Under et studieophold i Blodhavn Slubbertloges medlemsbibliotek har certificeret gipsmester Jalbert Q. Schneckelfritz, Klamhuse Vestermark, fundet amerikanske fotos og teknisk dokumentation, der nu sætter ham i stand til at udbyde den ultimative familieoverlevelsesgave: Et bombely.
“I disse år, hvor Holstebro koger af pøbeloptøjer, og hvor den næste turistsæsons fækaliegriseri aldrig er langt borte, har hjemsognenes familier et mærkbart behov for at kunne lukke sig inde i en tryg og kontrolleret atmosfære,” udtaler gipsmesteren.
“Et bombely med plads til en typisk familie på 12-16 medlemmer samt 8-10 mellemstore husdyr kan opføres for et par hundrede kroner. En nedgravet model med forstærket loft til imødegåelse af fjernøstlige atombomber bliver lidt dyrere, men kan så til gengæld også bruges som terrasse og solbadningsplatform. I samarbejde med Klamhuse Folkesparekasse tilbydes finansiering fra kr. 2,31 om måneden.”
Alle henvendelser rettes til gipsmester Schneckelfritz personligt. “Jeg advarer mod useriøse kopiprodukter som f.eks. dem, der udbydes af Usseldrupegnens Halmpladefabrik. Vil man have tryghed for familien i tider som disse, må man ikke gå på kompromis.”
Hermed fremsendes ydmygst en liden julespøg til alle jer, fra mig på Dartvados, baseret på V. Røvlenbergs efterladte ud- og opkast.
Naar borte er al Elskovsvin,
saa tom som en Neger-latrin,
Ih!; sval er Rommen grelt du savner,
saa hedt dig Tropenatten favner!
Ak, tænk!; om blot man vide kunde,
just hvorhen Lykken, udenvunde,
Reddes kan; til evig Eje:
blev da bragt glædesfyldt tilveje!
Grublen, som i Evighed tærer.
Negre!; I, som stedse bærer,
Endnu i sit Dølgsmaal skjuler,
Ensomt, gemt blandt Natteugler:
– Sjatteøens Kugler.”
(Forfatterens tilføjede bemærkninger:)
”Naar bortses Titlen på mit Digt,
At sige være Digters Pligt:
Det vær’ sig store, eller smaa-
Ét maa hvid Mand dog lide paa:
At Meningen bli’r soleklar,
Naar bare man dem bagfra ta’r!”
V. Røvlenberg
Hvor er sjatten gemt? Svar i nedenstående rubrik! Ukorrekt stavning anerkendes ikke! Fjollede og uforskammede kommentarer politianmeldes omgående, med henblik på retsforfølgelse og pryglestraf.
Vinderen præmieres med en signeret brugt, og ikke specielt nusset kopi af nedenstående publikation (sendt pr. flaskepost, og indholdet af flasken i øvrigt konsumeret af undertegnede, for modtagers regning).
Med ønsket om en glædelig, velsignet Jul, og hvad deraf uvægerligt må følge,
Redaktionel extratilføjelse: Løsninger indtastes altså i svarfeltet nederst på siden. De Knockelske Blade supplerer den af vor korrespondent udsatte præmie med en kasse førsteklasses festcigarer.
Hjælp, jeg drukner! Bimba havde skreget det fem eller seks gange, mens hendes arme baskede i kanalens kolde vand. Nu kunne hun ikke længere få en lyd frem, men det fortvivlede nødskrig rungede stadig i hendes hoved.
Er det nu, jeg skal dø? tænkte hun. Og er det voldsomme plask, jeg hører, den sidste lyd nogensinde?
En bølge skyllede over hende, og i det samme mærkede hun stærke hænders greb om sit liv. Alt blev sort.
Kapitel 2
Folbert studerede musik og havde et godt øre. Hvad han hørte fra kanalen, var en fantastisk tenor. Måske den flotteste og mest dramatiske siden Maria Callas.
Han stirrede ned i den blåsorte vandflade og så hende plaske som en hjuldamper i havsnød. Hun måtte ikke gå til bunds. Ikke med den stemme, tænkte han, og sprang.
Kapitel 3
Stemme er godt, talent er godt, men uden uddannelse kommer man ingen vegne i den klassiske musikverden. Bimba og Folbert havde mange års hårdt arbejde foran sig.
