Borgervæbningen går ind sagen om den flyvende fallos. Det var en direkte fjendtlig handling, tilsigtet eller ej
Overfænrik og delingsfører ved Blodhavn Borgervæbning, Jens Frimodt Gyldenkerne, er i disse dage i færd med at opgøre skaderne på korpsets lager af fækalieammunition, der blev påvirket uheldsvangert af de voldsomme vibrationer fra luftvehiklet, der i går krænkede Blodhavns luftrum.
I de stadigt ulmende rester af Borgervæbningens lerklinede ammunitionsbunkere møder avisens udsendte denne krigsmand, der distræt forsøger at få ild på en lakridspibe.
“Her taler vi om apokalyptisk terror af værste skuffe”, fortæller han, medens han vipper på fodballerne, en gammel uvane fra hans tid som ponypasser ved Nr. Usseldrup Livregiments Musikkorps. “Det værste er ikke de materielle skader, der væltede ned over os, dem kommer vi os nok over. Nej, det værste er, at overflyvningen har delt vores samfund i to lejre”, fortsætter J. F. Gyldenkerne.
“De fleste af egnens kvinder oplevede jo en ufrivillig og ganske langvarig orgasme, da dette modbydeligt vibrerende vehikel krænkede vores luftrum. Med sin vibrende fremfærd kan man sige, at det samtidigt krænkede selve samfundets bærende kraft, nemlig den maskuline seksualitet. På det område er vores evner aldrig før blevet anfæget, for der eksisterede ikke noget sammenligningsgrundlag”, fortæller en tydeligvis berørt overfænik. “Men jeg skal da love for, at tiden, hvor vi kunne hvile lidt på laurbærrene, er forbi. Nu vil selv den mest frigide landproletarkvinde have daglig penetration, og gerne mere end en. Forbi er den behagelige tid med kærtegn, flæskesvær og kold hestepilsner under dynerne. Flere af mine mænd er allerede fuldstændig udmattede og udtørrede og går rundt med kolde omslag omkring noget, som ligner en pølse. der blevet glemt på en tændt havegrill.”
Overfænriken sparker vredt til et sort paphylster, hvor den gule skrift indikerer, at det engang har indeholdt en 12 kilos fækaliemine. “Reelt har vi kun én mulighed, og det er at udruste HMS Knockel til langfart, så vi kan få ram på det falliske vehikel og dem, der står bag, én gang for alle. Først da, og når vi entydigt kan bevise, at det ikke kommer igen, får vi ro, så man atter kan blive herre i eget hus.”
En af Nordvestjyllands store gamle slægter, Grusborgerne til Bøvling og Blodhavn, har efter ca. 1100 års pause besluttet at generobre positionen som dominerende lokal kongemagt.
Slægtens historie er rig på sejre. Dens stamfar, kong Fakum (i ældre kilder: Fæchum eller Fokom) Gruus etablerede sig som vikingekonge i 900-tallet. Hans sønner Hubert og Hambert blev herskere over store dele af det nuværende Bøvlingbjerg sogn og byggede det første Grusborg Slot på et fundament af hårdt komprimerede menneskelige affaldsprodukter. Grusborgerne førte talrige erobringstogter ind i de norske fjorde, hvorfra de og deres personel hjembragte yngre kvinder, parringsvillige geder og anden biologisk kapital.
Fra 1200-tallet og fremefter deltog de grusborgske riddere og deres væbnere i korstogene til Mellemøsten, dog fortrinsvis som forsyningstropper med et lager af husholdningsfækalier, masturbationsredskaber og andre af de basisprodukter, som endnu i dag opretholder egnens erhvervsliv og Grusborgslægtens anseelse.
I århundredernes løb indtrådte en vis afmatning i slægtens materielle position, og de senere efterkommere har i vid udstrækning delt kår med det jævne nordvestjyske landproletariat. De organisatoriske og seksuelle principper, som oprindeligt bar Grusborgerne fremad og opad i verden, er dog på intet tidspunkt blevet fraveget.
