Frío! Frío intenso! Mierda! lød råbene gennem stenhallerne. Det var, udtrykt på godt spansk, skidekold vinter i Kolding. Sne og kulde i gaderne, is hen over søen og ikke mange grader bedre, når man kom inden for murene på byens gamle kongeslot.
Kejser Napoleons spanske hjælpetropper var indkvarteret på Koldinghus, til ingen nytte for Danmark og til stort ubehag for spaniolerne. Dansk udenrigspolitik gik som så ofte før og siden ud på at støtte den tabende side og blive trukket med i faldet.
Artillerikaptajn Àlvarez de Ballesteros sad op ad en buldrende ovn, mens han drak skoldhed kaffe, tynd hvad bønner angik, men beriget med dansk brændevin. Meget kunne man sige om de danske grødbønder, men deres brændevin var god og billig, tænkte Àlvarez, mens han endnu en gang gennemlæste den depeche, der i dag var indløbet fra selveste kejseren.
Her er vort afgørende sejrsvåben, skrev Napoleon til sine tropper overalt i Europa. Med dette indhold i kardæskerne kan vi besudle og ydmyge en angribende fjende, og materialet er også velegnet til bekæmpelse af civile folkemasser. Det er for tiden svært at skaffe bly, jern og andet metal. Min geniale opfindelse beslaglægger ikke disse kostbare råvarer, og der skal heller ikke så meget krudt til for at skyde de brune bomber ud over omgivelserne.
En tone af selvbegejstring prægede kejserens skrivelse, og han lod det ikke blive ved ordene. En papkuffert med fækalier var også ankommet til forlægningen i Kolding, og det fremgik af en håndskrevet seddel, at disse faconpølser stammede fra hans majestæts eget tarmsystem.
Brunvareartilleri er fremtiden og vil sikre os de hårdt tiltrængte sejre, stod der forneden på siden. Tapre soldater, læg jeres egne brune bidrag til bunke døgn for døgn og få dem klappet i facon. Vive la France!
Artilleristen åbnede kufferten og betragtede indholdet. Han var skeptisk. Kejserfækalierne havde en svampet overflade og var, selv efter flere ugers transport, fugtige og smuldrende, når man rørte dem.
Han skubbede dem tættere på ildstedet. Hvis de skulle affyres fra en kanon, måtte de have en fastere konsistens og mere vægt. At ælte dem og klappe dem sammen lod sig ikke gøre i denne tilstand.
– Mierda, mumlede han for sig selv. Der var ikke mere kaffe, og han satte brændevinsflasken for munden. Ilden i ovnen flammede som en solnedgang hjemme på den castillanske højslette, og søvnen omfavnede ham.
Tre timer senere:
Et tordenbrag vækkede kaptajnen og sendte ham trimlende hen ad stengulvet i korridoren. Der var ild i hans kappe, og han flygtede som en besat ud i slotsgården, hvor han kunne rulle sig i sneen.
Branden bredte sig eksplosionsagtigt gennem de telte og klude, tæpper og brændestabler som soldaterne havde slæbt indenfor, og den ældgamle bygnings porøse etageadskikkelser blev også snart flammernes bytte.
Brølende og bandende spaniolere trimlede ud under en koldt blinkende stjernehimmel, mange af dem med bare tæer.
Inden Koldings to små brandsprøjter blev hentet og sat i drift, var det for sent. Slottets indmad forsvandt i infernoet, mens tænderklaprende soldater drejede sig foran ilden, så de kunne få varme såvel i deres rasende ansigter som i deres rygstykker og hårdt prøvede røvbalder.
Hvad hverken Napoleon Bonaparte eller Àlvarez de Ballesteros havde forudset var, at kejserens gavepakke indeholdt krydderfækalier med indhold fra hans overdådige luksusmåltider. I udtørret tilstand var de ikke blot brændbare som al anden tør brunvare, men ligefrem eksplosive. En gnist fra ovnen var nok til at sende sprudende ild i alle retninger.
– Vete a la mierda! hvæsede Àlvarez, idet han åbnede gylpen for at lette sin stærkt anspændte blære. Han drejede sig, inden de første dråber kom, væk fra ilden. Når kejserens fækalier kunne eksplodere, var hans dampende brændevinsurin sikkert også antændelig.
I sit næste liv ville han være sumpskildpadde.
Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.
– Fleisch und Wurst und immer Durst! brølede bogtrykker Dildoe.
Cilius Stamknockel, hans unge journalistelev, smilede og nikkede og modtog i næste øjeblik en af døgnets mange lussinger.
Cilius var i efteråret 1863 tiltrådt en læreplads på Dildoes avis, der i et oplag på 246 eksemplarer udkom mandag, onsdag og fredag under titlen “Holstebroegnens Almuetidende”. Den unge mand skrev det meste af indholdet til gengæld for en i Dildoes øjne fyrstelig ugeløn på 74 øre samt kost og logi på loftet over grisestalden i naboejendommen.
– Gentag! brølede bogtrykkeren.
– Fleisch und… æh…
Efter endnu nogle forsøg, godt hjulpet af raske arbejdslussinger, kunne Cilius gengive Dildoes tyske læresætning.
– De satans tyskere er på fremrykning! brølede Dildoe. – Alle taler om det, så hvad skal vi skrive i avisen?
