Uro og faldende priser hersker på oliemarkedet. Det før så givtige sorte guld er nu helt til rotterne price-wise.
“Derfor er vi i Taersk Oil & Gas gået nye veje”, oplyser en talsmand for selskabet. “Vi anlægger en dobbelt pipeline fra Nordnorge gennem Nordvestjylland og ned til det Nordafrikanske fastland. Vi har fra Nordsøen så rigeligt med olie, langt mere end vi selv kan bruge, og med bare den ene pipeline vil vi kunne dække Afrikas behov i mange år fremover.”
“Kritikere af denne investering vil så indvende: Jamen, Afrika har jo ingen penge. De kan ikke betale for olien og bla bla bla… Ser du, det er her, den anden pipeline kommer ind i billedet. Afrikanerne har måske ikke penge, men de har noget, der er mere værdifuldt, nemlig brunt guld, og tilmed i enorme mængder.”
“Ifølge WHO’s statistik producerer en gennemsnits-afrikaner mere end fire gange så meget fækaliemasse som den hvide mand (kaukasisk race). Denne mængde vil Taersk Oil pumpe frem til lager- og salgssteder på strategiske placeringer i Europa. Vi kan med et slag opnå monopol på denne eftertragtede vare. Siden århundredeskiftet er prisen på brunvare kun gået én vej, nemlig op, op og op!”
“Vær klar til aktietegningen på dette projekt. Aktierne sælges efter først-til-mølle princippet fra og med mandag morgen kl. 09.37 prc. Slagt sparegrisen, kontakt dit pengeinstitut og glæd dig, til den brune værdimasse kommer pumpende hen over grænserne,” slutter olieselskabets talsmand, som af en eller anden grund optrådte med en sort ulden pose over hovedet.
I de gode gamle dage ”kridtede” vi husene, når det blev forår. Det er en tradition, der stadig er aktuel, og i de mere velstillede familier gjorde man det med brunvare. Hele hytten fik et fint lag forårsbrunering, som vi kalder det.
Bedstefar var i familie med byens fækaliehandler, hans gamle stenrige onkel Anton, der forsynede os med gratis plut (den fineste letflydende vare).
Onkel Antons siloer var oven på vinteren vanligvis fyldt til bristepunktet, og når der så kom lidt forårsvarme til, startede en naturlig gæring, det resulterede i boblen og overspild. Det var overspildet, vi fik lov at opsamle, og det kunne nemt blive til flere børfulde af dette guld.
Normalt kostede en børfuld af denne vare fra 2 øre og helt op til 5 øre, afhængigt af udbud. Vi var så heldige at få vores plut gratis mod selv at hente det.
Salige er de gode af hjerte, og onkel var tit med i vores aftenbøn. Vi kunne jo ikke vedligeholde vores hus så fint uden hans hjælp. Vi havde det bruneste hus i byen og var stolte deraf. Ja, vi havde så rigeligt med plut, at bedstemor også gav det en omgang indvendigt.
Det fine og velholdte hus trak turister til, endda helt fra Amerika.
Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder
Årets femenhalvstjernede heltinde er enkefru Rulmina Olga Schwanzhauer (f. Padborg), Fiselund Krat, fhv. økonoma og dårekisteforvalterinde. Fr. Schwanzhauer har haft fast plads på hæderslisten siden 1979, kun afbrudt af årene 1997-2001, da hun praktiserede som trommedansende naturlæge i Chicago.
Enkefru Schwanzhauer står som et forbillede for ungdommen i Fiselund Krat og nærliggende landsbyer, idet hun igennem snart fire menneskealdre har virket som vort stolte dagblads måske mest produktive læserbrevsskribent. Intet emne har været for undseligt eller for lokalt for hendes hvasse pen. Under oliekrisen i 70’erne stod enkefru Schwanzhauer egenhændigt for op mod 85% af avisens indtægter, idet læserbreve (dengang som nu) tryktes mod et beskedent gebyr på kr 9,17 per linje, samt kr 44,02 for hver yderligere påbegyndte helside. Det kan ikke understreges kraftigt nok hvor stor betydning disse sidste 10-14 sider af avisen har haft som isolering og brændsel for flere generationer af nordvestyjyder, idet enkefru Schwanzhauer med sine rundhåndede bidrag til avisens drift på snedig vis har holdt brændselspriserne nede i Nordvestjylland.