Den nuværende kong Hilbert, født 1911, har haft en smuk og livslang civil karriere som latrinmåleraflæser og hobbyfjerkræavler. For et par år siden adopterede han en arving, kronprins Folmer, født 1969 og – værd at bemærke – den første Grusborger med en autoriseret videregående uddannelse som gummibadningsinstruktør samt i tilslutning hertil et voldsmandsdiplom.
– Vi byder disse ranke kongelige figurer velkomne i toppen af samfundet, udtaler redaktør Louis B. Knockel. – En af deres officielle pligter bliver at lede brunvareindsamlingen på Blodhavn Nordstrand hver lørdag formiddag. Her kan de med hasselkæp i hånd bevise deres værd.
Kapitel 1
“De må ikke ryge her,” skrattede den røde robot.
Cæsar Hansen drejede hovedet og stirrede irriteret på den mekaniske ordenshåndhæver. Hvor han dog afskyede Slubbotter.
“Vi befinder os på en tom gade. Hvem fanden kan jeg genere med den her?” Cæsar pegede på smøgen, der dinglede i hans mundvig.
Slubbotten nærmede sig knirkende.
“Den nye rygelov er trådt i kraft for 30 sekunder siden. Ingen tobak mellem klokken 05.00 og 22.00. Sluk cigaretten øjeblikkeligt, eller De vil fortryde det bittert.” Metalmanden knyttede sine næver.
“Okay, så…” Cæsar smed smøgen på asfalten og tværede den ud.
Den røde robot pegede anklagende mod den anden side af gaden. Den havde fået øje på en ung dreng, der luntede fløjtende af sted med en gummibold i favnen.
“Hvorfor er De ikke i skole, Kjeldsen?” brummede den mekaniske betjent hult.
“Fordi jeg hellere være herude og lege,” svarede drengen.
Slubbotten skrattede vredt og roterede med armene.
“Børn skal ikke lege, de skal undervises døgnet rundt, året rundt!”
Maskinen ringede straks efter et salatfad, der sekunder senere hentede og bragte drengen tilbage til Læringsanstalten, hvor han hørte hjemme.
Kapitel 2
Cæsar spankulerede trist ned ad fortovet.
“Alle disse regler,” sukkede han. “De gavner ingen. Kun øvrigheden. Det var bedre i gamle dage.”
Et vådt flyveblad lå på vejen, halvt dækket af nedfaldne løvblade.
»Er De træt af Pamperland – Tag til Kongeriget Blodhøj!« Måske var det et tegn.
En Slubbot spænede dampende og larmende efter en pensionist med et gangstativ.
“Hr. Haraldsen! De er anholdt er for ikke at betale daglige gebyrer på Deres mobilitetsaggregat. 14 dage i spjældet…”
“Åh, gudskelov,” udbrød pensionisten. “Så får jeg endelig noget ordentligt at spise!”
Cæsar Hansen samlede flyvebladet op. Han havde allerede taget en beslutning.
“Jeg må væk fra denne pamperstyrede dystopi.” mumlede han. “Af sted mod Kongeriget Blodhøj.”
Kapitel 3 Kongeriget Blodhøj var omkranset af en 20 meter høj mur af beton. Ved porten stod en vagt med en gigantisk muskedonner. Cæsar Hansen nærmede sig varsomt og rømmede sig. “Kan jeg komme ind? Må jeg være med?” Vagten svarede med en dyb røst: “Er De en pamper?” Cæsar rystede på hovedet og viftede afværgende med hænderne. “Ernærer De Dem udelukkende på det offentliges regning?” “Jeg har da min værdighed!” svarede Cæsar Hansen. “Støtter De meningsløse gebyrer og skatter og er interesseret i et totalt rygeforbud?” “Næ, fy da føj!” “Er de tilhænger af obligatoriske statsbestemte aktiviteter?” “Uha, nej.” Vagten nikkede og sænkede våbenet. “Velkommen til Kongeriget Blodhøj!”
Epilog
Cæsar gik gennem den store jernport, og en ny verden åbnede sig for ham.
“Vær hilset.” En ung smuk kvinde i rødt skørt smilede bredt og gav ham et kindkys. “Jeg er dronningen af Blodhøj. Mit navn er Miranda Knockel.”
