Der havde været uro i samtlige amerikanske stater det sidste stykke tid men det tog Jonny Hamburger sig ikke specielt meget af. Her på gården var der fred og ro. Solen skinnede på en skyfri himmel og Jonny hoppede ud fra døren med et krus kaffe i hånden.
Gårdens dyr kom ham i møde. Koen, fårene, hønsene, hunden, kattene og alle de andre.
Jonny kunne mærke at der måtte synges. Det var en nødvendighed:
Jonny: Så blev det atter morgen.
Og jeg har sovet længe nok
Se solens lys for oven.
Hønsene: Bok, bok, bok, bok!
Jonny: Så fredfyldt her på gården
Åh, vi får så megen sjov!
Jeg nyder kaffetåren
Hunden: Vov, vov, vov, vov.
Ko: Muh … MUUUUUUUUH.
Jonny: Ja, vi har ingen kvaler
og jeg …
“Ja, undskyld at jeg bryder ind i Deres ejendommelige skrålesang med kræene, men jeg er her i et vigtigt ærinde,” sagde en dyb stemme bag ham.
Det gav et gib i Jonny så han spildte noget af kaffen på jorden.
Han vendte sig om.
Der stod en soldat i fuldt ornat og med en tyk moustache. Han så autoritær ud.
“Hvad fanden?” sagde Jonny.
“Jeg er oberst Mudbut. Hvor må vi stille kanonerne og eksplosiverne?”
“Ka … kanonen!” gispede Jonny.
“Ja, vi er ved at gøre klar til at fjenden kommer. Ned med nakken!”
Jonny drejede sig rundt og fik øje på alle de soldater, der pludselig var stimlet sammen på hans grund. Flere kom til med kanoner som de kørte i stilling. De tromlede blomsterbedet ned og trampede kornet ned.
“Hov, det må De ikke,” jamrede Jonny.
Obersten svingede med armene.
“Tag det roligt. Vi har alt under kontrol. Desværre forholder det sig sådan at netop Deres matrikel her ved Antietam er blevet udvalgt som slagets brændpunkt men jeg lover Dem at vi vil forsøge ikke at svine for meget. Vi er trods alt civiliserede mennesker.”
Flere soldater kom til. Der var mere end hundrede folk.
“Må et par af mine mænd låne toilettet? De har brug for at lette trykket inden kamp.”
“Jeg … jeg,” stammede Jonny.
Obersten råbte til mandskabet.
“Det er i orden. I har fået tilladelse!”
Fyrre mænd jublede og stormede huset. Jonny kunne se at nogen sked på gulvet i stuen.
Han så sig forvildet rundt. Der stod kanoner og soldater alle vegne. Dyrene vidste ikke hvad de skulle gøre af sig selv.
“Er det i orden med Dem hvis vi lader en håndfuld soldater gemme sig i urtebedene?”
Jonny nåede ikke at svare før der lød skrig og råb et stykke væk. Ude på kornmarken marcherede den fjendtlige hær mod gården.
“Nu kommer de,” brølede obersten. “Angrib!”
Kanonerne gik af. To af dem pegede i den forkerte retning og skød direkte inde i huset.
Jonny spærrede øjnene op.
Sydstaterne kom løbende med sabler og geværer. Nordstaterne drønede i mod dem.
Arme blev hakket af.
Fødder blev bortsprængt.
Hoveder eksploderede.
Indvolde klaskede ud over det hele.
Tandstumper fløj som spredehagl.
Hønsene blev trampet ned.
Koen blev brugt som levende skjold og fårene, hunden og kattene blev benyttet som alternative kasteskyts og slagvåben.
Jonny stod som frosset til stedet mens kaos udspillede sig omkring ham.
Så styrtede huset sammen.
Obersten klappede ham på skulderen.
“Op med humøret, knægt.” Han pegede mod himlen. “I det mindste er det skyfrit i dag.”
“Tør jeg anmode om tilladelse til at at bringe Deres majestæts morgenmad hen til sengekanten, så De i behagelig udstrakt tilstand kan indtage dagens første måltid?”
To grynt, muligvis kodesprog for ja. Kammertjeneren rullede i hvert fald vognen med morgenbakken hen mod den kraftige mand under sengetæppet.
“Silkegrød og saltsild,” sagde han. “Lunt hvedebrød, varm mælk med honning, et glaseret æble med nelliker og en…”
“Så hold da kæft!” brølede Christian den fjerde, idet han satte sig op i sengen og mønstrede lækkerierne, der var anrettet på sølvfade og i krystalskåle. “Sagde jeg ikke i går, hvad jeg trænger mest til, når jeg vågner om morgenen?”
“Jamen, Deres majestæt…”
“Spring, min dreng, så hurtigt dine tynde ben kan bære dig: En kande lybsk godtøl, et fuldskænket bæger rhinskvin og en halv flaske af det dér ildvand, I laver oppe nordpå.”
“Mener majestæten whisky?”
“Ja, whisky for helvede, spring!”
Christian var på officielt besøg hos sin kollega og svoger, englændernes og skotternes kong James, og var der én ting, de to potentater havde til fælles, så var det en stærk og vedvarende tørst.
Flere dage og aftener i træk havde de drukket deres respektive hoffolk under bordet. Christians søster, dronning Anne, havde opgivet at skælde ud. Hverken på dansk eller på engelsk havde det nogen virkning. I øvrigt talte kongerne mest tysk indbyrdes, og de kendte de samme saftige tyske soldaterviser, som de lallede af sig til langt ud på natten.
Når Christian vågnede næste morgen, så han ældre ud end sine 39 år, og i hans hoved dunkede og hamrede det, som om håndværkerne fra hans talrige byggepladser derhjemme var taget med til England for at plage livet af ham.
Ungtjeneren i de lyserøde silkebukser var omsider fremme med det ønskede. Kongen greb ølkanden mellem begge hænder og lagde tuden til munden. Gurgle, gurgle og mere gurgle.