Hun trænede strube og lunger til at imødekomme den klassiske operas krav, mens han komponerede det nye årtusindes storværker.
De blev ikke lige straks accepteret og belønnet, men de havde viljen til at fortsætte. Og de havde hinanden.
Hverdagen var fattig. De levede af kål og nedfaldsæbler og på festlige aftener en dybfrostpølse, købt på tilbud. Ved nattetide lå de tæt sammen og skuede gennem deres klaprende loftsvindue mod Månen.
– Vores tid kommer. Kunsten er alt, hviskede de i hinandens unge ører.
Kapitel 4
Dette var aftenen. Statsfjernsynets højt hvælvede koncertsal summede af forventning. Et 112-talligt orkester ventede på, at Folbert skulle løfte dirigentstokken. Medlemmer af kongehuset og talrige celebriteter var til stede.
Bimba trådte ind på scenen, Folbert trippede ærbødigt bag hende. Det første bifald brusede og lagde sig.
Et smukt par var de at se på. Ikke hærgede, men forædlede af årenes kamp. Nu i eftermiddag havde de styrket sig på en kålgryde og et par fede polske krydderpølser.
Bimba nejede, og en skurrende flatulenslyd som fra en maskine i en grusgrav kunne høres. Folbert gjorde et skridt frem for at aflede opmærksomheden. Han bukkede, og tarmluften stod ud af ham i et langt, dybt og knurrende trut, der kunne minde om en tuba gennemblæst af industriel trykluft.
Latter bredte sig i salen, mens publikum på de forreste rækker rejste sig. De, der havde lommetørklæder tilgængelige, holdt dem for næsen, mens de flygtede.
Bimba bredte armene ud. – Vent! råbte hun. – Vi er ikke begyndt endnu!
Panikken sendte spasmer gennem hendes underkrop. Giftig tarmgas stod i dampskyer ud over salen. Folmer vendte sig, mens også han flatulerede intenst. Han ville slå an til koncerten, men de overenskomstansatte musikere havde rejst sig for at udvandre i protest. En af dem knipsede på sin lighter for lige straks at tænde en cigaret, og et eksplosivt drøn lynede hen over det flygtende publikum.
Kapitel 5
Fra en baggård i Nørre Usseldrup lyder banjoklimpren og en sprød, aldrende kvindestemme.
Musikken holder pause, og nu kastes der småmønter ud til det optrædende par.
De bøjer sig mod giverne, og deres bagdele udstøder lange, klagende, basunagtige flatulensfanfarer.
Flere mønter følger. Dette er, hvad publikum forventer, og det optrædende par har trods al modgang skabt sig en karriere.
Pippi & Palle Padborg: Flatulens blev deres skæbne 2. udgave, 1. oplag Approberet og finjusteret af Louis B. Knockel
– Vi sælger hele lortet for en krone. Jamal får 33 øre og måske et par knastørre restfækalier, hvis han selv gider samle dem op fra bunden af siloen. Ha ha!
Brødrene Harding og Hassan Pluffert sad ved bordet og diskuterede arven efter deres fader, Jolbert Svengali Pluffert, der som 101-årig var afgået ved en alt for tidlig død efter næsten ni succesrige årtier i fækaliebranchen.
Fader Jolbert havde skabt den omfattende familievirksomhed, der i dag var kendt som Pluffert Brownware International, takket være en aldrig svigtende sans for økonomi og effektivitet. Verden over blev han beundret som manden, der først introducerede eksplosive tørvalsede humanfækalier på spøg-og-skæmt-markedet.
– Vi gør det, sagde Hassan. – Alle værdierne er kørt ud af firmaet, og lille broder Jamal, der ikke er god til andet end at spille mandolin og lommebillard, må leve videre på de 33 øre, der bliver til ham.
Hassan smilede selvtilfreds og ville rejse sig, men han tumlede forover og ramte gulvet. En løkke var viklet om hans fod. Storebroder Harding spærrede skrækslagen øjnene op.
– Ha ha, I slamberter, nu får I, hvad I har fortjent!
Frem fra sit skjul under den gulvlange borddug kom Jamal Pluffert. Han piftede i fingrene, og en syndflod af brun pladdermasse væltede ind i rummet.
Jamal kastede sig baglæns ud af vinduet og landede på den græsplæne, der omgav familiefirmaets fækaliesilo.
