Den navnkundige finske stunt-masturbatør, hr. Pikka Nossonnen, blev forleden udsat for en yderst ubehagelig oplevelse under sit seneste rekordforsøg, hér i sognet.
Heldigvis fik historien en lykkelig udgang, hvilket de ærede læsere selv kan forvisse sig om, qva nedenstående mini-sommerreportage.
Det var under fejringen af en vellykket fuld offentlig nøgenmasturbation med afslutning, stående svært beruset ovenpå en rullende sporvogn i den indre by, at den store idrætsmand pludselig faldt om, ramt af et slagtilfælde. Det vil sige, han mærkede et meget hårdt slag i baghovedet, formentlig udøvet med et stumpt instrument, af en uidentificeret, meget utilfreds og ydermere særdeles usportslig medborger, som nu i øvrigt efterlyses.
I kraft af en snarrådig indsats fra diverse omkringstående personer, lykkedes det heldigvis ved hjælp af lussinger, spark, forfriskende overurinering samt stik med paraplyspidser at vække den tilsyneladende bevidstløse spillemand til live igen.
Hele episoden blev optaget på film af hr. vindueskigger S. Jofertsen, og vil blive fremvist som forfilm til alle forestillinger i Gustenhuse Biograftheater hele den kommende måned, formedelst et ekstragebyr på kun kr. 0,02, som under skærpet lusseringskontrol vil blive opkrævet ved indgangen. Overskuddet fra denne merindtægt går ubeskåret til dækning af administationsudgifterne ifm. opkrævningen af denne.
Ærede læsere, ærede redaktør og kollegaer. Jeg lever!
Jeg skriver dette fra min hospitalsseng, hvor jeg i disse timer bliver taget under kærlig behandling med varm roesuppe og medicinske lussinger. Alle troede jeg var død, men det er ikke tilfældet.
Landscape
Men hvordan kan man overleve et fald ned i kogende lava, spørger De sikkert. Lad mig forklare! Svaret er ganske simpelt.
Det var slet ikke mig der kæmpede mod Grobrian Halunk på toppen af Mount Bruno. Det var en af mine overlevende kopier. Jeg vidste at en sidste nævekamp mod Grobrian var uundgåelig, så jeg udtænkte en snedig plan. Mens Edmund og Storbjørn placerede eksplosiverne ved kopimaskinen i kælderen trak jeg en af mine kloner til siden og hypnotiserede ham til at tro at han var mig og sendte ham af sted for at stoppe den ondsindede Grobrian. Derefter sneg jeg mig ud af bagdøren og tog flugten.
Jeg vidste at Grobrian var den teatralske type og ville udkæmpe det endelige opgør på Mount Bruno, og kampen ville ende nede i den blive kogende, boblende lava. Var jeg selv taget derop havde jeg været død.
En gennemtænkt plan, hvis jeg selv skal sige det. De undrer Dem sikkert over hvorfor jeg så befinder mig i en hospitalsseng.
Ser De, på vejen væk fra det veganske bageri snublede jeg over en død mink og styrtede ned ad en bakke. Det gav mig en mindre hjernerystelse, et blåt øje og en forstuvet ankel. Men jeg lever.
Jeg vil gerne sige tak til mine kollegaer for at redde mig og resten af Nordvestjylland fra en grufuld skæbne. Havde Edmund og Storbjørn ikke vist denne forbløffende konduite, var sognet blevet angrebet en Halunk-hær anført af min gale dobbeltgænger.
Denne saga får måske ikke den lykkelige slutning som vi havde håbet på.
Storbjørn Snus og jeg prajede en taxa og fulgte efter Baryl og Grobrian der havde sat kursen opad den nordvestjyske vulkan, Mount Bruno. Vi var langt bag dem men jeg kunne se i kikkerten hvordan de to herrer tacklede hinanden og atter kom i slagsmål.
Idet vi nåede op til toppen var kampen på sit højeste. Der var øretæver i luften.
