Den kendte bjergbestiger, lejesoldat og kvindebedårer, hr. S. Unmack Larsen, har tilstillet avisen følgende lødige politiske reportage:
Her i dagbladets interesseneutrale miljø-sektion kan vi desværre fortælle det ærede publikum om oprettelsen i Nørre Usseldrup af en ny politisk bevægelse, “Landmandsvennen”. Efter at vi i den senere tid har overværet fremkomsten af Fælles-Listen, Iværksætteren og Feministisk Ini’tiv, partier som repræsenterer den sunde, anstændige og humanistiske danske folkesjæl, er det nu den sorte reaktion som i dens miljø-had har rottet sig sammen for at ødelægge vort smukke land.
Vi henvendte os i Landmandsvennens lejede lokale på 1ste sal af “Sodoma og Gomorrah” i Kannikestræde for om muligt at få en forklarende undskyldning af forhenværende borgmester Jens Bedsted Visby-Olsen, som i sin alderdom og svækkelse demonstrerer berettigelsen af øgenavnet “Sorte-Jens”. Det tog selvsagt nogen tid at bane os vej gennem den længe planlagte tusindtallige spontane demonstration foran gerningsstedet, en utvetydig tilkendegivelse af folkets retfærdige harme og de sociale mediers effektivitet, men det lykkedes os omsider at kravle under den sidste pigtråd og over den sidste spanske rytter og komme frem til fordøren som bar spor af et kraftigt bombardement med overskudsfrugt og buræg.
– «Hr Bedsted Visby-Olsen, det går vildt for sig!»
– «Et øjeblik ….jeg har vist æggeskal i øjet ..sådan. Ja, det vækker ofte utilfredshed at tale Nordvestjysk Totalmiljøråd midt imod ..hovsa, der kom vist en liter tykmælk af ældre udløbsdato. Jeg skal lige lukket vinduet.»
– «Utilfredshed? Ser De ikke skiltene, hører De ikke aktivistens klage? “Vi vil ikke have miljøsvin her i byen”. “Hils Pia!!”. “Humanister ind, hadere ud!!”»
– «Vi er i dele af Nordvestjylland nede på at høste korn af så lav en næringsværdi, at selv svinet ser på ædetruget med skepsis og tvivl. Hvordan skal vi kunne få det til at løbe rundt når den nordvestjyske landmand ikke har mulighed for at gøre sit bidrag til folkesundheden?»
– «Hr Bedsted Visby-Olsen, er det ikke vigtigere at tænke på miljøet end på ussel mammon og den lillebitte del af befolkningen som ejer så store landstrækninger, og derved afskærer bævere og ulve fra deres naturlige habitat? Ville det ikke være nationaløkonomisk sund fornuft at omdanne de miljøsvinende arealer til miljøer ved hjælp af radikal nytænkning?»
– «Vi skal tænke på, at tiden er moden til en gradueret gødskning ….»
– «Gab!»
Der var tydeligt, at Sorte-Jens ikke var indstillet på en konstruktiv samtale, og eftersom hans argumentation alligevel kørte i ring afbrød Deres Udsendte interviewet.
Taersk Oils brunvarelagertanke på Blodhøj er her til formiddag eksploderet. Det var en gigantisk oplagring af prima fast afrikansk brunvare, der gik op i flammer.
Ved et uheld havde brunmassen forgasset sig ved en for høj lagertemperatur, og dette kombineret med overtryk i pumpeaggregatet førte til katastrofen.
Heldigvis blev en nærliggende lagertank med fritureolie samtidig antændt, så det endte med tonsvis af friturestegt brunkage. Borgmesteren uddeler derfor gratis smagsprøver til hele den jyske befolkning.
Taersk Oils pressechef udtaler: “Det er det første og eneste uheld, vi har haft med vores afrikanske twinpipes siden etableringen. Uheldet vil ikke berøre udbetalingen af 135% dividende til vore aktionærer ultimo næste uge. Vi takker byens frivillige brandkorps for slukningsarbejdet. Hvis hjælpen var kommet hurtigere frem, havde katastrofen nok ikke fået denne lykkelige afslutning.”
Blodhavn katastrofen har slået verden med rædsel og har øjeblikkeligt medført hjælpeoperationer, donationer og medfølende vrøvl fra nær og fjern.
Manglen på boliger er skræmmende men hjælpen er nær, her ses Isengard Salzwaffel igang med at påfylde en tarmgasdreven pumpe, som let fjerner flere tusinde liter brunvarepulp i minuttet, så byggeriet kan komme i gang.