Fremhæves bør især enkefru Schwanzhauers indlæg omkring Dansk Returpant af 17. maj i år, der for første gang nogensinde bragte avisen over 96 sider på en hverdag.
Fem stjerner (heraf halvanden fra gummihjulfabrikant Michelsen) til familien Yerngumme for en unik kulinarisk indsats. Brødrene Fellah og Gubert Yerngumme har sammen med mesterkokken Almgod Gruhs (t.h.) åbnet en succesrig brunpølse- og roefoderrestaurant på Blodhavn Midtermole. De ses her i det nyindrettede lokale 5 min. før åbning. Ådsler til forarbejdning ligger bag fotografen, dækket af et lag aviser (som i øvrigt også i snittet og fritteret tilstand indgår i flere af menuerne).
Et femstjernet hurra for operasangerinden Gylda Peckelwaffel, som efter en strubeoperation i oktober nu atter (med tilførsel af trykluft fra puddelhundedrevet kompressor) kan underholde i Nr. Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Nordstrand og hvor der ellers måtte være bud efter hende.
Ligeledes fem stjerner til landhusmoder Bibsen Olemand, Klamhuse Vestermark, som i maj nedkom med babyen Hugo IV Olemand. I løbet af sit første halve år var Hugo vokset til over 200 gange sin fødselsvægt og -højde, og en folkeindsamling måtte iværksættes for at fremskaffe de enorme mængder pladdervælling, han dagligt konsumerer.
Fire en halv stjerne til Brunmølle Udlugtskro, som igen i år har sat besøgsrekord med 21.349 spisende gæster, der tilsammen konsumerede over 40 tons brunt kødfoder plus tilbehør i form af hakkede kålroer, hestepilsner, blå drikkepetroleum m.v.
Fire stjerner til Nordvestjysk Akademisk Boligselskab, der har erhvervet og renoveret denne ejendom på Blodhøj Banke og dermed skaffet husly til 41 akademiske flygtninge fra Holstebro, som ellers ville have været henvist til at overnatte i lærredstelte eller under gummimarkiser på Blodhavn Nordstrand.
Én (og kun 1) stjerne til Klamhuse Borgervæbning, som i årets løb fik bortskaffet sølle to af de 25 sværvægtsforbrydere, der står på den aktuelle udryddelsesliste. Det kan og skal gøres meget bedre i det kommende år.
Lad os slutte i bedste stemning med fem en halv stjerne til avisens medarbejdere, som året igennem har trodset vejr og vind, modeluner, smålige irettesættelser, lavtflyvende husdyrfækalier og mange andre forsøg på censur for at give os sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Det lykkedes. Landproletariatets jubelråb er den fortjente belønning, som netop nu kan høres hen over hjemsognene.
Slask! Slask, slask og kladabask, afsluttet med et mekanisk spark i bagdelen ned ad slidsken, ud i den fri luft.
Nathan Mandrik rejste sig, rødkindet og smilende efter nogle stimulerende minutter i pryglomaten på Klamhuse Vestermark.
Han havde selv i sin ungdom opfundet dette prægtige sundheds- og disciplinbefordrende maskineri. Formålet var, at alle nordjyder effektivt og til en billig pris kunne modtage fuldfigurprygl, og her på Klamhuse Vestermark arbejdede pryglomaten stadig døgnet rundt, året rundt.
Mandrik begav sig hjemad over de vinterfrosne marker. På lang afstand blev han hilst af glammen og hyl. Husstandens to puddelhunde fornemmede, at han var på vej, og gjorde opmærksomme på, at de var sultne.
Trods årtiers succes som opfinder havde Mandrik det svært i disse år. Fødevarer var rationeret, og mange aftener måtte han og hundene dele et par fåreører eller en skål gelatinerede gedehaler. Danmarks befolkning var vokset til 11 millioner, og størstedelen af fødevarerne blev tvangseksporteret til Sverige, hvor 47 millioner munde skulle mættes.
– Sådan er vilkårene, sagde statsministeren, Harry bin Moffat. – Vi må alle, inshallah, ofre os i en højere sags tjeneste.