“Aaaaah!” sagde han med en fuldtonende lyd fra et sted dybt i tyrehalsen. “Øllet her på Hampton Court er førsteklasses, og lad mig så smage, om den sild er forsvarligt saltet.”
“Værsåartig, Deres majestæt. Her er kniv og gaffel.”
“Kniv og gaffel? Tror du ikke, vi danskere ved, hvordan man spiser sild? Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør, min lille ven!”
Knas, klank, smaske, gnufle, gnufle, grynte. Christian tørrede sig om munden, mens hans kraftige kæber formalede en halv sildefilet.
“Det går an,” sagde han med munden fuld. “Nu en slurk ildvand.”
Tjeneren bukkede og rakte flasken frem.
“At your majesty’s obedient service!”
* * *
Dagens program var et besøg i højesteretten i Tower of London. Christian, der selv var højeste dommer i sit hjemland, fulgte med en vis interesse en sag om en tyvagtig skatteopkræver, der blev dømt til at fortabe hoved, ære og formue.
Mens den vrælende synder blev slæbt ned i fangekælderen, gik Christian og dommerne til frokost. Her vankede lammekoteletter med kålstuvning og franzosisk vin af røde druer, svedskekager med flødeskum og sjældne krydderier, sød vin fra Madeira.
“Satans, som I lever livet,” sagde han. “Jeg gad nok, at Danmark blev et kolonirige med handel på fjerne kyster.”
Christian og hans svoger havde store planer om fremtidigt samarbejde og mange prygl til de tyske fyrster og franske pudderdukker.
“Ja!” råbte han, mens han hævede pokalen for femte gang. “En skål for vore broderlande, en skål for lov og ret!”
* * *
“Et dampbad og prygl med birkeris – så bliver man som barn igen,” sagde kong James, da Christian vendte tilbage til Hampton Court.
Den engelsk-skotske konge havde ganske rigtigt lyserøde kinder og krøl i håret. Hans kropsnære dragt glitrede af guld, og kalvekrøset ned over brystet var kridhvidt. Fandeme, om ikke også han havde rubinstikker i ørerne. Noget af en svans er han, tænkte Christian, men ham om det. Han avler flittigt børn på min søster, han vil lave storpolitiske aftaler med mig, og han er en herlig drukkammerat. Kan man forlange mere?
De sad i slottets centrale sal med lædertapeter på væggene og otte meter til loftet. De drak om kap med hinanden og de måbende hoffolk, hvoraf flere allerede lå på gulvet. Hver aften skulle være bedre end den foregående, ja den skulle så.
“Er vi enige om, at vi deler Europa, sådan som vi snakkede om i går?” sagde Christian i en pause mellem to krus krydret mumme.
“Javist,” sagde James. “Jeg tager Frankrig, Spanien og Portugal, du får Tyskland, Polen og Nederlandene.”
“Og Sverige.”
“Ja, schelvfølgelig også Schverige,” snøvlede James. “Når du og jeg er færdige med Schverige, bliver der aldrig mere vrøvl med dem.”
Christian rakte efter whiskyflasken. “Lad os skåle på det.”
De bundede pokalerne og ræbede i kor.
“En af dine hofmænd må skrive det ned på et stykke papir, så vi ikke glemmer detaljerne.”
“Javist,” sagde James, “og vi sætter vores majestætiske schignaturer og laksegl under. Men ikke lige nu. Jeg har en overraskelse til dig”.
“Et nyt whiskymærke – eller mere af den dér kanariesekt?”
“Næ næ, tscheater! Det fineste tscheater, de britiske øer kan opvise.”
Christian blev lang i ansigtet, men kongen havde givet tegn til en dørmand bagest i salen, og nu kom et optog af sminkede, kostumerede skuespillere dansende ind, efterfulgt af en hylende sækkepibe og et par hornblæsere, som man fik ondt i tænderne af at lytte til.
Forrest i optoget stoltserede en herre med et præsteagtigt ydre, høj pande og plirrende øjne. Han bukkede dybt for kong James.
“Min ven, mesteren Will Shakespeare,” erklærede kongen og slog ud med hånden, så en halv styrtsø af krydderpunsch pladrede hen ad gulvet.
Will rettede sig op, vendte de kuglerunde glugger mod loftet og begyndte at deklamere:
“Since brass, nor stone, nor earth, nor boundless sea, But sad mortality o’ersways their power, How with this rage shall beauty hold a plea…”
“Åh, hold kæft!” råbte kong Christian. “Shut up, tais-toi, halt die Klappe, und das sofort!”
Will blegnede under teatersminken. James gjorde tegn til, at han skulle fortsætte.
“…Whose action is no stronger than a flower? O! how shall summer’s honey breath hold out, Against the wrackful siege of battering days…”
“Det var dog satans!” brølede Christian, idet han langede en lussing ud, som sendte Will trimlende hen ad gulvet. “Ud med dig, og ud med de andre abekatte… Nej, hende med det store patværk kan blive og danse på bordene. Jeg skal nok klappe takten, for jeres kattejammermusik vil vi den ondeprygleme heller ikke høre på!”
Kong James var for beruset til at at rejse sig og protestere, og to hellebardbevæbnede vagtsoldater drev skuespillerne tilbage, hvor de var kommet fra. Klare tårer randt fra Mr. Shakespeares øjne, da han kastede et sidste blik ind i salen.
“Og lad os så få noget i glassene!” befalede Christian. “Vi sidder her ikke til pynt!”
* * *
Danskerkongen lå i sin himmelseng og gryntede, da døren gik op næste morgen. Han ventede at høre kammertjenerens sædvanlige kvidder, men det udeblev.
“Herre konge,” sagde en velkendt dyb stemme på jævnt dansk. “Tid at stå op.”
“Det bestemmer jeg fandenpuleme selv.”
“Desværre nej, herre konge,” lød det fra Christians rådgiver og rejseledsager, lensbaron Guffert Orne. “Vi skal være ude af Hampton Court inden en time.”
