Forfatterarkiv: admin

Om admin

Søn af veterinærbøddel Albert Knockel (1898-2001)

Jubelgave nr. 18: HVEM ÆDER HVEM?

Bordet var dækket, maden var varm, og alt tegnede godt. De skulle have frikadeller, blodpølse og steg med sprød svær. Et overflødighedshorn af stegt kød. Sådan var det hver dag.

Hannibal, Wagner og Ruth satte sig til bords.

“Lad os fortære det varme kød,” sagde Ruth glubsk.

“Hørt!” råbte Wagner og Hannibal i kor.

“I kan tro nej,” udbrød en fremmed stemme.

Kødspiserne vendte sig om i en synkron bevægelse.

I køkkendøren stod en kappeklædt skikkelse. Han stod rank med hænderne i siden og hatten kækt på sned.

“Åh, nej!” skreg de kor. “Det er Veganer-John!”

“Det er sandt,” kaglede den kappeklædte vegetar og gav Wagner et par på skrinet. “Og ingen af jer skal spise af kødet. Det bliver over mit lig!”

Hannibal hev en kniv frem, men det var nyttesløst. John slog den brat ud af hånden på ham.
De var trængt op i en krog.

“Nu skal I alle straffes for jeres synd!” grinede Veganer-John højt med en pistol pegende på dem.

Ruth så en mulighed. Hun greb et stykke flæsk og kastede det mod Veganer-John. Kødet landede i hans åbne mundtøj, inden han nåede at reagere.

John stivnede. Han tyggede varsomt, mens hans øjne lyste op i lykke.

“Hvad var det, du kastede i munden på mig?” smaskede han.

“Flæsk,” svarede Ruth.

“Og flæsk er kød?” mumlede John.

“Ja, flæsk er kød,” svarede Hannibal med et lille smil.

“Jeg kan lide det!” råbte John og satte pistolen tilbage i bæltet.

“Så skulle du prøve frikadellerne,” sagde Hannibal. “Tag plads.”

De satte sig ved bordet og gik i gang med måltidet.

John mæskede sig i det lækre varme kød.

“Mmm,” smaskede han. “Delikat og krydret. Jeg tror sgu, jeg konverterer til kødspiserne.”

Da fadene var tomme, gav John et stort ræb fra sig.

“Det er herligt, at du har fået øjnene op for kødets kvaliteter,” klukkede Wagner.

“Ja,” medgav Ruth lettet. “Så var der alligevel ingen menneskeliv, der blev ofret i dag.”

John stirrede på dem med et sindssygt blik.

“Apropos det …” Han rejste sig fra stolen. “Jeg har i særdeleshed fået smag for kød…”

John begyndte at grine hysterisk og hev sin pistol frem.

“…og jeg er stadig helvedes sulten!”

Benny Brønderslev:
HVEM ÆDER HVEM?
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 17: MIN EROTISKE UNGDOM

Skriv et svar

Kapitel 1

Det var en mørk og stormfuld aften hen imod jul. Vinden peb om den frønnede gavl, og sjapsne dryppede gennem det halvrådne tag over Blodhøj Husmandsbordel. En lang kø af avlsbrugere, roearbejdere, fækalieomrørere og andre landproletarer stod i kulden udenfor med hænderne dybt, meget dybt i de hullede lommer.

Søster Slubberina gispede fra begge ender af sin overanstrengte organisme.

– Vi klarer ikke det næste døgn, sagde hun til søster Mabusa. – Vi holder ikke til det.

– Luk øjnene og tænk på pengene. Med tillægsydelser er det gennemsnitligt 1,31 kr. pr. færdigekspederet kunde. Kæmpestore julegaver i år.

Mabusa havde arbejdet som landboforeningsbogholderiassistent, inden hendes smukke ansigt og yppige figur bragte hende over i intimbranchen.

Det buldrede på døren. – Luk op for helvede, eller vi sprøjter i sneen! lød en dyb, rå stemme.

– Du tager de tre næste, jeg har fået en idé, sagde Slubberina.

– Jamen…

– Ikke noget jamen. Jeg er tilbage om et øjeblik!

Mabusa måtte klare fem kunder, heraf to stående til simultan ekspresafspilning, inden Slubberina gjorde tegn fra døren.

– Send den næste herind! hvislede hun mellem de røde læber.