Bræddehytten lyste foran Nathan som et skib i natten. Én ting manglede hjemstavnen ikke: Elektricitet. Nathan havde opfundet verdens første urinkraftværk og bygget det nede i Blodhavn af et par gamle traktorer og en badekabine. En spandfuld ordinær husholdningsurin rakte til flere ugers el-forbrug i hele forsyningsområdet.
Hvis driftsleder Peckelfritz nu bare ville lade være med at blande råvaren op med gæret husdyrurin, tænkte Nathan Mandrik, idet han standsede foran hytten med de nu hysterisk glammende hunde.
I det samme flammede vesthimlen op, og i nogle lange sekunder var landskabet, så langt øjet rakte, badet i skingrende, citrongult lys, changerende over i det carryfarvede, mens det klingede af.
Braget kom et øjeblik senere. Orange flammer og fed sort røg bølgede op over horisonten, mens Nathan hylede om kap med sine pudler. Hans kraftværk, den lysende krone over hans livs indsats, var ødelagt af useriøs urintilførsel.
* * *
– Her kom det signal, vi har ventet på!
Qwylxr-Zlyck-Zpatr vendte alle tre øjne mod kollegerne i rumskibet.
– Landsæt plufrz-bhryx, og gør det nu! Landsæt dem alle sammen!
Ekspeditionen fra planeten Bzylfxik-Vugx havde til opgave at omdanne Jorden til fiskebassin for et galaktisk turistbureau. Et par wzolgx-yxgr var sendt i forvejen med instruks om at fyre en kraftig urinbombe af, når tiden var inde til at påbegynde arbejdet. De var braget ned i Tunguska i Sibirien i 1908, men det havde Qwylxr-Zlyck-Zpatr og hans kolleger ikke fået nogen melding om.
Nu befandt ekspeditionen sig over Jylland, og i løbet af få minutter landede 239 plufrz-bhryx, som øjeblikkeligt begyndte at destruere og bortgrave alt, hvad de mødte på deres vej.
I København troede statsminister bin Moffat, at der var tale om et lokalt bondeoprør, og han tilkaldte militærhjælp fra den islamiske republik Sverige, men nabolandets aldrende Saab-jagerfly var ikke noget match for plufrz-bhryx og rumekspeditionens øvrige våben.
Frisk fiskevand skyllede ind, hvor jyder gennem årtusinder havde levet. Enkelte fund blev sendt op til rumskibet med henblik på, at de senere kunne vises frem i museerne hjemme på Bzylfxik-Vugx. Et af dem var en tilhugget sten med denne inskription fra midten af 900-tallet: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.
– Den er smuk, men tung, erklærede Qwylxr-Zlyck-Zpatr, da han greb om den med sine lyslilla tentakler. – Den kan fungere som ballast på rejsen hjem.
Han stuvede stenen til side og fik i samme øjeblik en melding sydfra. Lillebæltsbroerne var ikke bare overskredet, men opspist på vejen. Hans 239 plufrz-bhryx arbejdede sig i eksemplarisk tempo frem mod Odense og resten af verden.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
I flere uger har en ondsindet hyrevognschauffør hjemsøgt sognevejene. Den mystiske slambert samlede uskyldige borgere op fra gaden og chikanerede dem på alle tænkelige måder. Slynglens identiteten var umulig at fastslå, og hyrevogn nr. 13½, som han benyttede, var ikke registreret hos noget taxaselskab.
Passagererne blev først udsat for en mareridtsagtig høj starttakst, tilfældige sidegebyrer og jammerlig musik. Derefter blev de indsmurt i pladdermasse og strudsefjer og værst af alt tvangsindlagt til at lytte på kedsommelige og meningsløse anekdoter. Efter endt tortur blev de sat af i en øde vejkant, hvorfra de kunne gå hele vejen hjem.
Jeg kunne ikke lade forbryderen slippe af sted med sine ugerninger, men der var kun én måde at stoppe ham på: Jeg måtte forklæde mig som turist og køre med.
I Klamhuse Nord stillede jeg mig parat med bøllehat, skjorte og en rejsekuffert. Der var bid med det samme. Vogn 13½ standsede foran mig.
“Skal De med?” hvislede chaufføren vammelt.
Jeg nikkede og satte mig ind i vognen.
“Hvor skal De hen?” hostede han.