Gyllepumpe finder her ny anvendelse, anvendelse til buddingproduktion er også under overvejelse.
Højesteretssagfører enkefru Ellinor Papwürzt (97 år) har ufortøvet bragt krokodillesituationen under kontrol. Hun havde en gang en farm i Afrika.
Der dykkes i fækalieslammet efter forsvundne borgere, og de frivillige tvillinger Svend og Viggo Dellenakke har allerede fundet adskillige, også undvegne og papirløse ægtepar fra Holstebro. De fundne tilbydes rensning og yderligere rengøring i Lauenborg Badeland formedelst 3 kr. og 41 øre pr. kropsside.
Storslubberter, konsulenter og projektledere forsøger at udnytte kaos ved at fiske i rørt slam, men borgerværnet, under ledelse af Redaktør Knockel, har afdækket rænkespillet, og foranlediget bortskydning af de grimmeste eksemplarer. Her smukt illustreret af kunstneren og lyn-tegneren Hermod Hilleben.
Transportable bygninger af alle slags er på vej. Folk skal ikke frygte, at skulle sove under åben himmel.
Her ses det tarmgasinflatulerede slot doneret af Grev Poppe fra Lüneburger Heide. Det rummer let et par tusinde oldinge eller krøblinge af den lette forbenede type, hvis de stables pænt.
Tarmgas-slottet lander på Blodhavn eksercerplads, som nu er drænet og renset for det værste.
Her doneres et rullende svendestykke fra Skafotsnedkeriet i Klamhuse.
Førstemand Aske Mahogni (til højre i billedet) dirigerer fremdriften. Den nymalede topmodel fra snedkeriet fremføres sikkert til de nødstedte.
Nedenstående boligvehickel har deltaget i adskillige løb på Nürnbergringen i årenes løb, men konkurrenten, en mobil iskiosk og en knækket knastaksel, satte effektivt stopper for karrieren i 2007. Alt har en ende. Boligvehiklet vil nu finde anvendelse i Blodhavn.
Flytbart bordel fra Hamborg på vej over Usseldrup å – klar til brug. Der dufter af mange fornøjelige timer i dette rullevehickel.
Brugt harems-villa doneret af Abdullah bin Insane fra De Sybarittiske Emirater.
Emirens yndlingskamel (uden for billedet) er ved at trække bygningen ind på Blodhavn Nordstrand.
Udviklingen følges og vil blive afrapporteret til avisen øjeblikkeligt. Det vides, at iværksætteren Sverker Suhrströmming for tiden arbejder på et mobilt krematorium der også kan bruges som bageri, så den øjeblikkelige sult kan afhjælpes ad naturlig vej (certificeret økologisk).
Borgmester Knockel “The Master of Disaster”, hvis hovedkvarter er midlertidigt opslået i Blodhavn helårsbadekabiner, har både doneret lussinger, spareskillinger og et halvt ton lokalproduceret fiskebudding til operationens lokale deltagere.
Det var et alvorligt og for mig meget traumatiserende gensyn med den ellers så smukke havneby. Hele bymidten er stadigvæk dækket af “syndfloden”, og det har tillige regnet en del, så der er et søle aldeles uden sidestykke.
Dertil kommer, at havnens krokodiller er gået i land. De kunne naturligvis lugte et måltid. Det er bare så skrækkeligt! Krokodiller kan godt lide pløre, så de har gravet sig ned og mæsker sig med de stakkels afdøde indbyggeres hele og halve kroppe, der ligger og rådner i sølet. Ja, de store reptiler frådser i menneskekød.
Hele denne oplevelse i Blodhavn har taget så hårdt på mit unge sind, at jeg nu må af sted på en måneds rundrejse i Caribien (på bladets regning) for at få de uhyggelige hændelser lidt på afstand.
Jeg vil skåne sarte sjæle for fotos af bymidten. Derimod bringer jeg et foto af det eneste tilbageværende hus, som takket være ejerens fremsynethed har klaret katastrofen. Det er i øvrigt byens bed and breakfast, og den er stadig åben for gæster.
Uro og faldende priser hersker på oliemarkedet. Det før så givtige sorte guld er nu helt til rotterne price-wise.
“Derfor er vi i Taersk Oil & Gas gået nye veje”, oplyser en talsmand for selskabet. “Vi anlægger en dobbelt pipeline fra Nordnorge gennem Nordvestjylland og ned til det Nordafrikanske fastland. Vi har fra Nordsøen så rigeligt med olie, langt mere end vi selv kan bruge, og med bare den ene pipeline vil vi kunne dække Afrikas behov i mange år fremover.”