Dronningen tilbød ham en cigaret, som han gladelig tog imod.
“Lad mig vise Dem rundt,” sagde hun.
Cæsar Hansen var ved at besvime af ren fryd og benovelse. Han befandt sig i et utopisk paradis, hvor der måtte ryges cigaretter, og børnene legede dagen lang.
De folkevalgte sagde, hvad de mente, og overholdt deres løfter. Ingen embedsmænd opførte sig som marionetdukker for at få lønforhøjelser og fornemme stillinger i udlandet.
Her fik højtstående pampere deres straf i stedet for et gyldent håndtryk, og fængslet var ingenlunde en femstjernet luxusferie, men derimod en afstraffelsesanstalt, som det burde være.
“Her vil De føle Dem hjemme,” sagde dronningen og slog ud med armene.
Cæsar nikkede med den tændte smøg i flaben.
“Det gør jeg allerede, Deres Majestæt.”
Baryl Nidding Halunk: DRONNINGEN AF BLODHØJ 1. udgave, 1. oplag World Copyright 2014 by Halunk Enterprises & Village Fool Production, Inc.
Vor unge mesterskribent, hr. Baryl Nidding Halunk, har foruden ovenstående mesterværk ydet uvurderlige bidrag til 13 af årets andre jubelkalendergaver.
Varm tak og stor hæder strømmer med rette imod ham. Allerede i 2012 blev han udnævnt til årets korrespondent, og al sandsynlighed taler for, at han nomineres til Nobellprisen 2015. Også ordenstegnet Namibias Løve og den bulgarske Korsridderorden med Dobbelt Gummibændelophæng er undervejs.
Følg hr. Nidding Halunks fortsatte hædersrute mod stjernerne her i avisen (og det er en ordre).
Det var en mørk og stormfuld aften hen imod jul. Vinden peb om den frønnede gavl, og sjapsne dryppede gennem det halvrådne tag over Blodhøj Husmandsbordel. En lang kø af avlsbrugere, roearbejdere, fækalieomrørere og andre landproletarer stod i kulden udenfor med hænderne dybt, meget dybt i de hullede lommer.
Søster Slubberina gispede fra begge ender af sin overanstrengte organisme.
– Vi klarer ikke det næste døgn, sagde hun til søster Mabusa. – Vi holder ikke til det.
– Luk øjnene og tænk på pengene. Med tillægsydelser er det gennemsnitligt 1,31 kr. pr. færdigekspederet kunde. Kæmpestore julegaver i år.
Mabusa havde arbejdet som landboforeningsbogholderiassistent, inden hendes smukke ansigt og yppige figur bragte hende over i intimbranchen.
Det buldrede på døren. – Luk op for helvede, eller vi sprøjter i sneen! lød en dyb, rå stemme.
– Du tager de tre næste, jeg har fået en idé, sagde Slubberina.
– Jamen…
– Ikke noget jamen. Jeg er tilbage om et øjeblik!
Mabusa måtte klare fem kunder, heraf to stående til simultan ekspresafspilning, inden Slubberina gjorde tegn fra døren.
– Send den næste herind! hvislede hun mellem de røde læber.
Kapitel 2
Forrest i køen ved den sludpiskede dør stod ingen ringere end borgervæbningens overofficiant Lumbago Z. Knockel, sr., højt respekteret lokal hædersmand og vedvarende, men kritisk bordelkunde gennem mere end syv årtier.
– Kom indenfor, sagde Slubberina. – Denne vej til en stor overraskelse!
Mindre end et minut senere tumlede den ranke, skindmagre olding ud af bordellets bagdør med et savlende smil om sine tandløse gummer.
– Fantastisk! brølede han, da han kom om til kammeraterne i køen. – Aldrig overtruffet! Jeg gav hende otte øre i drikkepenge, og det er første gang siden 1971, jeg har været så rundhåndet!
Kapitel 3
Rygtet bredte sig ud over det vintersølede Nordvestjylland, og frem til juleaften herskede rasende travlhed på bordellet.
Omsider blev døren spærret af, og søstrene fik en gryde brun festbudding på bordet. Gavecigarer, dunke med blå drikkepetroleum og anden luksus omgav dem.