“Bare rundt om hjørnet,” svarede jeg og pegede.
Banditten trådte gaspedalen i bund, og før jeg vidste af det, var jeg havnet i Rumænien.
“De skal af her, hr. Nidding Halunk,” grinede banditten, før han skubbede mig ud af automobilet. “Jeg skulle hilse fra Doktor Kæltring-Karlsen!”
Pokkers, det var en sammensværgelse.
Chaufføren var naturligvis hyret af Doktor Kæltring-Karlsen til gøre en ende på avisens storjuniorkorrespondent, så kæltringerne atter kunne chikanere og ødelægge Nørre Usseldrup uden forstyrrelser.
Med hvinende dæk stak forbryderen af og efterlod mig i det ubarmhjertige rumænske ingenmandsland.
Der skete mange sælsomme ting i rekordsommeren 1956. En dag, da stranden nord for Blodhavn var tæt pakket med badende, fløj en formation af antagelig sovjetrussiske angrebsfly ind mod kysten, mens de på må og få sugede badegæster op og udsatte dem for rektalundersøgelser for siden at kaste dem ud længere inde i landet.
Den tililende landbetjent udtalte uden for referat, at han aldrig havde set noget lignende.
Samme år blev betjenten selv hjemsøgt af sin afdøde bedstemors ånd, der bebrejdede ham, at han havde ædt hende ud af huset under et sommerbesøg som teenager.
(Supplerende materiale fra Else C. og Borgervæbningens Historiske Arkiv. Evt. vidneberetninger fra rektalmisbrugte badende modtages gerne og kan indtelegraferes herunder.)
Nørre Usseldrup er en by i rivende udvikling, og sognerådet har derfor haft et møde med det københavnske arkitekt- og designbureau Klipp & Kleist for at kortlægge mulighederne for at blive Danmarks teknologiske spydspids.
Fotografierne viser Nørre Usseldrup set fra indfaldsvejen, ganske som vi kender byen, samt Klipp & Kleists visioner for byen anno 2050. På sognerådsmødet mandag skal det besluttes, om der skal bevilges yderligere cirka 34 kroner til bureauets konkretisering af visionerne.
“Dette er, hvad vi længe har set frem til,” udtaler Habert Guckelhans, certificeret ejendomshandler, Usseldrup Overdrev. “Jeg kan netop nu tilbyde en elegant og veludstyret familievilla på 28 kvadratmeter med tilliggende køkkenhave på 7 kvadratmeter, grænsende op til det nye storbymiljø. Kontantprisen er beskedne 239 kroner. Slå til med det samme og bliv en del af lokalsamfundets rivende udvikling.”
I forbindelse med de gigantiske planer overvejer Blodhavnbanen at tage noget af sit materiel ud af mølpose. Den viste vogn blev for fem år siden præserveret med fenat, så den kræver blot en trykspuling, samt at lagnerne over sæderne bliver fjernet, før den kan sættes i drift på ny.
Vognen, der indtil 1928 gjorde tjeneste som præsidenttransportvehikel på de serbiske statsbaner, vil i første omgang blive indrettet til 400 af de flygtninge, vore hjemsogne må imødese, efterhånden som den offentlige sektor i Holstebro, de hårdt pressede bistandskontorer osv. bryder sammen.
“Den nødvendige befolkningstilvækst er altså på vej,” erklærer hjemsognenens politiske leder, generalguvernør Ruben Angst. “Nu skal vi bygge og investere os til en lykkelig, storslået fremtid.”
Trofaste avislæsere vil med tårer i øjnene erindre, at et nordvestjysk luftfartseventyr endte i ruin og tragedie, da et gigantisk nybygget vand-til-luft vehikel med kurs mod Namibia havarerede kort efter starten fra Blodhavn Nordstrand.
Vehiklet var konstrueret af visesangeren Moses Birk Lallesen (nært beslægtet med den frygtede storpamper Lalle Birk Lallesen). Straks efter havariet flygtede Moses til Holstebro, hvor han nu ernærer sig som pausemusiker på et puddelbordel.
Forbindelsen til Namibia har i næsten et år været afbrudt, men kan nu genoptages ved hjælp af et nyanskaffet bulgarsk storfly, der sikkert og komfortabelt vil bringe såvel to- som firbenede passagerer til det populære rejsemål.