”Jeg er Dem overlegen Baryl Nidding Halunk!” råbte Grobrian. ”Jeg vil tilintetgøre Dem og alt hvad De står for! Ha, ha ha, ha ha ha!”
”Ikke på min vagt,” svarede den gæve unge Baryl. ”Jeg vil til hver en tid tage sådan en slubbert som Dem med i faldet!”
Rivalerne sloges på kanten af vulkanen. De endte på et sofamøbel der var blevet efterladt af østeuropæiske turister. Så skete det vi frygtede. Vi kunne ikke nå at gribe ind.
Til vores skræk så vi begge skikkelser vælte ned i det varme vulkandyb hvor de lev kogt i den boblende lava. Storbjørn tabte sin pibe af forskrækkelse.
Ingen ville kunne overleve sådan et fald ned i dette glødende helvedesdyb. Bedrøvede kørte vi tilbage til Bladhuset for at berette om vores kollegas bortgang.
Kan dette virkelig være enden på Baryl Nidding Halunk? Er alt håb ude? Er hele den nordvestjyske folkepresse fortabt?
Efter stærkt folkeligt pres er 8. og sidste afsnit nu tilgængeligt her
I dag kom det brev vi havde forventet ville dukke op. Halunks kidnapper forlanger en løsesum:
”Vi har den unge Halunk! Vi kræver kr. 556 i 50 øremønter. Læg pengene i en voksenble på Urinvejen om en uge kl. 13.00 prc. Ellers får knægten buksevand, derefter hænges han til tørre og bortsprænges. Sådan er det bare.”
Vi her i Bladhuset forhandler naturligvis ikke med skurkagtige personer.
Storbjørns Snus har nu fundet frem til en konklusion hvad angår prøverne fra automobilet.
Fækalierne stammer fra den sjældne nordvestjyske spurvedrontegrib der udelukkende lever i Vammelmose Muddergrøft. Brødkrummerne stammer fra en særlig vegansk dej der hverken indeholder gluten, mælk, æg eller andet spiseligt.
Med denne viden satte vi os på vores motorcykel og kørte ud til Vammelmose Muddergrøft. I rygsækken havde vi en håndfuld af de eksplosive peberfrugter der kendes som Den Sorte Lubert i tilfælde af at vi måtte sprænge os vej ind på vigtige steder.
Her fandt vi et nyetableret vegansk bageri. En gigantisk bygning omkranset af et højt vegansk hegn af asparges.
Det kunne ikke være en tilfældighed. Dette sted havde en vigtig rolle at spille. Jeg trak min kikkert og spejdede. Og der i vinduet på tredje sal så jeg ham: Baryl Nidding Halunk!
Mens Storbjørn Snus analyserer prøverne har jeg, Edmund Totenschlager, valgt at tage drastiske metoder i brug. Jeg har sat mig i forbindelse med Nordvestjysk Åndemanerselskab. Denne sag er større end som så.
Lederen af denne gruppe af spirituelle mennesker hedder Lord Langhalm og han havde vigtige informationer at formidle.
Jeg rakte ham Halunks noter og hans portrætfoto og Lord Langhalm gik straks derefter i en så dyb trance at han tømte blære og tarm på stedet. Han åbnede gabet og messede et spådomsvers:
”En, to tre, fire fem,
denne sag er slem,
Halunk er her og der og alle vegne,
på bjergets top og bag en bregne.
Og skurkekongen tror han er Gud,
Stop ham inden tiden rinder ud.”
Lord Langhalm kastede herefter op og selvantændte spontant. Jeg og de andre i lokalet fik ham hurtigt slukket med en fyldt natpotte.
Jeg tog hjem til Bladhuset måske mere forvirret end da jeg tog af sted. Hans spådom stillede endnu flere spørgsmål end den besvarede.
Jeg måtte lægge hjernen og mine underbukser i blød.