“Hvem siger det?”
“Kong James har udstedt denne allermajestætiske ordre.”
“Kald på ham, så jeg kan varme hans ører.”
“Kongen og dronningen er taget på landet, og vagtpersonellet har ordre til at jage os ud, hvis ikke vi går selv. Jeg har sendt ridende bud til kaptajn Bunkelhage på “Trefoldigheden”, at han skal gøre klar til afsejling ved middagstid.”
“Jamen, det er jo vanvid,” sagde Christian, der havde sat sig op i sengen og var lysvågen. “James og jeg har store planer. Vi skal dele Europa mellem os og give svenskerne bank, til de jamrer.”
“Meget beklageligt, herre konge, men James har et nært forhold til Will Shakespeare og hans trup, og han tåler ikke, at de bliver fornærmet.”
“Will Shakespeare? Hvem fanden er Will Shakespeare?”
“Herre konge, vi har ikke lang tid tilbage her. Lad mig assistere Dem med at få bukserne på.”
Jeg håber det går godt derhjemme.
Her går det i hvert fald strygende. Som du ved har jeg ledt efter Indien og det skal jeg eddergrønthakkeme love dig for at jeg har fundet.
Da jeg kunne se fastlandet i min kikkert fyldtes jeg med glæde og begejstringen blev større da vi gik i land.
I det samme vi trådte ud på stranden fik et besætningsmedlem en tomahawk i tindingen.
Og fra det tidspunkt var jeg solgt. De indfødte var noget ganske særligt.
Sikke en velkomst. Jeg kan slet ikke få armene ned.
Disse indianere drønede med fjerprydelser rundt på heste og skød med bue og pil.
Sikke en kultur. Sikke et folkefærd.
De myrdede det meste af besætningen og tog resten, heriblandt mig, til fange.
Vi blev bundet til pæle og deres leder Løbende Stjernefrugt truede og tævede os med køller.
Det er forbløffende så forskellige kulturer kan være. Men interessant.
Nåh, men jeg brugte min charme mod Løbende Stjernefrugt og hans brødre, Siddende Panda og Skidende Mammut.
Til sidst blev vi så gode venner at jeg og de øvrige overlevende blev sluppet fri og fik lov til at sidde med ved bålet.
Her røg vi opium og dansede mens der fløj lyserøde elefanter rundt på himlen.
Indianerne blev så glade for mig at jeg fik mit eget navn, Dumme Svin.
Jeg spurgte om jeg ikke måtte få lov at se noget mere af Indien.
“Uk, uk, naturligvis!” råbte Masturberende Hest. Han ville gerne være turguide.
De førte mig ind i et specialkonstrueret befordringsmiddel, sådan en kasse med hjul. De er automatiserede og kaldes vist nok automobiler. De går helt vildt op i maskiner herovre i Indien.
Nøj, hvor den larmede og røg.
Vi kørte ned ad en lang strækning og endte i noget der hedder Hollywood. Her er der en stor underholdningsindustri. Teater og sådan noget pjat.
Her mødte jeg andre stammer som skød med rifler og talte om frihed og spiste friturestegte kartofler.
Alt sammen meget eksotisk og spændende kan jeg sige dig.
Indien er et herligt sted men de er en smule tossede herovre.
Jeg tror at jeg vil give landet fem hatte.
Kærlig hilsen din,
Chrissermand
PS: Jeg kommer hjem inden din fødselsdag. Jeg har gaver med.
Det var regnbuens måned i regnbueørredens år da et gigantisk forstenet fækaliebjerg blokerede vestporten til det kejserlige palads i den forbudte by i Peking.
Handel og andet samkvem med det vældige rige var ved at gå i stå, eftersom det var umuligt at komme ind eller ud af porten.
Kineserne gik i gang med hakker og spader, men denne metode var tidskrævende.
Kejseren havde fået nok.
“Der må være en mere effektiv løsning!”
Ingen i byen havde dog regnet med at svaret ville dukke op i en lægepraksis i den anden ende af byen.
● ● ●
Bang Hong Chang var en anerkendt doktor men denne morgen blev hans evner for alvor stillet på en prøve.
Døren blev sparket op og der stod selveste WingWong i egen faretruende person. Han var vagt ved vestporten. En viril herre der havde forført hundrede af kvinder i tidens løb.
Bang Hong Chang bukkede i respekt for den højtstående mand.
“Er De doktoren som kan alt?” spurgte vagtchefen.
“Alt og alt. Det er vel som man tager det,” svarede Bang Hong Chang. Han rettede ryggen.
“Mit lem fungerer ikke mere,” sagde WingWong med et glat udtryk. “Jeg har nogle fruentimmere som jeg skal imponere og det kan jeg ikke med et søvnigt lem. Den er ligeså ubrugelig som en kogt suppenudel.”
“Potensproblemer er ikke ligefrem mit speciale,” svarede Bang Hong Chang stille.
“Sludder! Nu finder De på noget. Giv mig noget medicin. En salve. Et eller andet!”
“Jeg har ikke noget liggende. Jeg må lave det fra bunden. Det kræver tid. Jeg skal sammensætte en formel og lave forsøg og …”
WingWong stirrede ned på ham med et kompromisløst blik.
“De får en halv time til at lave et helsemiddel til mit organ, ellers …”
“Ellers?”
“Ellers skal jeg personligt stikke Dem ned med min spisepind indtil de dør af det.”
Bang Hong Changs hjerte kravlede op i halsen. Han var dødsdømt på forhånd.
“Har De forstået?”
“Ja, ja. Naturligvis,” sukkede lægen.
“Godt!” Vagtmanden WingWong gik ud af døren. “En halv time, Bang Hong Chang. En halv time…”
Bang Hong Chang gik rundt om sig selv i frustration og dødsangst.
“Hvad skal jeg dog gøre? Hvad skal jeg dog gøre?”
