Førstepræmien på kr. 8,39 og et månedskort til husmandsbanen indhøstes af kunstmaler og brunvaresorteringsmedhjælper Harding Brumme, Klamhuse, for dette værk betitlet “Hvor der er øl, er der glæde”.
Andenpræmien på kr. 7,16 og en pakke festpølser tilfalder kunstfotografen Gylla Pockelwaber, Blodhøj, for dette billede af hendes forlovede, langdistancematros Bob Pumpernickel. Titlen er indkorporeret i det monumentale værk.
På en ærefuld tredjeplads (præmie kr. 4,89 og en næsten ubrugt lærredskasket) finder vi kunstmaler og husmoder Vera Knockels betagende komposition, som hun kalder “Lørdagsmiddagen er på vej”. Heldig er den, der beværtes i det knockelske hjem!
Blodhavns ukronede Forlystelsekonge, Svend Aage Klægh, meddeler fra sit hovedkvarter, Discoteque Pussy Poop i Svinestræde, at han har indledt Forhandlinger med Disney-Koncernen om en Filial af Disneyland i et af Blodhavns mere notable Kvarterer; nærmere bestemt den gamle Gasværksgrund paa Sydhavnen vis-a-vis Forbrændingsanstalten og Benmelsfabriken “Hestens Hvile”.
“Der er et kæmpe Marked i de 1-12 aarige, der faktisk er mindst lige saa indbringende som hvad jeg kan hale ind paa de 13-18 aarige, der jo udgør Kernen af de Besøgende her paa Discoteket. Desuden vil jeg satse meget mere paa det uhyggelige og mystiske, som Børn er saa glade for”, udtaler Klægh.
Nu mangler kun de endelige Tilladelser fra Raadhuset, men som Byraads-Sekretær Georg Ibbernach udtaler: “Hvis Klægh bare overholder sine kvartalsmæssige godgørende Donationer til visse Udvalg i Kommunen, og det har han denne Gang gjort i god Tid inden den aarlige storborgmesterfrokost her paa Raadhuset, ja saa er der intet i Vejen for, at alt skulle gaa glat igennem ved næste Byraadsmøde om en Uges Tid”.
Grundet Spring i de arvelige Anlæg (Mutationer (Red.)) hidrørende fra de store Spildevandsudledninger nord for Blodhavn, har Biologer nu kunnet iagttage en helt ny Fiske-Art ved Rechtum Strand Engsø.
Eksperterne formoder, at en af Omraadets mange af Camping– og Sommerhusgæster efterladte Katte i et Anfald af Sult har forsøgt at sætte en allerede muteret Fisk til livs – og Resten er gaaet helt af sig selv.
I Blodhavn har Kommunens Ophængning af nye Paabuds-Skilte vakt en Del Undren og Ængstelse — bl.a. hos Bilisterne.
“Vi tror, det har noget med Foraaret at gøre, men vi kan ikke faa det bekræftet paa Raadhuset, da alle er paa Ferie eller Afspadsering i denne Maaned”, udtaler Gadeforeningsformand Arthur Köllewapper. I Mellemtiden efterkommer Borgerne Paabuddet, saa godt de kan.
Overalt i Nordvestjylland blev flagene nu til morgen hejst på halv, efterhånden som den chokerende nyhed om rejsekongen Gustav Antonius Gris-Germansens pludselige og eksplosionsagtige dødsfald nåede frem.
“En af vore store sønner, en af vore ædle brødre har forladt os,” udråbte Louis B. Knockel, iført høj hat og sørgebind, fra lokalavisens balkon.
Gustav voksede op som det syvende af 11 børn i husmandsfamilien Gris-Germansen på Klamhuse Hede. Midlerne var små, men han demonstrerede tidligt, at han kunne tage fat, såvel ved markarbejdet som i masturbationsidrætten, hvor han spillede sig til en ærefuld placering på eliteopvisningsholdet.
En weekendtur med nogle af kammeraterne til Flensborg satte Gustav på sporet af det, der skulle blive hans livsindhold: Sexualturisme, krydret med gemytligt samvær, folkesang og alkohol i stride strømme.
Virksomheden Gris Rejser fik hurtigt et stort og trofast publikum og kunne sikkert være vokset langt uden for hjemsognenes grænser, men Gustav Gris havde som et af sine ufravigelige principper, at kun indfødte, velmeriterede nordvestjyder kom i betragtning som rejsedeltagere.