“Kritikere af denne investering vil så indvende: Jamen, Afrika har jo ingen penge. De kan ikke betale for olien og bla bla bla… Ser du, det er her, den anden pipeline kommer ind i billedet. Afrikanerne har måske ikke penge, men de har noget, der er mere værdifuldt, nemlig brunt guld, og tilmed i enorme mængder.”
“Ifølge WHO’s statistik producerer en gennemsnits-afrikaner mere end fire gange så meget fækaliemasse som den hvide mand (kaukasisk race). Denne mængde vil Taersk Oil pumpe frem til lager- og salgssteder på strategiske placeringer i Europa. Vi kan med et slag opnå monopol på denne eftertragtede vare. Siden århundredeskiftet er prisen på brunvare kun gået én vej, nemlig op, op og op!”
“Vær klar til aktietegningen på dette projekt. Aktierne sælges efter først-til-mølle princippet fra og med mandag morgen kl. 09.37 prc. Slagt sparegrisen, kontakt dit pengeinstitut og glæd dig, til den brune værdimasse kommer pumpende hen over grænserne,” slutter olieselskabets talsmand, som af en eller anden grund optrådte med en sort ulden pose over hovedet.
UNG OG HENSYNSLØS SPEKULANT BRINGER INDBYGGERNE I FARE.
FLERE PERSONER DRUKNET.
Tidligt i morges lød et overdøvende brag i midtbyen i Blodhavn. En flod af brunvare flød gennem byen. Adskillige personer meldes druknet, og endnu flere savnes.
Bagermester Marie Jensen udtaler: “Det enorme brag fik mig til at tro, at det var Jordens undergang. Det er jo helt forrykt, at en brunvarespekulant bringer os alle i livsfare. Jeg reddede kun livet, fordi jeg var på vej væk fra byen, da eksplosionen skete. Jeg var på vej til Nørre Usseldrup for at indsætte dagens omsætning på min brunvarekonto i den lokale bank.
Politimesteren Harding Bumhöfer udtaler: “Det er en alvorlig sag, og denne hensynsløse spekulant vil blive retsforfulgt.”
I et forsøg på at tjene lidt ussel mammon havde spekulanten oplagret ca. 7000 kubikmeter fækalier i en hermetisk lukket silo. Som de fleste ved, skal der være et udluftningsrør på toppen af siloen. Det var denne mangel, der fik hele herligheden til at eksplodere med disse for vor by så tragiske følger.
Det bliver svært at genopbygge Blodhavn, når så mange indbyggere og huse er forsvundet.
Vores stakkels borgmester overlevede. Kun hans hoved stak ud af pløret, men han blev trods alt reddet.
Tak til de frivillige hjælpere og æret være de bortgangne. Der holdes 2 minutters stilhed i morgen kl. 05.29-05.31 prc. (Tidspunktet er valgt, så det ikke forstyrrer udgravningsarbejdet eller andre samfundsnødvendige aktiviteter.)
Vor modige reporter Butthead vil snarest drage tilbage til Blodhavn og rapportere derfra.
I de gode gamle dage ”kridtede” vi husene, når det blev forår. Det er en tradition, der stadig er aktuel, og i de mere velstillede familier gjorde man det med brunvare. Hele hytten fik et fint lag forårsbrunering, som vi kalder det.
Bedstefar var i familie med byens fækaliehandler, hans gamle stenrige onkel Anton, der forsynede os med gratis plut (den fineste letflydende vare).
Onkel Antons siloer var oven på vinteren vanligvis fyldt til bristepunktet, og når der så kom lidt forårsvarme til, startede en naturlig gæring, det resulterede i boblen og overspild. Det var overspildet, vi fik lov at opsamle, og det kunne nemt blive til flere børfulde af dette guld.
Normalt kostede en børfuld af denne vare fra 2 øre og helt op til 5 øre, afhængigt af udbud. Vi var så heldige at få vores plut gratis mod selv at hente det.
Salige er de gode af hjerte, og onkel var tit med i vores aftenbøn. Vi kunne jo ikke vedligeholde vores hus så fint uden hans hjælp. Vi havde det bruneste hus i byen og var stolte deraf. Ja, vi havde så rigeligt med plut, at bedstemor også gav det en omgang indvendigt.
Det fine og velholdte hus trak turister til, endda helt fra Amerika.