Kapitel 2

Forrest i køen ved den sludpiskede dør stod ingen ringere end borgervæbningens overofficiant Lumbago Z. Knockel, sr., højt respekteret lokal hædersmand og vedvarende, men kritisk bordelkunde gennem mere end syv årtier.

– Kom indenfor, sagde Slubberina. – Denne vej til en stor overraskelse!

Mindre end et minut senere tumlede den ranke, skindmagre olding ud af bordellets bagdør med et savlende smil om sine tandløse gummer.

– Fantastisk! brølede han, da han kom om til kammeraterne i køen. – Aldrig overtruffet! Jeg gav hende otte øre i drikkepenge, og det er første gang siden 1971, jeg har været så rundhåndet!

Kapitel 3

Rygtet bredte sig ud over det vintersølede Nordvestjylland, og frem til juleaften herskede rasende travlhed på bordellet.

Omsider blev døren spærret af, og søstrene fik en gryde brun festbudding på bordet. Gavecigarer, dunke med blå drikkepetroleum og anden luksus omgav dem.

– Så er det på tide, du fortæller mig, hvad der foregår bag den dør, sagde Mabusa. – Vi har tjent flere penge i denne måned end i de 11 foregående tilsammen. Jeg har haft så travlt med kassen og vaskekludene, at det stadig svimler for mig. Hvordan er det muligt?

Slubberina åbnede den magiske dør og tændte et stearinlys. Hun trykkede på en knap, og dunkende, slaskende lyde bølgede rytmisk gennem bordelstuen.

– Gamle onkel Stürwolts lussingmaskine, som stod på loftet og samlede støv, forklarede hun med et smil om de knaldrøde læber. – Den skulle bare lægges ned og justeres en smule, så fungerer den som ekspreskopulationsautomat med efterfølgende koldtvandsoverbrusning. Og den giver også kunden et par smældende lussinger til farvel og tak.

– Vi skylder onkel Stürwolt evig tak, lød det fra en bevæget Mabusa, – og måske en cigar, hvis vi har flere tilbage efter nytår.

Slubberina slukkede for maskinen og vendte tilbage til julebordet.

– Nu har vi fortjent vores budding, sagde hun, – alle 19 kilo af den.

Irmgard Pulver
Min erotiske ungdom, bind 1:8
2. udgave, 1. oplag
Udgivet med støtte fra Landprostitutionsbranchens Fællesråd
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 16: SØN AF LULLA & BOB

Skriv et svar

Det var en stille søndag. Lulla og Bob havde endelig fået fri fra de mange hemmelige missioner med skyderier og slagsmål. Denne dag skulle de slappe af med en søndagsfrokost i anledningen af, at deres søn Folmer kom på besøg.

Knægten havde de sidste otte dage været på agentskole i Holstebro. Forældrene glædede sig derfor til at se hvilke tricks og færdigheder sønnike havde lært på sit ophold.

Da det bankede på døren, hvinede Lulla af fryd.

“Det er ham, Bob. Folmer er her.”

“Hvis du retter an, Lulla, så åbner jeg døren.” Bob spankulerede stolt og rank ud i entreen og åbnede hoveddøren.

På verandaen stod en fedtet, hostende skikkelse med læsioner over alle synlige overflader.

“Så er jeg hjemme,” savlede den vammelt. “Folmer er hjemme. Giv ham et knus!”

Skabningen slog ud med armene og haltede skrutrygget frem mod Bob.

I ren refleks hev den mangeårige agent sin revolver frem og sigtede direkte på gæstens pandebrask.

“Ikke et skridt nærmere, knægt.”

Figuren stod stille og betragtede faderen med et mælkehvidt blik:

“Er mor derinde?” sagde den hæst. “Jeg skal hilse på mor.”

“Ikke på min vagt,” tordnede Bob. “Du er jo ramt af spedalskhed. Sådan noget svineri vil vi ikke have ind i huset. Jeg tolererer ikke livsfarlige dårligdomme på min matrikel.”

“Jamen, jeg har taget mine venner med, Brian og Benny. Vi har sådan glædet os til middagen og på at komme helt tæt på jer begge to.”

“Du kommer ikke herind, om du så var i selskab med kongen eller paven!” Bob bakkede ind i huset, stadig med løbet pegende på sønnens fæle fjæs.