Dødsfaldet indtraf ved 2-tiden i nat, efter at Gustav Gris og et selskab af medrejsende fra Blodhøj Landproletariske Slubbertloge havde festet i adskillige timer på husdyrbordellet “Zum Ferkel” i Hamburg-forstaden Blankenese.
“Vi havde netop fået en prægtig fire-kilos grisesylte på bordet, og Gustav råbte på endnu en tønde Bock-bier, da hans mellemgulv eksploderede. Skoldhedt maveindhold sprængte et hul i hans skjorte og vest og fossede ud over omgivelserne,” fortæller en chokeret medrejsende. “Enhver tanke om redning af vores 99-årige rejsekonge var håbløs, så vi lånte os frem til en plasticbalje, som resterne af ham nu bliver hjemtransporteret i. Den kommer til at stå på bussens tag, for lugten er… skal vi sige ikke helt rar.”
Bisættelsen bekendtgøres senere, og hele egnen ventes at deltage. Lad os i dag i tavshed og med respekt betragte denne klassiske annonce fra Gris Rejser:
Alt for længe og i særdeleshed alt for tilfældigt har i milliardvis af uensartede ringpølser, maghonifarvede præmiefækalier, planløse småkugler samt tyndtflydende, skummende fækaliemasse i en blandet strøm forladt Usseldrupegnens befolknings fordøjelseskanaler.
For produktionsenhederne på vore fækaliebearbejdningsanstalter er meget sparet ved modtagelse af ensartet råstof. Derfor er et antal Usseldrupske ådsel- og fækalieafbærere sendt på kursus for at rette indsatsen mod sløseriet på profylaktisk vis, i stedet for som hidtil blot at afvente tilfældighedernes gang.
Kurset har titlen: ”Hvad der kommer ind, skal også ud – og helst i snorlige rækker”. Ensartethed er alfa og omega i den fækaliepædagogik, der er strømmet hertil fra foregangsområder som Tyrol og Böhmen. Pædagogikkens ophavsmand er Herr Werner Naestbest.
Fækaliepædagog, dinglebærrenes fjende nr. 1, Herr Werner Naestbest, er højt respekteret for sin udvikling af effektiviseringsteorien.
Når kursisterne vender hjem, vil de påbegynde den tvangsundervisning, der er nødvendig, indtil budskabet er opfattet. De vil belære sognets beboere om madlavning, fækalieopmåling og -vejning samt viden om ”kemi i køkkenet.” Ydermere varierende husråd mod forstoppelse samt vejledning i kostråd for opnåelse af bestemte konsistenser af fækalier. Kursets metodik, lussingpædagogik, er en formidlingsform vi er vant til, og som netop i vort sogn må være den optimale.
Hvis Herr Werner Naestbests navn forekommer Dem bekendt, er det muligvis fordi han er kendt for at have opfundet midlet mod de generende såkaldte dinglebær, nemlig fjernelse af behåring omkring anus.
En folkekulturel tradition, som har holdt pause siden 1958, genoptages nu på mandag, når Jøderup Sognegård slår dørene op til en banjo-gallaaften med start kl. 19.03 prc.
Sognegården melder udsolgt til den historiske gallaaften. Cyklisten i forgrunden er en af de 17 dværge, der har fået lov at deltage, ophængt i fjedrende seletøj under loftsbjælkerne.
Den musikalske festaften er muliggjort af et knockelsk kulturlegat på kr. 4,57, ligesom redaktør Louis B. Knockel har givet tilsagn om de nødvendige lussinger før, under og straks efter underholdningen.
Indtil i går var der forhåndssolgt 11 billetter, men da seniorbanjospilleren Holbert Flax bekendtgjorde, at hans datter Halma Flax-Flamberg vil berige banjoaftenen med et dansenummer kl. 19.38 prc., iført gråhvid gummibadedragt, blev de resterende 489 pladser revet væk lige så hurtigt, som billetkontorets personel kunne nå at tatovere adgangstegn på publikums næser.
– Det var især vor masturberende mandlige ungdom, der indså formålet med denne kulturoplevelse, oplyser en tilfreds redaktør Knockel.
Banjoveteranen Holbert Flax foran familiens pragtvilla i Klamhuse.
Nordvestjysk Akademisk Banjoensemble vil som altid være smagfuldt påklædt.
Brunvællingomrører Abner Bux glæder sig til at spille på det instrument, han arvede fra sin fader, brunvællingforvalter Harding Z. Bux, i 1967.
