nu udstyret med topmoderne seksualfaciliteter, døgnåbne udskænkningssteder, kampsportslokaler, skydebaner, motorsportsanlæg og opiumshuler, tilligemed velindrettede disciplinære afstraffelsesstationer. Ydermere er alle afdelinger nu forureningsneutrale og energimæssigt selvopretholdende, i kraft af højteknologiske fækaliereaktorer. Væsentlige fremskridt, der alle borger for fremtidig kvalitet.
For stuntpersonernes vedkommende var der dog ingensinde tale om nogen som helst slinger i valsen, og det fremragende arbejde udført i dette regie, om noget symboliseret ved Orlas konstante, ufravigelige tilstedeværelse, fortsatte i mellemtiden ufortrødent.
I nedenstående smukke potpourri fremhæves således nogle af de allerfineste øjeblikke i vor nyere nationale filmhistorie, med hovedfokus på Orlas storslåede medvirken.
I splatterkomedien “Helvedeselevatoren” (1992) overlever Orla som den eneste en 22-etagers nedstyrtning i elevatorkabinen på Binnegahls Hotel. De øvrigt stuntmen klarede ulykkeligvis ikke opgaven, og i alt 28 personer omkom heltemodigt i de utallige halsbrækkende scener.
I den eksperimenterende fin-de-siècle-antidogmefilm “Her Gaar Det Op Ad Bakke” (1999) blandes elementer fra vor glade, gamle revytradition med temaer fra Jørgen Leths gungrende episke 1200-liniers digt “Pøt Mølle-løbet i 1924”. Efter umenneskelige strabadser gennem det jyske søhøjland på en defekt velocipede og uden nævneværdig væsketilførsel, blev Orla i den uforglemmelige slutscene slået med et halvt cykelhjul under den voldsomme tumult, medens den populære bakkesangerinde Olga Volga fra blokvognen i målområdet lystigt fremskrålede den gamle vise “Ådselsgribbens Sang”. Orla gennemlevede efter prøvelserne et flere måneder langt sygeleje med dobbeltsidig lunge- og dækpunktering, og for øvrigt uden øl, på fattiggården “E Skaadstouw”s lazaret i Gammel Ry.
Limfjordskutteren “Gamle Alvilda”, samt besætning, som blev anvendt i den storslåede nyindspilning fra 1995 af Hans Kirks højdramatiske almuekulturroman “Fiskerne”. Orla ses i midten, i birollen som Gus Klabautermann-Sørensen, der skylledes overbord i en brandstorm, og blev angrebet af en stime aggressive lampretter, der flænsede ham til blods overalt på kroppen, og afbed hans højre testikel.
Fra optagelserne af samme storfilm: Redningsfartøjet “Tangloppen”, som med tab af styrmanden, den halve besætning samt hovedparten af den resterende flydende proviant, kom kutteren til undsætning, i det simulerede vesthavsforlis på Dogger Banke.
Orla stikkes senere i filmen brutalt med kniv i den sindsoprivende og fuldtud autentiske torturscene under “Torskefejden”, der medførte regulære folkeoptøjer i det lille vestjyske fiskerleje Gagger, hvorunder adskillige borgere på tragisk vis omkom.
Publicity-shot af Orla, fra hans eneste regulære ikke-stuntrolle som den gerrige og lommefilosofiske libertarianer Max Knaster, i Holbergs klassiker “Den Politiske Kugelstøder” (2010). En smuk, værdig og længe ventet skuespillerdebut.
I “Affæren i Pølleby 2: Mig og Festnegerkongen” (1997) havde Orla gennemført en komplet kropsindtjæringskur under kyndig supervision af den (under tragiske omstændigheder i Dårekisterevolten i 2002 afdøde) dr. Gack E. Laksen på dennes klinik på Gustenhuse Sindssvageanstalt. Orla havde i rollen som “Den Store Wongo” ingen replikker udover et enkelt velplaceret grynt eller to.
I det autentiske, dreyersk inspirerede senmiddelalderdrama “Kiøge Huuskors” (1998), fik Orla ørerne brændt af, da han fastbundet til en stige lod sig vælte ned i et flammende heksebål, kun iført tynd asbestdragt under munkekutten. Filmens kontroversialitet afstedkom blandt andet, at Foreningen til Lesbiske Ærøboeres Beskyttelse (FLÆB) i kraftig og noget utidig protest reagerede ved at kaste snesevis af brugte menstruationsbind mod lærredet under premiereforevisningen i Marstal Folkekino. Biografen blev herefter prompte og under konsekvente former ryddet af knippelbevæbnet personale, med assistance fra stamgæster fra de omkringliggende udskænkningssteder.
I 2001 måtte Orla endnu engang stå på mål i en film med et sportstema, nærmere bestemt den opdaterede og politisk korrekte jubeludgave af klassikeren “Fodboldpræsten”, som i den nye version betitledes: “Fodboldimamen: Kanonskuddet I Kabul”. Danmarks første halalfilm.
I gangsterfilmen “Falskmøntnerens Flugt Gennem Plankeværket” (2003), jager opdagelsesbetjent Bommerlunder den kriminelle mastermind og tidligere tandhjulskalibrator ved vækkeursfabrikken i Ringkøbing, professor Tiktaxen, der til sidst i filmen rammes af lynet og kastes i et boblende syrebassin. Orlas helbred var i meget sørgelig forfatning efter denne prøvelse, men han overvandt igen sine lidelser. En længe ventet fortsættelse af denne yderst populære og stemningsfulde film noir, er i øvrigt under udarbejdelse, med den foreløbige titel: “Det Horende X”.