– Jeg har en idé, svarede Cilius. – Jeg sad i nat og skrev på et digt om fædrelandets store…
Slask! En smældende lussing afbrød ham. Cilius skrev digte og ville gerne have dem i avisen, men det var indtil nu kun lykkedes én gang, nemlig da Dildoe fyldte 65 år, og forsiden prydedes af et hyldestkvad, startende med ordene: Byens store Mester skuer grant mod Vester.
– Hvad fanden tror du, jeg har ansat dig til? Du skal skaffe nyheder, din drønnert! Du må af sted sydpå og finde ud af, om krigsrygterne holder. Hvis fremmede nærmer sig Holstebroegnen, skal vores læsere advares, så de kan bevæbne sig. Må jeg høre dig tale tysk en gang til.
– Fleisch und Wurst und immer Durst.
– Jawohl, sagde Dildoe.
* * *
Cilius vandrede sydpå. Varde og Ribe var passeret, og fødderne føltes som kogende kartofler i hans støvler, men endnu havde han ikke set en tysk soldat, og mester Dildoe havde jo ikke givet besked om, hvor langt han skulle gå. Han holdt sig til Vestkysten, for hans næse havde det bedst med saltvandslugt, og hver gang han kom til et posthus, sendte han en lille håndskrevet depeche hjem: Alt roligt her, mester.
Omkring Husum begyndte folk at tale tysk, og han iagttog nogle yngre mænd i uniform. Ved et færgested med et langt og indviklet navn blev han standset og kontrolleret.
– Fleisch und Wurst und immer Durst, sagde han.
Med et et klap i ryggen blev han sendt om bord på færgen.
Endnu et par marchdøgn senere nåede han Altona, få kilometer fra Hamborgs tårne og tinder. Han satte sig på en café og tiltalte servitricen på de indfødtes sprog:
– Fleisch und Wurst und immer Durst.
– Nah? sagde hun, mens hun betragtede hans nussede benklæder og støvlerne, der gabte fortil.
– Hast du Geld? Hast du Zaster?
Hun pegede med fingeren på sin røde håndflade. Penge. Cilius famlede i lommen. Jo, der var en fem-øre og en to-øre tilbage. Han viste de danske mønter til servitricen og fik en smældende lussing til svar.
Nu følte han sig tryg og på hjemmebane. Hvis pengene stadig kunne række til til et frimærke, ville han lige straks skrive hjem til redaktør Dildoe: Tyskerne er almindelige mennesker som os andre. Ingen synlige trusler mod Holstebroegnen herfra, men jeg ser mig om, inden jeg vender næsen hjemad. Hils overbladbud Josefsen, fru Josefsen og Lupo, Holstebros klogeste hund, fra deres ven Cilius.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
– Saturday Night is the Loneliest Night of the Week…
Hilbert lyttede til de bløde toner og nynnede med på melodien, så godt han kunne. En rejsegrammofon var eneste opmuntring og bortset fra en luvslidt lænestol og en madras på gulvet også eneste inventar på hans tagkammer.
Han tændte en tysk cigaret og blæste røg op under loftet.
Det var forår i København, og nede i gaderne blev der jublet og danset, men Hilbert Knöckel-Henrixen følte ingen trang til at deltage i begejstringen over det tyske totalsammenbrud. Han var vendt hjem fra Østfronten, nogenlunde uskadt og med medaljer på brystet, men uden meget håb for fremtiden.
De seneste måneder havde han levet af sortbørshandel i Københavns sidegader og baggårde, men nu kom regnskabets time. Hvordan skulle han som tidligere SS-Unterscharführer klare sig igennem?
Uniformsjakken havde han brændt, og en veninde fra kaffebaren i Borgergade havde skaffet ham en cirkusjakke med pyntebånd og nogle ejendommelige hylstre, man kunne putte cigarer i, hvis cigarer engang igen blev til at fremskaffe. Han havde cirka 50 kroner tilbage i kontanter, og hans sortbørs-varelager bestod af en kasse amerikanske grammofonplader, de fleste af dem med Frank Sinatra, samt nogle billeder og plakater af den populære sanger. Det var krigsbytte, han havde tusket sig til hos en kammerat fra Schalburg-korpset.
Noget måtte gøres. Et selvmord eller noget andet effektivt. Han vendte pladen.
– I Dream of You, lød en smægtende sangstemme, mens Hilbert fik ild på endnu en cigaret og betragtede et Sinatra-foto. Ligner jeg ham egentlig ikke? De samme slunkne kinder, det samme frække, liderlige tandsmil?
Kan det bruges til noget?
* * *
Perronen var fyldt op med unge kvinder, da Blodhøjbanens brændefyrede damplokomotiv kom plufrende ind på Klamhuse Station. I samme øjeblik, de så Hilbert i hans cirkusjakke, begyndte de at skrige.
Han løftede begge arme i triumf og viste tænder.
– God start, tøser! råbte han.
De hørte ingenting. De var ved at besvime af begejstring.
En fedladen mand i snavset brun kittel banede sig vej gennem pigeflokken. Det var Hilberts halvfætter, kalkunavler Lubbert Lumbago, Blodhøj. Han havde for nogle døgn siden modtaget pakken med plader og billeder og fulgt ordren om at dele indholdet rundt til lokale interessenter af hunkøn.
Nu lagde han en flæsket arm om Hilberts skulder.
– Din musik lyder døgnet rundt fra alle grammofoner, sagde han. – Piger fra et hjem uden grammofon sidder hos veninderne og skriger og hyler. Ældre medborgere er ved at blive vanvittige.