I morges brød vi, med borgervæbningens og hr. Knockels velsignelse, ind i Halunks taglejlighed på Blodhøj for at lede efter spor. Og spor fandt vi.
Baryl Nidding Halunk har arbejdet på at opspore bagmanden bag Kæltringsø og Guldhamsterens Orden, ærkerivalen og dobbeltgængeren Grobrian Halunk, der i flere år har spredt rædsel under sit alias Doktor Kæltring-Karlsen.
Havde Baryl fundet frem til Grobrian? Vores mavefornemmelse siger ja.
Storbjørn og jeg gennemgik hurtigt Baryls notater. I disse skriverier lader det til at Baryl var ved at undersøge en mistænkelig adresse beliggende bag Urinkraftværket. Vi kørte straks derud og opdagede en efterladt virksomhedsbygning. Udenfor holdt et vehikel med påskriften: Brunt og Godt.
Til vores skuffelse var stedet mennesketomt. Men hele vehiklets interiør var fyldt med fækalierester og brødkrummer og vigtigst af alt fandt vi Baryls personlige kuglepen. Storbjørn Snus der har en forfinet lugte- og smagssans er disse timer ved at analysere disse afførings- og brødprøver, så vi kan komme tættere på at opklare mysteriet.
Avisens højtelskede storjuniorkorrespondent Baryl Nidding Halunk er ikke set siden sin grandiose jubilæumsfest i maj. Han er hverken mødt ind på Bladhuset eller set i gadebilledet.
”En højest usædvanlig adfærd,” fortæller hr. Knockel og tilføjer: ”Den unge Halunk er mødestabil. Noget er galt.”
Vi på avisen vil ikke dvæle før mysteriet er opklaret, hvorfor vi nu laver denne føljeton. Vi, Edmund Totenschlager og Storbjørn Snus, vil udspørge vidner, lede med forstørrelsesglas og kikkert, og vende hver en fækalie i området for at finde Baryl Nidding Halunk.
For blot en time siden dukkede et vidne op som måske kan føre os i den rigtige retning. Den pensionerede lussingballetdanser Bob Krykke har følgende at berette:
”Jeg så en forvokset fugleskikkelse putte en kartoffelsæk over hovedet på den unge Halunk, skubbe ham ind i et sælsomt automobil med påskriften “Brunt og Godt”, og forlade området med hvinende dæk.”
Det tyder på at Halunk er blevet kidnappet. Hvem står bag? Vil der blive forlangt en løsesum og hvad er meningen bag Brunt og Godt?
En af avisens trofaste medarbejdere, den unge Baryl Nidding Halunk, fejrer i denne måned 10 års jubilæum på De Knockelske Blade.
”Jeg regner med at blive her mindst 80 år endnu,” udtaler hr. Halunk.
Bladhusets personel hev den kvikke unge jubilar ud fra kontoret, gav ham buksevand og venskabelige bøllebank og bar ham rundt om bygningen med skrig og skrål. Halunk blev placeret på en sejrsskammel og fik uddelte i alt 10 lykønskningslussinger af redaktør Knockel, der straks efter holdt en to timer lang tale. Hele seancen blev akkompagneret af storslået tubamusik.
”Dette er årets begivenhed,” udtaler Louis B. Knockel.
Som hyldest har kommunen etableret en statue af sammenpressede finfækalier fra den ungarske albinokalkun, der afbilleder reporteren på fineste vis.
”Ingen smalle steder her,” erklærer byrådssekretær Bambo Langål.
Hele denne måned afholdes folkefest. Lokale madvogne og drikkeboder rulles ud og kendte lokale kunstnere vil optræde med fækaliejonglering, masturbationsdans og lussingakrobatik.
”Vi forventer et fremmøde på mindst 1.000 mennesker per dag. Mindre kan ikke gøre det,” siger Bambo Langål.
Baryl Nidding Halunk vil hver eneste dag blive udsat for diverse hyldester, taler, spas og løjer.