Han løb hen til skabene for at se hvad han havde tilbage af ingredienser. Der var ikke meget. Han havde blot en smule svovl og noget kul og noget salpetersyre og han kunne ikke nå at tage på bymarkedet.
Han blandede det hele sammen og stod til sidst med et sælsomt mørkt pulver.
“Som om dette skulle gøre noget ved potensen.”
I frustration tog han en lille håndfuld af pulveret og smed det ind i den tændte pejs.
Det gav et ordentligt knald. Flammer sprøjtede ud fra ildstedet.
Bang Hong Chang var hurtig med en spand vand før ilden bredte sig.
Da det værste chok havde lagt sig smilede han lumsk.
“Ganske interessant.”
● ● ●
Præcist en halv time senere kom WingWong tilbage med et forventningsfuldt blik. I hånden havde han den spisepind der skulle fungere som afstraffelsesmetode hvis Bang Hong Chang svigtede ham.
“Nåh, hvad har De så fundet på?” sagde vagtmanden med et sindssygt udtryk i det rædselsfulde fjæs.
Bang Hong Chang rakte forsigtigt det sorte pulver frem.
“De skal hælde dette pulver ned i underbenklæderne og gå rundt med det en times tid. Derefter vil De være fyr og flamme.”
“Ser man det?” WingWong hældte det sorte pulver ned i underbukserne og satte hænderne i siden.
Bang Hong Chang rakte ham en rygsæk fyldt med sort pulver.
“Her har De lidt ekstra hvis lemmet skulle svigte igen.”
Wingwong tog rygsækken på og gik mod døren.
“Jeg kommer tilbage om en time og hvis det ikke virker så stikker jeg Dem ned på stedet! Jeg sværger på min faders grav.”
Han forlod matriklen og gik ned mod vestporten til bjerget af fækalier. Sort pulver dryssede i et fint spor ud fra buksebenet og lavede en perfekt streg efter ham.
I det samme han var nået hen til det brune bjerg smed Bang Hong Chang en fakkel for enden af den sorte lunte. Ilden halede langsomt ind på WingWong.
Og braget der fulgte efter kunne høres overalt i de kejserlige paladser.
“Badrh,” udbrød den gamle munk i klosteret Lindisfarne før han smed sig i stolen og kastede et søvnigt blik ud over spisesalen hvor hundredvis af munke sad og stirrede udtryksløst ud i luften. Flere af dem gabte. Andre pillede næse.
Den gamle munk brummede svagt mens han bedende så op i loftet.
“Fader. Vi savner sanseindtryk. Vi keder os usigeligt. Hør på os. I himlens navn lad der ske noget. Amen.”
“Amen,” svarede et par munke i flokken.
Munkene gik til daglig og passede sig selv på Holy Island. De drak te og spiste småkager. De bryggede munkeøl, passede haven og bad til Vorherre. Den samme rutine dag ud og dag ind. Hele året rundt.
Sidste gang der var opstået noget der mindede om spænding var da den gamle munk fik hæmorider og gjorde klageskrig fra sine gemakker, men det var fire år siden nu.
Kedsomheden var en del af livet på Holy Island. Det var også derfor det overraskede alle da den unge munk Lukas kom løbende ind i spisesalen og råbte:
“Gæster!”
Samtlige munke gispede. Hvisken bredte sig i salen. Den gamle munk gav et ryk fra sig i stolen og tabte underkæben af ren forbavselse.
“Hvem fanden gider at besøge os?”
KAPITEL 2
Munkene løb ud af bygningen og ud på marken hvor fårene, hestene og køerne græssede med lige så sløve og deprimerede blikke som munkene selv. 200 meter længere fremme marcherede en hær af ukendte mænd.
“Hvem i helvede er det?” spurgte den gamle munk.
“Vikinger,” svarede en munk med hentehår. “Jeg har læst om dem. Spændende folkefærd. De kommer fra det kolde nord. Dannevang.”
Den gamle munk nikkede anerkendende.
“Vores bønner er blevet hørt. Endelig sker der noget spændende.”
Hæren af vikinger trampede hen over marken med kursen direkte mod munkene. Ansigterne var arrede, vrede og frådeskummende. En flok kreaturer stod i vejen for deres bane men det tog vikingerne sig ikke af. Sværd, køller og økser roterede i hænderne som møllevinger og splittede husdyrene ad i et fyrværkeri af rødt.
Munkene spærrede øjnene op. Hæren standsede et par meter foran dem.
“Goddag, d’herrer,” sagde den gamle munk. “Velkommen til Holy …”
Vikingehøvdingen der havde et langt filtret skæg afbrød med en flyveskalle og fjorten lussinger. Munken røg fortumlet på røven ned i græsset.
“BRRRAAAH” brølede vikingehøvdingen. Spyt dryppede nedad hagen.
“BRRRRRAAAAH” svarede de andre vikinger.
KAPITEL 3
Vikingerne bankede løs på munkene og kastede dem rundt som var de ligegyldigt legetøj.
“DRRAGK.”
“VRRAM!”
Men de blev hurtigt trætte af denne kaste-bankeleg, så de marcherede op til klosteret for at se hvad de kunne more sig med der.
“GAAAARJH!” brølede vikingehøvdingen ved synet af dette nyopdagede slaraffenland. Han gjorde tegn til de andre og de stormede ind gennem døren med begejstrede råb.
Først hentede de øllet og vinen i kælderen. De drak og drak og smadrede møblerne i klosteret, bedækkede de overlevende kreaturer og malede gudsbespottende gloser på vægge og gulve.
Så kom turen til spisekammeret. Her blev alt ribbet ned til sidste krumme. De rådne vikingegummer gnaskede løs i den føde, der kom i deres nærhed.
Mere øl til at skylle efter med. Flere dyr blev befamlet.
Da alle maver var fyldte tævede de munkene endnu en gang.
Sådan fortsatte det i godt og vel fem timer.
KAPITEL 4
En viking stod og urinerede på bordet i spisesalen. Han råbte til de andre:
“KRRRAGGH!” Og det kunne han jo have ret i.