Hilbert greb om en blottet pigearm og skrev en autograf på den. Fætter Lubbert skelede misundeligt, mens røde læber kyssede den hjemvendtes hule kinder. Han råbte ind i øret på Hilbert:
– Da værten i Klamhuse Forsamlingshus blev klar over, at du var på vej til byen, arrangerede han straks en koncert. Du skal optræde klokken 18.30 i aften, akkompagneret af Hubertus Purkholds Synkoperede Underholdningsorkester fra Holstebro, egnens førende danseband. Entré 40 øre, og alle billetter er solgt!
– Jamen, for helvede, hvæsede Hilbert. – Jeg kan ikke synge. Jeg ligner måske sådan en, men jeg kan ikke.
Fætter Lubberts fede hånd klemte hans skulder.
– Så må du hellere se at få det lært, sagde han.
(Copyright 2015 by Baryl N. Halunk & Louis B. Knockel. Alle rettigheder, herunder retten til opsætning som scenemusical, forbeholdes.)
Bedste, højtærede og meget beundrede herr Redacteur Knockel.
Man henvender sig ydmygst, includerende de bedste og meest hjertelige Hilsener til Deres ærede Familie, Husholdning og saagar Kjælderpersonel.
Ikke, at mit Anliggende paa nogen Maade skulde kunne afficere Dem, i deres utrættelige Stræben efter, at opretholde god Skik, Orden og Sædedelighed i det Område, hvor Almagten nu engang har skjænket Dem den Gave, at være den ubestridte Foregangsmand.
Mit Anliggende er egentligt ikke et saadant, men snarere en simpel Betragtning over, og Referentz af, hvad heer til Aften forefandt sig i mit Hjemsogn.
Efter at Aftenposten havde passeret vort Sted, var ingen betydendende Post lagt paa mit Arbejdsbord. Derimod forlød det fra Kjøkkenet, at smudsbladet Sorø Posten havde refereret, at i Holme Olstrup, havde en Gruppe Indvandrere fra Bogø, anstiftet adskillige Brande. Selvsagt læser man ikke selv saadant Smuds, men ved overleveringen fra min Hustru, som havde det fra Kokkepigen, maatte man dog udbryde “Oh Tempera, oh Mores”.
Senere, samme Aften, hvor gode Naboer var forsamlede til et Spil L’hombre, faldt Talen jo på det refererede. Spillet gik i staa under Diskussionen om, hvad dette nu kunne være og brede sig til. Til sidst sagde een af de yngre Deltagere; “Jeg kan ikke capere mere; nu gaar jeg paa Værtshus”.
“Naa, I gamle, vidste I virkeligt ikke, at der er et Værtshus i Tersløse” sagde Ungersvenden, nok saa frejdigt. Reaktionen var da, at en større Del af Selskabet opfordrede denne Bruushane til, at føre Gjerning frem for Ord.
(Det bør i Parantes tilføjes, at ved bedre Mænds Sammenkomster er man sædvanligvis ubevæbnede, men ved Spadseregangen til, hvad der viste sig at være eet af Herr Schaffreunds Udhuse, stod det klart, at undertegnede var den eeneste, som var forsynet med en Hasselkjæp; “Skræp IX).
Vor Tilsynekomst lagde en vis Dæmper paa Lystigheden, men Frækhed har, som bekjendt, ingen Grændser. Man tillod sig, i den Stemning af Beruselse, som klart var fremherskende, at fremsætte Bemærkninger om vore Evner som Arbejdsgivere, om vore Evner til at opfostre vore Børen, og om vor Forstaaelse, anbelangende Samfundet omkring os.
Saadant var naturgivent, ikke taaleligt. Som den eneste, der ved rettidig Omhu havde medbragt min vel svirpende Hasselkjæp (Skræp IX) maatte jeg, gjerne, omend nødigt, være den, der ryddede Localiteten.
På Plankevæggen var ophængt Billeder af “Kromutter”´s afdøde Mopse. Paa andre Vægge vare ophængte Contrafeier af afdøde og endnu levende oprørske Elementer af den indvandrede Underclasse fra Nabosognet Steenlille.
Omend vi her paa Stedet hædrer vor Slægt, maa vi erkjende, at vore Fædre gjorde Fejl i, at tillade, at disse forvanskede Mennesker fra Steenlille, fik Permission til, at krydse Sognegrænsen. Og oven i Kjøbet fik tilladelse til, at avle ufortrødent.
Saafremt Tendenser og Praxis fra Holme-Olstup skulle brede sig hertil, kan vi kke være sikre paa, at Hasselkjæppen vil udgjøre et tilstrækkeligt Værn, men vi maa saa finde andre Remedier frem.
Med de bedste Hilsener herfra, til Dem og hele Deres Husholdning samt Kjælderpersonel fra
En af Folkedisciplineringens rankeste og mest trofaste venner, vor Korrespondent, Hr. Faareavler og fhv. Flaadeofficer Severin v. Münchhaus, fylder i dag 140 år.
v. Münchhaus blev født i en Sejersskjorte og som Søndagsbarn, Søn af den bekendte Kaalrabi- og Faareavler i Tersløse, Siegfried v. M (Slægten indvandret fra Mecklenburg-Vorpommern 1482) og Hustru Magda, f. Steenhuus-Stenlille.
Severin var den førstefødte ud af en senere Søskendeflok paa 14 samt et ikke nærmere kjendt Antal ikke anerkendte Halvsøskende.