Tonsvis af den fælles formue pladrede ind i rummet, hvor de skurkagtige ældre brødre havde holdt møde. Kontorer og kontrolrum brød sammen, og Jamal kunne se de to slamberter sejle i bedøvet og mørbanket tilstand på en dampende brun flodbølge ned mod Blodhavn strand.
Jamal trak kasketten frem i panden, og mens han vandrede ad sognevejen op mod Klamhuse, sang han i vilden sky: ”Er du dus med himlens fugle, og skovens grønne træer…”
Vi borgere i Gustenhuse har som årets Julefortælling valgt at bringe understående reportage til alle velestimerede og anstændige personer (af begge køn) uden for sognets grænser, til glæde og inspiration.
1. Brunvaren indsamles ved defækation blandt byens yngre medborgere og transporteres til fabrikkens store tørlatrinanlæg. Børnene medvirker frivilligt, under hensyntagen til internationale regler, selvfølgelig underlagt vore egne stolte arbejdsmarkedstraditioner.
2. Herefter kanaliseres brunvaren og køres ud til pølser gennem et sindrigt underjordisk valsesystem, drevet af en kæk albansk gut og et energisk muldyr, der grundet sin styrke og temperament er blevet erklæret uegnet til dyrebordeldrift.
3. Stænger af kompakteret brunvare stykkes herefter ud, og i fabrikkens kælder vil raske, unge knøse med deres medbragte lommeknive skærer dem ud til de velkendte lækre, liggasovnsbagte småkager.
4. På fabrikkens laboratorium eksperimenteres bl.a. med udskæring af det færdige produkt i forskellige fantasifulde former. Dette foregår i Tølperforeningens regi, hvorfor der ikke budgetteres med nogen former for personaleomkostninger. Den fortærede del af den overskydende produktion genanvendes fra afdelingens fællesdas efter endt 18-times vagt.
5. Af hensyn til de store krav til produktionen, samt til opretholdelse af arbejdsmoralen og tempoet på fabrikken, har man i Julemåneden formedelst en dagløn på kr. 4,53 hyret orgelvirtuos Ove Særling til i endeløst loop at spille sit marathonstore klassiske “Julemedley”, medens produktionen pågår. Klik herunder og lyt med!
Denne meromkostning financieres iøvrigt ved salg til diverse kundekredse i Fjernøsten af overflødige hornhinder fjernet fra Gustenhuse Blindeinstituts brugere.
6. “Bjældeklang, bægerklang, Livet er en sang! Børnene får skidetrang, Nu Julen er i gang!
Hej!
Hjertet bliver blødt som dun, Alt i stuen lun. Mo’er steger vor kapun, Mens vi knaser kagen brun.” (V. Røvlenberg)
7.“Sikken voldsom trængsel og alarm! Det er koldt, og der skal tømmes tarm. Blødbrunvaren den skal revses ud; Det må gøres inden Kjørmes Knud!
8. “Midt på torvet sidder der en purk. Hvad mon laver denne lille skurk? Strax han bliver til fabrikken sendt, Mavesækken skal bli’ endevendt!” (V. Røvlenberg)
9. Også ved juletid er den fælles velfærd på spil. Tænk blot på alle vore landsdækkende kunder af det bedre borgerskab… og yd så jeres bedste for brunkagefabrikken og vort kære, gamle sogn!
Med ønsket om en glædelig jul samt et velsignet og overskudsgivende nytår
fra Deres alles meget hengivne
Med henblik på en generel oprustning af den nordvestjyske folkepresses økonomi indrykkes her et antal jubelfremkaldende lokale annoncer. Vi forventer, at alle gode venner samt disses husstande (tyende og større husdyr incl.) gør deres pligt i form af omfattende støtteindkøb.
I Klamhuse producerer såvel Sognebryggeriet som Folkebryggeriet den populære gule hestepilsner. Herunder en elegant, moderne annonce fra sidstnævnte virksomhed:
Skulle man efter ihærdigt brug af ovenstående kvalitetskonsumprodukter have behov for lægelig behandling, kan den ydes her:
Tillægget afrundes med 5 lødige billetmærke-annoncer. Håndskrevne svar indleveres på avisens kontor i åbningstiden kl. 07.13 til 14.46 prc., torsdage på ulige datoer også kl. 15.51 til 20.18 prc. Svarkuverter, som ledsages af en kasse cigarer, vil altid nyde særlig fremme.