– Så er det på tide, du fortæller mig, hvad der foregår bag den dør, sagde Mabusa. – Vi har tjent flere penge i denne måned end i de 11 foregående tilsammen. Jeg har haft så travlt med kassen og vaskekludene, at det stadig svimler for mig. Hvordan er det muligt?
Slubberina åbnede den magiske dør og tændte et stearinlys. Hun trykkede på en knap, og dunkende, slaskende lyde bølgede rytmisk gennem bordelstuen.
– Gamle onkel Stürwolts lussingmaskine, som stod på loftet og samlede støv, forklarede hun med et smil om de knaldrøde læber. – Den skulle bare lægges ned og justeres en smule, så fungerer den som ekspreskopulationsautomat med efterfølgende koldtvandsoverbrusning. Og den giver også kunden et par smældende lussinger til farvel og tak.
– Vi skylder onkel Stürwolt evig tak, lød det fra en bevæget Mabusa, – og måske en cigar, hvis vi har flere tilbage efter nytår.
Slubberina slukkede for maskinen og vendte tilbage til julebordet.
– Nu har vi fortjent vores budding, sagde hun, – alle 19 kilo af den.
Irmgard Pulver Min erotiske ungdom, bind 1:8 2. udgave, 1. oplag Udgivet med støtte fra Landprostitutionsbranchens Fællesråd
Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Marseilles, 11. august 1938
Søde lille mor, tusind tak for dit brev og det rene undertøj og de to stribede skjorter, du har lappet så fint for mig. Jeg fik pakken, lige inden vi sejlede fra Skagen.
Vi har det stadig fint om bord på galeasen “Sigrid af Svendborg”. Det vil sige, i disse dage ligger vi stille i havnen i Marseilles, så jeg har god tid til at skrive hjem. “Sigrid” har fået et hul under bovsprydet. Hun er jo en gammel skude, og skipper mangler vist nok penge til reparationen, så mens vi venter på besked, går vi i byen og oplever spændende ting.
Du kan være helt rolig, kære mor, jeg besøger ikke de slemme gader hernede ved havnen, men kommer næsten dagligt i den danske sømandskirke og har sammen med kordegnen været oppe i bjergene for at nyde udsigten over det blå Middelhav.
Hils dem alle sammen hjemme i Svendborg og fortæl dem, at Peder har det godt.
Marseilles, 11. august 1938
Hallo med dig, Benny, hundehoved og medslambert. Jeg håber dette brev når dig i Rotterdam. Hvis du stadig er der, så gå straks i land og tag toget til Marseilles. Her er billig rødvin, fisse og harmonikamusik i lange baner. Du skal ikke ligge ensom i køjen og gnide på din sjover som en anden abekat, når du kan få alt det gode i Marseilles.
“Sigrid” kommer nok aldrig mere ud at sejle, men så vil skipper og jeg lave hende om til et flydende bordel. Her er masser af piger, og vi kan indrette lastrummet til danselokale. Jeg har købt en harmonika for 125 franc, og en gammel tandløs musiker lærer mig at spille.
Kom så hurtigt, du kan, og det er en ordre.
Hilsner og håndslag fra din gode kammerat Peder
Marseilles, 14. august 1938
Kære lille mor, så skriver jeg allerede igen. Du bliver nok forbavset over, hvad du hører: Din dreng er blevet skibsreder! Jeg har købt en andel i “Sigrid af Svendborg”, så skipper Larsen og jeg er nu partnere i den videre drift.
Vi har store planer med skibet, som skal blive her i Marseilles og være et besøgssted for turister. Her kan de se, hvordan danske sømænd lever, her vil være fællessang og smagsprøver på god dansk mad osv. Ind imellem vil vi sejle dem en lille tur ud af havnen. Det er en fantastisk plan, som vil give os en munter hverdag uden alt det slid og slæb, der følger med almindeligt sømandsliv.
