Knok knok, lød det fra morgen til aften. Knok knok og flere knok, afvekslende med et krynk eller et plunk, når et større stykke granit blev slået løs.

Lyden kom fra stenhuggerens arbejde under Jellings våde himmel, og de andre på byggepladsen havde døbt ham Knok-Knok. Han var en firskåren mand i sine stærkeste år, klædt i slidte skindbukser og en groftvævet uldkofte. Blå øjne lyste op i det vejrbidte ansigt, og foroven strittede hans gulhvide hår ud i totter.

Knok-Knok startede tidligt hver morgen og arbejdede, indtil hammer og mejsler i mørkningen faldt ud af hans hænder. Han var selvstændig, hyret af kongen selv, og nu hørte han kongens dybe, tørre stemme bag sig:

– Bliver man færdig til vintersolhverv, mester?

– Javist, herre konge, svarede Knok-Knok med lidt slør i stemmen. Han havde drukket mjød med bulmeurt for at holde varmen i dagens sidste timer, og alt omkring ham bølgede og roterede.

Kong Harald var åbenbart alene ude på en aftenrunde. Han bar en fakkel med sig, og flammeskæret lyste over hans ansigt og det flotte, fejlfri tandsæt, der havde givet ham tilnavnet Hvidtand.

Han holdt faklen tættere hen mod den oprejste sten for at se, hvor langt Knok-Knok var kommet med inskriptionen. På byggepladsen var der kun tre mænd, som kunne læse og skrive: Kongen selv, bygmester Lupus fra Bremen og stenhuggeren. Senere ville munke og præster komme til, og det var meningen, at stenen gennem århundreder skulle læses og æres som et minde over Harald og hans forældre.

– Men hvad satan! lød det med et brøl. – Hvad satan er det, du har skrevet her? Kalder du min fader for Gorm den Vamle?

– Jeg hugger kun de tegn, kongen selv ridsede i runestokken.

– Forbandede, stupide tølper! Min fader var Gorm den Gamle.

Kongen langede et spark ud efter Knok-Knoks bagdel. Stenhuggeren svarede med en brummen som en bjørn, der bliver forstyrret i vintersøvnen.

– Særligt gammel blev din far jo ikke, sagde han, og eftermiddagens kraftige drinks gav ham mod til at fortsætte: – Gorm brændte bare hurtigt ud. Alle er enige om, at han var vammel, plaget døgnet rundt af tordnende, stinkende tarmluft og vansiret i ansigtet af betændte hudorme. Sådan var det, herre konge.

Harald blottede de smukke hvide tænder i en rasende grimasse og langede en lussing ud, som ville have væltet de fleste voksne mænd. Men Knok-Knok havde stået for kraftigere kindheste i sit omrejsende arbejdsliv, og hans svar kom øjeblikkeligt i form af et syngende kontraslag og derefter hans mest frygtede træk, den tilspidsede venstrehåndslussing, der blev hentet langt bagude og fløj som en tordenkile ind i modpartens kindflæsk.

Kongen trimlede om kuld, og i faldet slog han sit ansigt mod stenen. Han blev liggende, overrumplet og gispende.

Knok-Knok greb faklen og lyste ned over hans ansigt. Læberne var blodige og øjnene stirrede tomt. En af de berømte hvide tænder sad skævt.

– Det her er værre end bæ i bukserne, mumlede han for sig selv, inden han slyngede faklen væk i mørket og satte i løb nordpå ad kodriverstien.

Næste morgen var han nået ud på den jyske hede, stadig gispende af skræk og overanstrengelse. Landskabet omkring ham lå i dyb stilhed, vinterbrunt og tomt, så langt øjet rakte. Han fortsatte mod nordvest.

Tre år senere:

Rygtet når til Nørre Usseldrup en mild dag i maj: Kong Harald og hans følge er på vej. Derfor er langskibene samlet ved Blodhavn. Kongen skal over til Norge og knuse utro adelsmænds oprør.

Stenhuggeren Knok-Knok bliver bleg, da han hører om den marcherende hær med kongen i spidsen. Alle frygter Harald Blåtand, som han kaldes, siden han den aften fik ansigtshug. Når han bliver hidsig, kan selv ikke hans nærmeste vide sig sikre.

Knok-Knok rejser sig fra arbejdet, og derude over Klamhuse Banke ser han dem, en kolonne af store herrer til hest. Nogle af dem syngende, andre masturberende i takt med hestens trit. Kongen, den forreste, renser negle med sit slagsværd, mens han hvæser kommandoer og forbandelser ud af munden med den blå tand.

Knok-Knok vælter den sten, han har arbejdet på, ned i et latrinhul og dækker den med sand og lyng, så inskriptionen ikke kan læses. Der står: Knok-Knok ristede disse runer til eget minde. Ranke Knok var stenenes herre.

Mens ryttertoget rykker nærmere, samler Knok-Knok sine få ejendele, propper en håndfuld skillemønt ned i skridtposen og tager flugten ud over Vesterhavet – til fods, siger folk senere. Gennem århundreder genfortælles sagnet om, at egnens stamfader løber på vandet, drevet frem af sanseløs skræk, og at han forsvinder ud over horisonten, stadig løbende med kurs mod England.

Han efterlader otte uforsørgede børn med tre forskellige kvinder, og de kommer til at bære navnet Knok-Knok videre. I næste generation kaldes de Knokkelssøn eller -datter, med tiden bliver slægtsnavnet Knockel.

Århundrederne blæser hen over Nordvestjylland, mens Knok-Knoks runesten ligger gemt og tavs i sandjorden under det nuværende Nørre Usseldrup. På den yderste dag vil stenen komme til syne, og så er det dommens dag, lyder sagnet.

(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)

>>>   Næste kalenderblad

Retur til forsiden