Paa Trods af de gode Tegn ved hans Fødsel og den efterfølgende kjærlige, principfaste Opfostring, udviklede Forholdet mellem Forældre og Søn sig ikke harmonisk. Den kun 15-aarige Severin forlod saaledes sit fædrene Hjem, og vandrede udenlands. I Kraft af sit Talent for Conversation og Smiger skaffede han sig igjennem det urolige Europa og blev, formentlig paa grund af akut Mandskabsmangel, indrulleret i den K.K.Östrig-Ungarske Marine. Her blev han uddannet som Navigatør og opnaaede det stærkt eftertragtede K.K.Certificat af ”Expertenlotse zu Donau”.
Hans sømilitære Karriere kulminerede under Første Verdenskrig, hvor han indlagde sig uvisnelig Hæder som vinder af flere Rompunschnedsvælgningskonkurrencer i Officersmesserne.
Trods et vist Besvær med at løsrive sig fra de wienske Damer, hvis Ægtemænd havde ladet sig begrave i fremmed Jord, vendte den nyslaaede og pænt dekorerede Leutnant zur See II dog nølende tilbage til sit Hjemsogn, i 1922. Det kan ikke just paastaaes, at Fedekalven ved den Lejlighed, blev slagtet. Gamle Fortrædeligheder drev ham atter af Gaarde. I 1923 blev han inrulleret i den Kgl. Danske Marine med foreløbig Rang af Underleutnant. En Degradering, der bekom den Krigserfarne v. M daarligt. Dog, gennem tro Tjeneste og ved anvendelse af et passende Maal af Smiger opefter, avancerede han i de dengang normale Sekvenser.
Gjennem videre Uddannelse indenfor det navigatoriske tilegnede han sig da ogsaa Expertise i at udføre terrestrisk og astronomisk Navigation i saa vanskelige Farvande som Øresund, Store- og Lillebælt, det sydlige Kattegat og Østersøen, helt ud til Bornholm. Desuden uddannedes han paa det Vaabentekniske omraade og fremstod ved sin Pensionering i 1938 som lidt af en Expert paa Riffel, Revolver, Madsen-Maskingevær og ikke mindst, de dengang upaalidelige Torpedoer.
Severin von Münchhaus modnedes og disciplineredes gjennem denne Tjeneste og da han som Captainleutnant (R) fik Permission ved Høsttid i 1937 stod han godt rustet til, som den førstefødte, at overtage Driften af sin Fødegaard i Tersløse, efter Faderens tragiske, alt for tidlige Bortgang i Forbindelsen med et Skyderi, efter en god Jagtfrokost.
Siden da, har v. M med Flid og Konsekvens koncentreret sig om Driften; saavel sin egn, som Ejendommens. Ved utrættelig Opretholdelse af Husbonds uomgængelige Pligter har han bevaret og udbygget sin Ejendoms Ry som et veldrevet og højt discplineret Landbrug. Kun i en kort Periode forlod han sin Bedrift. Efter flittig Læsning, hvilket han i sine modnere Aar ogsaa har lagt sig efter, drog han i 1952 til Øen Gotland i det svendske, for nærmere at informere sig om Kvaliteter og forskjellige Egnetheder ved det gotlandske Udgangsfaar.
Stærkt tilfredsstillet ved sine Erfaringer, medbragte han ved sin Tilbagekomst to upaaklagelige Exemplarer af denne Race. Disse har været Grundstammen i en særdeles positiv, frugtbar og lystbringende Udvikling i Sognets Faareavl. Omgjængelige, avlsvillige og robuste som de er.
Herr v. Münchhaus er saaledes ubestridt Sognets førende Kraft, naar det gjælder Omgang med, pleje af og Avl paa Faar. Denne utrættelige Optagethed af hans Yndlingsdyr, hans upaaklagelige Avl iøvrigt (velnæret Hustru og 12 Børn) og hans utrættelige Opretholdelse af Orden, Arbejdsomhed og Disciplin paa sin Ejendom og i sin Husholdning i det Hele taget, har gjort ham til en højt agtet Person i Tersløse. Hans velskikkede Forhold har desuden gjort ham til en holden Mand. Det forlyder, fra troværdige Kilder, at han har ikke mindre end omkring 440 kr. vel forvaret i sin Sengehalm!
Til Disciplinens opretholdelse betjener Herr v. Münchhaus sig overvejende af haandskaarne Hasselkjæppe, og han har altid kjaldt disse, hinanden afløsende Redskaber “Skræp”.
Blandt hans talrige externe Udmærkelser i Aarenes Løb kan nævnes Det Östrig-Ungarske K.K. Marinestorkors, tildelt da han var gandske ung Donauofficer i Eftersommeren 1918, samt Tersløse Sogns Faareavlersammenslutnings Hæderstegn 1953, og med Sølvgarnering i 1957. Endeligt, i 1961 Samme, men med Guldvinger og snoede Vædderhorn i ægte Slagmetal.
I Forbindelse med den runde Dag har Sognebørn indsamlet midler til et Æresvehikel, der kan transportere egnens Førstemand, hans disciplinære Redskaber og øvrige Nødvendighedsartikler på standsmæssig Vis rundt blandt Undersaatterne.
I taknemlig Erkendelse af de talrige lødige Korrespondancer, Hr. v. Münchhaus i Aarenes Løb har ladet tilgaa Avisen, blev Indsamlingen støttet med kr. 4,19 fra Den knockelske Familiefond.
Vinden var bidende kold og markerne golde, men selv om alt virkede håbløst, måtte jeg komme hjem i levende live.
Jeg havde gået omtrent fem kilometer, da jeg stødte på det første livstegn. Et slidt muldyr ved navn Rasputin.