“Jeg vil gerne ind nu…” Folmer krabbede sig frem med armen udstrakt.

“Forsvind!” Bob smækkede døren, hvilket resulterede i, at Folmers hånd brækkede af og landede på verandaen som en moden frugt.

Den unge spedalske mand drejede om på stedet og humpede sine venner i møde.

“Hvad skete der?” brummede Brian forundret.

Folmer trak på skuldrene med en sprød lyd:

“Den gamle har slået hånden af mig…”

Benny og Brian kiggede på Folmers ansigt og derefter på armstumpen. I en kort stund derefter stirrede de fjoget på hinanden. Så brast de alle tre ud i en krampagtigt savlende latter.

Palle Padborg:
SØN AF LULLA OG BOB
2. udgave, 1. oplag
Approberet og med fast hånd færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 15: Lulla & Bob SIDSTE SKUD

Skriv et svar

Det var en vandkold oktober morgen. De brave nordvestjyske agenter, Lulla og Bob, løb ned gennem kontorbygningens smalle gange.

De havde netop stoppet den onde oberst Plackenholm i hans nedrige planer. De havde også stjålet hans hemmelige annaler og var nu fanget på 37. etage med obersten og hans håndlangere.

“Herind,” udbrød Bob og åbnede døren til et kontor. Fjenderne kom løbende med knebler og knojern.

De to agenter skyndte sig ind i rummet. Lulla låsede døren bag dem og skubbede et skuffedarium foran som blokade for en sikkerheds skyld.

De befandt sig i et stort lokale med et panoramavindue.

“Pokkers,” sukkede Bob. “Kun én patron tilbage.”

“Og der 75 af de slyngler,” svarede Lulla bekymret. “Jeg kunne måske pacificere en ti stykker, men det er ikke nok.”

“Nogle gange er det klogere at trække sig frem for at blive og kæmpe,” påpegede Bob.

“Okay,” svarede Lulla. “Hvad har vi at gøre godt med?”

De kiggede rundt i lokalet og konstaterede, at de havde følgende ressourcer til rådighed:
4 store gardiner, 90 papirclips, en jazzguitar, en udstoppet muldvarp og et vaffeljern.

Lulla slog op i agenthåndbogen under spontane flugtfartøjer.

“Åh, gudskelov,” Lulla åndede lettet op. “Vi kan bygge et svævefly af netop disse materialer.”

“Hvor heldig har man lov at være?” jublede Bob.

3 minutter senere stod de med et fuldt funktionsdygtigt svævefly. Bob greb en potteplante i begge hænder og kastede den mod vinduet, der splintredes i et kæmpe rabalder. I det samme fik obersten og de 74 håndlangere mast sig ind i rummet til dem.

“Grib dem. Straf dem!” Obersten var rød i hovedet af raseri.

Lulla greb fat i svæveflyet.

“Vi smutter nu, drenge” grinede Bob og affyrede det sidste skud direkte i tåen på obersten. Han og Lulla skubbede fartøjet ud over vindueskarmen og svævede væk fra skyskraberen, grinende og syngende.

Mens de fløj hen over hustagene, fik Bob et indfald: “Vi burde lave noget sammen,” sagde han. “Vi kunne går i teateret, tage til havnemolen…”

“Eller i zoologisk have,” foreslog Lulla.

“Ja,” nikkede Bob. “Eller i zoologisk have…”

Palle Padborg:
LULLA OG BOB, SIDSTE SKUD
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 14: LULLA & BOB I ZOO

Skriv et svar

“Ved du hvad, Lulla? Jeg tror sgu ikke, dette er zoologisk have,” mumlede Bob skuffet med sin sabel i hånden.

“Tanken har strejfet mig,” svarede Lulla og stillede sig i forsvarsposition.

Agentkollegaerne Lulla og Bob havde ganske ret i deres observation. Etablissementet var ikke en dyrehave, men en nedrig dødsfælde.

Den ondsindede dr. Blodberg kom til syne på toppen af en smadret folkevogn.

“Så mødes vi igen, Lulla og Bob,” råbte deres nemesis skadefro. “I hoppede i min falsk-zoologisk-have-fælde med begge ben!”

Dyriske brøl, hvæs og snerren kunne høres omkring dem.

“I befinder jer i en monster-arena. Jeg har hentet de mest afskyelige mutantkræ fra gensplejsningscentralen, og de er sultne! So long!”