Det, jeg håber på, er at du kan låne mig et lille beløb til startkapital. Jeg har jo ikke fået hyre i et stykke tid, og det vil være bedst, hvis du kan skaffe mindst 500 kroner og straks overføre dem fra banken i Svendborg til den danske konsul, hr. Harald Ibsen, Marseilles. Han hjælper os med planerne og er en fin og hjælpsom herre.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, kære lille mor. Hvis det kniber med kontanter, må mormors sølvtøj sættes i pant. Pengene skal nok komme hjem til Svendborg, når din søn Peder er blevet en stor og holden mand.
Kærligste hilsner til alle derhjemme fra jeres Peder
Marseilles, 11. september 1938
Hr. konsul Ibsen, gamle krybdyr!
Jeg skal gøre opmærksom på, at din ubetalte regning for rødvin, cognac, pastis og flutes med ansjospostej nu overstiger 1380 franc. Skipper Larsen og jeg har givet dig kredit i tiltro til, at du er en god dansk mand, men driften af “Sigrid” kræver penge i kassen hver dag, eller rettere: hver nat, så husk den store portemonnais, når du vil om bord næste gang.
Du skylder desuden to af pigerne, Lulu og Mitsou, adskillige hundrede franc hver, siger de. Smukke ord og sugemærker på inderlårene gælder ikke som betaling, og det burde du vide som gammel forhærdet luderkunde her i byen.
Jeg skal på det alvorligste minde om, at pigerne ikke må benyttes analt uden rigelig creme (eller margarine, hvis det foretrækkes). Vi har en gammel so ude forskibs, som du kan regere med efter behov, men Lulu og Mitsou skal behandles varsomt og med respekt, ellers mister vi disse to pragtluderes arbejdskraft. Er det forstået, hr. konsul?
Dette brev skal tages alvorligt.
Hilsner fra skipper Larsen og din hulkammerat Peder
Marseille, 30. oktober 1938
INDBERETNING til Det danske Udenrigsministerium. På given foranledning kan jeg oplyse, at hr. styrmand Peder Most, født 31. december 1914, er afrejst fra hovedbanegården i Marseilles i dag klokken 11.17. Jeg fulgte ham selv til toget og følte en stor lettelse, da jeg så det dampe nordpå.
Hr. Most har som omtalt i pressen lagt sig ud med underverdenen i Marseilles. Han har drevet forretninger af en art, der ikke kan beskrives uden at få papiret til at rødme. Lokale banditter gik forleden til modangreb, og så blev hr. Most trods al hans pral og stoltseren den lille. Han er i bedring efter de læsterlige prygl, han har modtaget, men en længerevarende syfiliskur bliver nødvendig. når han kommer hjem til Danmark.
Jeg har på statskassens regning betalt for en jernbanebillet på 3. klasse herfra og til den danske grænse i Padborg, alene for at få ham ud af Frankrig, hvor han har kastet skam over alle ranke og retskafne danskere.
Harald Rompuy-Ibsen, skibsmægler og dansk konsul
Paris, 1. november 1938
Kære Benny, gamle testikelsvinger. Håber dette brev når dig i New York. Du skal ikke, jeg gentager: ikke, springe i land og tage en hyre til Marseilles. Det er én stor luserede, fyldt med forbrydere og voldsmænd, såvel franskmænd som de arabere og andet indstrømmende pak og bærme, byen vrimler med. Også de stedlige danskere er overvejende svin og æreløse slubberter, kan jeg fortælle dig.
Du får hele historien, når vi en dag igen sidder over et krus øl i Hamborg eller Shanghai eller hvor det nu bliver. Lige nu har jeg brug for en håndsrækning. Kan du via rederiet sende 100 kroner til min gamle adresse i Svendborg, så er du stadig min bedste ven. Jeg tror ikke, mor har mere i kassen, så det bliver en mager tid for mig, indtil jeg igen kan stå til søs.
Min pik hænger i laser, og jeg kan ikke se ud af det venstre øje. Men vi havde det sgu alligevel meget sjovt i Marseilles, så længe det varede.
Hvis der bliver krig, går jeg straks i tysk tjeneste. Jeg vil være med til at trampe Frankrig og alle franskmænd ned i mudderet.