Skyggerne var ved at være lange. Det var på tide at vende snuden hjem og på hovedet i seng.
“HHHHRRRRG!” hylede en spinkel viking med filipenser. Han havde netop fundet skatkammerat med alle værdierne. Det skulle vikingerne selvfølgelig også have med. Det manglede da bare. De kunne sagtens nå at snuppe det hele inden det blev alt for mørkt udenfor.
Gæsterne fyldte de medbragte sække med tyvegods og bar det ud til skibet.
KAPITEL 5
Munkene stod paralyseret på kysten foran vikingeskibet mens godset blev læsset på fartøjet.
Vikingerne gik glade ombord med sækkene og maverne fulde. De rullede de sidste tønder øl ind på dækket. De havde ikke tænkt sig at tørste på hjemturen.
“GGRRRRA!”
“FFAAKS!”
“VRRRÅÅ!”
Vikingehøvdingen klappede den gamle munk på skulderen lige oven på et blåt mærke og sagde:
“Tusinde tak for denne gang. Det har virkeligt været hyggeligt. Det betyder meget for mig og drengene at vi kan komme forbi og slå os løs. Vi har jo ikke så meget at sige på hjemmefronten. Du kender jo kvinder.”
Høvdingen lo anstrengt. Han viftede med en bog han havde stjålet fra biblioteket. De hellige Lindisfarneevangelier. “Jeg håber det er i orden hvis jeg tager denne bog med. Jeg har sgu lidt dårlig mave og vi er løbet tør for papir.” Han hoppede op på skibet. “På gensyn!”
Munkene stod passive og gloede som tudser i tordenvejr. Vikingerne sejlede væk fra øen og freden lagde sig atter over Holy Island.
EPILOG
Munkene havde fået blå og gule mærker, værkende led, og de manglede flere tænder end nogensinde før. I tavshed betragtede de ødelæggelserne omkring dem.
Aldrig før havde der været så meget aktivitet på øen som under denne spontane vikingevisit.
Efter at have bearbejdet alle indtryk vendte den gamle munk sig mod de andre. Et småsjofelt smil bredte sig på hans ansigt. Et udtryk ingen af dem havde set i flere år.
“Det var for helvede da på tide,” jublede den gamle munk.
Og snart brød de alle ud i en forløsende latter.
Julius Caesar strakte hals og lagde hovedet bagover, så hans barberslave Knockilus kunne fjerne de sidste gråhvide skægstubbe. Den hvinende skarpe kniv kildede hans adamsæble.
“Hvis det passede dig, Knockilus,” sagde han, “kunne du have skåret halsen over på mig hundreder af gange. Har den tanke aldrig strejfet dig, at du, en gammel slave af fjern og fremmed herkomst, kunne gøre det af med verdens mægtigste mand så nemt som sådan?”
Knockilus smilede.
“Aldrig, herre,” sagde han, mens han tørrede barberskum af diktatorens underansigt. “Du sparede mit liv på slagmarken ved Avaricum, jeg glæder mig hver morgen over at se dig gå hjemmefra som Roms mest velbarberede storherre.”
Caesar klappede den gamle slave på skulderen og lod en mønt droppe ned i hans hånd.
“Af sted til dagens gerning!” nynnede han, mens han, alene og ubevogtet som sædvanlig, vandrede gennem folkemylderet de få hundrede meter til senatet.
Et vanskeligt møde ventede ham. Hans forslag til ny knivlov, gældende for det indre Rom alle dage efter mørkets frembrud, skulle til debat og afstemning, og en fornemmelse sagde ham, at stemningen ikke var gunstig.
Mine talegaver må vinde sejren, tænkte Caesar. Ligesom jeg slog gallerne med sværdet i hånd og kunne hjembringe Knockilus og andet krigsbytte i ufattelige mængder, må jeg nu med ordets magt overbevise den romerske overklasse om, at der er for megen blodsudgydelse i nattelivet, og at en streng knivlov er nødvendig.
Caesar havde en hemmelighed: Han var blevet socialdemokrat. Siden nytår havde han fået gennemført en lov om progressiv beskatning af middelklassen, forhøjede dagpenge til arbejdsløse proletarer og migranter, gratis tandpleje i form af gummerydning med kølle samt sidst, men ikke mindst: Offentlige tilskud til obligatoriske gedeskindskondomer på de statskontrollerede bordeller.
Knivloven skulle blive kronen på hans politiske værk. Romerske ynglinge og brunlødede indvandrere skulle ikke længere trække kniv på diskoteker, dansebarer og i sidegaderne sent på natten, når promillen var høj og de unge sind i kog.
“God morgen, min ven Longinus og min ven Brutus!” råbte han, idet han sprang op ad trappen mod forsamlingen af senatorer. “Er vi friske? Skal vi have fåreøjesuppe og blå skumvin til frokost?”
“Nu!” lød svaret med et brøl fra Brutus, og i det samme blinkede solen i mindst en snes blanke knivsblade.
“Jamen dog,” sagde Caesar. “Er det en slags demonstration mod knivloven? Er I blevet splittertossede? Loven skal selvfølgelig ikke gælde for patriciere i fuldvoksen alder og ved højlys dag. Som det fremgår af paragraf 4, stykke 1 og 2…”
Han kom ikke længere. Det første stik var gået ind mellem to ribben, og sekundet efter fik han en kniv i ryggen. Og en til.
Caesar så rundt på de vrede ansigter, mens den ene skarpe kniv efter den anden borede sig gennem ham. Nu var det spidsen af en gylden daggert, som han i sin tid efter en sen middag på et pizzeria i Milano havde skænket sin unge ven Marcus Junius Brutus, der kom nærmere. Den stak, men ramte spændet på hans skulder ved det første usikre forsøg.
“Også du, min søn Brutus,” sagde han, da den svedende knivmorder omsider fik kontakt med kød og blod. Stik nr. 23 føltes som det mest dræbende af dem alle. Med sine allersidste kræfter og blodskum om læberne fremhviskede Caesar:
“Du skal arve min barberslave Knockilus. Han forstår at bruge en kniv.”