Jeg overtalte kræet til at befordre mig ind til den nærmeste by, hvis jeg til gengæld ville skaffe det arbejde i Nordvestjylland.
Dyret bragte mig gennem det faretruende land, og jeg endte til sidst ved en rasteplads, hvor vogn 13 ½ stod parkeret. Den falske taxachauffør stod uden for bilen i færd med at bedække et frodigt egetræ. Manden var dendrofil og kunne tydeligvis ikke stå for fristelsen, da han så det prægtige træ.
Mens skurken forgreb sig på planten, sneg jeg mig ind i bilen og informerede borgervæbningen om hele situationen gennem hyrevognens kommunikationsanlæg. Dernæst gemte jeg mig i bagagerummet.
Da den ækle herre var færdig med sine befamlinger, satte han sig ind i vognen og kørte tilbage til Danmark uden viden om den blinde passager.
Borgervæbningen ventede på forbryderen, da han nåede frem til Nørre Usseldrup. Han var dog ikke så let at fange. De næste to timer er nu kendt som den mest halsbrækkende biljagt i dansk i historie.
Han drønede gennem byen, over markerne og rundt på sognevejene mens jeg blev slynget rundt i bagagerummet. Udrykningskøretøjer satte jagten ind på bæstet, men han var for hurtig og for snedig. Til sidst fik borgervæbningen ram på vogn 13 ½ med et velrettet skud fra en fækaliekanon. Bilen roterede ubarmhjertigt mange gange og endte i en grøft.
Ordensmagten kom styrtende hen til vraget for at arrestere forbryderen og redde mig ud. Den kriminelle havde brækket begge arme og slået ti tænder ud, mens jeg selv slap med et par skrammer og et blå øje.
“Der er krig på vej. Bare vent!” skreg pamperen, før han blev kørt væk i et salatfad.
Mon han taler sandt? Burde vi opruste hr. Knockel?
KNOCKELSK BESVARELSE OG UDSKRIVNINGSORDRE
Svaret er et ubetinget ja. Denne hyrevognspamper er uden tvivl forbundet med de fjendtlige kræfter, som De, hr. Nidding Halunk, tidligere så tappert har opsøgt, afsløret og til dels nedkæmpet.
Mobiliseringsordrer er udgået, og opstilling af krigsmateriel foregår i disse timer. Detaljer kan naturligvis ikke røbes, men til brug for landsdelens fækalieartilleri må alle nordvestjyder nu aflevere al tilgængelig brunvare, såvel den i hjemmene oplagrede som de friske kilotons, der befinder sig i kroppene. Tiden er inde, kampen må kæmpes, nu!
Der skete mange sælsomme ting i rekordsommeren 1956. En dag, da stranden nord for Blodhavn var tæt pakket med badende, fløj en formation af antagelig sovjetrussiske angrebsfly ind mod kysten, mens de på må og få sugede badegæster op og udsatte dem for rektalundersøgelser for siden at kaste dem ud længere inde i landet.
Den tililende landbetjent udtalte uden for referat, at han aldrig havde set noget lignende.
Samme år blev betjenten selv hjemsøgt af sin afdøde bedstemors ånd, der bebrejdede ham, at han havde ædt hende ud af huset under et sommerbesøg som teenager.
(Supplerende materiale fra Else C. og Borgervæbningens Historiske Arkiv. Evt. vidneberetninger fra rektalmisbrugte badende modtages gerne og kan indtelegraferes herunder.)
Højestærede Herr Chefredacteur, den saa beundrede og alvidende Folkets godhedsfulde Oplyser.
Tillad mig at delagtiggjøre Dem, højestærede, i en Erindring fra mine unge Dage, som ved en særlig Anledning nys randt mig i Hu.
Herefter vil følge visse Ethnologiske Studier, som ikke tidligere er publicerede. Men hvilket Organ kunde være mere nærliggende, end det saa respecterede Nr. Usseldrup Dagblad, med underliggende locale Ugeaviser ? Her, altsaa, fra Nutiden:
Da vor bortrømte Avlekarl Pontus, noget slukøret, som i en tidligere Depeche beskrevet, var vendt tilbage til Husbond, spredte sig hurtigt en uvant Euforie blandt Sognets unge, og saamænd ogsaa blandt det lidt mere modne Kvindfolk.
Dette har min trofaste Hustru betroet mig, i et fortroligt Øjeblik:
I sin Omgang med Cirkusfolket, havde den brave Karl modtaget en Kropsudsmykning, en saakaldet Printz Albert. Dette Smykke vakte almindelig Fornøjelse og Tilfredsstillelse hos de, som saa og mærkede samme. Og fra de udvalgte og tilgodeseete spredte Rygtet sig hurtigt, saaledes at det gandske Sogn efterhaanden var delagtiggjort i den brave Pontus´ pirrende Hemmelighed.
Min ærbare Hustru og jeg selv hylder det gode, gamle Princip, at den ægtestanden tilladte Copulation sker i Mørke, bedækket under tunge Andededunsdyner. Dog er det hændt engang, at min Hustru har faaet Glimt af min Nøgenhed, og herefter tilspurgt mig om characteeren af min genitale Udsmykning, som hun uden tidligere at have seet, havde saa stor Glæde af.