Chokreportage: CRASS BØRSTING
Foto: GYDA PLUMWABER, NORDVESTJYSK HUSMANDSARKIV m.fl.
En bølge af pludselige, eksplosionsagtige og dødbringende tarmgasulykker har i de seneste døgn fremkaldt sorg og bestyrtelse overalt i vore hjemsogne. Blandt ofrene er prominente personligheder fra den politiske, forretningsmæssige og kulturelle elite, men også talrige jævne nordvestjyder er gået op i røg og flammer, når de rutinemæssigt satte sig på hug ved den hjemlige latringrube.
Storsognerådssekretær Gamborg Flabert, Vester Usseldrup, var en af de første, der flækkede med et brag efter indtagelse af en kålgryde med tilhørende flæsk og pølse på Brunmølle Udflugtskro.
“Han er kommet her som gæst gennem årtier, og der har aldrig tidligere været problemer med defækeringen,” udtaler etablissementets værtinde, fr. Mussa Waffelkäbe. “Han plejer at vende syngende tilbage fra latrinskuret og bestille chokoladebudding til dessert. Vi begræder tabet af en god ven og en loyal kunde.”
En af landsdelens mest elskede festfigurer, den 91-årige Onkel Lallah, borgerligt navn Lars Ferkel-Frederiksen, omkom under lignende tragiske omstændigheder efter at have indtaget et par røgede kulmuler på Midtermolen i Blodhavn.
“Det ene øjeblik stod han og tørrede fedt af underansigtet, straks efter flækkede han i bunden, og resterne af ham spredtes ud over havnebassinet,” fortæller chokerede vidner.
Onkel Lallah efterlader tre hustruer, 11 børn og 15-20 mellemstore husdyr, som alle var afhængige af hans showbusiness-indtægter. Datteren Nullah og svigersønnen Bob vil indtil videre opfylde hans kontraktlige forbindelser og optræder første gang ved Idrætsmasturbationsforbundets årlige friluftsparade lørdag formiddag kl. 06.17 prc. på Klamhuse Hede.
Ofrenes antal menes at overstige 20. Talrige andre har pådraget sig kvæstelser, og lokalt sundhedspersonel står magtesløst og uden forklaring på de pludselige tarmeksplosioner.
“Mit bedste råd er, at vi alle vender tilbage til vore bedsteforældres hovednæringsmiddel: Savsmuldsbrød og mælkebøttebladssalat,” udtaler den førende lokale ekspert, ernæringsfysiolog Nathan Schinkenhäger, Blodhøj. “I samarbejde med Nordvestjysk Landproletarforbund har jeg oprettet et folkekøkken, hvor man for en meget billig pris kan spise sig mæt i disse pålidelige egnsspecialiteter. Eksploderer man alligevel, er det på den ene eller den anden måde ens egen skyld.”
Avisen følger situationen nøje og vender tilbage med mere ernærings- og eksplosionsnyt, så snart det foreligger.
Lørdag klokken 13.41 prc. har endnu en familiefilm i den folkekære Jensen-Banden-serie premiere i Klamhuse Kino. For 21. gang sender instruktøren Erik Gnalling sine tre raske nordvestjyder ud på eventyr, og titlen, “Jensen-Banden i Nordkorea” lover, at vi skal på langfart.
Billetter bestilles og forudbetales i Klamhuse Brugsforening. Priser fra kr. 0,78 for en ståplads incl. 1 velkomstlussing.
I anledning af filmpremieren bringer avisen herunder (med tilladelse fra den 98-årige instruktør) en kavalkade af højdepunkter fra de uovertrufne nordvestjyske fornøjelsesfilm:
Året er 1969, og den allerførste film, der ganske enkelt hedder “Jensen-Banden” får premiere i grusgraven på Klamhuse Hede. På grund af en fagforeningsstrid optræder de tre hovedpersoner kun som sorte silhouetter på det hvide lærred, og instruktøren har i stedet hidkaldt indiske skuespillere, som i rekordfart (godt hjulpet af lussinger og hasselkæppeprygl) tilegner sig nordvestjysk sprog og adfærd.
Filmen bliver — behøver vi at nævne det? — en bragende succes og vises stadig en gang om ugen i bulgarsk stats-tv.