Uhyrerne nærmede sig actionparret. Der var tre af dem: En krokodilleagtig gangster, en skaldet svedig fætter med horn og en fjerklædt satan.

“Hvis vi slipper levende fra dette her,” udbrød Bob, “så ægter jeg dig på stedet. Jeg har altid haft et godt øje til dig.”

“Ditto her,” svarede Lulla med et skævt smil. De beseglede aftalen med et håndtryk og rettede atter fokus mod de offensive uhyrer.

Agentkollegaerne håndterede problemet professionelt. Bob stak sablen i hjertet på koloskrokodillen, før den nåede at åbne gabet. Det overlevede den ikke.

Lulla sparkede gentagne gange den skaldede forbryder i skridtet og gjorde en ende på slamberten med et kombineret hals-, nakke- og pandeslag.

Nu manglede de kun en: Fjerkræmonsteret. Bob hev sin revolver frem og skød den ned på stedet. Tre skud var rigeligt.

Dr. Blodberg var chokeret.

“Forbistrede … I har ødelagt det hele!”

“De må finde på en bedre plan, hvis De skal have ramt på os, dr. Blodberg.” svarede Lulla kækt.

“En dag vil jeg besejre jer. Bare vent.” Han kravlede surmulende ned fra bilvraget og stak af på sin tunede knallert.

Mens Bob gik i kast med at filettere de nedlagte giganter, cyklede Lulla hen til præstegården for at sætte Pastor Wurstenholz ind i sagerne. Han viede dem en halv time senere, og de spontant fremmødte gæster satte stor pris på buffeten med tre forskellige slags kød.

“Det har været en herlig dag,” sagde Lulla og kyssede sin nye ægtemand Bob.

“Mon ikke mange flere herlige dage venter os!”

Palle Padborg:
LULLA & BOB I ZOOLOGISK HAVE
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 13: SIDSTE BÅD TIL BLODHAVN

Skriv et svar

– Ohøj, kammerater, nu blæser der fandenbrodereme en flot nordvest! Jeg har ikke fået så meget frisk luft i lungerne siden 1961! lyder det fra den jublende olding, der marcherer nøgen ud mod bølgerne. Saltvandet pisker hans rynkede, grålige hud, og de knælange testikler svajer i orkanen.

Peder Most, måske det 20. århundredes største søhelt, er på rekreationsophold hos sin nevø, fækaliesorterer Moses Most-Mogensen, Blodhøj, og nogle dage i Nordvestjylland har gengivet ham energi og livsmod. Han holder atter ild i piben 18 af døgnets 24 timer, og nu i dag kom den orkan, han hele tiden har håbet på for endelig at få det gamle kadaver blæst igennem.

Verden er ved at gå under, tror mange. En påskemorgen i 2015 blev København oversvømmet, få dage senere forsvandt Bruxelles i et dybt sort hul, og 1. maj blev Mellemøsten udraderet af en solstorm.

Hurra, mumlede Peder, og Nordvestjylland drog også et lettelsens suk. Fred og frihed bredte sig, og man hørte sang overalt på sognevejene.

Men nu blæser en exceptionel orkan ind mod Vestkysten. Bølger så høje som betonrådhuse fra 1970’erne smadrer mod land, og det gode polske fragtskib M/S Josef Pilsudsky, der ville søge tilflugt bag midtermolen i Blodhavn, blev slået ud af kurs og sidder fast på anden revle. Polske nødskrig og anden larm lyder derude fra.

Dansk kystredningstjeneste er for længst nedlagt og erstattet af et kontor med 25 akademisk uddannede bureaukrater. Hvem redder polakkerne, hvem har materiel og mod til en sådan bedrift?

– Jeg skal satanflænsemig vise Vesterhavet, hvem der bestemmer! lyder det med et brøl fra Peder Mosts dybe og kulsorte lunger. Han vandrer ud i den næste bølge og bæres over dens skummende top. Testiklerne styrer ham ned mod rælingen på styrbords side af Josef Pilsudskys kommandobro.

– Hold op med jeres flæberi! brøler han til besætningen. Som gammel østfrontfrivillig behersker han deres hjemlands sprog. – Powstrzymać płacz na raz! Dette er et jernskib, nu sidder det godt fast på sandbunden, og det kan holde til mange ugers storm. Lad os gå under dæk og se, hvad I har at leve af!