”Jeg regner kun med at få to timers søvn hver nat, men det må man tage med,” siger jubilaren med et smil, et blåt øje og våde benklæder.
EKSTRA: ENESTÅENDE HÆDERSBEVISNING FRA SURE GAMLE MÆND
Som et bevis på hr. Nidding Halunks helt særlige placering i det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde optages han nu, trods sin unge alder, i LFSGM.
“Vi accepterer normalt kun medlemmer over 55 år, og de opnår først stemmeret og valgbarhed, når de er fyldt 75, men i dette særlige tilfælde gør vi en undtagelse. Hr. Nidding Halunk får adgang til de ugentlige møder og indvies i vore hemmelige ritualer, der fortrinsvis er rettet mod Holstebro, København og andre bedærvede storbyer,” erklærer LFSGM’s nordvestjyske kredsformand, den 96-årige fhv. stationspissoirforpagter Lubbert Peckelmeier, Klamhuse Hede.
EN SEN AFTEN, da jeg havde lagt mine skriverier bag mig og i petroleumslampens skær helligede mig katalogisering af husstandens omfattende samling af afklippede tånegle, heraf flere uvurderlige arvestykker, bankede det svagt på retiradedøren. Jeg betydede den tjenstgørende morian at vise den sene gæst ind i stadsestuen, og et forunderligt syn mødte da mine øjne. Lupus var vendt hjem!
EN AF EGNENS største sønner stod lyslevende foran mig, med de klare oldingeøjne missende mod det skarpe lys. Hurtigt fik jeg Lupus bænket ved vort groft tilhuggede fyrretræsspisebord med en svingende portion kompostsuppe med egespåner. Efter et par dunke konsumterpentin og et sæt velsmurte erindringslussinger begyndte gamlingen sin utrolige beretning:
“SOM FEM-ÅRIG skikkedes jeg af min fader på dannelsesrejse til de böhmiske Alper hos min farbroder Hübertz Q. Knockell, der var fækalieforvalter på et større gods i byen Knütz. Jeg nød godt af den strenge, germanske disciplin, som satte mig i stand til at få ansættelse som feltlatrinreparatør i et stedligt regiment. Jeg tog endvidere afgangsprøve ved Musikkorpset som faglært nasalcrooner og rektalekvilibrist, hvilket skulle vise sig en fordel i min senere tilværelse, og da krigen brød ud, var jeg fuldt kvalificeret som latrininspektør på Vestfronten, hvor jeg tilbragte mange gode år.
Lupus i fuldt feltmæssigt efter udnævnelsen til overlatrininspektør. (Fot.: Kaiserliche Kanonenphotographen G.m.b.H.)
DA KRIGSLYKKEN VENDTE, fandt jeg det fornuftigt at søge anden beskæftigelse. Sammen med et par ligesindede kammerater, bl.a. den senere regimentsfyrværkerassistent Ecstasius C. Neuenbagh, krydsede jeg en aften fronten ved Popering i Flandern. Vi blev naturligvis fanget som overløbere, men da der ved bataljonsbordellet i den nærliggende by var et par vakante stillinger som hhv. bordelsanger og horisontalmasturbatør, blev vi snart accepteret som et pittoresk og relaxerende indslag i den daglige kanontorden.
MEN ALT GODT har jo en ende, krigen sluttede og vi måtte se os om efter en anden levevej. Efter ca. 10 år på valsen i det nordtyske endte vi i det i det smukke Bayern, hvor jeg på et gæstgiveri mødte en undselig lille mand med en bemærkelsesværdig moustache og spasmodiske højrearmsbevægelser. Hans oratoriske evner fascinerede mig, og vi blev gode venner. Han havde store planer og talte uophørligt om at anskaffe sig et førerbevis, men vore veje måtte skilles, og jeg har ofte tænkt på, hvordan det egentligt gik ham fremover.