I 1971 får et hungrende publikum lov at opleve “Jensen-Banden på springtur”. Den faglige strid er løst, så de tre bandemedlemmer kan nu optræde i fuld figur og med konstant grinende ansigter, men ved et teknisk uheld går filmens lydside til grunde, og den forsynes derfor med tale- og tankebobler. Herover ses Gylmert Poppelgreve som skurken Onkel Jokum over for den senere så kendte sangerinde Gilda Prunkhorst, der spiller hans niece Polly.
Vi springer frem til filmseriens nr. 12, den internationale storsucces “Jensen-Banden skyder vildt omkring sig”. Filmens idé og manuskript havde instruktør Gnalling købt under en ferierejse til Gaza, og den er stærkt præget af mellemøstlig voldskultur.
Man må gerne gentage en succes, men man skal ikke gå over gevind. En af de få fejltagelser i Erik Gnallings lange karriere var “Jensen-Banden og de russiske zombier” fra 1991. Dels var der igen problemer med lyd og musik, dels fremkaldte filmen spontan opkastning hos mere end halvdelen af publikum, og de fleste biografer tog den derfor af plakaten efter første forestilling. (Den cirkulerer dog stadig på videomarkedet, især i Østeuropa og Sydamerika).
Med “Jensen-Banden bliver forlovet” fra 1993 kom serien tilbage i den rette folkekomediestil. De tre bandemedlemmer spiller terninger om en smuk, langbenet sejlsportspige — og som så ofte før ender de i kachotten, hvor overbetjent Crassus tildeler dem festlige kropsprygl med våde og/eller indfedtede gummiredskaber.
Instruktør Gnalling er fulgt med tiden. Film nr. 20 kom i fjor og havde en eksistentiel og samfundskritisk tendens: “Jensen-Banden kan snart ikke mere”. Trofaste tilhængere frygtede, at det var et stopsignal, men det handlede om afføringsproblemer i mange varianter. Herover ses bandemedlem Gubbis barnebarn Freddie på en undergrundsstation i London. Serien var i sandhed blevet global.
De fleste af filmene er genindspillet i Bulgarien med lokale medvirkende. Materialet tilpasses vilkårene dernede. Dette er den hæsblæsende action-forfølgelsesscene i slutningen af “Jensen-Banden gi’r den gas”.
Til lykke til instruktøren og hans trofaste stjerner, der med så stort talent og overskud af humør har bragt nordvestjysk mentalitet ud over verden — og på gensyn i Klamhuse Kino lørdag kl. 13.41 præcis!
En historisk jubelnyhed giver i disse timer genlyd hen over Nordvestjylland: Adelsslægten von Peckelrübe kan efter generationers bitter nedtur nu helt eller delvist genvinde den respekt og stråleglans, der engang stod om de ranke peckelrübere og deres våbenskjold.
Slægtens sidste ætling, komtesse Gilda von Peckelrübe, udråbte i morges kl. 07.04 sin triumf fra den til offentlige proklamationer reserverede sæbekasse ved Brugsens gavl i Klamhuse.
“Vi er færdige med at sukke og krybe ved synet af en kreditor eller en flabet turist. Vort lussingpersonel bliver genansat, og vort adelige hjem vil blive restaureret ude og inde. En splinterny hydraulisk aftrædelseskumme er bestilt i Bulgarien, og vort pedaldrevne elektricitetsværk fra 1902 vil snart igen kaste lys over landet,” bekendtgjorde komtesse Gilda med klar og glad stemme.
Som de fleste vil vide, indvandrede slave- og brunvarehandler Gülbert Peckelrübe sydfra i slutningen af 1700-tallet. Han etablerede im- og eksportvirksomhed i Blodhavn og blev i løbet af få årtier en af landsdelens store velhavere. Vor daværende kong Gruhs IV ophøjede ham i adelsstanden, og et slot blev opført nær Blodåen på Klamhuse Vestermark.
Efter at Peckelrübe-slægten i 1945 mistede sit monopol på indsamling og nyttiggørelse af lokale faconfækalier, gik det hurtigt ned ad bakke med økonomien, og de sidste 15-20 år har komtesse Gilda hovedsagelig ernæret sig som sæsonmasturbatrice på Blodhavn Nordstrand.
“Alt det er fortid nu, og jeg indbyder alle til at feste sammen med mig!” udråbte hun kl. 07.06, hvorefter en dunk drikkepetroleum blev sendt rundt.
Baggrunden for slægtens genopblomstring er en førstepræmie på kr. 8,39 i Nordvestjysk Slubbertloges årlige storlotteri.