Den nøgne olding synger og jubler, da han ser, at skibet har flæsk, pølse, tørrede ærter, hvidkål, vodka og mange tusinde kasser eksportøl om bord. Festen tager øjeblikkeligt sin begyndelse, og da stormen så nogenlunde har lagt sig, fortsætter nordvestjyder i alle aldre med at feste, danse, æde og drikke af de ilandbragte forsyninger på Blodhavn Nordstrand.

– Pølse og vodka, jeg er ung igen! lyder det fra Peder Most. – Kiełbasa i wódka, znów jestem młody.

Han kan som 101-årig stadig ikke spille harmonika, men han gør det alligevel.

Pylle Percker-Petersen
Sidste båd til Blodhavn
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Internationale filmrettigheder forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 12: FULD I GÅR

Skriv et svar

Hele romanen på 857 sider kan fra og med i dag kl. 11.19 prc. hjemlånes fra Blodhøj Landproletarbibliotek. (Venteliste må imødeses). Her bringer vi den festlige finale-fællessang:

På druk i går
Bum bum bum bum
På druk i dag
Bum bum bum bum
På druk igen i morgen.
Et liv i spritten — sid’n jeg var nitten.
I kan tro det holdt mig våågeeen!

(Banjoen og tubaen byder ind.)

En pilsner til
Bum bum bum bum
En liflig drik
Bum bum bum bum
Åh, jeg ku’ rydde baren.
Og akvavitten – jeg drak sgu nitten.
Ja, jeg imponerede skareeeeen!

(Violinen, celloen, kontrabassen og klarinetten byder ind.)

Mit liv var godt
Bum bum bum bum
Mit liv var skønt
Bum bum bum bum
Med horen, røg og klasken.
Uha jeg ville – ha’ høj promille.
I sku’ se mig tømme flaskeeeeen!

(Tubasolo. Varighed: 17 sekunder.)

I fordums tid
Bum bum bum bum
Et drankerliv
Bum bum bum bum
Jeg sparked gang i festen.
Jeg knytted’ næven og slog på tæven.
Tog en morfar i aaarresteeeeen!

Kor: Tog en morfaaaaar iiiiiiii aaaaaaaarresteeeeen!
Basstemmen: Ind at sidde, ind at sidde, ind at siiiiiiddeeeee!
(Tre slag på en gonggong efterfulgt af tæppefald.)

Lullah Pezzelwaber: FULD I GÅR, FULD I DAG
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk
Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 11: FLATULENS BLEV DERES SKÆBNE

2 svar

Kapitel 1
Hjælp, jeg drukner! Bimba havde skreget det fem eller seks gange, mens hendes arme baskede i kanalens kolde vand. Nu kunne hun ikke længere få en lyd frem, men det fortvivlede nødskrig rungede stadig i hendes hoved.
Er det nu, jeg skal dø? tænkte hun. Og er det voldsomme plask, jeg hører, den sidste lyd nogensinde?
En bølge skyllede over hende, og i det samme mærkede hun stærke hænders greb om sit liv. Alt blev sort.

Kapitel 2
Folbert studerede musik og havde et godt øre. Hvad han hørte fra kanalen, var en fantastisk tenor. Måske den flotteste og mest dramatiske siden Maria Callas.
Han stirrede ned i den blåsorte vandflade og så hende plaske som en hjuldamper i havsnød. Hun måtte ikke gå til bunds. Ikke med den stemme, tænkte han, og sprang.

Kapitel 3
Stemme er godt, talent er godt, men uden uddannelse kommer man ingen vegne i den klassiske musikverden. Bimba og Folbert havde mange års hårdt arbejde foran sig.
Hun trænede strube og lunger til at imødekomme den klassiske operas krav, mens han komponerede det nye årtusindes storværker.
De blev ikke lige straks accepteret og belønnet, men de havde viljen til at fortsætte. Og de havde hinanden.
Hverdagen var fattig. De levede af kål og nedfaldsæbler og på festlige aftener en dybfrostpølse, købt på tilbud. Ved nattetide lå de tæt sammen og skuede gennem deres klaprende loftsvindue mod Månen.
– Vores tid kommer. Kunsten er alt, hviskede de i hinandens unge ører.