Liege, 2. november 1938
Kære søde lille mor
Så er din store dreng på vej hjemad. Du må ikke blive forskrækket, når du ser mig. Jeg har fået lidt skrammer og går midlertidigt med en klap for det venstre øje, men det skal nok snart blive godt igen. Skippers og mit eventyr i Marseilles sluttede lidt anderledes, end vi havde ventet og håbet, men det kan du alt sammen høre om, når jeg er i Svendborg fredag hen på eftermiddagen.
Du skal ikke sige til nogen, at jeg kommer. Heller ikke til hende den rødhårede i bagerbutikken, som har en mærkelig idé om, at jeg har friet til hende. Jeg har brug for nogle uger i fred og stilhed, inden jeg igen søger hyre.
Jeg kommer desværre hjem uden så mange penge på lommen, men harmonikaen har jeg med fra Marseilles, og du kan tro, jeg nok skal blive dygtig til at spille på den. Det kommer med tiden og øvelsen!
På gensyn, lille mor, og et kys på kinden fra din glade og ærlige dreng Peder
Ruben Vulva Peder Mosts bordel til søs 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
Min hustru Molly og jeg havde planlagt vores bryllup i flere måneder. Hendes fader var sognepræst og havde stolt stået for vielsen. Gæsterne hujede og sang, da vi sagde ja til hinanden og fulgtes ud af kirken. Det var det lykkeligste tidspunkt i mit liv, men jeg måtte erfare, at rædsler lurede lige om hjørnet. Tænk sig, at min egen bryllupsfest skulle forvandles til et grusomt mareridt!
Festmiddagen forløb fredeligt. Desværre har jeg ikke selv familie tilbage, så gæsterne var udelukkende fra Mollys side. Det gjorde skam ikke noget. Det ville snart blive min familie. Eller det troede jeg i hvert fald.
Jeg fik en dårlig smag i munden, da jeg begyndte at betragte gæsterne fra min plads. Alle virkede glade. Alt for glade. Det var dog ikke det mest foruroligende. Jeg blev nedstirret.
Da desserten var fortæret og tallerkenerne båret ud, rejste svigerfar sig.
“Nu er min elskede datter endeligt blevet gift,” brummede han begejstret. “Nu kan jeg dø lykkelig. Vi kan alle dø lykkelige.”
“Hvad er det der foregår?” mumlede jeg forundret.
Molly så forelsket på mig.
“Vi er lykkelige, ikke?”
“Æh, jo da, min kære,” svarede jeg.
“Sådan skal det forblive. Sådan skal vi dø.”
Svigerfar udbrød stolt:
“Der er ingen tvivl om, at alle i dette selskab er lykkelige!”
Gæsterne rejste sig og klappede. Svigerfar fortsatte:
“Hvis ingen her har nogen indvendinger, vil jeg med glæde træde til som mestermand. Fætter Henry, hvis du vil køre huggeblokken frem, så henter jeg min kutte.”
Det begyndte at sortne for mine øjne, da svigerfar få minutter senere dekapiterede onkel Arne og tante Ragna. Deres afhuggede hoveder var stivnet i en grinende grimasse.
“Næste levende billede,” kaldte svigerfar under kutten. Fætter Gorm sprang frem og blev snart et hoved kortere.
Jeg rejste mig med en så voldsom bevægelse, at dugen blev tilsølet af rødvin.
“Ikke, endnu, Harald,” klukkede svigerfar med øksen. “Brudeparret til sidst.”
“I kan tro nej!” Jeg benede væk og sprang over buffeten med kurs mod udgangen.
“Grib ham,” tordnede svigerfar. “Han må ikke slippe væk. Af med knoppen!”
Jeg har i mange år praktiseret boksning i byens baggårde efter mørkets frembrud og kunne derfor uddele uppercuts og nakke- og nyreslag til alle, der stod i vejen.
Flere prøvede at blokere hoveddøren. Af den årsag valgte jeg at springe gennem vinduesruden. Glasset splintredes højlydt omkring mig. Da jeg fortumlet landede på græsplænen, kunne jeg høre Mollys skingrende gråd.
“Jeg troede, vi var lykkelige, Harald!”