“Vil du have den gule kjole på i dag, skat? Så tager jeg den blå. De matcher så bedårende…”
Alexander havde rejst sig fra lejet i kongeteltet. Hans nære ven og ledsager Hefæstion stod nøgen på gulvet. Alexander havde, som alle vidste, og mange stadig ved, tilnavnet den store, men Hefæstion var heller ikke på nogen måde småt udrustet.
“Gult eller blåt… åh, det er altzå næzten ikke til at finde ud af,” lød det fra vennen, mens han trippede rundt om sig selv. “Jeg tager den lyzerøde, og så har du frit valg, pusser!”
De fnisede om kap, mens de klædte sig på. Deres dragter havde kjolefacon, men var sat sammen af lakerede metalplader. Det var rustninger af tidens højeste kvalitet, konstrueret til at afværge sværdhug og vstød med spydspidser.
“Titte, titte, ingen underbukzer, vel?”
Latter og kåde puf fik teltdugen til at blafre, men selv om Alexander og Hefæstion kvidrede som teenagetøser i hinandens selskab, skulle man ikke tage fejl af maskuliniteten. Deres granithårde kroppe svulmede af muskler og var mærkede af ar fra slagene og solskoldning under de årelange felttog.
Efter utallige sejre hen over Middelhavslandene og Mellemøsten var den 30-årige konge, hans nære ven og deres hærstyrker nu nået frem til Indien. Alexander ville se de fjerneste egne af den kendte verden og lægge dem under sig.
“Fjenden er på vej imod os,” sagde Hefæstion. “Har du slebet sværdet?”
“Hvis du smører skeden, så finder jeg nok ud af resten.”
Mere latter. Alexanders spioner havde i aftes meldt, at et modangreb var på vej under ledelse af klanherskeren Omfis.
“Inderne er svage og forskræmte bønder. Det er nærmest pinligt at give dem prygl, og jeg gider egentlig ikke,” sagde Alexander. “Nu skal vi op i luften og have det sjovt!”
På den første dag i Indien havde de nedkæmpet en grænsefæstning og fundet et lager af balloner. Fantastiske ting, som de havde hørt om, men aldrig før set. En lækker, lysebrun ung inder havde demonstreret, hvordan man antændte kulbækkener under ballonens åbne bund, og hvordan den så blev fyldt op med varm luft og fik opdrift.
“Kald på drengene!” sagde Alexander. Hans betroede hærførere og rådgivere, som tilfældigvis alle var lækre unge mænd, skulle med op og flyve i gondolerne under de farvestrålende balloner. Der var plads til hele skaren samt et par harpespillere og rigelige forsyninger af dadelvin og ostekiks.
EN TIME SENERE
Herligt var det at drive af sted under den blå indiske himmel. Men hvordan styrede man de balloner?
Alexander stod i sin gule emaljedragt ved gondolens ræling og så kolonner af bevæbnede mænd dukke frem over bakkekammene mod øst. De havde kurs ned mod hans egne tropper i dalen.
“Hør, vi skal vist ned og gøre klar til kamp,” sagde han. “Er der ikke en styrepind eller et højderor et sted?”
“Æh… jeg stod og tænkte på det samme,” sagde Hefæstion med munden fuld af konfekt. “Vi skulle nok have taget ham inderen med op, som havde forstand på det.”
Ballonerne drev langsomt, men sikkert vestpå. Under dem var kampen allerede begyndt. Man hørte skrig og tung metallisk klirren. Inderne var måske ikke så store, og deres udrustning så primitiv ud, men de kastede sig ind i kampen med glødende raseri.
Alexander kneb øjnene sammen. Hans forreste geleder begyndte at vige og gå i opløsning.
“Kom nu!” råbte han fra sin duvende gondol. “Giv dem kamp. Gør noget ved det, I svæklinge, I slapsvanse!”
“Det kan du fandenprygleme selv være!” lød et brøl dernede fra.
“Fandenprygleme nej! Svans kan jeg skrive under på, men ikke slap!”
Råbene frem og tilbage hjalp ikke. Ballonerne fortsatte med at drive vestpå, mens Alexanders menige soldater på jorden flygtede – de heldige af dem. Andre blev hugget ned eller overgav sig med udsigt til livsvarigt slaveri under indiske herskere.
“Altzå, såden en møgdag,” sagde Hefæstion.
Alexander vendte blikket fra det deprimerende syn af et tabt slag. Han skænkede vin i Hefæstions bæger og kyssede vennens blomsterduftende kind.
“Vi er på vej hjemad, og nu skal vi bare hygge os,” sagde han. “Lad os få noget harpemusik, som vi kan danse nøgendans til.”
Idet sundhedsmyndighederne i Gustenhuse Sogn netop har konstateret katastrofale bivirkninger ved dette års julekirsebærvin, anmoder vi hermed vore kolleger og kammerater i Usseldrup og Klamhuse om venligst at hasteudbrede denne alvorlige efterretning, til behørig og profylaktisk advarsel for alle i sognet værende alkoholister, hvilket herfra antages at dække langt hovedparten af Deres ærede medborgere.
Alarmen lød i går eftermiddags under svineproducent Høstbergs vintergilde på Grisholm, hvor hr. hvæssestenskonsulent A. Sliwer pludselig efter et voldsomt ildebefindende oplevede en spontan hovedaftrilning, efter indtagelse af en flaske af Den Gamle Kypers allerlødigste kirsebærvin.
Herover ses en situation fra udbringningen af kirsebærvinfadene til detailhandelen, tidligere på året.
Desværre udgik advarslen ikke allesteds betids. I forbindelse med afdøde overlærer Lavard Skamprügels gravøl på Gæstgiveriet “Dubbidu”, nåede udskænkningen af de farlige dråber et (hvad senere skulle vise) sig yderst uheldigt omfang.