Kapitel 4
Dette var aftenen. Statsfjernsynets højt hvælvede koncertsal summede af forventning. Et 112-talligt orkester ventede på, at Folbert skulle løfte dirigentstokken. Medlemmer af kongehuset og talrige celebriteter var til stede.
Bimba trådte ind på scenen, Folbert trippede ærbødigt bag hende. Det første bifald brusede og lagde sig.
Et smukt par var de at se på. Ikke hærgede, men forædlede af årenes kamp. Nu i eftermiddag havde de styrket sig på en kålgryde og et par fede polske krydderpølser.
Bimba nejede, og en skurrende flatulenslyd som fra en maskine i en grusgrav kunne høres. Folbert gjorde et skridt frem for at aflede opmærksomheden. Han bukkede, og tarmluften stod ud af ham i et langt, dybt og knurrende trut, der kunne minde om en tuba gennemblæst af industriel trykluft.
Latter bredte sig i salen, mens publikum på de forreste rækker rejste sig. De, der havde lommetørklæder tilgængelige, holdt dem for næsen, mens de flygtede.
Bimba bredte armene ud. – Vent! råbte hun. – Vi er ikke begyndt endnu!
Panikken sendte spasmer gennem hendes underkrop. Giftig tarmgas stod i dampskyer ud over salen. Folmer vendte sig, mens også han flatulerede intenst. Han ville slå an til koncerten, men de overenskomstansatte musikere havde rejst sig for at udvandre i protest. En af dem knipsede på sin lighter for lige straks at tænde en cigaret, og et eksplosivt drøn lynede hen over det flygtende publikum.

Kapitel 5
Fra en baggård i Nørre Usseldrup lyder banjoklimpren og en sprød, aldrende kvindestemme.
Musikken holder pause, og nu kastes der småmønter ud til det optrædende par.
De bøjer sig mod giverne, og deres bagdele udstøder lange, klagende, basunagtige flatulensfanfarer.
Flere mønter følger. Dette er, hvad publikum forventer, og det optrædende par har trods al modgang skabt sig en karriere.

Pippi & Palle Padborg:
Flatulens blev deres skæbne
2. udgave, 1. oplag
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Copyright 2014 by Padborg Foundation og Landsbytossen.dk
Exclusive world wide movie and musical copyrights reserved

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 10: MIDNATSFORESTILLING

Skriv et svar

Regnen silede ned, da hr. og fru Bromholt ankom til Algade og stod ved biografteatrets nedslidte facade. De havde valgt at se en udenlandsk film ved midnatsforestillingen.

“To billetter til Middag hos Morfar,” sagde hr. Bromholt til den ældre herre i billetlugen.

Gamlingen så på ægteparret med frygt i øjnene.

“Er De klar over, at den er bulgarsk? En dogmefilm oven i købet?”

“Selvfølgelig,” brummede hr. Bromholt overlegent. “Min hustru og jeg er særdeles begejstrede for det finkulturelle og ynder at se film fra hele verden.”

“Meget vel,” svarede oldingen. “Det bliver på eget ansvar…”

Gæsten fandt sin tegnebog frem.

“Næ nej,” udbrød billetsælgeren. “Jeg kan ikke tillade mig at kræve penge for dette makværk.”

Hr. Bromholt fnøs og tog imod billetterne. Ægteparret marcherede indenfor arm i arm med næserne i sky. Salen var tom.

“Vi er åbenbart de eneste kulturelle individer i byen,” påpegede hr. Bromholt.

“Heldigt for os.” Konen pegede frem. “Så kan vi sidde på sofarækken.”

De satte sig til rette.

“Hvor vover han at kritisere et filmværk, han tydeligvis ikke har forstand på,” snerrede manden.

“Rolig, Thormod. Vi kan jo ikke forvente, at alle har en fornem universitetsgrad inden for samfund og kultur og besidder evnen til at analysere en film.”

“Men det har vi, Gerda,” smiskede han og kærtegnede hendes kind.

Salen blev mørk. Filmen gik i gang med et irriterende stykke balkanmusik. Ved et middagsbord sad tretten personer sad og spiste rå koteletter, spillede blokfløjte og spyttede og savlede. To harer parrede sig midt på bordet.

“Åh, gud. Hvad er det dog vi er gået ind til!” skreg fru Bromholt.