Lillebror, landradiokomikeren Balkan Bux, medvirker som aftenens konferencier.
Det var dog først, da fr. Halma Flax-Flamberg gav tilsagn om et dansenummer, at der for alvor kom pres på billetkontoret.
– Arrangementet slutter kl. 19.56 prc., indskærper redaktøren. – Lokalet evakueres i eksprestempo, og evt. videre masturbation henvises til grøftekanter og uoplyste gårdspladser senere på aftenen. Alle har at møde til sædvanlig tid på deres arbejde tirsdag morgen. De, der ikke gør, vil komme til at fortryde.
Børn, unge, voksne og oldinge vil juble i kor over kåringen af Abu Gynter som Nordvestjyllands mest populære julemand. Årtiers trofast indsats i julesæsonen belønnes hermed, og det er kunderne i de lokale butikker, der med et overvældende flertal har stemt på ham.
Formand for Blodhavn-Usseldrup Handelsstandssamvirke, fr. Lulla Peckelhorst, f. Pödenphant, motiverer afgørelsen:
“Abu er altid munter og underholdende. Han hjælper gerne med at slagte alt levende, som skal bruges i julemaden. Ligeledes holder han eksemplarisk styr på ungerne, mens mor handler, og far er på værtshus.”
Uden for julesæsonen har Abu Gynter flere andre tillidsposter, bl.a. som latrininspektør ved de offentlige nordvestjyske aftrædelsesetablissementer. Sommeren igennem kan man se ham som masturbationskontrollant og gebyropkræver på Blodhavn Nordstrand.
Julehædersprisen, en balje kødfodergranulat og 6 flasker drikkepetroleum, overrækkes ved en festceremoni på Blodhavn Midtermole mandag kl. 16.44-17.01 prc.
I samme sekund Fede-Niels mødte ind på kadaveropskæringsfabrikken, vidste han at noget var grueligt galt. En massiv snestorm havde i løbet af dagene, gjort al ind- og udrejse fra hjemsognene umulig, men det var ikke dét der bekymrede ham. Det var heller ikke de hundredvis af kødædende dræberfækalier der endnu ikke var tilintetgjort, næh mange af dem var tilsyneladende gået i vinterhi.
Niels’ bekymringer cirkulerede om den ranglede mand med det sleske smil og den spraglede gummihabit, der var mødt op på fabrikken:
”Godmorgen, mine herrer. Mit navn er Rachwald Halallandsen!” sagde den fremmede. ”Hartmut Gaffelwaber, jeres daglige herre og mester, er taget på en forlænget juleferie, så jeg varetager driften resten af året.”
Rullebåndet gik i gang, men til medarbejdernes forbløffelse var det ikke døde dyr der kørte forbi, men derimod en lang, tyk pølse i grønne og brune nuancer. Massen kom fra en gigantisk maskine der var blevet opsat ved starten af båndet.
”Hvad fanden er det?” udbrød Niels chokeret.
”Åh, det havde jeg glemt at fortælle jer! Jeg har ændret forretningsmodellen. Dette er plantefars. Det skal skæres i bøffer, koteletter, stege og pølser. Kød er fortid. Sæt i gang!”
”Men borgerne forventer flæskesteg til jul!” råbte Gylpert Larsen.
Rachwald grinede hult: ”Ikke på min vagt. I år bliver det en kødfri, klimavenlig jul! HAHAHA.”
Er julen ødelagt? Kan Fede-Niels gøre modstand, og hvem er denne mystiske Rachwald Halallandsen? Følg med i næste nervepirrende afsnit!
I et skummelt lokale på en hemmelig adresse, sad en forsamling af udspekulerede individer ved et langbord dækket op med stegt, kogt og grillet kød. De fire personer drak champagne, produceret i Holstebro, mens de mæskede sig i lækkerierne.
I ny og næ ræbede de veltilfredse og store saftige kødprutter forlod deres skurkagtige tarmkanaler og drønede ud i silkeunderbukserne.
Den store bagmand for bordenden grinede hysterisk.
”Ærede venner. Vores plan er næsten fuldbragt,” sagde han med et stort tandsmil: ”Alt kødet i nærområdet er fjernet fra husstandene og bragt ud til denne lagerhal. Det samme gælder alle de flæske- og andestege som familierne skulle have haft til jul. Denne jul vil ingen komme til at glemme. Ingen kan stoppe os. Ingen.”