Den elskelige indehaver, værnemagerenkefru Kamma Dam fik således under de sædvanlige muntre former serveret i hundredevis af genstande til de begejstrede tilstedeværende, herunder ulykkeligvis utallige “kyllinger” med den pågældende fatale frugtdrik.
Adjunkt Severin Severinsen kan nu som mange andre tale med om de frygtelige konsekvenser af forgiftningen med den perniciøse kirsebærvin. God bedring ønskes herfra!
Til alt held fik Tølperforeningen hurtigt nys om den alvorlige situation, idet utallige medlemmer var fysisk til stede, og disse gik herefter under bastante og disciplinerede former i gang med at destruere resten af årgangen, ved udhældning i Gadekæret.
Denne forfærdelige sceance var forståeligt nok ganske ubærlig for mangen en garvet og tørstig seniortølper…
Fortvivl dog ej! Thi som vor egnspoet V. Røvlenberg skrev, i sine just udgivne “Gustne Julebetragtninger” (frit efter Neil Sedaka):
“Når skæbnen føles nok så ram, og livet synes fuldt af skam;
kom da ihu: hvad ikkun skænkes ham, fra vor alles kære Kamma Dam?,
I morgen, nok en dram! Kamma, Kamma Dam,
Oh, Kamma, Kamma Dam, Dubbidu, Dam-Dam!”
Gustenhuse Sogn har i lyset af disse dybt tragiske begivenheder vedtaget ekstraordinært at øge alkoholbevillingen til alle sognets udskænkningssteder, inklusive kirken og bedehuset. Der kompenseres for tabet af den elskede kirsebærvin med firdobbelt-op i hele december måned på Sognets regning.
Dette vil også være gældende for klamhusianere og andet tilrejsende godtfolk, med selvfølgelig undtagelse af kvinder og marxister. Der opfordres til flittig brug af denne ordning, og vægter Larmo Rasselschlüssel er på forhånd informeret, således at han kan holde sig på forkant med diverse grove episoder, håndgemæng, hærværk og fuldekørsel i nattelivet. Ingen overtrædelser af ordensbestemmelserne i Gustenhuse Sogn i julemåneden vil blive lagt de skyldige til last.
Til financieringen af disse jubelherligheder nedlægges Gustenhuse Fattiggård permanent, og al handicaphjælp samt diverse statslige miljøpuljer inddrages ydermere, indtil videre.
DRAMAETS SJÆLSRYSTENDE KLIMAKS >>> SE FØRSTE AFSNIT HER
Da Lacksen d. Æ. i 2001 med Statens fulde billigelse påbegyndte den første serie forsøgsvise hjernetransplantationer, benyttedes stadigvæk håndskrevne sedler til nummerering af de udtagne organer. Et egentligt digitalt registreringsarkiv var ikke på dagsorden, da datamaskiner endnu ikke var indført i Gustenhuses offentlige administration.
Ved en ulykkelig fejl er det således sket, at Specimen 606 blev forbyttet med nummer 909, hvorved en patient er blevet udstyret med det forkerte cerebrum.
Den pågældede hjerne tilhørte Minimahl Bettemann-Olsen (til højre: dennes forældre*), for hvis vedkommende det aldrig helt lykkedes lægevidenskaben at specificere, hvad han egentlig fejlede rent mentalt, andet end at han konstateredes at have været lille, grim, doven og ualmindeligt ubegavet. Han isoleredes således for sin egen sikkerheds skyld fra de øvrige patienter og holdtes derefter indespærret i 66 år i et aflåst klædeskab på sindssvageanstaltens linneddepot, hvor han i sin monomani ideligt bankede hovedet imod døren, indtil han døde af alderdom. Hjernen blev herefter udtaget og opbevaret i Krukke 606.
*) Bettemann-Olsen blev fra fødslen og indtil sin indlæggelse opbevaret i hulrummet i faderens høje hat, hvilket i 1922 af en af mig ledet komité præmieredes med Gustenhuse Vanførefonds fortjenstmedalje (som ses på billedet), for på eksemplarisk samfundsgavnlig vis og i vedholdende grad at holde diverse uduelige personer og vanskabninger ude af offentlighedens skue.
Grunden til forbytningen findes i det overraskende faktum, at den ansvarlige hr. Hartmuth Helbard Hadberg *) i det skjulte led af svær iboffobi – eller angst for palindromer – hvilket fremgik af dennes hemmelige dagbog, der blev fundet i ruinerne efter tragedien. Hadberg var jo blind på det ene øje, hvorfor kun den ene side er beskrevet i dette sørgelige manuskript.
*) Hadberg, der aldrig bestod sin bogholderieksamen, havde rod i økonomien, fordi han var angst for “—>regninger<—“. Det var samme årsag der gjorde, at han ejheller trods sin formidable ildhu formåede at uddanne sig til “—>kok<—“.
Den katastrofale hjerneforbytning skete netop på dagen for det kuriøse tidspalindrom, 20/02-2002, klokken 20:02, en dag som for altid vil stå i gustenhusborgernes erindring som den mest forfærdelige og tragiske, siden koleraepidemien i 1771.
Hvad var så konsekvenserne af hjerneforbytningen? Bettemann-Olsens tænkende organ, hvis man overhovedet kan kalde det dét, blev anbragt i kraniet på patienten på ovenstående billede. Man kan let forestille sig virkningen af denne uheldsvangre kombination. Ved at bruge isseforhorningen som rambuk, løb patienten amok på anstalten og slog dørene ind til de sikrede afsnit, hvor De Fem Forrykte holdtes indespærrede. Herefter red “Gedemand” Habengut i dæmonisk raseri rundt på patienten, og stangede personalet til døde, medens de øvrige vanvittige raserede bygningen fra kælder til kvist. Hr. Hadberg tog i desperation sit eget liv, ved at selvlobotomisere sig ved hjælp af sin trofaste hjælper, den jernstang han altid bar rundt på, og som han i øvrigt havde købt af mig i 1991, til den yderst favorable pris af kr. 2,02.