Det er med stolthed og stor lettelse, at jeg kan offentliggøre følgende meddelelse fra hr. Staniol Lakmussen: “Eureka! Vi har løst gåden! Hurra! Hurra! Og skål, allesammen! Undtagen marxister…!”
Ja, det er sandt. Nu er hovedkuldsbacillen, denne fæle trussel mod vor sognevelfærd, endelig nedkæmpet, og forklaringen følger her:
Kontorchef ved Gustenhuse Platfodsregister, den rimeligt ærede hr. Gudbrand Rimkrat, som ses på ovenstående billede, afgik for nogle år siden ved døden, af hovedkulds. Han nåede at testamentere sit legeme til videnskaben, subsidiært sæbeindustrien, men ved et tilfælde blev hans hoved forbyttet på Gustenhuse Sindssvageanstalts forskningslaboratorium og i stedet anvendt til julesylte. Dette har imidlertid ikke på nogen måde vist sig at forsinke de Lakmussen-Lacksenske eksperimenter, hvis detaljer jeg dog ikke ser nogen umiddelbar grund til at dvæle nærmere ved, her lige inden aftensmaden.
Lad mig blot hermed oplyse, at man fandt fuldgod anvendelse for det alternative specimen: det nyslagtede præmiesvin Grøffe. Grisehvisker Gébert Lorth fremviser på billedet denne ornes optøede og frisk genopvågnede hovede. Bemærk kreaturets kvikke og årvågne øjne.
Billedet er beskåret, således at Lorths hovede ikke vises, idet synet af dennes deforme og frastødende ansigtstræk i adskillige fortilfælde har vist sig endog særdeles opkastningsfremkaldende.
Ved et simpelt lykketræf forefandtes Gudbrand Rimkrats kadaver stadigvæk på Gustenhuse Sæbefabriks kølelager. Det var ved succesfuld kirurgisk sammensætning af disse to dele, at eksperimentet endelig lykkedes. Hovedkuldsbacillen overlever ikke længere tids nedfrysning!
Grøffe Rimkrat gør nu god nytte som sanitær medarbejder ved herretoilettet på Gustenhuse Svineslagteri, hvor det bliver til mangt et kært og rørende gensyn med diverse slægtninge, i form af nyleveret ferskbrunvare.
Således vil også sognets kæle- og bordeldyr opleve fornyet anvendelse, blot der hurtigt og effektivt sørges for nedfrysning af de vitale kropskomponenter.
Ved hjælp af disse koldluftskompressorer har projektgruppen Lakmussen-Lacksen beredt vort sogn en unik mulighed for at komme hovedkuldsproblemet til livs, een gang for alle. Sognerådet har derfor besluttet at nedfryse hele Gustenhuse i 6 måneder.
Sognet vil fra næstfølgende tirsdag kl. 08.46 prc. være indkapslet i en (her på en tredimensionel datamatillustration demonstreret) Negativ Termisk Brunvarekuppel (NTB), med henblik på at fastholde sognet i frossen dvale i et halvt år.
For Tølperforeningen er der tale om dobbelt gode nyheder, idet den borthældte kirsebærvin fra sidste jul nu til december vil kunne pumpes op igen fra gadekæret. Og vigtigst af alt: Hovedkuldsplagen er endelig besejret!
Medens temperaturen langsomt falder til det ønskede niveau, vil vi i Gustenhuse sørge for diverse distraktioner og underholdning, herunder pigtrådsreggaeduoen Wa’fanden? (“vi spiller til vi stivner!”), som leverer den musikalske underholdning under selve nedfrysningsprocessen. Der kan bl.a. ses frem til en akustisk coverudgave af den berømte schlager “Virus og Bakterier”:
Til alle vore landsmænd (på nær arbejdsløse og marxister), venner, samt sympatisører, ønskes et dybtfølt: “Godnat, og sov godt!”.
Det skal blot tilføjes at jeg personligt ikke vil deltage i denne folkerenselsesproces, idet jeg desværre sammen med Komtesse Missegnubber er blevet pålagt et diplomatisk ærinde til den karaibiske øgruppe Dartvados, ironisk nok af præcis 6 måneders varighed, og iøvrigt med ansvar for sognekassens nuværende kontantbeholdning, stor kr. 176,88.
Så det er med meget stor sorg jeg nu forlader min hjemstavn og går pligtens tunge vej!