Jubelkavalkade med stjerneregn over vore helte og heltinder
Årets femenhalvstjernede heltinde er enkefru Rulmina Olga Schwanzhauer (f. Padborg), Fiselund Krat, fhv. økonoma og dårekisteforvalterinde. Fr. Schwanzhauer har haft fast plads på hæderslisten siden 1979, kun afbrudt af årene 1997-2001, da hun praktiserede som trommedansende naturlæge i Chicago.
Enkefru Schwanzhauer står som et forbillede for ungdommen i Fiselund Krat og nærliggende landsbyer, idet hun igennem snart fire menneskealdre har virket som vort stolte dagblads måske mest produktive læserbrevsskribent. Intet emne har været for undseligt eller for lokalt for hendes hvasse pen. Under oliekrisen i 70’erne stod enkefru Schwanzhauer egenhændigt for op mod 85% af avisens indtægter, idet læserbreve (dengang som nu) tryktes mod et beskedent gebyr på kr 9,17 per linje, samt kr 44,02 for hver yderligere påbegyndte helside. Det kan ikke understreges kraftigt nok hvor stor betydning disse sidste 10-14 sider af avisen har haft som isolering og brændsel for flere generationer af nordvestyjyder, idet enkefru Schwanzhauer med sine rundhåndede bidrag til avisens drift på snedig vis har holdt brændselspriserne nede i Nordvestjylland.
Fremhæves bør især enkefru Schwanzhauers indlæg omkring Dansk Returpant af 17. maj i år, der for første gang nogensinde bragte avisen over 96 sider på en hverdag.
Fem stjerner (heraf halvanden fra gummihjulfabrikant Michelsen) til familien Yerngumme for en unik kulinarisk indsats. Brødrene Fellah og Gubert Yerngumme har sammen med mesterkokken Almgod Gruhs (t.h.) åbnet en succesrig brunpølse- og roefoderrestaurant på Blodhavn Midtermole. De ses her i det nyindrettede lokale 5 min. før åbning. Ådsler til forarbejdning ligger bag fotografen, dækket af et lag aviser (som i øvrigt også i snittet og fritteret tilstand indgår i flere af menuerne).
Et femstjernet hurra for operasangerinden Gylda Peckelwaffel, som efter en strubeoperation i oktober nu atter (med tilførsel af trykluft fra puddelhundedrevet kompressor) kan underholde i Nr. Usseldrup Bedehus, på Blodhavn Nordstrand og hvor der ellers måtte være bud efter hende.
Ligeledes fem stjerner til landhusmoder Bibsen Olemand, Klamhuse Vestermark, som i maj nedkom med babyen Hugo IV Olemand. I løbet af sit første halve år var Hugo vokset til over 200 gange sin fødselsvægt og -højde, og en folkeindsamling måtte iværksættes for at fremskaffe de enorme mængder pladdervælling, han dagligt konsumerer.
Fire en halv stjerne til Brunmølle Udlugtskro, som igen i år har sat besøgsrekord med 21.349 spisende gæster, der tilsammen konsumerede over 40 tons brunt kødfoder plus tilbehør i form af hakkede kålroer, hestepilsner, blå drikkepetroleum m.v.
Fire stjerner til Nordvestjysk Akademisk Boligselskab, der har erhvervet og renoveret denne ejendom på Blodhøj Banke og dermed skaffet husly til 41 akademiske flygtninge fra Holstebro, som ellers ville have været henvist til at overnatte i lærredstelte eller under gummimarkiser på Blodhavn Nordstrand.
Én (og kun 1) stjerne til Klamhuse Borgervæbning, som i årets løb fik bortskaffet sølle to af de 25 sværvægtsforbrydere, der står på den aktuelle udryddelsesliste. Det kan og skal gøres meget bedre i det kommende år.
Lad os slutte i bedste stemning med fem en halv stjerne til avisens medarbejdere, som året igennem har trodset vejr og vind, modeluner, smålige irettesættelser, lavtflyvende husdyrfækalier og mange andre forsøg på censur for at give os sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Det lykkedes. Landproletariatets jubelråb er den fortjente belønning, som netop nu kan høres hen over hjemsognene.
– Satans til svineri, brummede ridder Orne, da han rejste sig fra kammerpotten efter en langvarig, pladrende udtømning. – Kan du hente mig en krukke vand og en vaskeklud, og lad det gå lidt rask, Gubert!
Den korpulente ridders unge væbner, Gubert Rundknockel, havde forudset problemet. Vand og klud kom frem til hans herres undsætning i løbet af sekunder, og renselsen foregik under fornyet plasken og arrig stønnen.