Den indslåede dør til forstanderens bolig. Hvad derefter fulgte af bestialske modbydeligheder, vil jeg overlade til den ærede læsers fantasi, blot med denne beskedne tilføjelse, direkte og med personlig tilladelse citeret fra lokaldigter V. Rølvenbergs storslåede epos: “Brune Erindringer Pr. Vers” (2003).
“Man næppe sig for’stille kan en noblere og finer’ mand; hin Lacksen sjæl fór hjemad, grant, thi hjernerne blev sammenblandt.”
Egnspoet og militærballonskipper af reserven, den folkekære og højstærede V. Røvlenberg.
I de tidlige morgentimer medens revolten stadig stod på, kravlede Trismi Kiniseri op på anstaltens tag for at tømme blødbrunvaretanken, medens Hystadia Menses-Rynkebys sindssvage skrigeri fra balkonen gjaldede ud over gårdspladsen, hvilket tiltrak omgivelsernes opmærksomhed. De store mængder flydende brunvare betød desværre, at stort set alle tilstedeværende i bygningen druknede.
Friskytte P. Laffenberg fra Gustenhuse Sogns Søndre Husmandskreds, som på sin morgentur hørte støjen, nedskød herefter – desværre for sent – Kinisiri, der styrtede i døden fra tårnet ned på exercitspladsen, hvor der overalt herskede panik og ødelæggelse, i kølvandet på Habenguts psykotiske rædselsridt.
Alt imens forsøgte Creutzfeldt-Jakobsen under tumulten diskret at stikke af i Lacksens pansrede limousine, med sin stålsarkofag fastspændt på taget (hans hjem i en menneskealder), men blev lykkeligvis afsløret af Tølperforeningens medlemmer, der var strømmet til stedet, ved det første tegn på ballade, og som derefter trak ham ud af bilen for læsterligt at gennemprygle ham på åben gade. Hermed var spillet i realiteten ude, og der blev atter trods endnu et par voldsomme dødsfald bragt ro og orden over begivenhederne.
De fire overlevende misdædere blev i marts 2002 under stor lokal mediebevågenhed hængt på Sindssvageanstaltens exercitsplads. Videofilm af henrettelserne kan bestilles formedelst kr. 13,31 inkl. porto hos undertegnede. Specificér venligst af hvilken person De ønsker at se hængningen. Rabat på kr. 0,50 gives ved bestilling af alle 4. En læderindbundet 15-års jubilæumsluxusudgave med interessante fraklip vil til næste år kunne erhverves i forbindelse med den årlige Byfest. 22 gratis eksemplarer vil ydermere af undertegnede blive udkastet i grams fra Liggasballonens gondol.
Vagthavende Ebbe Gøg, sikkerhedsrepræsentant Bob Natan og gesandt Reinier Laval fra Frankrig (som tilfældigvis befandt sig i området), hilser på hinanden ved indvielsen af anstaltens nye, forbedrede lokaler i 2002.
Til højre ovenfor ses anstaltens nye datamat, som skal eliminere lignende episoder i fremtiden. Til venstre en af stedets nyansatte bevæbnede medarbejdere, til varetagelse af alle daglige sikkerhedsmæssige opgaver.
Anstalten vil i øvrigt være lukket i dagene omkring d. 21. december 2112, kl. 21:12. Så er De altså hermed informeret, hvis De som gustenhuseborger på dette tidspunkt skulle gå hen at blive, eller være blevet erklæret sindssyg.
Efter den formelle indvielse var der erklæret folkefest. Forstander Gack E. Lacksen, Jr. og dennes viv Hannah sidder i foråret 2002 ved det traditionelle smörgåsbord, i forbindelse med den årlige audit, hvor man under selve måltidet af tidsbesparende hensyn også besigtigede de nyankomne patienter, herunder troldkællinger, somnambulante selvmutilatorer samt diverse ulykkelige hovedkuldspatienter.
Hopla! Hér går det godt! Konferencier, entertainer og orkesterleder Otto Ege fra Gustenhuse Tappenstreg afsynger den traditionelle festsang: “En af dem, der red med fane”. Herefter udråbtes et 9-foldigt leve, for den ufravigeligt loyale Tølperforenings medlemmer, der aldrig har ladet sognet i stikken i krisesituationer.
Tølperforeningen (repræsenteret ved overstående menige medlemmer) modtog ved festligheden Gustenhuses Kulturpris på. kr. 16,61. I øvrigt for 77. gang i træk.
I ly af natten kunne Blodhavn Borgervæbning lydløst omringe Peckelgren-palæet på Blodhøj Bakkevej, og da ekscersersergent Walburg Gaffelhage kl. 06.14 lod kommandofløjten lyde, sattes angrebet ind fra alle sider.
Skrig og jammer lød fra palæets natteforvågede, forsoldede og besudlede publikum, efterhånden som borgervæbnerne kæmpede sig gennem lokalerne og ryddede op i svineriet.
Gennem måneder er den brede befolknings forargelse vokset. Nat efter nat har man hørt tummel og musik, når turister, heriblandt talrige Holstebro-velhavere, sammen med en sørgelig skare af depraverede lokale, hengav sig til illegalt spil, uorganiseret masturbation, indtagelse af importeret spiritus og andre kardinalforbrydelser.
Udskejelsernes bagmand, brunvaresorterer Gimbert Birk Lallesen, yngre broder til den berygtede storpamper Lalle Birk Lallesen, var ikke til stede på lokaliteten. Ifølge hans nærmeste er han på vej til Damaskus i selskab med avlskalkunerne Babs og Anja.
Et retsligt opgør af hidtil uset strenghed venter såvel hr. Birk Lallesen som hans personel og de på stedet pågrebne drankere, masturbanter og hasardspillere.
Følgerne af denne mindeværdige nat på Blodhøj vil blive fulgt og nøje refereret i avisen.