Historien er lang, og maaske trættende. Men saaledes fandt det sig, at man selv, for mange Aar siden, udstyredes med en saadan Kropsudsmykning, som senere skulle vise sig at spare mig for at blive fortæret af Kannibaler paa Borneo:
Som tidligere berettet til Avisen, gjorde jeg i de heroiske Aar 1913 til 1918 Tjeneste i den KK Östrig-Ungarske Marine, længst i Den herostratisk berømte Donauflotille.
Under denne Tjeneste, maatte vi ofte bunkre Kul og indtage andre Fornødenheder i de ved Bredden liggende Byer. En særlig Forkjærlighed havde jeg for Staden Turnu Severinu, hvor det ikke var nødvendigt at udsende en menig, for at erfare om Küsten var klar. Medens det menige Mandskab lempede Kul og sørgede for andre, nødvendige Provisioner, kunne vi yngre Leutnanter, uden de mange Pligters Byrde, begive os hen i Byen. Et særligt hus havde en uimodstaaelig Tiltrækningskraft hos mig, unge Mand.
Paa Frantz-Josephstrasse nr. 21 boede en sørgende Enke, Baronin Jezabel von Chlithberg zu Vullwan. Baronen var, i Krigen for Fædrelandet, allerede i Efteraaret 1914, faldet, da han i Spidsen for sine Ulaner, tappert angreb en Italiensk Maskingeværstilling et Steds i Tyrol.
Enken sørgde tilbørligt, og begræd særligt, at Gemalen havde ladet sig begrave udenlands, saa at hun i sin Sorg, ikke engang havde et normalt Gravsted at dvæle ved. Men, som hun paa et Tidspunkt betroede mig, sparede hun da saa Blomsterne.
Hvad der kunne have modsvaret Enkens berettigede ønske om et varigt minde, at dvæle ved, i kjærlig Erindring, vises hermed i dyb Respect: Det umistelige Gravmæle over den heltemodige, tapre og beslutsomme Chef for Donauflotillen. Mit højt ærede Forbillede, Grossadmiral, Freiherr Frantz Leopold von Seeschreck zu Womith.
I de gode Tider, dersteds, var Officerernes Uniformspantaloner temmeligt stramme. For at nu ikke utilbørlige Demonstrationer af ung Mandighed skulle sees under Parader eller ved de hyppige Balaftener, var det Skik, at Mandens Pryd, holdtes i ave, ved Hjælp af en Ring i sammes Spids, og en Krog i Pantalonerne.
Efterhaanden som mit Bekjendtskab med den sørgende Enkebaronin udviklede sig, bad hun mig om, i kjærlig Erindring om sin bortgaaede Husbond, at anlægge samme Kropssmykke som den hedenfarne havde mønstret. Angst ved den forudseelige Smerte, vægrede jeg mig længe, men efter at have faaet Stolen stillet for Døren: Enten fulgte jeg hendes Opfordring og inderlige Ønske, eller hun ville begunstige min Kollega Lt. Ringg und Pratesz.
Saaledes provoceret, ved Udsigten til, at en yngre Officerscollega skulle indtage min privilligerede plads hos Enkebaronin´en, mønstrede jeg alt mit Mod, og accepterede. Vi militære er jo, omend vi nødigt seer Blod, forberedte paa muelige Smerter, saa dette Indgrebs Pine, viste det sig, for Ingenting at regne imod et grundigt Værtshusslagsmaals Smerter, særligt, hvis en Deeltager forfalder til ufine Slag og Spark i Skridtet.
Men, efter disse omstændelige Indledninger og Forklaringer, videre til min Ethnologiske Beretning:
I Aaret 1915 havde den KK Habsburgske Familie allerede indseet, at Krigen mueligenvis kunne tabes. Derfor udsendtes en hemmelig Mission med det Formaal, at erobre en Coloni, hvor den Habsburgske Slægt kunne være i Sikkerhed, og forberede sig paa en gloriøs Tilbagekomst.
Som een af de meest erfarne Navigatører, med den meest pletfri Vandel, modtog jeg det ærefulde Hverv, at mønstre som Navigationsofficer paa Skibet “Erzhertugin Victoria”, stationeret i den berømmelige Flaadehavn Trieste. Fartøjets Navn var lovende, men efter at Chefen, Fregattenkapitän Mürwitz havde aabnet sine forseglede Ordrer, sænkede den heroiske Stemning sig betragteligt. Skibet skulle ommales; Skytset skjules, og forklædt som Koffardifartøjet “Garibaldi” skulle vi under falsk Flag dampe ud af Middelhavet, sønden om Africa og til Fjernøsten.
Maalet var forsaavidt forstaaeligt, for i de Dage havde Colonimagterne jo sat sig paa mestendeels alt hvad der var værd at besidde. Blot visse Øer i Sydøstasien stod tilbage at colonisere. Dette var vor, fra den øverste Regent, assignerede og commanderede Opgave.
Man skal spare den udholdende Læser for en detallieret Beskrivelse af vor Sørejse. Blot dette: Omend det var flaut at sejle under falsk Flag, fandt vi nemt frem til Stædet ved Gibraltar, ved at følge i Kjølvandet paa HMS “Illustrious”, som skulde samme Vej. I Atlanten blev det straks mere vandskeligt. Gandske vist var baade Captainen og jeg selv fuldt kvalificerede Navigatører, men paa Donau, hvorfra mine practiske Erfaringer vare indvundne, var den terrestriske Navigation alt nok. Samme gjorde sig gjældende for Chefen. Hans Erfaringer stammede fra Farvandet ud for Trieste, hvor man altid, under Togter og Manøvrer kunde komme sikkert i Havn, inden Mørket sænkede sig.