I forbindelse med rutens åbning har Nordvestjysk Flypassageradfærdsreguleringskomité offentliggjort et sæt regler for opførsel under flyrejser. Arbejdet er foregået under ledelse af fhv. disciplininspektrice Isadora Pretzel, Nørre Usseldrup Eksamensskole, hvis righoldige erfaring med grise- og hundeforspændte kareter (og ved vintertid slæder) nu kommer den moderne tids rejsende til gavn.
REGLEMENTETS 4 ENKLE FORSKRIFTER:
1. Får man siddeplads ved et af flyets vinduer, har man pligt til at holde skarpt udkig, så man i tide kan advare medpassagerer og personel mod farer, der måtte nærme sig.
2. Tarmgasudslip må ikke overstige 150 kbcm (ukomprimeret) pr. halve time. For krydderpølse-, shawarma- og anden stærkt markeret gas dog maksimalt 75 kbcm.
3. Masturbation under flyvningen er af pladsmæssige og hygiejniske grunde ikke tilladt. På flyvninger over 5 timers varighed opsættes udvendige masturbationsstativer under vingerne. Disse benyttes på eget ansvar. Flyets personel assisterer udelukkende med karbolafvaskning og aftørring.
4. Snorkende, gispende, vrælende eller på anden måde generende medpassagerer irettesættes (uanset disses alder) med raske, velrettede lussinger. Smækker man over 25 passagerlussinger på en enkelt flyrejse, har man krav på selskabets guldnål.
Ældre nordvestjyder vil endnu huske en kæk og krølhåret ung fækaliearbejder, som engan g før 2. verdenskrig afsejlede med emigrantbåden S/S Blodhavn til Amerika. Hans navn var Lubbert Børsting.
Af hans breve hjem til faderen, bolsmand Lambert Børsting, Klamhuse Overdrev, fremgik det, at unge Lubbert snart efter ilandstigningen fandt godt og stabilt arbejde i Chicagos kloakker. Med flere af brevene fulgte 2-dollarsedler, mønstrede husdyrkondomer og andre fornøjelige smågaver.
Cirka 1975 ophørte familiens kontakt med Lubbert, der nu var avanceret til en betroet stilling som kloakinspektør. Stor var derfor overraskelsen og gensynsglæden, da Lubbert Børstings 81-årige søn Ronald søndag formiddag blev trukket frem på gulvet og præsenteret af prædikant Tölper Grusboll i Nørre Usseldrup Bedehus.
– Ronald er vendt hjem med en god nyhed: Det evige liv er inden for rækkevidde. Hans fader påbegyndte i moden alder en medicinsk virksomhed og frembragte adskillige naturmidler, som har vist sig uhørt effektive mod skæl, testikelkløe, røde ører og andre hverdagslidelser. Den mest forbavsende virkning af midlerne er dog, at de synes at udsætte døden på ubestemt tid. Da Lubbert Børsting i 2002 erhvervede sin doktorgrad, var han fremdeles en rask og ungdommelig mand med bølget hår og hvide tænder. Han havde dagligt intim omgang med såvel flere puddelhunde som en lodretribbet radiator på det laboratorium, hvor medicinen blev til.
Børstings uventede og alt for tidlige død skyldtes et sammenstød med et lastautomobil, som på en landevej nær Chicago pløjede sig gennem venstre side af doktorens tunge luxuspersonautomobil og irreparabelt demolerede hans legeme. Hovedet blev fundet flere hundrede meter derfra og kunne ikke bankes tilbage i funktionsduelig facon, selv om de første tililende så det blinke med øjnene og var sikre på, at det var en sådan håndfast istandsættelse, han anmodede om.
Sønnen Ronald Børsting, faglært kuffertafbærer og jukebox-operatør, var gennem de sidste årtier sin fars trofaste hjælper, og han bringer flere kufferter fulde af medicin med sig til Nordvestjylland, hvor han er gået i tæt samarbejde med Klamhuse Husmandshospital om at stille diagnoser og fordele disse helbredelsesmidler.
Konsultation kan aftales på telefon Klamhuse 147y; henvendelser fra sygekasserestanter og andre mindrebemidlede frabedes indtil videre høfligt, men bestemt.