Ridder Lubbert Orne var blandt de snesevis af landets fremmeste mænd, der var kaldt sammen til Danehof på Nyborg Slot.
– Tyndskid to-tre gange i døgnet, sagde han, mens han gik frem og tilbage over gulvet og tørrede hænderne mod hinanden. – Forbandet svineri!
De sollyse dage omkring sankthans gik med dyster på hesteryg, opvisninger og underholdning. Mad og drikke fik stormændene i rigt mål, men indflydelse på begivenhederne opnåede de kun i begrænset omfang. Landets rigshovmester var en stærk og enerådig kvinde, dronning Margrethe af Norge og Danmark og halvvejs også af Sverige.
– Nå, hjælp mig støvlerne på, fortsatte ridderen, – men ingen rustning eller hjelm. Vi har lussingdyst her til formiddag.
Riddere, opsadlede heste og tjenende personel mødtes på turneringspladsen foran slottet. I dag gjaldt det om at ride mod hinanden og lange lussinger ud i forbifarten. En fornøjelig og overvejende ufarlig sport i sammenligning med de turneringer, hvor to fuldt udrustede mænd tørnede mod hinanden med dragne lanser. Her vankede i det allermindste blå mærker og forstuvninger.
Hug og knæk tog en ridder, som det kom, men hvad alle i disse dage klagede over, var deres mave- og tarmfunktioner. Røde oksestege, ristede kramsfugle, spydstegte harer og fede flæskestege proppede de i sig fra morgen til aften, og vine fra Frankerriget og Midttyskland flød om kap med godtøllet fra de lybske ankre.
– Vi kan ikke holde det i os, sagde Gamborg Galt, som var lenshertug over Ribe og Tønder. – Vi er blevet vore dårlige mavers trælle, og det er tegn på usseldom og svagagtighed. Jeg udsætter en kobberhjelm med fjerbusk til den ridder, der kan vise mig den største og mest helstøbte pølse i morgen tidlig.
Ridderne så tvivlende ud.
– Du vil ikke se det skideværk, vi har at komme med.
– Lad mig dømme om det! bjæffede hertugen. – Og stig så til hest, alle mand! Det er lussingens dag i Nyborg!
Gubert Rundknockel stod tilbage med et stort smil i sit unge ansigt. Han var gennem de sidste døgn blevet ven med dronning Margrethes kammerpige, en rødkindet Amanda af nordfynsk herkomst. Han havde set hende bære majestætens kammerpotte ud om morgenen, og han havde bemærket, at en enorm mahognibrun pragtfækalie stak skråt op af den.
– Sådan en laver hendes majestæt hver morgen, havde Amanda fortalt ham. – Hun spiser siden sin tid i Norge de mærkeligste ting, mest fisk, fladbrød og grønsager. Sådan er nu den nådige majestæts smag og hendes vilje.
Gubert Rundknockel vidste, at en enkelt stor bedrift kunne sikre ham forfremmelse fra væbner til assisterende ungridder, og endnu i år kunne han så være undervejs med sin herre på korstog til Jerusalem. Sådan måtte det blive, skæbnen havde spillet ham denne chance i hænde!
* * *
Ridderne åd og drak til hen ad midnat, og da Lubbert Orne næste morgen rejste sig fra potten, var han tilsvinet som de forrige dage. Han bandede og spyttede ned i den grufulde pladdermasse, han netop havde udstødt.
– Hvad fanden står du og griner ad? råbte han til Gubert.
– I dag bliver sejren din, ridder Lubbert, svarede unge Gubert. Frem af kjortlens rummelige ærmegab trak han en pragtfækalie på størrelse med en fuldvoksen negers underarm. Den havde en dybbrun, ædeltræsagtig overflade og var så fast i støbningen, at man kunne bruge den som kampvåben, om det skulle være.
Ridder Orne tog imod miraklet og holdt det ærbødigt hen mod lyset.
– Her har du udrettet stordåd, min dreng. Det skal du ikke komme til at fortryde!
Få minutter senere gik luksuspølsen rundt i kredsen af beundrende riddere.
– Den kan ingen af os trumfe, lød det fra dem, mens de lod deres egne slatne produkter falde til jorden.
Hertug Galt klemte om gigantfækalien og så ud, som om sagen allerede var afgjort, men i det samme plukkede han noget ud af en fold i det brune ædelmateriale. Et lille, lyserødt skår, som han holdt op mod solskæret.