Dette var tydeligvis ikke en familie for mig. Før jeg stak af hen over markerne, hørte jeg hendes far råbe:
“Rolig, Molly. Vi finder snart en ny husbond til dig, så du kan dø lykkelig…”
Mickey Maribo: AF MED KNOPPEN 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
BEMÆRK: Værket foreligger nu også i en musikudgave. Se i bunden af siden!
1. akt: YDMYGELSEN
Benny var et venligt træ – med stolthed og med ære.
Den dag turister kåde kom – han måtte ta’ affære.
Han troede først de milde var, men han tog grueligt fejl.
Dendrofile overgreb: “Ja, wir sind immer geil!”
I hobetal de kom med bus. De råbte. De var vilde.
I cirkeldans de nærmed’ sig til swingerorgiegilde.
Forgribelserne stod på i alt for mange dage.
Degraderet til et puletræ – pinsler, stress og plage…
2. akt: HÆVNAKTEN
Grønne Benny rejste sig fra jorden, hvor han stod,
rødderne blev trukket op; han gik fjenderne imod,
råbte højt og aggressivt, så alle fik et chok:
“Hævnens time. Nu er jeg vred. Benny har fået nok!”
Raskt han løfted’ to turister med de grønne hænder,
og slynged’ dem mod klippesten. Han viste klør og tænder.
Næverne af knoldet træ ku’ stoppe hver en bølle.
Dendrofile på retræte fik spark og slag med kølle.
3. akt: MORALE
Den dag i dag er træet Benny skovens ordensmagt,
han våger over planterne og holder varsomt vagt.
Så hvis De er et snyltedyr med plantegrønne lyster,
så hold Dem væk fra Bennys skov, thi han er ej en kryster!
Lubbah & Lupo Schneckelfritz: GRØN BENNY GÅR TIL MODSTAND 2. udgave, 1. oplag
Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk Copyright 2014 by B. N. Halunk og Landsbytossen.dk Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes
»… TUD … TUUUUD …«
Nu var det alvor. Fredagsunderholdningsprogrammet Helvede havde premiere. Endelig et program med substans og konsekvenser. hvis man tabte.
“Velkommen til Helvede,” skrattede værten i højttaleren.
Deltagerne Candy, Kølle og Zuzanne befandt sig i den bagerste togvogn. Der var kameraer i loftet og på væggene.
“Lokomotivet er på vej ud over en kløft. Hvis I når frem til den forreste vogn og standser toget i tide, har I vundet. Ellers vil I opleve et frit fald på 800 meter. Ha, ha.”
Candy og Kølle stirrede fjoget på hinanden. Zuzanne så blank ud.
“Sæt i gang!”
Candy smed straks tøjet og fimsede rundt i togvognen.
“Hvad laver du, Candy?” grinede Kølle.
“Det er da det, vi plejer, ikke,” svarede hun. “Nu fester vi!”
“Nej, Candy …” Zuzanne gik hen mod døren lige fremme. “Vi skal bremse toget.”
Kapitel 2
»… TUUUD … TUUUUD …«
De kom ind i en stærkt oplyst togvogn. Lagerrummet. Der stod reoler og borde med glas og flasker, bøger, husholdningsmaskiner og andre ting.
“Se,” sagde Candy energisk og løftede et gevær op fra bordet. “En vandpistol!”
Hun skød Kølle med et gigantisk brag. Han drattede om.
“Det var ikke en vandpistol, Candy,” stønnede han, før han døde.
“Ups,” sagde den nøgne kvinde og trak på skuldrene.
Nu var der kun to deltagere tilbage. Candy kiggede forvirret ind i en af kameralinserne.
“Har jeg vundet nu?”
Kapitel 3
»… TUD … TUUD … TUUD …«
Zuzanne og Candy trippede gennem latrinvognen og køkkenvognen. Transportmidlet virkede uendelig langt.
“Jeg fryser,” udbrød Candy. “Og jeg keder mig. Hvor er sprutten? Hvor er mændene? Hvor er boblebadet?”
“Vi skal ikke feste nu, skatter,” udbrød Zuzanne og rystede grinende på hovedet.”Vi skal trække i bremsen, ellers dør vi jo. Hørte du ikke manden?”
“Jeg vil hellere feste …” Candy begyndte at danse foran de mange kameraer.