NEUENBAGH OG JEG blev i Bayern de næste mange år, hvor vi ernærede os som omrejsende vaudevillesangere og lussingterapeuter. Det hårde liv på landevejene sled på både skosåler og helbred, og jeg besluttede mig for at falde til ro, mens Neuenbagh foretrak at vandre videre. Jeg fik fast ansættelse i den kendte Lieder- und Strafencafee “zum goldene Peitsche”, hvor jeg mødte min senere hustru Waltraut Breitarsch, som opførte et burlesk cabaretnummer med sin langlemmede sanktberhardshund Casimir Prügelstock III som partner. Vi blev gift, men ægteskabet holdt kun kort tid. Waltraut forlod mig til fordel for et omrejsende husdyrmenageri og ægtede senere en sprechtstallmeister Schumbagh.
Waltraut Knockel med sin livsledsager Casimir. Det er Waltraut til højre. (Fot.: Lupus Knockell)
JEG FORTSATTE min optræden i cafeen mange år, blandt andet som fastgørelsesansvarlig i etablissementet, men også som strubesanger ved det stedlige brandværn, hvor jeg i de år havde adskillige optrædender rundt om på egnen ved mangen en ildløs.
Lupus som brandværnssanger 1944. Han står yderst til venstre.
(Fot.: Bayerische Feuerwehr)
I 1945 TVANG forskellige omstændigheder mig til hurtigt at søge luftforandring. Jeg havnede i Argentina, hvor jeg mødte stor venlighed i immigrantkredsen. I 1948 havde jeg en hovedrolle i lystspillet “Die zwei Schlagzahnetenoren”, som var finansieret og instrueret af det nyoprettede filmselskab Bormann Pinakothek-Gesellschaft.
MIN HJEMVE nagede mig. Jeg tog hyre som husdyrpurser på et bulgarsk krydstogtsskib, som jeg afmønstrede i Antwerpen. Jeg fik min hyre udbetalt i naturalier i form af udstillings- og avlssoen Brynhilde Montevideo II, som siden har været min støtte, glæde og trøst i mit omflakkende liv. Nu er jeg så vendt hjem, og har forhåbentlig mange gode år foran mig her på min kære hjemstavn!”
SÅLEDES SLUTTEDE Lupus’ utroligt rørende beretning. Jeg sad stille et øjeblik, tændte endnu en vellagret blæretangscigar og tænkte: En stor nordvestjyde, en af de største, er atter blandt os!
HERUNDER ENDNU EN JUBELREPORTAGE fra hr. Poppe Hammurabis-Agderstierne:
Idet vi netop i sognerådet beklageligvis har måttet konstatere, at vor by er ved at løbe tør for brunvare i alle dets tænkelige former, forsøger vi nu at imødekomme efterspørgslen ved i disse dage at iværksætte en visuel oplysningskampagne på alle byens prominente husfacader, inkl. klunsercentralens latrinanneks, Gustenhusbjerg Udkigstårn og arresthuset.
Vi har i denne forbindelse fundet lødig anvendelse til et beskedent udvalg af de til dato uudgivne “vrøvlenbergismer”, som vor ærede forfatter jo gennem livet nedfældede på bagsiderne af diverse kvitteringer fra sit elskede vandingshul, beværtningen Dubbi-Du. Hr. Røvlenberg har efterladt os en veritabel kulturskat af tilsvarende fragmenter, som jeg i øjeblikket arbejder på at offentliggøre i bogform. For nu må vi dog nøjes med nedenstående perler, der i skilteform vil pryde hele vort gamle sogn sommeren igennem. Vi skal desuden oplyse, at enhver form for hærværk mod disse vil medføre personlig tåfladkørsel ved hr. damptromlefører Mads T. Rullesen.
Herfra ønskes en god sommer til alle, på nær marxister, klistermærkeopklæbere samt graffitimalere! Med ærbødige hilsener,