Orla ses her i genfilmatiseringen af Kaj Munks dystre 3-akters skuespil “Graven” (2005), i rollen som den ved en administrativ misforståelse genopstandne teologiadjunkt Homunculus Smalpocks. For at kunne fremstå så realistisk som muligt, lod Orla sig inden optagelserne levende begrave i 6 uger.
Hermed bringes Orlas prægtige karriere up-to-date, og det er mit varmeste håb, at d’herrer trofaste læsere igennem herværende føljeton har haft fornøjelse af vor store vens fascinerende karriere, med dertil hørende tragedier og triumfer.
Sluttelig, må det mig være tilladt at udsende en ydmyg bøn. Blandt Orlas uregistrerede filmoptrædener findes et utal af interessante klip, hvoraf det i et enkelt tilfælde endnu ikke er lykkedes mig at tilvejebringe sekvensen fra “Vilde Tis-Lege i Tisvildeleje”. Skulle nogen – uanset afspilningsformat – besidde denne obskure filmhistoriske kuriositet, vil den snarlige udlevering af en højkvalitetskopi heraf til undertegnede være at betragte som et absolut privilegium.
Med filmentusiastisk hilsen fra Deres ydmyge, Hartmann
SIDSTE NYT: TISVILDELEJE-FILMBILLEDER FUNDET
Redaktionel tilføjelse:
Kun et døgn efter, at vor kundskabsrige og utrættelige ven, filmhistorikeren Hartmann Stahl-Eisenmann, havde efterlyst materiale vedr. den erotiske undergrundsfilm “Vilde Tis-Lege i Tisvildeleje” (1968 eller 69), fremkommer nedenstående sensationelle billeder, som en læser (der indtil videre ønsker at forblive anonym) har fundet på sit loft.
Filmen blev totalforbudt over det meste af verden, men en bulgarsk 8 mm-kopi vides at have været i cirkulation så sent som i 1990’erne. De her viste billeder stammer dog fra en tysk billedbogsudgave med bobletekster, udgivet på Verlag Otto Braunschweig under titlen “Wilde Piss-Spiele in Pisseldorf” 1971.
Skuespillerne var anonyme amatører, og enhver lighed med Helen Mirren og Marcello Mastroianni på det øverste billede er tilfældig. På det nederste genkender vi Orla som figuranten i midten på Tisvildeleje Strand. Det var en af de for Orla ret kedsommelige arbejdsopgaver, idet han ikke en eneste gang kom til skade under optagelserne.
Efterlysningen af en fuldstændig kopi af filmen står stadig ved magt, og Den Knockelske Kulturfond udlover en dusør på kr. 1,71.
En af avisens trofaste venner har indtelegraferet nedenstående historiske gadebillede. Ved første øjekast kunne det ligne et barndomsfoto af den senere så berømte filmstuntmand Orla Duhda Zinzüegh.
Billedet blev ufortøvet videresendt til vor ærede korrespondent, hr. Hartmann Stahl-Eisenmann, som må anses for verdens førende Orla-historiograf (se Orla-sagaen afsnit 1, afsnit 2, afsnit 3). Vi spurgte samtidig, om det var et atletik- og/eller et disciplineringsredskab, drengen var stillet op med.
HER FØLGER HR. STAHL-EISENMANNS FRAPPERENDE BESVARELSE:
Det sensationelle kolorerede fotografi viser en situation fra den højteknologiske minieksposition i den lille franske by Lussant i 1901. I Gustenhuse er vi i kraft af vore lange venskabelige relationer med netop denne rustikke købstad i stand til at oplyse, at Lussant blev den første satellitby, der efterlevede eksemplet fra den store parisiske verdensudstilling, året før.
Herunder ses et senere fotografi af samme lokalitet, taget få år senere, hvor effekten af den hæsblæsende futuristiske planudvikling af lokalområdet tydeligvis allerede var en realitet.
Drengen i forgrunden af Deres fotografi kan desværre umuligt være Orla, idet denne ikke satte sine ben på landjorden før 1941. Det, der forbinder de to interessante historier, er det kuriøse aggregat, som stolt fremvises af den raske, ulasteligt påklædte ungersvend.
Der er tale om intet mindre end en “hovedkuldsstang”, hvis funktion var at forhindre personer med denne lidelse i at tabe hovedet, og derved forårsage diverse penible situationer.
Orlas hengivne moder led jo som bekendt af denne sygdom, og da denne hovedkrykke introduceredes i den almene danske sygepleje efter den famøse tredobbelte hovednedtrilning i Rundetårn, som foranledigede Alberti-administrationens addendum til den nyindførte lov om børn og kvinders retsstilling, gik der kun omtrent syvogtredive år, førend disse remedier til befolkningens forbedrede helse var udbredt overalt i Kongeriget.
Jeg refererer i øvrigt til mine i de Knockelske medier publicerede artikler om Orlas liv og levned (se herunder).
Det højlødige fotografi vil med Deres venlige tilladelse, og i dyb taknemmelighed blive tilføjet Gustenhuse Sogns Videnskabelige Arkivs samling.
Med de varmeste hilsner fra Deres ufravigelige ven og kollega, Hartmann