Den ældste ved bordet var rød i hovedet og havde en sort moustache. Han kiggede sjofelt mod den fjerde mur og pegede hånligt mod ægteparret i salen.

Middagsselskabet og harerne kravlede ud af lærredet og stod nu foran hr. og fru Bromholt. De trommede på deres bare maver og talte på et sprog, der lød som en motor, der var ved at sætte ud.

Den jammerlige film var blevet til virkelighed.

“Han advarede os, men vi ville ikke høre,” skreg hr. Bromholt. Han sprang hen mod en dør, der foroven var mærket med et grønt UD-skilt. Han ruskede i dørgrebet, men det var som boltet fast.

Den gamle mand fra filmen hev fru Bromholt op fra sædet og inddrog hende i en pinlig bulgarsk vals. Det lignede en sindssygt underlødig folkefest.

“FÅ DET TIL AT STOPPE!”

Støvler blev kastet.

“DETTE ER ET MARERIDT!”

Trebenede geder hoppede ud i salen til dem og besørgede på gulvet.

“VI ER HAVNET I SKÆRSILDEN!”

Men ægteparret kunne intet stille op, for der var stadig syv timer tilbage af den bulgarske kunstfilm.

Max Sandemo:
MIDNATSFORESTILLING
2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af
Baryl Nidding Halunk

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside

Jubelgave nr. 9: PEDER MOSTS FORLIS

2 svar

Ansigtet er rynket som en svedske, og på nært hold minder huden om en søndersparket læderfodbold, der for længst har tabt luften. Fra hjørnet af den tandløse mund dingler en majspibe, der som skorstenen på et synkende dampskib opsender vemodigt døende spiraler af bitter lyngrøg.

Jeg er ankommet til Brøndby Strand en kold decemberaften i 2014 for at starte på historien om en af dansk søfarts største personligheder. Jeg sidder i den nødtørftigt møblerede stue over for Peder Most, fhv. dæksdreng, matros, styrmand, bordelvært, straffefange, styrmand, skipper, sydhavsøkonge, flygtning, østfrontsoldat, straffefange, matros, brunkulsarbejder, bordelvært, straffefange, flaskesamler, psykiatrisk patient, straffefange og nu omsider folkepensionist.

Peder Most bor på 14. sal i et betonkompleks. Han har udsigt til Køge Bugt, hvor admiral Niels Iuel i 1677 gav svenskerne prygl. Selv har den gamle søulk fået flere prygl end de fleste, men givet fortabt? Nej, det har han sgu aldrig!

Dette indtales live i en iPhone. Mit navn er Henrik Qvortrop, og jeg skal skrive det definitive storværk om Peder Mosts liv til søs og i havnene. For første gang i årtier har han indvilget i at tale om sin lange og fantastiske løbebane.

– Peder Most, hvordan er livet som folkepensionist og olding på vej mod 100-års fødselsdagen?

– Det er et forlis. Jeg burde være død for mange år siden. Jeg lever i en social koncentrationslejr.

– Det sociale aspekt tager vi i lidt senere. Peder Most, er der noget som helst, du fortryder?

– Ja, at jeg aldrig lærte at spille på den forpulede harmonika, og at jeg ikke har taget livet af nogle journalister i tidens løb. Jeg blev sjoflet af den franske presse i 1938 og fik aldrig hævn, men det kan jeg lige straks rette op på.

Peder Most griber om mine skuldre, løfter mig og sparker benene væk under mig. Den magre olding er stadig stærk som en okse. Han bærer mig i dette øjeblik ud af stuen, ud på betongesimsen i 14. sals højde, hvor han slynger mine lange ben op over gelænderkanten. Han har en helt særlig form for humor, må man sige, og det er enerverende at stirre ham i øjnene, mens jeg dingler over en dyb afgrund.

– Peder Most, nu må du hjælpe mig ind igen. Vi skal udgive et flerbindsværk og tjene masser af penge. Det kan ikke passe, at du… aaargh… aaaaaargh, nej!

Pflumpf.

Peder Most og Henrik Qvortrop
Forlis – mit liv som folkepensionist
2. udgave, 1. oplag
Udgivet med støtte fra Søfartens Fællesråd og skibsreder Tærsk-Termansens Mindefond
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel

Forrige kalenderblad
Næste kalenderblad
Totalkalenderoversigten
Avisens forside