– Det er en halv krabbeklo, sagde han. – Den er gået ufordøjet gennem bugen. Men du har fandenfjerteme ikke spist krabber, ridder Orne. Fisk og skaldyr er proletarføde, som ingen velbåren adelsmand tager i sin mund. Hvem af os har været i nærheden af sådan noget de sidste 24 timer?
– Det ved jeg, lød det fra en gammel rigsråd, der havde siddet indendøre dagen i forvejen. – Det har vor dronning. Tre krabber knasede hun i sig i går ved middagstid, mens jeg så og hørte på det.
– Æreløse slambert! brølede hertug Galt og smækkede storfækalien ned over hovedet på ridder Orne. – Stjæler du majestætens faconpølse og udgiver den for din egen?
De andre riddere trak nærmere. Bortset fra en brun aftværing over pande og venstre kind var Lubbert Orne blevet bleg. Han startede på en forklaring, men unge væbner Landknockel hørte kun de første usikre ord af den. Han gled lydløst og ubemærket rundt om turneringspladsens palisade, og da den næste færge sejlede mod Korsør, sad han i stævnen.
Hvis han skulle opleve Jerusalem, måtte det blive i et andet herskabs tjeneste. Måske kunne han finde en fremtid i Polen eller Rusland. Her i dronning Margrethes trefoldige rige var han færdig for altid.
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
Onsdag d. 20 oktober, kl. 21.00 København, Danmarks hovedstad, står i lys lue. Ildhavet er ustoppeligt og æder sig vej gennem de tætpakkede huse, der er bygget af letantændelige materialer.
Hvordan kunne det dog gå så galt?
Svaret findes i et lille hus på Sankt Clemens Stræde…
2 timer tidligere…
“Lad os gøre det. Jeg kan ikke vente mere.”
Mambus og Ylva Tærskel så forelskede på hinanden. De var nygifte. Dette var deres bryllupsnat. Et tidspunkt de begge havde glædet sig til. Måske det mest romantiske tidspunkt i hele deres liv.
De kiggede begejstrede på remedierne i stuen: lænker, nitter, pels, trekors, gynger i loftet, geder i brunst, piske, forlorne penisser og olie i flasker.
De var klar — det samme gjaldt de sytten venner de havde inviteret.
Der var ingen tvivl. Dette blev elskovsorgiet over dem alle.
Efter velkomstdrinken gik de i gang med eskapaderne.
“Åh, hvor er det dejligt forbudt, det vi har kørende!” stønnede Ylva Tærskel.
“Partnerbytte er sundt for krop og sjæl,” brummede slagtermester Madsen, der havde lukket biksen tidligt så han ikke gik glip af festen.
“Ih, ja. Jeg er fyr og flamme,” svarede hr. Tærskel med en cigar i munden.
“Slå mig med det løse gulvbræt derovre,” kommanderede veninden Else Gramshøj.
KLASK! “Slå på den anden også,” hvinede hun.
“Er der ikke nogen, der lige vil spænde mig fast til et eller andet?” kaldte ungkarlen Carlo Holm.
“Hæld stearin ned ad ryggen på mig,” brummede murersvend Bloksvang og pegede på de tændte lys på den lille taburet. En ung mand greb ud efter lysene, men tabte dem på gulvet hvor ilden fik fat i halmen og bredte sig.
“Pas på!” hylede fru Tærskel.
Hr. Tærskel var hurtigt fremme og slukkede ilden med en stråle af urin.
“Lad det være en lærestreg,” sagde han og slog ud med armene. “Vi kan ende med at brænde hytten af. Måske hele byen. Vi må være mere forsigtige alle sammen.”
Det var de andre enige i.
Akten fortsatte. Der blev drukket likør og udført avancerede gymnastiske bevægelser.
Så plaskede de massageolie på hinanden. Familien Tærskels egen blanding.
“Det er brandfarlig stads, men behageligt for huden,” fortalte Ylva entusiastisk.
“Hop op på min ryg!”
“Spark mig!”
“Tag mine fødder i munden.”
Alle havde en fantastisk aften, lige indtil det forfærdelige skete…
I huset ved siden af sad gamle fru Kakkel alene i sin stue. Hun havde ædt kåldolmere hele ugen. Derfor havde hun lukket tarmluft ud døgnet rundt. Mængden af gas var steget til det katastrofale.
“Det er da længe siden jeg har røget tobak,” sagde hun til sig selv. Den gamle dame fandt sit fyrtøj frem og tændte en hjemmerullet.
Det skulle hun aldrig have gjort…
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