Ingen af os ville tage Sextanten i brug, saa efter stiltiende Overenscomst fulgte vi Kystlinien nedover. Dette kan nok have forlænget vor Rejse noget, men en Deel af vort Opdrag var jo at gennemføre Togtet saa sikkert som mueligt.
Kort fortalt, rundede vi Cap Det gode Haab, efter ved flere Lejligheder at have maattet udøve en slags Capervirksomhed, af bitter nød, for Kul og øvrige Provisioner.
Efter bestiknavigation ramte vi som forudseet Indiens Sydspids, efter et naadigt Forsyns hjælpende Haand. Ligeledes ankom vi i Malaccastædets Indgang, som ved et Mirakel.
Herefter nærmede vi os den ukolonialiserede Ø Borneo. Vor Landgang dersteds var uden Besværligheder. Chefen faldt dog overbord og druknede; Staklen besad ikke færdigheden i at svømme. I denne sørgelige Anledning, maatte man selv overtage Commandoen. Saaledes, lettere eschaufferede, men maalbevidste, begav vi os ind i den borneiske Jungle, som strakte sig heelt ned til Det ostindiske Hav.
Fugle sang og kvidrede, Hundehyl og Kattejammer forekom, men først paa andendagen mødte vi levende Mennesker. Disse, og de var alle af mandkøn, vare aldeles nøgne. Bortset fra, at de tildækkede deres Penisser med tørrede Plantehylstre, i en delviis opret Position.
Communication var vandskelig, da det hurtigt stod os klart, at de indfødte ikke forstod vore diversificerede sproglige Forsøg, og de, paa deres Side, ikke forstod vore venskabelige Tilnærmelser paa tysk, fransk og engelsk.
Da de saaledes greb den meest trivelige af os, SG KK Marine Olbert Nachspeis og uden videre skilte hans Hoved fra kroppen, stod det mig klart, at heer maatte den største Diplomatie nok bringes i anvendelse. Min beskedne Beholdning af Glasperler gjorde vel nok sit, men da ogsaa min gode Oppasser Friedrich Offnersohn fra Wien, blev decaptueret, saa jeg at samme Skjæbne muelighedsvis ogsaa ville ramme mig.
Man maa indføje, at siden min Tid dersteds har den udbrete Duft af Barbeque eller Grill, ikke vakt mit Behag. Tvært imod.
Tidvis maatte jeg erfare, at mine trofaste Følgesvende ikke blot var decaptuerede, men ogsaa blev fortærede af disse sultende vilde.
Selv blev jeg ogsaa lagt paa Slagtebænken. Men da man dersteds ombringer sit Bytte i aldeles nøgen stand, opdagede en Shaman, eller hvad de nu kjaldte deres Medicinmænd, at Undertegnede bar paa sig en Erindring om festlige Dage ved Donaus Küster.
Selv vare de udsatte for et Overgansritus, der ved penetrering af den meest private Del, via en Snor, mueliggjorde et til stadighed oprejst Avlelem.
Min egen beskjedne Ring af sølv gjorde et uudsletteligt Indtryk. De indfødte, som hverken fandt Begyndelse eller Ende paa min Ring, troede i deres Eenfoldighed, at denne var medfødt.
Herefter opkastet til en af Guderne nedsendt, lykkedes det mig dog, efter fem Aar, at undslippe. Indtil da, maatte jeg, som den af Forfædrene udvalgte, deeltage i adskillige, Aarligt tilbagevendende usædelige Riter og Sandseligheder. Saavel som jeg herhjemme ikke finder Smag i thailanesiske Tjenestepiger, var det mig en Overvindelse at deeltage i de aarlige Copulationer. De locale Kvinder var mig utiltrækkende, og kun med en Klemme for Næseborene (det var Mændenes Skik), overvandt jeg den Dunst der stod omkring disse Kvindfolk. Det maa erindres, at eftersom vi befandt os i et Indland, var Befolkningen ikke tilvænnet Lugten fra raadden Fisk.
Britiske Colonitropper forsøgte at indtage Stammens Revier, og har siden da lidt mange, velbehageligt fortærede Tab. Men Selv returnerede jeg, i Fangenskab til det kjære Europa.
Dog maatte jeg lide den forsmædelige Skjæbne, at disse indolente Engelskmænd antog mig for, i min nøgenhed, at være en bornoesisk Albino.
Vandskeligt var det at komme til at gjensee de tiltrækkende officersenker, der havde bibragt mig saa megen Glæde og Commers. Des længere varede mit fornyede Ophold ved Donaus skjønne bredder. Men end mere glædeligt var det, at returnere til min fædrende Egn og Ejendom, ja, at vende hjem til Tersløse Sogn.
Ja, Herr Redacteur; saaledes slutter mit lille ethnografiske Eventyr. I de siden forløbne 95 Aar, har jeg, i mit fredelige Sogn, hverken oplevet Cannibalisme eller uvelkommen pligtcopulation. Derimod kan det oplyses, at sognets Masturbationscorps, disse strunke og muntre Unge (og lidt ældre), bereder os ugentlig Tilfredsstillelse, ved Sprøjtehusets Gavl.
De bedste Hilsener fra Deres beundrende
S v M
Redaktionens fodnote: Ovenstående er f.o.m. skoleåret 2015-16 obligatorisk pensum i fagene geografi, samfundslære og forplantningsteknik på Nørre Usseldrup Eksamensskole. Elever i afgangsklasserne skal kunne fremsige hele teksten ordret samt tilegne sig dens indhold og principper i en sådan grad, at de kan redegøre for dem med egne ord.