”Skål for os. Skål for Plantebanden!”
Hvem er Plantebandens medlemmer? Vil lokalsamfundet bryde sammen nu hvor alt kød er forsvundet? Kan Fede-Niels nå at stoppe dem i tide? Følg med i næste afsnit!
Efter endnu en modbydelig arbejdsdag med udskæring af klæbrig plantemad, løb Niels ud på et offentligt das på rutebilstationen og eksploderede ned i kummen med en højlydt klagen.
Man sagde at vegansk kost skulle være så godt for tarmsystemet, men plantefarsen som Halallandsen havde fodret ham og de øvrige medarbejdere med, havde ikke ført andet en dårlig mave med sig. Afføringen var klistret og brændende som organisk napalm. Fede-Niels humpede stakåndet ud fra toilettet.
Nu trængte han til noget lækkert og nærende til bugen. Derfor slog han et smut forbi sin stamgrillbar.
Han bankede sne af støvlerne og råbte: ”Stik mig tre gange fuldfed medister med knas og kompot og lad det gå lidt tjept. Jeg er deprimeret!
”Udsolgt,” svarede grillmutter. ”Vi har ikke mere kød i biksen. Det er blevet stjålet alt sammen, meeeen vi har fået udleveret gratis sojakikærte-pølser med majs og radiser. Det er lavet af plantefars. Det smager slet ikke som kød eller ligner kød. Vil du have et par stykker? De er lune endnu.”
”En bakke pomfritter, tak!” vrængede Fede-Niels.
Varme stænger blev langet over disken. Pomfritterne var bare ikke kogt i andefedt som de plejede, men derimod økologisk kokosolie. Fede-Niels fik kvalme, men han måtte spise, ellers kreperede han. De sidste par uger havde han også været seksuelt tørlagt, så han trængte i den grad til kvindeligt selskab. Hans kommende hustru, Zissy var udrejst til Djævleøen for at indsmigre sig hos hendes syge tante Fuzzy. Måske ville hun give arveforskud til at finansiere brylluppet.
Niels var altså alene hjemme hele november og december, måske også januar. Det var hårdt at leve i et monogamt langdistanceforhold. Han fik en tanke: Man var vel ikke utro hvis man befandt sig i hver sin tidszone?
”Giver du et put til at hjælpe på mit humør?” sagde Niels.
”Spis din mad, knægt.”
”Jamen, jeg trænger til varme.”
Grillmutter gav ham seks lussinger, og de flæskede kinder blev rødglødende.
”Værsgo. Det var gratis. Spis så.”
Niels forsøgte at dyppe en kartoffelstang i ketchuppen, men en flue fløj hen og irriterede ham hver gang, hvilket umuliggjorde projektet. Uden for vinduet stod en skikkelse og grinede ondt af ham.
Vil Fede-Niels nogensinde få dyppet pomfritten, og hvem er den mystiske skikkelse uden for grillbaren? Få svar på dette og meget mere i næste afsnit!
På Halunkenborg var forberedelserne i fuld gang til den store julefest den 20. december. Baryl Nidding Halunk, baronen af Halunkenborg havde netop sendt invitationerne ud til sine venner, familie, kollegaer og bekendte med hjælp fra en villig Sankt Bernardshund, der havde kæmpet sig gennem snedriverne. 402 gæster var inviteret.
”Og traktementet, hr. baron?” spurgte butleren.
”Svin, gris, ko, and, æsel, mammut. Det hele. En af mine venner, Niels Vector Pungknockel, arbejder på kadaverudskæringsfabrikken. Mon ikke han kan skaffe en bunke af de mest delikate udskæringer til julefesten?”
”Det må vi håbe,” svarede butleren. ”Man siger ellers at kødet er i høj kurs i disse dage.”
* * *
Uden for Halunkenborgs vindue, stod en skikkelse lagt hen i mørke. Han grinede for sig selv, mens han kæderøg cubanske cigarer og liderligt gned sine hænder og kønsorganer.
”Du kan tro om igen, baron Nidding Halunk. Der er intet kød at hente til din latterlige julefest, men det bliver din mindste bekymring. Din julefest bliver ligesom nytårsaften. Kaboom. Ha, ha, ha.”
Hvad vil Baryl Nidding Halunk sige til at julefesten bliver kødfri, hvad pønser skurkene på, og vil Fede-Niels snart gøre noget ved sagen?