“Tiden går, piger. I nærmer jer klippen.”
Zuzanne trak Candy med sig videre. De kom ud på en afsats mellem to vogne. Her stod en kæmpemæssig arrig herre i grøn habit.
Candy sprang i favnen på ham.
“Du er da vist en farlig fyr,” sagde hun kælent.
“Lad være med det!” brølede han og kastede Candy ud fra toget. Hun landede mellem kaktusserne i et minefelt og blev sprængt i tusinde stykker. Nu var der kun én deltager tilbage.
Manden løftede Zuzanne og holdt hende ud over afsatsen.
“Skal du samme vej?” råbte han.
“Nej,” sagde Zuzanne hæst.
Han trak hende tilbage i sikkerhed.
“Så kom i op omdrejninger, kvinde. Stands toget for pokker.”
Kapitel 4
»… TUD … TUUUUD …«
Zuzanne slog døren op til førervognen og fik øje på det røde håndtag: Bremsen. Hun gik frem, men stivnede pludseligt. Hun var i chok. Håndtaget var fastholdt af en mekanisk lås med et tastatur. Ved låsen hang et skilt: »Indtast dit navn for at åbne.« “Åh, gud,” jamrede Zuzanne panisk. “Ikke det. Alt andet end det. Hvordan skulle jeg dog kunne finde ud af det. I har gjort det med vilje. Det kan I ikke være bekendt, altså!” Gennem frontruden var skrænten skræmmende tæt på. Hun var stillet overfor den værst tænkelige opgave til dato, men hun kunne simpelthen ikke finde ud af det. I højtalerne bragede Ode to joy på fuld ublæsning. Kvinden sank fortabt sammen på gulvet.
Milton Maribo: ENKELTBILLET TIL HELVEDE 2. udgave, 1. oplag Approberet og færdiggjort af Baryl Nidding Halunk
GRATIS GAVER til alle læsere hver dag frem til den 24. december. Disse enestående højværdigaver kan (ligeledes gratis) videregives. Jubelen vil brede sig ud over landet, og milliarder af kroner spares.
Med 99,87 procent sikkerhed er det nu videnskabeligt fastslået, at en enkelt familie kan gøres ansvarlig for de klimaforandringer, som gennem de sidste cirka 10 år har forvandlet Blodhavn, Usseldrup og Klamhuse sogne til subtropisk område.
Det er den mangeårige hobbymeteorolog, fhv. kommunekasserer Q. C. Qualm, der efter grundige studier såvel i marken som ved skrivebordet derhjemme kan placere eneansvaret hos gårdejerfamilien Svedegaard, residerende på den ejendom nær Blodhøj, som de nulevende Svedegaarders oldefar, Hubert Mbeko Svedegaard (1804-1907) tog navn efter.
– Det er almindeligt kendt, at Hubert var indvandret fra Afrika og ofte talte med længsel om forholdene i Sahara, det frie liv på kamelryg osv. Hans temperament og medfødte temperatur er gået i arv ned gennem generationerne, og de tre søskende, som nu driver gården, afgiver mere overskudsvarme end ca. 40.000 normale nordvestjyder tilsammen. Selv ved midvinter damper det usundt omkring ejendommen, siger meteorologen i en kommentar til sin rapport.
– Siden de tre blev voksne og for alvor gik ind i masturbationsidrætten, har vi set en uafbrudt stigende temperatur på egnen, og sammenhængen burde for længst være gået op for alle, også for mig.
Rapporten foreslår, at de nulevende Svedegaard-efterkommere udvises til et land syd for Middelhavet, men en talsmand for turistindustrien sagde sent i aftes, at dette kunne føre til en lokal erhvervsnedtur.
– Situationen må regnes igennem og overvejes nøje, før noget besluttes, udtalte strandsexualitetsinspektør Joseph Schleimhuber-Svendsen. – En yderligere temperaturstigning på tre-fire grader vil være til gavn for bl.a. naturistbevægelsen og vil også gøre det muligt at udsætte tropefisk i de lokale farvande. Jeg har ikke noget mod torsk og rødspætter, men tiderne skifter, og vi bør følge med udviklingen.