Et drama uden sidestykke rystede i dag ved 11-tiden baroniet Ulveborg og hele den nordvestjyske offentlighed, da den 19-årige baronesse Dullah Lupus-Bobb blev bortført ned ad slottets hovedtrappe og videre mod ukendt mål, liggende på ladet af et raketdrevet ekspresvehikel.
Avisens redaktør Knockel skulle sammen med en certificeret yngre fotograf og 10-12 andre særligt indbudte overvære generalprøven på det sommerspil, der hvert år opføres af Usseldrupegnens Dilettantkomedieselskab, egnens eneste tilladte teateraktivitet, stiftet 1882 af daværende enkebaronesse Pecadilla, farmoder til den nuværende baron og godsherre Hambert Lupus-Bobb.
Stykket “Brun hævn” handlede angiveligt om uhyrer, der var spiret frem i en lokal fækaliesilo og nu havde vokset sig så store, at de kunne terrorisere lokalbefolkningen. Et af de dramatiske øjeblikke kom nogle minutter inde i handlingen, da et gigantisk monster med en overflade af rynket gummi greb den unge heltinde og løb bort med hende.
Heltindens rolle blev spillet stærkt og gribende af baronesse Dullah, og blandt tilskuerne hørtes gisp og hvin, da uhyret løb gennem salens midtergang med den tilsyneladende paralyserede kvinde. Straks efter indtraf imidlertid noget, som ikke hørte til handlingen. I slotsgården holdt et særpræget vehikel, der af vidner beskrives som en ladcykel med raketmotor. Monsteret smed baronessen på ladet, og i løbet af sekunder var hans vehikel forsvundet i røg og gnister ud gennem slotsporten. Ingen har siden set de to amatørskuespillere.
Stykkets øvrige medvirkende kunne fortælle, at denne sortie ikke på nogen måde indgik i den planlagte forestilling. En eftersøgning blev vanskeliggjort af, at ingen kunne oplyse navn og adresse på monsteret. Faktisk havde ingen set ham uden kostume under prøverne, og da han ikke havde en eneste replik, ved man end ikke, om han er nordvestjyde eller kommer længere væk fra.
SIGNALEMENT OG FORHOLDSORDRER
Baronen fandt sin unge hustru, da de begge for nogle år siden deltog i en stammekrig i Turkmenistan, hun som feltservitrice og han som frivillig lussinginstruktør med rang af oberstløjtnant.
En stærkt berørt baron aflyste resten af dagens festligheder, men bad pressen om at viderebringe, at han udsætter en dusør på kr. 4,86 for pågribelse af fru Dullah, med eller uden arvesmykker. For monsteret gælder, at det må bortskydes, men ikke opskæres til konsum eller på anden måde nyttiggøres, før Louis B. Knockel har inspiceret kadaveret.
Blodhøj Husmandsbordel har kronede tider. Søster Slubberina har indgået særaftale
med Den Nordvestjyske Pryglemarine
Nordvestjysk Pryglemarine har i de seneste år opbragt adskillige turister, som var på færd mod andre egne til havs. Efter prygl, lussinger og tvangsmasturbation måtte de ændre rejsemål til vort storslåede sogn. Søster Slubberina påpeger, at disse tidligere bondedrenge, som blev til sømænd, nu har et opsamlet behov for druk og svir. “Derfor er det vores pligt som husmandsbordel at kunne tilbyde begge tjenester!”
Det første hold af flådens prægtige sømænd beretter her om deres oplevelser.
Abacock Prickett, en asylsømand, fortæller, at han efter to timers øvelse sammen med søster Mabusa måtte give op for trætheden og beruselsen. “Jeg måtte gå til sengs og sværger ved den almægtige Gud, at jeg var så lam som en hest, der var gået i en bjørnefælde, da jeg vågnede,” sagde en tydeligt frustreret Abacock.
Matrosen Monty og hans nære sømandsven Edvard måtte stå igennem med samarbejde for at få denne første pubertære oplevelse. De havde dog set nok reklamer for bordeller til at vide, hvorledes kvindens krop var udformet.
Gymnastik- og kampsportslærerinde Glutea Sartorius var blevet indkaldt til det krævende arbejde.
Monty, der ikke var for beruset til at indsuge hende med øjnene, slog nu sin autoritet fast. Det skulle være ham eller ingen anden.
“Ved Guds eget hellige organ!” råbte han blasfemisk. “Hvorfor har jeg dog spildt mine kostbare dråber på de reklamer i sognekontorets latriner!” Han lænede sig fremover, og hans kæmpestore krop lignede en faretruende klippe. “Kom herhen, lille ven.”
Glutea Sartorius adlød hverken Monty’s stemme eller hans vinkende finger, og så sagde han: “Kom herhen med hende, Edvard.”
Edvard skubbede Glutea Sartorius fremad, indtil hun stod indenfor Monty’s rækkevidde. “Lad os se engang.” Monty rejste sig, spændte bæltet op og lod bukserne falde. Hans lem hang lige så slapt som en rebende. “Det er for tidligt” meddelte han. “Min sprydstage er knækket, og jeg er i øvrigt også for beruset.”
Glutea Sartorius sneg sig ud, behændig som en gazelle.
Søster Slubberina mener trods begyndervanskeligheder, at særaftalen vil indbringe meget, og byder medsøstrene og bordelhunden Theodosius den Store ind til en velfortjent beskænkning.
